"Ikke alle stunts bør efterlignes af os andre, det gælder også eventyrerne Hjalte Tin og Nina Rasmussens seneste rejseprojekt til "landet der ikke findes".

Projektet var for så vidt enkelt nok: Man tager en rød 2CV, årgang 1986, flår bagsæderne ud og pakker rariteten med telt, bøger, læssevis af film, to soveposer og det løse, og så kører man til Kurdistan i fire måneder og skriver ned hvad folk siger.
Hvor enkelt det end lyder, er det dog ikke gjort før, heller ikke ufarligt - derfor ikke anbefalelsesværdigt, selv for eventyrlystne med bedre køretøjer og mindre sarte maver - ligesom det ikke er ufarligt for de kurdere, som med risiko for egen sikkerhed begiver sig ud i samtaler med de besøgende gæster fra det høje Nord.

Resultatet er forrygende, en rejsebog til en nation, der tæller flere mennesker, end der er libanesere, jordanere, israelere og palæstinensere tilsammen.
Men det er vel at mærke en nation, der ikke nyder international anerkendelse af nogen ret til selvbestemmelse og derfor ikke har en egen stat.
Rejsen til Kurdistan er derfor en rejse til Irak, Syrien og Tyrkiet og kunne have bragt de to forfattere videre til Iran - de fire stater, som har delt den kurdiske nation imellem sig.

Det fører Hjalte Tin og Nina Rasmussen og deres røde 'Flyvende tæppe' over imponerende bjerge, vidtstrakte ørkener og op gennem kurdernes fantastiske dale, hvor dette sympatiske folkeslag har tilbragt de seneste fire tusinde år.
Rejsens princip er lige så bensindet, som det er praktisk redebon: Man drikker al den te man bliver budt, man lader sig invitere hjem til fattig og rig. Man sover i sovepose under åben himmel den ene dag, i telt den anden, hjemme hos en fattig bonde den tredje, i et beskedent herberg den fjerde, hos skumle benzinsmuglere den femte osv.
Står der en hest og et æsel, forsøger man at age videre på den led, uden saddel, uden stigbøjler.
Og når hest og æsel fluks smider Tin og Rasmussen af tager man bare det flyvende tæppe, 2CV'en, videre.
Kort sagt: Når man får at vide, at en vej er utilgængelig, er det naturligvis den, man vælger, op ad stejle bjergspor, gennem vandløb og ud, hvor himmel møder jord.

Nina Rasmussen er den utilslørede impressionist, som helst lader skæbnen vise vejen.
Hjalte Tin kan tilsyneladende - til hendes lejlighedsvise irritation - ikke helt tøjle sit udviklingsforskergen.
Hun vil snakke, han vil interviewe.
Men skrive kan de mildest talt begge, og takket være hans nemme fingre og en god værktøjssamling kommer den røde vogn efter diverse nådige stop også ud af Mellemøsten igen.
Og deres skiftende og lige levende dagbogsoptegnelser vidner om ikke kun en sjælden rejse, men også en sjælden nation: Kurdistan.
Det er et sejt og stolt folkefærd, der derved gives en chance for at tale til verden om sit vidunderlige land.
Som det hedder, "kun bjergene er kurdernes venner", men kurderne har nu to venner mere: Hjalte Tin og Nina Rasmussen.
Deres bog vidner om et historisk stykke uretfærdighed.
I Tyrkiet og Syrien, hvor kurderne udgør omkring en femtedel og en tiendedel af befolkningen, skal dette mindretal leve med en massiv overvågning og konkret undertrykkelse.
Og i Irak skal de acceptere en uomgængelig begrænsning af deres frihedsambitioner.
Gennem 12 år har de nydt godt af international beskyttelse mod Saddam Hussein, men nu, hvor diktaturet er væk og kurderne under Tin og Rasmussens besøg oplevede en lykkelig sommer med den bedste mulighed for frigørelse i årtier, må de alligevel acceptere, at deres lod er selvstyre, ikke uafhængighed.
Skønt diverse mavepiner, dehydrering, svingende søvn og punkterede dæk m.m. er forfatternes nødvendige følgesvende, er det kurderners rå skæbne og absolut ikke forfatternes afsavn, deres sympatiske rejsebog handler om i medrivende tekst og fotografier fra landet, som ikke findes.
Det er oplevelsen af kurderne, det gælder, kurdisk hjemmeliv, kurdiske unge, kurdiske traditioner, kurdisk historie og alle kurdernes undertrykkere, oplevet, sanset, fortolket, nærmest fordøjet.

Før sidste forårs krig demonstrerede Tin og Rasmussen imod USA's krigsplaner.
Under bogens rejse lige efter krigen overraskes de over, hvordan de dog "kunne protestere mod, at Saddams styre blev fjernet", men det lader også folk som kurderen Sala varsle, hvad vi nu efter bogens udgivelse ser: "Jeg kysser amerikanernes hænder, fordi de har fjernet Saddam, men jeg kan ikke lide at se fremmede bestemme i mit land". "Vi venter bare, til de er ukampdygtige, og så smider vi dem ud", siger hans søn.

Hjalte Tin og Nina Rasmssen kommer ikke med løsninger på Kurdistans problemer og ikke med overvældende moralisering ud over deres irritation over den overvågning, som især i Tyrkiet og Syrien er kurdernes hverdag.
Deres ærinde er at kaste lys på et folk med et land, men uden en stat. Landet ligger, hvor det hele tiden har ligget, og hvor kurderne hele tiden har boet. Men staten hører til de drømme, som kurdisk historie er gjort af. I denne dejlige bog lever drømmen og kurderne, gør de."