Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

KOSOVO

Tintrommen


(Information, 20. marts 2004)

De sidste dags vold i Kosovo har udstillet det internationale samfunds multietniske illuisionsnummer. Konklusionen er: Man kan ikke tvinge folk til forsoning, kun skille dem ad

De sidste dages vold i Kosovo har udstillet det internationale samfunds multietniske illusionsnummer. Konklussionen er: Man kan ikke tvinge folk til forsoning, kun skille dem ad.

Idealet om at forvandle Kosovo til en velfungerende multietnisk samfund var smuk. Men fem års internationalt styre har ikke bragt forsoningen nærmere. Det internationale samfund har regnet ressourcer i et helt uhørt omfang ud over områdets to millioner indbyggere angiveligt for at virkeliggøre denne drøm ( bla. har USA fået et solidt militært fodfæste i regionen). Danmark alene har doneret over en milliard kroner i humanitær hjælp. Det 'multietniske' Kosovo har aldrig eksisteret i nogen meningsfuld forstand. De fleste serbere flygtede over hals og hoved da de serbiske tropper forlod Kosovo og resten forskansede sig i etniske enklaver der overlever ved hjælp af nødhjælp og militær beskyttelse. I dag bliver de sidste serbere i Kosovo holdt som gidsler af FN og det internationale samfund: uden serbere intet multietnisk Kosovo.

Den åbning for en permanent politisk løsning som den militære magt etablerede i 1999 blev omgående forvandlet til det modsatte, til fastlåste etniske fronter der blokerede for en løsning. Våbenhvilens forbandelse. NATOs militære intervention resulterede ikke i en stat, men et giftigt hverken-eller. Det internationale samfund lokkede og truede kosovarerne, men havde aldrig modet til at træffe en afgørelse om Kosovos endelige status. Man købte tid med den enorme internationale hjælp i det håb at parterne en skønne dag ville vågne op og indse at forsoning er fornuftigt i Europa.

Det gjorde de ikke. Tværtimod. Intet har for alvor rokket ved den albanske drøm om selvstændighed og deres totale afvisning af at genindtræde i Serbien.
Serberne på deres side bliver ved med at mene at de har den historiske ret til Kosovo og holder ud, klumpet sammen i små enklaver, opildnede af skiftende regeringer i Beograd til ikke at forhandle. Hvis serberne ønskede at leve sammen med albanerne i Kosovo måtte de påtage sig deres skyld i fordrivelsen af albanerne og bede om tilgivelse. Ingen hånd er blevet rakt frem. Intet sted har jeg oplevet en så deprimerende mangel på forsoning som i Kosovo.

Tiden er kommet til at bryde våbenhvilens forbandelse og give områdets befolkning svar på hvilken fremtid de skal have. Der mangler ikke flere penge og flere projekter, men politisk mod. Det internationale samfund har med krigen i 1999 påtaget sig ansvaret for området. Jeg mener at udgangspunktet for en varig løsning er at serberne har tabt deres moralske ret til Kosovo efter ti års apartheidstyre under Milosevich og fordrivelsen af 800.000 albanere under krigen med NATO i 1999.

Albanerne vil forsvare sig med alle midler hvis KFOR forsvinder og de serbiske tanks vender tilbage. Derfor må Kosovo deles. De fire nordlige, serbiske befolkede kommuner må gå til Serbien, og resten blive anerkendt som en selvstændig stat, hvis sikkerhed garanteres internationalt. Når Kostunica taler om 'kantoner' er det i realiteten et skridt på vejen mod en deling af Kosovo. Det har albanerne hidtil afvist, da de vil have hele Kosovo, men jeg mener man skal tage Kostunica på ordet. Serbien vil rase hvis Kosovo bliver selvstændigt. Men de vil formodentlig ikke turde invadere Kosovo sålænge det står under international beskyttelse. De serbere som måtte ønske at blive boende skal selvfølgelig have lige rettigheder, men ikke beskyttes som et etnisk mindretal af internationale tropper. Det vil formodentlig betyde at de sidste serbere flygter. Det er et spektakulært nederlag for vores forsøg på at skabe en multietnisk provins. Men jo længere vi udsætter beslutningen om Kosovos endelige status jo blodigere vil den endelige opvågning blive.