Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

ET BITTERT GENSYN MED MOSKVA


(Søndags Politiken, 11. november 1990)

Det chokerer os at se hvor meget fattigere landet er blevet siden vi var her sidst for halvandet år siden, og måske mere end noget andet den totale desillusion med de nye ikke-kommunistiske politikere som har fået magten mange steder i Rusland. For hvem skal man tro på når hverken kommunisterne eller deres kritikere duer?

Stemningen i Moskva er lige så trist som vejret. Lige siden sensommeren har regnen uafladeligt øset ned. Alle er bekymrede. Angsten for hvad fremtiden vil bringe er nærmest lammende. Poilitisk er situationen uafklaret. Man venter på markedsøkonomien eller hvad man nu kan beslutte sig for. Den største bekymring i disse dage, er om der vil være fødevarer nok til vinteren. Meget tyder på, at det vil der ikke være, allerede nu er hylderne uhyggeligt tomme. Hvor der for to år siden stod lange køer i fødevarebutikkerne er der nu tomt, de rustfri stålbakker til kød og pålæg står tilbage i glasdiskene, blanke og tomme. De før så rabiate butiskbestyrere har nu definitivt opgivet at forsvare Sovjetunionens ære ved at angribe vores vestlige fotografiapparater. Nu smiler de til os. Galgenhumør er det sidste der er at finde på hylderne.

Et af de store mysterier i Moskva er her i efteråret hvorfor varerne pludselig forsvinder. Først i september foresvandt pludselig alt brødet fra butikkerne i fem dage og en uge senere forsvandt cigareterne. Det var en begivenhed som virkelig rystede befolkningen. Der er senere fremkommet nogle forklaringer om at Moskvas brødfabrikker ikke kunne skaffe mel og at alle Sovjets cigarretfabrikker blev renoveret samtidig, men ingen kan få at vide hvem som traf den beslutning. Af årets kornhøst, som kunne have været rekordstor, blev kun halvdelen bjerget. Nogenlunde sådan gik det med de andre spiselige afgrøder, fx. kartoflerne. Der er mange meninger og rygter om årsdagen. Moskovitterne gætter på alt fra djævelns værk og hekseri til sabotage fra ortodokse kommunister og hævnaktioner fra provinser mod det ikke-kommunistyiske bystyre i Moskva.

Disse gisninger har nærmest karakter af ønskedrømme, for set med vestlige øjne må man tro mangelsituationen har naturlige årsager. Oven i manglen på reservedele og brændstof til maskiner, lagerfaciliteter og transport overalt i samfundet, kommer den kroniske mangel på arbejdsindsats. Overalt bremses samfundslivet ned af en uerklæret, massiv slowdown-strejke. Alt i alt må man nok konkludere at manglen poå varer i Sovjetunionen i bund og grund skyldes manglen på udbytte af en ordentlig arbejdsiundsats.

Mangelsistuationen er så katastrofal at ingen kan gribe ind over for spekulationen. Og hvem kan bebrejde Olga og Ivan at de prøver at redde lidt profit til sig selv? De er blevet holdt hen med falske proklamationer om socialismens overlegenhed, imens alt hvad de skabte ved deres ærlige arbejde blev spildt, stjålet og ødet bort. Nu står de sammen med tusindvis af andre småspekulanter mellem vandpytterne på Rishkij Markedet nær Museet for Sovjets Økonomiske Landvindinger, og faldbyder to par sko og en strikket acryltrøje.

Sovjetstaten er i opløsning, og kommunisterne, og alle de, som har gode forbindelser forsøger skamløst at tilegne sig de samfundsskabte værdier. Det gælder huse og bygninger, jord og produktionsmidler. Pressen er blevet mere uafhængig, og ordet er frit for så vidt man kan skaffe sig papir at trykke det på, men i det daglige liv er der stadig ingen retfærdighed for den enkelte borger. Det korrupte bureaukrati er bestemt ikke udryddet og samtidig plages alle som tjener penge af en hær af pengeafpressere, som kan operere næsten risikofrit, fordi det sovjetiske politi hverken har mandskab eller kundskab til at beskytte borgerne, deres virke har altid kun været at øve politisk kontrol.

Det chokerer os at se hvor meget fattigere landet er blevet siden vi var her sidst for halvandet år siden, og måske mere end noget andet den totale desillusion med de nye ikke-kommunistiske politikere som har fået magten mange steder i Rusland. For hvem skal man tro på når hverken kommunisterne eller deres kritikere duer? Millioner drømmer om at emigrere til Vesten. Mange, selv progressive, taler i dag for at genindføre diktaturet inden en altfortærende borgerkrig bryder ud.

Natasja, som arbejder i Sovjets Forfatterforening, ser sort på fremtiden, skønt hun af naturen er optimist. Hun viser os hvordan hun har fyldt skabene i lejligheden hvor hun bor med sin gamle far og sønnen Misja, op med mel, ris og spagetti, i et forsøg på at klare vinteren uden sult. For hvordan skal det gå når lagrene af korn og kartofler slipper op? I Forfatterforeningen er intet som det var før. Mange har frivilligt sagt op, men Natasja som er enlig mor ved ikke hvor hun skal gå hen og få et nyt arbejde, så hun ser tiden an.

- Det er en forfærdlig tid, alle er blevet fattigere, fortæller hun. De som er tilbage arbejder ikke længere, det eneste de spekulerer på er, om der er noget de kan stjæle inden de forlader stedet. Tyvagtigheden går helt ned til kaffekopper og garderobestativer. Den bedste nyhed er at Natasja har været med en forfatterdelegation i England som tolk. Hun taler begejstret om London, og hendes søn Misja, omtaler hun nu som 'Michael'.

Gennady Alferenko er chefen for Fonden for Sociale Opfindelser. Det er en fond af private midler som støtter sociale initiativer i Sovjet. Eskimoer fra Alaska har besøgt familie og venner i det arktiske Sovjet, og amerikanske Vietnamveteraner og psykologer har besøgt sovjetiske Afghanistanveteraner. Der er oprettet et hjem for forældreløse børn, og bygget en fabrik for hjælpemidler til handicappede.

Gennady har forandret sig siden vi sidst så ham. Fonden er vokset, har fået flere penge, bla. fra nogle store amerikanske fonde. Gennady ligner nu en amerikansk forretningsmand, og kampen imod bureaukratiet er for Genneady ved at forandre sig til indflydelse og gode forbindelser. Hans kone og unge datter er flyttet i sikerhed til et hus i Californien, hjulpet af venner som Gennady har fået derovre. Han arbejder på at gøre finden international, og ikke et ondt ord om det. Hans nyeste ide er at samle indflydelsesrige folk fra lande, som er gåët fra diktatur til demokrati, f.eks. Chile og Spanien, til konferencer hvor erfaringerner skal deles med sovjetisdke ledere. Jo, Gennady yder stadig en meget dynamisk indsats. Men efter at han det sidste par år har rejst en del udenfor Sovjet, har han indset, at han også ønsker at nyde livet. Det bliver nok i Santa Barbara, Californien.

Marina og hendes kæreste Kolja er ganskje unge og ligner stadig sig selv. De hører til dem, som har energi og lyst til selv at producere noget. De lever meget beskedent af en lille hjemmeproduktion af smukke håndsyede skindtasker, som de kan sælge for høje priser. Der er ruskind i deres lille soveværelse og helt ud på WCet i fælleslejligheden.
- Vi er tvunget til at arbejde med stjålne materialer, forklarer Marina. Selv om vi har organiseret os i et kooperativ, har vi ingen adgang til at købe materialer eller værktøj. Det har kun statens virksomheder.

- Vi må betale både en tyv, en mellemhandler og en politimand, tilføjer Kolja med et skævt smil. Det sørgelige er at de unges initiativ ikke tilvejebringer mere på markedet, for nu mangler materialerne et andet sted, hvor produktionstallene så må forfalskes. Marina og Kolja er dybt optaget af antroposofien og ser en moralsk renselse som en udvej for Sovjetunijonens krise. Nok bliver vi fattigere, men vores åndelige liv er vi selv herre over, siger de.

Agu Pilt er kunstner og modedesigner gfra Tallinn, Estlands hovedstad. Han er kiommet til Moskva for at træffe os. Gensynet oppe i kunstsamlersken Tanja Kolodzeis lille overfyldte lejlighed er meget hjerteligt. Siden vi sidst mødtes har Agu designet 'Snoopy' T-shirts for et firma i Amerika. Tanja har været i Belgien, og er blevet ansat som rådgiver ved indkøbet af russisk kunst for fyrstinden af Lichtenstein. Hun viser os billeder, hvor de sidder sammen på fyrstindens slot, som Tanja naturligvis blev inviteret til at bo på. Den største nyhed er måske alligevel, at Tanjas datter og medhjælper, den 16-årige Natasja fra næste sommer skal studere kunsthistorie på universitetet i Luxemburg.
- Der hun bådfe i sikkerhed og får en god uddannelse, siger Tanja.

Om aftenen inviterer vi dem på restuarant. Da vi var herovre på motorcykelrejsen, gik vi på statsrestaurant sammen, nu skal man gå på privat restaurant, hvis man vil have noget godt at spise. Vores bord var dækket op med kaviar, røget laks, flere slags pølse, hjemmelavet gåseleverpostej, forskelige salater, syltede hvidløg og sure agurker. Vi kan få al den vodka og al den russiske champagne vi kan drikke og mineralvand fra Finland. Her på "Kastan" er der som på alle andre private restauranter kun adgang mod forudbestlling, og kreditkort modtages gerne, men ikke kontante dollars af frygt for mafianens overfald.

For en aften er vi millionærer, hver kuvert koster en russisk månedsløn, og Agu og Tanja nyder det.
- For en måned siden blev jeg ringet op af en mand, der talte med sydlandsk accent, fortæller Agu. Manden krævede, at jeg gav ham et af mine billeder hver måned, som hans venner ville sælge i Vesten, ellers kunne han ikke garantere min sikkerhed... Jeg smækkede røret på, men næste måned ringede han igen og spurgte om jeg havde glemt, hvad han sagde. Jeg smækkede røret på igen, jeg vil ikke lade mig true, men 14 dage efter kom jeg hjem en aften og skulle til at låser mig ind i opgangen, da nogle fyre sprang frem med en kniv, og røvede det tøj jeg havde på. Jeg er ikke i tvivl om at det er mafiaen, der prøver at gøre mig mør. Militsen kan jeg ikke gå til, den er der ingen der har tillid til.
- Jeg er bange, siger han, jeg har kun et liv, og hvad er udsigterne her? Agus søster emigrede for et halvt år siden til USA, og nu tænker han alvorligt på at rejse efter.

Foran Vasilijev-katedralen, Kreml og Den røde plads ligger i dag en slumbebyggelse af små telte, papkassehuse og sammenflikkede skjul mod regnen dækket af flagrende plasticstumper. Mennesker fra hele det sammenstyrtede Sovjet-imperium, der som en sidste løsning på deres personlige problemer forsøger at råbe offentligheden og magthaverne op. Her bor flygtniinge fra Baku, ofre for politisk forfølgelse, ulovlig indlæggelse på sindsygehospitaler, boligløse, arbejdsløse, retsløse.

Tre uzbekere viser os fotos, der dokumenterer en etnisk massakre i deres landsby, andre har lange håndskrevne forklaringer på deres skæbner bredt ud på fortovet ved siden af dåser, hvor de forbipasserende kan lægge et bidrag. Mødre med småbørn, pensionister, ukuelige har de holdt ud i månedsvis i mudderet og regnen. Dagligt vokser lejren som nu tæller flere hundrede. Noget bedre sted kunne de ikke have valgt til deres lejr. Billederne af Den Røde Plads har fået tilføjet en ny og bitter dimension, elendigheden og forfaldet, og nok så vigtigt disse menneskers modstandsvilje og magthavernes resignation. De får lov at blive, ingen forsøger længere at skjule sammenbruddet.

Så imens den vestkige verden gør sig klar til fejre Gorbatjov i Oslo, anerkender de sovjetiske republikker ikke længere Moskvas autoritet. Gorbatjov er i dag en konge uden land, og hans verdensforandrende udenrigspolitik mødte vi ikke en eneste russer der gav ham nogen kredit for. Perestrojkaen har slået fejl derhjemme, den store optimisme er forlængst tørret ind. Sovjet synker hastigt ned i armod og lovløshed. At det er kommunisterne, der er skyld i nutidens kaos, forureningen og fattigdom har de fleste indset.
- Gorbatjov er bare endnu en af samme slags, siger russerne bittert, og bestemt ikke retfærdigt.