"Både Hjalte og Nina skriver som engle."

"Det der gør Hjalte Tin og Nina Rasmussens rejsebøger så pokkers vedkommende, er efter min mening deres evne og lyst til at rejse og opleve sammen med børnene...

I hele motorcykelfamiliens måde at rejse på ligger der et budskab til os alle om en anderledes familiepolitik."

"Deres rejseform er ikke for den almindelige charterturist, men den er livsbekræftende i al sin dristighed"

"Man kan kun håbe, at familien drager ud på flere eventyr og bagefter vil indvi vi andre i dem."

"Hjalte og Nina skiftes til at skrive undervejs. Begge er veloplagte fortællere, og glæden over oplevelsen, det ukendte, over vidderne og farten og livet springer op fra bogens sider."

"Jeg kan ikke misunde dem denne tur, selv om den utvivlsomt har budt på en række særprægede oplevelser, og jeg nægter at føle mig skamfuld over min bløde stol, elektriske lys og Glenn Miller-pladerne under grammofonen, selv om det skulle være udtryk for amerikaniseret civilisation af værste slags.

Hjalte Tin og Nina Rasmussen bryder sig ikke om "borgerlighed", rullepølse eller lakridskonfekt. De har tidligere boet på Christiania, og i vor tid danser de pinsekarneval i gaderne.

I dag har de etableret sig som en slags omvendte missionærer. ...De drager ud i verden til søs til fods - eller på motrorcykel, for bagefter at missionere heftigt, når de er kommet hjem."

"Det vakte vild opsigt, da Nina Rasmussen og Hjalte Tin i 1980 kørte Sydamerika tyndt med et blebarn på et år og et barn på fem år - på motorcykel.
Nu har familien været på tur igen, denne gang østpå, hvor de bla. besøgte menneskeæderne på Ny Guinea.
De har valgt at leve et liv, hvor lysten driver værket, fremfor materiel tryghed, for "det mest eventyrlige og eksotiske ligger som regel for enden af den dårligste vej."

Det nære samvær på rejserne har givet et sammenhold, som smitter af på livet i Danmark.
- Det forpligter os til, at vi hjemme ikke bare kan skubbe børnene til side for at lave noget andet, siger Nina. Jeg har stor medfælelse for de forældre, især de enlige, der må flå børnene ud af sengen tidligt om morgenen, hente dem sent på eftermiddagen i institutionerne, hjem og klare husarbejdet og så lægge børnene i seng. Der er jo ingen tid til at være sammen med dem. Det er umenneskeligt, og jeg fatter næsten ikke at nogen kan gøre det. Men det regnes jo for det normale, hvilket jeg synes er fuldstændigt vanvittigt - meget mere vanvittigt end at kære på motorcykel gennem Sydamerika med sit barn foran.

- Folk bruger meget ofte børnene som en dårlig undskyldning, siger Hjalte. Enten er de for små, eller også er de for store. Der er altid et eller andet, der gør, at børnene ikke har den alder, hvor man kan rejse med dem. Jeg tror det skyldes at forældrene selv er usikre. De tror ikke børnene kan tåle det, men i virkeligheden er det dem selv, der har reservationerne.Den måde, samfundet er indrettet på, appelerer aldrig til folks selvtillid og tro på egne kræfter. De får hele tiden at vide, at "det her er i ikke eksperter i, det kan i ikke finde ud af, det må man ikke". Men folk kan mere end de tror, også selvom de de har børn.

Nina fortsætter:
- Folk kigger på os, som om vi nærmest er perverse, reaktionære eller meget borgerlige, fordi vi har evnen til at holde af hinanden og vores børn. Det er, som om familiesammenholdet er helt "yt" i dag, fordi folk ikke gider holde af hinanden eller har mistet troen på at det kan lade sig gøre, og det synes jeg er trist. Vi mangler nogle nye traditioner, for de gamle dur selvfølgelig ikke mere. Kvinders stilling er anderledes i dag, og jeg ville da heller ikke kunne holde ud og gå hjemme og passe børn. Jeg synes det er det hårdeste job i verden at være husmoder. Man må skære ind til benet, og sige: hvad skal jeg bruge mine år her på Jorden til?"