Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

DANSKHEDEN ER EN GRYDERET.


(LO-Magasinet 4/2000, 1. december 2000)

Handler integration i virkeligheden om, at alle skal ensrettes på danskernes præmisser? Og er det i så fald enten rimeligt eller helt ude i skoven? Forfatteren Nina Rasmussen, der har et indgående kendskab til fremmede kulturer, kommer med sine svar

Integration betyder ifølge fremmedordbogen: Sammensmeltning, sammenslutning af flere dele, forbindelse af en mangfoldighed til en helhed, inddragelse i en større helhed.

I dag består danskheden ikke kun af vores ældre nationale finkultur - alene af den grund at mange ikke kender den, eller at den ikke betyder noget for dem. Danskheden består først og fremmest i at tilpasse sig de hurtigt omskiftende samfundskrav her til lands. Den består også af MacDonalds, rockmusik, tyrkiske grønthandlere, arbejdsformidlingen, efterskolerne, hjemmeplejen, de politiske partier m.m.

Med andre ord: Danskheden består til enhver tid af alt det, som vi har puttet i gryden, og det er i hurtig forandring, og ikke længere det samme som for hundrede år siden. Se på bybilledet og læg mærke til, hvad butikkerne hedder. Vi surfer på nettet, vi digter og synger på engelsk, og på universiteterne er det almindeligt, at specialer og Ph.D afhandlinger er affattet på engelsk. Det er alt sammen noget, vi gør helt frivilligt for at komme i bedre kontakt med verden omkring os. Udlandet har altid haft en stor tiltrækning på os, vi rejser mere end nogensinde, og vi er interesserede i nye kulturer, når vi forstår dem, og får lov at være med.

På danskernes præmisser
I de sidste to årtier er mulighederne for kommunikation og transport blevet så meget bedre, at flygtninge fra fjerne lande har muligheden for at nå frem til Danmark. Jeg skal ikke her diskutere, hvem som får asyl og hvorfor, men blot konstatere, at vi gør klogest i at få det bedste ud af situationen - for vores egen skyld. Integrationsloven var et stort fremskridt, fordi den sikrede, at alle indvandrere får danskundervisning og en vis indføring i, hvad det er at være dansker. Men når danske hospitaler ønsker en særordning, så læger med udenlandsk baggrund kan få danskundervisning med speciel sigte på hurtig ansættelse i det danske hospitalsvæsen, peger det på, at undervisningen ofte ikke er særlig effektiv i de tilfældigt sammensatte grupper af udlændinge ude i kommunerne.

Kunne man ikke også med held lave specielle undervisningsforløb for forskellige andre faggrupper? Både for folk som i forvejen har en uddannelse, og for folk som ønsker en uddannelse? Er den vej til integration, vi tilbyder nydanskerne, så langsommelig, at mange mister modet undervejs? Og handler integrationen i virkeligheden om ensretning på de stærkestes præmisser?

Integration behøver ikke at betyde ensretning. Men jeg mener, at indslusningen af indvandrere i det danske samfund nødvendigvis må være på vores præmisser, hvis det ikke skal være stærkt stødende for os, der er født som danskere. En vilje til integration er også nødvendig, hvis det skal være meningsfuldt for vores indvandrere at bo i Danmark - og meningsfuldt for os danskere at tage imod dem, hvad der er lige så vigtigt. Indvandrerne må derfor først og fremmest lære dansk og få klar besked om dansk lov og skik. Den nye integrationspakke er et godt og nødvendigt initiativ, som har manglet alt for længe.

Asylansøgerne har siddet i Røde Kors lejrene i måneder eller år uden at have nogen virkelig fornemmelse af, hvilket land de var kommet til. I uheldigste fald har de opbygget et negativt eller forvrænget billede af Danmark og danskerne. Mange kommer fra diktaturlande, hvor de har haft et modsætningsforhold til staten. De har måske helt urealistiske forventninger til et liv i Danmark, og resultatet er, at de bliver utilfredse og føler sig dårligt behandlede. Med andre ord fortsætter de deres medbragte had og foragt for alle autoriteter. Derfor er det vigtigt, at vi stille og roligt fortæller dem, hvem vi er, og at danske kvinder og mænd har arbejdet for hver eneste krone, de får udbetalt. Langt den største indvandring foregår i øvrigt gennem familiesammenføring. Der ankommer i snit to familiemedlemmer pr. indvandrer, og desværre sker det alt for tit, at ingen har fortalt dem, hvad vi forventer af dem som nydanskere.Bedre tilbud giver bedre resultater

Efter min mening skulle 'integrationspakken' gives til alle indvandrere som en 'ankomstpakke'. Derefter kunne vi bede dem tage stilling til, hvorvidt de nu også ønsker at leve i det danske samfund, på de betingelser som vi stiller. Det ville også være godt, hvis alle nyankomne straks ved ankomsten fik tilbud om at få kontakt til danske familier, som frivilligt ønsker at støtte dem og følge dem hele vejen igennem integrationsprocessen. Hvis vi kan finde en måde at arrangere det på, kunne det også blive en meget stor oplevelse for os danskere. For det viser sig jo, at de færreste af os kender nogen nydanskere, og hele problematikken ser noget anderledes ud for dem, som kender bare en enkelt af dem. Der ville være mange praktiske og sproglige problemer, men ikke værre end de kunne løses. Det giver ingen mening, at vi isolerer asylansøgerne, indtil de har fået asyl.

I den overophedede integrationsdebat glemmer vi somme tider, at der også findes danskere, som er dårligt integrerede i samfundet og derfor bliver kriminelle. Foreløbig viser alle erfaringer, at bedre tilbud giver bedre resultater, og det gælder både for danskere og nydanskere. Pressens fokusering på indvandrernes kriminalitet rejser et folkeligt krav om at gøre noget, hvad der absolut er rimeligt. Gruppevoldtægt, kriminalitet og grov vold begået af indvandrere viser, at noget er gået helt galt, og integrationen ikke er lykkedes. Men vejen ud af integrationsproblemerne kan hverken være udvisning eller strengere straffe, men derimod flere og bedre tilbud om undervisning og arbejde (og evt. behandling) kombineret med flere krav om deltagelse i samfundslivet. Dette må naturligvis gælde for både danskere og indvandrere, da ophold i et fængsel er en meget dårlig uddannelse. Strengere straffe og længere fængselsophold fremmer ikke integrationen, det øger kun kriminaliteten.Faste traditioner

Er det fuldstændig fair, at vi holder fast på visse områder af danskheden? Ja, naturligvis. Men det er her, at vi skal prøve at skelne mellem det offentlige og det private. I Danmark har vi en meget stor grad af personlig frihed, men religion er efter vores tradition noget privat. Ingen kan forlange at få taget specielle religiøse hensyn som f.eks. at få indrettet specielle bederum eller baderum på en arbejdsplads, eller få serveret speciel mad i en skole eller i en offentlig institution. Og det synes jeg, at vi skal vi holde fast ved, selv om troende muslimer mener, at koranen er givet af gud, og dens anvisninger derfor ikke kan diskuteres. Men hvis danske muslimer selv ønsker at etablere en moske, en skole eller en gravplads må reglerne naturligvis være de samme for dem som for andre trosretninger.

Kvinder som ønsker at bære tørklæde på deres arbejde må nok foreløbig søge arbejde hos muslimer eller selv skabe en arbejdsplads. Vi har ingen tradition for religiøs beklædning i det offentlige liv. Kan vi måske søge arbejde i et stormagasin iført 'frelserkyse' eller gule Krishna gevandter? I hvert fald ikke hvis vi ønsker at blive ansat. Her mener jeg, at vi skal holde fast ved dansk tradition, skønt debatten om tørklæderne peger på, at også den kan forandres. Når jeg læser i avisen, at en dansk arbejdsgiver er blevet dømt for at bortvise en praktikant, der insisterede på at beholde tørklædet på i arbejdstiden, så føler jeg, at dansk tradition er blevet krænket, selv om tørklædet kan være både smukt og klædeligt. Men i hjemmene, på gaden, og hvor folk ellers færdes kan alle frit bære det tøj de vil, sådan er vores tradition også, og det mener jeg er godt nok.

Integration betyder jo ikke, at vi skal være ens, og de nye danskere er en del af vores kulturelle rigdom og mangfoldighed. Vi kunne jo overveje at give mere kulturstøtte til det nye og anderledes, som vi får bragt ind i landet. Det ville give nydanskerne mere prestige og selvværd, og gøre dem mere synlige på en positiv måde.

Igennem historien har vi set, at udvikling sker der, hvor kulturerne mødes og blomstrer. Fremmede sprog, mad, tøj, tro, farver og traditioner har altid været en stor inspirationskilde, og i en moderne verden må vi begynde at se på både os selv og andre mennesker som verdensmedborgere.