Pernille Bramming gav fem stjerner i Aktuelt:
"Nina Rasmussen er den mest fantastiske rejsende overhovedet.
Hun stoler på sin intuition og tager imod enhver person, hun føler sig tryg ved.
Derfor er Alene i Iran, den mest interessante rejseberetning, jeg nogensinde har læst.
Sikke et indblik man får i det iranske samfund og den mangfoldige, iranske kultur; så ærligt, levende og ligetil fortalt.
Her er ikke nogen intellektuel tour de force med gengivelser af stabler af bøger om historie, politik og samfundsforhold, sådan som for eksempel Carsten Jensen excellerer i sine rejseberetninger.
Nej, her er der mennesker og mennesker og atter mennesker, og det er dog dem, det er allermest spændende at læse om.

Med Alene i Iran har Nina Rasmussen skabt den ypperste form for et kulturmøde, drevet frem af nysgerrighed, et åbent sind og en overbevisning om, at det hele skal med, både skidt og kanel."

"Ikke siden Jakob Holdt i 1977 beskrev sine fem år som bums i USA i den opsigtsvækkende "Amerikanske Billeder", har en dansk forfatter, mig bekendt, forsøgt at glide ind i en fremmed kultur med så øjenåbnende et resultat som Nina Rasmussen i "Alene i Iran".

Drevet af grænseløs nysgerrighed har den frygtløse, rejsevante 56-årige forfatter gennemrejst det ayatollah-terroriserede muslimske land på kryds og tværs, dels ene kvinde, dels sammen med kurderen Shahin.
Det er der kommet en bemærkelsesværdig bog ud af.
Hun er ikke bare dristig, men også dumdristig, som når hun siger ja tak til at køre hjem med en ung mand, hun har set fem minutter på en busterminal.
Hun oplever uforudsigeligheden nærmest euforiserende og stoler i øvrigt på sin intuition.
Hun evner at leve i nuet, glide med strømmen og tage oplevelserne i den rækkefølge, de kommer. Og der kommer mange.
Hvis Nina Rasmussen har en politisk dagsorden, er den klart for de jævne, undertrykte iranere og kurdere og imod præstestyrets mørkemænd og deres terror, ensretning og hykleri.

Langsomt afdækkes det dybt perverterede styres grusomheder mod ganske almindelig menneskelig adfærd.
Som i DDR før Murens fald følger det hemmelige sikkerhedspoliti hendes færden.
Stikkeren møder hun i hans hjem i Teheran, før hun forlader landet.

Nina Rasmussen tager fordomsfrit imod alt, hvad der kommer...
Efter i ugevis at have følt det ekstremt hårdt ikke at have rørt ved at andet menneske, overgiver hun sig til en forbudt intimitet med en revolutionsgardist med glasøje. Og det i et land, hvor utroskab takseres til 80 piskeslag for manden og kvinden stenes til døde."

"Jeg ville egentlig ikke have troet at det kunne lade sig gøre.
Og slet ikke at nogen ville have mod til at gøre det - ene kvinde at rejse igennem Iran.
Men eventyreren og globetrotteren Nina Rasmussen har gjort det.
I flere måneder har hun rejst fra by til by maskeret bag den obligatoriske tilsløring, som forbyder kvinder at blotte så meget som et håndled, end ikke i 40 graders varme.
Det er et klogt og meget lærerigt portræt af Iran, Nina Rasmusen har skrevet.
Med sine detaljerede rejsebeskrivelser smugler hun læseren med ind i et ellers fuldkommen lukket land, hvor man på den ene side rystes over den menneskeforagt, der ligger bag præstestyrets diktatur og på den anden side røres over den enorme menneskelighed, overskud og varme, som de mennesker, der er tvunget til at leve under disse livsfornægtende forhold, kan præstere.
Beskrevet med en ligefremhed, som er befriende og dejlig fri for den frelsthed, der nogle gange præger pionerer, som har valgt at klare sig selv."

"Nina Rasmussen har en aldeles gudbenådet sans for fornemmelser.

Hendes bog er en fremragende skildring af de oplevelser, man har, når man rejser alene i et fremmed land.
Der er kun yderst få af de antropologiske fagtekster, man kunne holde Rasmussens bog op imod, som kan konkurrere med Alene i Iran, hvad angår den tætte beskrivelse af den rejsendes ensomhed, kedsomhed, usikkerhed, neurotiske opmærksomhed på detaljer - og trang til menneskelig kontakt.
Hun beskriver oplevelser, der genkendes af enhver, som har siddet på kaffebarerne i timevis eller gået rundt i gaderne i håb om at møde et menneskeligt væsen, der ville snakke.
Enhver, der lynhurtigt har måttet overveje, om hun turde gå med en fremmed hjem til hans familie, eller om hun snarere skulle vælge at sidde alene på sit hotelværelse og føle sig i sikkerhed sammen med fjernsynsapparatet.
Selv om folk ikke bryder sig om præstestyret, har det virkninger. Den mest iøjnefaldende virkning, finder Rasmussen i den hysteriske optagethed af sex, som præger befolkningen, og som hun selv efterhånden deler.
Den perverse fantasi, som styret lægger for dagen i sin egen frygt for seksuelle forbindelser mellem borgerne, tværer tanken om sex ud i ansigtet på folk fra morgen til aften.
Den ubekvemme påklædning, man påtvinger kvinder, henleder opmærksomheden på deres køn med en insisteren, som ingen stilethæle og miniskørter kunne have opnået.
Nina Rasmussen er 'ved at få svip' som hun skriver.
Netop den personlige, kropsnære beskrivelse gør bogen ganske usædvanlig.
Her har vi noget så sjældent som en bog, hvor kroppen er med - og hvor den del af kroppen, der tænker, alligevel får sit.
Anbefales."

"Nina Rasmussen, eventyrer: Jeg stod til 100 piskeslag..."

"Det var rent held, at Nina Rasmussen aldrig oplevede de 100 piskeslag, for ifølge det iranske præstestyre havde hun flere gange gjort sig fortjent til dem.
Sandsynligvis som den første vesterlandske kvinde rejste globetrotteren Nina Rasmussen tre måneder gennem Irans landsbyer og storbyer.
Det blev til mødet med et stolt folk med en ukuelig livsglæde på trods af fattigdom og undertrykkelse, men også til dage med stor ensomhed i et land, hvor kvinder må leve en isoleret tilværelse."

"- Er bagtanken med dit arbejde, at omverden skal tænke: Hvor tør den kvinde meget?
- Jeg rejser først og fremmest fordi en stor del af mit liv er at turde gøre, hvad jeg vil. Jeg kan blive bange, men aldrig i ret lang tid, for lysten til at opleve er altid større.
Det giver også spænding at være lidt bange og mit liv skal være spændende og sjovt, har jeg besluttet.
Men selvfølgelig må man godt tænke, at jeg er lidt modig: Bøgerne og foredragene - det bliver til mellem 50 og 100 foredrag om året - er jo mit levebrød.
Og rejsen til Iran har været den sværeste nogensinde. ... -

Hvorfor blev det Iran denne gang?
- Jeg ville her 20 år efter revolutionen gerne se, om iranerne virkelig var en flok fanatiske muslimer, der ligger på rad og række med rumpen i vejret, sådan optræder de jo på TV.
Jeg mødte imidlertid et meget gæstfrit og livsglad folk, der fester alle steder, hvor de kan snyde sig til det.
Jeg har set iranere myldre ud af en bil på en afsides vej, hvor ingen så dem, klæde sig i farvestrålende tøj for at danse en stund.
Men den største overraskelse var, at folk generelt ikke er religiøse. Der er ingen samklang mellem befolkningen og regeringens politik. …

- Nu vi er i privatsfæren, hvorfor i alverden skal læserne involveres i dit sexliv?
- Det er heller ikke noget jeg plejer, men det hørte til historien.
Jeg tænker på det seksuelle stress - for sker der endelig noget, tager det på grund af angst ikke mere end to sekunder - som jeg også blev en del af.
Havde jeg blot fået en omfavnelse et par gange i løbet af de tre måneder, var jeg ikke endt op med en revolutionsgardist med glasøje.
Du kan slet ikke forestille dig, hvor hårdt det er ikke at få kærtegn i så lang tid, man er fuldstændig ødelagt.

- I praktiserer altså 70ernes åbne ægteskab?
- Slet ikke, men de to sekunder i Iran kan vores forhold sagtens holde til. Vi har vores aftaler og hver sine grænser, som vi respekterer. ...

- Vil du anbefale rejsen til andre kvinder?
- Nej, det tror jeg ikke. Det er jo ikke ferie, men hårdt arbejde, der kræver oceaner af tålmodighed. Meget af tiden gør med at sidde i familierne og vente på hvad der sker. Men netop det elsker jeg."

"Nina Rasmussens program om sin lange rejse var dybt interessant og fængslende...
Nina Rasmussen er en god og engageret fortæller med et meget kommunikerende ansigt og et klart og levende talesprog, som det er en fornøjelse at høre på...
Og så havde hun virkeligt noget spændende at fortælle, som i hvert fald denne seer ikke vidste i forvejen."

Forfatteren Nina Rasmussen har skiftet sine tohjulede køretøjer ud med busser og fly. Formummet som en islamisk kvinde er hun alene rejst rundt i Iran, hvor hun har besøgt vidt forskellige egne som Kurdistan, området ved Den persiske golf, bjergområderne i nord, hovedstaden Teheran og andre storbyer. Hendes oplevelser viser et land langt mere nuanceret, end det kendes fra Ikke uden min datter. Hun giver et mangesidet indtryk af landet, som har levet under islam i tyve år, og som stadig er mærket af Iran-Irak-krigen. Gennem besøg på historiske steder sætter hun landets årtusindgamle kultur i relief. Bogen minder i sin opbygning og sine tætte beskrivelser af landet og dets indbyggere om hendes forrige bog Som en albansk jomfru fra 1996. De mange farvefotografier understøtter hendes beskrivelser gennem deres skildringer af personerne undervejs og deres dagligdag. Bag mediernes beretninger om et land under islams åg viser sig mange andre facetter, når Nina Rasmussen oplever iranerne til hverdag og fest. Bogen er en væsentlig øjenvidneskildring af et for mange lukket land. Såvel læsere af klassiske rejsebeskrivelser som rygsækturister vil endnu en gang blive fanget af Nina Rasmussens oplevelser
Gert Fabrin