Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

KURDERNE I TYRKIET


(Weekendavisen, Jydske Vestkysten, Morgenbladet (Oslo), 12. september 2003)

- Et forenet Kurdistan er naturligvis alle kurderes drøm, sagde Nihat, men vi ved, at det ikke er muligt nu. Løsningen af Tyrkiets kurdiske problem kan kun ske gennem en demokratisering af hele det tyrkiske samfund. Vi håber at Europa fortsat vil hjælpe med at stille krav om mere demokrati i Tyrkiet.

AF NINA RASMUSSEN OG HJALTE TIN

Selv på et flyvende tæppe er den tyrkiske del af Kurdistan enorm stor. Bjergene som er hjemsted for 15-20 millioner kurdere syntes uendelige. Da aftenen nærmede sig var vi stadig langt fra byen Hakkari, der ligger nær ved det sted hvor Iran, Irak og Tyrkiets grænser mødes. Ved en fejltagelse var vi kommet til at tage en vej som gik meget tæt på grænsen til Irak. Der var en Saddam Hussein-agtig mængde kaserner og militærkontroller på landevejen – her var de bare ikke bombede. Alle biler blev standset og undersøgt grundigt, en halv snes soldater invaderede lastvognene, undersøgte dem nedenunder og inde i førerhusene. Alle måtte ud af busserne og alle kurdiske mænd blev kropsvisiteret. Var der seks eller syv kontrolposter mere? Det forekom os at være uden ende. Det tog lang tid og mørket faldt på imens vi ventede. En time før midnat nåede vi omsider til Hakkari. Byen virkede kold og fremmed med en stor kaserne og moderne høje huse. Ved siden af hotellet som vi indlogerede os på blev der spillet høj musik, og der blev danset kurdisk kædedans i gaden. Danset helt desperat forekom det os.

Hakkari så mere venlig ud da vi vågnede op til en stille, sollys fredagsmorgen. Fra hotellets vindue så vi at byen lå midt i en vidunderlig smuk og storslået bjergverden. Vi gik ned på gaden, og snart traf vi to unge studenter som kunne oversætte for os. Først gik vi rundt i tæppebutikkerne. Nogle af tæpperne var gamle og ubrugte. Familierne havde i mange år havde gemt dem som deres formue, der i modsætning til den tyrkiske lira, ikke havde mistet deres værdi. En civilklædt politimand uden smil kom ind i forretningen og spurgte hvor vi havde været og hvor vi skulle hen. Vi forklarede at vi var turister som var ude at se på kelimer. Og her i den mest kurdiske by i Kurdistan fandt vi også de smukkeste tæpper.

Om aftenen var vi med til to bryllupper. Ved det første bryllup var der rejst to små cirkustelte. I det ene dansede mændene kædedans og i det andet dansede kvinderne. Mange kvinder bar de lange kurdiske kjoler som glimtede og strålende med guld, sølv og pailletter. Ved det andet bryllup dansede mænd og kvinder sammen i kæde på en enorm græsplæne. De helt unge var i cowboybukser og T-shirts. Det så sjovt ud med de lange rækker af smalle cowboyben, der flyttede sig i takt. Et orkester spillede og en sanger sang sørgmodige sange om kærlighed og længselen efter frihed. En ung mand sagde: – Det er kurdiske protestsange. Måske smiler vi udenpå, men vi græder indeni...

Kurdisk kædedans er helt speciel og danses af kurdere i Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet, og ligesom musikken og sproget er den en vigtig del af kurdisk kultur og identitet. Indtil for to år siden var det forbudt at spille kurdisk musik offentligt, nu drønede den ud af hver eneste musikbutik. Det er dog stadig officielt forbudt og politiet kan komme og anholde folk for at spille musikken. Ingen kunne vide sig helt sikre. I udkanten af Hakkari besøgte vi to brødre som sammen med deres familier boede i en trist beboelsesejendom. Kloge, eftertænksomme folk, som havde et fattigt og kontrolleret liv.
- Men det er meget bedre nu, sagde de. For fem år siden var vi bange for at gå på gaden. Vi har haft fred siden de fangede .... Vi må ikke sige navnet, og det er også forbudt at sige Kurdistan. Den væbnede kamp er forbi, der er udgydt blod nok.
– Hvor er oprørerne henne nu, er de taget hjem? Nej, det kan de ikke. Der var hundrede tusinde. Nogle er døde, andre er flygtet til udlandet, nogle gemmer sig i bjergene mellem Tyrkiet og Irak.

Den ene af brødrene havde selv været oprører. Han blev fanget og havde tilbragt 24 år i fængsel.
- Vidste du at det ville vare 24 år inden du kom ud? spurgte Hjalte.
- Nej, jeg troede de ville slå mig ihjel, svarede han med et bittert smil, - og de har skrevet en anmærkning i mit pas, så jeg aldrig kan få arbejde.
- Han har et problem fordi han har haft et dårligt liv, sagde hans bror lidt undskyldende....

Vi tog en taxa tilbage til hotellet. Da vi skulle forbi militærkasernen slukkede chaufføren lygterne på sin bil, aktiverede advarselsblinket og tændte lyset inde i kabinen, inden han langsomt trillede forbi. Det var en ordre som galt alle der ville køre forbi. Dagen efter fik de folk vi havde snakket med besøg af politiet, der spurgte hvad vi havde talt om.

Over lavasletter der lignede forstenede troldeskove nåede vi op til det nordøstlige hjørne af Kurdistan. Vi fandt vej til landsbyen Karabulak på Araratbjergets skråninger. Højt oppe strålede den hvide sne og bag en flad saltsump med grønne siv lå en stor landsby. Elmaster, popler og en lille minaret ragede op mellem lave grå stenhuse med flade jordtage. En dreng viste os hen til et hus i udkanten af landsbyen hvor vi kunne besøge en familie der vævede tæpper. En mand omkring fyrre år inviterede os indenfor på te, som det er skik og brug, og alle i huset svarede villigt på vores spørgsmål. Igen blev vi imponeret over hvor gæstfrit og venligt vi blev modtaget af kurderne.

Huset bestod af en stue og to rum. På gulvet lå et maskinvævet tæppe. Det eneste møbel i stuen var et fjernsyn. De havde satellitantenne, acryltæpper og køkkentøj, men ellers næsten ingen ting. Deres stenhus var tredve år gammelt og i god stand. De syntes selv de var fattige. Ægteparret havde to børn og vil ikke have flere, hvad der var meget progressivt i en kurdisk landsby, hvor normen er otte-ti børn pr. familie.

Vores vært fortalte at han hver vinter tog til Istanbul som bygningsarbejder. Her i Kurdistan kunne han ikke finde arbejde. Somme tider måtte han bruge den første måned på at gå rundt og lede efter arbejde. Kurdere får lavere løn end tyrkere, sagde han. Sidste år tjente han ca. 2.200 kroner om måneden Han boede i et firemandsrum sammen med ni andre kurdere og kunne hver måned sende 1.500 kr. hjem til konens, børnenes, hans fars og svigerindes underhold. Hans kone var som mange andre kvinder i landsbyen hver vinter alene i seks måneder. Så vævede hun tæpper til en opkøber fra Izmit. På fire måneder kunne hun væve et stort groft tæppe med luv og tjene 700 kroner. Et hårdt liv for både ham og hende, men en stor del af året havde de meget lidt arbejde. Nu hvor det var sommer var han hjemme. Høet var høstet og der var ikke noget at lave, så han holdt fri.

Vi gik en lang tur med manden. I nogle haver voksede solsikker og stokroser, andre dyrkede lucerne til køerne. Vi så hvordan folk stablede kokasser ovenpå stengærderne som brændsel til den lange, kolde vinter. Kvinderne og de gamle måtte hele vinteren igennem kravle op på husene og skuffe sneen væk så den ikke tøede og ødelagde de flade jordtage. Manden forklarede at de ikke havde skrå bliktage fordi de var fattige. Karabulak havde 400 huse og ca. 3200 indbyggere. Folk flyttede til landsbyen fra steder hvor der endnu ikke var vej og skoler. El og asfaltvej kom hertil for 20 år siden.

Midt i landsbyen var to hvide, fireetagers skolebygninger blevet opført. Med kostafdeling ville skolen få plads til 1000 elever op til ottende klasse. Alle var glade for den nye skole og en del lokale mænd havde fået arbejde ved opførelsen. Alligevel sagde manden bittert at de i Ankara intet gjorde for kurderne. - De udbytter os kun! Igen og igen hørte vi beklagelser over at der ikke var arbejde, ingen fabrikker og ingen investeringer i Kurdistan.

Hvad ønskede han for fremtiden? Hvis han havde penge ville han bygge sig et nyt hus. Ingen fra landsbyen havde arbejde i Europa.
- Der er lukket, sagde han, - jeg kan ikke få visum. Hvis det var muligt rejste jeg i morgen! forsikrede han os, inden vi sagde farvel og satte os ind i bilen.

Stegepanden kaldte vi hele den flade sydlige del af Kurdistan. Her var der så varmt at vi måtte lukke kalechen på bilen for ikke at smelte. To bildæk gik i opløsning i heden. Vi drak litervis af vand og svedte al væske ud af kroppen.
Diyarbakir, som kurderne betragter som deres hovedstad, lå på en stenet, solsveden slette. Byen har i dag omkring 1,5 millioner indbyggere. Vi passerede benzinstationer og firkantede husblokke og kom igennem store kvarterer med kilometerlange tyrkiske militærkaserner, høje byhuse, moderne forretninger, supermarkeder og mange folk på gaden. Længere inde kom den gamle, sorte bymur, meget imponerende og velrestaureret. Inden for bymuren lå den gamle, tætbyggede by hvor hotellerne, markedet og fattigkvartererne var at finde.

Vi indlogerede os på et billigt hotel hvor bilen kunne stå i skygge i en lille gyde. Det myldrede med smårollinger alle vegne. De var alene på gaden lige så snart de kunne gå, der var jo mange søskende til at passe på dem. Store og små legede ude til sent på aftenen. Om eftermiddagen sad konerne på dørtrinene og sludrede eller kiggede på livet i gyden. Et lille kig ind ad en dør hist og pist afslørede flisebesatte gårde med planter i dåser, udeliv på skamler, vasketøj og et par høns. De hjemmegående kvinder tog det roligt. Alt kom rullende gennem gyderne på gadehandlernes vogne, eller blev båret frem på en bakke på hovedet af en dreng. Tøj, sokker, kedler, brød, frugt og grønt, ja selv underholdning til børnene. En mand trak rundt med et lille hånddrevet pariserhjul som især pigerne var begejstrede for. Det var enkelt og helt rørende.

Netop som vi havde besluttet at gå på tehus var der en stor dreng som sagde Hello! Mehmed var kun 15 år og havde gået i gymnasiet i Diyarbakir i et år. Han kom fra en fattig familie i en landsby 80 km væk, hvor de var syv brødre og tre søstre. Tre brødre og en søster var flyttet til byen og boede sammen i en lejlighed. Søsteren arbejdede på en fabrik, en bror passede en butik og den anden bror var arbejdsløs. De to med arbejde betalte huslejen og købte maden. To søstre boede hjemme hos forældrene i landsbyen og gik ikke i skole. - På grund af traditionen, sagde Mehmed kritisk. Ligesom andre unge kurdere havde han forstået hvor vigtigt det var at få en uddannelse. Han var den eneste i familien som fik muligheden, og han sled for at dygtiggøre sig. Han kunne ikke spise is eller kager sammen med os fordi det gjorde så ondt i hans tænder. Han var også lidt nærsynet men ville helst ikke have briller, for de kostede jo mange penge.

Bag bymuren traf vi en morgen en skrothandler, 42 år og ugift. Forretningen gav ikke mange penge. Han opkøbte jern og plastic af børn og klunsere og kunne sælge det videre hver tredje måned når han havde samlet et lille vognlæs. Forretningen bestod af en vægt og to små vinduesløse rum med jernmarkiser ud mod gaden. Han ville hellere have et andet arbejde, men havde intet fundet. Han røg 40 cigaretter om dagen fordi han var stresset. Indtjeningen var dårlig og han arbejdede hver nat på at lære sig engelsk. Han håbede at få et job på en restaurant i Antalya næste år. Hvis bare han kunne blive gift med en kvinde fra Europa, så...

Nihat og hans familie boede i en stor fireværelseslejlighed i en husblok på ni etager. Han var gymnasielærer med et veltrimmet lille overskæg. Han havde besøgt venner i flere europæiske lande. Lejligheden var veludstyret med møbler, lyseduge, nips og pynt, ret hyggelig med sofaer og gamle lænestole. Konen var tung og rar, lidt træt måske, hendes arbejdstid var hele tiden. De havde fire voksne børn, hvoraf de tre boede hjemme.

Vi satte os ud på altanen og snakkede politik. Kurdisk sprog er forbudt. Alle kurdiske landsbyer har fået tyrkiske navne, og alle kurdere skal have et tyrkisk navn. For bare tre år siden kunne man blive arresteret hvis man talte kurdisk på et offentligt sted. Også kurdisk musik er forbudt, men i dag bliver der holdt store bryllupper og danset kurdisk i parkerne. Selv en avis udgives i dag på kurdisk. På trods af at Nihat sagde at alle i Diyarbakir talte kurdisk, indrømmede han, at han og hans kone mange gange snakkede tyrkisk sammen fordi det var lettere. Så det haster med kurdernes rettigheder hvis de ikke skal miste deres sprog.

- Hvad vil de unge? Hvor er Kurdistans nye ledere?... Svaret svævede lidt i luften. Nihats kone serverede fire kolde øl.
- Et forenet Kurdistan er naturligvis alle kurderes drøm, sagde Nihat, men vi ved, at det ikke er muligt nu. Løsningen af Tyrkiets kurdiske problem kan kun ske gennem en demokratisering af hele det tyrkiske samfund. Vi håber at Europa fortsat vil hjælpe med at stille krav om mere demokrati i Tyrkiet.

Efter Tunceli gik vejen langs en flodbred med egekrat og valnøddetræer. De vilde Munzurbjerge rejste sig sig nøgne og solblegede mod nord. Vi spejdede efter et sted at slå lejr, og fandt helt uventet Elbaba Camping. Mahmut Utan var efter 24 år som flygtning i Schweiz vendt tilbage og havde åbnet campingpladsen udenfor den lille by Ovacik i den vestlige ende af Kurdistan. Campingpladsen var det første initiativ i turistbranchen her på egnen, og der var mulighed både for naturvandringer i bjergene og rafting på floden. Der var mange dyr, både bjørne og vildsvin. Bjørnene så Mahmut ofte om morgenen eller om aftenen når de kom for at spise frugt fra campingpladsens træer. Mahmut havde ordnet alt, han havde anlagt Ovaciks første græsplæne, og udlejningsteltene, madrasserne og tæpperne var fra Schweiz. Der var bygget køkken, udendørs bar og et stort hus med kontor, tv og møderum. Men der manglede nogle turister.
- Militæret er den største hindring, sagde Mahmut vredt. - De er imod udvikling i Tunceli fordi vi er kurdere og flere gange har gjort oprør. Her får officerer dobbelt løn fordi det er et 'terrorist' område, men 'terroristerne' er væk og derfor laver militæret selv problemer.
- Alle kurdere er trætte af krig, sagde han. - Nu er vores våben uddannelse, computere og business. Kurdistan har brug for at forbedre økonomien, vi kunne selv udvikle turistindustrien, men militæret prøver at gøre det umuligt. Jeg er ikke bange for myndighederne, jeg bestræber mig på altid at gøre alt på en rigtig og ærlig måde, jeg har aldrig betalt bestikkelse, og jeg har schweizisk pas...

Han viste os nogle avisudklip fra tyrkiske aviser hvor han modigt havde fortalt om de vanskeligheder han havde med hæren og turismen. Han var også stået frem i fjernsynet. Mahmut havde investeret alle sine penge i campingpladsen. Forrige år kom der en masse turister, og han kunne ansættte tyve unge fra landsbyen overfor, men i år kom der meget få på grund af Irakkrigen.
- Jeg slutter sæsonen nu. Det er der mange her som er kede af, men det går ikke at køre med underskud.

Tyve kilometer bugtede vi os ad en lille grusvej ind i en smuk alpeagtig dal. Hist og her så vi spidse, hvide telte og bistader, men ellers var der ikke mange tegn på mennesker. Mahmut standsede bilen et sted hvor der sad mennesker ved tre runde telte under nogle træer. Han forklarede dem at vi var kommet for at høre om hvordan de levede og mændene nikkede imødekommende. To unge piger bagte brød over et lille bål på jorden. De var moderne klædt med jeans, T-shirts og kasketter på hovederne. En gammel mand støttet til en stok var familiens overhoved. Hidir Cubok blev født her i Korta Uski i 1930. Da han var otte år gammel gjorde kurderne oprør. 100.000 tyrkiske soldater slog det ned og Hidir var på flugt med sin familie i ti år inden de kunne vende tilbage og genopbygge deres hus. I 1978 begyndte PKKs kamp mod den tyrkiske hær. De følgende år blev livet meget vanskeligt for Hidir og hans familie fordi hæren mente landsbyen støttede PKK.
- Det endte med at hæren i 1994 hældte benzin over vores huse og brændte alle vores ting. Vi blev slået og skudt hvis vi gjorde modstand, siger han.

Dalen blev spærret af og familierne blev anbragt i barakker ved siden af kasernen i Ovacik. Det skete ikke kun her. Den tyrkiske hær havde ødelagt mere end 5000 kurdiske landsbyer i krigen mod PKK. Vi bad den gamle mand om at vise os præcis hvor hans hus havde ligget. Langsomt, støttet til sin stok gik han over den tørre mark til et fundament hvor lidt stenmur stod tilbage. Synligt bevæget viste han sit hus til os. Murresterne aftegnede stadig to små rum. Det lille rum havde været køkkenet. Tilbage i skyggen under træet fortalte Hidir at de havde boet i telte herude de sidste par somre. Militæret havde ikke forbudt det. Hans søn sagde at situationen var blevet bedre. En nabo prøvede at genopbygge sit hus. Teoretisk kunne Hidirs familie også bygge et nyt hus, men de havde ingen penge og hvis de kom tilbage var Hidir bange for at hæren måske ville skyde dem og sige at det var PKK. Han sørgede over at alt hvad han havde opbygget gennem et langt liv var forsvundet. Hidirs barnebarn, en ung mand der gik i skole i en større by, indrømmede dog at han ikke kunne tænke sig at bo i en landsby.
- Her er intet arbejde, og intet socialt liv.

Om aftenen sad vi omkring et stort bål på campingpladsen. Mahmut var en mand som kæmpede for udvikling på en helt praktisk måde. Han havde bragt kapitel, viden og kontakter med fra Europa og skaffet arbejde til 20 personer. Hans næste planer for Elbaba Camping var at bygge en swimmingpool og nogle vinterhytter. Mahmut var virkelig en kæmper som man måtte beundre. Ville det lykkes for ham? Vi var ikke sikre... Fra baren uden gæster lød kurdiske sange med stor lydstyrke. Her var kun os, de ansatte på campingpladsen og et tyrkisk ægtepar. Der blev lagt nogle store kævler på ilden og for første gang i flere måneder havde vi taget vores frakker på.