Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

HISTORIER FRA SYDAFRIKA


(Amnesty-Nytt, Oslo, 10. oktober 1996)

Boganmeldelse af tre nye bøger om Sydafrika

Mandelas land. En historie om frihet.
Tomm Kristiansen. J.W. Cappelens Forlag. Oslo 1996. 335 sider.
I det nye Sydafrika.
Niels Frid-Nielsen. Fremad og Ulandsorganistionen Ibis. København 1996. 130 sider.
Bilder i sand.
André Brink. Oversat af Per Malde. Aschehaug. Oslo 1996 (org. Imaginings of Sand,1996). 419 sider.


Mandelas land. En historie om frihet.
Tomm Kristiansen. J.W. Cappelens Forlag. Oslo 1996. 335 sider.

I det nye Sydafrika.
Niels Frid-Nielsen. Fremad og Ulandsorganistionen Ibis. København 1996. 130 sider.

Bilder i sand.
André Brink. Oversat af Per Malde. Aschehaug. Oslo 1996 (org. Imaginings of Sand,1996). 419 sider.

af Hjalte Tin, oktober 1996

Forsoningen, fattigdommen og apartheid: den gode, den onde og den grusomme historie fra Sydafrika som alle kulminerer i det første demokratiske valg i Sydafrika 27. april 1994. Tre nye bøger fra Norge, Danmark og Sydafrika forsøger at spejle den store historie i enkeltmenneskers historier; høvdingesønnen Nelson Mandela hos Kristiansen, overklassekvinden Kristien Müller hos Brink og Soweto-pigen Happiness hos Frid-Nielsen. I deres historier fra landet på Afrikas spids spørger de alle hvordan var det muligt at 300 års racisme og undertrykkelse kunne fostre dette demokratiske mirakel? Hvor går Sydafrikas nu hen? Og hvad kan resten af verden lære af Sydafrika? .
André Brink, en af Sydafrikas bedst kendte forfattere, beretter i sin nye roman “Bilder i Sand” fra 1996 om Sydafrikas provins i de to anspændte uger op til valget i1994 der afskaffede apartheid. Hans hovedperson er Kristien Müller, en hvid overklasse kvinde i tredvierne, der vender hjem fra selvvalgt exil i London for at være tilstede ved sin 103 årige mormors dødsleje. Bogen foregår i på to planer, dels mormorens, Oumas, fremhviskede historier om slægtens kvinder, dels Kristiens personlige konfrontation med det hvide, skræmte Sydafrika i søsteren Anna og hendes mand Caspers skikkelser. Det sorte Sydafrika er kun tilstede som perifere kulisser af papagtige politisk korrekte typer fra Kristiens tjenestefolk til hendes tidligere elsker. Desværre er det hvide Sydafrika om muligt endnu mere papagtigt beskrevet. Anna er den udslidte, utilfredse, utiltalende husmor domineret af den racistiske, paranoide, brovtende, tykke konservative Casper.
Oldgamle Ouma fortæller liggende i kisten myterne om kvinderne i Sydafrikas hvide stamme fra den bortrøvede og voldtagne khoikhoi-kvinde, den lesbiske Samuel, kæmpekvinden Wilhelmina fra Boer-trækket til den erotisk besatte Rachael der spærres inde i kælderen på slægtens enorme palads ude i Sydafrikas provins. Bogen er lang og uden en egentlig fremadskridende historie. Brinks groteske overdrivelser virker udvendige på mig og tager livet af al Sydafrikas virkelige magi. Hans feminisme efterlader en dårlig smag af opportunistisk politisk korrekthed tilsat salgsfremmende doser af kropsfunktioner.
Det er tankevækkende så svag en roman der er kommet ud af den måske vigtigste begivenhed i Sydafrikas historie, også sammenlignet med Brinks meget spændende forrige roman “En terrorhandling”, hvor temaet er om man skulle dræbe for at afskaffe apartheid. “Bilder i Sand” gør forsoningen uforståelig.

Den norske journalist Tomm KIristiansen har flere Afrika bøger bag sig. I hans nye bog “Mandelas land” giver han sit bud på hvorfor forsoning og ikke racekrig blev slutningen på apartheid. De første 60 sider er dækker Jeg kan på mange måder godt lide Tomm Kristiansens bog. Hans telegramagtige stil levner måske ikke mange nuancer i fremstillingen, men et klart engagement skinner igennem og gør bogen meget letlæst.
Han vælger, som det allerede fremgår af titlen, at lade een bestemt historie sammenfatte Sydafrikas. Nelson Mandelas liv er helt elemtært en fantastisk spændende historie hvor det gode sejrer til sidst. Tomm Kristiansen er velinformeret, hurtigskrivende (politiske begivenheder i maj 1996 har han nået at få med) og generelt 100 procent ANC loyal i sine politiske vurderinger, også når han beskriver ANC’s straffelejre i Angola. Bogen er en god introduktion til Sydafrika. Men - det historiske afsnit, hvor han ikke fortæller en persons historie, men et lands, er så groft forsimplet at det efter min mening er vildledende. Et eksempel er hans omtale af delingen af jorden mellem hvide og sorte: “Ingen af de hvite den gang - for 340 år siden - var sikre på om de [sorte] virkelig var ordentlige mennesker. Ytterliggående hvite i Sør-Afrika krevet at de svarte skulle holde sig i bestemte reservater, mens de selv skulle ha resten, det vil si 83 procent af jorda.” Hvis man ikke vidste bedre ville man tro at
kolonisterne tog 83 procent af jorden til sig selv for 340 år siden, men det skete først med apartheid i 1953. Selvfølgelig ved T.K. dette, men hans forenklede anti-apartheid polemik, spring i tid og generelle mangel på årstal reducerer historien til et næsten meningsløst vedhæng til nutiden - og derfor bliver bogen desværre en begrænset hjælp til at forstå hvorfor fremtiden er så usikker for Sydafrika idag. På trods af Mandela.
Bogen er skrevet for et norsk publikum, for hvem det er relevant at høre om Norges bidrag til kampen mod apartheid. Næsten 2 milliarder kroner i bistand, et kraftigt diplomatisk engagement og endda ulovligheder udført af norske diplopmater og bistandsarbejdere viser hvor meget Norge satsede på ANC. Men det er en overdrivelse set med alt andet end norske øjne at skrive “Mandela var en seier for norsk utenrikspolitik. Han hadde gjentatte ganger gjort Norge til en fadder for friheten i sør.”

Niels Frid-Nielsens fremstilling er mere begrænset end TK’s. I en række udmærkede korte kapitler introducerer han livet idag i Soweto, den store slum-halvdel af Johannesburg. Han fortæller om problemerne med undervisning, om vold, og lidt om den sorte kulturelle blomstring i halvtredserne. I dette liv er der en indsigt, en praksis, som Danmark (og resten af verden?) kan lære af skriver Frid-Nielsen begejstret: “Det som virker så inspirerende på en dansker i Sydafrika er den energi, hvormed demokratiet gennemsyrer samfundet fra regeringsniveau til bunden af den usleste gyde.” Hans beskrivelser af livet i Sydafrika viser at det må være en ren usandhed, men han holder alligevel Sydafrika op overfor Danmark, hvor “mangel på samfundssind... efterhånden er blevet en del af dagligdagen”. I Sydafrika “medvirker mange store og multinationale virksomheder allerede aktivt i den trejde sektor, hvor der bygges skoler, forboldbaner og andre faciliteter til de underpriviligerede. Denne form for samfundssind...kunne man godt ønske sig i vores del af verden.” En positiv fordom og en negativ fordom skulle give en form for fornuft? Jeg var forbløffet over at læse disse betragtninger i bogens konklussion efter beskrivelser af et råt, voldspræget samfund der, som Frid-Nielsen selv skriver, har de nordiske lande som deres forbillede. I Norden betaler virksomhederne - og alle andre skat- en meget effektiv måde blandt mange andre at vise samfundssind på. I Sydafrika er der få som betaler skat - både blandt rige og fattige. Det er misvisende at tale om samfundssind så overfladisk og dumt at argumentere for en vigtig sag som multikulturel tolerance på denne måde.

Historien fortsætter, Mandelas land har ingen færdig opskrift på det gode samfund, hverken for sig selv eller andre. Brink fabulerer fra kvindernes historie, Frid-Nielsen giver et glimt fra de unges tilværelse og Tomm Kristiansen beretter godt og medrivende Mandelas drama. Sydafrika idag er en god historie: Forsoning er mulig. Det er glædeligt at den historie bliver spredt.