Nina om sin baggrund

Da jeg var en lille pige løste jeg mange bøger, især bøger fra fremmede lande, og jeg drømte om at jeg måske engang selv kunne rejse ud i verden på eventyr. Jeg gik ud af skolen som 15 årig, og gik derefter fire år på det der dengang hed kunsthåndværkerskolen som textiltegner. Derefter var mit projekt at få min egen familie. Det skal siges at det krævede mere end et forsøg før det lykkedes, men jeg blev mor da jeg var tyve år.
Jeg fandt hurtigt ud af at for mig var der ingen fremtid i at være stoftrykker eller væver, og industrien havde heller ikke nogen gode tilbud. Samtidig erkendte jeg at tekstilernes verden var for lille og for langsom for mig, selv om jeg havde været glad for at beskæftige mig med alle de dejlige farver og materialer.

Det næste spring i mit liv blev ind i teaterets verden. Lidt tilfældigt måske, men der kunne jeg bruge alt det jeg kunne, og mange drømme kunne opfyldes på en gang. Jeg lavede min egen teatergruppe sammen med nogle venner, og der kom pludselig alle mulighederne for at digte, skrive, fotografere, tegne male, sy lime og lege med lyd og lys. Det var jo ikke noget jeg tjente penge på, tværtimod. Derfor underviste jeg i tre år unge stofmisbrugere i at lave læderarbejde, noget jeg havde lært mig selv ved at se på hvordan andre arbejdede.

Min mor døde, jeg arvede lidt penge, så jeg sagde mit job op for helt at hellige mig teaterarbejdet. Det var et risikabelt spring, og efter tre måneder havde jeg ikke flere penge. Men en professionel teatergrupper fik øje på at jeg kunne lave scenografi for dem, og bagefter lavede jeg scenografier for mange andre grupper. Jeg kunne forsørge mig selv og min lille dreng, og jeg kunne arbejde med mit og vennernes teater ved siden af. Senere traf jeg Hjalte som blev manden i mit liv, fordi vi havde de samme drømme om at få børn sammen. Jeg skrev min første bog sammen med Hjalte og vores Solvogns-ven Karen Grue: Da Julemanden kom til byen med Solvognen, Demos 1975. Som alt hvad vi lavede i Solvognen blev den udgivet anonymt.

Seks år senere syntes vi at der skulle ske noget nyt, da havde jeg arbejdet med teater i tolv farverige, vidunderlige og anstrengende år. Min og Hjaltes drøm var at rejse til Sydamerika på motorcykler med de to mindste børn som da var blevet 1 og 5 år gamle. Det var ikke noget vi var sikre på kunne lade sig gøre, men vi ville give det en chance. Så vi gik hen i banken og lånte pengene til rejsen.
Bagefter fik vi den ide at vi kunne skrive en bog om turen. Så opdagede vi at vi kunne holde foredrag med lysbilleder og sådan gik det til at Hjalte og jeg blev forfattere, og kom til at skrive adskillige bøger, både hver for sig og sammen.

Jeg har altid arbejdet med lige det jeg havde lyst til, fordi jeg ikke har duet til andet. En stor risiko ved det er at man kan blive meget fattig ; og den er der stadigvæk. Hvis man vil forfølge sine drømme kan man ikke vente på at nogen kommer og serverer tilbudene... Som kunstner må man altid selv skabe sine job. Hjalte og jeg har været enige om at vi hellere ville samle på oplevelser end på materielle ting. Det har været heldigt, at det kunne lade sig gøre for os at leve som forfattere og foredragsholdere. Vi har ikke lidt nogen nød, og på et tidspunkt byggede vi vores eget hus med sekskantede værelser.
Min konklusion er at man kan godt få sine drømme opfyldt, hvis man tør og er parat til at betale prisen. Jeg er glad for det liv jeg har levet, og jeg er stadig parat til nye spring...uden sikkerhedsnet. Det venter ingen pension forude.

C.V. for Nina Rasmussen

Født 060842 i København.

Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København 1958-62 som tekstiltegner.
Blev mor til mit første barn Max i 1963.
Arbejdede fra 1967 i Ry Teater, Vesterbrogade 110 (Spillehuset)

Etablerede i 1969, sammen med to venner, Teatergruppen Solvognen i Spillehuset. Har arbejdet i Solvognen fortrinsvis som forfatter, men også som skuespiller og scenograf indtil 1980.

1970 - 73 Samtidig med at jeg arbejdede ulønnet i Solvognen tjente jeg til livets ophold som medarbejder ved Ungdomsklinikens døgncenter på Nørrebro (et behandlingseksperiment for unge stofmisbrugere)
Fra 1973 scenograf for forskellige professionelle teatergrupper, bl.a. Fiolteateret, Banden og Rimfaxe.

Flyttede til Christiania jan. 1974
Blev mor til Emil 1975 og Ida 1979
Flyttede fra Christiania juli 1979

Ved en grundgruppe-beslutning nedlagde vi Teatergruppen Solvognen 1982. Derefter har jeg været forfatter og foredragsholder.

Sammen med Hjalte Tin har jeg skrevet følgende bøger:

Held og lykke, Gyldendal 1983
Sommer hele året, Gyldendal 1986
Hos fremmede venner, Gyldendal 1989
Fra Cape til Cairo, Gyldendal 1994
Rejsen til landet der ikke findes, Rosinante 2004

Jeg er selv forfatter til følgende bøger:

Som en albansk jomfru, Gyldendal 1996
Alene i Iran, Rosinante 1998
Himalaya i sigte, Rosinante 1999
Solvognen, Rosinante 2002

I 1989 modtog jeg, sammen med Hjalte Tin, Åge Krarup Nielsens legat fra Eventyrernes Klub.1989 modtog vi Aage Krarups Rejselegat af Eventyrernes klub 'for at have stimuleret ungdommen til selv at rejse ud' som Jens Bjerre sagde ved overrækkelsen.
I 1999 modtog jeg Drassovs Legat for bogen Alene i Iran. "Som en forfatter der i sit forfatterskab har virket for mellemfolkelig forståelse"
Jeg modtog et arbejdslegat fra Litteraturrådet til arbejdet med "Solvognen".

Jeg er medlem af Kvindelige Eventyrere og Dansk Pen.