Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

EN POSITIV REPORTAGE OM AIDS


(Anmeldelse i Politiken, 21. oktober 2004)

Hvorfor den afrikanske mand handler som han gør forbliver et mysterium i bogen. Men konklusionen er uundgåelig: Den største risikofaktor for en kvinde i Afrika er at være gift.

Hjalte Tin 21 okt 2004, anmeldelse af

”Esthers bog. Om at overleve med hiv/aids” af Kim Faber, JP/Politikens Forlagshus, 2004. 191 sider, illustreret med (få) sort-hvide fotos af Thomas Borberg.

"Esthers Bog" er baseret på en artikelserie Kim Faber skrev til Politiken om en ung aidsramt kvinde fra Uganda. Esther brænder igennem til læseren i korte, intense reportager fra slummen, hospitalet, kirken og barndommens landsby. Vi følger journalisten til Malawi og Rakai, to af aids-katastrofens sorte huller, og møder aids-forskere, lobbyister og kirkefolk der prøver at gøre en positiv forskel. Facts om den globale epidemi, som nu dræber ti tusinde mennesker om dagen(!) bliver videregivet kort og effektivt. Faber lader dilemmaet mellem profit på sygdom og medicin der kan forlænge livet hænge i luften og fordømmer ikke.

Michael, Esthers mand, bliver skurken i Fabers historie. Utro, voldelig, egoistisk, ærekær, skrøbelig og også selv aids-syg. Kim Faber prøver at dele sol og vind lige mellem Esther og Michael, men hans indlevelse kommer til kort. Hvorfor den afrikanske mand handler som han gør forbliver et mysterium i bogen. Men konklusionen er uundgåelig: Den største risikofaktor for en kvinde i Afrika er at være gift.

Esther er et troende menneske og kirken giver både hendes liv mening, og i et samfund hvor staten ikke hjælper, er det dér hun får praktisk hjælp. Men Afrikas kirker spiller også en vigtig rolle for den fortielse, skam og frygt der stadig omgærder aids. Peter Piot, leder af UNAIDS siger til Faber, ”et samfund kan ikke bekæmpe aids hvis det ikke er åbent omkring seksualitet...jeg tror at det er umuligt at løse aids-problemet udefra. Det skal komme indefra.” Det afrikanske samfunds massive kvindeundertrykkelse er en hovedforklaring på hvorfor aids har ramt Afrika hårdere end noget andet kontinent.

Kim Faber ønsker at danske læsere skal identificere sig med den aids-syge afrikanske kvinde og presser reportagegenren til det yderste. Han rekonstruerer Esthers følelser og scener fra hendes liv, men vælger alligevel ikke at springe ud i den rene fiktive dokumentarisme, af den type som en norsk journalist har haft stor succes med.

Dette stilistiske dilemma viser hvor det brænder på for forfatteren – og for læseren. Som læser suser man med i Kim Fabers følelsesmæssige rutchebanetur fra professionel journalist til et menneske der vælger at hjælpe Esther bl.a. med livsforlængende medicin og en tur til Danmark. Faber lægger sit dilemma mellem reportage og hjælp åbent frem, og spørger selv om Esthers historie derved ikke er værd at fortælle. Bogen er svaret. Esthers historie er absolut værd at stifte bekendtskab med. Kim Faber når ikke frem til et klart svar på det eksistentielle dilemma Esther konfronterer ham med. Fordi der ikke er noget klart svar på spørgsmålet om den rette måde at leve i en verden hvor chancerne for et liv i sundhed og velfærd er så skrigende ulige fordelt. Esthers Bog er også blevet Dilemmaets Bog og det gør den vigtig.