Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

AFSINDIGSTAN


(15. januar 2000)

Efter min rejse i Iran havde jeg ikke troet at jeg nogensinde friviligt ville tage et tørklæde på igen. Men da jeg fik chancen for at komme til Afghanistan betænkte jeg mig ikke på at sige ja. Og jeg indrømmer at jeg glædede mig til at få kontakt til Afghanistans usynlige kvinder.

Efter min rejse i Iran havde jeg ikke troet at jeg nogensinde friviligt ville tage et tørklæde på igen. Men da jeg fik chancen for at komme til Afghanistan betænkte jeg mig ikke på at sige ja. Og jeg indrømmer at jeg glædede mig til at få kontakt til Afghanistans usynlige kvinder.

Iran, som jeg havde oplevet det for to år siden, forekommer mig næsten at være som et paradis da jeg står i Kabul. Udbrænd militærudstyr ligger overalt og store dele af byen er lagt i ruiner. Her har en kvinde kun lov til at gå udenfor hjemmet ifølge med en maram, et nært mandligt familiemedlem, som en ægtemand, en bror eller en søn, og hun skal være skjult under en burka. som dækker hele kroppen , og hvorfra der kun er udsyn gennem et broderi foran øjnene. Denne ubehagelige dragt som traditionelt blev båret på landet har Taliban-styret nu påtvunget Afghanistans kvinder. Ingen kvinder tør vove sig ud på Kabuls gader uden at være skjult under en burka. Men de er går modigt ud uden mandlig ledsagelse. Udenlandske kvinder kan nøjes med en løssiddende pakistansk dragt og et stort tørklæde, for ellers kan taliban hverken se eller kontrollere dem.
Talibansoldaterne har ungdommelige tynde fuldskæg under store sorte turbaner. Det er en besynderlig kludehær, som klædt i flagrende gevandter spankulerer omkring i badetøfler. Ansigtsudtrykkene svinger mellem det patetiske og det overlegne, de er parate til at gå i døden med Koranen i hånden. Deres øjne er sminkede med khol, fordi de mener at sådan gjorde Profeten. Maskingeværene er slængt slødesløst over skuldrene, deres biler er pyntet med missiler. De unge mænd går hånd i hånd, kvinder betragter de på samme måde som æsler. Her hvor studinerne i tresserne og halvfjerserne promenerede i miniskørter, ses kvinder ikke længere i gadebilledet, nu er det omvandrende telte som lister forbi. Ikke engang de gamle tiggersker kan vise deres ansigter, kun deres krogede hænder stikker frem under falmede burkaer. Taliban håndhæver strengt islams billedforbud - Og det de frygter allermest er at kvinder skal kunne ses eller blive fotograferet. I Kabul følte jeg mig det meste af tiden så bevogtet at jeg dårligt nok turde tage fotografiapparatet frem.

I den nordligste del af landet som ikke er erobret af Taliban, får jeg mulighed for at se Afghanistan på den anden side af fronten. Den største by Faizabad med fyrretusind indbyggere ligger gemt inde bag Hindu Kush bjergene. Også her er kvinderne skjult under burkaer. Men stemningen er mindre trykket, skønt folk sige at muhajedin militserne som har magten har været mere voldelige end Taliban. Radioen melder om nye kampe på fronten kun hundrede kilometer mod vest. En by er blevet bombarderet af Talibans jetjagere og tredive mennesker er blevet dræbt siden igår.
Jeg går ned ad vejen mod markedet i Faisabad. Huse af ler ligger skjult bag høje mure i et brunt udtørret landskab med lidt grønt langs med floden . Mændene er alle vegne, de går på vejen med deres køer og æsler eller de står i flokke og sludrer.
Men de få kvinder der er ude begynder at kigge nysgerrigt efter mig. Skønt jeg ikke kan se dem mærker jeg at de smiler. Af og til ser jeg en hånd vinke, og to kvinder i blå burkaer standser op for at hilse på mig. Den næste dag bliver jeg omringet af fire burkaer der ler og taler til mig! Kvinderne slår deres slør op så jeg kan se deres ansigter, Jeg opdager at kvinderne ikke er utilnærmelige, men tværtimod både nysgerrige og sultne efter oplevelser. Men hver eneste gang en mand nærmer sig bliver burkaerne straks trukket ned.
Senere kommer endnu en burka hen til mig. Den usynlige kvinde rækker mig en lille svedig hånd og præsenterer sig på engelsk. Hendes navn er Khaterah, hun er på vej til et engelskkursus og har travlt, men jeg må endelig komme og besøge hende den næste dag, hun bor ved siden af moskeen.
Det viser sig at Khaterah bor temmelig langt borte - der er jo mange moskeer, og jeg må spørge om vej adskillige gange. Et sted hilser en kone meget hjerteligt på mig, jeg husker endnu nogle få ord på persisk, som de også taler her. Konen er tunghør, så hun opdager slet ikke at jeg ingenting forstår udover hendes gode sindelag, men det er vel også det væsentligste. Netop her kommer en ung mand mig til hjælp. Han taler lidt engelsk og forstår mit problem med at finde frem.
Moskeen som vi søger ligger på en stor åben plads. Rundt om pladsen er husene skjult bag en lang ubrudt mur - i hvilket hus bor Khaterah? Der er ingen navneskilte på dørene i lermuren så han banker på et tilfældigt sted. Vi venter en rum tid og har næsten opgivet da døren bliver åbnet af en ganske ung pige, hvis stemme jeg genkender som Khaterahs. Hun smiler glad til mig og jeg går ind i den have som ligger omkring hendes forældres hus. Der møder jeg hendes mor og hendes søskende, som overøser mig med smil og venlighed.
Khatheras far er mullah. Ikke taliban, men en almindelig sunni- muslimsk præst. Det er anden gang på en uge at jeg besøger et præstehjem, og jeg må konstatere at disse familier ikke blot er relativt velhavende men også forbavsende tolerante. Her hvor kun de færreste har gået i skole er mullaerne de mest oplyste mennesker. Khaterahs mor har en læreruddannelse, og hun arbejder på en skole i nærheden. Efter et øjebliks forløb lukker hun den unge mand ind. som fulgte mig til Khaterahs dør. Hun syntes at det var synd at han skulle stå ude på gaden, for han ville vente, så han kunne følge mig hjem senere.
Jeg er meget overrasket over at han får lov til at komme ind i stuen - Men i denne familie tager de det åbenbart ganske naturligt og afslappet, og der sker jo heller ingenting ved det. Den unge mand har en onkel som bor på den samme plads ved moskeen, men han har aldrig set Khaterah, og ikke vidst at hun boede der, da hun altid har burka på når hun går ud.
Khatherah er virkelig en pige med ben i næsen. Hun pointerer at hun er single . Hun er ikke forlovet, og har heller ingen planer om at blive det. Hendes drøm er at blive læge, så først skal hun afslutte sit engelskkursus og tage sin studentereksamen. Moren siger at Khotherah, når tiden kommer selv vil få lov til at vælge sin ægtefælle, skønt det er almindeligt at piger bliver bortgiftet mod deres vilje i en meget ung alder. Moren tilbereder lækker mad som hun bærer ind på en bakke. der er omelet, nybagt brød te og melonstykker som Khaterak på den smukkeste måde anretter på en dug på gulvet. Før måltidet går hun rundt med en kande og en skål, så man kan skylle hænderne.
Huset er fuld af smukke kvinder, og jeg tager en film med Khaterah og hendes familie som et minde om en dejlig eftermiddag. Til Sidst udveksler vi små gaver. Khaterah får min skuldertaske og en læbestift, og jeg får to broderede hatte.
Solen står allerede lavt da jeg bliver fulgt hjem. Støvet blæser gennem byen og mænd haster af sted med tørklæder for munden, mens kvinder prøver at holde sammen på deres flyvende burkaer der puster sig op som balloner. Lyset er mærkeligt brunt, og ud af støvet kommer en helikopter som flyver lavt ind over byen, det må være præsident Rabbani! Pludselig er der helt stille, hundene og hanerne er faldet til ro, kun en sagte voblen og boblen høres nede fra floden, og en lille metallisk syngen fra en generator. Byen er forsvundet i støv, men halvt oppe på bjerget brænder en ensom lampe foran præsident Rabbanis residens.