(Dato for aflevering af anmeldelser; de blev bragt senere i Politiken  med andre overskrifter)

2018, 30 november

Lise Bach Hansen og Juliane Hartsø Lassen red.: Arctic Imagination; Det Kgl. Bibliotek, 193 sider, 299 kr.

EN TYND KOP SMELTET IS

af Hjalte Tin

€€

Forestillingen om Arktis: en udsultet isbjørn på en synkende isflage. Klimaforandringen er anledningen til Arctic Imagination, en række arrangementer og nu en stor, gennemillustreret, engelsksproget publikation fra Det Kgl. Bibliotek. Et alvorligt samfundsproblem, lydhørhed hos vigtige kunstnere, en engageret offentlighed og fondspenge. Det må have været en vidunderlig opgave for bibliotekets ansatte. Bogen åbner med en mand der omfavner et isbjerg i Paris - Olafur Eliason og Minik Rosings geniale og manende illustration af klimaforandringen. Mens verdens ledere forhandlede om verdens klimafremtid lå 12 husstore isbjerge og smeltede bort på en plads i Paris, smukke og frygtelig forgængelige.

Lise Bach Hansen, chef for publikumarrangementer, foredrag og litteratur ved Det Kgl. Bibliotek og bogens ene redaktør,  skriver i sin indledning, at nu havde eksperter i klimaforandring, aktivister og diplomater kæmpet med spørgsmålet, "Hvad gør vi når den Arktiske is forsvinder? Det var på tide at bibliotekerne gik ind i kampen. For hvilket bedre sted kan vi forestille os vores fremtid end netop det sted hvor vores fortid bliver bevaret?"

Fremragende at bibliotekerne melder sig i klimakampen og fra arkiverne og vores kollektive hukommelse vil sætte det lange lys på fremtiden. Fire kunstnere er blevet bedt om at skrive en tekst ud fra noget bibliotekerne har gemt: forfatteren Kim Leine giver stemme til Aage Bertelsen der maler sit berømte maleri fra ishulen Gnipa på Danmarksekspeditionen 1906; fotografen Henrik Saxgren kører på hundeslæde som Danmarksekspeditionen gør på et foto fra 1906; musikeren Laurie Anderson ser på et billede fra 1897 af August Andrés forulykkede ballon på isen og tænker tilbage på en ungdomstur til Nordcanada; og forfatteren Sørine Steenholdt gendigter sagnet om fangeren Akigsiak der myrdede en mand, som en tragisk historie om en grønlænder i det moderne København.

I bogen er der ikke et eneste foto af vor tids Arktis, og den smeltende is ligger i Paris. Arctic Imagination´s nutidsbilleder viser talende hoveder på scenen i Det Kgl. Bibliotek. Der bliver sikkert sagt noget klogt om isen der smelter, men vi hører det ikke i bogen. Hvor er den smeltende is, for det er vel den og ikke Det Kgl. Bibliotek der er hovedpersonen?

Arktis optræder kun på de klassiske og velkendte fotos af Fridtjof Nansen, Knud Rasmussen, Robert Pearry, August Andrée, nationernes berømte sønner (og en enkelt kvinde, Pearrys kone Josephine). Præmissen for bogen er at bibliotekerne i Nuuk, Stockholm, Oslo, New York og København viser hvad de har gemt om Arktis. Kan det passe at man intet har indsamlet siden Knud Rasmussens tid?

Sarah Giersing kritiserer i en af bogens korte tekster det koloniale blik på grønlænderne. Reproducerer bogen i sit fokus på Arktis´erobrere ikke netop dette blik på grønlænderne som de passive ofre for de hvide mænd, danskerne, kapitalismen, klimaet eller hvem vi nu udnævner til skurken? Ikke et ord i bogen om de arktiske folks konstruktive tilpasning til den smeltende is.

Med al respekt for de dygtige og velmenende bidragydere lever resten af bogen ikke op til starten. Mest nedslående ved dette festskrift for arrangementet Arctic Imagination, er at der intet substantielt, intet nyt, intet kritisk står om det globale problem klimaforandringen er, og som den smeltende is kun er et af mange tegn på. "Hvad gør vi når den Arktiske is forsvinder? Det var på tide at bibliotekerne gik ind i kampen. For hvilket bedre sted kan vi forestille os vores fremtid end netop det sted hvor vores fortid bliver bevaret?" spurgte Lise Bach Hansen. Måske skulle hun tage til Grønland?

2018, 21 november

Thomas Frank: Min vej til vikingernes Byzans. 65 dage i kajak. Kristeligt Dagblads Forlag. 363 sider, xx kr.

I CARBONKAJAK TIL MIKLAGÅRD

 

€€

af Hjalte Tin

Træd tusind år tilbage i historien og spørg mod øst: havde vikingerne en hurtig forbindelse fra det hjemlige Skandinavien ned til Miklagård, det kosmopolitiske Byzans, Romerrigets arvtager og kristenhedens strålende verdensmidte?

Det mener Thomas Frank, tidligere soldat og nuværende folkekirkepræst i Viborg. Han vil bevise at man kan ro til Byzans i kajak ad de russiske floder og dermed sandsynliggøre at vikingerne brugte lette både og ikke store vikingebåde, som andre historiske rekonstruktioner har formodet.

Bogens undertitel "65 dage i kajak" er konklussionen: Frank har bevist at en toptrænet roer i en moderne kulfiberkajak kan ro til Istanbul på 65 dage, en distance på 3500 kilometer, en sand sportspræstation. Hans argumenter for at det næppe var i tunge, sejlførende skibe vikingerne kom til Miklagård virker plausible. Om vikingerne så hurtigroede i små både forbliver et informeret gæt.

Det historiske perspektiv er stort men desværre fremstår beretningen om de 65 dage naiv, selvoptaget og pedantisk. Læseren får hver eneste dag nøje beskrevet med nummer, kilometer tilbagelagt, lejrplads, morgenmad, vind, vejr og roning. Men hvorfor er der ikke et eneste billede i bogen der viser Frank ro i kajakken? Det bliver håbløst ensformigt, og værst af det hele har Frank kastet sig ud i et race, så han må jage forbi vikingernes spor langs floderne.

Han giver sig ikke tid til at lære et eneste menneske at kende ud over dem han træffer på indkøb, som foretages i løb fordi han er bange for at lade kajakken være uden opsyn, og de venlige tilskuere der hjælper ham knokle over slæbesteder og udenom dæmninger. Sportsmanden, fortælleren og bogen taber pusten de sidste tusind kilometer. Nu gælder det bare om at hænge på til vi når Istanbul. Da han endelig når frem gælder det om at komme hjem og skrive en bog.

Frank røber at han har været i Rusland mange gange tidligere, og fortæller omstændeligt hvordan han forbereder sig på alle eventualiteter. Kan det passe at det overrasker ham at møde kreditkort og internet i Rusland? Også hans frygt for russerne må undre læseren. Igen og igen hører vi hvordan han er parat til at forsvare sig mod overfald og nådesløst nedkæmpe "barbarer". Samtidig skriver han ærligt, at han kun møder hjælpsomhed på sin færd. Hans frygt virker utroværdig, som et forsøg på at skabe spænding med teatertorden.

Thomas Frank er konsekvent forhåndsbekymret. Ikke bare lidt, men dødsangst. Helt forfærdeligt forudser han sin egen død når han siger farvel til sin kone, når han har mavepine og hver eneste gang han sætter sig i kajakken. Præsten lægger sin skæbne i Guds hånd, tager varsel af dyr og fugle og forventer hjælp fra oven. Et umuligt regnestykke plager ham: har han selv gjort nok for at overleve, til at Gud vil sørge for resten?

Strabadserne i kajakken får forfatteren til at føle sig som en viking, og han forestiller sig at østkirkens sejrende Kristus var mere i tråd med vikingernes mentalitet end vestkirkens lidende Kristus. Hans interessante, men spekulative konklussion, er at vikingerne blev omvendt i Byzans og senere bragte essensen af den ortodokse kristendom med sig hjem til Skandinavien, og at det derfor kunne være østkirken i Byzans der gjorde vikingerne kristne, og ikke vestkirkens munke.

Denne sportstrænede folkekirkens mand er tæt på at selv bekende sig til Østkirken. Den ortodokse kirke, det andet og tredje Rom, Byzans og Moskva, fremstår for ham som den sande vej til troen, hvor "erfaringen kommer før troen, og ikke omvendt som i protestantismen." Franks tanker bliver dog ikke rigtig vedkommende fordi han tier med konsekvenserne. Læseren hører ikke hvad han prædiker efter hjemkomsten.

 2018, oktober

Minik Rosing: Rejsen til tidernes morgen. Jorden set fra Grønland. Gyldendal. 278 sider, 250 kr.

EN VILD HISTORIE FRA GRØNLAND

af Hjalte Tin

€€€€€

Hvem har ikke som barn gravet et hul i jorden og forestillet sig at blev vi bare ved med at grave ville vi komme ud til kineserne på den anden side af kloden? Hullet blev aldrig dybt nok, og selv de voksne har med alverdens teknik kun lavet ridser i jordskorpens yderste overflade. Jordens indre er mere utilgængeligt end verdensrummets dybde.

Ved en kosmisk tilfældighed blotter Jorden sine ældste klipper i Grønland. Og netop der ved Isua i Sydvestgrønland tæt på Indlandsisen kom en ung geologstuderende med dansk mor og grønlandsk far på feltarbejde omkring 1980. Spændende som en kriminalgåde følger læseren Minik Rosing på sporet af kulstofaflejringer, som efter tyve års studier fører ham frem til den dramatiske konklussion, at der har været liv på jorden da klipperne blev dannet for 3700 millioner år siden - vel at mærke 1000 millioner år tidligere end videnskaben hidtil havde antaget at der var liv på Jorden. Opdagelsen gjorde Minik Rosing til en instant international berømthed.

"Rejsen til tidernes morgen" lægger ud med Rosings idylliske barneår alene med to brødre, den ukuelige mor og kunstneriske og naturelskende far på en afsides rensdyr-station i den store, grønlandske natur med dens "uendelige muligheder, ufattelig gavmildhed og skønhed". Da Minik er tre år gammel flytter familien til Danmark, et aldeles fremmed og uforståeligt sted for vildmarks-barnet.

Minik lærer selvfølgelig at begå sig i Danmark, men han glemmer aldrig det tabte grønlandske paradis, og han vender tilbage da han går død i den danske skole og senere som geolog. For Rosing bliver hans dobbelte udgangspunkt en rigdom og ender ikke i kulturel hjemløshed, måske også fordi Rosing-slægten gennem hundrede år har blandet danskere og grønlændere og tilhørt Grønlands lille uddannede minoritet.

Direkte politisk bliver han hvor han taler imod "grønlænderiet". Ideen om etnisk renhed er både forkert og skadelig konstaterer Rosing. "Jeg opfatter 1970'ernes konstruktion og markedsføring af fortællingen om den undertrykte og udnyttede grønlænder som det måske mest skadelige danske overgreb på den grønlandske befolkning nogensinde. Alle grønlændere er resultater af genetisk og kulturel blanding." Et markant synspunkt som bestemt er relavant også i den aktuelle grønlandske politik - og den danske!

Halvvejs igennem bogen skifter Rosing gear fra barndoms- og ungdomserindringerne til geologien for at slutte bogen af med samarbejdet med kunsterne Per Kirkeby og Olafur Eliasson. "Det vi kan gøre som forskere," skriver Rosing, "er at beskrive små bitte uddrag af en uendelig kompleks verden, men ikke forklare hvorfor det betyder noget for os…Kunsten kan hjælpe forskningen med at kommunikere den del af den videnskabelige proces, der handler om hvorfor, og den kan videregive noget af den glæde, gru, andagt og forundring, som griber os, når vi hengiver os til den natur, vi studerer og selv er en del af."

"Rejsen til tidernes morgen" er i sin disposition og i sit indhold et fascinerende argument for at fantasi næres af blandinger som grønlandsk og dansk, kunst og videnskab. Den selvbiografiske fortælling og den videnskabelige forklaring hænger sammen. Rosing siger det ikke direkte, men læseren må tænke at den ekstreme frihed til at klare sig selv i naturen, som han fik med den grønlandske opvækst, har givet ham selvtilliden til at stole på sine opdagelser og modet til at drage de mest kontroversielle og vidtrækkende videnskabelige konklussioner.

Om muligt endnu mere svimlende end tilbagedateringen af livets begyndelse er Rosings nyeste opdagelse. Geologer har længe vidst at kontinenterne består af andre bjergarter end havbunden. Avancerede kemiske og termodynamiske overvejelser fører Rosing frem til den dristige konklussion, "at den del af Jorden, der stikker op af havet, og som er vores hjem, kan tolkes som et biprodukt af de levende organismers stofskifte, og at Jordens kontinenter er et resultat af evolutionær tilfældighed, nemlig uviklingen af fotosyntese."

Bum! Her vender Minik Rosing vores mest grundlæggende antagelser på hovedet. Det var ikke kontinenterne der skabte betingelserne for livet, men livet i havet der skabte kontinenterne, betingelsen for vores liv. Drengen der kedede sig i skolen og fik elendige karakterer, men elskede sten har med original videnskab rejst tilbage til tidernes morgen og med fantasien boret sig ind til jordens indre. Jeg kan varmt anbefale at tage med på opdagelsesrejsen.

2018, 22 juni

Brian Rasmussen, Karen Hemmingsen, Ciro Bianchi og Liber Martinez: 111 steder i Havana som du skal se. Frydenlund, 235 sider, xx kroner.  Juni 2018.

CUBANSK DESSERT

af Hjalte Tin

€€€

Du har spist en god middag og bliver budt et fad med konfekt. Alle chokoladerne ser fristenede ud, men du må vælge. At blive budt 111 af Havannas usædvanlige og særlige steder er noget af det mest fristende jeg kan forestille mig og jeg åbner "111 steder du skal se i Havana" med store forventninger.

Bogen indeholder intet af det du finder i de almindelige guider til Cuba og Havanna. De 111 steder er deserten som du kan nippe til efter du har nydt hovedretten, en guide med alt det praktiske og de oplagte seværdigheder i Havana. De velkendte seværdigheder er ikke med i denne bog.

Man lystlæser, smager lidt på det der fanger ens interesse og tænker, det må jeg huske at se i Havana, eller hvis du allerede befinder dig i Havana og har en time tilovers, slår op i bogen og ser om der skulle gemme sig en usædvanlig oplevelse i nærheden. Hvis du er heldig kan du måske slå et sving rundt om parken, monumentet eller et hus, hvor der engang har boet en usædvanlig person, men det er ikke steder man vil rejse efter. For den der er fortrolig med Cubas historie er det sjove nedslag, men for alle andre er der for mange steder som ikke er rigtig interessante, f.eks de 16 historiske monumenter. Og det vil kræve en lang ferie at opsøge alle 111 steder.

De to danske og to cubanske forfattere har et dybt kendskab til denne vidunderlige og forførende by og de kan fortælle sjove, mærkelige og øjenåbnenede anekdoter om alle deres 111 steder. Min personlige favorit er Havanas havnebus-færge der hver dag sejler til den ydmyge forstad Regla, og som engang blev kapret af desperate cubanere der ville flygte til Maimi.

Konceptet er ganske simpelt: Hvert sted har fået én side tekst og ét stort foto, uanset hvor meget kød der er på de enkelte historier. Stederne er anbragt alfabetisk med et kort bag i bogen. Problemet er at seriens koncept forhindrer forfatterne i at give historierne hoved og hale. Teksterne hænger ikke  sammen, som de kunne gøre hvis stederne f.eks. var samlet i bydele. Som det er nu, er alle brikker i puslespillet smidt ud på gulvet hultet til bulter.

De 111 steder dækker Havana meget ujævnt. Det mest turistede Gamle Havana og det mere velstående nye Havana (Vedado og Miramar) fylder det meste, mens det fattige, forfaldne og folkelige centrale Havana har fået meget få sider i bogen. Synd fordi det er fantastisk at vandre igennem bydelen, der er fuld af liv og uventede oplevelser, som at blive inviteret op i en forhenværende velhaverlejlighed maset fuld af fattige familier. Husk også at Cuba er meget mere end Havana. Der er stadig mange steder på Cuba som turiststrømmen endnu ikke har fundet. Det fattige Cuba, det langsomme Cuba med hjælpsomme, gæstfri mennesker.

111 steder i Havana er sidste skud på en guideserie som forlaget Frydenlund har introduceret på det danske bogmarked. Serien er opfundet af et lille forlag i Køln som oprindelig kun udgav bøger om Køln og omegn. Lokale læsere havde ikke brug for at vide noget om hoteller og togforbindelser. Pointen var usædvanlige og overraskende steder i læsernes egen by. Det lille Emons Verlag slog igennem med tallet 111 og har nu udgivet mere end 350 111-steder-guider på flere sprog, inklusive dansk.

To tips: Havana og omegn er vidunderlig at udforske på cykel. Bumle rundt er svært i en taxa eller overfyldte busser, og afstandene er store til fods. For arkiteturinteresserede kan jeg anbefale en fremragende guide til byen Havanna, dens historie og huse med tekst på spansk og engelsk, der i et praktisk format omtaler 250 bygninger fra byens fødsel til idag med fotos og plantegninger. Guiden er resultatet af et heldigt samarbejde mellem forskere i Cuba og Spanien. La Habana, Guia de arquitectura/ Havana, Cuba, an architectural guide. La Habana/Sevilla 2009, isbn 978-84-7595-226-0. Har kunnet købes på nettet: www.imosver.com og www.booksonline.es og i Museet for moderne kunst i Havana.

2018, 2 juni

Janni Andreasen: Ud hvor livet frister. Biografi om forfatteren og polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen. Gyldendal, 328 sider, 300 kr.

LUDVIG

af Hjalte Tin

€€€€

"Danmarks meste eftersøgte mand" skriver Janni Andreasen om sin hovedperson. Ikke for en forbrydelse, men for gåden om hans død på isen den gang i 1907 på Danmarksekspeditionen. Ludvig Mylius-Erichsen var chef for den store ekspedtion og havde impulsivt sidst i maj måned begivet sig ud på en ekstra opmålingstur sammen med løjtnant Høegh Hagens og grønlænderen Jørgen Brønlund i det øde og dengang helt ukendte Nordøst Grønland. De kom aldrig tilbage.

Brønlunds lig blev fundet et halvt år senere, liggende under et klippefremspring sammen med sin dagbog, frosset ihjel, udsultet og uden fodtøj.

Brønlunds dagbog fortæller at tøvejr gjorde det umuligt for dem at få deres hundeslæder sydpå til basen i Danmarkshavn. Jagten svigtede og de sultede desperat. Først i oktober kom der slædeføre, men inden de kunne nå tilbage til sikkerheden og kammeraterne bukkede de under for den arktiske vinter. Janni Andreasen sandsynliggør at danskernes lig blev ført med isen ud på havet og derfor aldrig er blevet fundet.

Bogens fokus er dog Erichsens liv og ikke hans død. Janni Andreasen vender i Ud hvor livet frister tilbage til dramaet om Danmarksekspeditionen, som hun første gang behandlede i Mylius - Portræt af en myte (1992), og senere strejfede i Altid frimodig - Biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen (2013). Den nye bog er et vellykket og ikke noget flatterende portræt af personen Mylius-Erichsen.

Ludvig Mylius-Erichsen blev født i 1872. Han voksede op i Ringkøbing, der hurtigt blev ham lidt for lille, og tog som 18-årig til København, der på en måde var ham lidt for stor. En voldsomt sammensat person, på nogle måder langt forud for sin tid i hans syn på ægteskabet, på lighed, på kongehuset og frem for alt på grønlændernes ret og evne til at styre sig selv. Men også smålig, stivsindet, omskiftelig, en elendig leder og en middelmådig forfatter.

Mylius-Erichsen svang i digte, taler og artikler en oprørsk fane for det frie ægteskab, for republikken, for udkantens folk fra Vesterhavet til Grønland, men hans ego var altid større end solidariteten. Hans mest berømte og berygtede linje blev trykt i digtsamlingen Isblink fra 1904: udødelige kongehus/ vort sunde legems snyltelus! Et digt han han selv senere tog høflig afstand fra da han havde brug for royal opbakning til sine planer om en ekspedtiion til Nordøstgrønland.

Heldigvis bruger Andreasen god plads til Mylius-Erichsens første polarekspedition, Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 som brød med al tradition og på mange måder er mere interessant end den senere tragedie. Mylius-Erichsen ville op og studere levende mennesker og ikke planter og forsteninger. Derfor bestod den lille ekspedition af ham selv, en digter der aldrig havde været på Grønland, maleren Harald Molkte, lægen Bertelsen og den unge student Knud Rasmussen, som var med for at indsamle sagn.

Grønland var dengang helt lukket for omverden og kun med en særlig tilladelse og økonomisk støtte fra regeringen i København kom Mylius-Erichsen afsted. Ville Danmark mon idag betro en digter, en maler, en læge og en student en ekspedition af national betydning? De fire og slædekusken Jørgen Brønlund udstod vanvittige strabadser tvunget af Erichsens ærgerrighed. Senere måtte de overvintre hos de dengang ukendte Thule-eskimoer fordi Molkte blev dødsyg af at spise isbjørnelever. Ud hvor livet frister viser at det er lige så utroligt at ekspeditionen kom afsted som at den overlevede og kom hjem. Men det gik kun første gang for Mylius-Erichsen.

Læseren ved at hovedpersonen i Ud hvor livet frister skal dø og det giver alle de små brikker Janni Andreassen dygtigt samler fra hans liv en dyster betydning. Hendes nye bog har fremdrift og spænding. Anbefales til interesserede i dansk kulturhistorie og ekspditionshistorie såvel som lystlæsning gennem is og øde på en varm sommerdag.

2018, 15 april

Erika Fatland: Grænsen. En rejse rundt om Rusland gennem Nordkorea, Kina, Mongoliet, Kasakhstan, Aserbejdsjan, Georgien, Ukraine, Hviderusland, Litauen, Polen, Letland, Estland, Finland og Norge samt Nordøstpassagen. Informations Forlag, 606 sider xx kr.

VORES NABO RUSLAND

af Hjalte Tin

€€€€€

"I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma." Winston Churchill kom med sin berømte formulering i et radioforedrag den 1. oktober 1939, og han fortsatte: "But perhaps there is a key. That key is Russian national interest." Fem dage senere havde Stalinrusland og Hitlertyskland slettet Polen fra kortet. Men naboerne var der stadig, dem der overlevede.

For den polske stat og for polakkerne var naboskabet til Rusland en katastrofe. Hvordan kan man forklare Ruslands nationale interesse? Den norske forfatter Erika Fatlands originale ide er prøve at forstå Rusland ved at betragte det udefra, fra naboens synsvinkel. Med stor udholdenhed, grundig læsning og lokale guider begiver hun sig alene afsted langs Ruslands grænse igennem alle 14 nabolande fra Nordkorea i øst til Norge i vest.

Et år tog rejsen og nu foreligger hendes 600 sider lange signalement af Rusland på dansk, hendes tredje bog om russernes verden. Hun lagde hårdt ud med Englebyen om den rædselsfulde terroraktion i Beslan, senere kom Sovjetistan om de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker, og nu Grænsen om verdens største land skrevet på et brændstof af fascination, viden og kærlighed, en kærlighed blandet med rædsel over et land der har været så grusomt mod sine egne folk og har lidt så meget i mødet med naboerne.

Bogen begynder med sidste del af rejsen, skibsturen nord om Rusland fra Beringsstrædet til Murmansk. Her er forfatteren i 27 dage sammen med "en flok krogryggede, rynkede kvinder og mænd", rige, excentriske turister. Kapitlet er et af bogens bedste hvor rejselivet beskrives både morsomt og bidende ironisk samtidig med at læseren bliver klogere på alt fra Vitus Bering til smeltende permafrost.

Erika Fatland viser bogen igennem sin tæft for at levendegøre den store historie i små skæve episoder fra rejsen. Som da hun ved pigtråden mellem Georgien og Sydossetien møder bonden Dato, der vågnede op i sit hus ulykkeligvis på den forkerte side af grænsen fordi russerne i ly af mørket havde flyttet grænsepælene. Fatland havde hørt om Dato i forvejen og gjort alt for at møde ham, ligesom hun opsøger gammelsvenske Maria i Ukraine, ghettooverleveren Maja i Hviderusland og mange, mange flere skæbner i grænselandet.

Et sted citerer Fatland nobelpristageren Svetlana Aleksejevitjs. Aleksejevits radikale metode er at fuldstændig skære "den store historie" væk og kun lade det enkelte menneske tale. Det er ikke Fatlands metode. Hun lader "den store historie" om krigene, staterne og traktaterne tale, og tale godt, på langt over halvdelen af siderne i Grænsen.

Fatland er uddannet socialantropolog men hun tynger ikke sin bog med teori. Der er kun et enkelt lille nik til Frederik Barth og hans klassiske teori om at det er på grænsen og i mødet med det fremmede at identitet og kulturforskelle bliver skabt. Det viser sig hurtigt og meget underholdende at det flyder med grænser, identiteter og forestilinger om de andre på kryds og tværs af Ruslands grænse. Fatland får elegant samlet det overvældende mylder af Ruslands-historier fra diamentralt forskellige lande som Norge med Nordkorea i ét billede, Rusland midt i verden.

Da Sovjetunionen gik i opløsning stod russerne nøgne tilbage. Esterne, armenerne og de andre republikker hejste deres nationale faner og erklærede selvstændighed. Men hvad med russerne? Hvad var deres land når det ikke mere var Sovjetunionen? Grænsen er en foruroligende illustration af russernes dilemma. Ruslands grænser passer ikke til russerne. 25 millioner russere blev efterladt udenfor Rusland da Sovjetunionen forsvandt. Og indenfor grænsen er Rusland ikke ét land, ét folk og én kultur men en multinational føderation med 200 nationale mindretal. Hvorlænge kan russerne dominere alle kroge af Rusland? Rusland er stadig verdens største land i kilometer, men, hvad Fatland ikke nævner, i dag en økonomi kun på størrelse med Skandinavien. Hvor længe vil det politisk og økonomisk have råd til at føre borgerkrige som den i Tjetjenien? Fatland forudsiger at Rusland vil falde fra hinanden.

Naboland for naboland fortæller Fatland den samme historie om Rusland. Fra Ivan den Grusomme til Putin har zarerne ført den samme geopolitik og flyttet grænserne ind over naboerne når styrkeforholdet gjorde det muligt. Hør hvad Churchill videre sagde 1939 i sin radiotale, og udskift selv Tyskland med Nato:

"It cannot be in accordance with the interest or the safety of Russia that Germany should plant itself upon the shores of the Black Sea, or that it should overrun the Balkan States and subjugate the Slavonic peoples of South-Eastern Europe. That would be contrary to the historic life-interests of Russia.” Om ikke andet, så har annekteringen af Krim mindet os om Ruslands life-interest. Spørgsmålet er, kan en fredelig grænse trækkes mellem Rusland og naboerne?

Helt tilsidst i sin imponerende bog konkluderer Erika Fatland: "Ingen af de lande, jeg har været i, var uden sår eller ar som følge af naboskabet til Rusland. Særlig de små folkeslag var op gennem århundrederne blevet malet mellem møllestenene, sønderrevet af stormagternes krige og siden flyttet hid og did. Nationer har ingen hukommelse; nationer har ikke sår der heler, nationer har ingen ar. Arrene bæres af enkeltpersoner, én og én og én, millionvis af dem." 

2018, 9 marts

Søren Rasmussen: Østen for solen. Rejser i tiden. Gyldendal, 341 sider, 299 kr.

TYND IS ØSTEN FOR SOLEN

af Hjalte Tin

€€€

Det er svimlende at tænke på at der så sent som i 1940'erne fandtes små grupper af mennesker der endnu levede som deres forfædre havde gjort for 100.000 år siden. Med andre ord at der i menneskehedens historie fandtes et radikalt og succesfuldt alternativ til udvikling og vækst. Små grupper af jægere og samlere der aldrig havde været truet af udryddelse på grund af krig, hungersnød eller epidemier. De havde levet i en helt enestående stabil balance med deres omgivelser og været i stand til at reproducere deres livsform igennem 5000 generationer.

Det er denne viden om vores, menneskehedens, fælles fortid og de mange veje vi har fulgt til nutidens civilisationer gennem de sidste 100.000 år der er kernen i rejsebureaudirektøren og biologen Søren Rasmussen nye bog med den lidt mystificerende titel "Østen for solen. Rejser i tiden." Den kan læses som en opfølgning til hans foregående og roste bog "Mennesket i naturen, naturen i mennesket", hvor han nu bevæger sig fra biologien til historien, civilisationerne og kulturerne.

Han vil "forstå menneskehedens historie og udvikling, hvorfra vi er kommet og hvad vi er blevet til". "Østen for solen" maler menneskehedens lange vandring med den brede pensel. De første mennesker vandrede ud fra Afrika for 70.000 år siden. En del fortsatte deres jæger-samler livsform og nåede ud til klodens fjerneste egne ved en stadig tilpasning til naturen. En anden del, de revolutionære agerdyrkere, vores forfædre, har siden den neolitiske revolution for 10.000 år siden tilpasset naturen til vores vækst-civilisationer. Inspireret af forfattere som Jared Diamond og Niall Ferguson er modstillingen af jægerne og agerdyrkerne et gennemgående tema i bogen.

"Østen for solen" er klart bedst dér hvor Rasmussen er tættest på sit fag, biologien, som i det fine kapitel om Darwin, og dér hvor han har det dybeste lokalkendskab, Østafrika og Grønland. I et af bogens indledende kapitler sidder han på en hundeslæde og reflekterer over hunden, som nedstammer fra ulven, et dyr der jager i flok: "Ulven har været den første kvægnomade, og mon ikke det har inspireret vores forfædre?" Den slags uforfærdede og inspirerende generaliseringer er typiske for bogen.

Desværre kommer Søren Rasmussen ud på tynd is når han skal forklare hvad civilisationer er og hvorfor de ser ud som de gør. Bare et enkelt eksempel fra bogen. Danskerne, skriver han, "lever i en geografisk tidslomme(?), der kan trække de historiske rødder tilbage til såvel det athenske demokrati og til nordboernes ting." Hans forklaring lyder: "Jægerfolkenes egalitære og frihedssøgende tendenser levede videre blandt oldtidens grækere…dukkede op hos vikingerne og fik fodfæste i Europa under den franske revolution…demokratiet nåede Danmark i 1849."

Det danske demokratis rødder er altså forhistoriske ikke-agerdyrkende jæger-samler kulturer. Denne dristige forklaring står ikke alene. "Vikingerne var frie, uafhængige mænd, rundet af jernalderens bondekultur, og var som de gamle grækere ikke ret glade for betydningsfulde stormænd." Friheden sprang således i følge Søren Rasmussen både fra fortidens små jægere-samler grupper og fra deres modsætning, bondekulturen, og endte i det moderne Danmark som demokrati. Hvordan dette i virkelighedens verden skulle være foregået tier bogen forståeligt nok om.

Søren Rasmussen har i sin nye bog forsøgt at pusle et langt livs korte rejser med turister sammen til en slags illustration af menneskehedens store rejse. Vi suser afsted med små nedslag på alle kontinenter og får hurtige generaliseringer som  "Japan er et gennemdiciplineret samfund, der aldrig ville fungere uden stram diciplin." Læseren kommer med på et "vanvittigt" maratonløb på Kilimanjaro, til fadosang i Lissabon, på restaurant i Rom og videre jorden rundt. Jeg har stor sympati for forfattere der ikke er bange for at svinge den brede pensel og male de lange linjer, men her skuffer Søren Rasmussen med krusseduller. Ærgerligt, for det er vor civilisations store spørgsmål han tager op.

2018, 5 marts

Erik B. Jørgensen: Rejser med Karen og Dino i Vildmarken. Gyldendal, 224 sider, 299 kr.

€€€€

BARNET OG JÆGERSOLDATEN

af Hjalte Tin

"Det er ofte er tabu at sige, at jeg ikke har ønsket at være far og har haft svært ved det." Erik B. Jørgensen, den benhårde jægersoldat kendt fra TV, foredrag og en lang række bøger, fortæller i sin sympatiske og nyttige nye bog hvordan det lykkedes ham at komme overens med den ikke særlig velkomne faderrolle og samtidig videregive sin datter glæden ved at komme ud i vildmarken.

Datteren Karen var blevet to år og Erik var på vej til at blive weekendfar. Karens mor havde givet Erik lov til at tage den lille pige med alene på en seks ugers vildmarkstur. Erik skriver: "Jeg havde aldrig passet min datter 24 timer i træk alene, men hvor svært kunne det være?" Den første tur gik godt og tre år senere er Erik og Karen afsted igen.

Den gennemgående historie i "Rejser med Karen.." er en 45 dage lang kanotur på Kalix-elven i Nordsverige. Karen er blevet 6 1/2 år gammel og en rutineret vildmarksrejsende efter flere ture med far. Dino, deres højt elskede hund er med, en karelsk bjørnehund, udstyret med egen GPS-sender, redningsvest og 8 kg bagage i paktasker på ryggen.

Rejseberetningen fra floden er afsættet for alle de praktiske råd som fylder mest i bogen. Erik er uddannet til at klare ekstreme situationer, hvor man kun overlever hvis man har forberedt sig på alle eventualiteter. Bogen er logisk og systematisk bygget op, helt som Erik går til dét, at færdes i vildmarken. Meget letlæst med korte afsnit, opsumeringer og gode illustrationer.

Sikkerheden er det vigtigste for Erik. Alt er planlagt hjemmefra. Han har reperationsgrej med til kanoen, han medbringer satellittelefon og et stort udvalg af medicin, han har nødsender i sin kajakvest og aftalt at hvis hans GPS-position ikke flytter sig i 36 timer skal de undsættes.

Erik har mange små iagttagelser af hvordan Karen klarer strabadserne i naturen, og han er meget bevidst om den hårfine balance mellem strabadser der er sjove og dem der er for meget. Og hvis de er for meget, som da en bølge rammer Karen lige i hovedet og gør hende drivvåd, så fortæller han hvordan de kommer i land, slår lejr og hvordan han får Karen tørret og varmet så det hele ender med at de kan more sig over den dumme bølge.

Bogens charme er Eriks ærlige betragtninger over sammenstødet mellem den professionelle vildmarksmand og den lille pige fra storbyen, for hvem en knækket hårbøjle er et større problem end vilde dyr.

For én som undertegnede, der selv har haft meget stor glæde af at rejse med børn, er Eriks indstilling til dét at rejse med børn rigtig sympatisk. Eriks passion er vildmarken og hans bog illustrerer hvordan man kan give sin passion videre til sine børn. Børn giver en umiddelbar og positiv kontakt familier imellem på tværs af sprog og kultur. Børn ser verden med åbne øjne, uden det filter af fordomme vi voksne har svært ved at undgå, og derfor er det så sjovt og øjenåbnende at rejse med børn.

Nogle forældrer sejler med deres børn på havet, andre vandrer i vildmarken, og atter andre foretrækker måske en autocamper. Man behøver ikke drømme om 45 dage i vildmarken med små børn for at lade sig inspirere af Erik B Jørgensens bog. Den viser at at børn ikke er en forhindring for at komme afsted, men tværtimod kan være en nøgle der åbner verden for børn og forældre - og for selvindsigt. "Jeg vil faktisk påstå jeg er blevet en bedre far af rejsen," konkluderer Erik. Dét er bogens positive og vigtige budskab.

2017, 16 november

Ole Sand og Ingeborg Gayle Nielsen fortalt til Kristoffer Flakstad: Skjoldungen - en moderne vikingesejlads i Grønland. Gyldendal, 207 sider, xx kroner.

TI METER TIDSMASKINE

 

af Hjalte Tin

€€€

Et hold danskere har sejlet vikingebåden Skjoldungen op langs Grønlands kyst fra Nanortalik i syd til Nuuk, en distance på 850 kilometer. To kvinder og seks mænd var ombord på den kun ti meter lange båd. I storm rebede de deres uldsejl og i vindstille måtte de til årerne på det seks uger lange togt. Når de ikke brugte Skjoldungens påhængsmotor.

Hvor langt skal man gå for at efterprøve fortiden? Holdet var uenige. Nogle mente motoren kompromiterede deres vikingesejlads, men et flertal insisterede på at det var for farligt at sejle uden motor.

Historien begynder i 1962, da dykkere fandt en række vikingeskibe på bunden af Roskilde Fjord. Et af fartøjerne var en mindre båd, som arkeologerne kunne afsløre var blevet bygget af tømmer fra Sognefjorden i Norge omkring år 1030, med andre ord en generation efter at Erik den Røde og hans folk havde nået Grønland og grundlagt den første lille koloni af nordboere.

Om båden, der endte sine dage på bunden af Roskilde Fjord, nogensinde har sejlet til Grønland er der ingen som ved. Men kunne netop denne type båd bruges dér hvor vikingerne slog sig ned, i Sydvestgrønlands fjorde? En enthusiastisk og udholdende gruppe af frivillige besluttede at undersøge sagen. Eksperimental arkeologi inspireret af ikoner som Thor Heyerdahl og Tim Severin, som krydser det rene eventyr med videnskab.

Erik den Røde var dømt fredløs på Island i tre år. Han flygtede vestpå over havet og opdagede Grønland. År 985 var han tilbage på Island og fik samlet i en stor skare der sammen med ham ville starte et nyt liv i det lokkende Grønne Land. Men af de 25 skibe som satte ud fra Island var det kun 14 som nåede frem til Grønland. De andre gik under i en storm.

En så realistisk risiko ønskede de otte danskere ganske forståeligt ikke at løbe. Kaptajnen Ole Sand bøjede sig og købte en motor. Det skulle være en moderne sejlads. Så ombord i den nøje kopi af et tusind år gammelt fartøj har vi otte danskere i vandtæt tøj, med holdbare madvarer, satellitnavigation, benzinmotor og selve båden var blevet fragtet til Grønland ombord på et stort skib.

Journalist og forfatter Kristoffer Flakstad har skrevet bogen om Skjoldungen efter samtaler med de to intiativtagere til togtet Ole Sand og Ingeborg Gayle Nielsen. Undervejs strejfer holdet og bogen både vikingernes steder på Grønland og det uløste mysterium om hvorfor nordboerne forsvandt fra Grønland, og de møder overalt, hvor de går i land, det moderne liv på Grønland.

Flakstad har forsøgt at skabe lidt spænding ved at fortælle meget om de små konflikter ombord på Skjoldungen. Klimaks kommer da en af deltagerne i vrede kaster en toiletrulle efter en af de andre. Det er bare ikke spændende. Dramaet i historien om Skjoldungen er hvad sejlturen kan afsløre af nyt om vikingernes altafgørende teknologi, båden.

Frivillige tilknyttet Vikingeskibsmuseet havde brugt flere år på at rekonstruere den lille vikingebåd, så vidt muligt med datidens materialer og værktøj. Ole Sand og Ingeborg Gayle Nielsen fik ideen til at prøve den i nordboernes Grønland. De må vide alt om hvert eneste nagle og spant. Det er jo det eksperimental arkeologi handler om. Alt bruge omhyggeligt rekonstruerede genstande som en tidsmaskine så fortiden kan få mæle.

Det er ikke motoren, og alt det moderne udstyr de har med for at være i sikkerhed, der taler til os, men den gamle båd i kamp med havet. Men Flakstad fortæller kun nødtørftigt om det sejler-tekniske. Hvordan fungerer f.eks. styreåren i forhold til et moderne ror? Skjoldungen sejler fint indenfjords, men ikke så godt på åbent hav. Hvad var problemet? Den nordnorske Nordlandssjekte er en tæt slægtning til den gamle vikingebåd. Her må der findes mange erfaringer med netop en båd som Skjoldungen, som kunne sætte sejladsen ved Grønland i perspektiv. 

Stor repekt for Ole og Ingeborg og hele holdet, som har brugt år på at gennemføre deres projekt og faktisk turde sejle Skjoldungen op langs Grønland. Desværre handler bogen om deres bedrift mere om lejrskoleagtig gruppedynamik end om, hvad Skjoldungen bragte af ny viden om vikingernes vidunderlige bådbyggerkunnen og modige brug af deres både til at kolonisere Nordatlantens kyster. Ole og Ingeborg er i alle ordets positive betydninger nørder, vikingeskibsnørder og sejlernørder, men desværre er bogen om deres færd slet ikke på omgangshøjde med nørderiet.

2017, 13 november

Bettina Aller: Jorden rundt med hele familien. Gyldendal, 330 sider, 299 kr

BETTINAS VILDT FANTASTISK DEJLIGE REJSE

 

af Hjalte Tin

€€€

"Jeg vil gerne møde nye mennesker som Bettina. Bare Bettina, og jeg plejer at sige, at jeg arbejder i en bladkiosk. Hvilket jo ikke er helt forkert. Det er bare en meget stor bladkiosk, men det behøver jeg jo ikke at fortælle."

Det er den rige arvings bittersøde dilemma, at både nyde godt af arven og blive anerkendt i egen ret. Bettina har søgt eventyr og anerkendelse på Nordpolen i kamp mod lumsk is og vilde bjørne. Hun har rejst i jungler og vulkaner og er blevet gift igen. Et nyt ønske meldte sig for nogle år siden for den da 48-årige overdirektør i Aller-koncernen. Bettina skriver: "Bare det var mig, der havde tid. Tid til nærhed, til at være til stede…Derhjemme har jeg altid så meget, jeg skal…jeg føler altid, at jeg halser afsted en halv meter efter mit eget liv." Nu handlede det ikke om anerkendelse som ishård eventyrer, men om at tage familien med på et gyngende tropeeventyr.

Hendes plan var at rive et år ud af kalenderen og sejle jorden rundt med hele familien. Planens undfangelse faldt imidlertid sammen med en anden undfangelse. "Franskmanden", som hun lidt køligt-ironisk kalder sin mand, havde overtalt hende til at blive mor igen. Og det blev hun - med tvillinger.

Så hele familien var to små drenge på halvandet år, hendes to teen-agebørn fra første ægteskab, deres to kammerater, hendes mor, "sjælevennen" Ulrik, eksen Ole og en række venner og familie som den gæstfri Bettina havde inviteret med og, ikke at forglemme, skiftende kokke og fillipinske børnepassere.

Der skulle være stil over eventyret, og for at få plads til dem alle købte hun en stor båd med alle kahytter udstyret i marmor, mørkt træ, hvide lædersofaer og badeværelser. Rejsen begyndte i MIddelhavet og fulgte vindene vestpå over Atlanterhavet til Caribien og ud i Stillehavet, hvor turen endte på Tahiti. Bogen handler mest om familien, restaurantbesøg, fest og vin, meget vin. De "indfødte", som Bettina kalder dem, der bor ude bag de riges marinaer, er i bogen ærgerligt nok kun kulisser yderst i synsranden. Undervejs må hun tage hjem "for jeg skulle til en masse bestyrelsesmøder" i bladkiosken.

Der var bare et mindre problem ved planen. Bettina og hendes mand havde aldrig sejlet før. Kun med færge, som hun bemærker med en sympatisk selvironi. Så med planen følger en kaptajn, og hvilken kaptajn! Den franske kaptajn tåler ikke andre mænd og tvinger besætningen til at pudse og pleje skibet og han bestemmer farten. Bettina skændes bogen igennem bittert med ham og endte med at "trække ejerkortet" for at fyre ham. Men hun kunne besynderligt nok ikke finde en anden kaptajn og bed i det sure æble hele vejen.

Bettina Aller er en ærlig forfatter, og der er meget kort fra tanker og observationer noteret i øjeblikket - helst tidlig om morgenen inden børnene vågner - til teksten i bogen. For hende er det at skrive "som at sludre med en god ven om, hvad der sker i mit liv." Og sludret bliver der, som her, hvor de endelig sætter sejl i Middelhavet:

"Hold da op, hvor var det herligt. Vildt fantastisk dejligt…Nu begyndte eventyret…Det blev en fantastisk sejlads….Det var fantastisk at stå under stjernerne…Det var virkelig smukt." Men det bliver bedre. Det rigtige eventyr begyndte da de kom ud på Atlanterhavet, og det helt, helt rigtige eventyr da de kom til Stillehavet. Eventyret var aldrig lige dér, hvor de var, men et andet sted.

Som læser sidder man tilbage og tænker, hvor tomt…  Her rejser disse super priviligerede danskere jorden rundt og gør ikke andet end at drikke og feste med andre mage til dem selv. Jorden rundt - hun kunne lige så godt have sejlet rundt i badekarret derhjemme i villaen. Men vent.

Bettina noterer bittert, "Jeg bruger enormt meget tid på tvillingerne… Det var ikke det liv, jeg drømte om da jeg planlagde denne tur." Her er vi fremme ved det ømme sted, hvor det gør ondt og bogen bliver vedkommende. To-årige Louis "kunne drive os alle til vanvid med sit skrigeri. Han skreg så højt, at han blev helt svedig og rød, og hele hans lille krop stod ud i en flitsbue. Der var ingen tårer, det var rent hys…Wow, det var hårdt. Vi var helt klart ikke strenge nok." Bettina føler ikke faren hjælper, tvillingerne vil kun kravle på hende, hun er ved at få kuller. Tvillingerne, skriver hun,  "skiftedes heldigvis til at være besværlige. Hvis de var det samtidig, ville jeg gå ned med stres (sic)."

Bettina Allers har skrevet en bog om moderne familieliv forklædt som rejsebog. Man kunne tro hendes erfaringer ville være fjernt fra almindelig danske kvinders, når hun nu kunne aflaste sig selv med børnepasser, kok og kaptajn, men se, sådan gik det ikke. Selv den slagfærdige direkør på luksusferie havde almindelige familieproblemer. Nissen fulgte med hjemmefra. Hendes frustrationer er genkendelige for enhver og det gør bogen læseværdig og tankevækkende.

Og i parantes: Hvordan kan Gyldendal svigte deres forfatter og sende en bog ud med så mange korrekturfejl? Allerede på første side har indholdsfortegnelsen syv sjuskefejl. I farten har flere fotos tabt farverne og er trykt i s/h.

Men Bettina bærer ikke nag og har en beundringsværdig evne til at få det bedste ud af situationen. Hun tager det ikke så tungt, og det skal læseren nok heller ikke gøre. Sammen med sine veninder har hun opfundet champagne-dialysen, som på fem dage kan rense både lever og hjerte. Så hvorfor ikke have det sjovt og vugge væk på boblernes hav? Når nu "solnedgangen bare var så helt utrolig smuk."

2017, 24 oktober

Adam Holm: En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus. Kristeligt Dagblads Forlag, 250 sider, xx kr.

TALETID TIL BASHAR AL-ASSADS FOLK

 

€€€€

af Hjalte Tin

Det ser ud til at Bashar al-Assad vinder krigen i Syrien. Så lad os høre på dem der holder med ham. Hvem er de? Hvorfor bakker de op om diktatoren? Hvad vil de med Syrien? Bashars folk har ikke haft nogen god presse, men nu har Adam Holm skrevet en bog som giver regimet i Damaskus taletid.

Ikke ukritisk, langtfra, men ærlig så det sort-hvide billede af konflikten, det er så let at have på afstand, bliver grumset. "Regimets "sandhed" er lige så lidt min, som oprørernes "sandhed" er det" konstaterer Holm, og tilføjer med en henvisning til Svetlana Aleksijevitjs reportage fra Afghanistan, "alt kommer på tværs i en krigszone. Også ens selvbillede og forestillinger om ret og vrang."

Adam Holm har noget kørende med Damaskus, og man kunne tro at en bog om hans elskede by i krig ville blive en trist bog, en bog med blod på siderne og tårer over alle de døde, de ødelagte huse og rædsel over hadet og frygten der får krigen til at blive ved og ved. "En by i krig" er blevet helt anderledes, et modbillede til nyhedstrømmens fokus på det værste og blodigste og den mest spektakulære ødelæggelse. Bogen er ikke en analyse af krigen, eller af Damaskus´ historie, men en tæt og vibrerende reportage om nogle mennesker i en krig, som holder med den "forkerte".

Adam Holms Damaskus er Bashar al-Assads Damaskus. Her tager officererne på arbejde i velfungerende kontorer, taxaerne kører og børnene går i skole. Vel at mærke kun en kilometer fra oprørernes bydele, hvor livet for de belejrede er et helvede. Dér ind kommer Holm ikke, hvad han er meget bevidst om. Han slår syv kors for sig, nævner i stikord regimets overgreb på Syriens befolkning, så læseren ikke skal tro han overser eller undskylder regimets forbrydelser, og kommer så frem til sit egentlige ærinde, samtalerne med alle dem som støtter Assad, fra ministre, officerer og kirkens folk, til gangstere og selvbestaltede mordere.

Adam Holm besøgte Damaskus i 2012 og igen to gange i 2016. For dem der har læst Holms reportager i Weekendavisen vil der ikke være overraskelser. Vi hører at regimet ikke er ved at bryde sammen, at hæren fungerer og er motiveret til at kæmpe, at dagligdagen kører videre omend under meget vanskelige forhold for det fattige flertal at befolkningen.

Putin er en frelserskikkelse i det Damaskus bogen beskriver, og vi hører at Bashar er "den ærlige og stræbsomme mand, der ønsker det bedste for nationen, men gang på gang må se sine ambitioner bremset af sit uduelige kabinet." Når Holm spørger turistministeren ud om de beviselige grusomheder regimet gør sig skyldig i, er svaret blot at vestlige medier fortæller "fordrejede" historier om Syrien.

Den armenske ortodokse kirke søger beskyttelse hos regimet og ærkebiskob Nalbandian forklarer at "Syrien er også et kristent land. Muslimer som sådan er ikke vores problem, det er jihadisterne som er vores ulykke." En ledende officer siger til Holm, at Syriens hær er nationens rygrad og tilføjer uden at blinke, "Vi kæmper ikke mod andre syrere!" Dette totale selvbedrag har skabt en spiral af frygt, had, drab og hævn, en polarisering, hvor enhver søger sikkerhed i sin egen lille sekteriske gruppe, eller flygter.

Årene inden krigen med diktatur og det hele huskes i Damaskus som Syriens gyldne år. En tænksom person forklarer Holm, at intet er blevet bedre af at den syriske befolkning er kastet ud i indbyrdes fjendskab. Som om Syrien var uden fjendskab før krigen! Diktaturet var imod de oppositionelle, araberne holdt kurderne nede, de rige og korrupte snød de fattige, og det sekulære regime dræbte islamisterne.

Holm er på restaurant med juristen Rami, der har været imod oprøret fra første færd. "De der protesterede vidste ikke hvad de selv ville, andet end at fjerne al-Assad. Det er ikke nogen god idé, når man ikke har noget bedre at sætte i stedet."

Er det også Holms triste erkendelse, at opstanden var en fejl? At kun diktatoren kan holde sammen på Syrien, dette etniske og religiøse kludetæppe, rimpet sammen af Frankrig og England efter første verdenskrig, som ingen idag tør trevle op?

Slående og dybt foruroligende er det, at ingen af dem Holm taler med, har en ide om hvad der skal få krigen til at stoppe, endsige en plan for hvordan syrerne skal kunne leve sammen i Syrien når freden engang bryder ud. De afviser at modparten har berettiget kritik af regimet, ja at de overhovedet er syrere.

Situationen har udviklet sig siden bogen blev skrevet. Erdogan forsøger ikke mere at bringe Syrien i knæ, men har invaderet det nordlige Syrien for at knuse kurderne. Kurderne kræver ikke et selvstændigt Kurdistan. Holm er her upræcis. Kurdernes mål er ikke at løsrive en bid af Syrien, men tværtimod at skabe et demokratisk, føderalt land for alle etniske og religiøse grupper indenfor Syriens nuværende grænser.

Det er indlysende at vi har brug for at høre hvad Assads folk siger, hvis vi vil have et mere fuldstændigt billede af situationen i Syrien. Ikke mindst nu, hvor Assad ser ud til at have vundet borgerkrigen - med den mest brutale hjælp fra Rusland og Iran. Levende og meget velskrevet reportage. Anbefales varmt.

2017, 9 maj

Knud Michelsen: En værkende tand - Striden om 2. Thule-ekspedtion.  Rosinante, 240 sider, 299,95 kr

€€€€

HUNDREDE ÅRS TANDPINE

af Hjalte Tin

Den værkende tand er striden om Knud Rasmussens Anden Thule-ekspedition. Dødsfald, had, bagvaskelse, smædekampagner, et livslangt traume og en uoprettelig kløft mellem Knud Rasmussen og Lauge Koch, alt det og mere til har den skæbnesvangre ekspedition trukket efter sig. Det pinlige var at Lauge Koch havde efterladt en døende kammerat mens han endnu var i live. Handlede Lauge Koch forkert? Eller var det i virkeligheden Knud Rasmussens ansvar? 

Året var 1917. Knud Rasmussens Anden Thule-ekspedition til det ukendte Nordøst-Grønland var på vej tilbage, jagten var slået fejl, og der var flere hundrede kilometer ødemark til de nærmeste mennesker. Knud Rasmussen besluttede sammen med to grønlændere at gå i forvejen efter hjælp, mens Lauge Koch, der var med på ekspeditionen som geolog, skulle følge en anden rute med en grønlænder og den afkræftede Torild Wullf. Den 29 august 1917 lagde den svenske botaniker sig til at dø og insisterede på at den unge Koch skulle forsøge at redde sig selv og deres grønlandske makker. Ingen så nogensinde Wulff igen.

Knud Michelsen har fundet Lauge Kochs hidtil ukendte ekspeditionsdagbog i Rigsarkivet. Arkiverne synes uudtømmelige og interessen for Knud Rasmussen umætteligt. Knud Michelsen er en af vores flittigste Knud Rasmussen-forskere. "En værkende tand" er hans foreløbig fjerde bog om polarhelten. Kochs familie har ikke tilladt Michelsen, barnebarn af Knud Rasmussens søster, at offentliggøre Kochs dagbog. Tanden værker stadig.

"En værkende tand" er velskrevet og spændende, især beskrivelsen af den katastrofale ekspedition. Bogens ærinde er dog ikke ekspeditionen, men striden om ekspeditionen, især Lauge Kochs anklager og traumatiske forhold til Knud Rasmussen. Michelsen er grundig og skarpsindig i sin rekonstruktion af Thorild Wulffs død, og han gennemgår nøje Kochs kritikpunkter af Knud Rasmussens dispositioner. Michelsen vil gerne, men kan ikke fuldstændig rense Knud Rasmussen. Eftertiden har stort set givet Koch ret i hans faktuelle kritik.

Rasmussens planlægning af ekspeditionen var for optimistisk - han baserede provianten på jagt undervejs uden at kende jagtforholdene, han traf forkerte beslutninger - han tog Wulff med på trods af mandens manglende ekspeditionserfaring - han fortsatte ekspeditionen mod Grønlands nordspids selvom jagten var slået fejl og der var stor risiko for at de ville omkomme - og tilsidst, ved at han selv gik forud efter hjælp og overlod Koch ansvaret for den stærkt afkræftede Wulff.

I Michelsens rekonstruktion følte Lauge Koch, at det var Knud Rasmussens beslutninger der tvang ham ud i det traumatiske valg at enten blive hos Wulff og sandsynligvis selv dø, eller efterlade Wulff døende og redde sit eget liv. Denne traumatiske oplevelse skulle lige siden have forpestet Kochs forhold til Knud Rasmussen, hans omgivelser og sig selv.

I bogen fremstår Lauge Koch decideret usympatisk og lettere psykopatisk. Efter hjemkomsten sagde Koch offentligt at han ville have handlet som Knud Rasmussen, mens han samtidig med rygter og bagtalelse forsøgte at nedgøre Knud Rasmussen.Selvom Koch i 1930-erne blev fejret som Knud Rasmussens arvtager og gennemførte Danmarks største polarekspeditioner glemte han aldrig sine anklager mod Knud Rasmussen. Hans forsøg på at skyde skylden på Knud og senere nedgøre ham, forklarer Michelsen som et fadermord på den 13 år ældre Knud Rasmussen.

Den "værkende tand", striden med Lauge Koch om den Anden Thule-ekspedition, må dog siges at være er en detalje i Knud Rasmussens bedrifter og polarekspeditionernes historie. Kilderne kan knap fylde en bog, men de to mænds menneskelige drama er alment fascinerende og stadig lige pinefuldt. Michelsen er ikke romanforfatter og han digter ikke videre på de skriftlige kilder. Han placerer ærligt og kompetent læseren på kildernes faste grund og forsøger ikke at trække den værkende tand ud med en roman.

2016, 5 december

Jan Cortzen: Vi, der er færinger - En samfundsfortælling om de rige øer i Nordatlanten. Forlaget hovedland. 526 sider, 349 kr.

ØERNE HVORFRA KVINDERNE FLYGTER

af Hjalte Tin

€€€€

“Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land.” Fra toppen af Sornfelli-bjerget, med den nu nedlagte NATO-lyttestation, ser du på en klar sommerdag alle Heinesens øer trodsigt og stejlt rage op af det blinkende verdenshav og få farver, grønne og sorte. Farver, ansigter og stemmer får Færøerne også i Jan Cortzens bog om “de rige øer”. Den tidligere redaktør af dagbladet Børsen, har skrevet en “samfundsfortælling” om Færøerne idag. Bogen er baseret på interviews med ledende erhvervsfolk og politikere. Manden på gaden eller på dækket fylder ikke meget, og slet ikke kvinderne på de første 464 sider. Bogens sidste 55 sider handler om iværksættere og kvinder og er skrevet af etnograf Birthe Engelsen (Cortzens kone).

Forfatteren introducerer sin bog ganske præcist: “Det er nogle fragmentariske skildringer. Nogle træk, nogle episoder. Glimt fra dagligdagens Færøerne. Infrastrukturens lysaligheder, lidt historie, nogle tilbageblik, personlige iagtagelser og fortællinger…en samfundskrønikke om det moderne Færøerne.” De to første kapitler slår næsten læseren ud med deres afskrækkende pludren om stort og småt, og efter flere begejstrede portrætter af fiskemilliardærerne tænker man hvad skal denne tykke reklamebog dog til for? Men heldigvis bliver bogen både interessant, oplysende og kritisk et sted efter midten.

Jakúp Jacobsen, fiskemilliardær, er en af Cortzens sponsorer: “et stærkt markeret ansigt, robust, men også med følsomme træk, som noget livet har skrevet i. Dertil en gnistrende sort hårpragt, der får operahelten i Don Juan til ligne en voksdukke.” Jeg tror ikke forfatteren har ladet sin kritiske sans svække af sponsoraterne, men Færøerne er et lille samfund og med sytten lokale sponsorer, hele toppen af øernes erhversliv, må hans uafhængighed have været udfordret.

“Bag den glitrende facade…. er klasseforskellene afgrundsdybe.” Cortzen beskriver kritisk de “helt ekstreme uligheder” i fordeling af fiskerigdommene. Seks-syv (familie)firmaer skovler penge ind i det havgående fiskeri, mens det kystnære småfiskeri kører med underskud. Høgni Hoydal, den nyvalgte regerings fiskeriminister, vil ændre på dette. Lakseopdræt er blevet en industri på størrelse med fiskeriet. Færøerne storsælger fisk til Rusland udenom handelssanktionerne fordi øerne ikke er med i EU. Familiefirmaet Bakkafrosts eksport af laks udgør nu en tredjedel af den samlede eksport fra øerne.

Færøerne har en befolkning som Herning og et areal som Lolland, med eget sprog og egen regering, og nu med en velstand der er højere end den danske. Danskerne tildeler fortsat hver færing 12.500 kr om året, ialt 630 millioner kroner. Bloktilskuddet udgjorde i 1990’erne 22 % af øernes BNP, men idag kun 4% af deres BNP. Med Færøernes stigende velstand har bloktilskuddet mistet meget af sin økonomiske vigtighed. Tilbage er spørgsmålet om den politiske betydning af rigsfællesskabet. I bogen taler de fleste fredsommeligt for fuld selvstændighed som fremtidsmålet. Men med bevarelse af tætte bånd til Danmark. Hvad det betyder i praksis skal fremtidige forhandlinger afklare.

Bogen er hurtigt produceret og måske derfor er korrekturen sjusket omend morsom: fermenteret er blevet til fragmenteret skærpekød. Et af Færøernes rigeste selskaber hedder skiftevis Bakkefrost og Bakkafrost. Bogen roser vejene og tunnellerne på Færøerne, men bogens kort viser dem ikke. Til gengæld gør øerne sig godt på de mange fotos.

Færøernes demografiske udvikling overskygger alle andre udfordringer: Kvinderne flytter væk! Hvorfor? De to forfattere tripper om den varme grød, det konservative, kristne samfunds undergravning af dets egen fremtid. Patriarkalske familier, kristne syndsforestillinger, konservative politikere og småsamfundenes ubarmhjertige misbilligelse af enhver der træder udenfor normen, får især kvinderne til at flytte fra Færøerne.

De færøske kvinder har ikke fri abort, men er stadig underlagt den danske abortlov fra 1956. Hvorfor behandler Cortzen eller Engelsen ikke abortloven? Når færøske unge er 24 år gamle er kun ca 45% af kvinderne tilbage, men over 60% af mændene. Boliger til unge, flere fuldtidsjobs til kvinder, at det bliver lettere at klare sig for enlige forsørgere, og tidsvarende uddannelse, kultur og forskning, kan måske være med til at holde på de unge. “Kvinderne er idag de vigtigste forandringsagenter,”, skriver Engelsen optmistisk “Nøglen til løsningen på den demografiske krise findes i en ændret kønsopfattelse.” Nye farver på det blyfarvede land. 526 sider om de rige øer i Nordatlanten er godt nyt for alle os rigsfælleskabere.

2016, 1 november

Mikael Rothstein: Regnskovens religion. Forestillinger og ritualer blandt Borneos sidste jæger-samlere. En religionshistorisk monografi. Upress. 511 sider, kr xx

NYOPDAGET OG ALLEREDE DØDSDØMT

af Hjalte Tin

€€€€€€

En af Danmarks kendte og kontroversielle religionshistorikere er dukket ud af Borneos jungle - og arbejdsværelset i Albertslund - med en nyopdaget og allerede dødsdømt religion.

Først i 1980erne fik omverden kontakt med penanerne, et lille nomadisk jæger-samler folk, der lever dybt inde i det nordlige Borneos jungle. Idag er der færre end tohundrede tilbage, og det er deres traditionelle religion, religionshistorikeren Mikael Rothstein i løbet af ti år har indsamlet en unik førstehåndsviden om.

Feltarbejdet i junglen var ikke altid sjovt. “Jeg har været syg, jeg er kommet til skade, jeg er faret vild, både er forlist, slanger har bidt, insekter har stukket, regnen har væltet ned, solen har bagt, ting er blevet væk, andet er blevet stjålet, træthed og overanstrengelse har overmandet mig, der har været lange perioder med uproduktiv enten, endnu mere tid i åben ladvogn på farlige tømmerveje - og jeg er gået sulten til køjs, oftere end jeg bryder mig om.” Den nysgerrige og udholdende religionshistorikers belønning har været at lære penanerne at kende og gennem dem få et enestående indblik i menneskehedens fælles fortid, livet som nomadiske jæger-samlere, “den kulturform, som gennem det meste af 200.000 år har formet os alle sammen og ladet os leve som mennesker.”

I Regnskovens Religion argumenterer Rothstein, i modstrid med tidligere antropologiske beskrivelser, overbevisende for at der findes en religion i regnskoven. Det religiøse, siger han, kan udmærket “produceres” og komme til udtryk i hverdagens almindeligheder. F. eks “produceres” ånderne hele tiden, de medtænkes i jagten, vandringerne i skoven, vejrliget, de fysiske omgivelser, forholdet til dyr og planter, og oplevelsen af egen krop.

Rothstein fortæller sympatisk og uhøjtideligt, hvordan det tog ham flere års rejser, før han fik sine penan-værter til at fortælle om ånderne. Videnskabsmandens spørgsmål om ånderne førte ingen vejne. Først da han led af forstoppelse, og hans vært forsøgte at hjælpe ham med at afbrænde en særlig bark for at skræmme den ånd væk, som var forstoppelsens årsag, forstod værten hvad det var Rothstein spurgte om. Og så fik han endelig adgang til penanernes forestillinger om ånderne, som viste sig at være overalt i regnskoven i form af fugle, lyde, gemt i en sten eller forklædt som mennesker.

Penanernes univers er regnskoven som de deler med de døde, dyrene og ånderne, som alle er lige virkelige. De har skabt en religion med en kompleks åndelig forestillingsverden og en omfattende rituel praksis. Det er en religion som radikalt adskiller sig fra kristendommen og andre store religioner. Ingen skrift, ingen bog, ingen templer, ingen præster, ingen institutioner, ingen forestillinger om guder, hellighed, synd, frelse, dødsrige, skabelse eller dommedag.  

Penanernes kultur lever og er overleveret gennem det talte sprog. Rothstein har lyttet, spurgt og noteret. Regnskovens Religion er en videnskabelig monografi, og bogen igennem diskuterer Rothstein med antropologiske og religionshistoriske fagfæller om fortolkningen af penanernes religiøse praksis, som her for en stor dels vedkommende for første gang beskrives. Bogens måske fornemste resultat er de 42 myter der her for første gang er nedskrevet. Umiddelbart små enkle historier, men i Rothsteins store og ofte dristige fortolkninger nøgler ind til en verden, som er totalt og fascinerende forskellig fra vores moderne verden.

Borneos tømmerindustri og den kristne mission lukker og slukker i disse år for verdens sidste nomadiske jæger-samlere. Rothsteins stiller derfor i bogens sidste kapitel skarpt på missionen og kristendommens centrale påbud om at udbrede evangeliet. “Ved at insistere på den universalistiske gud, Gud, som den eneste mulige…nedbryder missionærerne penanernes relation til skoven og dermed til alt det, de nomadiske jæger-samleres liv bygger på.” Rothstein tilføjer ironisk, “Selve ideen om, at begivenheder af afgørende betydning for mennesker i Sarawaks regnskov skulle have udspillet sig i Jerusalem og omegn for 2000 år siden, er uforenelig med alle penenernes begreber om tid og rum.”

Hans konklussion er entydig. “I penanernes tilfælde må det siges ligeud: Den kristne mission har medført en katastrofe…De anklager jeg fremfører her, gælder også den missionsteologiske virksomhed som finder sted på universiteterne, også i Danmark.” Hvad mon det danske missionsselskab svarer Rothstein?

På hver eneste side i Mikael Rothsteins nye bog “Regnskovens religion” sitrer og gnistrer teksten af glæde og forundring over den nyopdagede religion, men på en baggrund af vrede og sorg over de kræfter som har dømt regnskovens religion til døden. Spændingsfeltet mellem glæde og vrede, mellem forundring og sorg gør bogen til en intens læseoplevelse og holder Regnskovens Religion op som et spejl vi kan se os selv i: vedkommende og anfægtende. Seks hjerter for

den originale forskning, vellykkede formidling og vigtige kritik - på dansk!

——————-

On 08 Nov 2016, at 22:29, Mikael Rothstein <Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.> wrote:

Kære Hjalte,

Jeg er netop blevet gjort opmærksom på din anmeldelse af min bog. Den er blevet lagt ud på Politikens hjemmeside for kort tid siden. Jeg ved ikke om det er passende at sende en hilsen til sin anmelder, men da vi jo også er en slags kolleger som anmeldere i Politikens stald, kan jeg da sende dig et par ord i den egenskab!

Jeg vil blot takke dig for en anmeldelse, som glæder mig overordentlig meget. Antallet af hjerter er jo forjættende, men det som virkelig glæder mig er, at du har læst bogen præcis som jeg håbede den ville blive læst. Et er af fremlægge sit arbejde, men at konstatere, at bogen bliver læst som man har ønsket det, det er ligesom en sag for sig.

De alle bedste hilsner

Mikael

Mikael Rothstein, mag.art. & Ph.d.

Associate Professor/Senior Lecturer, Comparative Religion

Section for the study of Religions, Department of History

University of Southern Denmark (SDU)

2016, 29 august

Henrik Bendix og Thomas Djursing: Andreas Mogensen, min rejse til rummet. Politikens Forlag, 272 sider, 300 kr.

VEJEN TIL STJERNERNE

af Hjalte Tin

€€€€

Svedende og udmattet ser han på fotografen med et lykkelig smil. Hjælmen er taget af den hvide rumdragt, A. Mogensen er der broderet over brystet med russiske bogstaver og på venstre arm er det danske flag syet fast. I hånden holder han et æble, Jordens velkomstgave. Det er minutter siden han kravlede ud af rumkapslen og kunne indånde steppeluften. Ti dage har han tilbragt på den internationale rumstation, 400 kilometer ude i rummet. Ved siden af ham i græsset sidder rumkapslens russiske kommandør og tredje mand på færden, den kazakhiske astronaut.

Danske medier glødede: Danmark har haft en mand i rummet! Videnskabsjournalist Henrik Bendix og redaktør på bladet Ingeniøren Thomas Djursing har været hurtige på tasterne og skrevet den første, men nok ikke den sidste, bog om Andreas Mogensen, der blev Danmarks første astronaut da han i september 2015 blev skudt ud i rummet fra Kazakhstan.

“Min rejse til rummet” er en hyldest til Andreas Mogensen og rumfarten. Heldigvis er hovedpersonen sympatisk og dygtig: “Lederen af ESA’s astronauttræning, Rüdiger Seine, er imponeret over den høje dansker…Andreas er populær blandt kollegaerne på astronautcenteret. Han er nemlig ikke bare dygtig og består alle prøver uden problemer, men han er også altid venlig og imødekommende.”

Bogens 13 kapitler følger samme skabelon. Først et par sider skrevet i jeg-form, hvor “Andreas Mogensen” taler direkte til læseren, mens han venter i rumkapslen på affyringsrampen, træner vægtløshed på havets bund, øver isolation i dybe grotter eller svæver rundt i rumstationen, hvorefter de to forfattere lige ud af landevejen beretter om Andreas Mogensen fra barndom over ingeniørstudier, ekspeditioner, astronautudvælgelsens mange trin, den hårde træning og tilsidst om selve rumfærden, de ti dage på rumstationen. Mellem hvert kapitel får læseren nogle sider rumfarts-facts som kunne være taget fra Illustreret Videnskab. Bogen har gode illustrationer, men tegningen af sojuz-fartøjet er desværre meget lille. Man savner også en tegning over rumstationen.

Kapitlet om vægtløsheden er bogens bedste, fordi læseren får en konkret fornemmelse af hvordan jordisk bevidsthed støder sammen med rum-fysik. For Andreas virker det unaturligt at efterlade ting midt ude i luften, og når han svæver om et hjørne i rumstationen insisterer hans hjerne skræmt på at der er et op og ned hvor modulerne er dybe brønde han kan falde ned i.

Bogen igennem popper modsætningen op mellem at være et menneske fra solsystemts blå planet og en dansker fra Danmark. Allerede på bogen første side forsikrer Andreas at han er “dansker dybt i mit hjerte”, men kun et par linjer senere betror han at han ikke “føler noget specielt” for sit danske pas. Som barn boede han i Danmark. Singapore og USA. “Jeg var ikke begrænset af nationale grænser” siger Andreas som benhårdt, dygtigt og heldigt har forfulgt sin astronautdrøm i udlandet. Prøve efter prøve klarede han og tilsidst var han igennem nåleøjet, udvalgt af ESA, den europæiske rumfartsorganisation, til at blive astronaut.

Et er at være uddannet astronaut, noget andet er at komme ud i rummet. Her kommer politiken ind med fuld musik. Et indviklet regnestykke om penge, prestige og personligheder. Danmark betaler ikke meget til ESA og Andreas stod tilsvarende langt bagude i køen mod rummet, men var heldig.

Rumfarten var i sin storhedstid i 1960-70erne både teknologisk, militært og propagandamæssigt en central del af den kolde krig mellem øst og vest. Idag kan man heldigvis samarbejde om rumfarten - endnu. USA og Europa har ikke selv raketter der kan sende astronauter ud i rummet. Andreas måtte lære sig russisk og træne over flere år i Stjernebyen udenfor Moskva for at lære at styre den russiske Sojuz rumkapsel, der skulle bringe ham op til den internationale rumstation.

“Selvom Sojuz er rystende gammeldags for enhver der har siddet i kapslen, er den samtidig et sikkert og robust fartøj. Det skyldes især, at fortøjets styringssystem er helt analogt. Det vil sige, at det kan fungere uden en computer…Med et almindeligt køkknenur sat op på væggen med velcro kan astronauterne holde styr på for eksempel, hvor længe en raketmotor har været tændt, og regne ud, hvor de er nået i deres kredsløb. Det er simpelt, men det virker.”

1000 milliarder kroner har den internationale rumstation indtil nu kostet. Danmark bidrager med ca. 200 millioner. Er de givet godt ud, spørger Mogensen allersidst i bogen, og svarer selv nej. “Vi kunne have fået langt mere og bedre forskning for de penge.” Men det er ikke pointen, for “det handler ikke kun om forskning, men om udforskning…Vi er på rumstationen for at forberede os på en fremtid som rumfarere.”

Er det rigtigt? De to forfattere stiller ingen kritiske spørgsmål. Er formålet med bemandet rumfart at vinde national prestige? I Europa er den politiske vilje til at betale for dette begrænset. For tiden har ESA kun afsat syv procent af sit budget til bemandet rumfart. Teknologisk giver bemandet rumfart stort set kun mening i det lange, meget lange, perspektiv hvor menneskeheden håber at rejse til Mars og endnu længere væk. De mest optimistiske prognoser siger at det første menneske kan sætte foden på Mars i 2036. Til den tid er Andreas 60 år. Han håber at komme med.

“Min rejse til rummet” er en interessant ingeniør-saglig fortælling om Andreas Mogensen og hans vej til rummet. Rumfærdens bevidsthedsudvidende blik på rumskibet Jorden venter stadig på sin forfatter. Bogen er ingen rumfartens Blæsten, Sandet og Stjernerne.

2016, 6 juni

Gerner Thomsen: Ved verdens ende - en personlig rejseskildring fra Jamalhalvøen. Trykværket, 320 sider, 349,- kr

€€€€

RENSDYRSFOLKET VED VERDENS ENDE

af Hjalte Tin

Gerner Thomsen er sej og giver sig ikke. Han udholder flere hundrede kilometers vandring med fyrre kilo proviant og overlevelsesudstyr på ryggen gennem et fladt, vandtrukent land helt oppe i det nordligste Sibirien for at finde nomadefolket nenetserne på kanten af Ishavet.

Efteråret 2001 er heldet med ham. Han træffer en nenets-familie på halvøen Jamal, et ord som på deres sprog betyder “verdens ende”. Derfra udvikler der sig et dybt og varigt venskab, som nu har resulteret i en smuk og underholdende bog, der helt dækkende har fået titlen “Ved verdens ende”.

Gerner Thomsen skriver detaljerigt og malende som her: “Pludselig bliver vi overhalet på venstrekanten af bedstefar, der kommer susende på en let, lille slæde med tre rener spændt for, mens han driver resten af den store renflok fremad. Der lyder en hvislende lyd, da de mange klove forcerer det våde landskab, lidt ligesom hvis et stort cykelfelt havde passeret forbi.”

De ca. 5000 nenetsere på Jamal lever i små grupper spredt ud over et vejløst område tre gange Danmarks størrelse. Renerne kan gnave det karrige lav i sig og de giver nenetserne mad og skind til deres tøj og trækkraft til slæderne, som bliver brugt året rundt til nomadernes uophørlige vandringer efter føde til renerne.

Gerner Thomsen, forstkandidat, it-specialist og forfatter, bl.a. til en guidebog om Rusland, har de sidste ti år besøgt Jamal næsten hvert år, og “Ved verdens ende” krydsklipper mellem forskellige ture, så læseren kommer med på alle årstider. En lang rejse efteråret 2010 er den gennemgående historie i bogen og familierne fra den rejse genser vi i flere af de andre historier og får på den måde også fortalt om udviklingen på Jamal.

Bogen er gennemillustreret med fremragende fotos. Vejrbidte, frostsprængte ansigter kigger frem fra store uformelige anorakker af rensdyrsskind. Gerner romantiserer ikke og har en lun, selvironisk humor, som får hans beskrivelser af de små daglidags episoder til at stå frem med overbevisende ærlighed. “Rå lever er faktisk ikke det værste - jeg har efterhånden prøvet det mange gange og genkender den nøddeagtige smag, som nok er en anelse ukendt, men langt fra dårlig.”

Stærkest står nok besøget hos familierne der overlever helt oppe ved ishavet, hvor tundraen er helt øde, kun et endeløst, vejløst og fladt land. I vintermårket er Thomsen med ude ved Ishavet og samle træstammer som skal saves op og bringes på slæderne tilbage til overvintringslejrene. 80 slædelæs tømmer må de samle for at have brænde nok til den lange vinter.

“Ved verdens ende” giver læseren en troværdig kropsnær beskrivelse af dagligdagen. Lige sådan er vandringer på tundraen med tusinder af rener, gilde med nyslagtet ren, sommermåneder forpestet af myg eller fyrre graders frost og vintermørke. Vi er med inde i det tipi-lignende telt og nyder den søvnige varme under flere lag rensdyrsskind, vi smager rå, frossen fisk, og boblende suppe. Ved verdens ende drikker vi utallige kopper te og bunder alle vodkaflasker.

Det er både en styrke og en svaghed ved bogen at forfatteren så stramt holder fokus på sine førstehånds oplevelser. Fortællingen afbrydes kun af små dryp baggrund. Jamal er et af Ruslands store naturgasfelter. Kommunisterne og naturgassen har bragt nomaderne stat, jernbane, helikopterforbindelser, hospitaler, kostskoler og et par småbyer med forretninger. Thomsen skriver kort at de fleste nenetsere har fordel af Gazprom og lader det blive ved det.

Vi får ikke at vide hvorfor kommunisttiderns statsbrug og familierne organiseret i arbejdsbrigader stadig eksisterer? Er den nyrige nenetser med en privat kæmpeflok på 1500 rener, som forfatteren besøger i bogens sidste kapitel, begyndelsen på enden for nomadesamfundet? Thomsen fortæller at der nu er flere rener på Jamal end naturen kan bære og at klimaet har ændret sig, men graver ikke dybere.

Korrekturen har været omhyggelig, dog er en navlestreng trukket igennem nåleøjet: Gerner sidder i gummibåd på en flod med “begge hænder fastnavlet til rælingen”. Den danske litteratur om arktis handler som oftest om Grønland og inuiterne. “Ved verdens ende” giver os indblik i en helt anden og fascinerende arktisk kultur og en herlig underholdende fortælling om ti års venskab fejret med rå lever, varmt blod og vodka.

2016, 27 maj

Bo Elberling: Det isfri Grønland - fra molekyle til landskab. Gyldendal, 208 sider, stort format, 330 kr.

ET ANDET GRØNLAND

€€€€

af Hjalte Tin

“Det isfri Grønland”? Titlen fremkalder et billede af indlandsisen der smelter, have der stiger, og et helt nyt land der dukker frem under et rasende klimas mørke skyer. Forkert. Bogen “Det isfri Grønland” fortæller om det Grønland, der dukkede frem for 10.000 år siden efter den sidste istid, og idag udgør landskaberne mellem havet og indlandsisen.

“Det isfri Grønland” er en smukt produceret coffe-table bog med imponerende fuldformat fotos af den grønlandske natur. Titlen på forsiden er “The ice-free Greenland” og bogen igennem er teksten konsekvent tosproget dansk-engelsk. Forfatteren Bo Elberling er leder af Center for permafrost ved Københavns Universitet og hensigten med bogen er at præsentere forskningen i de komplekse processer som binder det isfri Grønland sammen med klimaet.

Dog ikke al relevant forskning, men netop de nyeste resultater fra Bo Elberlings medarbejdere. Derfor hele kapitler om så forskellige emner som mulighederne for fårehold i Sydgrønland, optøningen af en tusind år gammel køkkenmødding, og drivhusgasserne i Arktis. Den uindviede læser lukker bogen med et indtryk af at for hvert spadestik ned i den tøende jord opstår der lige så mange nye spørgsmål som svar. Bogen er meget forsigtig med forudsigelser og leverer ingen skråsikre overskrifter. Bo Elberling er tavs om de menneskeskabte årsager til at klimaet bliver varmere og ligeså tavs om virkningen på grønlænderne og på alle os andre.

Bogens omdrejningspunkt er permafrosten, som ikke er så perma mere. Permafrost er jord som i mindst to år i træk er under frysepunktet. Og den er der meget af. Næsten 25% af landarealet på nordlige halvkugle er permafrost og dette landarael indeholder næsten halvdelen af klodens jordbundne, organiske kulstof. Hvis bare en mindre del af denne pulje bliver nedbrudt af mikroorganismer og frigivet som drivhusgasser vil det få konsekvenser for det globale CO2 regnskab.

Det lokale grønlandske spørgsmål om den tøende jord angår derfor hele verden. For hvor meget drivhusgas, især metan, slippes løs når den arktiske jord tør? Det er der ingen som ved med sikkerhed fordi koblingen mellem varme og gas er yderst kompliceret. F. eks. betyder et varmere klima at planterne vokser bedre og dermed kan binde mere kuldioxid. De nyeste eksperimenter antyder at planterne i Arktis måske optager lige så meget co2 som den tøende jord slipper løs.

Bogen arbejder med nogle dimensioner som er helt udenfor menneskelig skala, fra det ufatteligt små til det ekstremt store. De bakterier som æder sig gennem jorden og frisætter drivhusgas er på samme tid så små at der er millioner af dem i et knappenålshoved jord og så mange at de kan forandre jordens klima. Den grønlandske muld er ganske ung og tynd, kun 10.000 år gammel. Og den sne som falder over indlandsisen er 100.000 år om at nå havet som gletsjeris. Her forsvinder mennesket helt ud af historien. Det videnskabelige blik på Grønland og vores klode, er dybt fascinerende og langt ude nørdet. Tag et ord som “flokkuleringen”, som intet har med humane flokke at gøre, men fortæller om en bestemt måde mikroskopiske næringsstofpartikler bundfældes på i havet.

I denne bog er der ikke et eneste billede af en grønlænder. Forskningens og bogens anliggende er med de mest udspekulerede apparater og procedurer at måle, hvordan det isfri Grønland reagerer med et varmere klima. Det nærmeste vi kommer folk der faktisk lever i Grønland er en enkelt side hvor tre ikke-afbilledede grønlændere på ti linjer siger et par almindeligheder om at vejret har ændret sig. De eneste mennesker der optræder i bogen er danske og internationale forskere bøjet over måleapparaterne ude i den fantastisk fotogene natur.

Dér hvor Bo Elberling og hans team søger svar på de helt store spørgsmål om, hvor hurtigt og hvor meget kulstof fra permafrosten, der vil kunne frigives som drivhusgasser ved fremtidige klimaændringer, er nede i de mindste dele af vores natur, på grænsen mellem de døde mineraler og de enkleste livsformer. Idag er processer omkring permafrosten ikke inkluderet i de globale klimamodeller. Forfatteren lover optimistisk, at ny viden om permafrost kan give os en mere præcis fremskrivning af fremtidens globale klima. Bo Elberlings team har publiceret over hundrede videnskabelige artikler. Nu henvender Bo Elberling sig til den almindelige læser. “Det isfri Grønland” er en smuk og nørdet rapport fra dansk klimaforsknings frontlinje.

2016 29 januar

Peter Wiingaard: Påfuglens tårer. En rejse i de irakiske ezidiers verden før Islamisk Stat. Forlaget Vandkunsten, 256 sider. 179,95 kr

PÅFUGLENS TÅRER

€€€€€

af Hjalte Tin

Hvem er påfuglen? Og hvorfor græder den? Påfuglen er Melek Taus, den navnkundige engel som er intet mindre end Guds stedfortræder på jorden. Og den græder, fordi dens folk, som tilbeder den, er truet med udslettelse. Sommeren 2014 bragte grufulde nyheder om “ezidierne”, en særlig gruppe mennesker som Islamisk Stat havde dømt til udslettelse. Jihadisterne bortførte deres kvinder og solgte dem som sexslaver, mænd og børn blev dræbt og dem der slap væk måtte dø af tørst på Sinjarbjerget. Men hvem er ezdierne? Det gav nyhedsstrømmen ikke noget klart svar på.

Peter Wiingaard er sociolog, tilknyttet Kristeligt Dagblad. Han besøgte ezidierne i 2011-12 som led i et arbejde med Mellemøstens minoritetsreligioner. Islamisk Stats uhyrlige angreb på ezidierne fik ham til at udgive de færdigskrevne kapitler om ezidierne som en selvstændig bog.

Katastrofen i 2014 opridses med et sikkert overblik. Derefter får vi en klar og sober indføring i ezidiernes historie, ikke kun som ofre, men som et folk med en egen fascinerende, hemmelighedsfuld og ofte misforstået tusindårig historie. Wiingaard balancerer bogen igennem fint mellem hans personlige møde med ezidierne og forklaringer på deres tro og ritualer.

Ezidi-religionens oprindelse fortaber sig i den indoeuropæiske fortid. Med støtte i international forskning argumenterer Peter Wiingaard for at de soldyrkende kurderes tro er meget ældre end de store verdensreligioner. Ezidiismen er i bund og grund en iransk religion, hvis fundament strækker sig helt ned til roden af indoeuropæisk kultur og tradition. Kun et eneste sted blev en lille gruppe mennesker ved med at praktisere oldtidens soldyrkelse efter islams komme. Det var i Kurdistan, herunder området omkring Lalish. Ezidierne er kurdere. Af de godt fem millioner kurdere i Nordirak udgør ezidierne idag omkring en halv million, mens flertallet af kurderne er sunnimuslimer.

Ezidi-religionen opstod i sin nuværende form omkring år 1120 da vismanden Sheikh Adi ibn Musafir ankom til Lalishdalen i det kurdiske Nordirak, hvor ezdierne den dag idag valfarter til hans grav. Nutidens kurdere har ikke glemt at de har en historie som er ældre end islam, og at islam blev påtvunget dem af araberne. Den oldgamle før-islamiske sol stråler idag på kurdernes grøn-hvid-røde flag.

De fleste ezidiere bor i området omkring Sinjarbjerget. Før katastrofen i 2014 var Sinjar en kurdisk ø i det arabiske Irak. Mange ezidiere nærer en dyb mistilid til den kurdiske regering i Nordirak, som trak deres styrker tilbage da Islamisk Stat angreb Sinjar og dermed udleverede dem til deres grusomme skæbne. Det var de syriske kurdere og deres hær YPG som reddede ezdierne fra døden på Sinjarbjerget. Nu er krigslykken vendt. November 2015 befriede en fælles kurdisk styrke Sinjar, som nu er blevet “landfast” med det kurdiske selvstyre i Irak.

Ezdiernes skæbnesvangre forhold til deres arabiske naboer og muslimske med-kurdere er afgørende såvel for deres ulykke som for deres overlevelse. Valget mellem isolation som ezidiere eller en alliance med kurderne enten i Syrien eller i Irak udgør et centralt tema i Wiingaards bog. Ezidiernes kamp for overlevelse minder om noget, som alle andre minorietsgrupper kæmper for, siger Peter Wiingaard, “Fortællingen om ezidierne er en universel historie om, hvordan religioner kan fortrænges og udryddes.”

En blodig storm raser gennem Mellemøsten og river folkeslag med tusindårige rødder op og blæser dem væk som flygtninge. Påfuglens Tårer er den første bog på dansk om ezidierne. Den har været savnet. Ezidierne er i fare. Peter Wiingaards fine, lille bog kan forhåbentlig være med til at give dem et ly her hos os.

2016, 27 januar

Erika Fatland: Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Uzbekistan. Informations Forlag, 430 sider, xx kr.

BRUDEROV OG ATOMBOMBER

af Hjalte Tin

€€€€

1 maj 2013 faldt Turkmenistans diktator af hesten, helt bogstaveligt. Væddeløbsbanens TV-vogne fulgte den hestegale diktators galop. På storskærme så de inviterede tilskuere diktatoren i en vanvittig spurt komme først over målstregen. Men hesten styrtede, diktatoren ramte jorden og blev liggende. Den første der reagerede var TV-produceren, som allerede inden livvagterne strømmede ud på banen, nåede at afbryde den direkte transmission. Diktatoren kom senere på benene og TV transmissionen blev redigeret så begivenheden blev en ikke-begivenhed. Men på tilskuerbænkene sad en norsk socialantropolog og forfatter, som havde fået et scoop til sin bog om Sovjetistan, de fem tidligere sovjetrepublikker i Centralasien.

Erika Fatland, der tidligere har skrevet om terror i Kaukasus og i Norge, ville undersøge hvordan det var gået de fem meget forskellige Stan’er efter Sovjets sammenbrud i 1991, og se hvilke spor Sovjet havde efterladt og hvilke dele af den oprindelige kultur der var bevaret. Energisk og hurtigt gennemrejser hun sammen med turistguider Centralasien på kryds og tværs fra Aralsøen til testområdet for atombomber, langs Afghanistans grænse, med nogle smut til oldtidsminder og et kort stop i en forvisningslejr. I de store byer måtte hun klare sig selv, og herfra er der påfaldende lidt stof. Læseren kommer ikke indenfor i et eneste hjem i Centralasiens hovedstæder.

Sovjetnostalgien er et gennemgående tema i bogen. Selv i det radioaktive tidligere testområde for atombomber mødte Fatland en længsel efter dengang. Hvordan var det muligt? Nutiden var hård og fattig for de fleste, og de følte sig snydt af Jeltsin og kapitalismen. Forfatteren bemærker af hendes norske bedstemor også syntes alt var bedre da hun var barn. Den afgørende forskel på bedstemoren og russerne er ifølge Fatland, at den tid russerne længes tilbage efter var underlagt et samfundssystem, der er “smidt i historiens brokkasse”.

Fatland bruger plads i de fleste af bogens 42 korte kapitler til veloplagt at referere hvad andre har skrevet. Læseren får informative og underholdende centralasiatiske klip om alt fra Djengiz Khan, Dostojevski og æblets oprindelse til stormagtspillet mellem zaren og dronning Victoria. Den forundrede læser får at vide at “mere end 30.000 kilometer skilt(e) Rusland fra det britiske Indien”. Godt nok var England og Rusland to modpoler i The Great Game, men så langt fra hinanden var de trods alt ikke.

I Kirgisistan mærkede Fatland at der manglede noget som der var alt for meget af i de fire andre Stan’er: frygt. Her var der ikke en dræbende politisk undertrykkelse. Frygt var der nu alligevel, kvindernes frygt for mændene. I et par intense kapitler kommer læseren med på bruderov, som ikke er en romantisk ting med ridderen på den hvide hest, men en voldelig affære med familiernes nedværdigende sammensværgelse mod kvinderne. En lokal forsker anslog at en tredjedel af alle ægteskaber var baseret på bruderov i Kirgisistan.

Bogens længste kapitel er det bedste. I Tadsjikistan red Erika Fatland ud til nogle isolerede landsbyer i med en særegen kultur, hvor hun mødte glæde, nøjsomhed og gæstfrihed. Rejsens tempo kom ned og hun gav sig tid til at få venner og det får fortællingen til at blomstre.

Bogen lanceres som en rejse ind i en verden der er ukendt for selv de mest garvede globetrottere.  De “garvede globetrottere” der hver uge hopper på rejsebureauernes ture til Centralasien, især til Uzbekistan med Samarkand, Bukhara og Silkevejen, vil helt sikkert få deres oplevelser sat i relief med Fatland ved hånden. Og alle andre der bare er interesseret i Centralasien får et kompetent og tankevækkende smugkig ind bag turistfacaden til uhyggelige diktaturer med blodige og groteske historier.

2015, 7 november

Jens Bjerre i samarbejde med Lone Theils: Globetrotter. Jens Bjerres eventyrlige livshistorie. Politikens Forlag, 180 sider. xx kr.

HISTORIEN SOLO!

af Hjalte Tin

€€€€

Hvem var den første der filmede stenalderfolket i Kalahari? Hvem fik et scoop hos kannibalerne på Ny Guinea? Hvem var det der kom med på en hemmelig sjælevandring hos Australiens urbefolkning? Og hvilken dansker har gennem en menneskalder trukket fulde huse til sine shows i USA? Og allervigtigst, hvem har standhaftigt forsvaret naturfolkenes ret til at leve uforstyrret? Ja, der er kun ét muligt svar: Jens Bjerre! Eventyreren, filmmanden, journalisten og forfatteren Jens Bjerre som nu, i en alder af 94 år, udgiver endnu en bog om sine utrolige oplevelser gennem et langt liv.

Jens Bjerre er først og sidst journalist og den røde tråd igennem hele hans liv har været jagten på den gode solo-historie. Jens Bjerre har uforfærdet, utrætteligt og frækt, hvis det skulle til, jagtet mennesker med en historie andre ikke kunne få fat i fordi det var for farligt, for fjernt eller for forbudt. Rekorder eller sportsbedrifter har aldrig drevet Bjerre. Jens Bjerre blev berømt i Danmark og i den store verden da han kom hjem med film om mennesker, der levede gemt fra omverden på landkortets hvide pletter i Kalaharis ørken, Ny Guineas bjerge og Australiens indre, eller i Maos lukkede Kina under kulturrevolutionen.

“Globetrotter” lægger ordene i munden på Jens Bjerre, men journalist Lone Theils har ført pennen. Den nye bog når gennem hele Jens Bjerres liv på kun 170 sider og det går hurtigt hen over siderne. Her får vi historier han ikke tidligere har skrevet om, lige fra hans rolle i modstandsbevægelsen til hvordan hans karriere som politisk redaktør begyndte i 1945 med en nat sovende ved siden af statsministeren på en bænk i Christansborg.

Oplevelserne hos kannibalerne, buskmændene og Australiens oprindelige folk, som har formet Jens Bjerre som menneske og eventyrer, har han beskrevet langt mere detaljeret i sin bog fra 2005, “50 år blandt naturfolk” og i de tre bøger han udgav kort tid efter rejserne i 1954 om Ny Guinea, 1958 om Kalahari og 1963 om Australien. ”De primitive naturfolk har altid stået mit hjerte nærmest,” gør Bjerre op efter at  have besøgt alverdens lande, ”her følte jeg, at jeg her nåede ind til essensen i det at være menneske.”

Lige så fræk Jens Bjerre kunne være i jagten på solo-historien, lige så generøs har han været i sin solidaritet med de mennesker han kom hjem og fortalte om. Få om nogen af de andre eventyrere, som var store for halvtres år siden, er aktuelle idag. Eventyret alene har ikke sikret Jens Bjerres relevans idag. Det er hans livslange insisteren på, at vi i den moderne verden ikke bare er forbundet med naturfolkene, men at vi kan lære livsmening, balance og dybest set civilisation af dem. Og når vi med den moderne udvikling udrydder dem, er det ikke kun en tragedie for dem, men også et uerstatteligt tab for os. Det skriver Jens Bjerre flot om i sin bog fra 2005, og det siger han sin mening om i digtet “Den Hvide Mand Kom” fra 1992:

Den hvide mand kom
Han gav os bibelen
og sagde, at vi skulle bede.
Vi lukkede vores øjne og bad.
Da vi åbnede vores øjne,
havde vi bibelen,
og den hvide mand havde
vores land.

Den hvide mand gav os alkohol.
Vi drak og mistede vores sjæl.
Nu synger vi ikke mere
og fortæller ikke mere
de gamle historier.
Vi ved ikke, hvor vi hører til.

2015, 28 oktober

Jan O. Kongstad: Skal vi krepere her som dyr? Den dramatiske historie om J.P.Kochs grønlandsekspedition tværs over indlandsisen med islandske heste 1912-13. Haase Forlag, 352 sider, ill.

SKAL VI KREPERE HER SOM DYR?

af Hjalte Tin

€€€€

Kom bare an alle I ekstremløbere, jernmænd og selvpinere! Her er den sandfærdige beretning om et firkløver til hest midt på Grønlands indlandsis mere ekstreme i deres udfordringer, mere jernhårde i deres udholdenhed og mere pinefuldt udrustede end nogen nutidig sportsmand kan drømme om. Historiker og forfatter Jan O Kongstad har gravet en utrolig Grønlandsekspedition frem af historiens glemmebog. Fuld af drama, storm, opskruet is, vovemod - og heste.

“Skal vi krepere her som dyr” er elementært spændende. Læseren mærker kulden, de våde soveposer, den hæslige kødchokolade, udmattelsen, men også den ukendte hvide verdens tillokkelse, og må beundre den personlige disciplin som gør at Koch og hans mænd kan høste videnskablige resultater, midt i sliddet med hestene, stormene og isen.

Alt ved ekspeditionen er top moderne anno 1912. Koch medbringer 18 tons udrustning og kun heste kan trække så store læs. Han skriver optimistisk i dagbogen: “Jeg tror vi vil få megen fornøjelse af de store slæder. De er jo bygget stik imod al arktisk erfaring.”

Geodæt og kaptajn i hæren J.P. Koch havde sammen med meterologen Alfred Wagener, senere berømt for sin teori om kontinentalpladernes bevægelse, overvintret på Grønlands Østkyst som deltagere i Danmarks Ekspeditionen 1906-08. Her fik de ideen til en ultramoderne, hestetrukken ekspedition tværs over Grønlands indlandsis.

Videnskaben diskuterede dengang endnu om der midt inde i Grønland befandt sig et hemmelighedsfuldt, isfrit område. Fridtjof Nansen havde krydset indlandsisen sydligt, Robert Peary og Knud Rasmussen helt oppe i nord, men ingen mennesker havde nogensinde trængt frem til midten af indlandsisen. Sammen med den hårdføre islandske hestefører Vigfus Sigurdson og den bomstærke himmerlænding Lars Larsen skal de bevise at heste er den bedste trækkraft på isen.

Hesteeksperimentet ender galt. Da de fire udslidte mænd endelig efter tusind kilometers vandring nærmer sig Grønlands vestkyst er femten af de seksten heste Koch startede ud med sultet ihjel. Deres sidste kære hest er så afkræftet og udhungret at mændene trækker slæden med hesten bundet ovenpå. To dage før de når vestkysten må de gøre en ende på dyrets lidelser med en kugle.

Et år efter starten, kun 14 dage efter tidsplanen, lykkedes det de fire mænd at finde nedstigningstedet på Grønlands vestkyst. De har navigeret med et hjemmelavet instrument efter det rigtige gik tabt i en gletcherspalte. Døende af sult og udmattelse vakler de fire snavsede og forhutlede mænd gennem tåge og slud og isende elve ned til den barske, øde kyst. Et misvisende kort fører dem ind i den forkerte fjord. Da Koch har lagt sig til at dø åbner der sig ved et lykketræf et hul i tågen og Wegener får øje på en konebåd på fjorden. Han skyder deres sidste patron af og bliver de reddet.

Undervejs har Wegener har haft åndsnærværelse og kræfter til at stille kameraet op og bagefter fremkalde glaspladerne, så vi idag kan få et glimt af deres grønlandske bedrift. Kongstad har fået restaureret de originale fotografiske plader og resultatet er en række enestående illustrationer i bogen.

Kongstad går desværre ikke ind på det nærliggende spørgsmål om hvorfor Kochs ekspedition er blevet glemt.

Koch beskrives af alle som en beskeden mand og iscenesatte ikke sig selv som helt. Ekspeditionen efterlod sig ikke noget pirrende liv-og-død mysterium som f.eks. Danmarks Ekspeditionen gjorde. Kochs historie rummer heller intet romantisk møde med nye mennesker. Kochs mål var at forstå isen, ikke at opdage indfødte som f.eks. Knud Rasmussen rejste efter. Koch stolede fuldt på videnskaben og teknikken. Et år efter han kom hjem udbrød Første Verdenskrig og det moderne projekt stod tilbage i modlys.

Endelig kan glemslen skyldes nationalt snæversyn. Er det fordi Koch ikke svingede så heftigt med Dannebrog, at hans ekspedition ikke har fået plads i vores nationale bevidsthed på linje med Knud Rasmussens bedrifter? Hvor Knud Rasmussen spillede på de nationale strenge og vandt Thule for den danske stat, så stræbte Koch efter videnskabelig erkendelse. Derfor var der intet problem for ham at ekspeditonens videnskabelige stjerne var tysk, og at en islænding sikrede ekspeditonens livsvigtige praktiske overlevelse. Men det var et problem for andre. Carlsbergfonden ville ikke støtte ekspeditionen, hvis Wegener fik støtte fra den tyske stat. Det skulle være en dansk bedrift.

Fuldt fortjent er historien om hesteekspeditionen tværs over Grønlands indlandsis nu endelig trukket ud af glemslen. “Skal vi krepere her som dyr” må give Koch hans fortjente plads mellem de andre polarhelte, danske såvel som tyske, norske og amerikanske.

2015, 30 september

Kirsten Hastrup: Thule på tidens rand. Med fotos af Carsten Egevang. Lindhart og Ringhof. 495 sider, stort format. 499 kr.

€€€€€

ULTIMA THULE

af Hjalte Tin

“I foråret 2015 var jeg med ved iskanten i Hvalsundet, da forårstrækket af narhvaler kom.…En hval svømmede så tæt på kanten, at en ung mand på kun 16 år kunne forfølge den på selve iskanten for siden at springe ud over et par isflager og med et velanbragt harpunkast få den “tøjret”. Det var så lynhurtigt, lydløst og elegant, at det var en fryd….Det var den unge mands første narhval, og lykønskningerne regnede ned over ham, så han blev helt genert…Den glæde der bredte sig ud i hele samfundet fra den unge mands bedrift, var til at tage og føle på. Den uskre fremtid forsvandt i en fornyet fornemmelse af livskraft her og nu.”

Her slutter Kirsten Hastrup sit store værk om Thule. På de foregående 500 sider har hun med stor kærlighed beskrevet en verden “på tidens rand”, en smeltende og foruroligende verden, hvor fremtiden nu er blevet så usikker, at man har opgivet at uddanne næste generation til fangere. Hastrup må erkende at hermed bliver afviklingen af fangersamfundet til en selvopfyldende profeti. “Tilbage står syvhundrede mennesker, hvis hele liv har været spundet sammen med isens, og spørger sig selv, om fortællingen er ved at være slut.”

Thule ligger, hvor det altid har ligget, men jo mere isen forsvinder, jo mere står Thule midt på scenen, lige midt i det nye hav der dukker frem under isen, lige midt mellem Rusland og USA. Kirsten Hastrup siger til os, der bor i den fjerne sydlige udkant af det danske kongerige, at vi må vågne op til erkendelsen af at Thule, Grønland og Danmark er nært forbundne, og at det giver os et fælles ansvar. Jo mere Danmark bliver del af et arktisk rigsfællesskab, jo mere har vi brug for at kende Thule.

Stedet er et centralt begreb i bogen. Kirsten Hastrups metode er en materiel antropologi der viser os i fire kapitler folket, isen, fangsten og teknologien. Ikke slægtslinjer og myter. Det er magtpåliggende for Hastrup at vise, hvordan Thule altid været en del af verden. Mennesket kom til Grønland for 4500 år siden ved at krydse det smalle sund mellem Canada og Thule. Thule var ikke det sidste og yderste sted i Grønland, men det første og nærmeste. Kontakten med andre har formet den lille stamme på godt og ondt, hvad enten det har været med andre arktiske folk, nordboerne eller den moderne verden.

“Thule på tiden rand” er et helteportræt anno 2015. Stort anlagt, men diskret, næsten lavmælt. Hvor Knud Rasmussen og andre, som tidligere skrev om Thulefolket, ugenert fortæller om navngivne mennesker, har Hastrup valgt at anonymisere alle Thuleboere og omtaler ingen med et navn og en personlig historie. Kirsten Hastrup beundrer Thulefolket, men altid i flertal.

Hun skriver et sted at det er “tungt” at skrive om andres liv. Hvorfor? Er det ikke netop derigennem, at vi kan lære de andre at kende som mennesker som os selv? Hvorfor skal læserne efterlades bag en tyk, rød diskretionslinje i bogen? Vi må strække vores fantasi for at følge med i, hvad Kirsten egentlig hører når hendes “veninder” fortæller deres private historier. Når helten i ental skal kaldes frem på bogens sider, overlader hun igen og igen ordet til Knud Rasmussen og hans fyrrige patos.

“Thule på tidens rand” er en smuk bog, som heldigvis kommer på dansk. En fornøjelse at holde i hånden, stor, tung, eksklusiv og spotbillig. Carsten Egevangs fotografier undersøtter og uddyber teksten. Bredt format, klassiske dybdeskarpe, deltaljerige og farvemættede gengivelser af den arktiske skønhed, af isen, havet, himlen, fjeldene, dyrene og husene. Menneskene er kun med som små statister på den store scene. Som i Hastrups tekst er selv portrætterne uden navns nævnelse.

Bogens to sidste kapitler om Kolonien og Invasionen er ikke kun en forfaldshistorie om korrumperingen af den ædle vilde. Hverken Hastrup eller Thulefolket romantiserer det oprindelige liv. Rifler, medicin og viden var velkomne, men med det moderne liv kom også penge, alkoholisme og missionen der åbnede Himmerige og førbød trommesang. Kun i en bisætning nævner Hastrup “den ofte skæve fordeling af velstanden”. Mere plads bruger hun på den solidariske fordeling af fangsten mellem stammens medlemmer. Ulighed og konflikt er ikke et tema i bogen.

Tvangsforflyttelsen af Thulefolket i 1953 og brintbombeulykken i 1968 kaster stadig en sort skygge over Thule med forringede levevilkår og sygdom. Kirsten Hastrup finden ingen undskyldinger for det amerikanske baseprojekt. Den danske stat er skyld i et “massivt svigt” af Thulefolket. Det der skete var “en krænkelse af såvel folkeret som almindelig anstændighed.”

Antropologen, professoren og præsidenten for Videnskabernes Selskab Kirsten Hastrup har tidligere skrevet om verdens nordligste folk. “Thule på tidens rand” føjer sig til hendes anmelderroste epos om Knud Rasmussen og hans verden (seks hjerter i nærværende dagblad).

Hastrup har igen valgt at koncentrere sin historie om Thuleområdet. Man kunne dog ønske at hun, eller andre, vil vove en sammenligning med de andre arktiske folk i Canada og Sibirien. I Thule mener de at fangsten er gået tilbage for inuitterne på den anden side af Sundet fordi larmen fra snescootere og motorbåde dér skræmmer vildtet væk. Fangerne i Thule har bestemt at narhvaljagt skal foregå fra kajak. Motorbåd ikke må bruges. Ikke for at bevare en gammel tradition, men helt pragmatisk fordi motorstøjen skræmmer dyrene væk.

Thulefolkets kloge svar på naturens og omverdens udfordringer har sikret deres overlevelse. Andre inuitter har fundet andre veje til arktisk overlevelse, bestemt af deres steders enhed af natur og omverden: kolonisering, kommunisme og kapitalisme. Inuitter hele vejen rundt om Arktis deler allerede nu viden og erfaringer. Det er på tide at den danske Grønlandslitteratur også vokser ud af den anakronistiske nationale ramme. Kirsten Hastrup har vendt hver en smeltende isflage. Hun har gjort os en kæmpe tjeneste med sin nye bog.

2015, 11 februar

Peter Matthiessen: Sneleoparden. C&K Forlag, 440 sider, 229 kr.

SNELEOPARDEN

€€€€€€

af Hjalte Tin

I samme uge, hvor Dalai Lama besøger danskerne, udkommer en vidunderlig bog herhjemme om en vandring til den levende tibetanske buddisme i hjertet af Himalaya. Man må tro sammenfaldet er tilfældigt, men det kan ikke afvises, at forfatteren Peter Matthiessen ville have set det som et varsel om en gunstig modtagelse af hans klassiker “Sneleoparden”.

I det ydre en spændende historie om to amerikaneres farefulde vandring i 1973 sammen med fire sherpaer og fjorten bærere over 6000 meter høje pas til den mest utilgængelige egn af Nepal, for at studere det sjældne blåfår. I det indre en dyb og storslået pilgrimsfærd til indsigt i selvet. Peter Matthiessen, forfatter, naturforsker og zenmester, formår mesterligt at lade den ydre og indre rejse følge hinanden som to kontrasterende stemmer i et sublimt stykke musik.

Siden “Sneleoparden” udkom i USA i 1978 og vandt årets National Book Award er den blevet en klassiker indenfor rejselitteraturen. Herhjemme udkom den første gang i 1991 i Marianne Børchs kongeniale oversættelse, som nu genudsendes med det eftertænksomme forord, Pico Iyer skrev til Penguin Classics-udgaven.

Rejsen foregik på et tidspunkt hvor de fjerneste egne af Nepal stadig levede i helt andre århundreder end det tyvende. Matthiessen romantiserer ikke. Slid, snavs, stank og sult var livsbetingelserne for alle der forsøgte at opretholde livet i den iskolde ørken som Himalaya er. De isolerede landsbyer var små fæstninger, hvor de ludfattige tibetanere betragtede de fremmede med mistro, og deres vilde vagthunde indgød en stadig skræk i Matthiessen. Ekspeditionen medbragte ikke radio eller har nogen form for kommunikation med omverden. De skulle klare sig selv på samme betingelser som de der levede deroppe. Hvis noget gk galt, gik det helt galt. En af sherpaerne var lige ved at dø af dysenteri på hjemvejen. Et usandsynligt heldigt møde med en læge fra en japansk bjergbestigerekspedition reddede hans liv.

Matthiessen er en kompetent og utrættelig naturalist, som har siddet i sit lille iskolde telt med en osende olielampe og noteret alle de planter og dyr, og især alle de fugle han har observeret i dagens løb. Og ligesom han kan identificere alle de levende væsner han møder, kan han redegøre for den vidt forgrenede buddistiske verden han trænger ind i. Denne ultrapræcise detaljerigdom i beskrivelsen af den ydre verden er en af bogens mange styrker, både fordi den giver beretningen et suverænt nærvær, og fordi den er afsættet til en ligeså præcis registrering af forfatterens åndelige rejse fra LSD til zen.

“Sneleoparden” er en rejsebeskrivelse uden et eneste fotografisk billede. Man siger at et billede siger mere end tusind ord, men her får læseren meget mere end fotos. Der er fuldt blus på den indre biograf, så læseren kan se stråleglansen om det hellige Krystalbjerg og mærke den mugne lugt inde i det mørke, kolde, snavsede og pulterkammeragtige kloster i Shey, hvor en lama sidder i sine pjalter og tavs garver et gedeskind i en blanding af harsk yaksmør og gedehjerne.

På stien til Krystalbjerget forsvinder afstanden mellem det han møder udenfor og indeni sig selv. Alt svinger med i universet: “I det tidlige lys står klippernes skygger skarpt mod sneen, i spændingen mellem lys og mørke ligger universets kraft…Solen brøler, den vokser, indtil til hvert snekrystal er lige ved at briste. Jeg blusser af følelse, er bevæget over al forstand, og endnu en gang fryser de varme tårer til is på mine kinder. Klipper og bjerge, alt dette stof, sneen selv, luften - jorden klinger. Alting er i bevægelse, fuldt af kraft, fuldt af lys.”

Da ekspeditionen endelig nåe frem til Krystalbjerget er klosteret i Shey bag lås og slå og Lamaen bortrejst. Matthiessen erkender at det måske “kan tolkes som en karmisk irettesættelse af åndeligt hovmod, en tavs belæring af dette ego, evigt påtrængende, som en geds sørgmodige brægen i nordenvinden.”

På rejsen mediterede han og gjorde sine zen-øvelser for at være helt til stede i nuet, men samtidig noterede han flittigt for at fastholde friheden, en åbenlys selvimodsigelse. Sneleoparden, som han aldrig fik at se, bliver et billede på ham selv og den indsigt han ikke kan gribe. At Peter Matthiessen overhovedet har skrevet “Sneleoparden”, er det menneskelige bevis på, at han ikke fandt det han søgte på Krystalbjerget. Hans zen ideal var at frigøre sig fra fortid og fremtid mens hans forfatterego ønskede at skrive en bog, at tale til verden, tage del i verden. Hvis han havde set sneleoparden havde han ikke kunnet skrive en bog om sin oplevelse, for så var han blevet væk for verden.

 

“Når jeg mediterer, sker det undertiden, at de store klipper danser. Livet klinger gennem mig, og bjergene klinger, og de gange jeg kan høre det, er det en klang, vi er fælles om. Jeg forstår det, ikke med min hjerne, men i mit hjerte og ved, det er omsonst at forsøge indfange det, der ikke lader sig udtrykke, ved, at når jeg læser dette igen, en anden dag, står kun de nøgne ord tilbage…Fortvivlelse over sprogets utilstrækkelighed får mig til at skrive, men der er mere af Shey i et eneste fårehår, end i alle mine notater.”

Forfatteren lader ikke sig selv slippe. Både den berusende optur og den bitre nedtur er med. “Nu kan jeg ikke mere. Den sti, jeg så ivrigt har bestræbt mig på at følge, er forsvundet mellem sten, mit åndelige hovmod har gjort både mine børn og mig skade, og hvad der er sket står ikke til at ændre.”

Hårde ord, men ord i en bog vi nu, heldigvis, kan læse igen. “Sneleoparden” blev Peter Matthiessens mest berømte bog, i et forfatterskab der tæller otte skønlitterære og 18 non-fiction titler. I et interview i The Guardian på hans 75 års-dag 2002 beklager han at Sneleopardens succes for altid havde puttet ham i bås som rejsebogsforfatter. Han ville hellere være kendt som skønlitterær forfatter. Hans sidste bog udkom samme uge som han døde, 87 år gammel, 5 april 2014.

“Sneleoparden” er medrivende, inspirerende, imponerende, provokerende og dybt tilfredstillende. Bogens storhed er dens menneskelighed. Tilsidst erkender Matthiessen, at “den lære vi modtog fra Lama Tupjuk, mens sneleoparden betragtede os fra klipperne, og Krystalbjerget svævede på himlen, var ikke, som jeg dengang troede, et enkelt menneskes ophøjede visdom, men et prægtigt udsagn om det guddommelige i alle mennesker.”

2013, 23 dec

Einar Lund Jensen: Rejsen til landets ende. Historier om 1800-tallets indvandring fra Østgrønland til Kap Farvel. Museum Tusculanums Forlag, 190 sider, 198 kr.

€€€€

DA HEDNINGERNE KOM TIL LANDETS ENDE

 

af Hjalte Tin

Det oprindelige Grønland, Grønland inden det blev landet “Grønland”, hvordan så det ud? Og hvem var inuitterne inden de blev “grønlændere”? “Rejsen til landets ende” løfter en lille flig af sløret. Mænd i kajakker, kvinder i konebåde mellem is og klipper og skræmte, nysgerrige børn stirrer på os på smukke fotografier taget af den herrnhutiske missionær Ernst Bohlman i 1897.

Einar Lund Jensens bog er en forkortet og populær udgave af hans videnskabelige undersøgelse af indvandringen i 1800-tallet fra Østgrønland til det sydligste Grønland, Kap Farvel: landets ende. Hele det enorme område var ekstremt tyndt befolket. Det sydlige Grønlands samlede befolkningstal steg kun fra 391 til 581 mennesker på hundrede år. Samtidig forsvandt alle indbyggere fra Grønlands flere tusind kilometer lange sydøstkyst.

Udvandring til Kap Farvel området var svaret på sultedød, sygdomme og mord, og Einar Lund Jensen lægger ikke fingerene imellem: den oprindelige tilværelse i Østgrønland var en ubarmhjertig kamp for overlevelse. Hvis fangsten et år slog fejl blev de svageste sat ud, (pige)børn, enker og gamle måtte dø. Østgrønlænderne levede helt afskåret fra omverden af indlandsisen, men de har vidst at de mod syd kunne finde andre mennesker. Den farlige færd i konebåd syd om Kap Farvel kunne tage flere år. Det var først da de dukkede op på missionstationen Friedrichstal og på KGHs udsteder, at vi de fremmede møder dem i vores missionærer og handelsmænds optegnelser.

Historien om Kap Farvel var et trekantsdrama mellem grønlænderne, den danske stat og de tyske missionærer. Kongelige Grønlandske Handel tjente penge på at købe skind og spæk af fangerne og ønskede derfor en spredt bosættelse og jagt over et stort område. Brødremenigheden ville frelse hedningene og ønskede koncentereret bosættelse nær missionen, så skolegang og forkyndelse blev lettere. Den danske krone havde magten i Grønland, og Einar Lund Jensen viser overbevisende hvordan hensynet til handlen op igennem 1800-tallet fik spredt indvandrerne på mange udsteder. Østgrønlænderne bestemte selv at udvandre til Kap Farvel. Missionen gav en mulighed for at overleve. Dåb, puritanske livsregler og en ny grønlandsk kultur fulgte med. Og i den danske koloni havde grønlænderne ingen rettigheder.

Europæerne førte nøje regnskab over deres mellemværende med inuitterne, de danske handelsmænd med spæk og skind, de tyske missionærer med sjælene. Skrive ned og dokumentere med folketællinger, kirkebøger, indhandlingslister, tegninger og de første fotografier. Inuitterne selv har kun efterladt sig få spor som hustomter og redskaber. Deres sprog og historier er overleveret igennem udefrakommendes referater, og fra 1860erne i den første grønlandske avis.

Einar Lund Jensen holder sig ædrueligt, sagligt og tørt til disse kilder. Læseren får ganske vist flere grønlandske livshistorier, men kun i deres blege aftryk i kilderne. “Rejsen til landets ende” lander mellem to stole, videnskabelig trofasthed overfor de magre europæiske kilder af selve indvandringen, og forfatterens yderst forsigtige personlige fortolkning og fortælling om hvem disse indvandrere både før og efter de blev “grønlændere”.

“Rejsen til landets ende” lever og ånder i billedsiden. Her får læseren endelig et glimt af menneskene bag de tørre tal. Missionærernes tegninger og fotografier giver sammen med nye fotografier af Kap Farvels natur et fint indtryk af den smukke og barske verden det hele handler om. “Rejsen til landets ende” er en visuelt smuk bog. Billedsiden er fremragende. Bohlmanns fotografier er et scoop der får mit fjerde hjerte.

2013, 4 december

Jesper Kenn Olsen: Kunsten at ville. Historien om World Run 2: fra Nordkapp til Cape Town og fra Sydchile til Newfoundland. Haase og Søns Forlag, 364 sider, xx kr.

€€€

MANDEN DER VILLE VINDE

af Hjalte Tin

Tillykke med rekorden, Jesper! Den første der har løbet jorden rundt fra nord til syd og tilbage. Måske er der flere mennesker derude, som har en krop, der kan løbe lige så langt som Jesper Kenn Olsens kan. Men det er ikke nok. Man skal også ville. Et maratonløb om dagen, hver dag i fire år. Og for at det ikke skal være løgn, løb Jesper Kenn Olsen jorden rundt øst-vest for nogle år siden, beskrevet i bogen “Jorden rundt i løb” fra 2007.

Muskler, sener, led og nerver presset til det yderste af viljen. Jesper og Jespers krop er de to hovedpersponer i bogen. De fører lange samtaler, narrer hinanden, forhandler, taber besindelsen, råber, lider og går hver sin vej, finder hinanden, kommer med belønninger og fortsætter.

Kenn Olsen har sat den regel op for sig selv at der ikke må være en eneste dag uden løb, så selv på den overfyldte båd mellem Egypten og Sudan jogger han 10 km frem og tilbage i en lille kahyt, som han deler med, hvad der må være, en meget sportstolerant familie.

Løbet var længere og hårdere denne gang, men det kan ikke skjule at der er tale om en gentagelse af det første løb. Præcis som Mount Everest kun var ubesejret første gang og bjergbestigere lige siden har måtte opfinde ekstra udfordringer for at kunne score en ny Første Gang. Kenn Olsen er blevet mere professionel og ruten vanskeligere, men nu ved han og læseren at man kan løbe jorden rundt.

Det er et handicap for bog nr. 2, som Olsen har svært ved at skrive sig ud af. I “Kunsten at ville” må de mindre problemer undervejs levere fremdriften. Igen og igen får læseren at vide, at nu bliver det spændende: “katastrofer skulle der blive rigeligt af”, “det skulle komme til at gå galt”, “der var flere uheld i vente”. Jesper koketterer med at være sat skakmat, men redder sig med et skud peptalk om at vende problemerne til noget positivt: ”Min situation var ganske vist næsten så trist, som den kunne blive, men jeg må erkende, at jeg aldrig havde haft en så fantastisk fødselsdag.” Og tilsidst får vi en skåltale om at hele ideen med løbet er “at mødes med andre kulturer og med løbet som redskab finde bro over vores forskelligheder i kultur, religion og hverdag.” Virkeligheden er at rekordforsøget benhårdt trumfer alt undervejs.

Selv de to kvinder der optræder i bogen. Først den australske eliteløber Sarah og senere den danske ulandsarbejder Line. Jesper beskriver hvordan begge kærester kolliderer med hans kompromisløse løbepersonlighed. “Et følelsesmæssigt uvejr brød ud i lys lue”, som han skriver et sted. Sarah og Jesper slår følge, i løb selvfølgelig, på det ene kontinent efter det andet. Men hver gang ender de med at blive uvenner og bitre konkurrenter. Line tror Jesper har afbrudt sit forhold til Sarah, men det har han ikke, og det ender trist for Line, som havde håbet på et ægteskab. 

Kenn Olsen gør sig tanker om de lande han løber igennem, men udbyttet af fire års erfaringer må siges at være små overfladiske snapshots. Sudan er et højdepunkt med en sympatisk, muslimsk befolkning, Etiopien et helvede af kristne bøller der kyler sten efter løberen, som uheldigvis netop her har dage uden ledsagebil. Afrika er demoraliseret af ulandshjælp, som har frataget folk initiativ og evnen til at hjælpe sig selv. I modsætning til Sydamerika, der overrasker vores løber positivt med udvikling, initiativ og udbredt velstand. USA er i chokerende grad sunket ned i krise og pessimisme på bare seks-syv år, siden han løb igennem landet første gang.

Den bedste løbepassage i bogen er den medrivende beskrivelse af et 90 km terrænløb i Florida. Her tager Jesper Olsen sig en “pause” fra de daglige maratonløb og stiller op mod verdenseliten. Læseren er med i Olsens maskinrum, der hvor hoved og krop på snedig vis kæmper mod og med hinanden om ære og stolthed. Dybest set, forstår vi, handler det ikke om at vinde over konkurrenterne, men over kroppen. For alle Danmarks løbere må “Kunsten at ville” være den store inspiration, eller måske en skræmmende udfordring?

2013, 15 november

Daphne Sheldrick: Mit afrikanske liv. Eventyr, kærlighed og elefanter. Nyt Nordisk Forlag, 364 sider, 300 kr.

ELEFANTERNES VUGGEVISE

af Hjalte Tin

€€€

Her taler en kvinde med et langt livs erfaring med Kenyas elefanter. Daphne Sheldrick er den første der haft held med at fodre, pleje og opdrætte forældreløse elefantunger. I sin selvbiografi tager hun læseren med fra sine første famlende forsøg for 50 år siden i Tsavo nationalparken til den internationale succes med sin elskede elefant-børnehave i Nairobi. Elefantpersonligheder som matriarken Eleanor, fulgt gennem generationer, er bogens røde tråd.

Daphne er en skarp iagtager af dyreadfærd, hvad enten det er fugle, hjorte, zebraer, næsehorn, elefanter - eller hendes familie. Sheldrick insisterer kampberedt på at elefanter kan forstås ud fra en menneskelig målestok, at de har et følelsesliv som mennesker, at de aldrig glemmer, kender døden, at de har telepatiske evner, og at deres samfund gennem tiderne er blevet båret af en streng moralkodeks. Hvad hun så forstår ved samfund og moral bliver ikke forklaret.

Daphnes store kærlighed er den 15 år ældre, smukke, modige, intelligente, hårdføre og beundrede nationalparkchef David - “en forbløffende vidunderlig mand”.  Men da hun bliver gravid med ham, er det “en nyhed jeg vidste ikke ville blive modtaget med begejstring.” De får dog 17 gode år sammen inden han dør, hvorefter hun med sine døtres hjælp stifter The David Sheldrick Wildlife Trust.

“Mit Afrikanske Liv” er skrevet til det store internationale publikum, som støtter hendes vildtbeskyttelsesfond. Som hun fremstiller det, er elefanterne ikke en hjertesag for afrikanerne. Masaiernes manddomsprøve var at dræbe en løve. Nu er løverne væk, så istedet dræber de en elefant. I Vestafrika dræber afrikanerne elefanterne for at spise dem, og i Østafrika dræber fattige bønder elefanterne fordi de ødelægger deres afgrøder og fordi elfenbensmafiaen betaler dem for at drive krybskytteri.

At Kenyas elefanter er truet er uomtvisteligt, men det skæmmer bogen at Sheldrick sjusker med tallene. Kenays elefantbestand i 1973 opgives et sted i bogen til 300.000, men senere til 167.000. Vi hører at der i 1989 kun var 16.000 elefanter tilbage, men ikke at bestanden nu vokser, og i 2012 var kommet op på 35.000. Fordi det ville svække bogens opfordring til at støtte Sheldricks elefantfond økonomisk?

Hendes livsperspektiv er arbejdet med dyrene, og samfundet udenom ikke får mange ord. Lige så generøs hun er i sit syn på elefanternes “samfund” lige så indskrænket omtaler hun afrikanerne, som med ganske få undtagelser, er en truende ansigsts- og navneløs masse. For elefanternes skyld forekommer det utidssvarende og uheldigt. Kenyas dramatiske befolkningstilvækst fra 6 millioner i 1950 til 40 millioner idag, som mere end noget andet truer elefanterne, nævner Daphne ikke. Den store skurk i bogen er krybskytteriet, som hendes mand uden nåde bekæmpede. På et tidspunkt var næsten alle de indfødte naboer til nationalparken fængslet for krybskytteri. Måske ikke den mest konstruktive tilgang.

Da Kenya blev selvstændigt følte Daphne Sheldrick sig dybt svigtet af sit fædreland, som hun aldrig havde besøgt: “Jeg var helt igennem britisk og loyal mod kongemagten, og så blev jeg alligevel brændemærket af mine såkaldte landsmænd. Vi kunne aldrig blive ægte britiske igen på grund af vores lange isolation i Afrika. Ej heller kunne vi blive ægte afrikanere, på grund af hudfarve og kultur.” Naturen, dyrene og frem for alt elefanterne er hendes tilknytningspunkt til Afrika og bogens styrke. Daphne er et tankevækkende, hvidt bekendtskab og en guldgrube hvis man er skudt i elefantunger.

2013, 29 oktober

Janni Andreasen: Altid frimodig. Biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen. Gyldendal, 383 sider, xx kr.

PETER I SIN EGEN RET

€€€€€

af Hjalte Tin

Peter Freuchen er blevet kaldt alt fra Peter Løgn til Polarhistoriens Muntre Søn, og altid er målestokken Knud Rasmussen, hans livslange ven, chef og modstykke. Nu har Janni Andreasen, journalist og arktis-kender, viet Freuchen en stor, detaljeret og eminent læseværdig biografi. Prisværdigt, for Freuchen kunne bestemt selv, og fik efter de berømte Thule-år med Knud Rasmussen, et langt liv som globalt feteret forfatter og eventyrer.

Det lykkedes Freuchen, måske bedre end nogen anden dansk forfatter før eller siden, at gøre Arktis nærværende for alverdens læsere, gerne med hjælp af den grove overdrivelse og et glimt i øjet. Peter Freuchen fik således engang ved et selskab en nysgerrig dame til bords. Specielt var hun meget interesseret i at vide, hvorfor han gik med træben. Hvor var hans rigtige ben blevet af? Var den blevet ædt af hajer? “Nej” sagde Freuchen, “det har jeg selv spist.” “Selv spist?” “Ja, det var oppe i Grønland. Vi var sneet inde, min kammerat og jeg, uden føde, tarmene skreg af sult. Til sidst så jeg ingen anden udvej end at spise mit ene ben.” “Men deres kammerat?” “Ja, han blev derude, stakkels mand. Han forstod ikke at holde måde. Han åd sig selv. Rub og stub!”

Peter, født 1886, fik sin første robåd som seksårig og blev opdraget med en frihed der ikke var almindelig for tiden og helt utænkelig i dag, hvor børn, for at komme ned på legepladsen, må gå med både livrem, seler og mobiltelefon. Peter søgte eventyret og eventyret var Grønland. Han kom derop som tyveårig på Danmarksekspeditionen og forelskede sig hovedkulds i landet og menneskene. Freuchen stod op for sine følelser og tog et skridt, få om nogen af vores mange Grønlandsforskere har vovet. Han giftede sig med sin kæreste Navarana, en pige fra Thulefolket. Et hedensk par, skumlede missionen. Peter var ateist og ikke bange for at udfordre de kristelige både i handling og i utallige artikler i Politiken. Han brænder igennem i Altid Frimodig, en eventyrer der turde sige sin mening og handle derefter, og det imponerer stadig.

Peter tilbragte ti år i Thule, som bestyrer for den handelsstation han drev sammen med den omkringfarende Knud Rasmussen. Her fik Freuchens liv en storpolitisk betydning. I begyndelsen af det tyvende århundrede var det nordlige Grønland inklusive Thule ikke dansk, men et ukendt no-mans land. Ingen forestillede sig at eskimoerne skulle blive herrer i eget hus, så spørgsmålet var derfor, hvilken nation der kunne og ville kolonisere det nordlige Grønland.

Freuchen og Rasmussen hejste det danske flag i Thule og håbede at den danske stat ville overtage deres private koloni og udkonkurere Norge. Det blev også resultatet, men da var Freuchen blevet fyret som bestyrer af Thule og forlængst igang med en ny fase af sit liv som forfatter og international berømthed. Og det er biografien også.

Da falstringen Freuchen vendte hjem til Danmark købte han øen Enehøje i Nakskov fjord, hvor han drev landbrug, pelsavl og meget andet. Han var en rasende flittig rejsende, journalist og forfatter. Freuchen udkom på 22 sprog og blev Danmarks bedst sælgende forfatter i udlandet. Han blev en stjerne i Hollywood, New York Times var på fornavn med “big Pete” og han blev rådgiver for præsidenter og statsministre.

Andreasen betoner med rette Freuchens uforfærdede undsigelse af nazismen. Han skjulte flygtninge fra Nazityskland på sin ø, og han talte Hitler offentlig imod og endte med at blive udvist af Tyskland i 1936 og interneret i Høveltelejren under anden verdenskrig.

Om Peter Freuchen som forfatter, skriver Andreasen forsigtigt, var der næsten lige så mange meninger, som der var læsere. Kunne han overhovedet skrive? Er det litteratur? Kan man regne med det han skriver? Hun lader Knud Rasmussen svare - i hans anmeldelse af Freuchens første roman Storfanger - “De eksimoer vi møder i denne bog, tænker, føler og fornemmer virkelig eskimoisk, i dette tilsyneladende så selvfølgelige, men dog så usigeligt svære, ligger hele bogens betydning og originalitet.”

Polarforskeren Lauge Koch gav Rasmussens vurdering brod: “Knud skrev, hvad han mente var Videnskab, det blev undertiden Romanstof. Freuchen kaldte sine Bøger Romaner, og meget af det blev Virkelighedsskildring.” I en biografi om Freuchen er det en mangel ikke at følge dette spor og vove en egen vurdering.

Janni Andreasen er en selvudslettende biograf, helt modsat Niels Barfoed, der i sin roste Knud Rasmussen biografi er den drevne litterære iscenesætter, som her: “Freuchen fastholdt en socialdemokratisk grundindstilling, mens Knud Rasmussen udviklede og befæstede sin overgribende nationale og upolitiske position. Her kunne Peter Freuchen ikke følge ham. Det var Knud Rasmussen, der blev Rebild-taler - i øvrigt med bravour - og ikke Freuchen.” Elegant, men ikke rigtigt. Fire år efter Knud Rasmussen talte var Freuchen hovedtaler ved Rebilfesten, ovenikøbet ved 25 års jubilæet i 1934.

Andreasens bog er en page-turner, og sandelig: skam få den som skriver kedeligt om Peter Freuchen. Janni Andreasen har gravet dybt i kendte og nye kilder til Peter Freuchens liv og resultatet er levende og stærkt underholdende. Hun afklæder kærligt og kritisk skrønerne, ikke med pedantisk rethaveri, men af beundring for Freuchens geniale evne til at fortælle en historie, så den sande kerne glimter uforglemmeligt.

“Altid frimodig” er Janni Andreasens hilsen til Peter Freuchen, som kaldte sine egne selvbiografier for “I al frimodighed” (1953) og “Fremdeles frimodig” (1955). Han har været heldig med Andreasen, og det er læserne også, som bogen og Peter Freuchen fortjener mange af.

2013, 17 september

Sven Burmester: Jorden rundt i 70 år. Erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden. Informations Forlag. 240 sider, kr. 269,95

MANDEN DER OPSTILLEDE EN MILLION KONDOMAUTOMATER

af Hjalte Tin

€€€€

Sven Burmester kaster sig ud i den danske andedam med et ordentlig plask. Den tidligere vicedirektør i Verdensbanken, kemiprofessor i Andesbjergene, chef for FNs familieplanlægning i Kina og nu global pensionistnomade med fast bopæl i USA, Egypten, Kina og Danmark, erklærer frimodigt at han ud fra egne oplevelser har noget vigtigt at sige os, om hvordan vi sikrer en stabil, fredelig og bæredygtig verden. “Derfor skriver jeg erindringer.”

Det er ikke første gang Burmester deler ud af sine globale indsigter. I sin nye bog fortæller Burmester, hvordan hans globale arbejdsliv førte ham frem til den knusende konklusion at islam er den store taber og Kina den klare vinder i forsøget på at indhente vesten. Synspunkterne er de samme som Burmester argumenterede skarpt, veloplagt og klogt for i Fred og Fare (2007).

I Jorden rundt i 70 år er vi med hele vejen fra barndommen i krigstidens Ålborg til nutiden. Han må prale lidt: i 1959 fik han Danmarks højeste studentereksamen, som sikrede ham et eftertragtet Fulbright-legat til at studere i USA. Alt sammen ved at lære udenad, “kreative evner har jeg ikke”.

Som 26-årig blev han med Danida i ryggen professor i kemi i Ayacucho på et universitet ledet af Efrain Morote, hjernen bag terrorgruppen Den Lysende Sti. “De to et halvt år i Andesbjergene havde været gode og lærerige for mig. De havde ikke gjort den mindste forskel for Peru. Peru ville forblive et fattigt, uretfærdigt samfund, så længe befolkningstilvæksten fortsatte. Der var tolv millioner peruanere da jeg kom, nu er der 28 millioner. Peru er trods en vis økonomisk fremgang ikke kommet videre, men lever med et større antal fattige og et langt værre miljø end i min tid.”

I de første kapitler pibler en smule alkohol og sex frem mellem linjerne. Han trøster sig med en indianerpige og drikker sig fuld sammen med de revolutionære. Men det forsvinder altsammen efter ægteskabet med den amerikanske atomkrigsekspert Janet. “Det blev et stille, roligt og fornuftigt forhold.” Man skal passe på med at blive for involveret, siger Burmester et sted, for før eller siden bliver man svigtet. Læseren forstår dog, at fyrre år efter er de sammen endnu.

I kapitlet om Verdensbanken spørger Burmester om ulandshjælp overhovedet virker. Hans provokerende svar er, at det ved vi ikke, for vi har aldrig prøvet, fordi hjælpen er så uendelig lille i forhold til behovet. Så McNamaras drøm om at uddrydde verdens fattigdom “var alene af den grund urealistisk.” Det undrer mig at Burmester, for hvem arbejdet med McNamara og udviklingshjælp var en “afgørende” del af hans liv, end ikke antyder, hvad motivet så har været for ulandshjælpen. Var det forsvaret for USAs nationale interesser og den globale kamp mod kommunismen? Og på det personlige plan, hvilke mellemregninger skulle der til for at vie sit liv til et arbejde som var urealistisk?

Da Burmester mange år efter han havde forladt Verdensbanken mødte McNamara fik han endelig modet til at spørge ham, om det var ham der slog Che Guevarra ihjel. “Der blev stille. Så sagde McNamara: “Det husker jeg ikke. Men under alle omstændigheder må det have været Det Nationale Sikkerhedsråds beslutning.” At McNamara næst efter præsident Johnson var det mest magtfulde medlem af rådet, nævnte han ikke.” Che eller McNamara for Sydamerika? Burmester samler ikke historien op. Han skal videre til det vigtigste land i hans historie.

Befolkningstilvæksten er menneskehedens største problem, argumenterer Burmester. Derfor er han overbevist om at Kinas étbarnspolitik var nødvendig, ikke bare for Kina, men til hele verdens fordel. Derfor er det ganske forståeligt, at han udnævner opstillingen af en million kondomautomater som sit eftermæle som chef for FNs familieplanlægningsfond i Kina. Og at han trækker på skuldrene, af at adskillige amerikanske konservative på nettet anklager ham for at være delagtig i massemord.

Følelser og privatliv er ikke Burmesters ærinde i denne erindringsbog. Derimod beretter han indgående, hvordan han med livslange sprogstudier og filosofiske læsegrupper bygger sin helt egen platform, som med en fart af en jordomflyvning om året, giver ham et priviligeret udblik over verdens udfordringer. 

Europa kunne ende som Japan, forudser Burmester på sin korte, skråsikre måde. Som Japan der ikke ønsker at blande sig internationalt, ikke vil have immigration, ikke formår at lære ordentlig engelsk, men glæder sig over teen og de visnende kirsebærblomster. “Ikke ligefrem den fremtid, jeg kunne ønske for os, men jo heller ikke nogen katastrofe.”

Det er tankevækkende at følge Burmester gennem 70 år, en dansker som har sejlet højt og langt på det tyvende århundredes fremskyllende globaliseringsbølge. Hans ærinde er debatten og ikke privatlivet, og for dem der har læst hans tidligere bog Fred og Fare er argumenterne ikke nye, omend stadig aktuelle, provokerende og nødvendige. “Jorden rundt i 70 år” når ikke hele distancen fra debatbogen til den åbenhjertige selvbiografi.

2013, 27 maj

Jon Krakauer: Op i det blå. Lindhard og Ringhof. 303 sider, 250 kroner.

DØDEN PÅ TOPPEN

€€€€

af Hjalte Tin

Kapløbet om at blive det første menneske der nåede frem til jordens ende er blevet vundet tre gange: 1909 på Nordpolen, 1911 på Sydpolen og 1953 på den tredje pol, verdens højeste bjerg. 29 maj 1953 kunne Edmund Hillary og Tenzing Norgay udmattede og lykkelige plante deres isøkser på verdens tag. 60 år senere, i år, har 600 bjergbestigere begivet sig mod toppen, hvor de måtte stå i kø for at klatre det sidste vanskelige stykke. Over hele verden markeres 60-års jubilæet for bestigningen af Mount Everest, og herhjemme har Forlaget Lindhardt og Ringhof valgt at genudgive Jon Krakauers Everest-beretning “Op i det blå” fra 1997. Den handler ikke om Hillary og Tenzing, men om en katastrofe i 1996. Katastrofer sælger, og Jon Krakauers beretning er blevet en klassiker der har solgt i millionoplag.

Det er en hamrende god bog. Den iskolde spænding står op fra siderne. Vi ved det skal gå galt, grueligt galt, og det gør det. Gennem bogen strammes skruen på ubarmhjertig vis. Udmattelse, iltmangel, forfrysninger, fatale misforståelser og død; læseren får det hele med. Historier om perfekt forberedte og heldigt gennemførte ekspedition sælger sjældent billetter, men katastrofer, uheld, tåbeligheder, dumdristighed og store egoers drama gør, og Krakauer oplevede det hele på Everest i 1996.

Krakauer er en meget cool, præcis og ærlig forfatter. Han hæver ikke stemmen og er imponerende god til at skrive stemninger og detaljer frem så læseren mærker hvordan det er at stå på verdens tag “Jeg havde ikke sovet i syvoghalvtreds timer. Den eneste mad jeg havde været i stand til at tvinge i mig var en skål nudelsuppe og en håndfuld M&M peanuts. 8848 meter oppe i troposfæren nåede der så lidt ilt frem til min hjerne at mine åndsevner svarede til et tungnemt barns. Under de givne omstændigheder var jeg ude af stand til at føle ret meget andet end kulden og trætheden”.

Hans kammerater sled sig mod toppen og den ene lille ting efter den anden gik galt for dem. Den erfarne guide Rob Hall ventede alt for længe på at de sidste dødeligt udmattede klienter skulle nå toppen. Natten nærmede sig, det blæste op til fuld storm, iltflaskerne løb tør og temperaturen faldt til minus 50. Kræfterne slog ikke til, ingen kunne undsætte dem og en efter en bukkede de under. Krakauer var heldig. Det lykkedes ham at slippe levende ned igen gennem dødszonen i den frygtelige isstorm der fangede flere af hans kammerater.

Jon Krakauer kom til Everest som journalist for at dække en kommerciel ekspedition for et amerikansk blad. Han havde sagt til alle, ikke mindst hans kone og sig selv, at han ikke gik efter toppen. Men som elitebjergbestiger med en drengedrøm om Everest gik alle fornuftige hensyn op i det blå da han fik chancen. Og da katastrofen dræbte tolv mennesker på bjerget fik Krakauer mere brændstof til sin historie end han havde bedt om.

Krakauers personlige Everest-success endte paradoksalt med en følelse af et kæmpe svigt af klatrekammerater, som han ikke fik reddet, selvom han gjorde hvad der var menneskeligt muligt i den frygtelige isstorm i 8000 meters højde. “Everest er i sit inderste væsen en irrationel handling - en lystens sejr over fornuften. Den enkle sandhed er at jeg vidste bedre, men tog af sted til Everest alligevel. Og ved at gøre det, blev jeg meddelagtig i gode menneskers død, hvilket sandsynligvis er noget jeg vil have siddende på min samvittighed i meget lang tid.”

Everest sætter verdensturismen på spidsen. Nepal og Kina, som kontrollerer adgangen til bjerget, har en økonomisk interesse i at sælge tilladelser, bjergbestigningsfirmaerne lever af trafikken, sherpaerne får arbejde og udvikling af deres samfund, og der er en uudtømmelig skare af bjergbestigere, som vil betale næsten hvad som helst, for at få drømmen om at bestige verdens højeste bjerg opfyldt. Selv den mest utilgængelige plet på jorden kan ingen have for sig selv. Måske er det ikke så vigtigt. Krakauer er befriende uromantisk og begræder ikke at han ikke har bjerget for selv, eller at Nepal har udviklet sig i de 60 år der er gået siden Hillary og Norgay besejrede Everest.

“Op i det blå” giver læseren mere end et sportsdrama. Her er også reflektioner fra et tænksomt menneske der har set sine kammerater dø og nu sidder tilbage med skyldfølelse over at have overlevet. I sin kerne er bjergbestigning ligesom andre livsfarlige og ekstreme fornøjelser et hensynsløst ego-trip, hvor alle menneskelige relationer må ofres for at få et skræmmende blik på døden og et vidunderligt sus af livsfylde. Det er Krakauers hudløst ærlige og rystende beskrivelse af det menneskelige drama på bjerget som hæver “Op i det blå” op over de allerfleste andre bjergbestigningsbøger.

2013, 3 april

Thor Heyerdahl: Kon-Tiki-ekspeditionen. Oversat fra norsk af Dagny Sandvad. Gyldendal, 288 sider, 199,95 kr.

FANTASIEN TIL MAGTEN

af Hjalte Tin

€€€€€€

——

Thor Heyerdahl skabte det tyvende århundredes mest ikoniske rejse. Eventyret fik et moderne, ældgammelt navn: Kon-Tiki.

——

Lad det være sagt med det samme: “Kon-Tiki Ekspeditionen” er en vidundelig bog, eminent velskrevet, neglebidende spændende og stadig lige så frisk underholdning, som da den udkom for 65 år siden.

“Næste sø kom jagende og rejste sig op af skumstriberne som en blinkende væg, der begyndte at kamme over, idet den nåede os. Da den kæntrede, så jeg ingen anden udvej end at hage mig godt fast i en opstaget bambuspæl i hyttetaget, og jeg holdt vejret, mens vi blev slynget i vejret, og alt omkring mig blev borte i brusende strømhvirvler. I et nu var vi oven vande igen med Kon-Tiki, og vi gled roligt ned ad en jævn bølgeryg på den anden side.”

Historien og bogen om Kon-Tiki starter med mysteriet om hvordan Stillehavets fjerne øer var blevet befolket. Den 33 årige zoolog og antropolog fra Norge argumenterede uforfærdet op imod al vedtaget lærdom, at polynesernes søde kartofler, deres græskar og gamle legender viste at de stammede fra Sydamerika og ikke fra Asien, som alle andre mente. Heyerdahls kup var at han kunne formidle sin teori i en enkelt sætning, der ikke kun var umiddelbart forståelig, men i et storslået kast med fantasiens tryllefløjte forbandt Sydamerikas forsvundne højkulturer med Polynesiens indfødte på selv de allermest isolerede palmeøer. De var sejlet dertil, drivende på balsaflåder, båret mod vest af vind og havstrømme.

1947: rejser ud i verden er en umulig drøm for anden verdenskrigs overlevende. Store dele af Europa ligger stadig i ruiner, men ikke i USA. Her møder læseren Heyerdahl, der forud for sin tid tænkte og handlede globalt med en medieflair som var fuldstændig enestående. I bogen gør Thor Heyerdahl meget ud af alle de knusende argumenter imod hans flåde. Han ville overbevise verden og råbe den afvisende videnskab op med et uigendriveligt bevis. Eventyreren Thor satte trumf på Heyerdalhs videnskabelige teori, for han turde selv forsøge at krydse Stillehavet på en balsaflåde.

“Jeg havde én eneste trumf på hånden, den som hele sejladsen hvilede på. Jeg vidste hele tiden med mig selv, at en forhistorisk kultur var spredt fra Peru og over til øerne på en tid, da sådanne flåder var de eneste fartøjer på denne kyst. Og jeg konkluderede generelt, at hvis balsaen kunne flyde og surringerne holde for Kon-Tiki år 500 e.Kr., så ville de gøre det samme for os nu, hvis vi blindt lavede flåden nøjagtig mage til.”

Med sin teori og sin dristighed mobiliserede den norske eventyrer støtte fra Peter Freuchen, det amerikanske forsvarsministerium, Perus præsident og en utrolig hær af notabiliteter, der snart alle dansede bag hans tryllefløjte. På få måneder lykkedes det at finde balsatræer i junglen og rekonstruere en forhistorisk flåde. Den 28. april 1947 blev sejlet hejst på Kon-Tiki, og med fem mænd, han ikke kendte i forvejen, begav han sig ud på Stillehavet.

Historien er fortalt så flyvefisk lander lige midt i læserens ansigt. Man sidder helt ude på kanten af stolen da det værste sker: mand over bord. Kon-Tiki kan ikke vende og den stakkels Herman driver hurtigt væk fra sine kammerater. Så springer Knut i havet og når frem med en redningsvest og et tov lige inden det er for sent.

“Der faldt ikke mange muntre replikker den aften. Alle mand følte det krible koldt gennem marv og ben længe efter. Men kuldegysningerne var blandet med en varm taknemmelighed over at vi fremdeles var seks mand om bord. Vi sagde mange pæne ting til Knut den dag, både Herman og vi andre. Men der var ikke lang tid til at tænke på det, der var sket, for mens det sortnede over os, tog vindstødene til i styrke, og før natten kom, red vi ind i en ny storm.”

Lige siden balsaflåden tordnede ind i koralrevet på Raroia 101 dage efter starten, har Kon-Tiki sejlet videre på et andet og endnu mere stormfuld ocean. For beviste Heyerdahl og hans fem raske gutter egentlig deres teori om folkevandringen over havet? Hvem bestemmer i videnskaben? Kon Tiki førte Norges flag og ti andre, men øverst på masten smældte en usynlig dug, piratflaget, for her kom Thor frisk stævnende alene imod alle verdens akademiske dødbidere - bidende ondt portræteret i begyndelsen af bogen - og det er dette mod, det at turde sætte livet på spil for en ide, og ikke bare vove livet i kamp mod havet, som har gjort historien om Kon-Tiki udødelig. Og så fordi Heyerdahl kunne få sin historie ud over rampen.

Nu genudsendes Heyerdahls bog på ryggen af en storfilm, og med 50 millioner solgte eksemplarer på 70 sprog er Kon-Tiki blevet et fænomen larger than life. Mange vil have læst bogen om Kon-Tiki engang. Jeg kan kun håbe at den vil få mange nye, unge, læsere, som her kan komme med på et rigtigt eventyr på liv og død, mere underholdende end det mest kulørte reality show. Kon-Tiki taler stadig til os fordi vi tørster lige så meget efter eventyret idag, som de gjorde i 1947. Dengang spærrede fattigdom og grænser for at komme ud og opleve eventyret; idag skal vi hugge os vej gennem tv-studier, pakkerejser og kommercielt pjat for at komme ud på et autentisk eventyr.

Idag har Heyerdahls teori ikke mange støtter. Antropologien og genetikken giver ham ikke ret. Men det trækker ikke fra eventyret. Tværtimod holder det liv i konflikten mellem Heyerdahl og den etablerede videnskab, den konflikt som fik sit mest dramatiske udtryk i eventyreren Thors bedrift på havet. Som dagene gik på oceanet og de seks mænd nærmede sig målet i Polynesien, båret frem af havstrømme og vind, var det som om naturens evige kræfter gav Heyerdahl ret. Det var muligt at sejle fra Sydamerika til Polynesien, havene adskiller ikke, men forener verdenskulturerne.

2013, 24 januar

Catalina Pena-Guillén og Jesper Sørensen: Det glemte eksperiment. Historien om 48 familiers udvandring til Venezuela. Rosenkilde & Bahnhof. 250 sider, 250 kr.

EN UDVANDRINGSSKANDALE

af Hjalte Tin

€€€

——

En udvandringsskandale som regeringerne i Danmark og Venezuela lige siden 1938 har forsøgt at gemme bort under støvede lag af glemsel.

——-

I 1938 rejste 48 danske familier, 75 voksne og 175 børn, i fællesskab ud for at skabe sig en ny tilværelse som bønder i Chirgua-dalen, en afsides dal omtrent 200 km vest for Caracas i Venezuela. Det sydamerikanske land ønskede blonde nordboer med landbrugsviden til at “civilisere” Venezuela og præsident Contreras stod klar med åbne arme og masser af landbrugsjord. Kriseramte Danmark kunne godt undvære arbejdsløse, og i løbet af et par hektiske måneder i foråret 1938 havde topembedsmænd i de to lande skruet en aftale sammen, som de facto solgte de danske udvandrere til en slags stavnsbånd. Danskerne skulle opdyrke tropedalen og sælge deres afgrøder til et statsligt selskab, og kunne i bedste fald på ti-femten år afbetale deres gæld for huse og jord til Venezuela.

Men alt gik galt. Den bizarre historie rulles op i forfatterne Catalina Pena-Guillén og Jesper Sørensens bog “Det glemte Eksperiment”. I forhold til andre destinationer for danske udvandrere som USA og Argentina var Venezuela forsvindende lille. Det interessante ved historien er at det var Danmarks eneste statslige forsøg på kollektiv udvandring. 6000 fattige danskere skrev efter ansøgninsgpapirer, 500 deltog i den endelige udvælgelse, og da de 48 udvalgte familier tog afsted fra Hovedbanegården, var det med fest og farver, officielle taler fra Statens Udvandringskontor og Venezuelas landbrugsministerium, direkte transmission i statsradiofonien og vinkende mennesker langs banen helt til Valby.

I Venezuela havde myndighederne nedbrændt de lokale bønders hytter for at jage dem væk fra den jord, som danskerne skulle opdyrke. Men den var ikke klar, sådan som danskerne var blevet lovet, og de fleste nægtede at rydde jungle, og fik aldrig sået noget inden de opgav kolonien. Flere danskere var “besværlige”, andre var fordrukne, en enkelt var seksualforbryder og to børn var handikappede (og dermed uønskede i Venezuela), og nogle endda mistænkt for at være kommunister, som Venezuela på forhånd havde forbudt indrejse. Alt dette er kulørt og rummer menneskelige dramaer. De to forfattere har grundigt endevendt arkiver og gamle aviser, men de danske udvandrere har efterladt sig ganske få spor, og bogen formår ikke at puste liv i hovdpersonerne. Bogen har flere lange wikipedia-agtige rids af Venezuelas historie fra Simon Bolivars løsrivelse af Sydamerika fra Spanien i begyndelsen af 1800-tallet, til Hugo Chavez’ bolivarianske socialisme idag. Det er bestemt nyttigt for at få lidt baggrund til eksperimentet, men fokus flakker bort fra det glemte eksperiment til lidt almen Venezuela-info, og uden at diskutere, hvad udvandring og indvandring betyder dengang og nu, hvor Danmark også er blevet et indvandringsland.

Alle involverede, udvandrerne, de danske og venezulanske myndigheder, pressen og regeringerne erkendte at hele eksperimentet var en fiasko uden formildende omstændigheder. En verdenskrig kappede alle forbindelser med Venezuela, og bagefter ønskede alle kun at glemme det hele. For udvandrerne var det et personligt nederlag at det store spring til en ny og bedre tilværelse endte med en ydmygende hjemsendelse, de to landes myndigheder havde åbenlyst gjort et elendigt forarbejde, pressen var fra begyndelsen stærkt kritisk og svælgede i projektets pinefulde opløsning og regeringerne havde travlt ved håndvaskene i Danmark og Venezuela. En tiårig piges breve hjem til bedstemor er det mest positive vidnesbyrd de to forfattere har kunnet finde.

Kun én familie blev boende i kolonien, alle andre forsvandt indenfor de første par år. Men det betød ikke at kolonien blev opgivet. Tværtimod gav det plads for andre indvandrere, bl.a. fra de Kanariske øer og Cuba. Forfatterne er ikke kommet på den ide at spørge dem der bor der nu, hvordan de har fået et liv i la Colonia.

Forfatterne konkluderer at kolonien var dårligt forberedt, og dokumenterer det til overflod. De kommer ikke ind på det vigtige spørgsmål, hvordan det var gået, hvis de praktiske problemer var blevet løst? “Fædrelandet er en del af menneskets identitet, som de danske udvandrere forsøgte at holde fast i ved at holde jul, fødelsdage og bryllupper med så stort et dansk islæt som muligt.”

Ville danskerne være faldet til i Venezuela? Nogle få gjorde, nemlig ungkarle som blev gift med lokale kvinder og fik en forankring i det nye land, og dermed tilbageviser forfatternes ide om identitet. De nygifte mænd lærte sig spansk og blev med egne ord “venezuelanere”. Tredvernes race-sterotyper opererede slet ikke med at danskerne kunne lære noget af de farvede venezuelanerne. Danskerne fik at vide af lokale bønder at kartoflerne skulles lægges i november lige inden regntiden, men de hvide udvandrerne insisterede på at lægge dem i juni som man gjorde i landbrugslandet Danmark. Tørtiden tog livet af kartoflerne.

2012, 10 december

Helge “Congo-Kris” Kristensen: Dansk soldat i Britisk tjeneste - En personlig beretning om den glemte hær. Forlaget Vældgungerne. 381 sider, illustreret. 249 kr.

DEN GLEMTE HÆR

af Hjalte Tin

€€€

Befrielsen i 1945 gjorde ikke fremtiden lys for en ung mand på landet i Danmark. Virkeligheden var ikke bonderøvs-romantisk, men en kvælende udsigt til at skulle knokle som billig arbejdskraft i mudrede marker. Alt syntes bedre end at blive hjemme.

Sommeren 1945 besluttede en række politikere at pynte på Danmarks lidet heroiske optræden under krigen ved at tilbyde sejrherrerne danske frivillige. 2300 unge danske mænd, deriblandt 18-årige Helge Kristensen fra Djursland, greb chancen for at komme ud i verden, og lod sig hverve til den engelske hær.

Helge kunne, ligesom de fleste af hans kammerater, ikke et ord engelsk. Men de skulle hurtigt få lært tæft, trit og retning. Ingen kom i kamp, men henslæbte de tre år deres kontrakter lød på med træning, parader, vagttjeneste, rengøring og kedsomhed.

Helge Kristensen blev senere i livet til journalisten Congo-Kris og i sin nye bog “Dansk soldat i Britisk tjeneste” fortæller han ud fra sin dagbog og de breve han skrev hjem dengang til forældrene. Bogen bevæger sig indenfor en meget ung og naiv mands horisont, og det er en helt anden slags bog end Jakob Sørensens forskningsbaserede “For Danmarks Ære” der udkom sidste år, hvor de 1000 danske frivillige der gik i allieret tjeneste under anden verdenskrig blev trukket ud af glemslen.

Bogen er på godt og ondt et sjældent førstehånds vidnesbyrd fra et Danmark der ikke ofte skriver bøger. Bogens sprog passer til Kristensens erfaringer som en stiv, dårligt tilskåret uniformsjakke, lidt upersonligt, lidt gammeldags, der kun sjældent glider lidt til side og afslører soldaternes  grove omgangsform, hvor knytnæverne talte mere end søndagsskolen eller lader personen Helge Kristensen træde frem i al sin naivitet og smerte.

Helge Kristensen gjorde tjeneste i Karachi præcis på det tidspunkt da Britisk Indien brækkede over i Indien og Pakistan og der er mange små episoder i bogen der viser soldaternes racistiske foragt for de lokale. Congo-Kris stod ret da Lord Mountbatten inspicerede paraden i Karachi ved Pakistans fødsel d.14. august 1947. Men perspektivet i bogen løfter sig ikke et øjeblik fra unge Helge der polerer støvler og sveder tran, mens hinduer og muslimer myrder hinanden som en fjern kulisse for trommerummen på basen.

En enkelt gang kommer hadet og spændingerne i byen dog meget tæt på. Helge og en kammerat har vovet sig ind i Karachis spærrezone for at gå på bordel, og mens de er sammen med de skræmte prostituerede bliver kusken der venter på dem dræbt nede på gaden, og de slipper selv væk ved et usandsynligt held.

I passager er Kristensens eventyr i den britiske hær ikke andet end kedsomhed med parader, druk, slagsmål, træning og en aldeles uromantisk tropehede nedfældet omtrent lige så dræbende kedeligt. Helge stammer fra meget små kår på Djursland og en stormende forelskelse under en orlov i London i en fransk middelklassepige, førte til en frygtelig og godt beskrevet oplevelse af knusende klasseforskel.

Da Helge Kristensen kom hjem til Djursland fik han ikke tak fra fædrelandet, men besøg af skattevæsnet, som oplyste ham om at han nu skyldte skat af den lille løn den engelske hær havde betalt ham for de tre års tjeneste.

“Det gjorde ondt. Selvom mine forældre altid havde arbejdet hårdt og økonomiseret med midlerne, var der aldrig blevet noget overskud ud af det eller råd til luksus...Totalt ubemidlet og ingen indtægter eller adgang til nogen form for socialhjælp eller understøttelse. Det så virkelig sort ud. Skamfølelsen var næsten ikke til at skjule. Der var ingen hjælp at hente og jeg kunne ikke blive ved med at være en belastende skikkelse i mit beskedne fødehjem.”

Bogen kan som litteratur ikke få mere end to hjerter, men fortjener endnu et hjerte for at bringe en overset gruppe frem i den fælles danske erindring. Bogens styrke er dens upyntede dokumentation af et lille stykke ukendt danmarkshistorie og dens glimtvise vrede. “Det gjorde ondt at blive ignoreret og overset af landsmænd...takket være slimede magthavere og lusede mediefolk...De folkevalgte på tinge burde skamme sig.”

Bogen afsluttes med en 135 sider lang liste over de 800 kendte af de 2300 danskere der gjorde tjeneste i den engelske hær 1945-48.

2012, 1 november

Bjørn Harvig: Kaukasus og Kildevand. Historier fra en rejse til fods. Gyldendal, 288 sider, 300 kr.

€€€€€

GÆSTEVENSKABETS FINE KUNST

af Hjalte Tin

——

Da Bjørn først får gummiskoene på og begiver sig afsted til fods langs Sortehavet ind i Abkhasiens uvirkelige og forfaldne ferieparadis er der ingen vej tilbage, læseren er hægtet på og sluger hver eneste møde med vennerne på vejen.

——

I Kaukasus bestemte gæstevenskabets gamle tradition, at når en fremmed bankede på døren, skulle han modtages med det bedste huset havde. Når maden var spist skulle værten tilbyde sin gæst en god seng. Alle i huset trak sig tilbage, og den fremmede gæst ville nu opdage, at i sengen ventede husets smukkeste datter. Om morgenen ville man tage høfligt afsked med den fremmede, men havde han rørt datteren ville han blive dræbt.

Bjørn Harvig har overlevet at trave den lange vej gennem Kaukasus og i sin nye bog “Kaukasus og kildevand” fortæller han om de mennesker han møder, de storslåede bjerge, som han elsker, men også om hadet, utrygheden og desperationen i det urohærgede russiske Kaukasus.

Bogen og rejsen starter en smule trægt med tog gennem Rusland, men da Bjørn først får gummiskoene på og begiver sig afsted til fods langs Sortehavet ind i Abkhasiens uvirkelige og forfaldne ferieparadis er der ingen vej tilbage, læseren er hægtet på og sluger hver eneste møde med vennerne på vejen. Medrivende, ligefremt og aldeles troværdigt fortæller han om sin glæde ved at tage imod en invitation til at sætte sig ned, strække benene og få en smøg, en øl og en livshistorie.

Han bruger det meste af sin tid på at gå, men vi er ikke med på et sportstrip. I virkeligheden er det ikke langsomheden ved at gå, som åbner Kaukasus for Bjørn og for læseren, men hans faste tro på at der vil komme noget godt, om ikke andet så en god historie, ud af at følge med enhver, der siger “kom”. Kaukasus er et patriarkalsk sted, og det er mændene Bjørn kan gæsteelske. Kun en enkelt gang er det en kvinde - den smukkeste i Kaukasus - der fortæller sin historie, og her bliver det hurtigt vanskeligt, for hun er tvangsgift og manden er på vej.

Bjørn Harvigs ærinde er hverken at finde sig selv og meningen med livet, eller at give en politisk analyse af de komplicerede, århundrede gamle konflikter i Kaukasus. Læseren får en smule baggrundsviden, men det som står tilbage, når man har læst bogen, er billedet - understøttet af udtryksfulde fotografier - af almindelige mennesker, som prøver at klare dagen og vejen midt i et kaos af nationalisme, terror og korruption.

Bjørn føler sig hjemme blandt de “stærke, hårdføre og følsommme mænd i Kaukasus” og han erklærer, at han i sind ligner dem mere og mere, for hver dag der går. Han møder en mand på gaden og fem minutter efter har han fået et sted at sove, nøgler til en lejlighed og en ven som vil betale alt for ham. “Selvom mødet med Ali var kort kom det til at stå som et symbol på min rejse og på den gæstfrihed, jeg mødte undervejs. Ali var i én person den stolthed og den gæstfrihed som ER Kaukasus.”

Nasir fra Karatjaj hader russerne, mens fremmede Bjørn ikke bare er en ven, men en bror. Bjørn balancerer mellem broderskabet og hadet, som kun en gæst kan. Kun gæsten har det privilegium at stå udenfor konflikten, for så snart man bliver hængende må man vælge side. Det privilegium er Bjørn god til at udnytte - og skynde sig videre.

Klimaks i bogen er besøget på skolen i Beslan, hvor 400 børn og voksne blev dræbt af tjetjenske terrorister. Det er hjerteskærende godt fortalt. Her står Bjørn ansigt til ansigt med den skræmmende bagside af Kaukasus. Gæstevenskabets vidunderlige lov hviler på blodhævnens og hadets kompromisløshed. “Selvom jeg kan have forståelese for en sag, så kan jeg ikke finde ord for, hvor frastødende og uhyggeligt angrebet på børnene i Beslan var.”

Herefter får rejsen en stadig mørkere stemning og det bliver vanskeligere og farligere og tilsidst umuligt at fortsætte fodturen. 

Efter at alle har advaret ham mod at gå til fods, tager han bussen til Tjetjenien. Grosny er genopbygget som et mini-Dubai prydet af eneherskeren Kadyrovs portrætter, og vakler på en sump af undertrykkelse, lovløshed og Moskvatro islam. Ved foden af Elbrus bliver Bjørn anholdt af russiske grænsevagter, et af bogens dramatiske højdepunkter. Kun snarrådighed og held redder ham for at blive udvist af Rusland. Læseren kan mærke at de ubehagelige realiteter i Kaukasus begynder at slide Harvig ned. Kaukasus ender ved det Kaspiske Hav i Dagestan, men utrygheden er nu blevet så stor at han aldrig traver dertil, men istedet tager bus nordpå gennem den buddistiske republik Kalmykien. En bizar ravnekrog, hvor bogen klinger fint ud i jagten på det kaspiske hav.

Harvigs første bog var god, denne er endnu bedre. “Kaukasus og Kildevand” folder sig ud til en smuk historie, der minder os om, at gæstevenskabet er en kunst, der kan åbenbare et fuldt venskab i en lille lysende dråbe. Tak for det.

2012, 14 oktober

Tore Grønne: Farvel Tibet. På sporet af et tabt land. Gyldendal, 304 sider, xx kroner.

CYKLER UDEN GRÆNSER

af Hjalte Tin

€€€€

——

Cykle til han styrter, ryste af kulde, kaste op af kvalme og højdesyge, og sulte så knoglerne stikker ud, og musklerne tæres bort, alt det opvejes rigeligt af belønningen: at VÆRE der, midt i drømmenes, skønhedens og politikens Tibet.

——-

Tore Grønne er en trofast elsker af Tibet og hans bog samler cykeloplevelser fra de sidste ti år på verdens tag. Frem og tilbage, op over de højeste pas, legalt og illegalt, alene og sammen med hans amerikanske kæreste Cassie.

Bogen lægger ud med den seneste rejse i 2009, og veksler med tilbageblik på tidligere ture og godbidder fra den dramatiske historie om de mange eventyrlige forsøg på at nå det ukendte Lhasa. Grønne er en fremragende beskriver af naturen, bjergene, slugterne, gletcherne, stenene på vejen og de hjem og klostre, som parret overnatter i. Man ser det for sig, fryser og forstår næsten ikke hvordan tibetanerne kan bo så barske steder. Grønne føler sig fri i bjergene og lukker læseren ind i sit private rum, så vi kan dele hans glæde ved at trampe op ad stierne i den tynde luft. Han er fri fordi han altid er på vej væk, mens befolkningen er bundet til bjergene. En af bogens bedste passager er den hårde tur ind i det afsides Zanskar, hvor de traver ad svimlende stier ind i dalen med cyklerne bundet på heste.

Grønne når tilsidst frem til Lhasa i bil. Her ser han et farverigt tibetansk liv udfolde sig, og han antyder, at bogens fokus på de værste kinesiske overgreb på tibetanerne måske ikke fortæller hele historien om Tibet idag. Så bliver han desværre syg, og kommer ikke kontakt med tibetanere i byen. Faktisk er der kun ét kapitel i bogen om at cykle i Tibet, et tilbageblik på den første tur for ti år siden.

Læseren holdes fri for kilometerregnskab og teknikdetaljer. Tore Grønne er ikke en cykelnørd og han er vokset fra rekordfeberen. Fokus er på de mennesker han møder og først og sidst den dramatiske bjergverden. Og her er han rigtig god. Også som fotograf. Billedsiden er meget flot.

Bogens politiske projekt, at udstille kinesernes undertrykkelse af tibetanerne, er derimod mindre vellykket. Tore skriver, at det var tv-billeder af en tibetansk nonne, der blev skudt ned af kinesiske grænsevagter, som vakte hans interesse for tibetanernes situation. Historien bliver klippet ind i bogen for at skabe spænding og fremdrift i fortællingen. På ophold blandt eksiltibetanere i Indien får Tore Grønne flere vidnesbyrd om den brutale kinesiske politik i Tibet. Manglende sprog og befolkningens frygt for at åbne sig for den fremmede cyklist gør desværre, at han ikke hører tibetanernes historier på første hånd inde i Tibet. Ærgerligt for Tore, for bogen og for læseren, at cyklen, strabadserne og det umiddelbare møde med folk ikke blev den nøgle, der åbnede for ny viden om det der sker i Tibet.

Tore og Cassie tilbringer en tid i det urolige Srinagar i Indien og læseren får flere beretninger om den indiske hærs overgreb på lokalbefolkningen. Parret bor i en husbåd på Dal Lake, og Tore skriver med en fin formulering. “Det var, som om vi befandt os i en anden verden ude på søen. I en flydende parallelverden, hvor alt var solidt og sikkert, mens jorden gyngede inde på land.” Både i Tibet og Kashmir oplever lokale befolkninger brud på menneskerettighederne og en form for fremmedherredømme under kæmpestater. Det undrer at Tore Grønne ikke bruger Kashmir til en oplagt perspektivering af situationen i Tibet. Jeg håber ikke, det er fordi hans dagsorden er sat på forhånd, og han, som han skriver, “elsker Indien”, mens han gyser over den kinesiske regering.

Grønnes konklusion er at fremskridt ikke opvejer tab af frihed i Tibet. Det lyder flot og kompromisløst, men skal det forstås sådan at tibetanerne ved at ofre deres fremskridt kan vinde deres frihed? Kommunisterne har ikke kun påført tibetanerne lidelser, men også den brede kinesiske befolkning. Såvel kinesere som tibetanere stræber vel efter demokrati og menneskerettigheder, og dette fælles mål, snarere end løsrivelse af Tibet, er formodentlig den sikreste vej til bevarelse af tibetanernes kultur - og ikke mindst for den halvdel af tibetanerne der bor i naboprovinserne udenfor selve Tibet. Solidaritet med Tibet er en vindersag i Danmark, og jeg er sikker på at Tore Grønnes bog vil blive værdsat. Forhåbentlig skriver han mere og giver os sit bud på hvad tibetanerne faktisk kan gøre for både at få fremskridt og frihed. Gerne set fra hans cykelstyr.

Bogen er førsteklasses rejselitteratur. Tore presser sig selv, sin cykel og sin kæreste til det yderste i Himalaya og formår overbevisende at formidle sin passion for netop denne måde at rejse på. Afsnittet om Zanskar står tilbage som et af bogens højdepunkter.

2012, 29 juni

Århus Universitetsforlag: Rom, videverden, 296 sider, xx kroner.

HELE DEN ROMERSKE KAGEBUTIK

Af Hjalte Tin

€€€€€

——

Århus forlag har en modig tro på at der er et marked på tværs af alle almindelige guidebøger.

——

Svejtsergarden foran Peterskirken i deres orange, gule og blå dragter er et Rom-ikon. Skabt af Michelangelo? Nej opfundet af en oberst i 1870 som en renæssancefantasi. Hvem kender kraftværket hvor antikke skulpturer står side om side med hushøje generatorer? Hør om kagebutikken i Trastevere som Marcello Mastroianni frekventerede og få udpeget gadekrydset hvor Aldo Moro blev bortført. En vifte af danske Romelskere og -kendere inviterer på lystvandringer i deres helt personlige Rom.

 

Med sit fotofri, eksamensbordsgrønne omslag og grimme stilehæftelinjer bogen igennem lykkes det “rom” helt fra start at skille sig ud på det oversvømmede guidebogsmarked. Og indholdet lever fint op til det grafiske signal. Her er ingen dagsaktuelle hotelpriser og alt det andet almindelige guidestof, som bliver forældet næsten før tryksværten er tør - og som alle rejsende alligevel lettere kan finde på nettet.

Århus Universitetsforlags guide til Rom i serien Videverden satser hele butikken på den nørdede forførelse. Ideen er lige så simpel som den er svær, forfatterne skal kunne smitte læseren med sin glæde, viden og entusiasme for lige netop dét udsnit af byens univers de dyrker. Hvis forfatternørd rammer læsernørd kan sød musik opstå og Rom vil åbne sig på den næste tur til Italiens hovedstad. Karl Aage Rasmussen skriver letløbende og øjenåbende om “Afveje, det ukendte Rom”: forstæderne, baggårdene og det som ikke er turistattraktioner og netop derfor - for nogle - dragende. Jeg har sat et kryds ved Centrale Montemartini, Roms gamle elektricitetsværk, hvor antikke statuer spejler de store maskiner. Jeg slugte Gert Sørensens kapitel om “Gerningssteder, Roms politiske mord” med anelser af “en hvirvelvind, et atmosfærisk undertryk i verdens bevidsthed.”

Allerede for totusind år siden var Rom en millionby og næsten lige så længe har den evige stad været det levende centrum i en verdensreligion. Hverken krige eller industrialisering har ryddet fortidens Rom og nutidens Rom får knap en fod til jorden. Dilemmaet mellem fortid og nutid afspejles i bogens udvalg. Jeg byttede gerne de indforståede kapitler om maleren Caravaggio og Forum Romanums udgravning for en rundvisning i filmens og litteraturens Rom. Alt kan ikke komme med på 300 sider og 13 kapitler. Bogens unavngivne redaktør kunne skærpe bogens egensindige profil ved at give læseren mere af nutidens storby. Hvad vil romerne med deres Rom? Lad os høre hvem der styrer Italiens største by og se hvor den er blevet mærket af ti års bunga-bunga styre.

Bogens (få) illustrationer er pæne, men stilistisk som snydt ud af en almindelig guidebog. Med en skrappere redaktion kunne billedsiden også blive en personlig Rom-invitation. En lille irritation: Alle bogens kapitler benytter det samme folde-ud kort, hvor hver seværdighed har et nummer læseren selv må finde på kortet. Det vil måske fungere bedre, hvis numrene til hvert kapitel fik deres egen farve.

Guiden kommer med i kufferten på den næste tur til Rom. Herfra den bedste anbefaling.

2012, 25 april

Martin Gylling og Jakob Vølver m.fl: Turen går ad helvede til. Politikens Forlag, 144 sider, 200 kroner.

MADEN HER ER RÆDELSFULD. OG SÅ ER PORTIONERNE SMÅ!

af Hjalte Tin

€€

“Du er blandt de ombordværende på en Boing 747, 12 iskolde kilometer oppe i luften på vej øst over globussen.”

De værste oplevelser ude giver de sjoveste historier hjemme. Fra Odyseen til Indiana Jones har et besøg i helvede været den sikre opskrift på en god historie. Og det er den muntre ide til “Turen går ad helvede til”. De to redaktører Martin Gylling og Jakob Vølver giver læsernes forventninger et ekstre skub opad: “Vi har samlet de bedste af danskernes værste rejsehistorier, efter at vi i Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og på flere rejsesites opfordrede læsere og brugere til at indsende skrækhistorier fra deres ferier og ekspeditioner.” Hold da op, her er virkelig lagt i kakkelovnen til et rædselsfuldt trip til helvede, tænker jeg og glæder mig.

Sjældent er jeg blevet så skuffet. Bogen er en eklatant fuser, den er simpelthen helvedes kedelig. De bette historier er med få undtagelser skrevet ganske uden sans for humorens strenge krav til mådehold, timing og pointe. Bogen lover at De, kære læser, kan svælge i andres ulykke. Men oplevelserne er hverken grufulde eller groteske. Her er ingen skrækhistorier, ingen virkelige problemer, intet raseri. Niveauet er tilstoppede lokummer og bogen fremstiller danskerne som et pylret, angst og humørforladt folkeslag der kun drømmer om at komme hjem så hurtigt som muligt til vor mors frikadeller.

Redaktørernes mål var at samle de bedste af danskernes værste rejsehistorier, men endte med en mager høst på nitten små historier der næppe var basis for en bogudgivelse. Redaktørerne har fået 13 etablerede skribenter til at bidrage og det hjælper, Mette Forum om et tyggegummi på afveje og hvad der deraf fulgte og Thomas Bredsdorff om en stinkende hundeslædetur underholder. Redaktørernes har pumpet de 144 sider op med citater og egne tekster der vakler mellem det kuriøse og at tage plat gas på læseren. Vi er langt fra ATS.

Philip Ytournels tegninger er herlige og trækker klart bogen op. Hvis bare teksterne havde været lige så groteske, skæve og opfindsomme! Bogens bedste og korteste pip fra helvede kommer fra en professionel, Woody Allen:

Maden her er rædselsfuld. Og så er portionerne små!

 

2012, 1 februar

Jesper Bosse Jønson & Michael Helt Knudsen: Guldgraveren - Danskeren der fandt Kong Salomons miner. Gyldendal, 288 sider, 299 kr.

DANSKER FINDER GULD!

€€€€

af Hjalte Tin

—-

Tiden og historien er sensationel, vi er Jack London-land.

—-

“I det svage lysskær så jeg tydeligt den gamle guldåre strække sig over hele skaktens bund...få øjeblikke efter stod jeg med det stykke guldholdige kvarts, som viste mig at jeg havde nået mit mål, og at jeg som den første hvide mand stod på et af de steder, hvor de gamle fønikiere i længst forsvundne tider havde gravet deres guldrigdomme frem af jorden.” Dybt inde i Matabeleland havde danske Robert Andersen fundet Kong Salomons sagnomspundne miner. Hovedpersonen er idag så ukendt at han end ikke har fået sit navn på forsiden af en ny bog om ham: “Guldgraveren. Danskeren der fandt Kong Salomons Miner.” Den ludfattige knægt fra Langeland, begavet med to hårde næver, kløgt, vilje og held, vendte i 1906 hjem som Danmarks rigeste guldgraver.

Et tilfælde førte de to kulturgeografer Jesper Bosse Jønson og Michel Helt Knudsen på sporet af den glemte guldgraver. Deres bog om Robert Andersen er resultat af flere års gravearbejde, og som i ødemarken skal der hakkes, graves, vaskes og sorteres mange ord for hver eneste lille guldklump. Vigtigste kilde er Robert Andersens selvbiografi fra 1938. De har klogeligt genfortalt hans historie med nye ord og sat den i sammenhæng med den store historie han var del af.

Vi er i Victoriatiden, London er det britiske imperiums centrum og Europas stormagter deler Afrika mellem sig. I “Guldgraveren” er vi med da én hvid mand tager verden i besiddelse i imperialismens første geled. Andersen rykker ud sånart telegrafen tikker ind med rygter om guldfund: Californien, Sydafrika, Australien, Peru, Canada. Han kæmper mod indianere i det vilde vest og indfødte stammer i Afrika. Historien er barsk og blodig, men Andersen imponerer: han overlever, dristig, udholdende, fokuseret og aldrig bange for at slå først.

Andersen er blandt de første der der efter måneders strabadser når frem til Klondike og her finder han guld big time. Og så skal det gå hurtigt! Andersen benytter alle tidens tekniske gennembrud, hurtigere og barskere end hans samtidige, romanfiguren Phileas Fogg. Han overlever to måneders forceret march ud af ødemarken, han haster med den nyanlagte jernbane tværs over Canada og får bestukket Canadas mineminister, videre med dampskib til London hvor han sikrer sig kapital på børsen, tilbage samme vej, etablere minedriften og tyre sine arbejdere, altsammen på et enkelt år 1897. Ni år senere forlader han Klondike som mangemillionær. En af de meget få. I hans historie er der hverken druk, spil eller kvinder.

Andersen og bogen topper i Canada. Tiden og historien er sensationel, vi er Jack London-land. Jønson og Knudsen har gjort et solidt arbejde. Deres bog er letlæst og uden litterære forsøg på at tyde mennesket Robert Andersen. De er forsigtige med at vurdere deres mand, gætte på hans motiver og digte om hvad der foregik i mørket udenfor kilderne.

Guldfund var det værste der kunne ske for oprindelige folk. Deres livsgrundlag forsvandt nærmest på en nat når horder af guldtørstige lykkejægere kom væltende. Andersen er død, men processen er på ingen måde slut. En af verdens største guld- og kobberminer er netop nu ved at blive anlagt i Gobiørkenen af det canadiske selskab Ivanhoe. Lad os håbe at Mongoliet kan lære af erfaringerne fra Klondike. Og forresten: guldet i Matabeleland var godt nok, men havde intet at gøre med Kong Salomon!

2011, 28 november

Klaus Winkel: Danskere i tropisk Afrika - fra slavehandler til bistandarbejder. Klim, 200 sider, xxx kr.

ER JAN BONDE NIELSEN DEN STØRSTE HJÆLP DANMARK HAR GIVET AFRIKA?

af Hjalte Tin

€€€

 

——

Læseren sidder tilbage med et tandløst festskrift. Ærgerligt, for Winkel har den indsigt og den kærlighed til Afrika der skal til for at skrive en vigtig og kritisk bog om danskerne i tropisk Afrika.

——

Hvad har Jan Bonde Nielsen, Karen Blixen og slavehandleren Ludewig Ferdinand Rømer til fælles? Tre ting: de er danske, de har sat deres præg på Afrika og de deler nu forfatter. Klaus Winkel, mangeårig Danida-mand og forfatter til den roste debatbog “Hvorfor er det så svært for Afrika?”, har sat sig for at indkredse Afrikas mangfoldighed med udgangspunkt i mennesker som “måske mere end nogen andre danskere” har sat deres præg på Afrika.

Dér hvor danskere uden sammenligning har sat det dybeste spor på Afrika er på Guldkysten. “Guldet” var levende og gennem årene solgte driftige slavehandlerne som Ludewig Rømer 100.000 mennesker, taget til fange af afrikanske høvdinge, til slaveriet på Jomfruøernes plantager. 

“Danskere i tropisk Afrika” bringer ingen nye afsløringer. Winkel har udvalgt 15 personer, som han synes godt om, selv den brave slavehandler Ludewig Rømer. Winkels ærinde er ikke koloniale monstre, bigotte misforståelser eller økonomiske svinestreger. Han skriver forsigtigt, at set i deres historiske kontekst, har alle danskerne gjort det godt. De fremstilles som ordentlige mennesker med en imponerende udholdenhed der af hjertet ønskede at hjælpe Afrika. Men hvad der kom ud af det, både for hovedpersonerne og for Afrika, er desværre alt for kortfattet og fejrende ukritisk beskrevet.

Bogens interssante og underholdende biografiske skitser spænder over Afrikas historie fra 1740 til idag og omfatter typiske europæiske Afrika-professioner såsom missionær, kolonisoldat, slavehandler, læge, kapitalist, ulandsfrivillig, bistandsekspert og forfatter. Bogen er disponeret kronologisk og det fungerer fint. Læseren får en klar fornemmelse af at tiderne ændrer sig i Afrika, men at forklare hvorfor falder udenfor bogens ambition.

Winkel har sat en dansk ramme om sine helte, men for bogens danskere var og er deres danske baggrund et privat anliggende. De kom free-lance til Afrika, nogle udsendt af kirker, hjælpeorganisationer og universiteter med penge hjemmefra, mens andre fandt arbejde for de europæiske kolonimagter, f.eks som officer i den tyske Afrikahær eller flodkaptajn i Kong Leopolds Congo. Andre igen investerede deres penge i fremmede koloniers afrikanske jord og dyrkede kaffe, frø og blomster. Det er tankevækkende, men kommenteres ikke af Winkel, at ingen af dem fik afrikanske familier, ingen af dem blev gamle i Afrika og kun to døde i Afrika, lægen Raft af en blodprop og frøavleren Heilbuth i en trafikulykke.

Gjorde de det anderledes, bedre eller dårligere end hvide fra andre rige lande? Betød det noget som helst for afrikanerne at Winkels hvide var danskere og ikke f.eks. svenskere eller amerikanere? Dén perspektivering snyder Winkel læseren for, og “Danskere i tropisk Afrika” fremstår som en noget provinsiel ros af dansk foretagsomhed i det sorte kontinent. 

Økonomiprofessor Knud Erik Svendsen hjalp præsident Nyerere med det katastrofale socialistiske eksperiment i Tanzania mens blomsterkapitalisten Jan Bonde Nielsen startede Kenyas største eksportsucces. Winkel giver hver mand et kapitel i sin bog, men holder ikke deres resultater op mod hinanden. Har Winkel en pointe her, som han desværre aldrig gør eksplicit? Er Jan Bonde Nielsen den største hjælp Danmark har givet Afrika? 

Læseren sidder tilbage med et tandløst festskrift. Ærgerligt, for Winkel har den indsigt og den kærlighed til Afrika der skal til for at skrive en vigtig og kritisk bog om danskerne i tropisk Afrika.

2011, 11 november

 

Rikke Andreasen og Anne Folke Henningsen: Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. Tiderne Skifter, 312 sider, xxx kr.

RACERNES GRIMME PYRAMIDE

 af Hjalte Tin

€€€

——

Menneskeudstillingerne er et facinerende stykke Danmarkshistorie, men efter en tur i Andreasens og Henningsens akademiske vridemaskine er næsten al saft presset ud.

——

I en støvet kælder under Zoologisk Have har de to historikere Rkke Andreassen og Anne Folke Henningsen fundet nogle glemte kasser, der viste sig at indeholde gamle dokumenter om Havens menneskeudstillinger. For hundrede år siden udsendte den Zoologiske Have agenter til Asien for at indsamle eksotiske mennesker med det formål at udstille dem til underholdning og belæring i København.

Tivoli gjorde det samme, Århus havde menneskeudstillinger og i mange europæiske og amerikanske byer var levende mennesker en populær attraktion. Menneskeudstillingerne i København fremviste abbesinere, japanere, kannibaler, kinesere, kirgisere, lapper, marokkanere, sudanesere og mange flere. Andreasen og Henningsen opregner ialt 56 menneskeudstillinger i Danmark fra 1878 til 1909.

Mænd, kvinder og børn med deres kameler, heste, får og geder var sat til skue et par måneder i rekonstruerede landsbyer, hvor de lavede mad og husflid, gav opvisninger i brydekampe, ridning og danse. Datidens københavnere havde ingen mulighed for selv at rejse ud og møde fremmede folkeslag ansigt til ansigt. Interessen var enorm, og publikum elskede de ægte vilde. Autencitet var et afgørende selling point.

Andreasen og Henningsen har gravet en masse spændende og kuriøst materiale op fra samtidige aviser og blade. Ikke mindst reportagerne om natlige stævnemøder på Valby Bakke mellem de fremmede mænd og deres danske beundrerinder.

Forfatterne gør meget ud af deres teoretiske ramme, “post-colonial studies” med udgangspunkt i Edward Saids analyse af orientalismen. Forfatterne holder de fordomstunge ord om racer ud fra kroppen i forsigtige anførselstegn. Og i “Menneskeudstilling” bliver ord og blikke afsløret som sten i race- og kønshierarkierernes grimme pyramide, hvor hvide mænd sidder på toppen og ryger kolonialismens store cigar.

Udstillingerne er et facinerende stykke Danmarkshistorie, men efter en tur i Andreasens og Henningsens akademiske vridemaskine er næsten al saft presset ud. Tilbage er en tekst der sine steder knaser tørt som en skolebog. En trøst er bogens fremragende billedside med de mange historiske fotos, plakater og tegninger der har masser af detaljer at gå på opdagelse i.

Interessant bliver det når virkeligheden anno 1900 giver teorien problemer: Hvorfor var de danske kvinder sexuelt facinerede af de udstillede kinesiske mænd, helt i modsætning til den post-kolonial teori, der mener at vide, at hvide kvinder dengang fandt at gule mænd manglede sex-appeal? De danske kvinders frimodighed og sexuelle initiativ udfordrede tidens normer om racernes renhed og kvinders naturlige sexuelle passivitet - og bogens teoretiske ramme, hvad forfatterne selv er opmærksomme på.

Det var ikke kun “naturfolk” der blev udstillet. Også Japans og Kinas “kulturfolk” kom på udstilling. Og her var det pludselig en helt anden historie end den om tilbagestående folk der kunne bekræfte Europas overlegenhed. Det var “den gule fare”, den tids betegnelse for japanernes og kinesernes fremmarch.

Tivolis kinesertrup var ikke sådan at bide skeer med. De gennemførte som de eneste blandt de udstillede folk en strejke og fik gennemtrumfet et lønkrav; de gik i retten og fik en journalist dømt for injurier og efter udstillingen blev 16 kinesere boende og grundlagde Danmarks første lille kineser-koloni.

Journalisten C.C.Clausen skriver efter et besøg på Zoologisk Haves Japan udstilling i 1902: “For første Gang er Arierne stødt paa et Folk, intelligent som de selv, med en Smidighed, en Modtagelighed, der langt overgaar Europæernes. De lærer os vores Vaabenkunst af, de laver vores Maskiner efter, med deres smaa fornødenheder producerer de langt billigere end vi, møder os paa alle Østens Markeder, sender selv deres Varer ind over Europa.”

C.C.Clausen afslutter sin artikkel om Japan-udstillingen tankevækkende fremsynet:

“Alt i alt forekommer af de Fremmedkaravaner, der har gæstet København, denne mig at være den lærerigste. De andre har bestaaet af halvciviliserede Folk, Fortidens Folk, de undertvungne, dette er et Fremskridtsfolk, et Kulturfolk. De andre havde Kuriositetens Interesse, dette er et stykke Verdenshistorie, levende for vores Øjne, endda et Stykke Fremtidshistorie.”

2011, 7 november

Niels Barfoed: Manden bag helten. Knud Rasmussen på nært hold. Gyldendal

KNUD RASMUSSENS KARISMA

€€€€€

Af Hjalte Tin

——

Barfoed har skrevet en biografi til tiden der efterspørger nøgne mennesker. Men hvad ville Knud Rasmussen selv have sagt om en en bog der sprang over hans ekspeditioner og lige ned i hans seng?

——-

Knud Rasmussen står dér i granit og spejder nordover Øresund. Nationalhelten som opdagede de nye mennesker, polareskimoerne, som var med til at sikre hele Grønland for Danmark og som inspirerede og betog generationer af unge med sine herlige bøger om de store slæderejser. Han var smuk, smittende begejstret, en fortryller og en troldmand. En karismatisk guru med en gruppe af diciple omkring sig. Hans karisma må man se i øjnene hvis man vil se ham på nært hold, siger Barfoed i sin meget vellykkede Knud Rasmussen biografi “Manden bag helten”.

Flid og kærlighed var de to instanser i livet Knud Rasmussen ubetinget respekterede, og spændingen imellem dem var afgørende i hans livs drama. Rasmussens succes med fliden og held i kærligheden tilskriver Barfoed hans karisma. Bogen er et stærkt underholdende og skarpt reflekteret forsøg på at indkredse Rasmussens karisma gennem nye og tidligere kendte historier om hvordan Manden tiltrak folk der gerne ville hjælpe ham med alt fra mandsmod til penge og kærlighed.

Antropologen Kirsten Hastrup udgav sidste år den hidtil største biografi om Knud Rasmussen, som Jes Stein Petersen gav en strålende anmeldelse her i avisen. Nu har litteraten Niels Barfoed udsendt sin version om “mennesket”, manden bag helten, en version som tillader sig ikke at handle om heltens historiske virksomhed som opdagelsesrejsende, etnolog og hans mange resultater. Barfoed siger flot at Knud Rasmussens officielle virksomhed er fuldt beskrevet, måske en hentydning til Kirstens Hastrups bog, som påfaldende ikke nævnes med et ord af Barfoed, selv ikke i listen over supplerende litteratur, og han vil derfor se andetsteds, ind i det lukkede rum, som personligheden også består af.

Det er et radikalt udgangspunkt. Bogen fortæller kun historier fra ekspeditionerne som afsæt til det psykologisk portræt. Er det ikke dristigt at tro at nutidens læsere kender deres Knud Rasmussen så godt at de selv medbringer halvdelen af brikkerne til puslespillet?

Barfoeds eget krav for at kunne skrive historien om manden bag helten har været nye kilder. Bogen lanceres da også med løftet om nyt fra hidtil oversete eller hemmeligholdte arkiver. Elskerinden Rigmor Fritsche har for første gang åbnet sit privatarkiv. Blandt svenske Albert Engströms og amerikanske Rockwell Kents efterladte papirer har Barfoed fundet nyt materiale. En ven fra Knud Rasmussens skoletid er dukket op og en kæreste på Island.

En del af dette materiale er fremlagt i en ny bog, der udkommer uafhængigt af Barfoeds (Knud Michelsen: Den unge Knud Rasmussen, belyst gennem breve og andre kilder 1893-1902. Forlaget Falcon, 341 sider) Det nye rykker dog ikke væsentligt ved det kendte billede. Barfoed har ikke fundet skeletter i skabet.

Det radikale hos Barfoed er synsvinklen og beskæringen. “Manden bag helten” er elegant komponeret over Knud Rasmussens relationer til en kæde af mennesker fra forældrene til den amerikanske kunstner og husven Rockwell Kent. Fridtjof Nansen, Mylius-Erichsen, Peter Freuchen, Lauge Koch, Johs V Jensen, Tom Kristensen, Albert Engström og Helge Bangsted er blandt dem som hver får et kapitel sammen med Knud Rasmussen.

Manden bag helten er i Niels Barfoeds kongeniale portræt af Knud Rasmussen en splittet person, splittet mellem det eskimoiske og det danske, splittet mellem bevareren af den eskimoiske kultur og fornyeren af det grønlandske samfund og ikke mindst splittet fra hoved til fod af erotikkens omstyrtende kraft. De tre temaer væver sig gennem hele bogen.

Knud Rasmussen blev født på Grønland i 1897 som søn af en dansk præst og boede der til han var 12 år. Det gav ham både fortrolighed med grønlandsk sprog og levevis, og koloniherrens privilegier. Følte han sig som grønlænder?

Barfoeds svar er nej. Han var en åndemaner som rejste mellem de to verdener og kunne fortælle begge verdener om den anden. Og han var praktikeren som drev en udvikling frem, der havde livsforandrende konsekvenser for et lille isoleret folk. Han blev konge i sit Thule fordi han kom udefra og kunne kommandere resurcer ingen fangere havde og fordi han valgte at bruge dem netop dér, hvor hans hjerte var. Hans synspunkt var, skriver Barfoed, at den oprindelige eskimoiske kultur måtte opgives, for at de enkelte individer kunne integreres i en ny og anden tid, nemlig i den civilisation der havde bemægtigtet sig deres område en gang for alle og aldrig ville slippe det igen. Men inden da ville han indsamle og dokumentere så meget han kunne nå.

 

Niels Barfoed forfølger bogen igennem kærlighedssporet med bankende hjerte og  tilbageholdt åndedræt. Her er han på hjemmebane, han som har skrevet doktordisputats om Don Juan, og med den største indlevelse, spoglige veloplagthed og maskuline solidaritet er han med forføreren, drømmeren, den forelskede og flygtende Knud Rasmussen i Danmark. Læseren får ikke erotik på Grønland, hvor Knud Rasmussen bare vil have vinter og hunde, og så kan de hjemme i Danmark beholde kvinderne og alt det andet! En fokusering på arbejdet som modsiger Barfoeds diktum at det erotiske var jokeren i Rasmussens liv. Det er let at caste Knud Rasmussen i rollen som Don Juan, og det er blevet gjort mange gange, men han spiller den ikke til ende og vælger, efter en sidste stormende forelskelse da han var 46, at holde fast i ægteskabet med Dagmar. Og hun beslutter at holde fast i ham lige til han dør af en forgiftning i 1933.

Berømmelsen endte med at blive et narkotikum for Knud Rasmussen og hans indre kompas satte ud, mener Barfoed, da han i en alder af 45 vendte hjem fra sit livs største satsning, hans mesterværk som opdagelsesrejsende den 5. Thuleekspedition 1921-24. Barfoed lægger ikke fingrene imellem, men kalder den stadig mere dannebrogsvingende Rasmussen for en “talende rustning”.

Den nationale Knud Rasmussen er blevet fortid. Derimod er mennesket og digteren Knud Rasmussen lige så dragende og beundringsværdig som mens han levede og hans digteriske kraft slår stadig hårdt som i disse mindeord i Politiken 1908 til minde om Mylius-Erichsen, der var omkommet på Danmarks ekspeditionen: “Jeg ser den ubønhørlige Alvor, den jehova-store Mangel på Naade, der lagde sig over de blaa Fjælde og den hvide Is, da du selv laa stiv og unden Aande deroppe, med den samme stumme Bræ som Vidne på din sidste Kamp.” 

Niels Barfoed er lykkedes fuldt ud med sin store Knud Rasmussen biografi. “Manden bag helten” er hverken et forældet helteepos eller en nærig ikonklastisk traktat. Tværtimod kaster Barfoed medvidende, medfølende og meddigtende nyt lys ind i Knud Rasmussens “lukkede rum”. Barfoed har skrevet en biografi til tiden der efterspørger nøgne mennesker. Men hvad ville Knud Rasmussen selv have sagt om en en bog der sprang over hans ekspeditioner og lige ned i hans seng?

2011, 28 oktober

Jacob Juul Hastrup: Ekstremløberen. Vilde eventyr i jungle, bjerge og ørken. Gyldendal, 256 sider, 299 kr.

RUGBRØDSMOTOR MED REPTILHJERNE

af Hjalte Tin

€€€

——

Veloplagte beskrivelser af ti års ekstremløb. “Ekstremløberen” vil udfordre hard-core løbere og give dem fif til træning og udstyr, og til lænestolsløberne er der serveret hårdt pumpet underholdning.

——

Rugbrødsmoteren er en frygtindgydende maskine. Med jernhård træning kan den køre og køre og køre i dagevis. At løbe 500 kilometer på en uge lyder umuligt, men ikke for en ekstremløber der har trænet i årevis på at ignorere alle kroppens naturlige grænser og udholde enhver smerte. Og når man først er derude kan man lige så godt blive ved. Rugbrødsmotoren er ikke til at standse. For nogle år siden løb danske Jesper Kenn Olsen 26.000 km jorden rundt på 700 dage. Kroppen har ikke ramt muren endnu.

Ekstremløberen Jacob Juul Hastrup udvælger de hårdeste løb arrangeret på steder som Amazonas, Antarktis, Himalaya og Sahara. Han tuner sin muskelmotor med hjælp fra dygtige trænere, det bedste udstyr han kan købe for penge og oceaner af træningstimer. Tyve års træning tog det ham at blive klar til “The Track”, et 560 kilometer langt løb i Australien, hans til dato længste ekstremløb.

“Ekstremløberen” er skrevet af journalisten Danni Travn i et “sindsyg-stolt-pissesejt-brandkede mig-fuck mand-topfrisk-stikstjernetosset-benene gispede mere og mere efter luft” energidrik-dansk. Her er ingen litterære eller politiske ambitioner som i Alan Sillitoes berømte novelle “Langdistanceløberens Ensomhed” eller i Harukamis bog om at løbe.

Hastrup og Travn giver et godt indblik i en nørdet løbeverden, hvor jungler, ørkner og bjerge suser forbi som forhindringer på en bane. Ekstremløb er en forretning, hvor arrangørerne giver den internationale elite det sus de ikke kan undvære. Hundredetusinder af kroner betaler deltagerne for livsfarlig ørkenhede, sand der gnaver knoglerne, isvand der giver forfrysninger og onde stigninger der knækker de svage. Danni Travn varierer veloplagt beskrivelserne af de ti års ekstremløb Hastrup deltager i. Bogen vil udfordre hard-core løbere og give dem fif til træning og udstyr, og til lænestolsløberne er der serveret hårdt pumpet underholdning.

Hvorfor gør han det? Spørgsmålet er umuligt at undgå: Hvorfor i alverden piner Jacob sig selv så nådesløst? Et indledningskapitel fortæller historien om en vild dreng på byggelegepladsen der over kampsport, triatlon og jernmand finder sig selv i et ekstremløb i Amazonas. Herfra er det videre til nye udfordringer med en besats eller en misbrugers umulige tilfredstillelse. Stadig hårdere træning, længere løb, flere pinsler og mere kontrol over kroppen. “Jeg måtte gøre det for at få styr på min rastløshed”. Meget nærmere kommer Travn og Hastrup ikke et svar på hvorfor.

“Ekstremløberens” styrke er ikke store ord om at finde en mening med livet, familien eller verden, men beskrivelsen af den ekstreme nu-tilstand, hvor alt er skrællet af og intet mere behøver en forklaring, fordi løberen er reduceret til en rugbrødsmotor med reptilhjerne:

“Jeg giver mig selv en ordentlig mental kæberasler. Selvom kroppen er stoppet med at virke, og jeg ikke kan mærke mine ben og fødder, finder jeg en dråbe overskud i mit hoved. Den dråbe, der får hovedet til at vinde over kroppen og mig til at sætte det ene ben foran det andet. Jeg tvinger en ny tanke frem: - Du har klaret 100 kilometer på tre dage, så du klarer også de sidste 460.”

2011, 20 oktober

Asger Røjle Christensen: Bortført i Købehavn. Japanske skæbner i Nordkorea. Gyldendal 256 sider, 299 kr.

UHYRE EKSOTISK OG FORBANDET SVÆR AT FORSTÅ

 

af Hjalte Tin

€€€€€

——

Det vanvittige plot driver hastigt bogen frem. Den er ikke bare fængslende som den mest bizarre krimi, den åbner også en dør på klem ind til et ukendt, forskruet og tragisk samfund.

——-

Keiko Arimoto var en ung japansk kvinde som i 1983 blev bortført til Nordkorea fra København. Siden dengang har ingen hørt fra hende. Det er udgangspunktet for Asger Røjle Christensens facinerende rekonstruktion af en bizar forbrydelse, som kaster en lysstråle ind i det sidste stalinistiske diktaturs skyggeverden. Historien afslører en grå, skræmmende og vildt eksotisk verden som Japan også spiller en uhyggelig rolle i.

Mens danske hippier skabte et nyt samfund i sommeren 1970 tvang ni revolutionære studenter, der kaldte sig Japans Røde Hær, et japansk indenrigsfly til Pyongyang. De overraskede stalinister i Nordkorea greb hurtigt chanchen for et pr-point og tog imod de  unge japanere. De fik dog ikke lov til at fortsætte til Cuba, som de havde planlagt, men blev lukket inde i en “revolutionær landsby”. Nordkoreanerne fandt ni japanske kvinder som blev tvangsgiftet med flykaprerne ved et bunkebryllup.

Efter en grundig hjernevask blev flykaprerne og deres koner sendt til udlandet som agenter, måske for at starte en verdensrevolution. Første trin var at bortføre unge japanere til Nordkorea. Bogen dokumenterer at flykaperen Kimihiro Abe var med til at bortføre Keiko Arimato i København.

“Bortført i København” har heldigvis mere dansk kød på pølsepinden end selve bortførelsen. Danmark var et af de få lande i vesten der anerkendte Nordkorea. Nordkoreanerne i København fik dog ingen penge hjemmefra til at drive en ambassade for. De måtte selv financiere diplomatiet med salg af smuglercigaretter, narkotika og falskmønteri. Den kolde krigs agenter i aktion i København er et af bogens scoop.

PET var klar over at der foregik ulovligheder og overvågede nordkoreanerne. Bogens forsidefoto er i hemmelighed taget i Kastrup lufthavn af PET, som desværre ikke anede, at den unge kvinde ved siden af den nordkoreanske agent, var ved at blive bortført til Nordkorea. Det slørede foto er det sidste nogen udenfor Nordkorea har set til Keiko Arimoto.

Asger Røjle springer adræt fra dramadokumentaristiske kapitler der sender læseren ind i bortførernes hemmelige kreds i Nordkorea og Japan, til andre kapitler, hvor læseren er med forfatteren på jagt jorden rundt efter oplysninger om affæren. Samtidig får Røjle elegant sat Nordkoreas bizarre bortførelser ind i det historisk forpestede forhold mellem Japan og Korea.

Efter to års research konkluderer Røjle at det er “forbandet svært” at forstå hvorfor Nordkorea bortførte mindst 13 unge mennesker til et vildtfremmed land. Måske er bogens bedste bud, at det var den gamle garde i Nordkoreas militær, der ville hævne sig på det Japan, der havde tvunget 670.000 koreanere til at udføre slavearbejde under anden verdenskrig. Kim Jong Ils overraskende offentlige indrømmelse i 2002 af bortførelserne, kunne forklares som et led i hans magtkamp mod denne gamle garde.

Hvis motivet er uklart har konsekvenserne til gengæld været synlige; Røjle mener ligefrem at de bortførtes skæbne har haft langt større indflydelse på japansk udenrigspolitik end atomtruslen fra Nordkorea. Hans beskrivelse af mekanismerne i den japanske opinion giver kuldegysninger.

“Bortført i København” er ikke et smædeskrift mod Nordkorea. Røjle omtaler de nordkoreanske funktionærer han har mødt med respekt. Men afdækningen af Keiko Arimatos bortførelse må give alle gåsehud: Keiko Arimotos bortførere har også “bortført” en befolkning på 22 millioner og truer omverden med atombomber.

“Bortført i København” holder fokus på Keiko Arimotos historie og det vanvittige plot driver hastigt bogen frem. Den er ikke bare fængslende som den mest bizarre krimi, den åbner også en dør på klem ind til et ukendt, forskruet og tragisk samfund. Som Røjle skriver, er historien “uhyre sær og eksotisk”. Fem hjerter til Røjle for at invitere danske læsere med ind i denne sære verden, en østasiatisk verden der får stadig større betydning for os herhjemme.

2011, 13 oktober

Hiram Bingham: Inkaland - den utrolige opdagelse af Machu Picchu. Rosenkilde & Bahnhof, 351 sider, 399 kr.

TURISTENS STØRSTE OPDAGELSE

af Hjalte Tin

€€€

——-

Med Hiram Bingham træder den moderne turist ind på det tyvende århundredes scene.

——

“Under en udhugget klippe viste den lille dreng mig en hule, der var smukt kantet med de finest tilhuggede sten. Det var tydeligt, at den var tænkt som et kongeligt mausolæum. På toppen af denne kampesten var der lavet en halvcirkelformet bygning. Muren fulgte klippens naturlige kurve og var fæstnet til den med et de fineste eksempler på murerarbejde, jeg nogensinde havde set.” Sådan beskriver Hiram Bingham sit første syn af inkaernes tabte by Machu Picchu i 1911. Men han var på jagt efter den forsvundne inkaby Vilcabamba og det han så af Machu Picchu passede ikke med det han har læst i de spanske krøniker, så efter en enkelt eftermiddag forlod han stedet og vendte ikke tilbage i løbet af de to år han var i Inkaland.

I 1913 viede National Geographic ganske usædvanligt et helt nummer til et enkelt emne. Det var Binghams opdagelse af Machu Picchu. I det øjeblik blev inkaernes tabte by opdaget af verden og Hiram Binghams navn blev for altid en del af historien om Machu Picchu. “Inkaland” udkom i 1922, 11 år efter Bingham første gang så den forsvundne by i skyerne. Det morsomme er at bogen på trods af den lokkende undertitel slet ikke handler om Machu Picchu. Bingham var blevet verdensberømt på Machu Picchu og han gav markedet hvad markedet ville have og lod opdagelsen være klimaks i bogen, selvom den kun var en lille episode tidligt i de to års opdagelsesrejse. 

“Inkaland” fortæller altså meget lidt om Machu Picchu, men en anden historie som også er spændende. Læst idag bliver beskrivelsen af Peru på Binghams tid måske mere interessant end hans på mange måder forældede teorier om inkaerne. Amerikaneren kan i 1911 fortælle at i inkaernes hovedstad, Cuzco, er “telefoner, elektrisk lys, sporvogne og biografer kommet for at blive.” Perus regering har netop bygget den første vej igennem den vilde Urubamba-dal, og det er takket være den, at Bingham træffer bønderne, der dyrker kartofler på Machu Picchus gamle terrasser.

Bingham er den ægte Indiana Jones der overvinder frygtelige strabadser og utallige forhindringer for at kæmpe sig op til toppen af Sydamerikas højeste bjerg og trænge frem igennem junglen til gådens løsning. At vi idag, hundrede år senere, ved at han ikke fandt det han søgte og bjerget han besteg ikke var det højeste, ødelægger ikke underholdningen. Det som kan trætte en nutidig læser, er hans utrættelige opremsning af indsamlede facts lige fra den dynometermålte kraft i et indiansk håndtryk til vanddybder, sneglearter og kuriøse skikke. En indianerfest “er en ubeskrivelig støj; et spraglet kalejdoskop af mennesker, ledsaget af en djævelsk larm og umusikalske lyde, der langt overgår et dusin jazzorkestre”. Det er Salomonsens leksikon, og hvor mange læser det idag?

Med Hiram Bingham træder den moderne turist ind på det tyvende århundredes scene. Velhavende, energisk, åben overfor fremmede kulturer, men ganske overfladisk og flygtig.

Bingham erobrede verden for turismen ved at skabe et paradigme for en opdagelse som kunne kopieres i det uendelige. Machu Picchu er forlængst blevet Sydamerikas mest besøgte fortidsminde. Dagligt følger der tusinder af turister i Binghams fodspor; der er bygget veje, hoteller, landingspladser og souvenirboder for at endnu flere kan opdage Machu Picchu. 

I 1911 var der ingen, som kunne fortælle Bingham hvad Machu Picchu var. Ingen indianere havde en levende erindring om stedet og den videnskabelige udforskning af inkariget var knap nok født. Spændingen om inkamysteriet lever videre den dag idag. Ingen har givet en sikker forklaring på, hvad formålet med Machu Picchu var og hvorfor byen blev overgivet til tågerne. Den nyeste forskning mener af byen blev bygget omkring 1450 og formodentlig blev brugt af inkakongen Pachacuti. Om den har været et religiøst center, en fæstning, eller noget helt andet ved man ikke. Hvad der ligger fast er den utrolige avancerede teknik inkaerne har mestret til at skabe en by, der har overlevet jordskælv og århundreders nedbrydning og, må man håbe, turisternes erobring.

2011, 10 oktober

Jørgen Johansen: Vejene til Santiago. 1000 års rejse til Santiago de Compostela ad Camino Frances, Camino Primitivo, Camino del Norte, Camino Mozárabe og Via de la Plata. Gyldendal, 288 sider, 349 kr

ET BRUS AF EVENTYR OG REJSELYST

af Hjalte Tin

€€€€

——-

Det er i forsvaret for ideen om tolerance som en europæisk grundværdi, at “Vejene til Santiago” for alvor brænder igennem.

——

En gang i 800-tallet fandt en eneboer i det øde Galicien en sarkofag der ifølge legenden indeholdt apostlen Jakobs knogler. Jakobs legeme skulle være blevet ført dertil fra Jerusalem, hvor apostlen havde lidt martyrdøden. Relikviekulten var energikilden bag middelalderens pilgrimsrejser og en helligdom bygget i Campostela over Sankt Jakobs relikvier blev et af det kristne Europas allerstørste pilgrimsmål. De sidste 20-25 år er pilgrimmenes antal vokset stærkt, hjulpet godt på vej af kirken og turisterhvervet. Og måske også af en længsel efter “frihed, enkelthed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed”.

Man skal stå tidlig op for at følge med Jørgen Johansen, der ikke skyer nogen omvej, hvis den leder til en god historie. Bogen er ikke en utilitarisk guidebog, men en smukt illustreret og personligt argumenterende lystrejse i europæisk middelalderhistorie med afstikkere til den spanske borgerkrig og nutiden.

Jørgen Johansen er en af vores gode kendere af europæisk kultur. Pilgrimsfærden til Sankt Jakobs grav ved verdens ende har han nu viet hele fem bøger. Det nye, i forhold til Johansens tidligere bøger om Santiago, som er det spanske navn for Sankt Jakob, er omtalen af flere mindre kendte pilgrimsruter fra Frankrig og Spanien til byen Santiago de Campostela.

Bogens styrke er Johansens suveræne greb om stoffet og sprudlende glæde ved at opsøge alle disse erindringsteder og lade fantasien befrugte belæstheden. Johansen får stederne til at tale i lange, blomstrende sætninger fulde af indskud og historiske navne. Han kan virkelig se pilgrimme, riddere, taskenspillere og andet godtfolk vandre ad Spaniens gamle stier og snævre gyder.

Johansens personlige oplevelser på pilgrimsruten spiller kun en lille siderolle i bogen. Man må tro at forfatteren ikke selv er religiøs, og det står klart at han kun færdes på caminoen som tilskuer - og per bil. “Vejene til Santiago” er kulturhistorie, ikke en personlig pilgrimsberetning.

Selve indbegrebet af pilgrimsrejsen, siger Jørgen Johansen, er nu som før længslen, længslen som styrer pilgrimmen mod det særlige sted i verden, der giver mening. Denne anmelder er ikke enig med forfatteren, når han synes at lade nutidens ikke-troende pilgrimme være drevet af den samme længsel som middelalderens. “Ingen vej uden mål” sagde og siger den troende med tanke på det hinsides, og derfor kunne Dronning Margrete i 1411 give penge til Esrom og Sorø klostre for at de skulle sende pilgrimme på valfart og således sikre hendes vej til saligheden. Nutidens ikke-troende vandrere siger “vejen er målet”, tilfreds med det dennesides.

Det er i forsvaret for ideen om tolerance som en europæisk grundværdi, at “Vejene til Santiago” for alvor brænder igennem. Pilgrimmen, argumenterer Johansen, synliggør en modsætning i den europæiske idealdannelse: “her løber ideen om den fredelige pilgrim på vandring gennem verden sammen med ideen om den aggressive kriger, der rydder alt til side for at bane vej for generobringen af verden, som skal være kristen.”

“Vejene til Santiago” giver en flot og tiltrængt tusindårig iberisk perspektivering af de sidste års danske “værdikamp”. Der går et lige spor af frygt for islam fra Rolandskvadet til nutidens terrorfrygt, siger Johansen, og trækker i sin bog en ond katolsk linje fra Santiago Maurerdræberen via inkvisationen til den spanske borgerkrig og Franco. Johansens pointe er at modsætningen til frygten ikke er islam eller jødedommen, som guds stridsmænd selv forkyndte og forkynder, men selve tolerancen, samlivet og den frugtbare udveksling mellem religionerne. Det er her han ser den positive forbindelse mellem Santiago og ideen om Europa. Derfor stråler den maurisk-jødiske middelalderby Córdoba med en særlig glans i hans beretning om sameksistensens mulighed og rigdom.

Dét er bogens sympatiske budskab. Kampen for tolerance er ikke slut, heller ikke i Córdoba, hvor to muslimske turister blev arresteret da de begyndte at bede i den gamle moske, som de sidste 500 år har været katedral. Córdobas biskop udtalte ved den lejlighed, at det at dele stedet med muslimer, ville være som at bede en mand om at dele sin kone med en anden mand. “Der er ting, som kan deles, og andre, der ikke kan, og katedralen i Córdoba kan ikke deles med muslimer.”

2011, 26 september

Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen: Piratjagt, kampen om menneskeliv og millioner.  Forlaget Pressto, 256 sider, 249 kr.

PIRATJAGT

€€€€

af Hjalte Tin

 

————

På Somalias ørkenkyst har fattige, omstillingsparate og innovative fiskere udnyttet det faktum at verdens vigtigste sejlrute passerer en kyst hvor et stort skib med besætning kan holdes som gidsler uden at politet kommer.

————-

Pirater har været godt stof siden Long John Silver spredte skræk og rædsel i Caribien. På Somalias ørkenkyst har fattige, omstillingsparate og innovative fiskere udnyttet det faktum at verdens vigtigste sejlrute passerer en kyst hvor et stort skib med besætning kan holdes som gidsler uden at politet kommer.

 “Piratjagt” er en sober bog om piraterne på Afrikas Horn. De to danske journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen blæser ikke deres egen historie om khattyggende vagter, maskingeværer og ørkenture op til kulørt Indiana Jones format, men giver troværdige og stemningsskabende glimt af deres møde med piraterne, dagene på det danske krigsskib og oplevelserne med pirateriets ofre i Danmark og Somalia. Bogen er effektiv journalistik, men den graver ikke dybere end en avisartikkel. Dens styrke er rundrejsen til pirateriets aktører. I ni kapitler møder læseren den unge pirat i speedbåden der bordede fragtskibet, piratkongen i et fængsel i Somalia, skibsrederen i Danmark, frømændene på det danske krigsskib, piraterne på anklagebænken i Kenya, gidslerne, bagmændene og tilsidst piratenkerne i fiskerlejet på Afrikas Horn hvor det hele begyndte.

Da den somaliske stat brød sammen i hungersnød og borgerkrig i 1991 lå den 3000 km lange kyst ubeskyttet hen. Fiskerne på kysten lærte hurtigt at reglerne ikke gjaldt for udlændinge der fiskede illegalt og dumpede gift i havet. Og de opdagede at deres statsløse kyst kunne gøre dem rige som pirater. Idag er der ifølge forfatterne omkring 1500 aktive pirater i Somalia, mens der sidder omkring 1000 pirater i fængsel verden over, de fleste måske overraskende nok i Somalia. I 2005 var den gennemsnitlige løsesum 150.000 dollars pr. skib. I 2010 var den steget til 5,4 millioner dollars pr. skib, hvilket ifølge forfatterne gav piraterne en indtægt på 240 millioner dollars i 2010. Piraterne har fået mere i løsepenge end USA har sendt til Somalia i nødhjælp, men piraterne har ikke doneret løsepengene til at hjælpe deres landsmænd i nød.

Verdenssamfundet anvendte i 2010 ifølge Stampe og Sørensen 60 milliarder kroner på at bekæmpe Somalias pirater. Heraf gik 9,5 milliarder kroner til de 29 internationale krigsskibe som patruljerer hele det Indiske Ocean. - Det svarer til at patruljere Vesteuropa med et par politibiler, siger en frustreret officer på det danske krigsskib Esben Snare. Pgra. menneskerettigheder, international jura og nationale interesser bliver tilfangetagne pirater sejlet hjem til Somalia og sat i land. 240 formodede pirater er sat fri fra de danske krigsskibe mens kun 5 er blevet dømt. Med en lovændring kunne flere dømmes i Danmark men politikerne ønsker ikke at have pirater i danske fængsler der kan søge om asyl efter udstået straf.

Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen kommer ikke med noget bud på hvordan pirateriet kan standses. Udviklingen tyder på at redernes selvforsvar bl.a. med sikringsrum og bevæbnede vagter ombord på skibene kan og vil blive besvaret af piraterne med bedre udstyr og større brutalitet. Vi kan fortsætte med at bruge milliarder på vores flåde i det Indiske ocean, men det er stort set nyttesløst, hvis man skal tro bogen. Det underliggende budskab i Piratjagt er at piraterne kun kan stoppes ved at udviklingen på land fjerner piraternes fristeder.

Det er en skam at Stampe og Sørensen ikke med et ord omtaler den fredelige del af Somalia, som efter min mening er en del af løsningen. Somaliland, den tidligere engelske nordvestlige halvdel af Somalia, er en fungerende stat uden udenlandsk intervention, krig, hungersnød eller pirater. Formodentlig derfor hører vi aldrig om den i vores katastrofefikserede medier. I det tidligere italienske Sydsomalia har Etiopien, støttet af USA, interveneret militært og fået FN til at anerkende en samling marioneter i Mogadishu som landets legitime regering, selvom de kun styrer nogle få dele af hovedstaden. Resten af Sydsomalia kontrolleres af islamisterne, og her dør befolkningen af sult. Hvis verdenssamfundet anerkendte Somaliland, ville det belønne befolkningen i nord for at have skabt forsoning og stabilitet, og give magthaverne i resten af Somalia en interesse i fred og lovlige tilstande, istedet for som nu, at lade dem tjene penge på krig, hungersnød og pirateri.

Piratjagten slutter i Eyl, fiskerlejet der fik ry som pirathovedstad dengang pirateriet startede i 1990erne. Idag siger Eyls borgmester at piraterne kun har skabt dårlige ting. De smed om sig med penge, inflationen blæste gennem de små byer, fiskere, der sled på havet, var til grin, moral og sociale normer blev undermineret og de store penge forsvandt til bagmænd langt borte. Nu har byen smidt piraterne ud. I en af bogens bedste passager møder vi tre piratenker, Fatuma, Iman og Sorer, som nu forsørger deres tilsammen 11 børn ved at drive en lille cafe. En god bog om pirater der fortjener fire dødningehoveder med knogler over kors.

2011, 23 august

Edmund Hillary: Everest - på eventyr i de store højder. Forlaget Herreværelset. 304 sider, 299 kr.

€€€€€

ÆGTE SPÆNDING PÅ MT. EVEREST

af Hjalte Tin

——-

Hillarys herlige bog er kun blevet mere spændende med årene - og det siger ikke så lidt.

——-

Billedet gik jorden rundt i 1953. “Sneens tiger” med snebriller og iltmaske og isøksen sikkert hævet over hovedet, hans store støvler solidt plantet i sneen på toppen af verdens højeste bjerg. Sherpaen Norgay Tenzing fotograferet af Edmund Hillary d. 29 maj 1953. “I den store dragt og med flagene blafrende i vinden udgjorde han et dramatisk syn, og jeg tænkte, at hvis teknikken ikke svigtede, ville det blive et godt billede. Jeg tænkte ikke på at bede Tenzing om at tage et billede af mig - så vidt jeg vidste, havde han aldrig taget et billede før, og toppen af Everest var næppe det rette sted at undervise ham.”

Forlaget Herreværelset har fået den glimrende ide at udsende Hillarys uforkortede beretning om den uden sammenligning mest berømte bjergbestigning nogensinde. Bogen udkom på dansk i en stærkt forkortet udgave i 1955, samme år den udkom på engelsk. Schønberg udsendte samme år Tenzings selvbiografi “Sneens tiger” fortalt til en amerikansk journalist. Man kunne ikke få nok af historien. Nepal, sherpaer, klostre, buddisme, hele den verden der omgav Chomolungma var fjern, ukendt og eksotisk for den vestlige offentlighed og det var med til at give bedriften et ekstra skær af eventyr. De første på verdens højeste bjerg var en bedrift som gav mere genlyd end selv månelandingen i 1969.

Siden 1953 har mere end 1000 mennesker besteget Mt. Everest. Bjerget er lige så koldt og vanskeligt, luften lige så tynd og farlig som i 1953. Men verden er blevet rigere og teknikken uendlig meget bedre. Teenagere har besteget bjerget, pensionister og selv en blind mand. 40 mennesker har klatret i kø til toppen på en enkelt dag. Utallige bøger er skrevet om succes, død og ulykke på Mt. Everest. Men kun een gang kunne bjerget forære et menneske den ultimative rekord: at være den første på verdens højeste bjerg.

Hillary var heldig at nå toppen. Året før (1952) var en svejtsisk ekspedition nået næsten op til toppen og to dage før Hillary og Tenzing var to andre fra deres egen ekspedition nået højere op end noget menneske før dem. Men de måtte vende om. Og så skrev Hillary og Tenzing historie.

Hillarys beretning er fuldstændig fængslende. Sproget er direkte, velformuleret og uden svinkeærinder. Mod toppen! Hillary og Tenzing overvinder is, kulde, afgrunde, storme, kvalme, udmattelse med mod og ubøjelig målrettethed. Men det som placerer bogen i en klasse helt for sig selv idag er at vi er med dengang de store højder var ukendte og ubesejrede. 1953 blev året hvor den romantiske bjergbestigning og teknikken nåede verdens top i et perfekt parløb. Inden da havde sportsmænd som Mallory og Irvine i 1924 ikke teknisk udrustning der gjorde det muligt at nå toppen. Efter Hillary er teknikken blevet så god at sportsmænd/kvinder må pålægge sig selv handicaps for at give deres bedrifter et skær af den oprindelige mand-mod-natur romantik. For Hillary og ekspeditionsleder John Hunt stod hele verden åben, alle hjælpemidler skulle bruges for at nå toppen. Hunt afprøvede det mest moderne udstyr man havde dengang, bl.a. iltapparater. Ubesejrede Mt. Everest ville give svaret om udstyret duede. De behøvede ikke som senere bjergbestigere opfinde ekstra forhindringer for at komme hjem med nye rekorder: første uden ilt, yngste, ældste, længste tid på toppen, første vinterbestigning etc. etc.

Hillarys beretning besidder en helt uimodståelig uskyld, ægte spænding og, for en læser i 2011, en mørk efterklang af den for evigt tabte uberørte verden. Hillarys herlige bog er kun blevet mere spændende med årene - og det siger ikke så lidt. Forlaget Herreværelset har erklæret at de udgiver bøger for mænd. Mænd vil elske bogen - og det vil kvinder også! 

2011, 3 juni

Nicolai Bangsgaard: Solo - 4 år jorden rundt på cykel. Worldtravellers Press, 288 sider, 279 kr.

€€€

PEDALKRAFT TIL VERDEN

af Hjalte Tin

——-

Nicolai Bangsgaard har cyklet jorden rundt på fire år.

——-

Hatten af for Nicolai! Jorden rundt på cykel er en imponerende bedrift. Nicolai Bangsgaard har nu skrevet bogen Solo om sin lange cykelodyssé.

Bogen består af 161 dagbogsnotater genbrugt fra en blog stort set uden redaktion. Vi får detaljerede beskrivelser af terræn, modvind (argh) og lykkelige nedkørsler. God er “Mine fornemmelser for asfalt”. Læseren kan virkelig føle sprækkerne, overgangene, lapningerne, ujævnhederne, krumningerne og kurverne. Sympatiske er hans korte reflektioner over livet, ensomheden og savnet af familie og venner. Læseren deler hans glæde ved den store gæstfrihed en rejsende kan møde hos fremmede. Nicolai er en udholdende gæst, 100 dage i træk undgår han at betale for overnatning i USA. Nicolai er også en cykelnørd der går pedantisk op i at tælle antal minutter i sadlen, kilometer tilbagelagt, gennemsnitsfart, dage, km og kontinenter siden starten i Danmark, hurtigste dage, længste dage, billigste dage, smukkeste dage og meget mere.

Dagbogsreflektionerne kredser om cyklen og savnet: Nicolai elsker at cykle hårdt og længe og han præsterer det utrolige. Og han elsker at savne venner og familie og pisker sig selv med fantasier om hvor dejligt de har det hjemme i København. Bangsgaard har drysset utallige engelsksprogede citater og fyndord om at rejse ud over siderne. De siger stort set alle det samme: vejen er vigtigere end målet. De planlagte to års rejse bliver til fire år på cyklen. En ensformighed sniger sig ind. Igen og igen glæder han sig til at komme videre til det næste sted, det næste kontinent. “Der er virkelig smukt her, men det er svært at værdsætte når ens største ønske er at komme væk.” Intet galt i det - men man savner forfatterens reflektion over sammenstødet mellem det udråbte ideal om at leve i nuet og den faktiske længsel efter at komme videre. Tyrkiet, Tibet, Thailand og Australien er højdepunkter, men allerede i Amerika begynder de fleste attraktioner at blegne ved udsigten til at komme hjem. Hurtigere og hurtigere går det i bogen. Afrika og Europa skal bare overståes.

Svagheden ved Solo er at den ikke er blevet udviklet fra en privat blog-dagbog (som stadig kan læses på nettet) til en bog hvor forfatteren åbner oplevelserne for læserne. Sprogligt er bogen fuld af knudrede og patetiske formuleringer som “Jeg er i en berusende tilstand af symbiose på ryggen af Hondaen”, eller “Dét, at have fundet ud af, at lykkens vej for mig (bl.a.) er belagt med frihedens sten og eventyrets glans, er en stor ting for mig, der forenkler mange af de store valg vi i moderniteten ofte står overfor.”

Nicolai skriver om sig selv - og slet ikke om andre mennesker. De strømmer forbi cyklen, frustrerende kort og privat for læseren. En romance bliver overstået i en blufærdig parantes. De første måneder cykler Nicolai sammen med en kammerat. Så tager kammeraten hjem uden at vi får at vide hvorfor og pludselig lang tid efter er han tilbage for en stund. Læseren får serveret historien i en parantes (!) og så fortsætter Nicolai ellers med at tale om sig selv og cyklen. Hallo - der sidder en læser og føler sig snydt for en forklaring.

Der er ingen tvivl om at Nicolai har fuldført en enestående rejse. Solo indeholder fine dagbogsoptegnelser og får et hjerte mere for de gode fotografier.

2011, 3 juni

Graham Bowley: No Way Down - liv og død på K2. Gyldendal, 270 sider xx kr.

DRÆBERBJERGET

af Hjalte Tin

—-

Hvordan 1. august 2008 blev den værste dag i K2s uhyggelige historie.

——

Død og ulykke på verdens ondeste bjerg. Bjergbestigerne har kæmpet sig op på toppen af K2, men da de skal ned har en lavine revet deres sikringsreb bort. No Way Down. 1. august 2008 bliver den værste dag i K2s uhyggelige historie.

Forfatteren Graham Bowley, journalist på New York Times, holder sikkert styr på de mange personer i dramaet og krydsklipper elegant mellem døden på bjergtoppen og klatrernes forhistorier. Der er bogstavelig talt kø på bjerget. Hold og klatrere fra Korea, Pakistan, Nepal, USA, Serbien, Norge, Holland, Italien, Spanien, Frankrig og Irland kæmper for at komme op netop den dag hvor vejret tillader et topforsøg. Lange reb er lagt ud af sherpaer for at lette opstigningen mod toppen. Men det går langsomt og alt for sent når de toppen i 8611 meters højde. Solen er på vej ned. Det blæser op og temperaturen falder til minus 30 grader. Ilten slipper op.

Bogen er ikke en fri bearbejdning af en katastrofal bjergbestigning, men en grundig og veldokumenteret rekonstruktion af et fatalt begivenhedsforløb. De overlevende og de efterladte strides om skyld og ansvar. Der var for mange på bjerget den dag og de kom for sent op på toppen. Udlægningen af sikringsreb var mangelfuld og laviner gjorde situtionen desperat. En efter en styrter de i døden, forvilder sig bort eller fryser ihjel.

Graham Bowley er ærlig nok til at indrømme at han ikke forstår bjergbestigernes fascination af bjerget. Heller ikke efter lange samtaler med de overlevende og en trekkingtur til Base Camp på K2. Bjerget forekommer ham ondt og truende og han ønsker kun at komme væk. Bowley spørger den italienske klatrer Marco Confortola hvordan det var at stå på toppen af K2: “Var det en stor glæde for dig?” og han svarer “Nej. Folk døde.” Ud af bogens sider træder 11 mennesker i drift mod deres yderste grænse i tillid til deres ekseptionelle formåen og med tro på en hemmelig aftale med heldet. Som Ikaros kom de tæt på solen, men i dødszonen smeltede vingerne ikke af, de frøs og styrtede i afgrunden.

Bowley har skrevet en sober og tankevækkende bog med drama for alle pengene. Læseren ved fra starten at 11 mennesker skal dø og vender med stigende spænding siderne mens hun fryser fast i lænestolen.

2011, 24 februar

Mytte Fentz: The Kalasha. Mountain People of the Hindu Kush. Rhodos, 548 sider, rigt illustreret 498 kr.

€€€€

EN STOR BOG AT GÅ PÅ OPDAGELSE I

af Hjalte Tin

1600 mennesker modstår stadig islam på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Et lille folk med en historie og en religion der er ældre end islam. Trængt op i de fjerneste dale af deres millioner af muslimske landsmænd. Farverige, anderledes og i den røde bog over udryddelsestruede kulturer.

Danske og internationale antropologer, sprogforskere og religionshistorikere har studeret dette lille folk i hundrede år. Nu er Danmark blevet beriget med endnu et stort værk om Kalash-folket. Forfatteren er Mytte Fentz der har en baggrund i middelalderarkeologi og etnografi på Moesgård. Bogen er skrevet på engelsk og vil kunne læses af de ganske få uddannede Kalasha. Vi må håbe at ekspemplarer af den 5 kg tunge bog når frem til dem den handler om. Den vil uden tvivl vække stolthed og måske undren. Hvorfor har denne kvinde brugt så megen tid og penge på os?

Mytte Fentz får aldrig et varmt forhold til Kalash-folket og hun romantiserer ikke deres hårde liv. Kalasha kvinderne prøvede at overtale hende til at klæde sig som dem, men hun afslog. “I was already clad in black of my own design.” Og da hun nægter at bo med kvinderne i menstruationshytten så de på hende med “a noticably distance”. Uforstyrret registrerer Mytte Fentz sit værtsfolk. Bogen er sprængfuld af store, fint reproducerede fotografier. Grønne, brune og grå naturfarver dominerer. Her er vi i en verden hvor syntetiske farver, plastic og lysende skærme endnu kun er prikker i udkanten af billedet. 

Kvindernes verden og mændenes verden dikterer bogens struktur. De fleste sider er viet kvinderne der dyrker jorden i dalbunden og bruger vandmøllerne; en mindre del omhandler mændene der passer gedeflokkene oppe i bjergene, hvor ånderne bor og Mytte Fentz som kvinde ikke havde adgang. Mændene bestemmer, men Mytte Fentz argumenterer for at kvinderne ikke er undertrykte. Det er en komplementær dualisme. Mænd og kvinder mødes i husene, til festerne og i forestillingen om altings sammenhæng, i kosmologien.  Kalash-folket har ingen præster der dikterer deres religion og straffer brud på de stive tabuer om mandligt rent og kvindeligt urent. Kalash-folket er pragmatiske i dagligdagen. F.eks. er området bag boligens ildsted kun for mænd, men da kvinderne laver maden må de godt række ind over området, bare ikke gå der. Kalasha-folket er fattige, måske fordi de giver deres overskud væk på store fester da gavmidlhed er det der giver størst prestige.

Det der gør Kalash-kafirerne helt specielle i videnskabens og deres muslimske landsmænds øjne er dog at de er kafirer, hedninge. Kalasha-folket dyrker druer og drikker vin. Kvinderne er ikke tildækkede og bevæger sig frit rundt i dalene i modsætning til muslimerne der idag bor i de samme snævre dale. Samtidig er hele deres materielle kultur i slående grad mage til deres muslimske naboers. Hvad er sammenhængen mellem kosmologien, religionen og åndeverden på den ene side og på den anden side den materielle kultur med agerbruget, dyreholdet, boligerne, klædedragten, redskaberne og den økonomiske udveksling med omverden? Hvad konstituerer i sidste ende Kalash som et “folk”? Deres skriftløse sprog? Mytte Fentz giver kun brudstykker af et svar. Forfatterens anliggende er ikke samfundsanalyse. Hun har rejst et smukt monument over et lille folk på grænsen til Afghanistan, der har fascineret hende. Hendes fascination er personlig og givet videre i smukke fotos. Hendes portræt er tidløst og uden at kæmpe for en sag hverken forskningsmæssigt eller politisk.

Det er en bog at gå på opdagelse i. Nyd den. Find en god lænestol og gå ind i fotografierne. Mærk kulden, røgen, mørket, snavset og lugtene i husene. Se den usynlige verden med frygtelige tabuer og lykkebringende steder. Hør sangene og latteren og glæden ved de store fester. Det er der altsammen og derfor er bogen blevet så tung.

2010 24 november

Eva Gravensten: Mads Lange, “Konge af Bali” - en dansk pioner og hans samtid. Forlaget Kosmopolit. 136 sider, kr. 269.

KOSMOPOLITTEN MADS LANGE

af Hjalte Tin

€€€€

-----------------

Nu har det sande eventyr om Bali og Mads Lange fået sin sjette danske forfatter. Historien om danskeren der egenhændigt forhandlede fred mellem en europæisk stormagt og et asiatisk kongerige er stadig kulørt, dramatisk, romantisk og kongelig. Den fortæller om heldig opgang, store rigdomme og tragisk nedgang.

------------------

Berømte danskere er godt stof i Danmark. Og en dansker som egenhændigt forhandlede fred mellem en europæisk stormagt og et asiatisk kongerige - og samtidig blev millionær - har universel appel. Storkøbmanden Mads Lange var født i Rudkøbing 1807 og blev berømt på en tropeø langt fra Danmark, Bali. Ikke fordi han var dansk, men fordi han fik betydning på Bali. Hans bedrifter er indskrevet i Indonesiens historie og herfra er hans navn spredt på hollandsk, fransk, engelsk, indonesisk og endnu videre. Han kom aldrig hjem til Danmark og her gled han ind i glemslen. Det var mellemkrigstidens store rejsebogsforfatter Aage Krarup Nielsen der gjorde Mads Lange kendt i Danmark med bogen “Mads Lange til Bali”. Karup Nielsens scoop var at han fandt frem til Mads Langes datter Cecilie og fik hende til at fortælle om sin far. Da interviewet fandt sted i 1925 var hun 75 år og giftet med en af Malaysias sultaner.

Nu har det sande eventyr om Bali og Mads Lange fået sin sjette danske forfatter. Historien er stadig kulørt, dramatisk, romantisk og kongelig. Den fortæller om heldig opgang, store rigdomme og tragisk nedgang. Om den livslange kæreste hjemme i Rudkøbing som ikke ville have ham, den balinesiske kone som forsvandt og tilsidst den kinesiske elskerinde som fødte en datter der blev gift med sultanen af Johor.

Gravensten er desværre lang tid om at komme frem til hovedpersonen. Først skal vi på skolebænken og høre om Danmarks krig mod England, statsbankerotten og tabet af Norge. På denne baggrund introduceres købmandssønnen Mads fra lille Rudkøbing. Gravensten modstiller igen og igen den godmodige, tolerante og neutrale dansker overfor de træske indfødte, de stive hollændere og de kyniske englændere: mens Lange havde “flair for det fordelagtige” og var en “dristig eventyrer fuld af drivkraft og amibtioner”, havde hans engelske kompagnon “en kynisk og beregnende natur, parret med hårdhed og en total mangel på skrupler.” Bugineserne, et indonesisk handelsfolk, var “berygtede som ågerkarle, slavehandlere og sørøvere. Pågående og energiske bed de sig fast, hvor de følte der var penge at hente.”

Lange og hans kompagnon handlede med våben, ris, valuta og opium på den pæne måde, vi må tro, som er karakteristisk for sydfynboen: “Lange vandt straks de indfødtes tillild med sin rolige og bestemte facon, sin venlige imødekommendhed og sit åbne smil, som er typiske karaktertræk for sydfynboen. Det er sjældent man møder aggresivitet eller opposition i denne del af Danmark, hvor folk lever et liv i roligt tempo, parret med en sej og målrettet handlekraft.” Det er en ren national kliche. Som dansk storkøbmand manøvrerede Lange behændigt mellem de europæiske stormagter og det selvstændige Balis rajaher og blev meget rig.

Langes store øjeblik kom da han ene mand forhandlede fred mellem hollænderne og de balinesiske fyrster i 1849. Langes sidste otte leveår var nedgangstider og han døde kun 49 år gammel. Lige siden har der været rygter om at han blev forgivet af en rajah som ønskede at fjerne hans indflydelse på Bali. Hollænderne erobrede endegyldigt Bali i 1908. men tiden løb snart ud for europæiske kolonier. Japan befriede - som mange indonesere stadig ser det - deres land under anden verdenskrig og i 1949 måtte hollænderne give Indonesien selvstændighed.

Mads Langes storhed viste sig i en kosmopolitisk åbenhed for Balis kultur. Han frigjorde sig fra Rudkøbings lille verden og overskred sin egen kulturs fordomme om fremmede kulturer. Han var på alle måder en mønsterbryder og som sådan fik han historisk betydning både for indfødte balinesere og hollandske kolonister. Eva Gravenstens bog om Mads Lange udkom oprindelig på fransk for tre år siden, og giver et fint rids af Mads Langes korte, facinerende liv. Den korte bog giver lyst til at vide mere om Mads Lange. Den store biografi venter på sin forfatter.

2010, 22 november

Knud-Erik Jensen: Fjernt fra Danmark. Eventyr, videnskab, opdagelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 336 sider kr. 299.

NØRDENS EVENTYRSKANON

af Hjalte Tin

€€€€

———

Kulturarv i tropedis og iskulde. Med tålmodighed er der meget at hente i Knud-Erik Jernsens samling, men formidlingen er ikke vellykket. Knud Rasmussens herlige beskrivelse af mødet med Thulefolket glimter som en strålende iskrystal midt i bogens rapporter og breve. Endelig møder læseren et menneske med følelser. Her er der én som kan skrive og som skriver til en moderne læser. “Fjernt fra Danmark” er simpelthen nørdet og det er rigtig synd.

-----------

HC Andersen er for moderne til at komme med i Knud-Erik Jensens eventyrkanon. Hverken vores nationaldigter eller nogen senere flanerende turist på lystrejse er med i dette udvalg. “Fjernt fra Danmark” giver 15 sider hver til 18 kendte og mindre kendte danske opdagelsesrejsende i Kongens og Videnskabens tjeneste. Vi følger tegneren Melchior Lorck på rejse i 1500-tallets osmanniske rige og er med på Knud Rasmussens hundeslæde i 1900-tallets Grønland. Vitus Bering opdager strædet der fik hans navn, Carsten Niebuhr og Frederik Norden afslører oldtidens monumenter i Mellemøsten, Jens Munk sulter i Hudson Bay og farverige Jørgen Jürgensen strejfer om i Tasmaniens indre for at udrydde øens oprindelige befolkning. Både store og helt små ekspedtioner er med. Den største og mest berømte ekspedition nogensinde ledet af en dansker var Vitus Berings årelange ekspedition til Kamtjatka for den russiske zar, som satte utrolige 15% af Ruslands nationalbudget på højkant for at erobre det fjerne østen. Den geniale sprogforsker Rasmus Rask rejste ene og fattig gennem Asien og måtte sende tiggerbreve hjem til det småtskårne parnas i København.

Bogen er delt op i de kolde egne og de varme lande. Hvorfor? En kronologisk disposition havde mere tydeligt vist hvordan den danske stat søgte viden om det fremmede for at vinde rigdom og hæder til fædrelandet. Chr. III sendte Jens Munk til ishavet for at finde en profitabel vej til krydderierne. Det viste sig at være en blindgyde. Chr. IV så mod sydøst til krydderiernes Tranquebar. Og Chr. VIII lukrerede på sukkerets Jomfruøer. De varme kolonier blev solgt, men der var stadig et koldt øde at vinde for en Danmarksekspedition. Ole Olufsens ekspedition for 100 år siden til Afghanistan viser at videnskab uden geopolitisk nødvendighed dengang som nu har trange kår.

Logistik er eventyrets virkelighed. Problemer med udeblevne penge, knappe forsyninger og manglende tid går igen i alle beretningerne i bogen. Bortset fra ganske korte introduktioner ønsker Knud-Erik Jensen at hovedpersonerne taler selv i deres egen tids sprog, kun let moderniseret. Det kræver tålmodighed af læseren. Flere af teksterne er gamle breve, indforståede og fulde af praktiske detaljer, som ikke inviterer forudsætningsløse læsere indenfor. Spørgsmålet er om denne reverens for det historiske ord ikke ender med at være en bet for alle andre læsere end de allerede indviede.

Bogen savner desværre et ordentligt forord. Knud-Erik Jensens begrunder kun sit udvalg i stikord: mænd som med deres bedrifter, lidelser og tragedier blev mytologiserede, trådte ind i historien og blev del af dansk kulturarv. Knud-Erik Jensen er alt for beskeden i sine små introduktioner til teksterne. De kædes ikke sammen. Han vover sig ikke ud i reflektioner over den ekspeditions-, kultur- og Danmarkshistorie hans bog udspringer af.  

Bogen indeholder historiske kort, som nok illustrerer datidens ufuldstændige geografiske viden, men ikke viser læseren hvor vi er. Alle bogens tekster vrimler med stednavne som formodentlig er ukendte for de allerfleste, og som uden kort efterlader læseren på herrens mark. Det er helt uforståeligt hvordan man kan udgive en bog der handler om opdagelsesrejser uden et kort. 

Berømmelse er ikke kun et resultat af bedrifter. Vigtigt er beskrivelsen, fortællingen, som gør bedriften tilgængelig for offentligheden og eftertiden. Boglisten udelader alle litterære fremstillinger som f.eks. Thorkild Hansens bøger. Hvorfor? De har været en gylden port for mange læsere ind til de skæbner som her aflægger rapport, beder om penge og arrangerer, men ikke skriver for at formidle deres bedrifter til offentligheden. Knud Rasmussens herlige beskrivelse af mødet med Thulefolket glimter som en strålende iskrystal midt i “Fjernt fra Danmarks” rapporter og breve. Endelig møder vi et menneske med følelser. Her er der én som kan skrive og som skriver til en moderne læser.

Kulturarv i tropedis og iskulde. Med tålmodighed er der meget at hente, men formidlingen er ikke vellykket. Bogen er simpelthen nørdet og det er rigtig synd.

2010 8 november

Søren Anker Madsen: Freddy Wulff. Danmarks vildeste eventyrer. Gads Forlag, 218 sider, kr xxx.

FESTSKRIFT FOR FREDDY

af Hjalte Tin

€€€

-----------------

Der er ingen tvivl om at Freddy Wulff har levet et spændende liv. Troværdigheden er ikke bogens problem, det er derimod de tomme sproglige kalorier, alt det usagte, blufærdigheden og selve bogens præmis: klicheen om “Danmarks vildeste eventyrer”.

------------------

Kender du Freddy Wulff? Ham med krokodillejagt med de bare næver. Husker du hans artikler i ugens rapport? “Danmarks vildeste eventyrer” er tilbage i en bog skrevet af journalisten og Aller-redaktøren Søren Anker Madsen. Anekdoter, firkantede meninger og biografiske data præsenteres med det sproglige gashåndtag i bund. “De sniger sig ind. Tør knap trække vejret. Og slet ikke sige noget...Fuck mand, det var fantastisk.”

Anker Madsen udsendte tidigere i år en bog om Allers mandeblad “ugens rapport”. Nu har han været igennem det samme materiale igen med fokus på rapports stjernereporter, jægeren og forretningsmanden Freddy Wulff der blev født 1945 ved Randers. Bogen klipper hektisk frem og tilbage gennem Wullfs liv med udråbstegn i Grønland, Australien, New Zealand, Mexico, Filipinerne og Vietnam, hvor et skind fra den dengang ukendte vu quang-okse skabte zoologisk sensation.

Søren Anker holder beundrende mikrofonen for Wulff. Bogens første og bedste halvdel følger den unge Wulff målbevidst forfølge sin drøm om at blive professionel jæger dengang i 1970‘erne da det var blevet let at flyve jorden rundt, men få der gjorde det, dengang man kun havde sort-hvid tv og mødte den farverige verden hos bladhandleren. Her vi tilbage i rejseskrivemaskinens, karbonpapirets og lysbilledernes heroiske tidalder. Ugens rapport er bogens omdrejningspunkt. Her begynder Wulff ved en tilfældighed sin karriere i 1972 som “Danmarks vildeste eventyrer”. Han bliver leverandør af de kulørte reportager til mandeblade han har levet af lige siden. De uddrag der er aftrykt i bogen er elendigt skrevet, men arbejdet der ligger bag, rejserne og salget er dybt professionelt. Imponerende er Wulffs opstøvning af Alexander Dubcek i det Sovjetbesatte Tjekkoslovakiet.

Anden halvdel af bogen følger i spring Wullfs udvikling fra eventyr-jæger til den forretningsmand han er idag. Her bliver bogen ulden fordi Freddy Wulff passer stadig dårligere ind i mandebladsbilledet af en “eventyrer” alene i naturen med sin riffel. Successen har omkostninger på det personlige plan. Tre ægteskaber forliser. Wulff fravælger børn. Venskaber og kontakt med gamle kollegaer som rapport-redaktøren Kurt Thyboe fryser ned. Samtidig med hans internationale gennembrud vokser bitterheden over ikke at blive taget seriøst af det pæne Danmark med Politiken i spidsen. Det er en trist historie.

Freddy Wulff beder Anker Madsen slukke båndoptageren når samtalen rammer ømme punkter. Det gør Anker desværre og hans bog kommer aldrig rigtig ned til de komplicerede personlige skift mellem vildmanden og forretningsmanden. Læseren sidder tilbage med et festskrift og ærgrer sig. Men måske var der ikke noget at hente som var vigtigt? Bogen bærer præg af at være hurtigt skrevet og mangler den distance til hovedpersonen som er nødvendig for at portrættet får liv, farve og nødvendighed for læseren. Der er ingen tvivl om at Freddy Wulff har levet et spændende liv. Troværdigheden er ikke bogens problem, det er derimod de tomme sproglige kalorier, alt det usagte, blufærdigheden og selve bogens præmis: klicheen om “Danmarks vildeste eventyrer”.

2010 13 juni

Søren Koustrup: Flamboyanten, Luigi d’Albertis’ forunderlige rejser i Ny Guineas indre. Koustrup & Co. 316 sider, xx kr.

€€€€€

VIKTORIANSK STROPPETUR

af Hjalte Tin

Den italienske operaelsker, jæger og eventyrer Luigi d’Albertis var en af de første hvide mænd i Ny Guineas indre. Vi er i 1870’erne og d’Albertis samler etnografika og skyder fugle hvoraf mange er helt ukendte for den zoologiske videnskab. Han bruger dynamit, raketter, skydevøben, bengalsk ild og italienske arier til at true og forføre sine værter. Søren Koustrup har tidligere med stor effekt givet liv og stemme til gamle rejseberetininger, bl.a. om den første Galathea-ekspedition. Her har han fundet en i Danmark aldeles ukendt italiensk opdagelsesrejsende som for 130 år siden kæmpede sig 1000 kilometer op af den store Fly-flod på jagt efter ukendte dyr og berømmelse, længere end nogen anden hvid mand på det tidspunkt. Stoffet er stærkt underholdende, vanvittigt og tankevækkende.

Luigi d’Albertis er ekcentrisk, dygtig, udholdende og fordomsfri overfor de mennesker han møder. Han elsker naturen og forelsker sig i junglens indbyggere. Mænd eller kvinder? Et spørgsmål der optager hans biografer inklusive Koustrup. Luigi bliver angrebet af malaria og syfilis men vender tilbage til Ny Guinea igen og igen, utrætteligt indsamlende alle slags fugle, smådyr, insekter og krybdyr (hans foretrukne kæledyr er en tre meter lang pytonslange). Da d’Albertis kommer hjem til Europa sælger han sjældenheder til museer og private samlere og kan leve resten af livet af indtægterne. Isoleret fra andre mennesker går han nøgen og storrygende rundt i sin have med pytonen om halsen. I Genova kan man se hans samlinger fra Ny Guinea på Museo Civico di Storia Naturale.

Koustrup bygger sin fortælling på den bog d’Albertis udgav i 1880 umiddelbart efter at han vendte hjem fra Ny Guinea. De lange citater er medrivende og spændende, men hvor meget er fakta og hvor meget er fantasi? Koustrup giver ikke læseren en kritisk nøgle til d*Allbertis “dagbogsnoter”. Det skuffer også denne læser at Koustrup på sidste side falder sin hovedperson i ryggen ud fra en nutidig standard for politisk korrekt opførsel. “Luigi blev den første af mange der trængte sig ind i New Guinea og besudlede andres levesteder. Ny Guineas “opdagere” efterlod sig gennem de første 75 år en tåge af dobbeltmoral og ubehagelig, stinkende mandehørm.” Hvad D’Albertis gjorde og generelt hvordan “vi” mødte verdens oprindelige folk er vigtigt. Men d’Albertis er en kompleks person fra en anden tid og Koustrus korte dom på sidste side yder ikke hans hovedperson retfærdighed. Heldigvis er Flamboyanten fremragende sommerferieunderhoildning på de første 315 sider. Point til Koustrup for at se længere end den danske nationale næsetip og vove en bog på eget forlag om en herlig kontroversiel italiener.

2010, 26 marts

Ida Nicolaisen: “Elusive Hunters” The Haddad of Kanem and the Bahr el Ghazal. Århus Universitetsforlag, stort format, 522 sider, ill. indb. 450 kr.

DANSK OPREJSNING TIL SAHARAS SIDSTE JÆGERE

af Hjalte Tin

€€€€€€

For fyrre år siden red en mand og en kvinde ud på kameler for at finde et forfulgt og foragtet jægerfolk i Chad. På de vidstrakte stepper i udkanten af Sahara fandt de to antropologer jægerfolket, der levede i små grupper og kaldte sig Haddad. Ida og Johannes Nicolaisen boede hos Haddad-folket i kort tid og forsvandt så igen for aldrig at vende tilbage. To slags flygtige jægere havde krydset spor, og idag fyrre år senere er der kommet en helt igennem vidunderlig bog ud af mødet. Bogens omslag viser fuglehoveder med muslingeøjne og en titel med de fremmedartede stednavne Kanem og Bahr el Ghazal, navne der nu er indskrevet i dansk antropologis mest prestigiøse bogprojekt, de 18 store bind i The Carlsberg Foundation’s Nomad Research Project.

Det var den unge Ida Nicolaisens første møde med Afrika. Hun sugede til sig og alle sanser var åbne. Oplevelsen var overvældende og hun kan skrive den frem så Haddad-folket står frisk og nærværende for læseren, godt hjulpet af stemningsfulde fotos.

“Jeg kan bedst lide den sene eftermiddag når den brændende hede aftager og bopladsen vågner summende til live. Den lave, røde sol gløder gennem skyer af støv der hvirvles op af kvægets tusinder af klove og flokke af geder søger tilbage fra savannen. Luften giver genlyd af de brægende geder og får, af tøjrede kalve der desperate kalder på deres moderko mens de finder hinanden efter en lang dags adskillelse, af den hule lyd fra morterne når hirsen stødes for at forberede aftensmaden og af de legende børns bløde stemmer. Unge piger og kvinder haster frem og tilbage for at malke køer og geder, en mand strigler sin elskede ridehest, en anden har travlt med at spænde lasten af en kamel. Snart udstråler bopladsen kun fred mens dyr og mennesker finder hvile og slår sig ned rundt om bålene.”

“Elusive Hunters” er en bog med tre stemmelejer. Ida Nicolaisens varme erindringer om Haddad-follket er små perler i bogen. Mest plads bruger hun på registreringen og en detaljeret diskussion af Haddad-folkets livsformer, jagt og indsamling af føde, dets samfundsindretning og forhold til andre oprindelige folk, deres brugsgenstande samt poesi, musik og kultur. Jagten vies mange sider. Nicolaisen forsøger at forklare hvorfor Haddad-folket var delt i to helt adskilte grupper med to forskellige jagtmetoder. På den tørre savanne brugte de net til at jage med og levede i små grupper som slaver hos det nomadiske Kreda-folk. Mod syd, hvor der var mere vegetation, levede den anden gruppe som slaver hos de agerdyrkende Kanembu og gik på jagt med bue og pil. Til gengæld for jagtbytte, arbejde og andre ydelser fik Haddad-folket beskyttelse af “herre”folkene.

Bogen bliver for alvor interessant for ikke-specialister når Ida Nicolaisen trækker på sin livslange forskning i andre jæger- og samlerfolk og sætter Haddad-folket ind i en større historisk og samfundsmæssig sammenhæng. Hendes dokumentation af at Haddad-jægere levede sammen i en slave-lignende relation med både kvægfolk og agerbrugere vil berige og provokere antropologiske grundantagelser om historisk udvikling og klassifikation af etniske grupper. Hendes påvisning af at Haddad-folkets smede kendte jernet meget tidligt vil yderligere udfordre den almindeligt antagne sammenhæng mellem jernet, agerbruget og statsdannelser i Vestafrika.

Ida Nicolaisen argumenterer overbevisende for betydningen af vold og usikkerhed som historisk motor. Haddad-stammens slavestatus var en overlevelsesstrategi udviklet på grund af århundreders usikkerhed, frygt og diskriminering, især som konsekvens af det 19. århundredes arabiske slavetogter og det 20. århundredes blodige franske koloniadministration. Chads selvstændighed gjorde kun ondt værre. De nye magthavere foragtede Haddad-folket og forbød deres traditionelle jagt (men solgte licenser til rige, udenlandske jægere.) Jagtforbuddet fjernede livsgrundlaget for jægerfolket. Ida Nicolaisen konkluderer at det var “cultural genocide”,et kultur-folkedrab. Magthaverne dræbte ikke individerne, men dræbte en kultur og dermed et folk.

Ida Nicolaisen har i en årrække siddet i FNs permanente forum for oprindelige folk. FN definerer ikke et folk som strukturelt identificerbare enheder, men ud fra individernes selv-identifikation. Herfra stammer en modsætning i hendes værk mellem museets antropologiske kasser og den politiske kamps individuelle identifikation. Haddad-folket er kommet på museum. I Chad findes de ikke mere. Ida Nicolaisen skriver at den største betydning hendes bog kan få, er at blive brugt af Haddad-folket “til at dokumentere deres unikke sociale og kulturelle bedrifter og deres bidrag til menneskehedens historie” Men hvem kan gribe den erindring Ida Nicolaisen har sikret for eftertiden, og give stemme til Haddad-folket andre end dem selv? Da bogen sandsynligvis aldrig når til Bahr el Ghazal burde Århus Universitetsforlag derfor overveje at lægge en frit tilgængelig udgave ud på nettet. Så kan ringen slutte dér hvor “Elusive Hunters” kommer fra, hos Haddad-folket, og jægere der har lagt bue og pil kan sidde i en internetcafe i Chad og læse hvem de var. Og sige hvem de vil blive.

Borgerkrig og uro gjorde det umuligt for Ida og Johannes Nicolaisen at vende tilbage til Chad. Heller ikke andre har senere skrevet om Haddad-folket. “Elusive Hunters” vil derfor forblive det eneste værk baseret på et antropologisk studie af et levende jægersamfund i hele Nord- og Vestafrika. “Elusive Hunters” får alle mine hjerter for forskningens originalitet, formidlingens vellykkethed, det smukke boghåndværk og glæden ved at en sådan bog overhovedet kan se dagens lys.

2010, 19 marts

Kurt L. Frederiksen: Fribytteren. Om Jørgen Jürgensens eventyrlige liv. Borgen, 430 sider. 399 kr.

Claus Ib Olsen: Vi, Jörgen Jörgensen. En biografi. Lindhardt og Ringhof, 290 sider, 199 kr.

BEMÆRKELSVÆRDIG KONGE

af Hjalte Tin

Jørgen Jürgensen blev født i en velhavende Københavnerfamilie i 1780, han tabte sit hjerte til England og døde forvist, fattig og fordrukken på Tasmanien i 1841. Jürgensen var en højt begavet fantast som tumlede gennem livet med magtfulde beskyttere, afsløringer, pinligheder, tugthuse, dødsdomme, vidløftige planer og ødelæggende ludomani. Han blev sømand, spion for den engelske krone i Napoleonkrigens Europa, opdagelsesrejsende i Sydhavet, forfatter, pirat, straffefange og enehersker på Island.

Claus Ib Olsen og Kurt Frederiksen har skrevet hhv. den femte og den sjette bog på dansk om Jürgensen. Frederiksens påstand om at Danmark helst vil glemme den vanskelige og kontroversielle dansker forekommer lidt søgt. Frederiksen kryber i “Fribytteren” dramadokumentarisk ind under huden på Jürgensen og prøver at digte personen frem, mens Olsen i “Vi, Jörgen Jörgensen” beretter Jörgens eventyr med velprøvet adskillelse af fakta og fiktion. Begge fortæller kronologisk fra barndom til død og lader hovedpersonens liv spejle sig i den store historie med Napoleonskrige, opdagelsesrejser og kolonier.

Jürgensen endte sit liv deporteret til Tasmanien. I sin ungdom havde han været med til at opdage det indre Tasmanien og til at grundlægge øens hovedstad Hobart. Nu engagerede han sig i udryddelsen af øens oprindelige folk som journalist, forfatter og politimand. Hvis der ikke bliver skredet ind overfor europæernes selvtægt på Tasmanien, skrev Júrgensen, “vil vi se en race af skabninger blive udryddet fra Jordens overflade - en race som Gud har anbragt på netop dette sted”.        

Júrgensens stjernestund var en sommermåned i 1809 midt under Napoleonskrigene hvor han udråbte sig til “Protector” af Island. Danmark var allieret med Napoleon mod England, Júrgensen støttede England og kom til øen med en engelsk sæbefabrikant der ville købe talg. Efter en vanvittig kæde af begivenheder endte Jürgensen med at blive øens enehersker, hvorefter han proklamerede Islands selvstændighed af Danmark komplet med et blåt flag med tre hvide torsk. Det endte ikke godt.

Hverken Frederiksen eller Olsen giver nogen tilfredsstillende forklaring på deres hovedpersons selvimodsigende og selvdestruktive karakter. Han var sin egen værste fjende og “når virkeligheden en gang imellem overskyggede fantasiens fikserbillede - og når fantasten, posøren og den faktiske person skulle være i stue sammen, så gik det galt og det sorte hul åbnede sig for ham.” skriver Olsen.

“Vi, Jörgen Jörgensen” er en vellykket bog. Uden så mange falbelader, stramt redigeret og uden at roman-tisere fortæller den fængslende om Jörgensens liv. “Fribytteren” er derimod ordrig og ufokuseret. Den teknik der virkede så godt i Frederiksens bøger om Knud Rasmussen bliver her til farvelade og man taber interessen for hovedpersonen. Frederiksen lader Jürgensen opsumere sit liv med ord der også karakteriserer “Fribytterren”: “For vidtløftig både i stil og detalje. Desuden har jeg troet på, at vidtløftigheden i sig selv gav sammenhæng og en lykkelig slutning. Men det er noget vrøvl.”

“Alt i mit liv,” skrev Jørgen Jürgensen selvkritisk i et brev kort tid før han døde, “drejede sig om hvordan jeg selv kunne gøre mig bemærket.” Hvad der ikke lykkedes for Jürgensen mens han levede lykkedes nu - efter døden. Læs Olsen og Frederiksen og læg mærke til Kongen af Island. Han ville have nydt det. Og fortjent det.

2010, 10 januar

Greg Mortenson og David Oliver Relin: Tre kopper te. En mands idé til at fremme freden... Én skole af gangen.  Cocami. 335 sider xx kr.

EN GOD GERNING

af Hjalte Tin

€€€€€

—-

Lad gå at "Tre kopper te" er skåret til som en Hollywoodfilm. Det centrale budskab er klart. "Hvis arven til vores børn skal være sikkerhed, så må vi forstå at dette er en krig, der i sidste ende skal vindes med bøger, ikke bomber."

——

"Tre kopper te" er en beretning om den amerikanske  bjergbestiger og velgører Greg Mortenson. Efter et mislykket forsøg på at bestige K2 i 1993 i det nordligste Pakistan blev han reddet af folk fra en isoleret bjerglandsby. I taknemmelighed lovede den unge, naive mand med det store hjerte at bygge en skole for landsbyens børn. Det blev begyndelsen til organisationen Central Asian Institute og til dato 40 skoler i Pakistan og Afghanistan.

"Tre kopper te" er en dygtig journalists dramadokumentariske historie om en helt og alt det farlige, forfærdelige og fortrædelige han måtte overvinde før hans vilje til at gøre godt bar igennem. Bogen er underholdende, informativ og har en vigtig politisk pointe. “Tre kopper te” videregiver fint Mortensons kærlighed til bjergene og deres mennesker. Hans respekt for Pakistans shiamuslimer bliver et omdrejningspunkt i fortællingen. I en spændende passage får konservative modstandere af hans skolebyggeri udstedt en fatwa mod ham. Han holder krisemøde med sine lokale støtter, som sender sagen videre til de øverste shiaautoriteter i Iran. Deres dom er klar: Mortenson er en kristen der hjælper muslimer. Det er godt. Uddannelse af drenge OG piger er en god gerning. De lokale modstandere må bøje sig. Han kan gå videre med skolebyggeriet.

Men andre store kræfter griber ind i historien. New York bliver angrebet og pludselig bliver Mortensons skoler interessante i USA. Han bliver en offentlig stemme som støtter krigens ideelle mål, men retter en svidende kritik af dens dybt kontraproduktive midler. Her kan bogen læses ind i den danske debat om Afghanistan. Jeg vil tro at de fleste danskere ønsker at vores krigsindsats efterlader et samfund hvor Afghanistans piger kan få en uddannelse. Efter otte års eskalerende krig må man imidlertid spørge om vores indsats med sandsynlighed vil nå dette mål. Lad gå at "Tre kopper te" er skåret til som en Hollywoodfilm. Det centrale budskab er klart. "Hvis arven til vores børn skal være sikkerhed, så må vi forstå at dette er en krig, der i sidste ende skal vindes med bøger, ikke bomber."

I bogens slutning står Mortenson i Afghanistan og planlægger flere skoler. Historien er trukket op så alle kan være med: én god mand mod krigen og uvidenheden. "Tre kopper te" har ligget nr. 1 på New York Times bestseller liste - og det kan man kun være glad for. Anbefales.

2009, 19 OKTOBER

Rane Willerslev: På flugt i Sibirien. Zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader. Gyldendal,  207 sider, ill.

ISKOLDT JAGTHELD

af Hjalte Tin

€€€€

26 årig dansker sætter Sibirens undertrykte oprindelige befolkning fri.

26 årig dansker frosset ihjel i Sibirien. Den store drøm og det ulykkelige resultat. Næsten. Rane Willerslev satte ikke den oprindelige befolkning fri og overlevede med nød og næppe flugten i Sibirien.

“På flugt i Sibirien” følger efter tvillingbroren Eske Willerslevs “Fra Pelsjæger til

professor” fra sidste år og 13 år efter deres lille fælles bog “Pelsjæger i ødemarken”. “På flugt i Sibirien” har en helt anderledes personlig anfægtet og anfægtende historie på hjertet end den tidligere bog. Pelsjægerantropologen fortæller indsigtsfuldt om de oprindelige folk i Sibirien og i dén grad på første hånd om at leve med jægerne, naturen og jagtens ånder.

Faderen var en hård negl der beordrede sine sønner til at hugge brænde i ugevis og smed dem i isfyldte søer for at hærde dem. Sønnerne lærte at elske vildmarken og har med taknemmelighed taget farens mandeideal til sig. Den ubegrænsede tro på egne kræfter og retten til at bruge dem i det godes tjeneste var drivkraften i Willerslevs pelsprojekt, som udspillede sig i sibirisk Fjernøsten i begyndelsen af 1990’erne. Den unge danske antropolog solidariserede sig med de jukagiriske jægere og havde en plan for deres nye liv. De skulle skabe et andelsforetagende og selv sælge deres zobelskind på verdensmarkedet. “Historiens uretfærdige gang skal vendes for altid” erklærede han. Sammen med en ven fra den danske pelsauktion ville Willerslev med 8000 dollars i en mægtig viljesakt rydde Jakutiens korruption, det beskidte politiske spil, den tvetydige sovjetarv og jægernes apati og alkoholisme til side. Statens pelsmonopol gik lidet overraskende til modangreb og Rane måtte sammen med en jægerven flygte for sit liv. Ude i vinterødemarken var de tæt på at sulte ihjel. Med deres sidste patron (!) nedlægger en sultomtåget Rane endelig en elg og en uge efter bliver de undsat af venner. Beskrivelsen af sulten, dødsangsten og taigaens værneånder er bogens højdepunkt.

I bagklogskabens gustne lys kalder Willerslev sit pelsprojekt romantisk og hovedløst. Han havde “naturligvis” ikke sat projektet igang, havde han vidst hvilke farer det udsatte ham selv og andre for - deres kompagnon blev sandsynligvis myrdet. Men, tilføjer han, nu slipper han på sit dødsleje for at ærgre sig over at eventyret gik hans næse forbi. Videnskabsmandens overblik og analytiske tilgang støder frontalt sammen med vildmarksdrømmeren i Rane Willerslevs “På flugt i Sibirien”. Modsætning mellem fornuft og eventyr gnistrer på hver eneste side i bogen. Provokerende, oplysende, mystificerende og stærkt underholdende.

2009, 25 AUGUST

Ivars Silis: Slot under vand - flygtningedreng i efterkrigstidens Danmark. Gyldendal, 232 s. 249 kr.

FLYGTNING PÅ FLØDESKUMSFRONTEN

af Hjalte Tin

€€€€

Da Ivars Silis for 50 år siden gik med sin mor på gaden i København og talte lettisk råbte gadedrengene “tyskersvin” efter dem. I dag er det ikke gadedrenge, men folketingsmedlemmer og ministre der råber “burka” efter de fremmede på gaden. Hvad vil flygtningebørnene fra Brorsons kirke skrive om 50 år?

“Slot under vand” er en ligefrem og livsbekræftende beretning om at være flygtning i Danmark. Polarfotografen Ivars Silis har fået den udmærkede ide at skrive en erindringsbog om sine barneår som krigsflygtning i Danmark. I anden verdenskrigs sidste måneder kom lille Ivars med sin mor og lillebror og 3000 andre letter til Danmark. En tredjedel af Letlands befolkning var blevet dræbt i krigen. “Helvede har vi lagt bag os, danskerne svømmer i mælk og honning.” sagde de voksne. Silis tegner et bittersødt billede af barndommen i lejre og baraker, sportshaller, skoler og gamle slotte. Baltere ville ikke være sammen med russerne der havde besat deres lande, og ingen måtte være sammen med den kvarte million tyske flygtninge bag pigtråden. Letterne endte i KB-hallen. Der lå de stuvet sammen på lange rækker af halmmadrasser. Silis kan skrive stemninger frem så man fryser, fryder sig og fantaserer med drengen Ivars  (og den voksne Ivars) om fulde tallerkner, frække mænd og forførende kvinder. Intet fjernsyn, ingen radio, ingen telefon. Sang og fortællinger. Selvskabt underholdning. I femårige Ivars erindring står Gurre slot som et magisk sted hvor han sad oppe under loftet og lyttede til mændenes historier mens cigaretrøgen bølgede mellem køjesengene. “Jeg skelnede ikke mellem skrøner, pral, løgn, vittigheder og virkelige oplevelser...jeg sugede alt til mig, ordene, drømmende. Jeg hinkede bare ud ad Mælkevejn med tre fløjtetoner på læben.” Bogens titel skyldes et vidunderligt beskrevet karneval med havfruer, tang og fabeldyr nedsænket i fantasiens store hav.

Flygtningene havde forbud mod at lære dansk, “vi skulle absolut ikke integreres”. De danske myndigheder må have håbet at flygtningene rejste videre. Men de fandt sort arbejde på gårde og værksteder og nogle begyndte at lave husflid som de solgte på markedet i Helsingør. Kærligt, usentimentalt og overbevisende viser Ivars Silis læserne livskraften, energien og værdigheden blandt de uvelkomne gæster. Han har givet os en underholdende og vigtig historie om at være flygtning i Danmark. Hans ærinde er ikke at kritisere hvordan vi behandler flygtninge idag. Men Silis udgiver sin bog i et Danmark som mere end nogensinde diskuterer flygtninge og sammenligningen mellem dengang og nu er uundgåelig. Når han for 50 år siden gik med sin mor på gaden i København og talte lettisk råbte gadedrengene “tyskersvin” efter dem. “På den tid” skriver Silis diplomatisk “stak provinsialismen dybt.” I dag er det ikke gadedrenge, men folketingsmedlemmer og ministre der råber “burka” efter de fremmede på gaden. Hvad vil flygtningebørnene fra Brorsons kirke skrive om 50 år?

2009, 9 MAJ

Benn Hills: Prinsesse Masako: Fange af krysantemumtronen. Politikens Forlag. 288 sider, kr 250.

SE OG HØR DE LUXE

af Hjalte Tin

Krysantemumtronens fange lukkede selv sit gyldne bur og smed nøglen langt bort hinsides voldgraven. Depression, sygdom, kedsomhed og bortvisnen blev belønningen for at lægge krop til verdens ældste regerende kongeslægts desperate forsøg på at skaffe sig en mandlig tronarving. Den australske journalist Benn Hill har ikke truffet hovedpersonen i sin bog og hele det japanske hof modarbejdede hans projekt. Tilsidst blev han sagsøgt for bagvaskelse og hoffet nedlagde fogedforbud mod at bogen udkom i Japan. Hills siger i et efterord tak for den gratis reklame.

Et enormt japansk pressekorps dækker ALT hvad der siver ud af rygter og formodninger fra det lukkede slot midt i Tokyo. Masakos graviditet ryddede sendeflader og forsider fire dage i træk. Hills bruger dette bjerg af Se og Hør-stof med omtanke, men det kan ikke skjule at hans portræt af Masako hviler 100% på andenhånds anekdoter, efterrationaliseringer og gode gæt. Masako og kronprinsen optræder kun som skygger i en lang række bipersoners erindringer.

Masako blev født 1963 som datter af en højt placeret embedsmand. Hun fik en international uddannelse, bl.a. på Harvard og havde en lovende karriere foran sig i det japanske diplomati, da Naruhito, den japanske kronprins, efter flere års kurmageri endelig fik hendes ja. Bogen vakler mellem Se og Hør-vinklen med så meget kejserligt dyneløfteri som muligt (meget lidt) og en velinformeret diskussion af det moderne Japans historie. Hills skriver tungt og omstændeligt om sin møjsommelige opstøvning gamle lærere, studenterkammerater fra Harvard, veninder fra skoletiden i Tokyo, kollegaer fra udenrigsministeriet, og en stiv oversættelse gør ikke bogen bedre.

Hills beklager bogen igennem at Masako, “denne kvikke, livlige og veluddannede kvinde”, ender med at spilde sit liv undertrykt af slottets konservative og kvindefjendske magthavere, som ikke er kejserfamilien, men Kunaicho, den tusindtallige paladsadministration, som trækker i alle trådene. Her skrider Hills proportioner, efter min mening. Masako er stadig en yderst priviligeret kvinde i forhold til den almindeligt undertrykte japanske kvinde. For denne læser er det da også billedet af Japan, snarere end af Masako, som gør bogen interessant.

I Hills bog bliver Krysantemumtronen det forgyldte spejl som Japan bliver set i. Han viser læseren et Japan som stadig er låst fast i umenneskelige konventioner, som på absurd vis ringeagter kvinder, og som stadig ærer en kejserinstitution med medansvar for Japans krigsforbrydelser i Anden Verdenskrig.

Det er interessant at høre om Japan, dette land som sætter et kæmpeaftryk på resten af verdens kultur gennem smart teknologi. Hvordan kan innovation gå hånd i hånd med ekstrem konservatisme? Det er ikke Hills ærinde at svare på dette spørgsmål, men hans bog om Masakos sørgelige historie viser os en dunkel modpol til de lysende, ultrasmarte gadgets vi køber af Den Opstigende Sols Land.

2009, 30 marts

Pernille Bramming: Hjemme i Kairo. En  beretning om fem år i Ægypten. Gyldendal, 272 sider, kr. 299. illustreret.

KYLLING, SMØR OG MICHAEL LAUDRUP

af Hjalte Tin

“Hjemme i Kairo” fortæller hvordan Kairo blev hjemme for en livsglad, åben og fordomsfri dansk journalist. Bogen tager læseren med på præcist erindrede op- og nedture i mega-millionbyen. Pernille Bramming forelskede sig i Kairo, giftede sig med ægyptiske Gamal, fik familie og et liv i Ægypten. Men hun endte med at forlade landet for at datteren Dalia kunne vokse op i Danmark. Bramming boede i Kairo 1991-96, dengang ægypterne kun kendte Danmark som landet med “kylling, smør og Michael Laudrup”. Idag skriver hun til læsere i et Danmark der, efter otte års regeringssanktioneret islamforskrækkelse, er blevet kendt i Ægypten som Muhammed-hånernes land. “Hvor svært det end er ikke at fordømme de anderledes, men netop anerkende dem som mennesker, så er det samtidig den måske smukkeste og vigtigste etiske fordring, vi må stille hinanden.” skriver Bramming i sit forord. Klogt og hudløst lever bogen op til denne fordring. Ud af dagligdagens utallige små personlige tråde væver hun et både forelsket og kritisk billede af indbyggerne i Afrikas og Mellemøstens største by - som hverken er Afrika eller Arabien, men en faraonisk by med en femtusindårig historie.

Bramming skriver et ukrukket, letflydende dansk. Bogen er hurtigt læst, men den glemmes ikke. Bramming er bedst når de enkelte oplevelser foldes ud, personlige detaljer kommer med og hun tillader sig selv mere end i en (genbrugt) avisartikel. Hjemme i Kairo havde Bramming - og hendes ægyptiske middelklassefamilie - fyldte køleskabe, gode jobs, masser af privilegier, men også et liv med ekstrem forurening, en universel mistillid til andre mennesker, foragt for fysisk arbejde, ukendskab til egen krop, beundring for snyd, en fundamental ulighed mellem mennesker og først og sidst undertrykkelse af kvinder. Splittet mellem had og kærlighed til Kairo savnede Bramming det moderne Danmark, vores samfund med dets personlige sikkerhed, den friske luft, demokratiet, et ikke-korrupt retsvæsen og ikke mindst den ligestilling kvindebevægelsen havde tilikæmpet sig og moderniteten muliggjort.

Religionens fremmarch er et centralt emne bogen strejfer igen og igen. Bramming oplever velhavende unge kvinder i omgangskredsen begynde at gå med tørklæde, noget deres mødre ikke gjorde. Og i slumkvartererne vokser fundamentalismen hastigt. Hvorfor? Pernille Brammings svar er at den saudisk inspirerede fundamentalisme giver Ægyptens underklasse et åndeligt og materielt modsvar til det asociale og korrupte ægyptiske diktatur. Overklassen, diktaturets støtter, hykler fundamentalisme for at tage vinden ud af underklassens kritik. Og de unge kvinder? De forsvarer sig med den uformelige påklædning mod mændenes sexisme, mod “de sultne øjne”, og mod faderens kontrol. Tørklædet er en paradoksal strategi for at kunne tage del i moderniteten.

Det liv ønskede Bramming ikke for sin datter og da det kom til stykket valgte Bramming at datteren Dalia skulle vokse op i Danmark. Men det var ikke nogen let beslutning og hele bogen igennem reflekterer Bramming over spørgsmålet om hvordan en mor og ægtefælle og fremmed bør og kan vælge livsbane for sit barn. “Er der bedre i Danmark?” spørger Dalias mor, “Er vi lykkeligere i Danmark? Får hun et bedre liv? Bliver hun lykkeligere? Gør jeg selv? Ja, det tror jeg. Men dybest set er det spørgsmål, der ikke findes svar på.” Måske hovedet ikke kunne finde svar på spørgsmålet. Fødderne kunne. Og de gik hjem.

“Hjemme i Kairo” giver en underholdende, menneskeklog og hermed varmt anbefalet nøgle til ægypternes verden. Læs den, se Kairo for fuld udblæsning i filmen “Yacoubians hus”, og du har chancen for at opleve både kulturernes mangfoldighed og det fælles menneskelige “Hjemme i Kairo”.

2008, 9 DECEMBER

Bjørn Harvig: Igors Æblehave. fortællinger fra en cykelrejse København - Teheran. Mediehuset Luksus. 190 sider. xx kroner.

CYKEL ROAD-MOVIE

af hjalte Tin

28 årige Bjørn Harvig har gode ben. På fire måneder cyklede han sidste år fra Kartoffelrækkerne til Teheran gennem Sverige, Finland, Rusland, Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Iran. Lige ud af landevejen beretter han om turen med gode klip direkte fra dagbogen. Bedst er Rusland med besøget i Igors æblehave. Her har vores fortæller sluppet taget i hjemmet og trætheden og hjemveen i Iran har endnu ikke indfundet sig. Man fornemmer at Harvig er på bølgelængde med de hjertelige, drikfældige og sentimentale russere han deler vodka, badstue og hjerte med. Rusland er ikke spektakulært som Kaukasus eller eksotisk som Iran. Det er fladt, ensformigt, tungt. Og det passer godt til Harvigs form, både som rejsende og som fortæller. Bjørn Harvig tør fokusere på detaljer, de små oplevelser, de nære relationer. Han kaster sig ud i skæve situationer og giver sig tid til sammen med dem der griber ham. Igor i æblehaven siger: “Rusland er et rigt land, men jeg er flad”, “Hvordan kan det være?” spørger Bjørn med hjælp fra parløren. “Det her er Rusland. Jeg har ingen penge, men mine venner er million dollars værd.” Bogen er en perlerække af herlige møder, men ikke dybe venskaber, og den giver ikke stof nok til at vi lærer Bjørn at kende som andet end en åben og tænksom dansker der ikke går af vejen for en druktur. Hvem Bjørn er og hvad der har gjort ham til en rejsende forbliver usagt. Harvig var 11 år da Sovjetunionen blev opløst, og fortiden, både den personlige og verdens nære fortid, er tåget og upræcist tilstede i bogen. Bogens mange tidstypiske og virkningsfulde fotos passer perfekt til teksten. Krasse farver, close up, skæve beskæringer. Stemning mere end overblik. Sådan er bogen også. Verbale snapshots gnistrer. “Lyden af kvindernes høje hæle, det er lyden af Ukraine.” Og så en ny dag, et nyt sted. Igors Æblehave er hurtigt læst, skarpt iagttaget og fuld af underholdende episoder. Bjørn Harvig er et godt bekendtskab. Verden er stor og fuld af eventyr. Jeg glæder mig til at høre mere fra. Længere, dybere og mere Bjørn Harvig.

2008, 7 NOVEMBER

Peter Tygesen: De gode menneskers land. Danmark i Mozambique. People’s Press. 509 sider, 299 kr.

HJÆLP TIL SELVHJÆLP

af Hjalte Tin

Peter Tygesen har skrevet en meget læseværdig bog om Danmark i Mozambique, båret af en stor kærlighed til landet og dets (smukke) mennesker. “De gode menneskers land” er skrevet på opdrag af Danida på ultrakort tid. Redaktionen er afsluttet i august 2008 inden Danida skulle formulere en ny strategi for hjælp til Mozambique. Korrektionen er gået hurtigt og flere steder er hele afsnit gentaget.

Danmark har brugt milliarder i Mozambique. Danidastoffet fylder meget og har gjort bogen lang. Men fremstillingen er levende, med meget få tal og renset for bistandsnewspeak. Tygesen giver sig god tid til at fortælle Mozambiques blodige historie, især borgerkrigen der rasede de første tyve år af landets selvstændighed og stadig trækker dybe spor i hverdagen. Bogen koncentrerer sig om hjælpen til landbruget og Tygesen forsøger gennem seks konkrete livshistorier at give læseren en menneskelig målestok at vurdere hjælpen ud fra. Læseren skal holde rede på mange tråde, men resultatet er fremragende.

Bistanden til Mozambique har udviklet sig i takt med bølgerne i international ulandshjælp.  Tygesen fortæller levende bistandens udvikling gennem 40 år fra ildsjæles støtte til små solidaritetsprojekter helt nede på græsrodsniveau der voksede til hundreder millioner kr. i sektorstøtte til hele ministerier og idag gives som “budgetstøtte” dvs. penge Mozambiques regering selv fordeler. Resultatet er at hjælpen ender fjernere og fjernere fra de fattige. Man kalder det “lokalt ejerskab”. Tygesen ender med en knusende dom over den danske hjælp. Den støtter idag eliten i et gennemkorrupt etpartistyre som er fløjtende ligeglad med fattige bønder. Der er små solstrålehistorier, skabt af enkeltpersoners utrættelige og frygtløse indsats, men de ændrer ikke konklussionen. Dybest set er det et politisk problem. Danmark kan ikke give fattige bønder politisk magt i Mozambique. Danmark støtter Mozambiques regering. Tygesens modeksempel til den ineffektive og korrupte landsbrugsstøtte er private firmaers engagement. Et tobaksfirma giver småbønder mulighed for at dyrke tobak og frem for alt adgang til markedet - et sted at sælge. Det rykker. Og giver stof til eftertanke.

Bogen reklamerer med “et enestående samarbejde med et hold af verdens skrappeste bistandsrevisorer”. Se det ville være spændende. Men desværre bliver læseren spist af med mindre interessante detaljer fra en gammel kassebedrøversag og det evige omkvæd på bistandsevalueringer - virkningen kan ikke måles, men vurderes at være positiv.  Og der, hvor hjælpen er dryppet helt ned på græsrodsniveauet har den utvivlsomt gjort en forskel. For nogle mennesker, i nogle perioder. Det er forbandelsen der hviler over al diskussion af ulandshjælp. Du retter kikkerten det rigtige sted hen og du vil altid kunne finde en solstrålehistorie. Jeg retter kikkerten hen til nabolandsbyen efter programmet løb ud i sandet og jeg ser spildte penge, korruption og demoralisering. Goddag mand økseskaft sålænge diskussionens præmis ikke er eksplicit. Jeg vil vove den påstand at dansk bistand (og bistand generelt) dybest set ikke handler om at hjælpe ulande, dansk bistand handler om Danmarks nationale interesse i at være en bistandsstormagt. Denne interesse er sammensat af en stærk humanitær impuls i befolkningen, erhvervsinteresser i bistandsindustrien, og en national politisk interesse i indflydelse og vægt i FN og andre internationale sammenhænge, alt det der udtrykkes i kapløbet om bistandsprocenten. Først derefter handler bistandshjælpen om gode hjælpeprogrammer, om bedre koordinering end sidste år, om at få brugt pengene på finansloven (afløbsproblemet), om at undgå skandaler og dårlig presse og tilsidst, hvis alt går vel, om at en bonde i Mozambique får et bedre liv.

Tygesens store fortjeneste er at han bringer Afrika til live i sin bog. Her er historien, modsætningerne, kærligheden, brutaliteten, håbet, apatien og virkelige mennesker på godt og ondt. Tygesens forrige Afrika bog “Congo - formoder jeg” var en kæmpe succes. Den nye bog er ikke båret af samme vrede som “Congo - formoder jeg” og budskabet står ikke lige så klart og personligt frem. Det skuffer at Tygesen ikke vover et øje med sit personlige bud på god hjælp. Hvad bør Danida gøre i Mozambique? Kan hjælpen skrues sammen så den giver mening for de fattige? “De gode menneskers land” lander et sted mellem Tygesens stærkt kritiske mening om bistanden og ulyst til at gå i kødet på Danida. Tygesen har skrevet en vigtig bog som er på modtagernes side, Ana og de andre seje, livsduelige mennesker i Mozambique. Men bistandens præmis forbliver skjult. Tygesen stiller, af høflighed overfor sin opdragsgiver? ikke det helt centrale spørgsmål: hvem har interesse i at Danmark år efter år giver hundreder af millioner kroner til Mozambique og 13 milliarder kroner om året i udviklingsbistand? Peter Tygesen lader beskedent resultaterne tale for sig selv. Hjælpen står tilbage som ruiner, “en kuldsejlet drøm.”  Nej, hjælpen har da virket, den har hjulpet bistandsstormagten Danmark!

2008, 31 OKTOBER

Pico Iyer: Den åbne vej - en rejse med Dalai Lama. Kristeligt Dagblads Forlag. 278 sider, 269 kr.

REJSE TIL INDSIGT

af Hjalte Tin

Udgangspunktet for den indisk-engelske journalist og forfatter Pico Iyers bog om Dalai Lama ligner en tilfældighed, men er måske udtryk for altings dybere forbundethed. Forfatterens far blev ven med Dalai Lama i 1960, dengang Lamaen med en lille gruppe tibetanere netop var undsluppet den kinesiske hær og var begyndt at skabe et tibetansk eksilsamfund i den nordindiske by Dharamsala. Faderen introducerede senere sin unge søn til sin tibetanske ven og det blev begyndelsen til Pico Iyers livslange rejse med Dalai Lama.

“Den åbne vej” fører læseren på rejse med Lamaen jorden rundt bl.a. til Japan, Canada og Europa. Den offentlige Dalai Lama deler verdensscene med  personligheder som Desmond Tutu og Vaclav Havel og har her skiftet fokus fra tibetansk buddisme til en global etik. Hans grundlæggende holdninger er stadig de samme, men han prøver konstant at finde nye måder at gøre dem tilgængelige på. En vigtig del af bogen er henlagt til Dharamsala og inderkredsen om Dalai Lama. Her møder vi den private Lama, munken og den buddistiske filosof der mediterer fire timer hver morgen. Vi deltager i tibetanske mysterieritualer og møder en “næsten ufattelig anderledeshed” i kernen af Lamaens væsen. Han er en livslang elev af Budda, og han stræber, “som enhver munk gør, efter en enkelthed der ikke ligger før kompleksiteten, men på den anden side af den”.

Bogens sidste del er viet Lamaen i praksis, globalisten og politikeren. Dalai Lama forsøger at støtte de seks millioner tibetanere han ikke har set i at halvt århundrede, og han forsøger at skabe et nyt Tibet blandt dem der sjældent eller aldrig har set Tibet. Interessant er Iyers diskussioner med tibetanerne i Daramsala, den kaotiske, globale emigrant- og hippieby på de stejle fyrretræsklædte bjerge i Nordindien. Her mødes verdens drøm om Tibet med unge eksiltibetanerens rodløshed og dybe følelse af tab. Ironien er at mens Tibet er blevet vestlig eller moderne - en proces både Kina og den globale udvikling har drevet frem - har stadig større kredse i vesten ladet sig inspirere af Tibets spirituelle verdensbillede. Iyer har et skarpt øje for vestens romantisering af Tibet, og det dilemma Dalai Lama står overfor. Støtten til Tibets kamp for selvstændighed drives af romantiske forestilinger om Tibet og ender ofte med at skade tibetanerne inde i Tibet.

Pico Iyers vurderinger er positive, men aldrig blot næsegrus beundring for Dalai Lama. I sin bog forsøger han at bringe Dalai Lama ud af Tibet og buddismen, og ind i et bredere fællesskab af ideer og tænkere, for at vise, hvor ofte hans tænkning stemmer overens med andre traditioner. Han har fulgt Lamaen og hans nærmeste medarbejdere tæt i over tredve år, men med en journalistisk og ikke-troende intellektuel distance til buddismen og Tibet. Det gør hans fortællinger og reflektioner interessante og inspirerende for ikke-buddistiske og ikke-tibetanske læsere. Iyer udtrykker sig i lange sætninger fulde af indskud og sprogblomster der ikke altid falder lige heldige ud, som “glinsende åbenhjertighed” om Desmond Tutu.

Iyers bog er hverken en kronologisk biografi eller en stringent diskussion af Dalai Lamas politiske og religiøse virke, men en levende blanding af personlige oplevelser i Dalai Lamas inderkreds og forsøg fra stadig nye vinkler at forklare hvordan Lamaens tanker har udviklet sig. På overfladen er “Den åbne vej” en slentrende og anekdotisk inside fortælling om en person den globale offentlighed har gjort larger than life. Under overfladen er den et indtrængende og varmt forsvar for Dalai Lamas global etik som hævder at de eneste sandheder, der på nogen måde kan give mening for os må gælde alle mennesker. “Hvis de kun gælder en bestemt tradition eller kultur er det slet ikke menneskelige sandheder.” Kristeligt Dagblads Forlag har givet danske læsere en velkommen mulighed for at møde verdens vel nok mest kendte buddist i øjenhøjde. Læs bogen og brug den praktisk, for som Dalai Lama siger: “Sindet er noget vi har mulighed for at forandre. Og det samme er derfor den verden, som, sindet har skabt.”

2008, 29 SEPTEMBER

Jesper Huor: Sidste rejse til Phnom Penh. Bindslev, 232 sider, kr. 249.

VAR MIN FAR MASSEMORDER?

af Hjalte Tin

Et toårs barn forlades af sin far. Barnet får aldrig at vide hvad der blev af faren. Det kunne være en almindelig historie. Men da svensk-cambodianske Jesper Huor som voksen giver sig til at undersøge hvad der skete med hans far bliver han suget ind en historie om ondskab af et helt ufatteligt omfang. Sporene efter Jesper Huors far leder nemlig til de Røde Khmers Kampuchea og drabet på 2 millionmer mennsker 1975-79.

“Sidste rejse til Phnojm Penh” er et sørgespil der sindrigt, smukt og sikkert væver flere historier sammen. Der er tre hovedpersoner i bogen, Jesper selv, idag en svensk journalist i tyverne, hans forsvundne cambodjanske far Someth der var diplomat for de Røde Khmerer, og hans svenske mor Marita, som i flere år var formand for det svenske venskabsforbund med de Røde Khmerer. Jesper Huor folder sin sorg og bitterhed over farens svigt af sin lille søn ud i en  nøgtern og kortfattet bog. Den væver små, skarpt erindrede situationer fra opvæksten i Stockholm med moren, rekonstruerede glimt fra farens opvækst i Cambodja og Jespers egne oplevelser i nutidens korrupte, turistfyldte Phnom Penh sammen til en historie med en tragedies dybde og en kriminalromans fremdrift. Læseren følger Huor-famillien som krigen æder sig ind på deres dagligdag, indtil den kommunistiske magtovertagelse 1975, år nul. Herefter kom der ikke flere breve til Sverige. Af Jespers fars 12 søskende overlevede kun én. Én flygtede og resten blev sultet ihjel i de koncentrationslejr-lignende landbrugskollektiver fordi de havde uddannelse og dermed var uværdige til et liv i det nye Kampuchea.

Familiehistorien og Cambodjas indre udvikling kan ikke alene forklare folkedrabet.

Øst-vest konflikten og dens krig om Indokina skubbede Cambodja ud over afgrunden. USAs enorme bombardementer af landet og støtten til Lon Nol, som kuppede kong Sihanouk, øgede kun opbakningen til de Røde Kmerer. Og istedet for at svække Nordvietnam, USAs egentlige fjende, førte USAs indblanding i Cambodja til Hanois endelige sejr. I 1975 måtte USA forlade Indokina og i 1979 fjernede Vietnam Pol Pots styre med en militær intervention og fik standset folkedrabet. Vietnam blev skældt ud af verdenssamfundet og anfort af USA lod bl.a. Danmark Pol Pot og hans allierede beholde Cambodjas sæde i FN indtil 1993. Når man læser denne historie idag er der vanskeligt ikke at undre sig over USA hurtige og kortsigtede brug af overvældende militær magt mod andre lande med en fatal ignorering af den fremmede befolknings følelser. Det er tydeligvis en stormagtsfristelse USA ikke har lært at modstå.

Jesper Huor foregiver ikke at forklare folkedrabet, men han antyder i sit udvalg af erindrigsbilleder nogle særlige cambodjanske forudsætninger for at det kunne gå så galt.

Cambodja er et buddistisk land og som tolvårig blev Jespers far sendt nogle måneder i kloster. Her lærte han og de andre drenge at det er godt og prisværdigt at få frataget alle personlige ejendele og underlægge sig de ældre munkes knusende og indiskutable autoritet. Skolen gik i samme retning. Uddannelse var godt og man lærte ved at få bank. Læreren slog elever der ikke kunne de franske verber til de besvimede. Og derhjemme var bedstefaren en uantastet konge. Den ældste søster var hans løjtnant som tugtede de mindre søskende. Mange år senere beklagede hun sig til Jesper over at hendes hænder stadig er grimme efter alle de tæsk hun måtte give sine små søskende.

Efter studieophold i Paris og Nordkorea blev Jespers far de Røde Khmerers diplomat i DDR. Scenerne fra Østberlin i den lille ambassade med den forelskede svenske mor som troede ubetinget på revolutionen, den gådefulde far og ambassadøren, kong Sihanouks søn, er fulde af sødme, absurditet og knugende uhygge. I 1977, da Jesper er to år,  besluttede faren at han ville rejse hjem for at tjene revolutionen: Sidste rejse til Phnom Pehn. Hvorfor? Revolutionens hemmelighedsfuldhed var altomfattende. Var Jesper Huors far en naiv patriot?  Ønskede han at dø? Var han parat til at deltage i folkedrabet? Huor kan ikke finde noget tilfredstillende svar. Året efter faren forsvandt rejste Jespers mor som formand for det svensk-kampucheanske venskabsforbund med en delegation til Phnom Penh. En af de få udenlændinge der blev sluppet ind i det ekstremt paranoide Kampuchea. Hun håbede at finde spor efter sin mand. Men ingen ville sige noget til hende. Først tyve år senere lykkedes det hendes søn at finde et foto af faren i Phnom Penh som afslører hvad der skete. Her løber alle fortællingens tråde sammen i en grusom slutning. Som samtidig ikke er en slutning for en søn har overlevet og kan fortælle historien. Det er blændende gjort. Bogen er spændende, ubærlig og meget læseværdig.

2008, 22 AUGUST

Flemming Friis: - en karakterfuld REJSEBESKRIVELSE. Forlaget Andina, 301 sider, 350 kr.

LÆSERBREV I STIFT BIND

af Hjalte Tin

En mand har i foråret 2008 rejst rundt i Europa med en afstikker til Israel for at lære af historien og give danskerne "en løftet pegefinger". Lad det være sagt med det samme, Flemming Friis' bog " - en karakterfuld REJSEBESKRIVELSE" er et 300 sider langt læserbrev der skælder ud på alt fra Uffe Elleman Jensen til Danmarks Radio, Israel, Greenpeace og islam og atter islam. Allerede titlen præsenterer Flemmming Friis som en pedantisk enspænder der fører regnskab helt ud i titlen og kalder sin egen bog "karakterfuld" og ikke lyttet til dem der kunne fortælle ham at læsere måske selv kan tænke. Og når resten af titlen er "historisk, politisk og åndelig rejsebeskrivelse. Berlin, Wittenberg, Dresden, Auschwitz, Nürnberg, Kljuc, Beograd, Toscana, Rom, Jerusalem, Meteora-klostrene, Assisi, Elba og Normandiet" åbner man den store, stift indbundne og flot udstyrede bog med mange pænt reproducerede fotos forvirret og usikker på indholdet. "Rejsen er begyndt", skriver Friis, "Det er sidst i februar 2008. Omtrent årsdagens for Napoleons flugt fra Elba. Jeg nyder tilfældigheden og føler, at dette sammentræf vil give mig det fornødne held til at opleve 3 gode måneder under fremmede himmelstrøg." 

Vi får Flemming Friis' private Europahistorie serveret i ideosynkratiske brokker. De spredte personlige rejseoplevelser er skuffende ligegyldige og det hele er pumpet op med leksikalske oplysninger om alt fra Napoleon, Roms oldtid, D-dag, reformationen, det tredje rige, det attraktive Toscana og meget, meget mere. Flemming Friis har en altomfattende dagsorden og spørger om "Muhammed-tegningerne, tørklædet, religionernes betydning og beskeden forståelse af historien vil medføre at det velfærdshungrende menneske risikerer at opleve endnu en verdenskrig". Friis formår dog ikke gøre sin kritik af verdens almindelige dårligdom vedkommende for læseren. Desværre, for så kunne bogen i bedste fald måske afstedkomme en interessant diskussion. Forfatteren giver til sidst sig selv karakter: "Det har været en fantastisk rejse. Overrumplende, interessant, lærerig, berigende og meget dannende." Tillad mig at være uenig.

2008, 11 AUGUST

Jesper Grønkjær: Den magiske rejsende. Dansk tryllekunstner på ekspedition til klodens fjerneste afkroge. Forlaget mellemgaard. 390 sider

EN VIAGRAPILLE I DEN GALE HALS OG ANDRE TRICKS

 

af Hjalte Tin

Ideen er smuk: at rejse ud og bytte gode oplevelser mod gode oplevelser, at forære fremmede mennesker en magisk oplevelse og modtage deres glæde til gengæld. Jesper Grønkjær er en tryllekunstner som gang på gang er blevet grebet af rejsefeber og hvad har da været mere oplagt end at tage den gamle kuffert med tricks på ryggen og kaste sig ud i eventyret? Første gang i Kjellerup, senere på Grønland, i Afrika, Indonesien, Peru, USA og Caribien. Uden varsel starter Jesper Grønkjær modigt sit trylleri midt i en masailandsby, dybt inde i Ny Guineas jungle, på en tømmerflåde ned ad Amazonas eller udklædt som drag i New Yorks natteliv. Som læser er man hver gang lige så spændt som tryllekunstneren på reaktionen fra de forundrede, forskrækkede og herligt begejstrede fremmede.

Jesper Grønkjær tegner et billede af sig selv som en både selvsikker, professionel entertainer og en naiv, fandenivoldsk Kjellerupknejte. Bogens højdepunkt er turen ind til “kannibalerne” på Ny Guinea. Grønkjærs magi skræmmer, fryder og gør stormende lykke. Og Jesper og hans rejsefælle Thomas kommer ud af junglen med dyb respekt for mennesker som lever en så anderledes og barsk tilværelse. “De nød virkelig” skriver Grønkjær, “at der var nogle, der havde noget med til dem, istedet for at vi blot var på gennemrejse.” Med hjem havde han også et hit af et billede af sig selv og kammeraten sammen med to stammekrigere, alle fire kun iført ømme penisfutteraler.

Grønkjær er en åben og underholdende rejsende i magi, men alt for ofte en upræcis, naiv og floskuløs forfatter. Ærgerligt, for i enkelte passager er han faktisk knivskarp, som da han lidt for sent opdager at en luder på Bali har rullet ham. Grønkjær kan bagefter trin for trin beskrive hvordan han blev narret. Tryllekunstneren må rent professionelt indrømme at tricket var perfekt udført. Hvis bogens sprog i begyndelsen er komisk, “min nakke var helt stiv, som havde jeg fået en viagrapille i den gale hals!” bliver det tilsidst irriterende, “Tankstationens skilt blafrer knirkende i vinden, mens man kan se Stars and Stribes (sic) vejre (sic) over landskabet.” Engelsk volder også problemer. Nationalparken Big Bend i Texas bliver igennem et helt kapitel til Big Ben. Forlaget mellemgaards redaktører må være nogle af de mere sjuskede i dansk forlagsbranche.

Den (for) lange bog er underholdende når trylleriet går igang og noget af en show-stopper når Grønkjær er almindelig turist eller sidder hjemme i Kjellerup og reflekterer over livet. Den magiske rejsende har en unik historie, men i “Den magiske rejsende” når forfatteren desværre ikke op på højde med tryllekunstneren.

2008, 29 juni

Marie Venø Thesbjerg: Buddhas kvinder - Nonner i Bhutan. Forlaget Ajour, 128 sider, 238 kr.

RØDKLÆDT KVINDEVERDEN

af Hjalte Tin

Buddhas kvinder er idag. Buddha levede for 2500 år siden, men det er vores samtidige, unge piger i Bhutans fjerne bjerge, som vier deres liv til Buddha. De gør det for at gøre verdens sum af lykke større. Danske Marie Venø Thesbjerg har tilbragt flere måneder i Bhutans nonneklostre med sit fotografiapparat og en notesblok. “Buddhas kvinder” er  en fotobog med 14 korte tekster, bl.a. om cølibat, kristendom eller karma, læremesteren, mor og nonne, meditation, genfødsel og en sjov nytårsfest. Buddhacitater ledsager nogle af de mange, meget smukke, fotografier. Perfekt reproducerede i et klart og elegant layout. Flere kan ses på hjemmesiden www.buddhaskvinder.dk. Thesbjerg giver læseren indsigt i en anden verden, ikke gennem kritiske, diskuterende ord, men i sit næsten forelskede portræt af unge kvinders vej mod personlig lykke i Bhutans nonneklostre. 

“Jeg er nok en blanding af kristen kulturarv og buddist.” siger Thesbjerg til en af de unge nonner, der vil vide hvilken religion den danske besøgende tilhører. Buddismen som en venlig, smuk og holistisk vej til lykke for den enkelte passer på paradoksal vis til vor tid og vores forbrug af midler til selvrealisering. Paradoksal fordi ny forskning om vores klode bekræfter en fundamental “buddistisk” forbundethed mellem alle biologiske livsytringer. Fra klima til computerbårne netværk er vi del af et stort hele med et åndedrag på millioner af år. Men vores produktion af viden om sammenhænge fra biologi til økonomi sigter stadig mod vækst og ikke mod balance. Vores historisk set pludselige og uhørte rigdom er skabt ved rovdrift og fornægtelse af enhvert ansvar for det store biologiske fællesskab. Vi er blevet så rige som kongesønnen Buddha var. Denne rigdom giver os både mulighed og forpligtelse til tage ansvar. Og her vender nogle sig så mod buddismen. Ikke det strenge klosterliv i Bhutan med stræben efter den fuldstændige ophævelse af jeg-begær, med underkastelse af den personlige vilje under en formynder-læremester, men en individuelt tilpasset blanding af kulturer og religioner.

“Buddhas kvinder” er et dragende postkort fra en tågefyldt, smilende, rødklædt kvindeverden. Thesbjerg formidler en stemning af enkel livsmening som sikkert vil vække et savn hos læsere i Vesten. Bogen er allerede solgt til USA og Canada. Succes - hvortil Buddha sagde: “Det, som fødes, dør. Det, som samles, vil blive spredt. Det, som har hobet sig op, vil blive opbrugt. Det, som er bygget op, vil falde sammen.”

2008, 6 JUNI

Angelique Umugwaneza: Rwandas børn - en beretning. Gyldendal, 312 sider, 299 kr.

ANNE FRANK I JUNGLEN

af Hjalte Tin

Læserne husker måske de forvirrende avisreportager for 12 år siden om to millioner flygtninge der pludselig forsvandt i Zaires jungle i kølvandet på den grusomme folkedrab i Rwanda? Af alle steder dukker nu én af dem op i Hundsborg i Thy med en fantastisk bog. Efter syv år på flugt i Afrika kom Angelique Umugwaneza til Danmark som FN-flygtning. Gode Thyboeres venlige modtagelse gav den hårdt prøvede unge kvinde et hjem. Hun studerer nu statskundskab på Århus universitet, har lært vores sprog og valgt at skrive sin helt personlige beretning om flugten på dansk. Det skal vi være glade for. Hun har skrevet en vigtig og gribende bog. I et let flydende, ligefremt sprog (hjulpet af Peder Fuglsang) fortæller hun sin historie. Flugtens omfang er næsten ikke til at fatte. Angelique, hendes mor og søskende og tusinder andre travede på et år 3000 kilometer gennem verdens største jungle, bærende på deres ejendele, sultne og syge, drevet frem af en altdominerende frygt for at blive dræbt af Rwandas hær.

Som barn mærkede Angelique ikke meget til den skæbnessvangre etniske polarisering af befolkningen. Men den ramte også hendes fredelige familie. Pludselig var menneskelighed og gamle venskaber intet værd, frygt åd sig ind overalt og eksploderede i folkedrabet på tutsierne. Angeliques beskrivelse af hvor let fanatiske ledere kunne trævle et samfund op og gennemføre et folkedrab er et vigtigt bidrag til forståelsen af folkedrab generelt. Aldrig igen sagde verden efter jødeudryddelserne. Men alligevel skete det igen. Litteraturen om jødeudryddelsen og koncentrationslejrene er overvældende. Litteraturen om folkedrabene i Rwanda og i Zaire og den efterfølgende store afrikanske krig er så godt som ikke-eksisterende på dansk. Hutuerne flygtede ind i junglen med Mordere skrevet på panden hvad enten de havde blod på hænderne eller ej. Resterne af hutuhæren flygtede sammen med de civile flygtninge. “De militære” havde våben og uindskrænket magt over flygtningene. Som beskyttere (?) drev de hutumillionerne længere og længere ind i Zaires jungle. Angelique er uklar på dette ene vigtige punkt. Det var hjælpeorganisationernes store problem. De ønskede ikke at holde liv i en hær, og afbrød hjælpen selvom det gik ud over det store flertal af civile flygtninge. Angelique anklager verdenssamfundet og specielt UNHCR for at have svigtet de to millioner flygtninge i Zaire. Kun ganske få overlevede. Et ukendt millionantal døde mens verdenssamfundet vendte ryggen til. Et svigt som muliggjorde folkedrabet på hutuerne. Angelique går dog ikke ind i en diskussion af storpolitiken omkring Rwanda. Dette er en førstehåndbereting fra en pige der overlevede to folkedrab og ikke en kølig analyse.

Heldigvis. Angeliques beretning rejser sig suverænt over de politiske og historiske omstændigheder i et gribende vidnesbyrd om vores inderste, allerinderste fællesmenneskelige kerne. Hvad er et menneske når det kæmper for sin nøgne overlevelse fuldstændig alene midt i en forhutlet, desperat menneskemængde? Hvad gør mennesket når det er bragt i den alleryderste nød? Denne 16-årige afrikanske pige må se sin mor bukke under, sin bror dø og efterlade sin lillebror i en fremmed landsby. Hun er forladt af sin Gud og må et efter et kappe alle blodets bånd for selv at overleve. Menneskets alleryderste nød har jeg sjældent set beskrevet med så lidt patos, med så få store ord, så nøgternt og dog så hjertegribende.

Kære danskere, tag godt imod vores nye landsmandinde og læs hendes bog. Angelique Umugwanezas beretning må få selv det mest forhærdede flygtningefjendske hjerte til at banke. Glem hutu og tutsi og Rwanda og Afrika. Angeliques beretning trancenderer totalt alle disse kasser vi putter mennesker ned i. Det er et MENNESKE der taler.

2008, 1 JUNI

Eske Willerslev: Fra pelsjæger til professor. En personlig rejse gennem fortidens dna-mysterier. Jyllands-postens forlag. 183 sider, 249 kr.

VELKOMMEN TIL ESKES DNA-DETEKTIVHISTORIER

 

af Hjalte Tin

Eske og tvillingbroren Rane var lømler der trak pigerne i håret, kedede sig i skolen og fik elendige karakterer. Eske og Rane havde en barsk, gammel far der krævede mandighed af sine sønner. Eske og Rane drømte om indianere og vildmarksliv og de tog til Sibirien og jagede zobel. Sammen skrev de den lille bog “Pelsjæger i ødemarken” (Klematis 1996). Siden er Rane blevet antropolog og Eske evolutionsbiolog. Og ikke bare det. Kun 39 år gammel er Eske allerede en af Danmarks mest kendte naturvidenskabsmænd, professor og en stjerne på den internationale evolutionsforsknings himmel. Hvordan gik det til? Og hvem er denne internationale dna-detektiv som afslører alt fra nåleskove under Grønlands indlandsis til Neandertal-mandens stamtræ?

For en indianerdrømmer må rejsen fra pelsjæger til professor være noget af en nedtur. Men nej. Eske Willerslevs nye bog “Fra pelsjæger til professor” fortæller i et ligefremt sprog at pelsjægeren fra starten også havde blikket rettet mod videnskaben og at professoren helt sikkert stadig er pelsjægeren der uden at ryste på hånden målbevidst jager videnskabelig zobel, såsom forsideartikler i verdens mest prestigiøse tidsskrifter. Og ikke går af vejen for den barske personlige in-fight når videnskabelige resultater kræver det. Willerslevs dna-gennembrud demonstrerer at han kunne tænke på tværs. Han er kommet så langt fordi han har kunnet koble fantasi med praktisk sans. Tro på nye ideer, tværfaglig gødning og resultatkrævende ledelse. Men det bliver man ikke nødvendigvis berømt af.

Videnskabelig berømmelse kræver både forskningssucces og en historie der kan kommunikeres. Eske Willerslev demonstrerer til fulde at han har været eminent dygtig til begge dele. Her er en forsker som ikke kan vente på kollegaernes fejring i et festskrift som 60 årig, men med en vidunderlig og provokerende ubeskedenhed skriver sin egen kendisbog for den brede offentlighed. Eske Willerslevs opdagelser når oftere og oftere avisspalterne. Her har vi dem fra hestens egen mund. Liv på Mars, jagten på de sidste mamutter, dna-spor i sibirisk jord, insekternes oprindelse, New Zealands uddøde maofugl, Sitting Bull, stenaldermennesker på Andamaner-øerne og de første mennesker i Amerika. Kortfattede og spændende historier om at afsløre små led i livets svimlende lange kæde.

Eske Willerslev vil meget med sin lille bog. Fortælle spændende historier fra fjerne egne af verden, popularisere evolutionsbiologien, sætte sit lys midt på scenen uden skæppe, tiltrække unge til naturvidenskaben og sidst men ikke mindst levere en sviende kritik af videnskabsminister Helge Sander og regeringens ekstremt kortsigtede strangulering af den frie grundforskning. Sanders peurile slagord “Fra forskning til faktura” skader ikke kun grundforskningen, men også den anvendte forskning. Willerslevs pointe er at penge til at skabe ny, basal viden vil være med til at inspirere, motivere og dygtiggøre hele det danske forskningsmiljø. “Viden er alle forskeres passion. Viden for videns skyld, men samtidig også en mulighed for at skabe den opdagelse, der ændrer verden for altid.”

Det smukkeste budskab i den dybt tankevækkende, provokerende og underholdende bog er at alt liv på jorden er beslægtet med hinanden. Hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i tiden har vi alle samme udspring, hvad enten vi er et egetræ, en bakterie eller et menneske. Og derinde i vores arvemateriale ligger en dna-sekvens som et håndgribeligt bevis på dette naturens store fællesskab. Velkommen til Eskes dna-detektivhistorier. Velkommen til evolutionsbiologien.

2008, 12 MAJ

Søren Koustrup: Mammutmanden. Tre ekspeditioner og et bryllup. Lindhart og Ringhof, 448 sider, 349 kr.

 

ISKOLD UNDERHOLDNING

af Hjalte Tin

Er Nordpolen i virkeligheden et varmt kontinent? 1875 var den tyske geograf August Petermann ikke i tvivl. Nok havde ingen mennesker endnu sat sin fod på det varme kontinent, men is, vind og havstrømme kunne ikke fortolkes anderledes. Petermanns teorier var toneangivende i den lærde verden og polekspeditioner var datidens rumforskning og genstand for intens international bevågenhed. Polarforskerne gik ikke over isen, men sejlede så langt de kunne og lod deres skib fryse fast med håbet om at isen og havstrømmene ville føre dem mod Nordpolen. Gang på gang endte det med tragedier når skibene istedet blev knust af isen og besætningerne sultede og frøs ihjel. Adolf Nordenskiölds store svenske ekspedition i 1878-80 med dampskibet Vega var i månelandingsklassen. Hans plan var at sejle fra Nordnorge så langt mod øst som isen tillod og derefter drive med pakisen langs med Sibiriens nordkyst og ud i Stillehavet. Ekspeditionen var betalt af en storkøbmand i Göteborg som håbede ad denne vej at kunne åbne kommerciel handel på de russiske floder. Med på ekspeditionen var danske Andreas Hovgaard, en af hovedpersonerne i Søren Koustrups nye bog Mammutmanden. I to år hørte verden intet fra Vega og i USA udrustede flåden en undsætningsekspedition med skibet Jeanette, som samtidig ville prøve at nå Nordpolen. Vega dukkede ud af isen og vendte hjem til international heltemodtagelse. Amerikanerne nåede imidelertid aldrig at få dette at vide før de selv forsvandt et sted i isen. Nu kastede en dansk millionær og kaffeimportør Augustin Gamél sig ud i kampen om Nordpolen og for at undsætte amerikanerne. Han købte skibet Dijmphna og satte Vega-berømte Andreas Hovgaard i spidsen for ekspeditionen. Og endnu en besætning kunne fejre den søde jul i isødet.

Koustrups indgang til historien om de tre ekspeditioner er dog et helt fjerde sted. En ung og nygift dansk telegrafist August Thornam (som Koustrup er i familie med), tog med sin norske Anna til Irkutsk i Sibirien for at arbejde på Store Nordiskes telegrafstation. Telegrafien havde gjort verden lille og Store Nordiske var helt i front i den viktorianske globalisering. Ekspeditionerne i Arktis og Thornam i Irkutsk strejfede hinanden når han klikkede telegrammer med sidste nyt fra isen videre til Europa. I sin store og vidtfavnende bog får Koustrup vist hvordan isen kunne nedbryde stand og rang, morsomt skildret i forskellene mellem den åbne omgangsform på svenske Vega, der blev en succes, og den militære kadaverdiciplin på amerikanske Jeanette, der endte som en tragedie. De fire historier knyttes tilsidst sammen i en bizar sløjfe da det bliver danske Thornam der bringer de frosne lig af amerikanerne fra Jeanette tusinder af kilometer på slæde tværs gennem Sibirien for at de kan blive begravet i USA.

Søren Koustrup skrev sin populære bog om den første Galathea ekspedition helt baseret på dagbøger og andet materiale fra de ombordværende. Det gav bogen en autentisk og fængende stemme. I den nye bog har der trods omfattende research muligvis ikke været så mange breve, dagbøger og andre optegnelser, at samtidige stemmer kan tale til læseren. Koustrup har valgt at skrive “en slags dokumentarisk roman”, som han kalder det. Når Thornam et sted i Sibirien møder et kontingent forviste fanger med raslende fodlænker er det muligvis forfatterens fantasi. Det fungerer fint og troværdigt. Koustrup er god til at puste liv i de små scener. Men selve konstruktionen af bogen fungerer ikke. Koustrup vil for meget og undskylder allerede i sit forord at der måske ikke er nogen rød tråd i bogen. Og desværre har han ret. Det bliver simpelthen for meget med lidt spredt om en familie i Irkutsk plus tre gange is og storm og lange vintrer på Sibiriens nordkyst. Datiden var også ved at få nok af is og polbedrifter. Koustrup skriver om modtagelsen af Dijmphna efter et år i isen: “alligevel var der, som ugerne gik, en antydning af ligegyldighed omkring ekspeditionen. Oplevelserne havde nu kørt som føljeton i de udvalgte aviser og snart var alt blotlagt.”

Og titlen? Mammutmanden August Thornam? Koustrup giver ikke nogen forklaring på hvad en “mammutmand” er. Måske er det ikke så vigtigt. Den kvindeglade, muntre og eventyrhungrende dansker har ikke en funktion i historien der kan gøre ham til hovedperson. Man fornemmer at forfatteren undervejs skifter spor flere gange, måske fordi der trods megen research ikke var kød nok på mammutmanden. Hvis der er en hovedperson i denne bog er det Sibirien. Zartidens Rusland træder frem med mudder og sne og enevælde igennem de danske gæstearbejderes oplevelser i Irkutsk og Krasnojarsk. Og ishavets oprindelige beboere dengang de endnu i vid udstrækning levede som “naturfolk”. Her er Kolyma og Tjukhotia endnu ikke blevet navne for evigt forbundet med kommunismens slavelejre. Læs Mammutmanden for Sibiriens skyld – og fordi Mammutmanden på en varm sommerdag giver mange timers iskold underholdning!

2008, 26 februar

Thorsten Borring Olesen, Christian Friis Bach, Jan Pedersen og Sune Kaur-Pedersen: IDEALER OG REALITETER, Dansk Udviklingspolitiks Historie 1945-2005. Gyldendal, 584 sider, 449 kr.

DEN DOBBELTE ALTRUISME

af Hjalte Tin

Altruisme er noget man gør for andre af næstekærlighed, af uegennytte. Altruisten er egoistens modpol. Ordets latinske rod er alter, (den) anden. Hjælpen til verdens fattige eller udviklingsbistanden, er uden sammenligning danskernes største altruistiske projekt. Redningen af jøderne under anden verdenskrig, vores andet store kollektive udslag af atruisme, blegner i sammenligning. Efter seks år med Fogh og Kjærsgård må man sige at udviklingsbistanden har bevist sin standhaftighed. Den har overlevet alle angreb og er stadig en massiv post på vores statsbudget, ikke mindre end 14,4 millarder for 2008. Hver eneste dansker donerer således altruistisk 2600 kr. over skattebilletten i bistand til udviklingslandene. “Bistand til udviklingslandene” er den fulde og korte formålsparagraf i loven om dansk udviklingsbistand. Denne lov blev forhandlet på plads i 1962 og gælder stadig. Hvorfor? Hvorfor har netop danskerne (og nordmændene og svenskerne) engageret sig i dette store altruistiske projekt? Hvorfor har Danmark igennem et halvt århundrede brugt milliarder om året på at hjælpe fattige mennesker i fremmede lande? Historien om denne lov, de idealer der lå bag den, den politiske virkelighed der har holdt den i live og den realitet som den har skabt for modtagerne er emnet for IDEALER OG REALITETER. Bogens fokus er dog ikke bistanden i marken, at undersøge om hjælpen virker, men at dokumentere hvordan og hvorfor bistanden voksede til den næst efter forsvarspolitiken mest resourcekrævende del af Danmarks politik overfor omverden. IDEALER OG REALITETER er historien om en kæmpe succes, hvor en ganske lille gruppe mennesker fra humanitære organisationer fik realiteterne til at følge idealerne. Bogen er en fantastisk kavalkade over de enkeltpersoner og kredse i Danmark som med ildhu satte hjælpen igang og med politisk tæft fik den til at slå rod og vokse til det livskraftige træ den er idag. Hvordan var det muligt? Hvorfor er danskerne så altruistiske?

IDEALER OG REALITETER er det intet mindre end den første samlede fremstilling af dansk udviklingsbistand. Man åbner den med store forventninger. De fire forfattere har haft fuld adgang til udenrigsministeriets arkiver. Bogen er tung, solid og veldokumenteret på det empiriske plan, og forsigtig med overordnede vurderinger.

Bogen starter i 1945 med forhistorien til lovens vedtagelse i 1962. Fra den humanitære hjælp i den første fredssommer til Norge og Sydslesvig over den internationale turbekolosekampagne til den tekniske assistance til de første “ulande”. Ideen om organiseret næstekærlig hjælp er dog betydelig ældre. Røde Kors blev stiftet i 1863 (Dansk Røde Kors i 1876), og Nødhjælpen til Europas Evangeliske Kirker (siden 1953 Folkekirkens Nødhjælp) var aktiv i hjælpearbejdet allerede efter første verdenskrig. Afkoloniseringen omkring 1960 førte i FN til vedtagelsen af det første “udviklingstiår” med det skelsættende mål at ilande skulle yde ulande bistand på 1% af deres BNP.

IDEALER OG REALITETER’s to redaktører Carsten Due-Nielsen og Nikolaj Petersen konkluderer at dansk udviklingspolitik har været “overvejende altruistisk motiveret”. Denne forklaring står tilbage efter at de har vurderet og forkastet forklaringer baseret på rationelle interesser i udviklingsbistanden: økonomiske interesser i øget handel med ulandene, udenrigspolitisk interesse i at styrke dansk prestige og gennemslagskraft i international politik, politiske interesser i at påvirke ulandenes inden- og udenrigspolitik, kulturelle interesser, eller samfundsmæssige interesser i at imødegå masseindvandring eller fjerne grobunden for terrorisme.

Helt så forsigtig er Sune Kaur-Pedersen ikke i bogens første del om tiden 1945-62. Om hjælpens begyndelse siger han at staten gik ind hjælpearbejdet med klare realpolitiske hensyn. Det gjaldt om at vise flaget og sikre eksport og politisk goodwill, og han bemærker nøgternt at værdien af symbolpolitik falder, hvis man river sløret af og begynder at snakke om den realpolitik der ligger bagved. Og i bogens vigtige anden del om udviklingshjælpens multilaterale storhedstid 1962-75 konkluderer Jan Pedersen at FN-bidraget var “adgangsbilletten til prestige og indflydelse”. Danmarks ry afhang af procent-kapløbet. “Solidaritet og medmenneskelighed og et lille lands plads i en globalt præget fremtid blev åbent fremstillet som bevæggrunde. Den kyniske bagtanke og instrumentelle pragmatisme, der indgår i al realpolitik, kunne imidlertid ikke stilles til offentlig skue.” Og han ser Danmarks politiske gevinst ved at deltage i procent-kapløbet som den grundlæggende årsag til den politiske enighed i Folketinget om ulandshjælpen. Resultatet var at ulandshjælpen kunne vokse med 16% om året fra 1962 til 1975. Og at vi idag stadig har en udviklingsbistand der er blandt verdens allerstørste. Danmark er blevet en bistandsstormagt.

Christian Friis Bach nævner i bogens sidste og mest dramtiske del om perioden 1989-2005 borgerkrigene og globaliseringen efter 1989, men, forekommer det mig, uden at se perspektivet i dem, måske i en præcis afspejling af tænkningen i dansk udviklingspolitik. Borgerkrigene fra Jugoslavien til Somalia satte ikke kun et stort spørgsmålstegn ved de optimistiske udviklingsteorier, de spredte også flygtninge over hele verden. Sikkerhed fremstod som en forudsætning for social udvikling. I perioden 1989-2000 var der tre gange så mange fredsbevarende operationer, som der var i de første 50 år med FN. Denne udvikling undergravede to grundlæggende præmisser for udviklingsbistand. At “udvikling” går fremad: at økonomisk vækst betyder at fattige lande en dag kan indhente os i de rige lande og få det lige godt som vi har det. Og at bistanden beror på en giver og en modtager: at vi er de aktive hjælpere og modtagerne er de passive.

Mens flygtningene strømmede til Danmark strømmede vores investeringer til Kina - og Kinas varer til Danmark. Handelsrelationer med ulandene havde et langt større volumen og gik ofte den modsatte vej. De rige landes landbrugsstøtte var f.eks. 6-8 gange så stor som deres udviklingsbistand. Kategorierne ulande og ilande blev stadig mindre nyttige. Kina og Indiens - to modtagere af dansk ulandshjælp - integration på verdensmarkedet og økonomiske fremgang har løftet flere mennesker ud af fattigdom end nogen udviklingshjælp noget sted i verden. Idag sender somalierne flere penge fra Danmark til Somalia end Danida gør. Globalt overfører flygtninge og indvandrere nu langt større beløb fra rige lande til deres hjemlande end verdens samlede ulandshjælp. Fattige hjælper sig selv, hvilket strider mod vores selvopfattelse som de aktive, og flygtninge, nødlidende og fattige som de passive. IDEALER OG REALITETER bruger kun ti linjer af sine 580 tætskrevne sider på de “fattiges” selvhjælp. 

Udviklingshjælpens verdenskort er revnet. Procentsatsen giver prestige uden forsinkelse. Nytteeffekten derimod - makroøkonomisk fremgang, en sikrere verden, færre fattigdomsflygtninge, mindre terrorisme, etc. - fortaber sig i en evig fjern fremtid som unddrager sig empirisk dokumentation. Som jeg læser bogen var det - og er det - kapløbet med andre rige lande og ikke nøden i den fattige verden der er det centrale rationale for statens generøsitet.

Ideerne til hjælpen kom udefra, men fik i Danmark (og Norge og Sverige) verdens bedste vilkår. Dette mønster går igen i alle faser af hjælpen fra teknisk assistance, projektbistand, programsamarbejde til budgetstøtte, med skiftende fokus på fattige, kvinder, miljø, menneskerettigheder, god regeringsførelse og åbne økonomier. Danmark udviklede ikke selv bistandspolitikens teorier, men har været dygtig til at skaffe skattekroner og omsætte teorierne i praktisk hjælp. Bogen kortlægger detaljeret hvordan danskernes altruisme har udfoldet sig et sted mellem en basal (skyld)følelse overfor de fattige og en famlende bistandspolitisk praksis.

Famlende fordi det er så svært at måle hvad der virker. Der er altid en brønd og en skole at vise frem og børn som vinker til de besøgende politikere. Men en positiv, makroøkonomiske virkning er aldrig blevet dokumenteret. Martin Paldam, Danidas mest udholdende kritiker, har for nyligt igen sandsynliggjort med statistik fra 48 afrikanske lande at udviklingsbistanden hverken har bragt demokrati, standset korruption eller fremmet vækst. Det ryster lidet overraskende heller ikke denne gang ulandshjælpens støtter. “Det tager lang tid”, “bistanden gør det ikke alene” “det er meget komplekst” argumenterer man.

Argumentet om altruismen kalder omgående på to spørgsmål som bogen desværre ikke giver noget svar på. Hvorfor er netop danskerne altruister, når så mange andre rige lande ikke er det? Og er det forbi danskerne, både dem i inderkredsen, der i et halvt århundrede har formuleret bistandspolitiken og den brede befolkning som har støttet den, er altruister, at de så let kan affeje alle de vidnesbyrd der sætter spørgsmålstegn ved hjælpens positive virkning? 

Virkningen derude har det været umulig at måle. Givernes altruisme har betydet at det har været og fortsat er en forudbestemt præmis at hjælpen er god. IDEALER OG REALITETER dokumenterer at skandaler og manglende udvikling aldrig har truet opbakningen til udviklingspolitiken. Selv de største hvide elefanter er elegant blevet dumpet bagude efter en kort optræden i avisspalterne. Man må erkende at virkningen i udviklingslandene dybest set har været ligegyldig for den danske befolknings opbakning til hjælpen. Det er i kappestriden med vores nærmeste allierede og i virkningen herhjemme, mentalt, politisk og erhvervsmæssigt, at udviklingshjælpen har været en målbar succes. Og skal være en målbar succes for at blive fortsat. Min vurdering er at udviklingsbistanden virker og det er derfor vi bliver ved. Virkningen er bare ikke udvikling i fattige lande. Historien om dansk udviklingsbistand viser at altruisme er et ord der måske bortforklarer mere end det forklarer. Er vi altruister for at vi kan føle os gode og donerer vi dermed i sidste ende hver især 2600 kr om året for at hjælpe os selv?

IDEALER OG REALITETER anbefales varmt. Den løfter dikussionen om vores udviklingshjælp op på et nyt plan.

2008, 6 MARTS

Alex Frank Larsen: Slavernes slægt. DR, 304 sider, xx kr.

POLITIKEN - NU MED NEGER!

af Hjalte Tin

I 1894, 46 år efter slaveriet officielt blev afskaffet i Dansk Vestindien, købte Henrik Cavling en negerdreng for to dollars. Cavling er på vej ud i en båd der skal bringe ham hjem til Danmark. På kajen ser han en kvinde og en dreng og får ideen til en sjov historie. “Jeg rakte den kærlige Moder to Dollars, og Drengen sprang henrykt ned i Baaden. Det var en ægte Negerdreng, en halv Snes Aar gammel, sort som en Støvle, med kridhvide Tænder og krøllet kulsort Haar. Drengen var Sebastian, som senere Hvermand kom paa Fornavn med i København. Desuden havde jeg købt en Skildpadde, som laa og sundede sig i et Kar. Den døde dog, da vi kom ud i rum Sø.” Som Thorkild Hansen før ham, har Alex Frank Larsen taget fat om vores fælles fortid, og klemmer til lige dér hvor det gør ondt: Danmark som slaveholdernation.

 “Cavling tager drengen med som en umælende hvalp for at gøre ham til et københavnsk mediestunt. Politiken - nu med neger!...Han øjner ikke den historie, som Sebastian på Sankt Thomas er et tavshedens offer for: dansk kolonialisme, racisme og slavehandel.”

Det er dén historie Alex Frank Larsen har brugt adskillige år på at opspore. Hans greb er at følge nogle få slægter hele vejen fra nutidens efterkommere slægtsled for slægtsled helt tilbage til dengang den sorte var den hvides slave. Vi hører om huslaven Hans Jonathan som deltager i slaget på Reden og ender som bonde på Island, der er Anthony, greve Ahlefeldt-Laurvigs elegante taffeldækker, der er beretningen om barnet Victor Cornelins som udstilles i et bur på Emma Gads koloni-udstilling i Tivioli og ender som berømt viceskoleinspektør i Nakskov. Og mange, mange flere af de ca. 100.000 slaver Danmark nåede at eje. Frank Larsen ruller sine historier op i al deres gru og menneskelige komplexitet, baseret på egen research og efterkommerenes ihærdige slægtsforskning i Danmark, på Island og de Dansk Vestindiske Øer.

Alex Frank Larsen er en passioneret og dygtig fortæller. Slaveslægternes forunderlige og gribende historier væves elegant sammen med Danmarks florisante historie. Resultatet er et øjenåbnende parløb mellem nogle af Danmarks rigeste og mest indflydelsesrige familier og enkelte slaver som takket være kvindelig ynde fik en plads i huset, sengen og historien.

Alex Frank Larsen vil ikke kun fortælle historier. Han har en politisk dagsorden og bogen er  et skarpt angreb på dansk kolonialisme, racisme og slavehandel. Omdrejningspunktet er den “tabubelagte” fortielse af Danmarks slavehistorie. Men ikke kun slaverne er blevet skrevet ud af vores fælles, nationale historie. Alle underklasser er skrevet ud. Frank Larsens fokus på slaverne får ham til at glemme at de kun var én af mange ufri grupper i det danske klassesamfunds historie. Hvis der er et tabu er det større end racismen, kolonialismen og slavehandlen. Trællene, de livegne, tyendet, kvinderne og børnene, alle patriarkens undergivne er skrevet ud af historien. Og det er vel ikke kun slavernes efterkommere som ikke kender deres tiptipoldeforældre. Hvor mange af Politikens læsekyndige og veloplyste læsere kender deres stamtræ hundrede eller tohundrede år tilbage? Historien tilhører dem der kan skrive den - og får den skrevet. Det kan Alex Frank Larsen. Han har givet os danskere, sorte som hvide, en del af vores fælles historie tilbage. Bogen er vigtig og underholdende, og anbefales på det varmeste.

2007, 4 oktober

Danske Kvindelige Æventyrere: Langt ude i verden. På rejse med kvindelige eventyrere. Gyldendal, 267 sider

KVINDER UDE PÅ EVENTYR

af Hjalte Tin

Hvad gør kvinder der er ude på eventyr? Her løfter de sløret, letter på pelshuen og åbner den skudsikre vest og tager læseren m/k med på ski over Indlandsisen og gennem skrueisen, på hvaljagt ved Thule og elefantjagt i Zimbabwe, på huleklatring i Brasilien, til hest i Mongoliet og på motorcykel rekordhøjt op ad Mount Everest og på hemmelig mission i Tibet. Charlotte Haslund har redigeret bogens billedside med stor sans for det farvemættede, fortællende billede. Alle 17 historier er flot illustrerede.

Danske Kvindelige Æventyrere er på banen med en ny samling historier, og har i den anledning tilrettelagt en udstilling med hjembragte skatte i Magasins Kong Hans sal. ”Langt ude i verden” indledes med Lene Frøslevs rapport fra et desperat Gaza klemt til døde mellem israelsk og islamistisk terror – men stadig med kolde øller i FN klubben på strandpromenaden. Frøslev er vred, hun er til stede i teksten. Den samme nødvendighed er der desværre ikke i alle teksterne.

Blandt de bedste er Elsebeth Finnicks beretning om en eventyrlig karavanerejse til Saharas saltminer. Historien er grænseoverskridende og foruroligende. Grænseoverskridende for forfatteren som føler sig intens uvelkommen, men alligevel får maset sig med i karavanen. Da hun endelig efter tørst og afsavn når frem til minerne møder hun en udsigtsløs og uhyggelig mandeverden, den absolutte miserable udpost for menneskeligt liv, et menneskeligt nulpunkt. Hun må erkende at de karavanefolk, hun så gerne har villet møde og tale med under stjernerne, ikke findes. Og foruroligende for læseren. Her er en brutal modhistorie til troen på at man alle vegne kan finde en fællesmenneskelig forståelse. Denne anmelder føler sig udfordret og ville gerne have historien udfoldet. Men bogen må videre.

Anne Marie Vang har kraft og saft og en herlig mangel på beskedenhed. I mange år har denne blonde danske kvinde levet af at synge og spille guitar for høj og lav på tyrkiske kroer. Hun formidler lykkefølelse, venskab og glæde ved Tyrkiet. Igen ville jeg gerne høre meget mere. Hvordan begyndte et så anderledes liv? Hvorfor? Hvad har omkostningerne været? Nogle få sætninger antyder at Anne Marie måtte passe endog meget godt på sin opførsel og uplettede renomé. Her lugter der af ægte eventyr – og fuld investering af levet liv.

Og af kærlighedens trange kår for en eventyrerske? Når sidste side i ”Langt ude i verden” er vendt må læseren spørge  - Hvad blev der af kønnet i denne bog af de KVINDELIGE eventyrere? Seksualiteten er gemt godt af vejen. Vibeke Spangsberg passes op af en gigolo på Sri Lanka. Han er lækker, men hun er interesseret ”i et helt andet eventyr”. Det er en ærlig sag, men det er påfaldende at ingen af kvinderne udforsker den side af eventyret. Ihvertfald ikke til offentliggørelse!

Bogen demonstrerer med eftertryk at kvinder – selvfølgelig! - kan klare ekstremsport og vanskelige rejser mindst så godt som nogen mand. Det er fint og stadig nødvendigt at minde om. Men det betyder på ingen måde at det er det samme for en kvinde som for en mand at rejse. I mange kulturer er den eneste rejse, en kvinde kommer ud på, den fra faderens til mandens hus. Når en kvinde fra et fremmed land kommer på besøg i et sådant hus kan hun ikke behandles som en kvinde. Hun vil blive beværtet sammen med mændene af husets kvinder som en ”mand”. Hvad betyder det nu at være kvinde?

”Langt ude i verden” er underholdende og tankevækkende. Både det den siger om ”de fremmede”, og sandelig også det den fortæller om danske kvinders eventyr.

2007, 27 september

Josef Haslinger: Phi Phi Island – en beretning. Tiderne Skifter, 175 sider.

BØLGEN OG LIVETS MENING

Af Hjalte Tin

Når alt kommer til alt, hvad er så meningen med livet? Hvilken mening har dit liv haft hvis en pludselig malstrøm af væltede palmer, afrevne tagplader og lig trækker dig ned, klemmer luften ud af dine lunger, tager dit liv? Tsunamien pressede den østrigske forfatter Josef Haslinger stadig dybere ned i vandmasserne. Han var ved at dø.

”Jeg havde haft et forkert billede af livet. Fordi jeg havde troet, at det handlede om noget. Nu så jeg, hvordan jeg blev en del af alt det skidt, jeg var omgivet af. Og jeg vidste, at jeg selv i virkeligheden aldrig havde været andet.” I næste øjeblik kom beslutningen om at kæmpe til den bitre ende. ”Så længe du kan bevæge dig, sagde jeg til mig selv, må du forsøge at komme ud herfra.” Livet handler om at overleve. Det handler ikke om mening. En erkendelse Haslinger har det svært med. Hvorfor skulle han overleve, hans kone og to teenagebørn overleve? Hvorfor var de heldige, mens det muntre par i nabo-bungalowen et døgn efter lå som oppustede kadavere på trappen til det smadrede hotel?

Haslinger var rejst på juleferie med familien til Phi Phi Island, et turistparadis omgivet af et smilende hav. To dage efter ramte tsunamien øen. Flere tusind døde bare dér. Sårede og traumatiserede fløj den lille familie få dage senere hjem til Wien. Tragedien slap ikke sit tag i Haslinger. Han måtte tilbage og prøve at forstå hvad der var sket, hvordan hans familie havde overlevet. Måske forstå hvorfor.

Haslinger husker og registrerer præcist. En prosa der på overfladen minder om et stille blinkende hav har dybe kolde lag. En dygtig krydsklipning skaber en intens og foruroligende læseoplevelse. Juleferiens første uskyldige dage, katastrofens vanvittige minutter, de dramatiske dage som overlevende midt i ødelæggelserne, hverdagen i Wien og gensynet med Phi Phi Island skærer mod hinanden som glasskår og knuste tagplader.

Livet kan aldrig tages for givet. Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er. Indtil det ikke er. Men så er det alligevel ikke helt så simpelt for de overlevende. Dvs. for alle os der er så heldige stadig at kunne trække vejret. Der er sårede som skal have hjælp af andre mennesker, hvis de skal have håb om at overleve.

Mennesker med mod, energi og overblik træder nu i karakter på øen. Bogens anden halvdel om samfundskimet, kollektivets og organiseringens lille plante der skyder op igennem ødelæggelserne og kaoset og fortvivlelsen og egoismen er dér hvor Haslingers bog virkelig lægger alen til de mange andre tsunamiberetninger. Den enkle tekst tager læseren med på en foruroligende rutsjebanetur fra den første eufori over livet og de overlevendes praktiske håndtering af døden til det sorte hul af angst, skyldfølelse og fortrængning som truer med at opsluge familien da den endelig kommer hjem til sikkerheden og dagligdagen der aldrig mere bliver den samme. Haslinger har et suverænt blik for detaljen, hvordan det egentlig er at overleve, at leve. Lidt længere end dem bølgen tog.

2007, 27 juni

Ivars Silis: Kap Farvel – Hvor kulturer mødes. Gyldendal, fotobog, stort format 256 sider, 299 kr

DET DUFTENDE, GRØNNE GRØNLAND

 

af Hjalte Tin

En stor, smuk bog er landet på kaffebordet om et Grønland med grønne birke, blå himmel, brusende vandfald, sneklædte granitfjelde og duftende blomster. Polarfotografen og ekspeditionsmanden Ivars Silis har valgt et sommerligt billede af ryttere på en sandklit til bogens bagside. Her er et portræt af et Grønland vi ikke så ofte ser.

Silis elsker sit Sydgrønland, og har med sine kameraer i det helt store format fanget isens og himlens blå, efterårsbladenes og sælblodets røde, græssets og nordlysets grønne, mens sort-hvide fotos mere nøgternt registrerer indbyggerne og deres dagligdag De to stilarter supplerer hinanden fint og giver tilsammen et roligt, stemningsfuldt billede af et Grønland der adskiller sig fuldstændig fra Grønlandsfarernes frosne ørken.

I 16  korte tekster beskriver Silis nutidens sydlige Grønland som et resultat af flere kulturers møde. Kap Farvel er præget af nordboerne, som var de første til at slå sig ned i de milde fjorde på samme breddegrad som Island og det sydlige Norge, af inuitterne, der kom nordfra og overtog landet efter nordboernes gådefulde forsvinden, af kolonitidens lutheranerne og af de sidste tilflyttere, de danske administratorer, islandske og nordnorske renavlere og canadiske guldgravere. Kap Farvel er en atlantisk verden tæt på Norge og Island i brugen af renerne og fårene og fiskene. Oppe nordpå lever Thule-inuitterne i en arktisk verden som kulturelt er meget tættere på Canada end Sydgrønland. Den kulturblanding Silis ikke fortæller om, er den al-grønlandske Nuuk-blanding. Vi hører ikke meget om hvordan livet på Kap Farvel nu formes af Nuuk’s ”storby” kultur.

”Kap Farvel” bliver ikke en sammenhængende historie, men personlige nedslag. Frustrerende korte fordi jeg vil gerne høre meget mere. Silis har levet i Grønland i fyrre år og og løfter kun for fligen af sin viden. Fin er historien om fåreholder-parret Andala og Sofiannguaq som efter ti års slid med at opføre stuehus, elværk og stalde midt ude i ødemarken og opfostring af tre småpiger endelig tager sig tid til at holde bryllup med hundrede gæster på gården. 

Jeg oplever en ambivalens i ”Kap Farvel” mellem billede og tekst. Fotografen Per Folkver udgav for nogle år siden en ekstrem fotobog om Færøerne med fotos presset ud til hver eneste papirkant og uden et eneste forklarende ord. Silis er hverken i sin fotografiske stil eller i bogens tilrettelæggelse lige så radikal. Silis vil ikke undvære ordene, men heller ikke give dem plads. De perfekte farvefotos i bredformat er Silis’ glødende kærlighedserklæring til Grønland. Gå på opdagelse i de store opslag og i de mange fine portrætter. Den flotte fotobog er takket være fondsmidler et kup til 299 kr.

2007, 28 MAJ

Sven Burmester: Fred og Fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit. Gyldendal. 256 sider, 269 kr.

FARVEL TIL HALVMÅNEN, DRAGEN OG MARKEDET

af Hjalte Tin

Det er en fornøjelse at lade sig provokere af Sven Burmesters store slag i bolledejen. Hans fortrolighed med tre af verdens mægtigste kulturkredse, hans beherskelse af arabisk, kinesisk og engelsk og livslange tilknytning til USA, Kina og Egypten giver ham et helt specielt grundlag for at udtale sig om intet mindre end hele verdens fremtid. Første del af bogen handler om halvmånen og sværdet. Islam får læst og påskrevet. Den islamiske verden er en historisk blindgyde. “Østasiaterne gør det rigtige, muslimerne det forkerte... den islamiske sjælefred er uforenelig med økonomisk fremgang.” Polemikken er skarpest og mest dagsaktuel her. “Vi har ikke et “indvandrer”-problem i Danmark, men et muslimsk problem.” Lige så hård og kontant Burmester er overfor islam, lige så positiv og sympatisk indstillet er han overfor Kina i bogens længste del. Men hvad foregår der bag facaden hos kineserne? “Det er det store spørgsmål, og som udlænding vil man altid kun kunne gætte på, om der bag smilet, venligheden og hyldesten til regimet ligger nøjagtig den samme frihedstrang og hævden af rettigheder som hos enhver vesterlænding.” Det sidste og korteste del er den mindst interessante fordi den - med rette - fejrer os selv. “Vi er ikke ufejlbarlige, men vores model er bedre end deres.” Resten af verden med Indien, Afrika og Latinamerika afskrives. “De vil ikke få indflydelse på verdensudviklingen.”

At banke muslimerne oven i hovedet med deres bekymring for et godt liv efter døden og apatiske mangel på udvikling inden døden, er ikke ligefrem en ny opfindelse. Og forklaringen på det asiatiske “mirakel” i den elitære, konservative og materialistiske konfucianske kultur har vi set før. Det er de interessante sammenligninger, af de tre kulturkredse, baseret på førstehånds erfaringer sammenholdt med stor historisk viden, som gør bogen spændende. Forskellen mellem islam og Vesten er langt mindre end mellem Vesten og Kina. I forhold til Kinas konfucianisme er islam og kristendommen to udgaver af samme mellemøstlige nomadeovertro. Vi har bevæget os et stykke ad vejen mod sekularismen, men det største land i vores lejr er stadig Guds eget.

Burmester er selv fuldstændig klar over hvor grove hans generaliseringer er. Men overdrivelse fremmer forhåbentlig forståelsen. Jeg har det fint med at Burmester klart melder ud at han anser vores vestlige civilisation som den overlegne og bedste til at opfylde menneskelige behov. Her og nu må man dele Burmesters dybe pessimisme for befolkningerne i de islamiske lande. Deres elendige ledere giver ikke anledning til megen optimisme.

Under den livlige polemik lider analysen i “Fred og Fare” dog, efter min mening, af at selve begrebet “civilisationer” er dybt problematisk. Ideen er at ét menneske kun kan tilhøre én civilisation, hvortil Nobelpristageren Amartya Sen bemærker: “Håbet om harmoni i nutidens verden ligger i høj grad i en klarere forståelse at den menneskelige identitets mangfoldigheder, og i erkendelsen af at de kan gå på tværs af hinanden og modarbejde en skarp opdeling langs et enkelt, stivnet grænseskel.”  Sven Burmester viderefører ukritisk ideen om at verden er opdelt i klart adskilte “civilisationer”, men kalder samtidig sig selv noget så dobbelt som “en dansk kosmopolit”. Tag kineserne i Danmark: hvilken civilisation tilhører de? Vesten eller Kina? Spørgsmålet er ikke om de kulturforskelle Burmester beskriver i ofte velvalgte og frapperende eksempler findes. Problemet er at begrebet “civilisationer” ikke kan forklare udvikling, f.eks. den proces vi kalder globalisering. Burmesters civilisationer er så statiske som forestillingen om “det evige Kina”.

Det er slemt nok at begrebet om civilisationerne reducerer mennesker og skaber grænser og sammenstød. Begrebet skygger også for reelle historieskabende konflikter. Der er større forskel på landkineseren og bykineseren end på bykineseren og Vestens byboere. Jeg har ikke mødt fattige mennesker noget sted i verden som ikke drømmer om at få del i byernes velstand. Og som verden ser ud idag kan det kun ske gennem borgerkrig eller vækst - der ikke er bæredygtig.

Burmester skriver flere steder i bogen at hvis verdens befolkning, som beregnet, stiger til 9 milliarder mennesker inden 2050 bliver miljøets bæreevne det afgørende spørgsmål for vores civilisations overlevelse. Han har en lang professionel karriere netop indenfor befolkningsspørgsmålet i Kina. Jeg  ville meget gerne have hørt ham forklare hvordan Kinas ledere tog den epokegørende beslutning at 1 milliard kinesere var nok. Kinas etbarnspolitik er uden tvivl verdens største og mest indgribende miljø-tiltag.

Der er brug for nye ideer. Jeg er overbevist om at vi, verdens byboere i øst og vest, de rigste og mest priviligerede i verden, har den historiske mulighed og dermed forpligtelse, til at bruge vores overskud til at drømme, opfinde og eksperimentere med post-vækstsamfundet. Derfor mangler den vigtigste civilisation i Burmesters bog. Den der skal komme efter halvmånens, dragens og markedets gamle vækst-civilisationer.

2007, 16 maj

Emily Wu og larry Engelmann. En fjer i stormen. En barndom tabt i kaos. Borgen. 392 sider.

KODÆMONER OG SLANGEÅNDER

af Hjalte Tin

Jung Chiangs verdenssucces med ”Vilde Svaner” har banet vejen for mange erindringsbøger fra Kina. ”En fjer i stormen” er en ”sort” families historie. De er kodæmoner og slangeånder, klassefjender og stinkende niende, betegnelsen for intellektuelle, den niende og laveste samfundsgruppe. I Kina under kulturrevolutionen var det livsfarligt at undervise i engelsk og have kontakt med USA. Pigen Wu Yimaos første erindring er som treårig i 1961at besøge sin far i en koncentrationslejr. Hendes farmor bliver overfaldet, moren forvises og hun selv udsættes for overfald, ydmygelser og ubønhørlig forfølgelse. Beretningen om den lille tapre pige er sidevendende spændende og underholdende. Historien om Kina er oprørende læsning, trist læsning, tankevækkende læsning. Til tider er selvbiografien trukket langt. Vi hører om en åndemaners lumske voldtægt af Yimaos veninde og forfatterne lader Yimao på bedste teatervis snige sig ud og finde en hul i muren hvorfra læserne kan følge med.

”En fjer i stormen” er ikke den uafviselige dokumentation som Jung Chiang har givet verden. Det er en følsom historie om en sej pige som overlevede. Den voksne Wu Yimao, som nu bor i Californien og kalder sig Emily Wu har skrevet bogen sammen med Larry Engelmann. Vi får ikke at vide hvordan hun kom til USA eller hvem han er. Bogen balancerer på grænsen til sentimental fiktion, men at disse grusomme ting er foregået i Kina er hævet over enhver tvivl. Om Yimao selv har oplevet det hele er for mig mindre vigtigt. Andre piger har.

Det 21. århundrede bliver Kinas århundrede, forudsiges det. Meget muligt, og så meget desto vigtigere er det at vi hører disse historier fra Kina.  Nazisterne og Sovjetkommunismen er borte; Kina regeres stadig af Maos parti. Jung Chiang har dokumenteret Maos forbrydelser. Verden kan ikke længere være uvidende om de 70 millioner mennesker Mao lod dræbe eller omkomme for at han kunne være kinesisk kejser. Men der er brug for mange, mange erindringer, analyser og beretninger før billedet af Mao har fået de rigtige farver, ikke mindst i Kina.

Første halvdel af bogen fortæller om kulturrevolutionen. I anden halvdel følger vi Yimao og hendes forviste familie på landet, indtil det til sidst efter Maos død i 1976 lykkedes dem at vende tilbage til byen. Kontrasten til livet i byen er så stor at man forestiller sig de er forvist tusinder af kilometer. Men det var kun fire-fem timer i en langsom lastbil. Måske er den største revolution efter Mao at den jernhårde kontrol med tilflytningen til byerne er brudt sammen og hundrede af millioner bønder nu søger et bedre liv i byerne – og får det. Medierne bringer rystende reportager om udnyttelsen af arbejderne i Kinas nye fabrikker. Men fattigdommen, brutaliteten, kvindeundertrykkelsen og den afgrundsdybe forskel på by og land er IKKE blevet historie i Kina. I små prægnante detaljer viser ”En fjer i stormen” hvor udsigtsløst livet på landet var: mudder, vold og uretfærdighed til man døde af det. Mange piger én dag gamle, som da Yimaos bedste veninde fødte to piger. Faren tog tvillingerne og kastede dem i en isfyldt bæk. Ingen nævnte dem nogensinde bagefter.

Siden Maos død har Kina fået 300 millioner velstående byboere. Deres verden er radikalt anderledes end Yimaos var. Men på landet kan 600 millioner ludfattige bønder stadig genkende meget af Yimaos historie. Hvis – når - de en dag begynder at stille krav til det kinesiske århundrede vil vi andre kunne mærke det. ”En fjer i stormen” anbefales.

2007, 30 april

Louise Sandager: Paris mon amour! En romantisk guide til den franske hovedstad. Gyldendal, 173 sider 249 kr

PARIS FOR DAMERNE

af Hjalte Tin

På forsiden et smukt par, stævnemøde, café, Paris. Ideen er oplagt. Spring pligtstoffet over og gå direkte til det sjove, det romantiske, det helt personlige. I syv afsnit om noget så behageligt som at drikke, spise, danse, elske, sanse, give og tænke slentrer Louise Sandager gennem sit elskede Paris og giver veninderne fortrolige tips. Mænd må gerne læse med, men perspektivet er for damerne. Louise Sandager, tidligere Paris-korrespondent for Berlingske Tidende, nu freelance i byen med speciale i det gode liv, har tilladt sig selv at være fuldstændig subjektiv. Eneste kriterium for udvælgelsen, siger hun,  har været at hun netop dér har haft nogle af sine bedste og mest romantiske oplevelser. Et dristigt eksperiment, for er læserne med når Sandager elegant springer det ”man” bør se over, og kun fortæller om det hun selv synes er sjovt i Paris? Rammer hendes smag min smag eller din smag? Vi får at vide at Michael friede til hende efter en god middag på restaurant Le 404, og det har sikkert været en romantisk oplevelse, men gør det Le 404 til en romantisk oplevelse for mig?

Læseren får 136 små omtaler som kunne være sakset fra Alt for Damernes petit-stof. Mange steder at spise og shoppe og kun ti steder at elske (pæne hoteller) og sølle seks steder at danse. Sandagers plusord er autentisk, oprigtig, ærlig, uprætentiøs og hemmelig. Men ikke mere hemmelig end at vi skal vide hvilke kändiser som frekventerer de hotteste steder. Det avantgardistiske Hôtel Amour med trendy indrettede timeudlejede værelser. Værd at prøve. Foxtrot om søndagen på eftermiddags-dansant ved Marnefloden. Lyder sjovt. En tryllebar på Place du Marché Sainte-Cathérine. Underholdningen chokerede Sandager. Hun drypper lidt personlig historie ud over barer, forretninger, dansesteder og museer. Men det er for tyndt og for spredt til at det farver stederne. Og det er en meget dydig guide Louise Sandager har skrevet til romantik i Paris. Den eneste date i bogen er med manden i hendes liv. Vi er ikke på en sidste tango i Paris. Her er ingen guide til buskene i Bois de Boulogne.

Værre er det at hun ikke holder fast i det romantiske. Der går for meget shopping i bogen. For meget ”vis mig din taske og jeg skal sige dig hvem du er”. Til sidst udånder romantikken i de opulente delikatesseforretninger, rasende dyre modebutikker og uophørlige restaurationsbesøg. Forspisthed er ikke helt så forførende som sult. Flere gange må manden parkeres udenfor når pigerne skal shoppe. Det romantiske har sin begrænsning. Selv i Paris.

”Og så stod jeg og spekulerede på, hvorfor vi journalister altid splintrer rundt efter fancy adresser, når den virkelige lykke findes i et lysegult lokale med pladeloft og voksduge, og hvor tre retter koster 10 euros?”

Uden at svare på sit eget udmærkede spørgsmål haster forfatteren videre til mere luksus og konsum. Læs bogen og bliv inspireret, men lad den blive hjemme og gå selv på romantisk opdagelse. Paris vil ikke skuffe.

2007, 29 marts

Klaus Winkel: Hvorfor er det så svært for Afrika? Geografforlaget i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke. 240 sider, ill. 280 kr.

Gunnar Poulsen: Som de dukker op. En global vagabonds refleksioner. SP Grafik, 654 sider. isbn 87-89437-06-3

AFRIKA SYNDROMET

af Hjalte Tin

Vi er i 1992 og Sydafrika er på vej mod demokrati. Jeg sidder sammen med en hvid landmandskone og ser Nelson Mandela i fjernsynet. Hun er bitter: ”This will be another African country” Dén bemærkning rammer lige ned i det centrale spørgsmål om Afrikas udvikling. Som Danida-veteranen Klaus Winkel formulerer det i sin aldeles fremragende bog om Afrika: ”hvor meget af sin kultur må Afrika opgive for at gøre effektivisering og modernisering mulig?”. Eller sagt med andre ord, er landmandskonens frygt berettiget, er ”afrikansk” en udviklingshistorisk blindgyde, dømt til at forsvinde som neanderthalerne?

Winkel synes at give hende ret: Ved uafhængigheden i 1960 var Zambias gennemsnitsindkomst 2 gange højere end Sydkoreas, i dag er Sydkorea 27 gange rigere. Tropisk Afrikas befolkning på 700 millioner tjener 130% af det vi 5 millioner danskere tjener. Afrika er det eneste kontinent hvor forbruget af fødevarer er gået ned de sidste 40 år. Levealderen er faldet i mange lande, i Zimbabwe, der før uafhængigheden var et af Østafrikas velstillede lande, fra 52 til 34 år.

Hårdt og brutalt, med et suverænt overblik og en sikker sans for slagkraftige eksempler, får læseren her præsenteret årsagerne til den negative udvikling i tropisk Afrika (Afrika minus Sydafrika og Nordafrika). Den tropiske natur med dårlig jord og sygdomme, kontinentets historie med slaveri og kolonisering, og den afrikanske kultur med dovne, diktatoriske mænd og uduelige ledere gør Afrika stadig fattigere. Winkel fokuserer på problemerne og beskæftiger sig ikke med løsninger. Ikke for at være afropessimist, men ”...forhåbentlig afrorealist”. Det er ikke en kold bog, men skrevet med stor kærlighed til kontinentet og i dyb respekt for Afrikas ukuelige kvinder.

En anden dansk ulandsveteran, Gunnar Poulsen, har skrevet en livskraftig erindringsbog. Hvor Winkels skarpe oversigt er redigeret helt ind til benet, er Poulsens bog ordrig, slentrende, fuld af utallige digressioner, meget lidt generaliserende og meget underholdende. Og konkret. Her får vi historien om Afrikas negative udvikling i jordhøjde. Gunnar Poulsen arbejdede først ti år i det unge selvstændige Sudan, hvor han havde ansvaret for jomfruelige skove i et område på størrelse med Frankrig og senere for stadig mere ødelagte skove i Etiopien. Det er en vred mand som skriver. Han har set Afrikas skove forsvinde for fattige bønders hakker, grådige tømmerfirmaer og korrupte ministre. Ulandshjælpen har været magtesløs overfor den negative udvikling i Afrika og ofte direkte medvirkende til at det er gået galt. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Og asfalteret med grådighed.

Winkel skriver at ”Afrika havde været et ringere sted at leve, hvis regionen ikke havde modtaget betydelig udviklingsbistand.” men er det rigtigt? Bistanden udgjorde kun 6% af indtægterne i tropisk Afrika, og i lande der modtog langt mere som Malawi og Etiopien er forholdene ikke på nogen måde tilsvarende bedre. Tværtimod. Afrikas undertrykte kvinder trækker stadig det tunge læs. Afrika er de gamle mænds diktatur i familien. Afrikanske ledere er Big Men, som bliver beundret og frygtet for deres skruppelløse kleptokrati. Afrikas elite er ubarmhjertig ligeglade med flertallets lidelser og kunne ikke drømme om at give ulandshjælp. Afrikanerne har ”en svag fremtidsorientering” og ingen tradition for vedligeholdelse. Afrika har ikke haft den organisation, disciplin og tradition for hårdt arbejde som f.eks. asiaterne. Fritid betragtes stadig som en fuldtidsbeskæftigelse. ”Kulturen i Afrika er stadigvæk et handicap for at organisere et højteknologisk samfund”, konkluderer Winkel. Men han skriver også at det er i de manges kultur Afrikas brede udvikling skal rodfæstes for at virke. 

Man bliver bekymret og sidder tilbage uden et klart svar på det store spørgsmål: Er Afrika nødt til at holde op med at være afrikansk for at komme ud af fattigdomsfælden? Sydafrika er et laboratorium for Afrikas problemer. Findes der her ideer til en afrikansk løsning på Afrikas problemer? Kunne Afrika få gang i udviklingen og blive another South Africa? Det en svaghed ved Winkels bog, at kontinentets vigtigste land er skåret bort. Og det er mig uforståeligt at Winkel kan opregne Afrikas ganske få hæderlige præsidenter uden at nævne Nelson Mandela, som uden tvivl må stå som det tyvende århundredes største afrikanske statsleder. Når det er sagt kan jeg varmt anbefale Winkels bog. Den må være uundværlig i undervisningen. Poulsens bog er tankevækkende lystlæsning. De supplerer hinanden perfekt. God fornøjelse.

2007, 14 marts

David Lagercrantz: Himlen over Everest. Modtryk, 334 sider, 299 kr.

MOUNTAIN SOAP

af Hjalte Tin

Forbandede bjerg! udbryder vores helt, svenske Jacob Engler, da han forsøger at redde den italienske modemillionær Paulo Villari ned fra Everest. Kuliserne rasler og personerne knirker i David Lagercrantz' bjergbestigerroman. Den opblæste italienske millionær, den autistisk sammenbidte svenske stjerneklatrer, den moderlige ankerkvinde, den latterlige amerikanske sexmodel, de overtroiske sherpaer, journalisten, vandbærerne og de bekymrede og dog uendelig solidariske forældre og ægtefæller derhjemme. De er der allesammen og de gør præcis som man forventer. De skal grueligt meget igennem i sneen, kulden og de vanvittige storme, iltmangel skal give dem hallucinationer, deres lemmer skal fryse af, de onde skal dø og heltene overleve.  I Himlen over Everest er der drama, indædte intriger og grusom død til de første tyve autentiske ekspeditioner.og det er altsammen hyggeligt at læse liggende i en varm sofa.

David Lagercrantz skriver langt bedre end flertallet af de bjergbestigere som udgiver bøger om deres egne bedrifter. Han kender sit materiale ud og ind, men romanformen giver forfatteren frie hænder. Alt kan ske på hans fantasibjerg. Og det har tydeligvis været et dilemma for Lagercrantz. Han gør sig meget stor umage for at detaljerne skal være autentiske, men romanformen kræver mere. Ruten til toppen, bjergbestigergrejet, organiseringen af de kommercielle ture til toppen, kroppens reaktioner på de ekstreme påvirkninger af højde, kulde og anstrengelse. Alt det er tæt på virkeligheden. Det sociale spil med penge, prestige og personligheder er en ond og morsom karikatur. Personerne er postulater, hver udstyret med én karakteregenskab, som bliver skamredet hæmningsløst og effektivt. Psykologisk er bogen så flad som Rådhuspladsen og udviklingen så forudsigelig Rådhusets timeslag. 

Grænserne for det menneskeligt mulige er stoffet i ethvert bjergbestigerdrama. Og det bliver ikke mere dramatisk af at en forfatter med sin fantasi begynder at flytte rundt på grænserne. Jo mere der skrues op for vanvittige bedrifter, jo kedeligere bliver det. Modsat i den autentiske beretning, hvor den enestående bedrift netop er enestående fordi den blev udført af et virkeligt menneske. Derfor er klimax i "Himlen over Everest", hvor det hele er gået galt og alle personerne er ved at dø og  helten vakler afsted hinsides det menneskeligt mulige, et antiklimax hvor læseren ikke hører vindens hylen på sneen men forfatterens pen skratte hen over papiret. Ren soap, underholdende mountain soap.

2007, 9 marts

Kristian Ditlev Jensen: Ord i Orientekspressen. Gyldendal, 200 sider, kr. 199

SPISEVOGNENS DISKRETE CHARME

af Hjalte Tin

En dansker kommer susende med en hammerdyr metalkuffert og finder sin plads i kupéen i Danmark, England, Sverige, Schweiz, Spanien, Sydafrika, USA, Australien, Indien, Japan, Peru og Kina. Kristian Ditlev Jensen er sendt jorden rundt af DSB. ”Ord i Orientekspressen” samler de tolv toghistorier han skrev til Ud & Se i 2005 om stederne, rejserne og spisevognenes lykke, suppleret med ti betragtninger om alt fra flymad til langsom tomatsovs.

Ditlev Jensen er fedest når han er på hjemmebane som i Japan, og tynd når en fremmed kultur skal opleves og beskrives på en uge. Indien folder sig ikke ud for Ditlev. I Sydafrika glider slummen forbi togvinduet mens Ditlev trækker den stivede serviet ud af guldringen og studerer vinkortet. Han er anstændigt oprørt over uligheden og fortsætter den åndrige fortælling med netop så meget personlighed at historien tager farve, men ikke med en vrede der for alvor gør ondt. Ud & Se skal kunne læses af alle. Ingen  skarpe kanter, ingen politik, tak. Australien og den ensformige natur giver afsæt til bogens bedste historie, den om Derek, det store, vrede skrummel af en mand med en forfærdende barndom.

Vi bliver mindet om Ditlevs egen barndom i arbejderklassen, og han underholder om sin fetishistiske fascination  af lækre, dyre ting, men hvordan det ene hænger sammen med det andet er ikke emnet for denne bog. Ditlev viser os sit skræddersyede tøj og forklarer hvorfor han må have en bogbinderdrøm af et luksuskladdehæfte for at nedfælde togtankerne som de kommer rullende – med en forgyldt fyldepen. Det er dejligt at køre på første klasse. Opvartning er bekræftende. God mad er uundværlig. Smagen er mere end noget andet Ditlevs nøgle til verden. Her er han i nærkontakt med eksistensen. Ditlev Jensen er i særklasse god når han beskriver madoplevelser, og det gør han ofte og gerne. Her formår han at  langsomt inddampe selve nydelsen gennem vital og original sprogbeherskelse.

Fortællingernes format er en kort pointeret historie, et elegant lille causeri, en lækker smagsprøve. Den velskrivende Jensen fylder ubesværet formatet ud, men sprænger det ikke. Vi får en hyldest til langsomheden og togrejsen på første klasse, men serveret så den er hurtigt overstået. Han taler om langsomhed, og rejser hurtigt fra kontinent til kontinent. Der er en modsætning i projektet. Fastfood eller slowfood? De slagfærdige generaliseringer smelter på tungen som mørk chokolade, men efterlader ikke megen smag. ”I Danmark fejrer vi ikke kvinder. Det kan de selv gøre, for vi har ligestililng.” I længden bliver ”Ord i Orientekspressen” en smule trættende fordi formatet ikke giver plads til udvikling, handling eller spænding. Forfatteren sætter aldrig så meget på spil, at de mange korte rejser bliver vigtige for læseren.

2007, 5 marts

Hans Hägerdal: Vietnams historie. (Schønberg, 354 sider)

DEN LILLE DRAGES HISTORIE - NU PÅ DANSK

 

af Hjalte Tin

Svenske Hans Hägerdal præsenterer 2000 års vietnamesisk historie på 350 sider. Bogen er en kompetent og sober introduktion til Vietnams farverige, brutale og fremmedartede historie. Vietnam har kun i korte perioder været et samlet rige, men har en totusindårig historie, som adskiller det klart fra Kina mod nord og thai- og khmerrigerne mod vest. Hvad gjorde Vietnam til det land det er i dag? Hägerdal lægger hovedvægten på den politiske historie og får alle konger, giftmord, krige og årstal med, og det kan være tung kost. Jeg håber ikke, at den forudsætningsløse læser står af eller springer frem til bogens anden halvdel om det tyvende århundrede, hvor stoffet er lidt mere kendt, for der er også meget spændende at hente i bogens første halvdel om det gamle Vietnam. Med ”Vietnams Historie” har turisten ikke fået en illustreret guidebog til rejsen, forretningskvinden ikke en overskuelig økonomisk landebeskrivelse eller hjælpearbejderen en up-to-date oversigt over de sociale forhold. Men alle interesserede har fået den bundsolide introduktion til hele Vietnams historie vi har savnet på dansk.

Hägerdal giver kun en skitse af reformerne og åbningen efter Vietnamkrigen, men til gengæld er analysen fremragende af de to Vietnamkrige. Den Demokratiske Republik Vietnam blev udråbt af Ho Chi Minh 2 september 1945. Frankrigs brutale og kortsigtede generobring af Vietnam endte med et nederlag i 1954 og 172.000 dræbte franske soldater - og en halv million dræbte Viet Minh-soldater. Amerikanerne havde flere resurser og deres krig blev endnu mere blodig. De indsatte 470.000 soldater i Vietnam, 58.000 af dem blev dræbt. De nedkastede tre gange så mange bomber over Indokina, som der i alt blev nedkastet over Europa, Asien og Afrika under Anden Verdenskrig, syv millioner tons. Alene i juleoffensiven mod Hanoi 1972 nedkastede det amerikanske luftvåben på 12 dage bomber med en sprængkraft større end atombomberne over Japan. Da USA havde tabt krigen i 1975 var 300.000 sydvietnamesere og en million nordvietnamesere blevet dræbt. De tal Hägerdal citerer er ikke nye, men stadig lige rystende.

Kommunisternes berømte strateg Vo Nguyen Giap forklarede allerede i 1950 hvorfor det var muligt for en overlegen militærmagt som Frankrig eller USA at erobre Vietnam, men lige så umuligt for dem at vinde til sidst. En lære der må siges stadig at være aktuel:

”Fjenden bliver langsomt tvunget til at skifte fra offensiv til defensiv holdning. Lynkrigen forvandler sig til en langtrukken krig. Således fanges fjenden i et dilemma. Han skal trække krigen i langdrag for at vinde, og han har på den anden side ikke de psykologiske og politiske midler til at kæmpe en langvarig krig.”

Teksten er kølig og vurderingerne forsigtige. Hägerdal lægger bånd på sig selv. Bogen ville give en større læseoplevelse, hvis Hägerdal trådte mere i karakter som forfatter og øste af sine personlige indtryk af vietnameserne. Hvordan er de mennesker som kunne blive ved med at kæmpe, først mod franskmændene og siden amerikanerne, og nu tilsyneladende smilende tager imod dem som handelspartnere? Hvordan forener de deres kollektivistiske traditioner med moderne et-parti kapitalisme? Vi hører om buddisme og konfucianisme, men jeg savner information om den aktuelle vietnamesiske kultur. Bogen er skrevet færdig i 2005 og den ville vinde med et afsluttende signalement af Vietnam og de 85 millioner vietnamesere i dag, det Vietnam der er medlem af WTO, har etableret normale relationer med USA, er ved at gennemføre en økonomisk revolution efter kinesisk mønster og modtager over en million turister om året. Som Ho Chi Minh, ”Oplyseren”, håbefuldt skrev i sit testamente: ”Vore floder og bjerge og mennesker vil være her altid. Når yankee’erne er besejret, vil vi genopbygge vores land finere end nogensinde.”

2007, 18 januar

Søren Gudmann: Topfeber. De syv tinder på rekordtid. Aschehoug, 224 sider, rigt illustreret, 299 kr.

MÅLET ER ALT

af Hjalte Tin

”Jeg er pissetræt af mine russiske holdkammerater. Specielt har det været vanskeligt at acceptere enhver form for forsinkelse i de perioder, hvor det har været godt vejr.” Søren Gudmann står på Antarktis og er rasende for han har et projekt der haster. Verdensrekorden i global bjergbestigning: de syv kontinenters højeste tinder hurtigere end nogen anden. Rekorden er på 214 dage og uret tikker. Han har besteget de seks og mangler bare Mt. Winson.

I bogen ”Topfeber. De syv tinder på rekordtid” er læseren med på et livsfarligt rekordforsøg. Vores forfatter er modig, i super fysisk form, teknisk kompetent, udholdende og ekstremt determineret. Han er også bange, han fryser, han kan ikke trække vejret, ting går galt, det er ad helvede til, men sten for sten kravler han opad mod målet.

Bogen er ærlig utrendy: målet er alt, vejen er ingenting. ”Det er resultatet der tæller. Det er vigtigere for mig at nå toppen end at gennemføre en demokratisk, hjemmelavet, miljøvenlig og politisk korrekt ekspedition baseret på økologiske madvarer og Max Havelaar-kaffe.” Everest får en tredjedel af siderne i bogen. Der var bjergbestigningsfornuft i at starte rekordforsøget med Everest, men for bogen bliver resten et antiklimaks. Gudmann købte pladser på klatreekspeditioner arrangeret af kommercielle bjergbestigningsfirmaer. Tre karavaner med 82 yakokser bragte udstyr op til de 21 kunder, der, som Søren Gudmann, hver havde betalt 40.000 dollars for at få muligheden for at stå på toppen af verdens højeste bjerg. Han er ikke på hold med folk han selv har valgt. Gnisterne springer og følelsen af et fælles projekt er af gode grunde svær at få at op at stå.

Vi har et behov for at udfordre os selv for at mærke at vi lever.  Gudmann udfordrer sig selv på bjergene. ”På bjerget er mennesket tilbage i stenalderen, hvor der faktisk eksisterer en risiko.” (med iltflasker  og helikopterundsætning kan man tilføje) Men er det faren der gør udfordringen eksistentiel? Der er mange flere mennesker som udsætter sig selv for en velkendt risiko, og dør af at ryge og undlade at motionere, end at klatre op ad stejle bjerge. Hvor svært skal det være? Hvad bliver det næste efter de syv tinder? ”Ironman bjergbestigning”, hvor man først skal løbe om kap over kontinenterne fra det ene bjerg til det næste før man bestiger dem?

Når det kommer til stykket er der mange måder at udfordre sig selv på og bogens livsklogskab når ikke Everest-højder. Beretningen er ofte dramatisk skrevet, men ikke menneskeligt gribende, dertil er den for teknisk og hele projektet for forjaget. Ingen tid til at være tilstede. Videre til det næste bjerg. I glimt reflekterer Gudmann om at overskride menneskelige begrænsninger og at turde gå efter sine drømme og fortæller åbenhjertigt om projektets store omkostninger. Ikke kun ni måneders tabt arbejdsfortjeneste og de 670.000 kr. han brugte, men de menneskelige omkostninger med hård træning, ensomhed  og kærester der endte med at løbe skuffede bort. Drømmen var en drøm, hvor der kun var plads til ën: vinderen. Gudmann slog ikke verdensrekorden. Da han stolt og glad kom tilbage til basen på Antarktis efter det syvende og sidste bjerg sad der en amerikaner og ventede som netop havde klaret de syv tinder seks dage hurtigere end danskeren.

2007, 14 januar

Hans Erik Rasmussen: Ad lysende stier. Rejser i Peru. Møllen, 292 sider, 248 kr.

AD LAMAENS STEJLE STIER

af Hjalte Tin

I hvilke afsides bjerge frygter bønderne at hvide mennesker vil dræbe dem for at suge fedtet af dem? At de hvide og deres hjælpere bærer gule regnfrakker, maskingeværer og identitetskort udstedt af præsidenten, og at det fedt, de suger ud af deres ofre, bliver brugt i medicinal- og kosmetikindustrien, så overskuddet af salget kan nedbringe landets udlandsgæld?

Hans Erik Rasmussen tager læseren med til en verdensdel vi ikke hører meget om i Danmark. Og nej, det er ikke Afrika. En bonde nægter at huse Hans Erik med bemærkningen ”Jeg kender europæere. Francisco Pizarro kom også fra Europa. Han dræbte mange og ødelagde Peru.”

Hans Erik Rasmussens ligefremme humor, gode sprogkundskaber og Kiplingske DRIVE skaffer ham dog gode venner overalt hvor han kommer frem. Han har tabt sit hjerte til Sydamerika og i bogen ”Ad Lysende Stier” fortæller han veloplagt fra fem forskellige rejser til Andesbjergene siden 1997.  Bogen  placerer sig imellem hans tidligere udgivne rejseguides, undervisningsbøger og rejseberetninger fra kontinentet. Til hest, til fods, med lamaer som pakdyr, i bil og bus opsøger Hans Erik indianerne helt derude hvor kondorene vender og Amazonas udspringer. Læseren får præcise iagttagelser om indianernes liv som det leves i dag, spændt ud mellem de gamle historier om inkaernes kamp med spanierne, den grusomme tid med Den Lysende Sti, stadig levende indiansk kultur og det store håb om at komme til byen og få del i den moderne tilværelse.

Indianerpigen Ana flytter i et af bogens første afsnit fra en fattig landsby helt oppe på den karrige højslette ned til Cuzco. I bogens slutning syv år senere genser Hans Erik Ana, nu en ung kvinde med uddannelse, som fuldstændig har lagt landsbyen bag sig. Hans Erik glæder sig på hendes vegne. Bogen idealiserer ikke indianertilværelsen og jeg kan vældig godt lide at Hans Erik formår at kombinere en robust mangel på sentimentalitet med respekt for indianerne.

Bogens måske mest spændende del er Hans Eriks og hans ven Calles rejse gennem Den Lysende Stis område. De rejser mere end ti år siden den terroristiske maoistorganisation blev nedkæmpet af den peruvianske hær i en beskidt og brutal kampagne. Højlandets beboere blev udsat for uhyrlige overgreb fra begge sider og Hans Erik møder en befolkning i de afsides landsbyer der stadig er dybt traumatiseret. Her ville jeg godt høre mere.

Hans Erik Rasmussen har en lang forhistorie i Sydamerika, som læseren får serveret i små glimt. Men bogens ærinde er ikke en personlig udviklingshistorie. Kun i den sidste korte del dukker forfatterens familie op i skikkelse af den kække otteårige datter, som følger sin far på vandreturen ad Inkastien til Machu Pichu.

Vi har brug for bøger som Hans Erik Rasmussens. Der er ikke for meget litteratur om Sydamerika på dansk, og hans uforfærdede rejser i Andesbjergene kan inspirere og opmuntre enhver læser, uanset hvor på Kloden man drømmer sig hen.

2007, 8 januar

Sten Wijkman Kjærsgaard: Christoffer Columbus’ fantastiske rejse. Gyldendal, 304 sider, 299 kr.

MANDEN DER OPDAGEDE EN NY VERDEN OG IKKE SELV TROEDE PÅ DET

af Hjalte Tin

Columbus er OPDAGELSESREJSE med de helt store bogstaver. Det er svimlende at være med da to verdener for et halvt årtusind mødte hinanden på en tropisk strand. Gennem de sidste tyve år har danske forlag da også i snit udgivet en bog om året om Columbus. ”Christoffer Columbus’ fantastiske rejse” er Sten Wijkman Kjærsgaards, journalist og bl.a. medforfatter af ”Lokumsbog”-serien, tredje bog om Columbus.  Bogen udkommer i attraktivt stort format, illustreret med farvelagte gamle stik og en kort tekst på hver side. Kjærsgaard fortæller lidt om personen Columbus før og efter Amerika-rejsen, men mest plads bruges på uddrag af Columbus’ ”hemmelige” logbog, blandet med Kjærsgaards kommentarer. Rejsen er fuld af drama og man vender siderne hurtigt for at læse hvad Columbus skriver – i hvor høj grad det er hans egne ord er en anden og omdiskuteret sag.

Kjærsgaard kan ikke lide sin hovedperson, men fremstiller ham som en uærlig, selvglad og brutal undertrykker af sømænd og ædle vilde. Målestokken er anakronistisk: dansk demokrati anno 2006. Kjærsgaard går pedantisk i rette med Columbus og gentager alt for ofte hvad vi lige har læst hos den store søfarende. Som han sejler mellem øerne beskriver ”Oceanets Admiral” omhyggeligt den nye verdens plante og dyreliv og de mennesker de møder. Fra det 21. århundrede får han et sted denne blaserede kommentar med på vejen: ”Her forfalder Columbus igen til en længere smøre om natur, bjergenes fantastiske udseende, deres højde og lidt om hvad man kan finde. Gentagelser der bekræfter, at han ikke har noget virkelig nyt at berette.” Jamen – det er en dugfrisk beretning om en verden der var så ny og ukendt som Månens bagside!

Kjærsgaard illustrerer Columbus’ tekst med stik af Theodore de Bry fra slutningen af 1500-tallet, som intet har med Columbus at gøre. Her ser vi den europæiske fantasi om ”de vilde” for fri udblæsning. Det er et meget uheldigt valg fordi det giver læseren nogle helt forkerte billeder på nethinden. I stedet for Columbus’ præcise øjenvidneberetning får vi skipperskrøner og gamle udtjente klicheer.

At Columbus kunne opdage en ny verden og samtidig holde urokkeligt fast på sin vanvittige vision om at han var sejlet til Japan og Kina har været med til at gøre hans rejse så besættende for eftertiden. Her er drøm og virkelighed, snuhed og galskab, handlekraft og vanvid smeltet sammen til en vidunderlig skinnende myte. For tyve år siden udgav Gyldendal en italiensk biografi om Christoffer Columbus. Forfatteren Gianni Granzotto formidlede på fremragende vis storheden ved Columbus’ bedrift – og undgik klogt misvisende illustrationer. Granzotto sammenligner et sted Columbus med Don Quixote og skriver at det ikke var logikken, men fantasien, der styrede dem. ”Deres handlinger overskred virkelighedens grænser, grænser som de kun mente gjaldt andre mennesker. Columbus og Don Quixote overskred på hver sin måde disse grænser og udvidede herved andre menneskers horisont. De gav andre en fornemmelse af friheder som kun er opnåelige hvis man tilbageviser den almindelige fornuft, kundskabernes autoritet og de konventionelle strukturer, som alle stiltiende lader sig lede af.” Granzottos bog kan stadig lånes på biblioteket.

2006, 11 december

Jørn Madsen: Politikens bog om opdagelsesrejser. Politikens Forlag, 264 sider, illustreret, 299 kr.

Tarek Ode og David Olivera: San Borondón: La isla descubierta. Litografia Trujillo, Tenerife, 195 sider, 2005, isbn 84-609-3640-6

DEM OG OS I FLOTTE FARVER

af Hjalte Tin

Mennesket har altid rejst, lige fra vores urmødres vandringer i Afrika til vores egne ferierejser, men det er de færreste rejser som er opdagelsesrejser. Jørn Madsen  lover os allerede i indledningen til hans spændende og velskrevne bog om opdagelsesrejser godt, gammeldags drama: ”sammenstød med kannibalistiske indianerstammer...gruopvækkende ritualer...de gamle opdagelsesrejsendes første møder med de fremmede, med kannibaler, død og ødelæggelse.” Jørn Madsens opdagelsesrejsende er enerne der rejste ud,  kom hjem (de fleste) og fik deres eventyr nedskrevet. ”Opdagelsesrejser” viderefører den etablerede kanon:  Vesten-opdager-resten. Soldaten, slaven, købmanden, flygtningen og immigranten krydsede også grænserne til det ukendte, men de er forblevet anonyme og deres rejser tæller ikke med i Jørn Madsens bog om opdagelsesrejser. Her kan man læse de velkendte og stadigt fascinerende beretninger om Marco Polo, Columbus, Bering, Livingstone, Hedin, Amundsen og mange flere ”nysgerrige, magtsyge, handlekraftige og skånselsløse mænd” med nogle ganske få ikke-europæiske tilføjelser, som Ibn Battuta (1304-1377), ”den muslimske verdens Marco Polo”  og Zheng He (1371-1435), admiralen fra Riget i Midten som med en flåde på 100.000 mand drog ud for at opdage verden.

Jørn Madsen har disponeret sit herlige materiale geografisk. Europa rejser ud og opdager Østen, Indien, Amerika, Stillehavet, Australien, Afrika og polerne. Disponeringen fremhæver rejsen og personen på bekostning af kronologi, kontekst og historisk sammenhæng. Konger, kolonier, konkurrence og videnskabelig kuriositet flimrer forbi. De biografiske historier er bogens pulsslag. Livsforløb koncentreret om  dramaet og den ofte tragiske slutning.  Bedst når historierne får lov til at folde sig ud over et par sider og persontegningen kan hæve sig op over et kort leksikonopslag.

De erobringssultne, missionerende, videbegærlige og modige mænds historier om de fremmede er også en historie om hvem vi selv er. I Las Palmes besøgte jeg en stor udstilling med titlen ”Den opdagede ø”. Reproduktioner af gamle fotografier, originale tegninger af blomster og dyr, slidt ekspeditionsudstyr, sære udstoppede dyr og gulnede presseklip fra kanariske aviser dokumenterede historien om en engelsk ekspedition under Edward Harvey der i 1867 opdagede øen San Borondón i havet vest for de Kanariske Øer. Jeg studerede de ridsede, delvist ødelagte fotografier af ekspeditionens skibe, søfolk der huggede sig vej gennem tæt regnskov, to mænd på toppen af en vulkan, ruiner fra en forsvunden civilisation, og nutidige fotos af øens fåtallige befolkning. San Borondón? Ringer der en klokke? Intet sted gav de kanariske kunstnere Tarek Ode og David Oliviera sig til kende som det de var, skaberne af udstillingen, ekspeditionen og øen. Portugiseren Pero da Covilha giftede sig og blev hængende tyve år i Etiopien sidst i 1400-tallet, hvortil Jørn Madsen bemærker ”Covilha er et eksempel på, at en opdagelsesrejsende holder op med at opdage og i stedet begynder at indleve sig i den lokale kultur.” Han må ikke blive en af DEM, for så er hans blik på dem ikke mere VORES. Opdagelsesrejser er rejser der har efterladt sig spor i vores kollektive selvbillede. Netop derfor kunne man ønske sig at Madsen havde, om ikke udfordret, så dog udforsket ”opdagelsesrejsens” meget traditionelle selvbillede af OS og DEM. Som fx. Ode og Olivera gjorde med deres foruroligende udstilling om opdagelsen af øen San Borodón.

2006, 9 december

Søren Flott, Sanne Gram og Jørgen Ullerup: På jordomrejse med Galathea 3. Jyllands-Postens forlag, 176 sider, 249 kr.

JYLLANDS-POSTEN PÅ DYBT VAND

af Hjalte Tin

Det mest bemærkelsesværdige ved Jyllands-Postens bog om forsknings- og medieekspeditionen Galathea 3 er, hvor kort tid det har taget at producere den. Kun en måned efter ”Vædderen” anløb Cape Town lander bogen midt i julehandlen. Hastværket er også det mest forstemmende. For 249 kr. får man 67 sider om de to gamle Galathea ekspeditioner, som kan læses bedre andre steder, og 32 opslag med små personhistorier illustreret med en række pæne fotos. Af bogens 175 sider er der kun 25 sider sammenhængende tekst om ekspeditionen.

I 1950 åbnede Galathea 2 en dør for et krigsindelukket Danmark der tørstede efter nyt fra verden. Dengang havde Galathea et fokus og en udfordring alle danskere kunne forstå – findes der liv nede på havets store, ukendte dybder? Og da forskerne ombord på Galathea fangede liv på bunden af Stillehavet var det en sensation der gik verden rundt, blændende formidlet af Hakon Mielche. I dag rejser alle danskere selv jorden rundt, grænserne for det ukendte er rykket, og der skal mere til en sensation. Jeg håber at Galathea 3’s store og små forskningsprojekter med tidens fylde vil bidrage med ny viden. Måske vil der komme en sensation på sidste del af togtet. Ingen kan vide det. Jyllands-Posten har  valgt ikke at vente, og udgive bogen (bind 1) nu, hvor der er få opdagelser, ufordøjede resultater og nul ekspeditionsspænding at berette om. Bogen fejrer Galathea 3 som et nationalt projekt og ikke mindst Jyllandspostens rolle som igangsætter. På de glittede sider vil læseren ikke finde en diskussion af det anakronistiske i ideen om ”vor tids største danske opdagelsesrejse”, af at ”vise flaget”, eller en kritisk vurdering af rejsens mange dagsordner: en avis der vil promovere sig selv, flere ministerier der har brug for pr-point, en sulten forskningsverden som kæmper for hvert sit projekt, et politisk ønske om at tiltrække unge til naturvidenskaben, et stort medieforsøg på at formidle hård viden og en skare journalister der står på spring for at opleve bidder af en spændende rejse.

Når det kommer til stykket har den massive nyhedsdækning været et over-kill. I bogen beklager journalisterne sig hurtigt over den begivenhedsløse dagligdag ombord, de går i selvsving og skriver om sig selv, deres søsyge og underlige halvkvalte konflikter med forskerne, søfolkene og ledelsen. Hvad skal vi med de antydninger? Enten er historien vigtig og så snydes vi for indholdet, eller også er den ligegyldig og burde været blevet ombord sammen med bingopladerne og den private sladder. Den korte tekst vrimler med gentagelser. Vi får rapporterer om pudsigheder og småting, men den videnskabelige forskning ombord på skibet lykkes det ikke journalisterne at formidle på de få sider. Hvad har hastet så meget for Jyllands-Posten, at man ikke kan vente til at Galathea 3 kommer hjem og historien hænger sammen? Hvorfor har Jyllands-Posten valgt at præsentere ”Vor tids største danske opdagelsesrejse” i denne oppustede bagatel af en bog?

2006, 5 december

Rikke Wang og Heidi Korsgaard: Tsunamien. Aschehoug, 235 sider,

EN BØLGE AF SORG

af Hjalte Tin

Tsunamien rammer med en seks meter høj dræberbølge Rikke Wang i den lille idylliske thai ferieflække Phi Phi. Med stor åndsnærværelse får den danske pige klamret sig til et træ og senere reddet sig op på et tag. Der er ikke plads til alle og for at redde sig selv holder hun andre væk, en kontant selvopholdelsesdrift hun senere har meget svært ved at acceptere som en del af sig selv. Grethe Riggelsen snorkler med sin mand og børn ved paradisiske Chicken Island da alt i hendes liv væltes omkuld af den brune bølge. Familien forsvinder i vandmasserne og da hun stærkt forkommen og forslået reddes er drengen Jeppe druknet.

Bogen er skrevet af Rikke Wang og Heidi Korsgaard, som i jeg-form giver stemme til Rikke, en frisk pige på tredve fra Århus, og i tredje person beretter Grethes historie, en mor til to børn, 15 årige Julie og ti årige Jeppe.

De dramatiske minutter i kamp med vandet og angsten for nye bølger  i de kaotiske timer den 26. december 2004 er detaljeret beskrevet, men er ikke bogens fokus. Når bogen fortjener omtale er det fordi dens sidste del måske kan give inspiration og støtte til mennesker i dyb krise. Her er ingen forkromede professionelle råd, men to kvinder som fortæller om deres livs krise. Grethe kan ikke forlige sig med tabet af Jeppe. Hun ved han er død – han blev fundet og kom hjem med det samme fly som Grethe og blev begravet i Danmark – men hun hører hans latter, ser ham for sig og ønsker selv at dø for at kunne være sammen med ham. Hvorfor skal et barn dø og en mor overleve? Er der en mening med livet og døden? Hun søger trøst i en kristendom som ikke trøster, kun placerer den døde midt i de onde drømme og i de vågne skyldtyngede timer, hvor han skygger for livet, hendes datter og mand. Kontakt på nettet med andre efterladte fra katastrofen og gentagne mindebesøg i Thailand lægger et tyndt lag af forsoning over det store hul i hendes liv.

Rikke har ikke mistet et barn og reagerer helt anderledes. Hun afviser enhver snak om mening og meningsløshed og føler ikke skyld fordi hun og ikke andre overlevede. Men hendes krop er gået i alarmberedskab. Den reagerer vildt på høje lyde, menneskemængder, lokaler uden flugtveje. Hun kan ikke slå det fra igen og har svært ved at føle sig forstået af venner og familie. Den grusomme oplevelse var så grænseoverskridende at den isolerer hende fra andre mennesker.

Grethe og alle de andre turister kommer få timer efter katastrofen under lægebehandling på thailandske hospitaler. Private thailændere donerer mad og tøj til de forulykkede udlændinge. Det er dybt imponerende. Og tankevækkende. I lande uden sikkerhed er der ingen krisehjælp til mødre med dræbte børn, ingen forsikringer der dækker tabt bagage. De menneskeskabte tsunamier vi kalder borgerkrige dræber ikke bare i minutter, men i år.  Forfatteren Heidi Korsgaard løfter ikke blikket til de 200.000 dræbte thailændere, indonesere og sri lankanere og de overlevende der så deres livsgrundlag skylle bort. Grethe rejser siden tilbage med gaver for at sige tak i Thailand. I bogen er der kun plads til Rikke og Grethe. Læseren kan ikke vide om virkelighedens Rikke og Grethe stadig kun tænker på sig selv et år efter katastrofen. Hvis bogen kan være til inspiration i en sorggruppe har den værdi. Her ligger dens fokus, ikke som tsunamiunderholding.

2006, 16 november

Ulrik Vedel og Michael Holbek Jensen: Flygt eller kæmp. Politikens Forlag, 264 sider.

BARSK MANDS BOG

af Hjalte Tin

Barske mænds bøger er en genre forlagene ikke kan få nok af. Følsomme kvinder læser fiktion, potente lænestolskrigere vil have forbilleder fra den virkelige verden, farbilleder? Håbet er at gentage BS Christensens succes. Så her er (endnu) en historie om en sej alfahan, om en mand der er tro mod sin indre kriger, mod alt det, vi der lever et normalt liv i ”samfundet”, helt har tabt forbindelsen med.

Ulrik Vedel har en imponerende karriere bag sig i Arktis. Han – eller hans ghostwriter Michael Holbek Jensen – skriver medrivende. Ulrik Vedel fremstår i bogen som et spændende bekendtskab, en mand man gerne tager på slæderejse med, som Kronprins Frederik har gjort, og som Danmark i disse uger kan følge på TV. Hans træning fra ødemarken giver beskrivelserne en ubesværet og imponerende præcision. Vi er med i nervepirrende politiaktioner mod krybskyttere i Alaska, på drivende isflager og sammen med våben og hunde. Bogen er overvejende illustreret med professionelle fotos. Et godt valg. Det er  en flot og skarpt designet bog.

Ulrik Vedel har dog en mere ambitiøs plan med sin bog end bare at underholde med vilde historier fra Sirius Slædepatruljen, dramatiske nordpolsekspeditioner og hans år som indianerpolitimand i Alaska. ”Flygt eller kæmp” er et programskrift, et til tider skingert formuleret opråb til alle mænd om at (gen)finde sin indre kriger og tage ansvar for eget liv. Ulriks fraværende far og svage mor bliver til det kastrerende ”samfund”, et skræmmebillede og et hadeobjekt som ikke defineres nærmere. Bogens amerikanske vildmarkscredo forekommer mig ugennemtænkt. Hvad er en forfatter der udgiver bøger for læsere og har brug for offentlig omtale andet end ”samfundet”? Hvad er en politimand, en forretningsmand, en tv-helt andet end dele af vores fælles samfund?

Vedel sætter ”alfahannen” og ”krigerdyderne” overfor ”samfundet”. Krigeren som kun anerkender sin egen svagt selvimodsigende lov, ”gør hvad du vil, men gør ikke andre fortræd”, en mand der har trænet alle sanser, evner og viden og er parat til at dræbe for at forsvare sig og sin familie. Flygt eller kæmp er valget. Som tolvårig stod Ulrik parat i rækkehuset i Mørkøv med hjemmelavede våben for at dræbe fremmede mænd der trængte ind i huset.

Ulrik Vedel påpeger at hans opdeling af menneskeheden i mandlige krigere og kvindelige redepuslere ikke skal forstås bogstaveligt. Mænd og kvinder har begge træk.  Han elsker sine børn som en mor og læser godnathistorier for dem. Men bogens disponering modsiger ham. Har Ulrik en kvindelig side? Bogen er tavs på dette punkt. Krigeren råber hele tiden.

Krigeren får en dybere dimension da Vedel bliver indviet i det indianske univers. Han forstår på en smuk og sælsom måde at ravnen og bjørnen er hans totemdyr. Han oplever en zen-agtig ophævelse af individet da han nedlægger en elg. Formidlingen af disse ”overnaturlige” oplevelser er bogens styrke. Her åbnes en ny verden for læseren. Forfatterstemmen er ikke missionerende, men undrende og det virker overbevisende. Her måtte bogen godt gå dybere.

Ulrik Vedel punkterer til sidst eftertrykkeligt sit livslange opgør med ”samfundet” med to kapitler banal coaching peptalk. Det arktiske univers skrumper ind til ti minutters jobsamtale og lidt positiv tænkning. Ulrik Vedel har en forretning og han skal sælge billetter. Det undrer mig at han ikke ser den dybe ironi i at lade et liv på kanten klinge ud i små øvelser for kontorfolk. ”Samfundet” strikes back. Men inden da er man godt og provokerende underholdt.

2006, 13 november

Le Klint:Mit liv som fårehyrde. Og andre erindringer. Vindrose, 140 sider, 230 kr

LANGT UDE I HAVET LÅ EN LILLE Ø

 

af Hjalte Tin

Du kan blive fårehyrde i Jylland, hvis du har et åbent sind, gode støvler og absolut lave krav til bekvemmelighed. Le Klint har prøvet, og hun skriver nærmest lykkelig . ”Jeg har haft forfærdelig travlt i dag med at gøre ingenting. Jeg mærker ind i sjælen den store fred som findes herude i lyngbakkerne... Nærmere livet end nogensinde.”

I sin roste bog Erindringstråde fortalte Le Klint  om  sin opvækst, konflikten med faderen og sin løsrivelse fra familien. I den nye bog tager Le Klint i 29 små historier læseren med til steder som Færøerne, Kreta, Mallorca, Island, Romsø, og Æbelø.  Øerne er hendes scene og resonansbund for en dyb følelse af ensomhed og afstand. Hver tekst drejer en lille historie om en person som for et øjeblik sætter melodi på ensomheden.  På heiku-agtig kortform får Le Klint inddampet sind og sted: ”Efteråret er også kommet til mig – jeg mærker det i den måde, jeg trækker vejret på, hivende og tungt, og på mine langsomme bevægelser når jeg trækker kluden hen over gulvene. Jo, der er afsked ude og inde – året og livet er fuldbragt.”

En kaotisk og resigneret erindring gælder dejlige Lene på Kalymnos, og en næsten vred tekst handler om den svage Ove som vil og alligevel ikke vil elske hende på San Cataldo. Her strejfer den blufærdige Le Klint savnet af kærligheden, af at elske en anden og blive elsket.  ”Åh, så trist at jeg skulle blive firs før jeg nåede at blive tyve.”

Le Klint er på Færøerne i en af bogens bedste og længste tekster. Hun har besøgt Wilhelm Heinesen, og kommer i havrusket båd ud til den yderste ø, Store Dimon, hvor sagnet fortæller at en pige blev druknet for sin kærligheds skyld af Færøernes gode kristne øvrighed.  Le Klint gyser ”Vi kom til at tænke på denne ulykkelige skæbne, da vi stod på klippen der gik lodret ned i et mægtigt uforsonligt hav.” Og så, ti linjer senere, glemmer Le Klint sin egen historie, ”Derude i Nord ligger en lille flok øer i et vindblæst ocean. Endnu taler folket dér i samme tungemål og kommer hinanden ved. Måtte det vare længe endnu. Men ”velfærden” er tæt på, og alt hvad der er oprindeligt og enfoldigt er blødt som barnespor i sand.” Enfoldigt ja, og uforsonligt hadefuldt overfor alt hvad patriarkerne ikke accepterer. Ikke blødt som barnespor i sand. Bare spør derude i Nord.

Skarpt erindrede og fint formidlede øjeblikke blandes med dråber af hjerteblod i Min tid som fårehyrde, men formen er for kort til at det bliver mere end postkort fra rejserne. Smukke postkort skrevet med en fin og personlig pen.

2006, 1 november

Jesper Kenn Olsen, Jorden rundt i løb. 26.232 km, 2 år, 4 kontinenter. Politikens forlag, 200 sider, 169 kr.

FOD PÅ JORDEN

af Hjalte Tin

Kan et menneske løbe 661 maratonløb på 661 dage? Hvis det ikke var fordi Jesper Kenn Olsen har gjort det, ville man sige det var umuligt. Vores 35-årige landsmand har som den første i verden løbet jorden rundt. Et stort tillykke! Han startede 1 januar 2004 fra Greenwich sammen med løbekammeraten Alexander Korotkov og fuldførte som den eneste verdensløbet gennem Europa, Rusland, Japan, Australien, USA og Canada tilbage til Greenwich, hvor han kom i mål 23. oktober 2005.

Undervejs snuppede han lige et 12 timers løb i Finland, og senere et seks-dages løb i Australien hvor han vandt – og dermed fik penge til resten af strækningen over Australien – ved at løbe 125 km om dagen, seks dage i træk. ”Hvordan det gik til, er en gåde, selv for mig” skriver han beskedent, og næste dag forsatte han med et maraton om dagen – i 40 graders varme. Vi er i en elitesportsverden, hvor det åbenbart ikke er kroppen der sætter begrænsningen, men psyken. Canadas endeløse prærie er ved at knække ham, men han overvinder også her sig selv.

For at gennemføre en sådan bedrift er det ikke nok at kunne løbe, han skal også stable en organisation på benene som giver ham sponsorhjælp, assistance undervejs, holder hans fans og hjælpere up-to-date hver eneste dag, og ikke mindst skal han dokumentere sit løb for at komme i Guiness Book of Records. Fra sin mobiltelefon sms-er han daglige rapporter hjem og tager fotos der dokumenterer hvor har er. Eliteløbere slår følge med ham på forskellige strækninger, men ingen holder hele vejen.

Selvfølgelig skal han skrive en bog om sin eventyrlige præstation, men derfor er det ikke en selvfølge at han kan skrive. Og bogen er tynd. Den består af (for) mange telegramagtige dagsrapporter hægtet sammen af afsnit skrevet efter hjemkomsten. Her er løbeskoene erstattet af syvmilestøvler. Dage og uger overstås i enkelte afsnit. Stærkest står problemerne og nedturene. Helt i bund er oplevelsen af det uforståelige og tillukkede Japan, mens den gæstfri modtagelse i det fattige, afsides Sibirien giver stof til nogle af bogens bedste iagttagelser. Hans løbehold bliver uvenner i Sibirien. Skadet og skuffet når hans russiske makker til Vladivostok i hjælpebilen. ”Jeg har aldrig hørt fra ham siden” skriver Olsen lakonisk. Hvad har der egentlig foregået? tænker man. Men vi skal videre. 

Der kommer mange bøger om ekstreme sportspræstationer. Jesper Olsens bog adskiller sig markant ved ikke at bruge megen plads på smerte og pinsler. Han havde ingen alvorlige skader, skriver han, og det må man jo tro på. Kun i en bisætning får vi at vide at da han endelig når i mål lider han af skørbug og mister flere tænder.

Jesper Olsen fremstår som et meget beskedent menneske med begge ben på jorden. En sekt i USA fejrer hans særlige spirituelle kræfter. Han punkterer al hokus-pokus. Nu drager han verden rundt (med fly) og holder foredrag for at forberede sit World Run 2, der skal løbe syd-nord jorden rundt i 2008. Han har flyttet grænserne for det mulige. Det er stort. Hvad det betyder for os andre er vores egen sag. ”Om det lykkes, beror på så meget. Om du tør prøve, beror kun på dig selv.”

2006, 1 november

Jesper Kurt-Nielsen: Man tager en alligator – eller en leguan af passende størrelse. Forlaget Vandkunsten, 144 (små) sider, illustreret med gamle fotografier, 169 kr. 

DU ER HVAD DU SPISER!

af Hjalte Tin

Denne skæve kogebog i mandelgavestørrelse vil, hvis den bliver fulgt, forvandle familien om (jule)bordet. Bogen lægger forsigtigt ud med abehjerne i kokosmælk, momos Yakokse,  bisamrotte med løg og slagnumret hund i karry, for at ende med udprægede specialiteter som sagopalmelarver og stegt skorpion.  Du er hvad du spiser. Vi kan forvente interessante familieportrætter til næste år.

De har moret sig på det dybt seriøse forlag Vandkunsten med tilrettelæggelsen af ”Man tager en alligator eller en leguan af passende størrelse”. Der er ikke tale om en kogebog som Eja Nilsons klassiker ”Indvandrerkøkken. Nye danske spisevaner” fra 1982, som ydede en pionerindsats for integration via smagsløgene. Jesper Kurt-Nielsen trækker læseren rundt i sit muntre køkken med tungen i kinden. Jeg skal ikke afvise at retterne muligvis kan være velsmagende. Det kan være svært at efterprøve. En grundig afsøgning af Århus’ mest kosmopolitiske madtempel, Bazaar Vest, gav et magert resultat. Hverken en alligator, en leguan, ja end ikke en lille velskabt skorpion var til at opdrive.

Kræsenhed er under alle omstændigheder en menneskelig begrænsning og kan være direkte farlig. For nogle år siden var jeg med familie sejlet dybt op ad Sepikfloden i det nordlige Ny Guinea. Her blev vi præsenteret for den sande sagogrød, den gærede indmad af sagopalmen. Kold, gummiagtig og med en konsistens som en vandmand fik jeg den meget langsomt ned. Nina stak ikke til maden. Vores vært bemærkede bagefter at kun Nina ville overleve et længere besøg. Nu vi taler om Ny Guinea lader Kurt-Nielsen ikke chancen gå fra sig for at komme ind på tilberedning af long-pig. I  en blodig beretning om kannibalisme skriver han: ”Det bedste, kønsorganerne og leveren, satte fædrene til livs mens de fortalte om andre måltider på mennesker. Gennem et hul i kraniet blev der i det afskårne hoved stukket et hult bambusrør ind i hjernen. På den måde blev hjernemassen suget ud.” Vores gastronomiske globetrotter bemærker muntert at ”det lader til at Falk Rønne åd beretningen råt, så det kan læseren også roligt gøre!” Må jeg anbefale Kurt-Nielsens stilfuldt anrettede kulinariske raritetskabinet. Bon appetit!

—————

Fra: Eja Nilsson [Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.]

Sendt: 13. december 2006 16:39

Til: Politiken Bøger

Emne: til Hjalte Tin

 Hej Hjalte,

jeg læste din anmeldelse om den sjove kogebog med alligatorer, fyldt kamel etc. Og gik straks ud og købte flere til mandelgaver. Tak for tippet.

Men rigtig glad og rørt blev jeg, da du skrev et par linier om mine nu - meget, meget - gamle kogebøger om invandrerkøkkenet fra begyndelse af firserne!!! Hvor blev jeg dog glad for at vide at de er husket, at nogle har haft glæde af dem og har lært noget. Virkelig stor tak!

Jeg skrev også flere i Sverige på samme tema, før jeg flyttede til Danmark, så - jo, jeg ved at jeg var den første som så den vinkel på maden. Det gav mig mange dejlige oplevelser, jeg kom ud og undervise i hjemkundskab-cum-kulturforståelse i skoler, på seminarier - og fik også arbejde i TV_byen i nogle år med netop flerkulturelle børneprogrammer.

Så jeg har haft stor glæde af mad som levevej på mange måde.

PÅ samme måde som I har haft rejserne - at opdage verden fra saddelhøjde. Jeg har nemlig haft stor glæde af j e r e s bøger.

Stor tak endnu en gang - og glædelig jul, med eller uden fyldt kamel. 

Hej og hilsner,     Eja

2006, 1 november

Leif Møller: Tavi fra Tonga. Ekstra Bladets Forlag, 199 sider, illustreret

SYDHAVS BLUES

af Hjalte Tin

Hvor kan vi finde friheden? Ikke den frihed lande fører krig for, men den indre frihed, friheden til at være menneske helt på egne betingelser?

”Tavi fra Tonga” er den sælsomme historie om danske Preben Vigo Kaufmann der blev til Tavi Maupiti i Stillehavsriget Tonga. I fyrre år (1953-1992) levede den højtuddannede ingeniør et asketisk liv på øde øer og i kongelige paladser mens han søgte friheden for ting, friheden for forpligtelser og friheden for begær. Tavis historie er ikke ukendt, men har været fortalt i danske medier siden 1959 af rejsende som Haakon Mielche og Troels Kløvedal. Nu har journalisten Leif Møller gravet dybere i Tavis historie og rekonstruerer lidt af af dette mærkelige liv i en fængslende drama-dokumentarisk bog, som hovedsagelig bygger på Tavis efterladte notater, hans telegramagtige forsøg på en selvbiografi og de mange breve til lillesøsteren i Danmark.

Preben blev voksen under anden verdenskrig og frygtede en altødelæggende atomkrig. Hvor kunne han gemme sig for civilisationens Juggernaut? Den unge metodiske ingeniør blev tiltrukket af Tonga og øernes enevældige dronning Salote, ikke kun fordi de små øer var så isolerede og langt væk som man kunne komme, men også fordi ”jeg havde fundet ud af, at jeg havde en vis magt over storladne kvinder”.

Vi får ikke at vide hvordan han gør, men faktum er at han meget kort tid efter han gik i land på Tonga-øerne blev dronningens fortrolige rådgiver, en stilling han beholdt lige til hun døde mange år senere, en relation som var forudsætningen for at han kunne leve som han gjorde på Tonga.

Selv på en øde ø går årene, og det Tonga han forelskede sig i blev ikke dydigt og rent i fortiden, men svinede sig til med fly og turister og investeringer og emigration til storbyer fra New Zealand til Hawaii. Tavi vidste at fortiden var bedre, men ingen ville ikke lytte. Han endte syg og bitter. I dag findes der ingen verdens ende. Selv Tonga er trukket ind i den ene, fælles moderne verden vi alle bebor. Tavi var dybt pessimistisk og troede ikke at noget godt ville komme ud af den moderne civilisation. Han fravalgte al ejendom, men gemte omhyggeligt på sine optegnelser og  de elskede bøger. Han charmerede og imponerede tonganerne men forsøgte aldrig at blive én af dem. Livet igennem lagde han et blytungt låg på sin seksualitet, men blev trods sine principper stormende og umuligt forelsket i en californisk skønhed.  Bagefter måtte han fortvivlet redde sine filosofi der lå som vragstumper i vandkanten. Han var i ekstrem grad iscenesætter af sit eget liv. Netop derfor gør det så stort indtryk når livet, følelserne, omgivelserne, alderen og helbredet bryder gennem alle forsvarsværkerne. Tavis liv var en uafgjort indre kamp mellem en frygtsom, indelukket ungkarl og et modigt, karismatisk orakel. Bogen skærer ikke for alvor ind til disse modsætninger. Læseren må selv spejle Tavis teori med hans praksis. Det gør bogen letlæst men ikke på omgangshøjde med sin hovedperson.

Det mest tragiske i historien om Tavi er måske at denne velbegavede mand ikke indså at hans liv som nøgen eneboer på en øde ø kun var muligt fordi han selv medbragte civilisationen i form af penge hjemmefra, uddannelsen som ingeniør, de filosofiske bøger og kortbølgeradioen der spillede klassisk musik i palmehytten. Han sled med en hjemstavns-splint han aldrig fik trukket ud. Moren og lillesøsteren i Danmark var den sikkerhed og tryghed han kunne give slip på og som til sidst fik ham hjem da han skulle dø. Han ligger i dag begravet i familiegravstedet på Garnisions Kirkegård i København.

Mange danskere, vil jeg tro, har fra tid til anden haft lyst til at springe af ”udviklingens” knusende vogn. Tavi sprang længere end de allerfleste. Derfor er Leif Møllers bog så tankevækkende og værd at læse. For her ser vi at end ikke en Tavi kunne komme helt fri, men blev trukket efter vognen. Tavi fik mange gode år i sit sydhavsparadis. Men da livet blev gjort op havde han ikke fundet frihedens rige.

2006, oktober

Hans Lynge. En grønlandsk kulturpioner. Redaktion: Bodil Kaalund, Einar Lund Jensen, Robert Petersen og Inge Lynge. Rhodos, stort format 344s. rigt illustreret, 398 kr.

KUNST KAN SKABE ET FOLK

af Hjalte Tin

Hans Lynge (1906-1988) var en af de største grønlandske kulturpersonligheder i det 20. århundrede. Hele sit voksne liv kæmpede han med ordet, teateret, sangen, maleriet, skulpturen og politikken for Grønlands ligestilling med Danmark. Og han lykkedes.

Hans Lynge tilhørte en pioner-generation på Grønland. Hans kammerater fra seminariet i begyndelsen af 1920’erne blev Grønlands første politikere, kunstnere og forfattere. Hans Lynge fik embede som kateket, men blev afskediget efter fire år da han fik tuberkulose som 24-årig. Herefter begyndte han en udvikling som kunstner, forfatter og politisk aktiv. Hans Lynges tekster i bogen viser en blændende debattør. Uhyre høflig, med fuld beherskelse af kolonisatorens sprog opdrager han sine landsmænd til at tro på den grønlandske kulturs ligeværd med den danske. 1939 bliver han valgt ind i Sydgrønlands landsråd og i 1945 drager han til Danmark som en af seks der skulle forhandle med den danske regering om Grønlands fremtid.

Men Lynge var et specielt menneske, som turde følge sine inderste strømme og skifte spor i livet. I København valgte han at forlade en karriere som kunne have ført ham til tops i grønlandsk politik og søgte i stedet optagelse på Kunstakademiet i København.  Han blev optaget og var resten af livet i stadig udvikling som kunstner.

Bogens fire redaktører har valgt at lade ti personer introducere politikeren, digteren, kunstneren, faren og ægtemanden Hans Lynge. Som læser trættes man her en smule af de mange gentagelser af Hans Lynges livsløb. Sammen med 38 kortere og længere af Hans Lynges egne tekster, mange af dem ikke tidligere offentliggjort, og et væld af hans meget varierede malerier, tegninger og anden  kunst, giver bogen et smukt og rigt billede af hovedpersonen og hans uvurderlige betydning for Grønland i det 20. århundrede. Den tunge, smukke bog, der både udkommer på dansk og grønlandsk, er en mindesten, et monument. Det er en bog der ser bagud, den erindrer og lader fremtiden i fred. Heri er den ironisk nok helt ved siden af den ildsjæl den portrætterer, som altid var på vej fremad, sulten på fremtiden og dens muligheder. Man kunne ønske sig at redaktørerne havde givet plads til en kritisk, fremadrettet vurdering af Hans Lynges virke, f.eks. af en fra den unge generation af grønlandske kunstnere.

Bogen viser tankevækkende og opmuntrende hvor stor betydning kunsten, litteraturen og den politiske debat har for samfundsudviklingen. Hans Lynge fik muligvis bredere betydning for Grønlands udvikling som engageret kunstner, end han ville have haft hvis han var fortsat sin karriere som politiker. Som kunstner bragte han nye og vigtige impulser til alle grønlændere fra ”den store verden”. Han sagde ikke nej til moderniseringen, men kæmpede for at det blev en grønlandsk modernisering, en modernisering der respekterede Grønlands kulturarv samtidig med at hans formsprog var lige så moderne og langt fra en gammel tupilak som det moderne Nuuk er fra en bygd.

20 ærværdige fonde har bidraget til det dyrt udstyrede værk, som med en pris på kun 398 kr. må være et af bogsæsonens bedste kup. Denne guldrandede anerkendelse fra det officielle Danmark står i skarp modsætning til den modstand Hans Lynge i begyndelsen blev mødt med i sin kamp for dansk anerkendelse af Grønland som kulturelt og politisk ligeværdig. Hans Lynge er lige så langt fra Franz Fanon som den danske kolonisering er fra den franske i Algier. Naturen og den ekstremt fåtallige spredte befolkning overflødiggjorde kolonialismens almindelige vold. Men tag ikke fejl. Kravet om ligestilling, som Hans Lynge fremførte bl.a. i sine meget populære skuespil, var en kamp for grønlændernes overlevelse som folk, helt på linje med kampe i andre kolonier. Argumentet var at Grønland var et land fordi grønlænderne var et folk der talte grønlandsk. Så hvis grønlænderne ikke talte grønlandsk kunne Grønland heller ikke gøre krav på at blive anerkendt som land. Den danske moderniseringspolitik efter anden verdenskrig søgte at forvandle Grønland til en stykke Danmark. Den logiske konsekvens var at grønlænderne ville tabe deres kultur og dermed mulighed for ligestilling.

Lynge argumenterer i en tekst fra 1969 mod Mogens Boserup, en økonomisk ekspert tilknyttet Grønlandsudvalget i 1960’erne, der mente at grønlændernes eneste vej til opnåelse af økonomisk og kulturel ligestilling med danskerne var at de opgav deres sprog og talte dansk. ”Men hvilken ligestilling skal vi da virkelig opnå” spørger Lynge, ”økonomisk eller kulturel eller begge dele? ...Hvis man vil opnå økonomisk velstand på bekostning af kulturel baggrund, vil det være det samme som at lave robotter...Derfor må vi benytte vores kulturelle baggrund for at opnå ligestilling med danskerne. Noget andet kan ikke hjælpe os.”

Hans Lynge fremtræder i bogen som et i særklasse modigt og konsekvent menneske. Bogen er et bevægende og imponerende vidnesbyrd om Hans Lynges livslange virke for at beskytte, berige og befrugte Grønlands kulturelle arv for at opnå virkelig ligestilling – ikke kun med danskerne men med alle verdens folk. Det er en livgivende bog.

—————

Fra: inge lynge [Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.]

Sendt: 26. oktober 2006 14:43

Til: Politiken Bøger

Emne: att. Hjalte Tin

Kære Hjalte Tin.

Tak for den meget smukke og dybtgående anmeldelse af bogen 'Hans Lynge - en grønlandsk kulturpioner'. jeg er meget glad for at du (måske uden at kende HL i forvejen?) har formået at forstå så meget væsentligt om hans væsen og virke ved at læse bogen. Det gør mig glad.

mange venlige hilsner

Inge Lynge

2006, 2 oktober

Vagn Lundbye: Omkom 79’fjorden. Hundredeåret for tragedien på Danmarksekspeditionen 1906-08. Borgen, 178 sider, 279 kr.

STEN PÅ EN VARDE I MYTERNES LAND

af Hjalte Tin

Vagn Lundbye har i hundredeåret for Danmarks-ekspeditionen opdateret og genudgivet sin bog fra 1984 om mysteriet om de forsvundne i 79-fjorden. De sidste hundrede år er mere end ti ekspeditioner rejst ud  for at finde Erichsens og Hagens lig eller vardesatte efterladenskaber. Mysteriet er ikke blevet opklaret. Ekspeditionerne, bøgerne og rygterne har alle lagt sten på den store varde, Danmarks-ekspeditionen udgør i Grønlands mytologiske landskab.

Brøndlunds frosne lig blev fundet af J-P. Koch og Tobias Gabrielsen i 1908. Så de to mænd dengang mere end de bagefter fortalte? Alle de overlevende fra Danmarks-ekspeditionen blev pålagt streng tavshedspligt, en tavshedspligt de aldrig brød. Man har formodet kannibalisme. Lundbye afviser dette, men gættede selv i sit hørespil ”Lang Nat” (2001) på at den koldbranddøende  Hagen har fået Erichsen til at skyde sig.  ”Omkom 79-fjorden”, Brøndlunds berømte og i hundrede år lidenskabeligt omdiskuterede dødsbudskab, er i Lundbyes hænder blevet en blandet tekst. Lundbye kalder sin bog for ”rejseskildring” og vi følger da også i korte passager forfatteren på eftersøgningsekspedition i Brøndlunds fodspor, men mest plads bruges på andet materiale, bl.a. Jørgen Brøndlunds efterladte dagbog, andre beretninger og Lundbyes rapport om sit livslange forsøg på løse en detektivisk gåde, som ret beset ikke har nogen stor betydning i dag.

Nordøst Grønlands øde landskab er afgørende for Lundbyes detektiviske diskussion af mysteriet. Men læseren svigtes af bogens dårlige kort. Man taber hurtigt ethvert overblik og har svært ved at følge dramaet om Erichsen, Hagen og Brøndlund. Hvad gjorde de dengang for hundrede år siden i deres desperate forsøg på at nå tilbage til kammeraterne og skibet Danmark, valgte de ruten langs kysten eller over indlandsisen? Men måske betyder det ikke så meget.  Blå Sø, Centrum Sø, Kap Rigsdagen, Jomfru Tidsfordriv Fjord, Zig Zag Dalen, 79-Fjorden og hundrede andre gamle navne  gentages bogen igennem. Som åndemanerens slag på trommen bliver de til rytmiske besværgelser af en anden verden.  Bogstaverne blæser af papiret og efterlader læseren i bogsidernes hvide snefog. Vi er i det fjerne, frysende Arktis.

Lundbyes smukke betragtninger over mytens plads i menneskelivet og døden er hele bogen værd. Myten forbinder og forsoner os med døden. ”Det øde, men smukke land med gule valmuer og langsomme ulve, som Jørgen Brøndlund og Ludvig Mylius-Erichsen og Niels Peter Høegh Hagen rejste hjem i, er en myte om tre mænd, der forsvandt på den måde, vi alle skal forsvinde på. De rejste ud, blev aldrig fundet, men rejste hjem, som vi alle til sidst rejser hjem. Myten ligger i vores fælles skæbne.”

2006, 28 september

Anne-Mette Nørregaard og Danna Corke: Isdronningerne. To kvinder, ét mål. Forlaget Documentas, 200 sider, illustreret, 249 kr.

NÅR ISDRONNINGER SPARKER RØV

af Hjalte Tin

Respekten for bogen som monument, som pejlemærke i eventkulturens mudrede strøm, er det mest bemærkelsesværdige ved denne – jeg ked af at måtte sige det piger – elendige bog. De to kvinder har begge en baggrund i langdistanceløb, adventureracing og andre typer ekstremsport. Anne-Mette Nørregaard og Danna Corke underholdt sidste år Søndagsavisens læsere med on-line artikler fra deres fem uger lange skitur over indlandsisen. Nu foreligger artiklerne omarbejdet til en bog som placerer sig i den absolut lette ende af de mange bøger der udkommer om eventyr og strabadser i Arktis og Antarktis. Bogen består af 61 ultrakorte kapitler (og lige så mange blanke sider) og er læst på et par timer. Det fleste af bogens sider går med forberedelserne og erindringsglimt fra tidligere sportspræstationer. Nørregaard og Corke har forbavsende lidt at fortælle inde fra isen. De to forfattere skiftes til at skrive. Først hører vi den ene kvinde fortælle en lille historie, f.eks at nu kører vi i bil fra kysten ind til indlandsisen. I næste kapitel skal vi høre om det igen. Først troede jeg der var koks i redigeringen, men det fortsætter hele vejen. For bogens fremdrift er det katastrofalt med alle de  gentagelser. 

Danna Corke beretter i nogle passager om tidligere løb og oplevelser så man som læser pludselig vækkes og er tilstede. Hun kan jo godt. Desværre er der intet af det fra isen. Bogen er hurtigt skrevet. Havde hun givet sig mere tid til at finde ind til oplevelsen og til at give den videre, havde hun kunnet bevæge sine læsere.

Bogens redaktør har svigtet sine forfattere, både hvad angår disponeringen og hvad angår sproget. Refleksionerne over hvorfor de kaster sig ud i turen er overfladiske og floskuløse. ”Jeg har knaldhamrende travlt til hverdag, og jeg er meget karrierebevidst.. at være på indlandsisen er simpelthen udrensning for sjælen.” skriver Anne-Mette Nørregaard.

De gider ikke træne til turen ved at trække bildæk. De synes ”det er ret åndsvagt, så det springer vi over.” Det dumsmarte topper da de omsider står på isen med to 90 kg tunge pulke de skal trække 650 kilometer uden hjælp. ”Gad vide om vi virkelig kan slæbe alt det?” spørger Anne-Mette, ”Det har vi ikke overvejet nærmere, for det skal vi jo bare, det kan ikke være anderledes. Vi kunne sagtens have pakket lettere, men vi ønsker også at have lidt luksus med på turen, og så må vi slæbe.” God tur! Det er ”helt vildt irriterende” når de ”overdrevent seje” kvinder gør sig selv, på skrømt?  så ”skidehamrende” dumme. ”Fuck, hvor det bare føles ufedt.” Læseren ved selvfølgelig at det hele er pjat og at en tur over indlandsisen i dag, takket være moderne kommunikationsudstyr og redningstjeneste, intet har med en ekspedition at gøre, men er en krævende sportsbedrift, hvor selv isdronninger kan ”sparke røv”. Men behøver de at skrive bøger om det?

2006, 14 september

Lean Waage Beck: Sort skæbne. Drengen der drog i krig og endte i Danmark. People’s Press, 245 sider, 249 kroner, illustreret.

FRA ILDEN I ASKEN, EN DANSK BARNESOLDATS HISTORIE

 

af Hjalte Tin

Her er en bog der udvider billedet af hvem danskerne er. Lean Waage Beck har som tolk for flygtninge truffet Alan  i Danmark. Et venskab og en fortrolighed opstod mellem de to som resulterede i at Alan igennem fem år fortalte Lean om sit liv som børnesoldat i kamp mod den iranske stat. Og ikke mindst hvordan det var at komme til Danmark som flygtning, inviteret hertil som FN-kvoteflygtning af den danske stat. Et liv, som ud fra enhver tryg dansk målestok har været ekstremt blodigt, hadfyldt og grusomt, er blevet til en barsk, tankevækkende bog på dansk. ”Sort skæbne” føjer sig til den lille, men vigtige, række af vidnesbyrd fra vores nye landsmænd og -kvinder om den kurdisk-arabiske verden de kommer fra og den endeløse krig der har formet dem (f.eks Duna Ghali ”Sene opdagelser, små sejre”, Widad Akrawi ”Taras bog”, Shamal Adel Salim ”Himlen behøver sine stjerner” og den kendte svensk-kurdiske Mehmed Uzun’s ”I skyggen af en mistet kærlighed”).

12 år gammel sluttede Alan sig til de kurdiske partisaner, peshmerga, og 12 år gammel dræbte han det første menneske. Barndommen var slut. Sult, udmattelse, kulde og død blev hans verden hele ungdommen og voksenlivet indtil han med sin familie flygtede til Tyrkiet. Kampen for Kurdistans selvstændighed endte med at blive en kamp mellem kurdiske partier. Kurdere dræbte kurdere. Som 24 årig var han allerede en gammel, livstræt mand dybt i tvivl om alle disse afsavn gav mening.

Det som gør mest indtryk på mig er dog ikke blodet og kampene, men det usminkede, ja rå, billede bogen giver af Alans anden krig. ”For hvert slag blev jeg værre og værre. Hadet til ham voksede, og jeg mærkede ikke længere smerterne efter slagne. Til sidst svor han i Guds navn at jeg ikke kunne være hans søn. Jeg følte intet tab i ordene fra denne mand, som havde forvoldt mig mere smerte end nogen fjende.” Den voldelige og afstumpede far, som uafladeligt terroriserede kone og børn, viser patriarkatets usminkede ansigt. Kurdisk tradition giver patriarken total magt. Vold er i hele verden patriarkens eneste sprog. At resultatet er et livslangt had til faren og helt umulige vilkår for kærligheden beskriver ”Sort skæbne” på det mest hjerteskærende. Den store og den lille krig hører sammen. Jeg tror ikke krigen for Kurdistans frihed  kan vindes før krigen for kvinderne og børnenes frihed er vundet.

Danmark inviterer Alan, hans undertrykte mor, den voldelige far og flere søskende og efter en fortvivlende lang periode hans kone, til landet. ”I Mellemøsten er man meget gæstfri, og gæsten er altid velkommen. Derfor troede vi, at når vi var blevet inviteret til Danmark, var det i en god og oprigtig mening...Jeg vidste intet om, at i mange i Danmark ikke kunne lide mennesker med mørkt hår og brune øjne, som ikke har dansk som modersmål. Jeg havde heller ikke forestillet mig...at vores børn som blev født i Danmark, ville blive slået og mobbet i skolen på grund af deres hudfarve, og fordi forældrene ikke kunne tale perfekt dansk.” Integrationen betyder klientgørelse. Arbejde er en umulighed. Men alligevel er Danmark bedre. Sikkerhed og uddannelse for børnene er afgørende.  Alan har overlevet og er i dag gift med danske Susanne. Ikke sort skæbne.

2006, 14 september

Jens-Martin Eriksen: Timernes Bro. Rejser i Vietnam, Cambodja, Thailand og Malaysia. Lindhard og Ringhof, 326 sider, 299 kr.

ONDSKAB, KEDSOMHED OG ISLAM

af Hjalte Tin

Jens-Martin Eriksen har samlet avisartikler og andre beretninger skrevet de sidste 10 år fra rejser i Sydøstasien: Vietnam, Cambodja, Thailand og Malaysia i ”Timernes Bro” med en titel lånt fra et Ole Sarvig digt. Han forfølger temaer fra sine to foregående bøger fra Bosnien. Hvad får (multikulturelle) samfund til at brænde sammen i borgerkrig, hvad er ondskabens væsen, og hvad kan vi lære, så vores eget samfunds tiltagende kulturelle diversitet kan håndteres på en konstruktiv og fredelig måde.

Jens-Martin Eriksen er en rejsende med anfægtelser over sit forehavende.  I Bangkok går rejsen i stå. Ved poolen på tiende etage taster den trætte og fulde forfatter misantropisk på sin computer: ”Og det vil måske være bekvemt at tilføje, at således er vi tilskuere salige i vores egen levende ørkesløshed og ensomhed? Jeg skriver kun denne sætning som et forslag, man kan forkaste hvis man vil, evt. viske den ud i denne bog.” Her i bogens svageste del får turist-misantropien overhånd. Jeg ville viske 50 sider ud.

Først i bogens sidste Malaysiske del når Jens-Martin Eriksen frem til sit egentlige ærinde, en advarsel mod multikulturalismen. I Malaysia er flertallet af befolkningen muslimer og for dem gælder sharia-loven. Loven gælder ikke for landets to store mindretal, kineserne og hinduerne. Men Eriksens hindu-samtalepartnere føler sig diskrimineret af muslimerne og afviser at islam vil lade sig underordne universelle menneskerettigheder. Eriksen advarer mod at vi i Danmark og Europa naivt tillader at vore nationale fællesskaber splittes i etniske subgrupper der ikke deler centrale menneskelige, sociale og kulturelle værdier. Konkret at islam får lov til at stå over universelle menneskerettigheder. Det er interessant og relevant at inddrage Malaysias erfaringer med multikulturalisme. Men man får fornemmelsen af at Eriksen opsøger de svar han gerne vil høre. Hvorfor hører vi ikke en aktuel malaysisk muslim?

Bogens største og vægtigste del er rejserne i Cambodja på jagt efter en forklaring på Khmer Rouges drab på 2 millioner af landets befolkning fra 1975-79, i en grotesk aflivning af al civilisation. Hvordan skal man forstå, fatte, føle et så radikalt socialt og menneskeligt sammenbrud? ”Timernes bro” forsøger at forklare det uforklarlige og italesætte det uudsigelige i en rationelt reflekterende tekst. Eriksen er i denne bog valgt at være reporter, ikke skønlitterær forfatter. Og han er heller ikke videnskabeligt distancerende og analyserende. Vi slingrer med på hans motorcykel, sveder tran, skifter til øjenvidneberetninger om folkedrabet fra andre bøger og lytter med ved flere gode interviews. Youk Chhang, tidligere barnesoldat og nu leder af det dokumentationscenter, som har gravet det meste af materialet om Khmer Rouges forbrydelser frem, fremstår i bogen med en klar og bevægende stemme. Interviewet med ham er et af bogens højdepunkter. Det er rystende læsning.

Hvordan kunne en 12 år gammel pige fungere som Khmer Rouges lokale leder i  en stor landsby og uimodsagt få alle hun så sig vred på henrettet? Chhang oplevede det, men kan ikke forklare det. Eriksens bog former sig som en punktvis eftersøgning i yderkanten af en zone hvor sprog og rationalitet ikke slår til eller helt bryder sammen. Han når frem til mange vigtige overvejelser om ondskaben og folkedrabet. ”Timernes Bro” giver ikke noget svar på ondskabens væsen, og jeg savner en refleksion over hvorfor han har valgt at  undersøge den radikale ondskab som om Khmer Rouge havde et rationelt social projekt. Det vil jeg bestride.

I et lummert hotelværelse ser Eriksen filmen ”Jarhead” på sin computer om amerikanske soldater i Golfkrigen. ”Det er kun de voldspornografiske højdepunkter man tager til sig” skriver han, ikke instruktørens kritik af volden. Jens-Martin Eriksen spekulerer på ingen måde i volden, men han tager Khmer Rouges ”visioner” alt for bogstaveligt. ”Timernes Bro” har for meget Khmer Rouge kommunismeporno og alt for lidt af befolkningens stille sorg. Som måske i virkeligheden kun kan forløses som skønlitteratur. Som den f.eks blev i Bao Ninhs vietnamesiske antikrigsroman ”Krigens sorg”. Eller i et Sarvig digt…

2006, 17 august

Corinne Hofmann: Gensyn i Barsaloi. Borgen, 168 sider, 250kr.

HVID PIGE OG SORT FYR

af Hjalte Tin

Hvid pige møder sort fyr. Hun gifter sig med ham og flytter ud til hans boplads i det nordlige Kenya. De har ikke meget sprog sammen, hun er forelsket, får en datter, arbejder hårdt med brænde, vand og dyr. Efter fire år flygter hun med sin datter fra manden, bopladsen og Kenya. Man får ikke helt at vide hvad der foregik. Det må man læse i Corinne Hofmanns første bog ”Den hvide masai”, som blev en international succes og for nylig kunne ses i en filmversion i danske biografer.

Pigen fra Svejts, som havde modet til at følge sit hjerte, vender tilbage til bopladsen Barsaloi fjorten år efter med fotograf og forlægger for at gense samburu-familien, en stamme beslægtet med masaierne. Hendes nu 15-årige datter er ikke med på gensynsrejsen fordi Corinne er bange for at eks-manden, den flotte kriger, vil beholde sin datter i Kenya. Hjertet hopper og håndfladerne sveder og tårerne triller (ofte). ”Gensyn i Barsaloi” er hurtigt læst og fungerer selvom man ikke har læst den første bog. Teksten balancerer på randen af klicheer som ”Gud sikke en aura den kvinde har” ved gensynet med hendes svigermor. Kan man bære over med den slags har historien en interessant kerne.

Corinne er kun få dage i Barsaloi. Hun indser at hun aldrig kan bo hos sin afrikanske familie igen. ”Jeg ville med tiden få svært ved at holde dagligdagen ud med dens langsomme, evigt tilbagevendende rytme. Hvordan gjorde jeg dengang? Det var kun muligt, fordi jeg elskede Lketinga over alt og for det meste måtte kæmpe hårdt for at overleve.” Det viser sig at Lketinga er blevet gift med to unge kvinder, og stadig betragter Corinne som sin kone. Det tackler Corinne klogt. Hun iagttager sine egne og den afrikanske families reaktioner godt og beskriver dem præcist. Men det svækker bogen at hun har så lidt sprog fælles med afrikanerne. Læseren kommer ikke dybere end hendes gæt og fornemmelser. Hun er en sensation alene fordi hun har giftet sig med en sort mand og boet i en fjern landsby. Og kunne skrive om det. Skæbnen har givet hende til opgave at  bygge bro mellem Afrika og europæiske læsere ved at fortælle om sig selv.

Og det gør hun godt. Jeg er sikker på at læseren vil være udmærket underholdt så længe. Bogen virker ærlig, fuld af tvivl og splittede følelser. ”I det øjeblik indser jeg hvor absurd og splittet min egen indstilling er: På den ene side beundrer jeg skønheden og farvepragten i krigernes og de unge pigers traditionelle dragter og ønsker, at samburu-traditionerne vil kunne bevares længe, på den anden side så jeg gerne, at skikke og ritualer som strider mod min europæiske tankegang (bl.a. kvindelig omskæring, HT), blev ændret. Den erkendelse gør ondt, og samtidig er jeg glad for, at min datter Napirai kan vokse op i Svejts.”

2006, 8 august

Søren Koustrup: Galatheas forunderlige rejse. Jorden rundt 1845-47. Lindhardt og Ringhof, 328 sider, illustreret

ENEVÆLDENS FORUNDERLIGE REJSE JORDEN RUNDT

 

Af Hjalte Tin

Hvem kan beslutte, udnævne, planlægge, udruste og afsende den største videnskabelige ekspedition i Danmarks historie på kun en måned? Enevælden kan. Maj 1845 gik der en stormvind gennem Københavns snævre videnskabelige cirkler. På opfordring af den fremragende zoolog Wilhelm F. G. Behn, direktør for det naturhistoriske museum i Kiel, en af kongerigets største byer, organiserede Danmarks enevældige konge en ekspedition, der på to år skulle sejle jorden rundt og vise Flaget, kolonisere øer i det Indiske Ocean, fremme danske handelsinteresser i Østen og Sydamerika og høste videnskabelig hæder ved indsamling af ukendte dyr og planter. 24. juni 1845 forlod 231 mennesker København, klemt sammen på det snævre, ubekvemme krigsskib Galathea under kaptajn Steen Andersen Billes kommando, på vej ud til eventyret, opdagelserne, søsygen, tampen og feberdøden.

Thorkild Hansen gennemlyste med sin digteriske kraft Carsten Niebuhr og den store Arabiske Rejse. Resultatet var hans fabelagtige roman ”Det Lykkelige Arabien”. Søren Koustrup har valgt en langt mere beskeden metode for sin bog om den første af de nu tre danske Galathea ekspeditioner. ”Galatheas forunderlige rejse” består, på nær Koustrups ganske få faktuelle oplysninger, af citater på op til et nogle siders længde, klippet fra en bog Bille udgav efter hjemkomsten, fra tegneren Christian Thornams breve og fra et par andre kilder. Sammenklipningen fungerer godt. Læsningen flyder. Den 150 år gamle førstehåndsberetning, frisk fra forunderlige steder som Nicobarerne, Kina og Hawaii, er helt elementært spændende.

Højdepunktet på rejsen og i bogen er  Nicobarerne. De resterende halvandet år anløber Bille ikke flere vilde steder. Thornam skriver frustreret i et brev: ”Chefen kan slet ikke begribe, at det kan have interesse at komme til steder, der er ukultiverede og hvor der hverken er baller eller dinerer.” Videnskaben glider i baggrunden for ekspeditionen. Bille viser flaget i Kina og Chile, saluterer og dinerer og sikrer dansk handel. Ekspeditionens medlemmer går hinanden på nerverne, alle længes hjem med undtagelse af den utrættelige Behn, der efter eget valg bliver sat i land i Atacamaørkenen for at vandre tværs over Sydamerika til Rio sammen med sin præparatør.

Galathea ekspeditionen fandt sted i en brydningstid i Danmark mellem enevælde og demokrati, mellem helstat og dansk nationalisme, mellem resterne af en mellemstor stat med koloniambitioner og et lille, indadskuende land, mellem videnskab som en kongelig hobby og videnskab som fundament for social udvikling. Her er Koustrup tavs.

I Koustrups bog møder vi hovedpersonen Bille i hans egne ord og her fremstår han som en tænksom, human chef, der skriver indfølende om fremmede steder. ”Således som jeg så disse folk (nicobarerne) liggende her i græsset, leende og sladrende, kunne jeg ikke afvise den tanke, at de i grunden var højst lykkelige væsener. De havde det efter deres eget begreb fortræffeligt; de forlangte intet bedre. Derfor afskyr de med instinktiv frygt ethvert skridt mod civilisationen, som de fornemmer aldrig vil komme deres afkom til gode – ja, den vil være deres slægts dødsdom.” Alligevel efterlader han en lille flok matroser og kinesere på øerne for at rydde skov og indføre civilisationen. ”Fredag morgen kl. 8 blev flaget hejst på Pulo Milus nordøstpynt og saluteret med 9 skud fra Galathea. Jeg tog Pulo Milu i besiddelse i kongens navn og lod derefter tolken Jambov forklare kineserne hvad det betød, samt formane dem til orden og lydighed under vort fravær.” ”Vore kære landsmænd er forfærdelig stygge, små og tykke.” skriver Thornam om nicobarerne, der nu skal lære at de er danske undersåtter. Vi kan le af Galatheas europæiske selvgodhed, men har vi noget at le af, når vi ser os selv i spejlet i dag?

Zoologen Reinhardt karakteriserer Bille som ”et despotisk, forfængeligt og hårdnakket menneske” og ved Galatheas hjemkomst bliver Bille ikke mødt med jubel, men med ophidsede demonstrationer i gaderne og vrede angreb i pressen over hans overdrevne og voldelige afstraffelse af mandskabet.

- Hallo, siger jeg, hvem var Bille? Materialet skriger på en forfatter der tør skrive om konflikterne, modsigelserne, dramaet og investere sig selv.

Bogen underholder og er smukt illustreret med tegninger fra rejsen. Alligevel skuffer ”Galatheas forunderlige rejse”. Koustrup dukker hovedet. Her er hverken en kunstnerisk eller en historisk-kritisk ambition. Søren Koustrup skriver selvudslettende i sin indledning at han ”hverken er sømand eller historiker, men skrivende og rejsende landkrabbe... jeg er forfatter og redaktør, ikke forsker.” Jeg savner ikke en forsker, men en forfatter

2006, 11 juni

Lars Henrik Aagaard: Når jorden går amok. Jyllands-Postens Forlag, 256 sider, 269 kr.

FRYGT! DIN ENDE ER NÆR!

af Hjalte Tin

Wauw, hvor er Jorden en god historie. Jorden, vores hjem og målestok for livet som menneske i Kosmos. Måske får vi 80 år på en ufattelig gammel, og dog ufærdig stump af verdensrummet. Kære læser, mens du læser disse linier borer de indiske og afrikanske plader sig ind under den eurasiske kontinentalplade og løfter dig og Jordens højeste bjergkæder endnu højere op. Pladernes bevægelser udløser jordskælv, som det der skabte den store tsunami og flyttede hele Sumatra otte centimeter. Det eksistentielle sammenstød mellem menneskelivets dimensioner og  kosmos er bevidsthedsudvidende stof.

Journalisten, videnskabsreporteren og tidligere kulturredaktør ved Berlingske Tidende, Lars Henrik Aagaards bog om naturkatastrofer rider på tsunamibølgen. Her er illustreret videnskab for fuld flodbølge, mega milliondød og tårnhøj tyfon. Vores klode og dens processer er dybt fascinerende og Lars Henrik Aagaard demonstrerer et stort kendskab til emnet. Vil man  vide hvad en tsunami er og sandsynligheden for at København vil blive ramt, så gå til Lars Henrik Aagaard. Forvent at blive skræmt.

Hans scoop er Christiania-familen Preben Smed, Else, Ida og Leos fantastiske og gribende førstehåndsberetning om tsunamien og deres mirakuløse redning. Vi deler deres frygt for bølgen, for at blive væk fra hinanden og for at dø. Lige så sensationel Preben og Elses historie er, lige så trættende er det at  Aagaard forsøger at fange min interesse ved at appellere til min frygt. ”Jorden er vores skæbnefællesskab... Vi har intet andet valg end at leve – og dø – med dens luner... Vi er alle potentielle ofre.”  Aagaard burde stole mere på sit stof og sine læseres interesse. Alt for ofte føler jeg mig grebet om halsen af forfatteren og skreget ind i ansigtet: FRYGT! DIN ENDE ER NÆR!

Bogen er lækkert tilrettelagt med flotte fotos af forfærdelige måder at dø på. I fire dele, skælv, tsunami, vulkan og orkan, gennemgås hver type naturkatastrofe omhyggeligt verdensdel for verdensdel. Aagaard har mange fornuftige overvejelser om reaktionen på naturkatastrofer fra skæv mediedækning og langsom nødhjælp til forsøg med varsling, men til sidst begynder det at flimre med 100.000 dræbte her og 200.000 omkomne der. Efter en hel bog fuld af ulykker overrasker hans top-ti liste over de største naturkatastrofer. Selvom den omfatter både de direkte dræbte og de omkomne ved katastrofernes følgevirkninger (f.eks. sult) er det samlede antal forbavsende lavt, ca. 7,5 millioner igennem de sidste tusind år. Bogen gør Jorden til en eksistentiel trussel, men proportionerne er efter min mening helt skæve. Vi skal alle dø, men meget få af os vil blive dræbt af en naturkatastrofe. Mennesket med dets forbrug og dets stater er en betydelig større trussel mod din og min overlevelse end selve Jorden.

Det største problem ved bogen er det der ikke er med. På bogens sidste side skriver Aagaard ”Man kan spørge om det er tilfældigt at atmosfærens indhold af drivhusgasser er på sit højeste niveau i mindst 650.000 år?... Der er tilsyneladende ved at ske noget. Det ligger udenfor denne bogs sigte at gå ind i den ophedede diskussion...” Men lige præcis her støder mennesket for alvor sammen med Jorden. Efter min mening er det ikke rimeligt at udgive en stor bog om naturkatastrofer uden at bruge plads på spørgsmålet om klimaforandringer. Jordskælv og geologiske processer som foregår over millioner af år gør os selv ansvarsfri. Men vi er ikke ansvarsfri for livet som vi lever det nu. Jeg håber at Aagaard i en næste bog vil kaste sin viden ind dér hvor han kan gøre en forskel.

2006, 30 maj

Poul O. Andersen og Knud Michelsen, red.: At rejse er at skrive. Gyldendal 236 sider 299 kr

EN KANON AT HAVE MED PÅ REJSEN

Af Hjalte Tin

Er forfatteren lig med værket? I ”At rejse er at skrive” opspores og efterspores ti danske forfatteres bevægelser i udlandet sammenholdt med deres værker. Rammen er forgyldt og ureflekteret national. Der er noget gymnasie-dansktime over samlingen, hvor temaer anslås, men ikke foldes rigtig ud af de ti bidragydere fra Lasse Jensen til Ulrich Horst Petersern.

Redaktørerne Poul O. Andersen og Knud Michelsen har arrangeret bidragene med en historisk og en nutidig forfatter skiftevis. Det forekommer at være en bog efter de forhåndenværende søms princip. Bidragene er vildt uegale og redaktionen formår ikke at lade dem spejle hinanden.

Råstoffet er der ikke noget i vejen med. Ti spændende forfattere fra Holberg til Jørn Riel som på hver deres måde har reflekteret over hvad det vil sige at høre til. Høre til i en tid og i et fællesskab – ofte ved at føle sig udenfor.

I introduktionen citerer Martin Zerlang Heideggers dictum ”Der Sprache ist der Haus der Seins”, man redaktørerne bruger det ikke til noget. Det forekommer ellers mig at være et centralt spørgsmål til netop dette udvalg. Holberg reddes i Genua af en mand der taler fransk. Selv rejser Holberg under latinsk navn. Ved et tilfælde finder de ud af at de begge er danske. Det var ikke faldet nogen af dem ind at bruge deres modersmål.

”Det danske” er et nationalistisk perspektiv som ukritisk og ureflekteret lægges ned over ti digtere der ellers tydeligt demonstrerer den danske stats udvikling fra et multinationalt og flersproget Haus der Seins, over den nationale indsnævrings klimaks med Johannes V. Jensen, og frem til den globale åbning i vor tid. En åbning der stadig bekæmpes og beklikkes af nationalismens kanonstøbere.

At rejse er at skrive er en utilfredsstillende bog. Den ved ikke hvad den vil. Titlen lyder dybsindig, men er banal. De allerfleste der rejser skriver ikke et ord. Og at en forfatter skriver når hun rejser er en selvfølgelig konstatering. Problemet er ”at rejse”. Her forstås det på det mest bogstavelige, som en rejse til udlandet. Den nationale synsvinkel, som vores skolegang har opflasket os med, tages for givet. Men netop en bog om forfatteres møde med det fremmede burde reflektere over hvad der konstituerer det hjemlige. Det fremmede, som giver os mulighed for at se os selv på en ny måde, har vi jo også indenfor statsgrænsen. Her tænker jeg ikke kun på det etniske og det religiøse, men også på det sociale fremmede som f.eks. en Günther Walraff rejste til.

Med Heidegger in mente er det vel så meget vores ti landsmænds og -kvindes rejser ind og ud af flere ”sprog-huse” som er spændende. Er Blixen en anden når hun skriver engelsk for et engelsk publikum, end når hun skriver dansk? Eller Baggesen på tysk? Hvad betyder tyrkisk for Nordbrandt og spansk for Borberg? Modsætningen mellem afstand og nærhed i det enkelte menneskes liv, mellem det fremmede og det hjemlige genfinder vi hos alle ti forfattere. Og vi finder det hos forfattere på alle sprog. Derfor kan vi læse Odysséen og alle tiders rejsebøger. Ikke fordi vi er danske, men fordi vi er mennesker.

2006, 11 maj

Hans Christian Andersen: Rejseskildringer; H. C. Andersens samlede værker, bind 14 og 15. Gyldendal, 726 + 660 sider, pris ??

KUFFERT MED SVANEHALS: ANDERSEN PÅ TOUR

 

af Hjalte Tin

”Jeg mødte en halv nøgen sort Dreng, der drev med en Stok to store Strudse foran sig, hver af dem saae ud som en forslidt Kuffert paa Stylter, hvortil der var heftet en blodig Svanehals; det var to hæslige Dyr, men de gjorde Virkning i Maleriet.”

Der er knald på HC Andersens rejseskildringer. Han suger utrætteligt til sig. Det gærer og bobler i hans fantasi. Med blækpennen kradser den store digter resultatet ned på papiret, en heftig collage af sansemættede skildringer, eventyrlige historier fra Historien, vilde fabuleringer, dydige digte og velinformeret kulturjournalistik. Hans blik og hans form er moderne, springende og eksperimenterende, han sprænger alle tidens former og investerer skånselsløst og hæmningsløst sig selv hundrede år før der var nogen der kaldte metoden new journalism.

Nyudgivelsen af de samlede værker er vel noget af det bedste der kom ud af det blakkede jubelår. Tina Turner er for længst forsvundet ud i tågerne men tilbage står 18 meget smukt designede bind. Andersens rejseskildringer rummes i bind 14 og 15. Stavet som han stavede, udstyret med fuldt noteapparat og illustreret med hans fine tegninger, klip og collager. ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831” (1831); ”En Digters Bazar” (1842); ” I Sverrig” (1851); ”I Spanien” (1863) og ”Et Besøg i Portugal” (1868), i alt 881 sider. Hertil kommer 139 sider mindre rejsebreve etc. For én af de store rejsende i dansk litteratur er det forbavsende lidt. Men Andersen var anderledes. Han var hele livet på rejse og hele livet skrev han. I Danmark besøgte han herregårde og boede til leje i København, hvor han ustandseligt var ude, på visit, i teateret, til middag. Som Klaus P. Mortensen fortæller i sin fine introduktion til rejseskildringerne, var Andersen fast gæst på faste dage hos hele seks familier, den sidste dag i ugen blev holdt fri til invitationer. Den store feterede forfatter havde passeret 60 år før han anskaffede han sig en seng. Alt hvad Andersen skrev var i den forstand skildringer af ham selv på rejse gennem livet. García Márquez’ titel på sin selvbiografi kunne stå som motto for Andersen: ”Leve for at fortælle”.

”Banevogteren fik min Kuffert på Ryggen, Natsæk og Hattefoderal over Skulderen, og Vandringen begyndte.” Andersen skrev for et publikum som ikke selv havde set de steder han skrev om og ikke havde muligheden for at rejse. Rejse var en luksus vi slet ikke kan forestille os i dag. Det betød dog ikke at stederne var ukendte. Andersen opsøger og skriver op imod deres traditions-bundne historier. Når han er bedst, lykkes det ham at gribe stedernes historier og med sit nervøse, modsætningsfyldte digtersind forvandle dem fra gammel tradition til ny individualitet.  Han udmaler sin nervøsitet og kaster sig ud i halsbrækkende diligenceture gennem røverland i Andalusien og opstande i Besarabien. Han frygter det eksotiske og han kan slet ikke få nok af det.  Han søger familiens tryghed og hader at sidde fast, han higer efter bekræftelse, og skælder ud på sine kritikere. Han har et opsøgende, flirtende blik for kvindelig skønhed – og for den mandlige. Men hans flirt forbliver platonisk, det er de små piger han sætter op på skødet og fortæller eventyr. Hele dette udtræk af sjælstilstande giver hans rejseskildringer dynamik og en personlig nødvendighed som ubesværet taler til os tværs over 150 år.

Et højdepunkt er ”En Digters Bazar” fra 1842, hvor han på halvandet års Europarejse når til Tyrkiet. Andersen kommer fra et Danmark som dengang hverken var rigere eller mere udviklet end Tyrkiet. For hans publikum var fattige hytter og snavsede gader hjemligt og velkendt. Fattigdommen var ikke eksotisk, hverken i Odense eller Constantinopel. Det var kulturen derimod og den begejstres Andersen over med en åbenhed der må vække til eftertanke i dag. Istanbul går rent ind. Derwishernes hvirvlende dans betager ham, basaren med persere, armeniere, bulgarer, jøder, fornemme tyrkere, pyntede grækere og tilslørede kvinder beskriver han i et gnistrende veloplagt sprog. Andersen møder Tyrkiet og islam uden fordomme. Tværtimod ser han et fællesskab, om end det ikke umiddelbart bliver gengældt af de bedende i Hagia Sofia: ”Se ei saa vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vor Gud! Naturens Tempel er vort fælles Guds Huus.”

I de små fyrre år Andersen rejser opfindes jernbanen, telegrafen og fotografiet. Han elsker den nye tids teknik og tiljubler entusiastisk ”den unge Tids gigantiske Tanke at drage Byerne til hinanden ved Damp og Jernbånd.” Vi er med første gang han skal prøve at køre på en jernbane og fartens muligheder gør ham svimmel.  Andersen tvivler ikke på at ”Dampens magt” vil gøre verden rigere, både materielt og åndeligt. ”De materielle Kræfters Benyttelse og Udvikling ere Bærerne for Aandens skatte, de ere Grenene for den aandelige Frugt, som kommer,” som han begejstret skriver efter et besøg ved papirfabrikken i Silkeborg, nyanlagt i de store skove. At teknikken skulle fjerne poesien i rejsen og verden afviser han. Tværtimod erklærer han programmatisk efter på første hånd at have oplevet den industrielle revolution i Sverige: ”I Videnskaben ligger Poesiens Californien!”

Det bedste ved Andersens rejseskildringer er at han udfordrer os med sit fordomsfri syn på udviklingen og det fremmede. Tag den og bliv underholdt!

”En Digters Bazar” findes også som Tranebog og udkom sidste år som lydbog. God fornøjelse!

2006, 10 maj

Kurt L. Fredriksen: Edderfuglens rejse. En roman om Knud Rasmussen og den 5. Thule-ekspedition. (Borgen, 239 sider, 299 kr)

EDDERFUGLEN OG KNUD RASMUSSEN

af Hjalte Tin

”Hvad skal man gøre i dette sammenstød mellem to tankesæt, mellem to kulturer? spurgte Knud, - den ene er jo dømt til undergang. – Man skal lade være med at støde sammen, sagde Edderfuglen, - man skal mødes. – Er det ikke netop, hvad vi gør? ville Knud vide. – Måske, sagde Edderfuglen.”

Var han sådan, Qavigarssuaq, Edderfuglen? den toogtyveårige fanger fra Thule og nu hovedpersonen i Kurt L. Frederiksen tredje bog om Knud Rasmussen og den heroiske åbning af Arktis for hundrede år siden. Efter hans to roste dokumentar-romaner om Knud Rasmussen, ”Kongen af Thule” og ”Spor Over Isen”, har Frederiksen valgt at se Knud Rasmussen med grønlandske øjne. Bogen er meget overbevisende. Den indeholder ingen fotografier, og man savner dem ikke. Med et kortfattet, staccato sprog lykkedes det Frederiksen at tegne et gnistrende, sjaskende, frysende, smertende og spændende billede af det nordligste Canada. Vi er med på hundeslæden de mange tusind berømte kilometer fra Grønland til Alaska. Kendsgerningerne respekteres. Frederiksen digter ikke som fx. Rifbjerg gjorde i sin arktiske roman om Nansen og Johansen.

Knud Rasmussen er dominerende og charmerende, Edderfuglen mut og underkuet, kvinden Arnarulunguaq får ikke mange replikker og fotografen Leo Hansen, som følger med Knud Rasmussen og de to grønlændere fra et sted i det vestlige Canada, er klovnen der fyrer op under historien da den er ved at gå i stå. Vanvittige kuldegrader får filmkameraet til at fryse fast. Edderfuglen bygger en snehytte hvor fotografen kan stå i læ og filme ud gennem et hul  i snevæggen. Eskimoerne danser udenfor, men meget af dansen kommer ikke med. Frederiksens valg af synsvinkel begrænser på samme måde billedet af ekspeditionen til Edderfuglens praktiske, snusfornuftige kommentarer. Spændingen i bogen ligger i sammenstødet og den gensidige afhængighed mellem Knud og Edderfuglen. Frederiksen vil mere. Han forsøger med de mange små skarpt tegnede situationer at fange det store  historiske sammenstød mellem inuitterne og den moderne verden. Når det fungerer bedst bliver det velkendte, det moderne, Rasmussens og læserens verden, fortryllet, men når den danske forfatter holder den traditionelle inuit-kultur op som et spejl for den moderne verden, ser vi inuitterne eller bare det omvendte billede af os selv?

2006, 2 maj

Steffen Kjær: Matterhorn. Verdens farligste bjerg. Aschehaug, 183 sider, 250 kr

GUF FOR BRIAN

af Hjalte Tin

Steffen Kjær bestiger bjerge i sin fritid. Respekt. Bjergbestigning er uden tvivl og med rette den selviscenesatte livsfare som er mest beundret og giver størst prestige. For tre år siden udsendte Steffen Kjær, til daglig efterskolelærer og friluftsinstruktør, en bog om hans bestigning af Mont Blanc. Nu følger en ny bog på et større forlag om den mere krævende bestigning af Matterhorn – Toblerone-bjerget, der er ”guf for Brian”. Teksten om en uge i Alperne sammen med kammeraten Brian har tilsyneladende været for kort til en bog og er derfor spædet op med faktakapitler om Matterhorn, gentagne udpluk fra bjergbestigerhyttens gæstebog, som alle handler om folk der slår sig selv ihjel, et gammel brev fra Theodore Roosevelt og et par tamme portrætter af bjergførere. Aschehaugs redaktør forsøger at sælge historien på fare.  ”Verdens farligste bjerg”, tja, måske er det bjerget med flest liv på samvittigheden, men det er jo kun fordi så mange bestiger det, mere end 5000 hvert år.  ”Verdens farligste bjerg” er at oversælge historien.

Den første mand nåede toppen i 1867. Nu er der køer ved de vanskeligste steder hvor klatrerne må vente på tur for at bruge de faste reb og kroge i bjergsiden, de kan søge ly i en nødhytte 500 meter under toppen og en super-effektiv redningstjeneste er ikke længere væk end et opkald på Steffen Kjærs mobiltelefon. Makkeren Brian er uheldig og brækker benet under nedstigningen. En halv time senere flaprer en helikopter over klippehylden.  Forberedelserne, træningen, akklimatiseringen, udstyret, selvbeherskelsen, makkerskabet får vi med næsen helt nede i karabinhagerne og chokoladen.

Beretninger om bjergbestigning fascinerer fordi de kan tage mig, læseren, med et sted jeg ikke selv tør komme. Helt ind i det splittede sind der elsker at hænge i fingrene over en afgrund men samtidig gør alt for at overleve. Personen der sætter alt på ét kort – familie, kærester, børn, fremtiden, livet – for igen at mærke suset ved livsfaren.

Bogens bedste kapitel er de tyve sider hvor Steffen og hans makker nærmer sig toppen og det er blevet alvor, koldt, udmattende og skræmmende. Men sproget når ikke Matterhorns højder. ”Faktisk, fornuftig, fokuseret, fantastisk” om og om igen. Kjær blander korte replikker med alt for mange tilbageskuende, vurderende, distancerende og banaliserende showstoppere. Steffen Kjær røber ikke meget om sig selv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at han er en kompetent bjergbestiger, men han formår ikke at beskrive mennesket bag isøksen. Bogen er privat uden at være personlig. Steffen Kjærs bog minder om et stykke Toblerone. Fint pakket ind, knaser lovende, kilder smagsløgene en smule, men efterlader ingen stærke minder.

2006, 24 april

Jesper Strudsholm: Turen går til en mindre skæv verden. Politikens forlag 168 sider, gratis

GODDAG OG FARVEL TIL UDVIKLINGSBISTANDEN

af Hjalte Tin

Kære læser, du har allerede betalt for Jesper Strudsholms bog. Over din skattebillet. Danidas oplysningsmateriale er gratis. Men det er ikke nok til at få det gode budskab ud. Derfor har man prøvet noget nyt. Lad en af vores mest kompetente u-landsjournalister skrive teksten, lad en af vores bedste fotografer illustrere den og brug så det populære ”Turen går til...” guide-koncept. Resultatet er ved første øjekast indbydende, overskueligt, kortfattet og POSITIVT. ”Udgangspunktet (for bogen) er at udvikling er mulig, også for de fattigste,” erklærer Jesper Strudsholm da også i forordet. Bogen er et forsøg på at popularisere FN’s såkaldte 2015-mål for en mindre skæv verden inden år 2015. Turen vi skal ud på har otte destinationer: (1) Udrydde ekstrem fattigdom og sult, (2) Sikre grundskoleuddannelse for alle, (3) fremme ligestilling mellem kønnene, (4) reducere børnedødeligheden, (5) reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder, (6) bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme, (7) sikre miljømæssig bæredygtigt udvikling, og (8) skabe et globalt partnerskab for udvikling.

Får denne svada dit blik til at flakke ned over avissiden, eller hænger du på endnu? Jesper Strudsholm er fremragende til at servere stoffet med opsigtsvækkende overskrifter i korte, menneskecentrerede  historier og samtidig strejfe de fleste væsentlige problemstillinger i udviklingsbistanden.

Ulandenes selvhjælp er bogens vigtigste, og mest oversete, historie om udvikling. Den "historiske chance" for at gøre noget ved udviklingsproblemerne i 2005 blev forspildt, skriver Strudsholm. Men resten af bogen forklarer at det ikke passer. Der var ikke nogen historisk chance, selvom Blair havde set lyset og popmusikerne sang for. I sidste ende kommer udvikling som et resultat af de fattiges egne anstrengelser. Det gælder både økonomi og politik. Noget af det mest effektive de kan gøre, er at sende familiemedlemmer til de rige lande og begynde at overføre penge til hjemlandet. Strudsholm bruger Marokko og Somalia som eksempler på den enorme betydning pengestrømmene i familierne har for udviklingen. På globalt plan har private overførsler nu overhalet den officielle u-landshjælp på 450 milliarder kroner om året.

Også på det politiske område må u-landene klare sagen selv. ”Den ubehagelige sandhed er jo, at de fattigste ofte bliver ignoreret af u-landenes egen regeringer.” konstaterer Strudsholm tørt. Det er afgørende for udviklingen hvilken regering befolkningerne i ulandene finder sig i. En middelklasse, som ikke finder sig i korruption og elendig regeringsførelse, er det bedste middel til udvikling. At give dem adgang til vores viden, markeder og politisk støtte er god udviklingshjælp.

På overfladen er ”Turen går til - en mindre skæv verden” et produkt af og en appel om u-landsbistand. Under overfladen lurer tvivlen om hjælpen overhovedet hjælper. Strudsholm citerer afrikanske kritikere der mener, ”at bistand er en hindring for udvikling snarere end en hjælp." Hvis det er rigtigt at bistanden skaber ”afhængighed, klientgørelse og en offer-psykologi” hvorfor skal vi så blive ved? Strudsholm kommer ikke med et svar til læseren.

”Udviklingsbistand”, dette begreb, som har defineret Danmarks rolle som et godt, solidarisk og socialt ansvarligt land i en todelt verden med i-lande og u-lande, donorer og modtagere, er hastigt ved at blive forældet. Forestillingen om ”udviklingen”, hvor u-lande pænt og ordentligt fulgte efter i-lande op af historiens trappe, er blevet smadret af den kaotiske ”globalisering”. Nu er vi, dvs. de rige nationer, selv blevet objekter for kræfter der ligger udenfor vores nationale kontrol. Kina, Indien og andre tidligere u-lande har forvandlet sig selv fra u-lande til globale partnere og udfordrere af vores velstand. Udviklingsbistandens præmis var at de fattige var ofre og vi var skyldige. Nu er vi selv blevet ofre. Det vil befri os for vores skyldkompleks. Og det tror jeg ikke udviklingsbistanden i længden vil overleve. Måske ikke en gang til år 2015.

2006, 6 april

Karen Marie Brøgger: Ud til grænsen. Om ekstremsport, udholdenhed og viljestyrke. Borgen, 265 sider, 299 kr

MASOCHISME UDEN SEX

af Hjalte Tin

Jeg vælter ud af søvnen, tænder lyset og åbner computeren for at anmelde Karen Marie Brøggers bog om elitesport, udholdenhed og viljestyrke. Klokken er halvfire, jeg har sovet i to timer, mine øjne brænder, hovedet føles kørt over af en damptromle, fødderne er  i krampe, munden tør og musklerne i skuldre og ryg nægter at bære hovedet, hvor dette syge angreb på den sunde søvn er udklækket. Alt dette er intet, absolut intet, i forhold til det Brøgger udsætter sin krop for. Hun deltager i Adventureracing og skal cykle, løbe, padle, svømme, klatre i 60 timer med fem timers søvn, hun går march med en oppakning der er så tung at knoglerne i den ene fod brækker, men hun fortsættter - selvfølgelig. Hun går kapgang så hun kommer hjem i rullestol med ødelagte fødder - og en medalje. Det værste er deltagelse i bodybuildingkonkurrencer hvor hun sulter sin krop i fire måneder samtidig med at endeløs træning skal gøre alle muskler synlige, voldsomme og brutale.

Det er så hårdt at dette jernmenneske tuder af smerte. Men tag ikke fejl, det er er vidunderligt. Værste - hårdeste - stress - pine. Ordene er hentet i min verden og de er helt ved siden af til at beskrive Brøggers ekstreme univers.  Karen Marie blev som otteårig slæbt med af sin far på en fyrre kilometers march og deltog allerede som tolvårig i marcher over hundrede kilometer. Hun hadede dans og følte sig stor og grim og led af spisevægring. Men hun kunne lægge arm med alle i klassen.

Smerte er vejen til tilfredsstillelse. “Min første kapgang sidder fast i min erindring på samme måde som mit første bodybuildingstævne, mit første maratonløb og min første 100 km-march. En uimodståelig cocktail af sød sejr og overdreven smerte.”

Bogen indeholder flere sektioner med gode råd om pleje af fødder som indehaveren først har mishandlet på det groveste. Vabler, plastre, løbesko, træning og diet gennemgåes minutiøst. Her kan også motionister få nyttige råd. Karen Marie har kun foragt tilovers for dårlig forberedelse til de lange løb og marcher. Det gælder om at vinde og det kræver et liv og en livsførelse hundrede procent dedikeret til sporten. Om viljestyrke og udholdenhed.

Karen er kvindelig kampvognsmekaniker. En profession og et miljø jeg ikke har set beskrevet tidligere i dansk litteratur. Karen opsummerer sin erfaring efter 11 år: Det gælder om at være stor og brutal. Muskler er simpelthen det der giver respekt når mørket sænker sig over Oksbøls mudder. Karen er konstant udsat for sexistisk nedgøring i hæren og hendes svar er knusende enkelt:  vær stærkere og mere udholdende end mændene, vis aldrig svaghed, afvis alle tilnærmelser, bid nederlag og hån i dig og slå så mændene der hvor det gør aller mest ondt: på deres stolthed. TVÆR DEM UD. Karen hader ikke mænd og er en god kammerat og har en kæreste, men hverken hun eller læseren får et øjeblik lov til at glemme at kønskampen er nådesløs og endeløs.

Bøger skrevet af mandlige udøvere af ekstremsport oser af erobring og stolthed, af vinderens virile selvtillid. Deres kvindelige modparter er ofte mere udholdende og når lige så store eller større sportslige præstationer, men kønnet kommer i vejen når historien skal fortælles. De jernhårde kvinder starter alle med at forsvare at de overhovedet dyrker elitesport. I deres bøger er der ikke megen viril selvtillid, men bjæffende underdogs som bider fra sig i kønskampen.

I bemærkningerne fra soldaterlivet er Karen Marie Brøgger bedst og hendes reaktioner forståelige. Kampen med mændene er imidlertid kun en biting i bogen. Den store kamp er mod hende selv. Bogen igennem nedgør hun sig selv. Hun beskriver sig selv med en oprørende mangel på selvtillid, med et muntert selvhad og en slagfærdig ironisk distance. Her er en kvinde som i dén grad kender sin krop. Hun har skrevet en brugsbog om kvindelig mascohisme. Men uden sex.

2006, 23 marts

Henrik Friediger: Mig og caminoen. Borgen, 240 sider, 199 kr

GODE KNÆ OG EN BØLGE AF KÆRLIGHED

af Hjalte Tin

Et frimærkestort foto på forsiden af ”Mig og Caminoen” viser en glad, hvidskægget mand med korte bukser, kraftige knæ, vandrestav og grønne åse i baggrunden. Pensionisten Henrik Friediger er ikke turist. Han er pilgrim. 900 kilometer til fods på en måned er ikke sport, men en indre søgning efter, ja efter hvad? Hvad kan man finde på nordspanske stier, som man ikke finder derhjemme? Et fællesskab af mennesker fra alverdens lande sammen om at sætte den ydre verden på pause. Om at være pilgrimme for en tid.

Friediger skriver mundret og muntert om stort og småt der strømmer gennem hans hoved, som han traver af sted gennem Nordspanien på vej til Santiago de Compostela. Bogen former sig som en dagbog med optegnelser for 30 dages vandring. Formiddagens store mål, eftermiddagens lykkelige træthed, landskaberne, byerne, udskænkningsstederne, refugierne og andre pilgrimme fylder bogens sider. Han går alene men har venner overalt. Vi hører meget om pensionistens imponerende travefærdighed. Godt helbred er en kongekrone som kun den syge ser.

Hans gudstro er Luther uden helvede. For Friediger er Gud kærlighed, ikke arvesynd og straf. Han mærker kærligheden bølge gennem kroppen: ”Jesus helt tæt inde på sig. For mig var det meget stærke ord... Pludselig kunne jeg mærke en varme i mit hjerte. Og derfra strømmede varme og glæde ud i hele kroppen. Det var en henrykkelse. Den varede nogle minutter. Så aftog den, og mit humør var pragtfuldt og mit sind fuldt af taknemmelighed.” Forfatterens ”lille djævel” danner kontrapunkt til hans kosmiske kærlighed. Hvis hans kærlighed er altfavnende, er hans foragt pudsigt småtskåren. Helt til sidste side er han sur på franskmænd. Henriks foragt for mennesker født i Frankrig bliver et gennemgående tema i bogen. Som han skriver ”kan jeg elske dem, kan jeg elske alle”. Denne besynderlige negative nationalisme bliver hurtigt usympatisk.

Henrykkelse bliver til ensomhed og depression for vores pilgrim og så atter igen til glæde ved livet, ved stærke knæ, frisk luft og god vin. Der er noget manisk over pilgrimmen. Der venter ingen forløsning, indsigt eller begivenhed ved målet for hans vandring. Han beder i katedralen, hvor Caminoens tusind år gamle grundlægger ligger begravet. På pilgrimsfærden er det mest påtrængende problem fra den ydre verden den nye pave og hans konservatisme. Friediger taler om sværdet og maurerdræberen Santiago Matamoro, Caminoens grundlægger. Den rette tro krævede at man dræbte og fordrev de vantro jøder og muslimer og gjorde den iberiske halvø kristen og det er dét pilgrimmene fejrer. Når Henrik Friediger i dag følger i fodsporene på denne tradition må man spørge hvordan han bringer Guds kærlighed til jøderne og muslimerne?

Mig og Caminoen er et vellykket og charmerende causeri om vor tids pilgrimme, med Henrik i en underholdende hovedrolle og med en perlerække af små skarpe portrætter af almindelige menneskers kortvarige forvandling til søgende i caminoens store fællesskab. Det er en svaghed ved bogen at de store temaer den anslår, om kirkens knusende, splittende og kæmpende tro, symboliseret ved sværdet, og pilgrimmens ydmyge, altfavnende, kærlige tro symboliseret med muslingeskallen, efterlades inderligt uforløst.

2006, 13 marts

Peter Schmmidt Mikkelsen: Twin Otter. Flyvning og rejser på Grønland. Aschehoug, 336 sider 299 kr.

ISKOLD MEKANIK

af Hjalte Tin

Som dreng stod jeg på rangerterrænet bag Helsingør banegård og spottede lokomotiver. De runde MY og de firkantede MZ. Tykke bronzeplader med produktionsnumre skruet fast med blanke skruer. Lugten af diesel og lyden af kraft. Det var det nærmeste vi kom en flyveplads i Helsingør. I Kosmorama Bio var der malet et verdenskort med SAS—flyruter. Allermest eventyrlig var den røde streg hen over Indlandsisen og Nordpolen. Fly var den ultimative mekanik, og Polruten udfordrede min drengefantasi med billeder af is og storme.

Peter Schmidt Mikkelsen har selv været deroppe, mærket kulden og suset fra flyene. Som tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius og forfatter til flere bøger om Grønland kan man ikke ønske sig en bedre guide til flyvning og rejser i Grønland. Jeg åbner hans bog ”Twin Otter” med stor forventning.

Bogen er smagfuldt tilrettelagt og udstyret med et væld af farvefotos af det lille to-motors Twin Otter-fly på isen, på jorden, i sneen, over havet og i luften.

Kombinationen af Grønland, opdagelse og fly burde være eksplosiv som flybenzin. Vores guide ind i denne dramatiske verden er totalt opslugt af sit emne. Desværre er registreringen af Twin Otter-flyets færdsel på Grønland blevet køligt som en vejrmelding og tamt som salgsmateriale fra De Havilland, Twin Otter-flyets producent. Den flittige og velinformerede forfatter har valgt at standse sin historie på sikker andenhånds afstand af eventyret og dramaet. Jeg antager at PS Mikkelsen har masser af personlige oplevelser med Twin Otter-flyvning på Grønland. Men ikke ét eneste sted i bogen springer han ud i det og fortæller løs om sine egne oplevelser.

Bogens første kapitel er skrevet af museumsmanden Claus Andreasen. Han fortæller med brede penselstrøg den spændende historie om hvordan eskimoerne i forhistorisk tid bevægede sig rundt i den arktiske verden. Vi hører at de tidligste folk på Grønland, fra 2400 år fvt. ikke havde hunde og selv måtte trække deres slæder. Man gætter at de har været lavet af skind som frøs til stive skaller med meder lavet af mudder frosset fast på skindene. Ingen spor findes i dag af disse urtidsslæder. Senere kom hundene, kajakerne og konebådene, den forfinede kultur som gjorde mennesket i stand til at overleve og rejse på Grønland.

Men det er bare opvarmning til flyvningens historie på Grønland og frem for alt Twin Otter-flyets historie, som fylder det meste af bogen. Her vendes hver en sten. Minutiøst gennemtrawles annalerne. Hver eneste Twin Otter-fly, hver eneste Twin Otter-pilot, hver eneste Twin Otter-mekaniker registreres i bogen. Det er både imponerende detaljeret og vanvittigt for meget.

Og for lidt. Vi hører hvor mange passagerer der har fløjet med Twin Otter på Grønland, men tallene siger mig ikke meget, når jeg ikke får at vide hvor mange der har fløjet med helikoptere, andre fly og skibe. Vi får ikke noget at vide om økonomien bag Grønlandsflyvningen, som ellers er meget speciel, med statslige selskaber og monopoler. Piloterne, mekanikerne og geologerne har han interviewet, men ikke grønlænderne. Vi hører ikke hvordan grønlænderne selv har oplevet flyvningens erobring og åbning af deres land.

For enhver Twin Otter-freak må dette være BOGEN. For Grønlands-elskere i mindre grad fordi den rykker alt andet på Grønland helt ud af proportioner. Modsætningen mellem den næsten maniske registrering af alt hvad denne ene flytype har udrettet på Grønland, og den helt upersonlige form forfatterens enorme viden præsenteres i, kan kun kaldes nørdet. Hvem er det derude som vil købe en bog på 300 sider om en enkelt canadisk flytype?

2006, 3 marts

Palle Kjærulff-Schmidt: Lys og skygge. Fra Grønland og Færøernes verden. Forlaget Tinok. 192 sider. 298 kr.

LYS OG SKYGGE

af Hjalte Tin

”Hvordan opstår fornemmelsen af gennem de Islandske Sagaer at komme meget tættere på mine egne rødder, end læsningen af Biblen nogensinde har bragt mig? Bliver det nogensinde helt til at forstå?” Sådan spørger Palle Kjærulff-Schmidt sig selv i sin nye bog ”Lys og Skygge”. Den indre dialog om naturen, historien og tilhørsforholdet til Erik den Rødes atlantiske verden er intens og medrivende. Her møder læseren en rejsende som giver sig tid. En rejsende som giver plads til det fremmede. En rejsende som ikke kun spejler sig selv, men som med viden, indføling og respekt forsøger at formidle fremmede folk. Grønlænderne og færingerne, og i en birolle islændingene, Nord-Atlantens folk.

Palle Kjærulff-Schmidt maler både med pennen og kameraet. Første halvdel af bogen er tekster fra en periode over tyve år ”skrevet i lyset af de første møders glubende nysgerrighed”. Teksterne fra besøgene i 1980’erne står skarpest, også for læseren. Grønland stiger op fra tekstsiderne som en forunderlig krystal og Færøerne som havhamrede afgrunde. Anden halvdel af bogen består af smukt reproducerede fotos. Blødt lys, ingen flash, naturfarver. Palle Kjærulff-Schmidt søger balance i sine fotografier. Mange harmonisk beskårne telefotos af den dramatiske natur, pointeret af små huse, stille kompositioner med genstande der har talt til fotografen, som et indtørret blækhus i en forladt færøsk skolestue.

Det er næsten for smukt. Der er flere skarpe farver og større kontraster i hans ord. Her får læseren lidt af den uro, dynamik og uskønhed det moderne Grønland og Færøerne har skabt midt i naturens skønhed. Men også kun lidt. Kirkegårdene taler mere til Kjærulff-Schmidt end diskotekerne. Livet tager farve af døden på Grønland. Nyfødte får navnet på nyligt afdøde, så de kan leve videre i det nye liv. En smuk tradition, som måske kan forklare noget af grønlændernes lethed og munterhed. En livsglæde som på en paradoksal måde vokser ud af den vilde og krævende natur. Grønlænderne, dvs. Kjærulff-Schmidts værter, aktivister i hjemmestyrets første heroiske år, møder danskerne med et overskud af kultur. De står på fast grund med deres grønlandske sprog og en inuit arv som de har travlt med at forvandle til et moderne samfund. To optimistiske sider om Nuuk i 2004 afslutter Grønlands-delen. Nuuk som moderne storby beskrives positivt, men der er ingen fotos af det grimme, det banale og det moderne.

Kjærulff-Schmidt registrerer stemninger. På Færøerne strejfer han lag af tung, syndsfikseret kristendom, indre splittelse og en kompliceret, uafklaret løsrivelse fra Danmark. Måske har færingerne et anstrengt forhold til det danske, netop fordi den færøske nationale egenart ikke på nogen entydig måde adskiller sig fra den danske. De har ikke en inuitkultur at sætte overfor den danske og må derfor være mere nationalistiske end grønlænderne. Bogen toner ud  på Færøernes nationale festdag Òlavsøka med alsang foran lagtingshuset ”En varm samhørighed lyser ud af ansigter og stemmer. Det fortæller om stærke følelser og tanker, der trods alle modsætninger binder mennesker sammen til et folk. Det prikker i både hjerne og hjerte, som havde vi fået champagne.”

Nord Atlanten som ét historisk rum strakt ud af Erik den Røde er kun tilstede i dag som en saga. Ruinerne efter nordboerne i Grønland fortæller om en historie der endte i et endnu uopklaret mysterium. ”Lys og skygge” er dejlig bog og Kjærulff-Schmidt er en både tænksom og venlig iagttager. Han kommer ikke frem til et svar på sit spørgsmål om Saga og Bibel. De forbliver to adskilte tråde i historien om Nord Atlantens folk, som han smukt væver ind i sit store naturfarvede tæppe.

2005, 28 november

Tété-Michel Kpomassie: En afrikaner i Grønland. AKS/Hjulet, ny udgave, 262 sider + fotos, kr. 248

GRØNLAND: ET PARADIS UDEN SLANGER

af Hjalte Tin

Udgangspunket er ekstraordinært: den første afrikaner der besøger Grønland. Tété-Michel Kpomassie blev født i Togo i Vestafrika. Da hans tyranniske far lovede ham bort til en slangekult i junglen flygtede han hjemmefra seksten år gammel for at komme til Grønland, et sted uden slanger. Rejsen tog ham ti år og bagefter tog det yderligere ti år at skrive ”En afrikaner i Grønland”. Den udkom på fransk i 1981 og blev tildelt Prix Littéraire Francophone International. New York Times valgte den til Notable Books of the Year i 1983, BBC har lavet en dokumentarudsendelse om Kpomassie, og i dag nyder hans bog international kultstatus. Fortjent, siger jeg.

Kpomassie registrerer utrætteligt og med yderste nøjagtighed. Dagbogen er altid i nærheden og kun på en slæderejse til Jakobshavn må han udsætte skrivningen fordi hans firefarvede kuglepen er bundfrosset. Hans bog er en nøgtern, munter og menneskelig beretning om de sære, fremmede inuitters reaktion på den endnu mere besynderlige høje, sorte mand der pludselig gik i land på Grønland.

Tété-Michel VIL bo sammen med grønlænderne og det kommer han til. Efter flere lange ophold i grønlandske hjem på Grønlands vestkyst kommer han med årets sidste båd til et lille udsted nord for Ilulissat. På grund af en humørsyg skolelærer vil ingen tage imod ham. Tété-Michel lader båden sejle og banker med ydmyghed og insisteren på alle de små huse. Kun én åbner sit hjem, bygdens fattigste fanger. Tété-Michel balancerer med forrygende social sikkerhed mellem familierne på udstedet og kommer til at opleve armod og hvor usolidarisk inuitsamfundet kan være.  ”Helt til Arktis gælder det at lighed kun er et tomt ord!” konstaterer han skuffet.

Der hviler et Kasper Hauser-agtigt skær over hans opdagelse af Arktis, som da han med forundring mærker at varmt tøj ikke giver ham varme, men kun holder på hans egen varme. Han  må springe af og løbe ved siden af hundeslæden for at få varmen. Hverken kulden eller kosten slår ham ud. Hans personlighed, integritet og mangel på falsk beskedenhed charmerer alle han kommer i kontakt med, ikke mindst læseren - og de grønlandske kvinder! Relationerne mellem mænd og kvinder er meget frie, og han bemærker at, ”denne måde at dele pigerne på er bestemt tillokkende. Jeg vil gerne være med til at dele de andres, men ikke min egen. Min optræden og vores forskellige opfattelse adskiller i dette øjeblik totalt vores to verdener.”

Tété-Michel har et misundelsesværdigt sprogøre og lærer sig både dansk og grønlandsk. Men sproget er kun en biting. Det imponerende i bogen er hans evne til at se grønlænderne uden forudfattede vurderinger. Hans åbenhed og ærlighed er kompromisløs. Ikke for at chokere, men fordi han vil have alt med fra elskov til afføring. Han beskriver i detaljer hvad de spiser og  toiletspanden, som hans værter sætter sig på, mens de uanfægtet fortsætter samtalen med deres afrikanske gæst. 

Den første afrikaner på Grønland har foræret os en beretning hvor Grønland gnistrer klar, iskold, lugtende, leende, fuld af klogskab og dybt menneskelig. Vagn Plenge og Hjulet skal have en stor tak for at gøre denne vidunderlige bog tilgængelig på dansk. Igen – Hjulet udgav bogen første gang i 1982.

Tété-Michels atten måneders eventyr på Grønland ligger fyrre år tilbage. Men det betyder intet for glæden ved at læse hans bog. Mødet mellem denne smukke, følsomme og kloge mand og grønlænderne kan ikke undgå at påvirke læseren. Hans kærlighed til inuitterne smitter. Jeg har sjældent følt mig i så godt selskab, som sammen med Tété-Michel Kpomassie. Den oplagte julegave til ham eller hende du vil give en dejlig overraskelse.

2005, 28 november

Jens Bjerre: Forsvundne verdener. 50 år blandt naturfolk. Gyldendal, 232 sidder, rigt illustreret, kr. 299

VERDEN VED SELVSYN

af Hjalte Tin

Åbn øjnene og forestil dig en verden uden fjernsyn, uden Disney, Discovery og Lonely Planet. Forestil dig, at der lever folkeslag på kloden, som du har hørt om, men aldrig har set på et levende billede. Jens Bjerres sensationelle film slog vinduerne op til verden i et Danmark der gispede efter luft og lys ovenpå anden verdenskrigs mørke, og han trak fulde huse i World Cinema og i hele verden.

I dag er Jens Bjerre en frisk og vital 84-årig som har et budskab til den tid vi lever i.  Bogens mange fotografier er enestående vidnesbyrd om en forandret verden. ”Forsvundne verdener” er ikke en erindringsbog, den fortæller ikke historien om Bette Jens fra Overlund ved Skive, men er et kampskrift forklædt som erindringsbog.  Det er ikke kun dyrearter udviklingen udsletter. Når folk og kulturer udslettes, lider vores fælles menneskelighed uoprettelige tab.

Rejsen til San-fiolket (buskmændene) i 1947 var Bjerres første i hans lange liv som globetrotter. San-fiolket overvældede den unge dansker med deres livsglæde, venlighed og dybe harmoni med Kalaharis natur. Hans beskrivelse brænder igennem med en dyb og ubetinget kærlighed, selvom ”Forsvundne verdener” er skrevet med mere end et halvt århundredes afstand og ovenpå adskillige tidligere udgaver af de samme hændelser.  ”De primitive naturfolk har altid stået mit hjerte nærmest,” gør Bjerre op efter at  have besøgt alverdens lande, ”her følte jeg, at jeg her nåede ind til essensen i det at være menneske.”

Ekspeditionen til Australiens urbefolkningi 1953 bringer ham helt ud over kanten af det menneskelige sinds grænser i sælsomme ud-af-kroppen oplevelser. Her er han sammen med mennesker som lever i flere verdener samtidig og har sanser som overskrider hans fatteevne.

Kontrasten mellem hans blik på Kalahari og Ny Guinea er slående. Hans blik blev hårdere. Måske fordi Ny Guinea (også dengang) var lovløst og vildt og de australske kolonimyndigheder krævede at han altid havde væbnet eskorte.  Hans allerførste oplevelse var at springe ind gennem græstaget på en hytte sammen med en politimand for at arrestere en morder. En af hans bærere blev bortført og spist. Jens Bjerre kom flyvende ind sammen med missionærerne og den bevæbnede kolonimagt som en af civilisationens og udviklingens allerførste budbringere. Senere har han set omkostningerne og ulykkerne der fulgte. Dette tveblik kunne jeg godt ønske han havde brugt mere.

Etnograferne og globetrotterne strides stadig om retten til eventyret. Jens Bjerre gør denne strid meningsløs. Han reflekterer måske ikke over den ekstreme etnografiske forskel mellem de kærlige San jægere-og-samlere, og de vilde agerdyrkende Huli’er på Ny Guinea, men han dokumenterer den. Hans ærinde er ikke etnografisk teori, men filmmandens og journalistens jagt på den gode historie. Kameraet og båndoptageren – og det var ikke små, smarte digitalsager, men kuffertstore kasser der blev slæbt på ryggen af indfødte bærere over nogle af verdens mest utilgængelige bjerge – var hans foretrukne instrumenter. ”Etnografisk viden” skriver Bjerre, ”har kun virkelig betydning hvis den bliver bragt videre.” Og det har han gjort virtuost og succesfuldt.

Jens Bjerre er gjort af sejt stof. Han har skrevet en enestående bog, som står som en smuk støtte over et fuldt liv. Wailpiri stammen i Australiens indre kunne sende deres øjne ud for at se hvad der skete langt borte. Jens Bjerre har været vores øjne. Jeg skal hilse og sige at det er elementært spændende, overraskende, underholdende og tankevækkende. at følge med. Man lægger bogen fra sig og ser på verden på en rigere måde, men også med en stille melankoli over de forsvundne verdener. Og vi har stadig meget at tage vare på.

2005, 20 november

Lars Handesten: Rejsekammerater. En rejse i Europa med H. C. Andersen. Gyldendal, 232 sider, 199 kr.

I SKYGGEN AF ANDERSEN

af Hjalte Tin

Litteraten Lars Handesten har udsendt en hurtigt skrevet bog om en hurtig rejse hælene på den efterhånden godt slidte H. C. Andersen. Andersens blik på Tyskland, Italien, Grænkenland, Tyrkiet og Donau bliver genbrugt og parafraseret. Handesten starter hvert af bogens 36 små rejsebreve on the road, han tjekker ind på et hotel, går lidt rundt i byen, suttende på et Andersen citat, zoomer ind på en oplevelsesdetajle og udvikler en dybsindig refleksion over dualismer som natur/kultur, luder/madonna, nutid/fortid, lokalt særpræg/global ensartethed, og runder af med en velturneret Andersen parafrase.

Handesten streger stedet op som det så ud for 160 år siden og sætter gang i sin refleksions-motor, men det tilbageskuende blik sætter Andersen i et skarpt modlys. Andersen var udviklingsoptimist. Overfor hans herlige bemærkning om at ”videnskaben er poesiens Californien” står Handestens diffuse ubehag ved teknologi, udvikling og forandring. Man håber bogen igennem at Handesten tager sig sammen og griber sin tid – vor tid – på samme begejstrede, nysgerrige og fordomsfri måde som Andersen greb sin tid. Men man skuffes.

Andersen havde sit eget projekt, han havde en nysgerrighed, et drive og en ambition som fyrede op under hans formidable sprog. Handesten er på anden hånd, flagrende efter den geniale digter og det er en umulig opgave. Der er åndrighed, skarpsindighed og dybsindighed, men serveret i små lunkne anretninger så spiselige som dygtigt skrevne gymnasiestile. Bogens præmis, og de penge han har fået til projektet af HCA-fonden, er at han rejser i HCAs fodspor. Ideen er oplagt, men det virker ikke. Handesten kan sin HCA, han er en god iagttager og skriver let og flydende. Hvad er der galt?

Handesten står ubeslutsomt i skyggen af HCA og kan ikke gøre op med sig selv hvem der skal være hovedpersonen i bogen, ham selv eller Andersen. Han vil ikke gå andre i bedene og skrive om Andersen på rejse, men han vil heller ikke investere sig selv.  Handesten er klart bedst når han lader Andersen være Andersen og selv oplever. De små skitser af italiensk familieliv er fremragende.

Der er ikke nok på spil for Handesten. Kun antydes der en længsel efter erotik som kolliderer fatalt med forfatterens ægteskab. Der fortælles om en flirt i Rom og en erotisk drøm i Napoli og et afbrudt eventyr i Istanbul. Der er antydninger af noget mere, noget der er vigtigt for personen Handesten, og ikke kun velsmurte litterære refleksioner i HCAs slipstrøm. Her er bogens kronik-format ved at revne og en virkelig følelse ved at bryde igennem. Men hvad skal vi med det, når han ikke kan beslutte sig til om det er noget han vil fortælle læserne om eller holde for sig selv? Revnerne pudses over, Handesten vender pænt hjem til København og indtager sin plads ”ved kvinden og barnet, så vi igen kunne udgøre ”den hellige familie.””

For dem der søger en samling venlige aviskronikker om gensyn med steder HCA har været er Handestens bog sagen. Den ligger ikke alen til forståelsen af Andersen, men viser ham som en, i mine øjne, energisk og nysgerrig rejsende i sin samtid.

2005, 20 november

Et glimt af sjælen. Fra elitesoldat til eventyrer. Gyldendal 344 sider ill. kr. 299

ET EGO I STRÆKZONEN

af Hjalte Tin

Av for fanden! Forfatteren beskriver effektfuldt hvordan hans arme bliver knust, de blodige knogler maset ned i gruset på rallypisten og blodet fra hans smadrede ansigt er ved at kvæle ham. Og det standser ikke her. Vi skal igennem rigtig meget der gør ondt, selvvalgte pinsler i jagten på højere og hurtigere rekorder, før vi når frem til sidste side i Nicolai Molkte-Leths nye bog “Et glimt af sjælen”.

Bogen består af tre dele. Den største del er Nicolai i kamp på rallysporet (Tyrkiet og Sahara), på tinderne (Himalaya og Afrika) og i udholdenhedskonkurrencer (Argentina og Nepal); den mest personlige del er dilemmaet mellem egoeventyret ude og kærlighedseventyret hjemme; og så den vigtigste del, den professionelle del hvor eventyret sælges som et selvudviklings-kursus.

Nicolai husker godt, hans beskrivelse af kroppen under ekstremt pres er tæt på, fokuseret og medrivende. Begejstringen for motorcykler er smittende og noget jeg i den grad genkender fra mig selv. Følelsen af at få del i noget større når man står på en bjergtop eller ligger og kigger op i en afrikansk stjernehimmel giver rjesefeber. “Et glimt af sjælen” er dog ikke en bog om fremmede folkeslag. Der er slet ikke tid til at se dem endsige forstå dem. Der hvor bogen virkelig svinger er i historien om venskabet med bjergbestigeren Michael Knakkergaard, klatrekammeraten som forulykkede. Her viser Nicolai en generøs ro og accept af ikke at skulle være den bedste.

Drengerøv kalder han sig selv. En charmerende, umoden tidligere jægersoldat, som underholder læseren med sine vanvittige stunts, men som det må være hårdt at forelske sig i. Forfatteren præsenterer sit dilemma mellem eventyret og hjemmet på denne måde: ”Jeg var stadig tiltrukket af bjergene. Som sædvanlig ville hun (konen Cathrine) ikke forbyde mig noget. Hun havde dog ét krav: Hvis jeg tog af sted til Nepal for at klatre i bjerge, skulle jeg pakke alle mine ejendele i flyttekasser og få dem opmagasineret. For som hun sagde: ”Du vælger selv om du tager af sted – men jeg vil ikke rydde op efter sig hvis du ikke kommer tilbage.” Så er banen kridtet op.

Kolofonen oplyser at bogen er redigeret af hans kone Cathrine Molkte-Leth. Er det derfor en anden stemme gang på gang bryder gennem motorbrølet og isøksens slag, en mere reflekteret, ansvarlig og voksen stemme? ””Din kæmpe idiot, tænkte jeg” (han har lige sendt et hold højskoleelever ud på fire-walk og givet dem anden grads forbrændinger) ”bare fordi jeg havde en åndssvag machoregel i hovedet. Jeg havde kvajet mig.” Men det ender godt.  Macho er alligevel ikke åndssvag, Macho vinder. Han må love sin kone at han ikke vil komme til skade. Men allerede på første side har han fortalt læseren at det løfte kunne han ikke holde. ”Et glimt af sjælen” er en eventyrjunkies bekendelser, en bog om afhængighed, om beruselse i smerte, dumhed og svig, om et ego uden bremser.

Men der er mere. Coachen, præstationsudvikleren, NLP-masteren og meget mere Nicolai M-L bruger nu disse bekendelser som eksempel på hvordan vi kan leve bedre. ”Gennem udfordringer bliver vi stærkere,” skriver han, ”Det man frygter bliver således blot en mulighed for at vokse. Herfra vælger man selv...Døren til forandringer i mit liv findes inden i mig og jeg har selv nøglen.” Moralen er at det gælder om at presse sig selv. Ud af det sikre grønne felt, ud og møde udfordringerne i det gule felt, i stress-zonen, og til sidst erobre land fra farens røde felt. ”Ingen af os ved hvad fremtiden byder på. Så er det rimeligt at sige nej inden den overhovedet har nået at præsentere sig?” Næh det lyder da oplagt, men læs det lige igen. Hvem er det som siger nej til fremtiden? Den slags peptalk-floskler er der alt for mange af. De fungerer måske når man bombarderer et personalekursus, men som læser bliver man hurtigt træt.

”Mit drive får mig til at præstere de mest utrolige ting...derefter indtræder tomheden igen.” Ro og lykkefølelse bliver lynhurtigt for kedeligt. Der skal være fare og risiko. Bogen slutter med at han vil køre Paris-Dakar på motorcykel. ”Et glimt af sjælen” handler ikke om at finde balance, men om at vinde. Den viser os ikke et glimt af sjælen, men et enormt ego i strækzonen.

2005 , 27 MAJ

John Andersen: Grønland. På oplevelse i kajak. Gyldendal 2005, 300 sider, gennemillustreret, 298 kr.

EN KNALDRØD TIDSMASKINE

af Hjalte Tin

Kære læser, sæt dig godt og tørt til rette og slå op i den tunge, smukke bog og kom med i John Andersens kajak fra Kap Morris Jessup i nord til Kap Farvel i syd. Oplev det iskolde helvede at skulle trække en kajak tre uger gennem grødis fordi du har fået den vanvittige ide, at ro i kajak hele vejen rundt om Grønland. I John Andersen fjerde bog om kajakkerne og Grønland gælder det den øde østkyst. En verden af is, lys og ensomhed, hvor de få mennesker der har overlevet, heltene fra dansk ekspeditionshistories guldalder, og først og sidst eskimoerne, skinner som stjerner.

John Andersen brænder for sit emne og er en vidunderlig fortæller, som alle vil vide, der har hørt ham i radioen eller været så heldige at møde ham til et foredrag eller rundt et bord. Han ligefremme tekst i bogen er mere afdæmpet. Bogen er baseret på dagbogsnotater og fotos fra otte kajakekspeditioner langs Østgrønland fra 1980 til 2004. Han har valgt at disponere bogen geografisk, men til gengæld hoppe frem og tilbage i tid. Nogle gange forvirrende og overlappende.

Tiden er ophævet i John Andersens univers. Her er nætterne så fulde af sol som dagene og Ejnar Mikkelsen, Lauge Koch, Knud Rasmussen, tyskere fra anden verdenskrig, nordboere, eskimoer og fangere står på den samme scene. Det er den samme storis der standsede W. A. Graah i 1829 som John Andersen bakser med. Nutidens totusind øst-grønlændere er ikke i fokus hos John Andersen.

Vores fortæller har gjort kajakken til en lille, knaldrød tidsmaskine. Mest spændende når han tager os med langs den vilde og farlige Blosseville kyst melllem Ammmassalik og Scoresbysund på jagt efter fortidens eskimoer, et sted videnskaben mente de aldrig havde vovet sig op. Med eskimoens blik, der også for tusind år siden fra sin kajak spejdede efter et sted at gå i land og slå lejr, finder John Andersen igen og igen spor efter eskimoer.

Bogens styrke er dens nærvær, og dens mangel på refleksioner dens svaghed. Hvad betyder det for eksempel for John Andersen, fangeren og Grønland, at den grønlandske fanger, som hjalp John Andersen i kajakken med at finde en ø i buldermørke, en generation senere er skiftet ud med en GPS? Det amerikanske militær har spundet verden og Østgrønland ind i et usynligt net. Vi er på – fanget ind – selv når vi sidder alene i en kajak i et af verdens mest øde steder. Militæret og strategiske hensyn har mere end noget andet bestemt udviklingen af Østgrønland. Det betyder at den eksistentielle enkelhed John Andersen siger han oplever i kajakken er et valg og et fravalg, en noget romantisk synsmåde.

John Andersens bog er en stor kærlighedserklæring til Grønlands natur. Næste gang, for der kommer forhåbentlig en ny kajakfortælling fra Grønland, kunne John Andersen vende sin tidsmaskine, og i stedet for at finde spor af fortiden, kunne han måske bruge den til at finde spor af fremtiden, den fremtid det moderne Grønland er del af, den verden, hvor prisen på skind ikke længere kan betale for benzin til påhængsmotoren, og hvor isen smelter.

Kysten og isen, STEDET, står klart i erindringen når man har lukket bogen. Vi er med i kajakken, frysende, våde, snarrådige, udmattede og lykkeligt opfyldte af en storslået natur de færreste af os nogensinde vil opleve på egen hånd. Tak for turen.

2005, 10 marts

Morten A. Strøksnes: Automobil. Gjennom Europas bakgård. Kagge Forlag, 393 sider, 349 NOK

FORD FOR FORTIDEN

af Hjalte Tin

Tre måneders rejse i en ældre Ford Scorpio gennem Østeuropa lyder som en god ide. Herhjemme har vi brug for mere viden og et kritisk blik på denne underbelyste del af vores fælles Europa. Den norske journalist og rejsebogsforfatter Morten A Strøksnes tilbyder os netop dette i bogen ”Automobil. Gjennom Europas bakgård”, udgivet på det lille Kagge Forlag i Oslo. Efteråret 2002 kørte han  med sin kone fra Oslo til Istanbul gennem Letland, Litauen, Hviderusland, Ukraine, Moldova, Rumænien og Bulgarien. Hun er sanger og optræder gerne på karaokebarer og han er idehistoriker med et helt bibliotek i bagagerummet. Strøksnes er en energisk turistfører på rutens store og små seværdigheder, og han har læst på lektien. Han er bedst om Rumænien, formodentlig fordi forfatteren føler sig bedst tilpas her. Han er en flittig journalist der har en mødeliste med politikere og intellektuelle så lang som et ondt år, men en doven rejsende. Gode hoteller, natklubber og guidebogens råd holder de to nordmænd på hovedvejene. At han kan rejse 10.000 kilometer gennem lande med umådelig gæstfri indbyggere og kun tre gange tage læseren med indenfor i private hjem er for dårligt. 

Bogens hovedindhold er et bjerg af anekdoter og leksikalske oplysninger om de syv østeuropæiske landes historie. Strøksnes registrerer østeuropæernes endeløse nationale krav og modkrav, hvor alle kan slå hinanden i hovedet med et historisk storrige, men er forbavsende ukritisk overfor nationalismen som sådan. Nationalkarakterer (som underligt nok følger de grænser som tilfældigvis gælder i dag) gør han flittigt brug af. Letten er f.eks. ”passiv, sur og sløv”, mens ”ukraineren har en bedre karma”. ”Det er fuldt ud muligt at se på folks ansigtsudtryk om de er norske”, skriver han og påstår at det er ”et empirisk faktum at kvinders udførelse af kærlighedsakten har ganske let identificerbare nationale kendetegn.” Vi får dog ikke lov til at se ham efterprøve denne påstand.

Det er  et større problem for bogen er der ikke er nogen dynamik på det personlige plan i Ford’en. Han skriver et par flatterende ting om konen Rita, og fortæller at hun er femten år yngre, ser godt ud, synger som en engel, at de lige er blevet gift og at hun som regel sidder hjemme på hotellet og keder sig når han enten er ude og drikke om natten eller interviewer politikere om dagen. Rita siger ikke et eneste ord i bogen og på det meste af de firehundrede sider glimrer hun ved sit fravær.  Hun bryder aldrig ind i hans lange idehistoriske udredninger, men optræder kun som karaokesangerinde på diverse barer.  Afslører denne blufærdighed eller ufølsomhed forfatterens ambivalens? Er han i tvivl om dette en personlig beretning hvor oplevelsen af Østeuropa skal spejles i et nygift pars reaktioner? Eller er det en rejse der skal bekræfte forfatterens læsning hjemmefra af hvad Østeuropa er? Bogen lanceres i starten som det første, men udvikler sig hurtigt til det andet.

Resultatet er et skuffende hverken eller. Den er ikke blevet en autentisk personlig fortælling om hans rejse med Kvinden, som hun lidt patetisk introduceres, og den er heller ikke blevet et stramt kulturkritisk essay om Fordismen og Kommunismen, som der ellers er flere interessante tilløb til i bogen.

Strøksnes skjuler sin ubeslutsomhed bag en anstrengende ironisk distance både til Østeuropa og til sig selv. Som i hans tidligere bog, ”Hellig Grunn. Rejseskildring fra Mellemøsten” (Kagge Forlag 2001) bærer den nye bog på godt og ondt præg af Strøksnes’ baggrund som idehistoriker. De personlige oplevelser bryder kun i ujævne glimt igennem den hårde skal af belæsthed. Han skriver et sted, ”Måske reproducerer jeg éndimensionelle billeder af Østeuropa, måske ser jeg det jeg forventer at se.” Man må desværre give ham ret. Det er synd for han ved meget og skriver ofte godt. Bogen støver for meget og sveder for lidt.

4 oktober 2004

Kim Faber: Esthers bog. Om at overleve med hiv/aids. JP/Politikens Forlagshus, 2004. 191 sider, illustreret med (få) sort-hvide fotos af Thomas Borberg.

EN POSITIV REPORTAGE OM AIDS

 

af Hjalte Tin

Esthers Bog er baseret på en artikelserie Kim Faber skrev til Politiken om en ung aidsramt kvinde fra Uganda. Esther brænder igennem til læseren i korte, intense reportager fra slummen, hospitalet, kirken og barndommens landsby. Vi følger journalisten til Malawi og Rakai, to af aids-katastrofens sorte huller, og møder aids-forskere, lobbyister og kirkefolk der prøver at gøre en positiv forskel. Facts om den globale epidemi, som nu dræber ti tusinde mennesker om dagen(!) bliver videregivet kort og effektivt. Faber lader dilemmaet mellem profit på sygdom og medicin der kan forlænge livet hænge i luften og fordømmer ikke.

Michael, Esthers mand, bliver skurken i Fabers historie. Utro, voldelig, egoistisk, ærekær, skrøbelig og også selv aids-syg. Kim Faber prøver at dele sol og vind lige mellem Esther og Michael, men hans indlevelse kommer til kort. Hvorfor den afrikanske mand handler som han gør forbliver et mysterium i bogen. Men konklusionen er uundgåelig: Den største risikofaktor for en kvinde i Afrika er at være gift.

Esther er et troende menneske og kirken giver både hendes liv mening, og i et samfund hvor staten ikke hjælper, er det dér hun får praktisk hjælp. Men Afrikas kirker spiller også en vigtig rolle for den fortielse, skam og frygt der stadig omgærder aids. Peter Piot, leder af UNAIDS siger til  Faber, ”et samfund kan ikke bekæmpe aids hvis det ikke er åbent omkring seksualitet...jeg tror at det er umuligt at løse aids-problemet udefra. Det skal komme indefra.” Det afrikanske samfunds massive kvindeundertrykkelse er en hovedforklaring på hvorfor aids har ramt Afrika hårdere end noget andet kontinent.

Kim Faber ønsker at danske læsere skal identificere sig med den aids-syge afrikanske kvinde og presser reportagegenren til det yderste. Han  rekonstruerer Esthers følelser og scener fra hendes liv, men vælger alligevel ikke at springe ud i den rene fiktive dokumentarisme, af den type som en norsk journalist har haft stor succes med.

Dette stilistiske dilemma viser hvor det brænder på for forfatteren – og for læseren. Som læser suser man med i Kim Fabers følelsesmæssige rutchebanetur fra professionel journalist til et menneske der vælger at hjælpe Esther bl.a. med livsforlængende medicin og en tur til Danmark. Faber lægger sit dilemma mellem reportage og hjælp åbent frem, og spørger selv om Esthers historie derved ikke er værd at fortælle. Bogen er svaret. Esthers historie er absolut værd at stifte bekendtskab med. Kim Faber når ikke frem til et klart svar på det eksistentielle dilemma Esther konfronterer ham med. Fordi der ikke er noget klart svar på spørgsmålet om den rette måde at leve i en verden hvor chancerne for et liv i sundhed og velfærd er så skrigende ulige fordelt. Esthers Bog er også blevet Dilemmaets Bog og det gør den vigtig.