"De troede på julemanden, sol og socialisme. Nina Ramussen har skrevet et flot, personligt-historisk dokument om et af 1970ernes mest anarkistiske eksperimenter: Teatergruppen Solvognen...Tro det eller ej! Der var engang, hvor dansk teater ikke sad med røven i kukkassen og diskuterede belægningsprocenter, siddepladser og tilskudsordninger. Der var engang, hvor dansk teater havde visioner og elskede at lege røvere og soldater med den politiske virkelighed. Det var med andre ord, enormt fede tider for det politiske teater i 1970erne. Og det er, på sin egen helt personlige måde, en helt fed bog om Solvognen, som Nina Ramussen - selv en stor del af historien - har skrevet. Fed på flere måder, men især fordi hun på e´n gang står med begge fødder solidarisk plantet i et af 70ernes mest anarkistiske eksperimenter og - med årenes afstand - tør vedstå sig den naivitet, der også gemte sig et sted bag visionerne. ...En fortælling, der folder sig ud som en teater-, samfunds- og kulturhistoire, som Nina Rasmussen med fiktionens delvise greb får skrevet med ind. Alle hendes forelskelser, mænd, børn og aborter, Fristaden Christiania som bo- og spilleplads, fællsskabet i det hele taget - fra bunkepul til solenergi og gruppeteater. Kan man så andet end blive lidt misundelig på alt det, der skete? ...Solvogenn troede nok på julemanden, men de troede i det mindste på noget."

"... Elskoven fylder mest i Nina Rasmussens bog om årene med teatergruppen Solvognen. Blidt, drømmende, trodsigt, smertefuldt - elsket bliver der hele tiden, med en eller to eller ti og helst i det fri. Ponten er, at elskovens kraft styrker oprørstrangen, for dette er 70erne, hvor idealismen hersker med stram hud og udødelighed. .. Nina Rasmussen fremstiller sig selv som en skøn blanding af protestmagerske og poet, og hun vinder respekt for sin kompromisløshed. ..Det er rystende så historisk denne bog virker. For hvor er denne heftige politiske energi blevet af, nu 30 år efter? Hvor er naiviteten cyklet hen? Hvor er kampen for demokratiet og fællesskabet? Hvor er ubekymretheden omkring pengene og jobbene? ..Nina Rasmussen kan berette i mikro-detaljer, så hun kunne få den alternatrive Elefantorden for eminent erindring.... For os, der var for unge til at være med dengang, er bogen en underholdende og længe ønsket aftegning af Solvognenes aftryk i teaterhistorien. Solvognens sammenbrudsagtige forestillinger beskrives i detaljer tæt på dagbogstempo, men sprogligt er der sus over feltet, der svarer til Nina Rasmussens tæft for motorcykler. Ordene kører stærkt - og i enkeltsporede sætninger. Og så formår hun at skrive replikker, så selv udvekslinger om et par bukser eller en kop te eller en slidbane bliver interessante. Sproget syrer og bobler, lige som hun selv... Bogen er en feminstisk opsang. Nina Rasmussen gør sig i hvert fald til talskvinde for vor tids attråværdige kvindeliv, hvor kvinden gør det, hun har lyst til - først og fremmest at kombinere karriere og børn på uortodoks vis, takket være en ekstrem vilje, der sejrer over manglen på nattesøvn. Måske er hun bare sådan, denne Nina. Energisk ind til det ukuelige. Hendes bog er i hvert fald gennemstrømmet af en fandenivoldsk sorgløshed, der i dag nok vækker endnu mere misundelse end hendes sexfester."

"Hendes bog er et vellykket forsøg på at beskrive denne unge og ubekymrede tid - med rette bærer den undertitlen "Fortællinger fra vores ungdom". Flertalsformen af det personlige pronomen er vigtig. For den tid var - i hverfald for Nina Rasmussen og mange andre - en kollektiv tid, en fælleskabets tid, da der skulle protesteres og manifesteres i flok... Hendes bog er et gedigent stykke kombineret teater- og samfundshistorie, beskrevet med et mylder af detaljer der gør situationerne levende og underholdende for læseren."

"- En af mine gamle venner døde for nylig. På dødslejet fortalte han, at tiden med Solvognen havde været højdepunktet i hans liv. Det var simpelthen det sjoveste, han nogensinde havde været med til." fortæller Nina Rasmussen. Derfor skrev hun historien om Solvognen, der netop er udkommet på forlaget Rosinante. En erindringsbog, et tidsbillede og et stykke samtidshistorie på 400 sider af en forfatter, der ikke er bleg for at kalde sig 'en gammel hippie'. ... Solvognens historie er uløseligt knyttet til Christiania. Forestilingerne i Den Grå Hal skabte sympati om Fristaden, og beboerne lod sig beglo af søndagsturister, der måbede over løsgående gæs, gale opfindere og friluftssex. Men Solvogen var bedst, når man legede røvere og soldater med hele den danske virkelighed. - Vi slog i den bolledej, vi befandt os i. Vi var dybt forankrede i dansk kultur og elskede dronning Margrethe mere end Stalin og Mao."

Nina Rasmussen, kendt som rejsebogsforfatter, har i denne bog beskrevet den alternative teatergruppe Solvognen, som hun selv var med i som skuespiller, scenograf, dramatiker og tekstildesigner fra oprettelsen i 1969 til nedlæggelsen i 1983. Det er et spændende stykke teater- og samfundshistorie med appel til dem, der var unge dengang, og unge med interesse for tidligere tiders ungdomsoprørere. Det er en meget detaljeret beskrivelse med et mylder af personer, som bygger på research i aviser og blandt folk med tilknytning til Solvognen og Christiania. Beretningen er personlig, men med en vis distance. Ud over Solvognens historie med levende beskrivelser af de mest spektakulære happenings og forestillinger får man også et indtryk af N.R.s personlige liv med kærester, børn og fællesskabet i Fristaden Christiania. N.R. tegner et billede af en gruppe ikke voldelige samfundsoprørere på venstrefløjen uden særlige partitilhørsforhold, en samling originaler, anarkister, syrehoveder og drømmere. At ungdomsoprøret, som det manifesterede sig gennem Solvognen, også kunne have negative sider, skjules ikke, men det går som en rød tråd gennem bogen, at det ikke var ligegyldigt og ofte også sjovt. Desværre mangler der et register Jytte Kjær Schou