Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

DET SKJULTE IRAN


(Alt for Damerne, 7. oktober 1997)

Før jeg rejste til Albanien i 1994 var der mange som var bekymrede. Og pludselig hørte jeg mig selv sige:
- Tag det nu roligt, det er jo ikke Iran jeg skal til. Efter at jeg var kommet hjem fra Albanien blev Iran ved med at dukke op i min bevidsthed. Kunne jeg også rejse alene rundt i Iran? I dette forår besluttede jeg mig til at tage udfordringen op og tage af sted.


I Iran begynder islam med tørklædet, og hvis man som kvinde vil rejse i Iran er der ikke andet at gøre end at trække i islamisk påklædning. Men hvordan føles det egentlig at være tilsløret? Ja, det forstår man først helt når man har prøvet det.
Den korrekte islamiske beklædning for kvinder har to muligheder. Den ene er en ankellang mørk frakke. Den skal være med store skulderpuder og uden bælte for ikke at afsløre de kvindelige former. Frakken skal bæres med mørke lange bukser under og uigennemsigtige knæstrømper og lukkede sko. På hovedet skal man for at skjule håret enten bæres et stort tørklæde - eller en hætte som dækker hoved hals og skuldre. Den anden mulighed består i at skjule sig under en chador,. Ordet betyder telt, og det er en stor halvcirkelformet kappe som tages udenpå en sorte hætte. En iransk chador går helt til jorden og skal holdes sammen indefra med venstre hånd.




Før jeg rejste til Albanien i 1994 var der mange som var bekymrede. Og pludselig hørte jeg mig selv sige:
- Tag det nu roligt, det er jo ikke Iran jeg skal til. Efter at jeg var kommet hjem fra Albanien blev Iran ved med at dukke op i min bevidsthed. Kunne jeg også rejse alene rundt i Iran? I dette forår besluttede jeg mig til at tage udfordringen op og tage af sted.
På mine andre rejser har jeg kørt på motorcykel. Men i Iran ville det vække alt for meget opmærksomhed, og derfor være for besværligt. Jeg bestemte mig derfor til for en gangs skyld at være uden eget transportmiddel. Måske mistede jeg lidt bevægelsesfrihed, men til gengæld ville det bringe mig nærmere på landets indbyggere.
De fyldige Iranske damer som sad ved siden af mig i flyet fra Frankfurt til Tehran var klædt i stramme gamacher og T-shirts. Damernes afblegede hår var touperet op i skyhøje formationer, og fruerne var behængte med tunge guldhalskæder, armbånd, fingerringene og øreringene suppleret med sminke i rigelige mængder. Men i det samme sekund som flyets landingshjul ramte jorden kom ansigtservietterne frem og sminken blev tørret af. Sorte frakker, kapper, hætter og tørklæder blev lynhurtigt blevet foldet ud, og alle kvinder var pludselig dækket af mørkt tøj fra top til tå. Forklædt i en gammel sort cottoncoat og et lilla tørklæde gik jeg ned ad flyets trappe to timer efter midnat og trådte dermed ind i det iranske år 1379.
Da jeg om morgenen vågnede op på hotelværelset vidste jeg ikke om jeg skulle være tildækket for at spise morgenmad i restauranten ? Heldigvis havde jeg taget frakke og tørklæde på inden jeg forlod værelset, det var underligt og ikke særlig behageligt at sidde og spise spejlæg med overtøjet på, men sådan skulle det være.
Idet jeg gik ud på gaden blev det klart for mig at de smukke persiske skrifttegn med ét havde gjort mig til analfabet. Da jeg ikke forstod et ord af sproget og heller ingenting kunne sige, måtte jeg hele tiden passe på ikke at fare vild. Min danske cottoncoat var alt for varm, og efter at jeg havde rendt lidt frem og tilbage fandt jeg ind i et stormagasin hvor jeg fik øje på en mørkeblå kappe som ikke så særlig varm ud. Bagefter gik jeg ind i en manufakturhandel hvor jeg mimede til ekspedienten at jeg ønskede mit opsigtsvækkende lilla tørklæde udskiftet med en sort hætte. Hætten virkede som skyklapper, men det vænnede man sig vel til? De mennesker som jeg så i gaderne var hverken terrorister eller religiøse fanatikere, alle som jeg henvendte mig til var faktisk enormt søde og hjælpsomme. Sjældent har følt mig så anonym og usexet som i mit islamiske tøj, men det var vel også meningen? Sådan set var jeg tryg og godt tilpas inde i hætten, og jeg forsøgte at anlægge et fromt ansigtsudtryk, som jeg forestillede måtte være passende. Med hætten og kappen lignede jeg en af Tehrans tolv millioner indbyggere og da jeg vandrede hen ad fortovet lykønskede jeg mig selv med at jeg var blevet usynlig som udlænding.
Ved et busstoppested så jeg at passagererne var stillet op to køer for at opretholde apartheid mellem kønnene. En plade skilte bussen i to halvdele. En for mænd og en for kvinder. En kvinde sombar en taske i den ene hånd måtte holde chadorens stof sammen med munden imens hun steg op i bussen.
Om eftermiddagen blev det uvejr, og jeg stred mig tilbage til hotellet mellem kvinder i flagrende sorte kapper og itublæste paraplyer. Alt i hele byen blev lukket og slukket inden klokken ti , så jeg tænkte at det var en god aften til at se fjernsyn på værelset og gå tidligt i seng. Da jeg tændte for TV apparatet kom den hellige koran flyvende til lyden af en syngende præst. Billeder af moskeer, lysekroner, bedende mennesker, flagrende duer og rosenknopper, svævede hen over skærmen i en uendelig strøm . Jeg prøvede at skifte kanal. Nu zoomede computer-behandlede billeder af rindende vand og moskeer ud og ind underlagt romantisk new age musik og en belærende mandsstemme. Jeg forsøgte endnu et par skift, men på alle kanaler var der ikke andet end præk. Udmattet faldt jeg i søvn foran en turbanklædt præst som talte i en uendelighed, afvekslende med Koranens arabiske kalligrafi.
Den næste dag tog jeg en taxi ud til Emam Khomenis gravmæle, som ligger udenfor Tehran på vejen mod Qom. Taxien kørte op foran et stort bygningskompleks med guldbroncerede tårne som næsten lignede maskingeværer. Alle kvinder som vil besøge dette gravmæle over den islamiske republiks indstifter skal være iført sort chador, og på parkeringspladsen tog jeg min medbragte chador op af tasken og forsøgte at tage den udenpå min frakke.
Uheldigvis gled min sorte hætte ned over øjnene så jeg ingenting kunne se, og chadoren var så stor at jeg hverken kunne finde op eller ned inde i den. Taxichaufførens forfærdede udråb fortalte mig at situationen var kritisk, der var absolut ikke noget at grine af. Stadig mere desperat baskede jeg rundt med det sorte stof. Al offentlig berøring mellem mænd og kvinder er forbudt men taxichaufføren reddede mig dog til sidst ved med et lynhurtigt ryk at trække chadoren ned bagpå og få det genstridige klædningsstykke på plads.
Så vandrede jeg ind ad indgangen for kvinder, imens chaufføren gik ind sammen med mændene. Bag et forhæng afleverede jeg mine sko og fik et nummer. Bag det næste forhæng var et security check hvor en streng chadorklædt kvinde kropsvisiterede mig. Da visiteringen er overstået sagde hun
-Welcome to Iran! og lod mig gå ind i den store hal med Khomenis kiste i et forgyldt bur. Der var en underlig tom og luset stemning i det halvfærdige bygningsværk. Mennesker var der kun få af, men et par koner græd hjerteskærende ved graven
- Det er de sikkert betalt for, bemærkede taxichaufføren afmålt.
Dagen efter forlod jeg Tehran og begav mig ud i det kæmpestore land som strækker sig fra det Kaspiske Hav i nord til den Persiske Golf i syd, fra Irak i vest til Afghanistan i øst. Jeg begyndte min rejse med at flyve langt sydpå til byen Kerman. Under en strålende blå himmel gik jeg rundt mellem smukke gamle moskeer og historiske bygninger. Inde i den gamle basar var der et underjordisk tehus som stadig var i brug, og jeg nød at sidde dernede i køligheden et øjeblik.
En civilklædt politimand havde set at jeg tog billeder på gaden. - Hvad var det jeg havde fotograferet? Først troede jeg at han var en snedig tyv der optrådte som betjent for at stjæle mit kamera. Men om aftenen mødte en endnu mere ubehagelig type op på hotellet og konfiskerede min film uden et smil og uden nogen forklaring. Hotelværten troede at jeg måske var kommet til at fotografere en politistation ? Jeg ønskede hverken at se iranske politistationer udefra eller indefra, så den næste morgen rejste jeg ud af byen. Efter den episode begyndte jeg at lægge mærke til hvor urimelig mange kaserner og politistationer der var overalt.

Fra Kerman tog jeg med bus fra by til by. I Yasd vandrede jeg ud til ildtilbedernes tempel, hvor der brændte en flamme som ikke havde været slukket i de sidste 2000 år. Jeg tog også ud til Ildtilbederne gamle gravpladser udenfor byen. Det var fra disse “stilhedens tårne” at de døde indtil dette århundrede blev hakket i småstykker og sendt til himmels på fuglevinger.
Skønt min mørkeblå kappe var produceret i Iran, var den lidt for dristig udenfor hovedstaden. I en by blev jeg antastet af et par chadorklædte kvinder fra den islamiske komite, som med forstenede ansigter trak hårdt ned i kanten af min kappe og skældte ud over at den var for kort! Mine forbløffede udråb -what-What? Overbeviste dem dog om at jeg var udlænding, og det sparede mig fra at blive bragt direkte til politistationen. Jeg købte en lang grå frakke, som ikke kunne kritiseres - troede jeg, lige indtil en kone kneb mig i brysterne fordi hun syntes at de kunne ses for meget gennem frakken. Jeg anskaffede derfor straks en ny sort hætte som gik helt ned til albuerne så den også dækkede brystet, ligesom den TV speakerne havde på. Men så var der en politimand der antastede mig på gaden fordi mine sorte strømper var en lille smule gennemsigtige så man kunne skimte tæerne. Det var meget svært at være helt korrekt. Tilsidst købte jeg et tørklæde i en forkert farve, strålende lyseblåt så man tydeligt kunne se at jeg var udlænding.

Bussen kørte gennem Esfahans forstæder hvor nye boligkvarterer rakte deres TV antenner op mod aftenhimlen. Imens bussen nærmede sig centrum sad jeg og ønskede at jeg kunne komme til at bo hos almindelige mennesker i et af husene.
I samme øjeblik som jeg steg ud af bussen var der en fyr som sagde noget til mig. Det var ved at blive mørkt, så jeg kunne ikke rigtig se ham, men jeg syntes at jeg forstod ordet mor. Derfor nikkede jeg straks ja tak! Han fik fat på en taxa og jeg sprang med ind på bagsædet. Man skal ikke ønske noget uden at turde stå ved det...og havde jeg ikke lige ønsket at komme ind i et privat hjem? Undervejs gik det op for mig at min nye ven Nedjard kun var 22 år gammel. Hans ubarberede ansigt havde fået ham til at se ældre ud i halvmørket - måske havde han også troet at jeg havde en anden alder? Jeg bemærkede godt taxichaufførens latter og hans øjne som studerede mig i spejlet, da han fik at vide at jeg var en enlig turist på 54 år som Nedjard lige havde truffet på busstationen.
Taxien kørte væk fra centrum , og mange kilometer var tilbagelagt inden han omsider satte os af ved en øde og bælgmørk gyde. Den tanke strejfede mig at jeg kunne blive overfaldet og frarøvet mine penge. Skulle jeg nægte at gå videre? At jeg havde kastet mig ud i noget ret vanvittigt, var jeg ikke i tvivl om - Men jeg var nødt til at tage nogle chancer som en iransk kvinde aldrig ville tage, hvordan skulle jeg ellers møde mennesker? Da jeg nu var kommet så langt , og forøvrigt ikke anede hvor jeg var, besluttede jeg at følge med Nedjard ind i mørket.
Det var først da jeg sad i stuen sammen med Nedjard og hans mor at jeg rigtig forstod hvor heldig jeg havde været. Jeg blev hos denne venlige og gæstfrie familie i en hel uge og på den måde lærte jeg også hans og onkler og tanter og hans fætre og kusiner at kende. Egentlig skulle jeg jo være tildækket når jeg var sammen med mænd som jeg ikke var i nær familie med, men i private hjem kunne jeg godt tage frakken og tørklædet af. De fleste mennesker i Iran betragtede sig selv som muslimer, på næsten samme måde som vi danskere betragter os selv som kristne - eller i hver fald som borgere i et kristent land. Den største forskel var at i Iran er der dødsstraf for ikke at tro på gud! Men flere og flere var ved at miste troen på grund af ufriheden og den religiøse tvang. Selv om fredagen stod moskeerne gabende tomme.
I huset som Nedjard og hans mor boede i var der et moderne køkken. Men ligesom alle andre iranske koner sad Nedjards mor nede på køkkengulvet og lavede mad. Hun var jo vant til at sidde på gulvet, og hver gang vi skulle spise dækkede hun op på en plasticdug som blev bredt ud på gulvtæppet i stuen. Sent om aftenen blev rullemadrasser hentet frem og lagt ud på gulvene. Nedjard havde sit eget værelse og jeg sov på stuegulvet sammen med hans mor.
Nedjard forsørgede sin mor som var enke og aldrig havde arbejdet udenfor hjemmet. Hun kom fra landet og var altid sortklædt og tilsløret og i en alder af 62 betragtet som meget gammel, skønt hun var en ganske livfuld dame. Da den iranske husførelse var meget enkel brugte hun dagene til at gå på familiebesøg, til at se fjernsyn, ryge vandpibe og til at sove. De fleste iranske kvinder var ikke undertrykte på grund af for meget arbejde, men snarere på grund af et alt for kedeligt og indholdsløst liv.
Den nabokone som arbejdede ude havde til gengæld dobbelt arbejdsbyrde. Hun skulle stadig gøre alt arbejdet i hjemmet og hun skulle hele dagen være iført islamisk påklædning på sin arbejdsplads. Kvindelige læger, lærere og kontorassistenter arbejdede hele dagen med frakker og hætter på, ligesom rengøringskonerne også måtte støvsuge, rede senge og vaske badeværelser med overtøjet på. I tredive graders varme skulle det nok kunne tage arbejdslysten fra de fleste.
I Nedjards familie synes man ikke om den tvungne tildækning.
- Åh hvor er det synd, sagde de når jeg tog min frakke og hætte på for at gå ud
- Du ser rædsom ud!

Jeg fløj ned til Den Persiske Golf, for at undgå en meget lang bustur gennem ørkenbjergene i syd. At træde ud på flyvepladsen i havnebyen Bandar Abbas var som at træde ind i et ophedet badeværelse, og havet var mælkeagtigt grønt.
I basaren så jeg bandari-kvinder som var taget til byen med masker på . Om maskerne skjulte eller fremhævede var ikke let at afgøre for kvinderne bar deres ansigtsmasker meget koket. Mange af Kvinderne var farverigt klædt i kulørte chiffonkjoler og blomstrede chadorer. Kvinderne gik altid flere sammen, de bevægede sig graciøst imens jeg svedte i min grå frakke.
Tidligt om morgenen vågnede jeg ved en voldsom råben fra højttalerne på moskeens tårne overfor hotellet. Det var endnu mørkt, gaderne lå øde og tomme, men i det fjerne kunne jeg høre flere bønnekald. Det var fredag, muslimernes ugentlige helligdag. Klokken otte slentrede jeg hen ad strandpromenaden, glad over at jeg var kommet tidligt ud, for det var allerede meget varmt. Jeg havde næsten opgivet at finde båden ud til Hormoz-øen, da jeg fik jeg øje på et lille billethus og en låge ud mod havnemolen.
- Hormoz? Spurgte manden da jeg kom hen til lugen. Jeg nikkede og betalte billetten. Derefter var det bare at følger med strømmen ud ad havnemolen hvorfra der afgik små både til de nærliggende øer. Inden længe sad jeg i en stor speedbåd som hoppede fra bølge til bølge på vej ud gennem Hormozstrædet.
Husene på den flade solstegte ø Hormoz var ganske lave, bygget af ler eller beton. Mange af de lokale indbyggere var ude at spadsere på øens kirkegård i deres fineste fredagstøj. Ellers var der ikke særlig romantisk, oceaner af plasticaffald blæste rundt overalt. En gammel portugisisk borg på i den ene ende af øen var bevogtet af to soldater og blev ellers kun brugt som losseplads.
Jeg gik tilbage ad vejen langs med stranden. Foran et hus sad en kvinde som jeg spurgte om jeg måtte fotografere? Efter at jeg havde taget billedet inviterede hun mig ind. I stuen var der dækket op med teglas og kager fordi hun ventede sin mor og flere andre kvinder på besøg. Gæsterne begyndte at ankomme, og pludselig kom bedstemor ind skjult bag en sort ansigtsmaske. To minutter efter havde familien under stor latter givet mig bedstemors maske på og et guldkantet tørklæde. Jeg kunne knapt nok genkende mig selv i det spejl de holdt frem foran mig.
Efter teen og kagerne og megen munter snak på fingersprog tog jeg afsked for ikke at forstyrre mere, for det var jo mig som havde taget hele opmærksomheden. Jeg var kun kommet et lille stykke hen ad vejen da jeg fik øje på to kvinder med kulsort tøj og knaldrøde masker - utrolig flotte og opsigtsvækkende!
Da jeg vendte tilbage til Bandar Abbas var der ingen kvinder på gaden. De unge mænd drev rundt i store flokke, pigerne var blevet hjemme i husene fordi det var fredag, og de unge fyre så ud til at kede sig ekstra meget. Det værste ved mit islamiske skjuletøj var at det på tusind meters afstand afslørede at her kommer en kvinde ! Tildækningen, kønsadskillelsen og forbudet mod berøring bevirkede at man næsten ikke kunne tænke på andet end sex...det var til at blive skør af, men jeg var ikke den eneste som led - alle led. Det var umuligt for mig at gå naturligt på stranden, at samle en sten op eller sætte mig ned fordi der blev kikket så meget efter mig.
Senere opdagede jeg at kønsadskillelsen ikke blev helt så strengt overholdt i fællestaxierne. Somme tider måtte jeg dele forsædet med en mand. Jeg kunne naturligvis have nægtet - men hvorfor skulle jeg det? Ligesom alle andre var jeg begyndt at nyde den lille kontakt som det gav - ja efterhånden håbede jeg ligefrem på det, bare tanken om det kunne give mig hjertebanken. Jeg vidste godt at det var fuldstændig latterligt, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det.


Jeg var taget ud til Qaskai-stammen udenfor Shiraz fordi jeg gerne ville tage nogle billeder. Det vandrende hyrdefolk havde slået lejr på en stor slette mellem lave bjerge. De sidste dage havde jeg set adskillige af dem på landevejen, de var ved at bryde op og vandre nordpå med deres får og geder.
Da jeg fandt deres lejr havde kvinderne hurtigt skjult sig inde teltenes mørke. Stammens ældste havde først sagt nej til at jeg måtte fotografere. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog at det var fordi de ikke brød sig om at blive foreviget i deres gamle slidte tøj. Men hvis jeg havde lyst til at komme til bryllup den næste dag, så skulle jeg være velkommen til at fotografere!
Bryllupsfesten varede i tre dage og gæsterne ankom fra nær og fjern i lastbiler og pickuper. Jeg blev modtaget som en hædersgæst, og geværet som lige havde affyret et par festskud op i luften skulle jeg også holde!
Da mørket faldt på satte et lille orkester sig til rette i en teltåbning. De begyndte at spille livligt på trommer og citar og en slags slangetæmmerfløjte, og imens mændene fik tændt deres vandpiber var kvinderne kommet på benene. Mange havde kun håret dækket af et chiffontørklæde med pailletter fastholdt af et pandebånd. Et andet tørklæde holdt de i hånden. Kvinderne begyndte at danse og langsomt dannede de en stor cirkel. Da de allesammen trådte et skridt ind mod midten fløj alle de tørklæder som de holdt i hænderne op i luften på engang! Så trådte de et skridt tilbage og alle tørklæderne var nede. Sådan fortsatte de imens cirklen roterede. Det var et betagende syn med alle de smukke kvinder og deres festlige flyvende tørklæder. Det var et betagende syn med alle de smukke kvinder og deres festlige flyvende tørklæder - aldrig havde jeg troet at der fandtes så farvestrålende folk i Iran!
Nomadekvindernes dragter var allesammen forskellige i deres kombination af farver og stoffer. Overdådigheden af nylonvelour og guldlamé var ganske uimodståelig, og jeg tilgav dem gerne at de ikke længere selv vævede deres tøj.
Forøvrigt er dans og dansemusik forbudt i Iran, men hvem tager hensyn til det når der fejres bryllup langt væk fra politiet og alle de strikse præster?
Senere trak kvinderne sig tilbage til teltene og mændene kom frem på dansepladsen. De udførte en leg med en stav og en pind, bålene blussede under tekedlerne og jeg lovede mig selv at jeg i hvert fald ville hjembringe en ordentlig nomadekjole fra basaren i den nærmeste by

Den sidste måned rejste jeg sammen med en iransk ven som jeg havde hyret som tolk.
- Du må selv om det, sagde han da vi ankom til den hellige by Mashad. - Men hvis du klæder dig konservativt bliver alting lettere for dig. Jeg indvilgede - og hvorfor ikke? Under alle omstændigheder skulle jeg jo være tildækket. Nede i basaren hjalp han mig med at finde en arabisk chador, som var nemmere at styre end den iranske fordi den var syet som en pose med huller i hjørnerne til hænderne. Med min sorte hætte indenunder sad den arabiske chador ganske godt fast på hovedet når jeg holdt den sammen foran.
Det var umådelig lummert den eftermiddag . Temperaturen havde passeret de 33 grader og sveden løb ned ad min hals under hætten og chadoren. På trods af rigelig brug af deodorant begyndte jeg tydeligt at kunne lugte mig selv. Skjorten klæbede til kroppen og fugten samlede sig under elastikken i mine hængerøvsbukser - jeg havde også været nødt til at tage to par sorte strømper udenpå hinanden for at være sikker på at de ikke var den mindste smule gennemsigtige. Tøjet skjulte til dels min alder fordi ansigtet kun tittede frem som en lille trekant og en mand på gaden spurgte tolken om jeg var hans kone? - et forslag som gjorde mig mindst tyve år yngre!
- Han troede at jeg var din mand! udbrød tolken bestyrtet
- Den gamle mand mangler briller, svarede jeg køligt og forsøgte ikke at grine.
Den store belønning for min korrekte islamiske påklædning fik jeg da jeg uantastet passerede sikkerhedskontrollen og kunne gå helt ind i Haram- e motahar som er det helligste sted i Mashad og i hele Iran. Det var på det strengeste forbudt ikke-muslimer at gå ind, men ingen spurgte mig om noget. Min arabiske chador forklarede jo uden ord hvorfor jeg ikke kunne tale farsi. Der var myldrende fuldt i kvindernes afdeling selv om pilgrimssæson endnu ikke var begyndt, og ingen lagde mærke til mig da jeg forsvandt ind i mængden af sorte chadorer. Atmosfæren var uhøjtidelig. Nogle bad, andre sov eller spiste og en kvinde tilbød mig venligt en bid brød. Jeg var blevet usynlig mellem de andre kvinder imens jeg stille gik rundt og så på vægge med glaserede kakler, rundt om den hellige grav var der der var enorme krystallysekroner og kupler og nicher som var dækkede med tusindvis af små spejle i forskellige farver.
Om aftenen kom min tolk ud fra hotellet i cowboybukser og en hvid skjorte med korte ærmer. Han havde taget nye sko på og duftede af parfume. Det var en pine at gå ved siden af en sådan en bar solbrændt mandearm - Jeg havde mest lyst til at slå ham.
- Hvorfor ? spurgte han
-Fordi du har lov til at være smuk, imens jeg skal gå rundt og ligne en sæk! Han så på mig som om jeg burde vide det i forvejen og sagde så ganske roligt
- Dette land er kun for mænd.
Han skulle måske have sagt - kun for præster. For hvor i verden findes der et land hvor mænd ikke kan lide at se på kvinder?