Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

SYRISK KURDISTAN


(Weekendavisen, Jydske Vestkysten, Morgenbladet (Oslo), 20. august 2003)

Vores lille røde bil var parkeret foran huset, og imens gadedrengene forsøgte at pille vinduesviskerne af bilen og knække antennen sad vi i stuen og lyttede til Badia som fortalte om hvordan Syrien regeres af et søsterparti til Saddam Husseins Baath-parti .
- Her er omtrent ligeså mange afbilledninger af præsidenten som der var af Saddam i Irak! Her er de bare ikke væltede og skudt i stykker.


AF NINA RASMUSSEN OG HJALTE TIN
20 AUGUST 2003

Fra Irak kørte vi videre til det kurdiske område i Syrien. Så langt øjet rakte, og det var meget langt da landet var fuldstændig fladt, så vi stubmarker, hvor kornet var høstet. Flere steder passerede vi høje siloer og tusindvis af husformede telte fulde af kornsække – det var helt overvældende mængder korn der var høstet. Nær landsbyerne lå grønne bomuldsmarker og oliepumper stod og trak olien op af jorden.

Den kurdiske landsby nær ved landevejen så ganske almindelig ud med lidt spredte huse af ler. Vi standsede ved det nærmeste hus, og blev straks budt indenfor af Mahmoud, en lavstammet muskuløs mand i stribet pyjamas og hans kone Hassina i lang kjole. Det var ikke et fattigt hus, men et ti år gammelt betonhus. Først kom vi ind i en stor stue med en airconditioner anbragt i gangen mellem et moderne køkken og badeværelse og toilet. Elektricitet havde landsbyen fået for tyve år siden samtidig med at landevejen var blevet asfalteret for at skabe bedre adgang til oliefelterne i nærheden. Stuen var indrettet med madrasser og puder langs væggene og tv og cd-afspiller i den ene ende. Der var yderligere to store rum, men der var for varmt til at det var rart at være derinde. I skyggen på terrassen viste termometeret præcis 50 grader. Efter at vi havde sat os i puderne blev vi straks budt på vand og en iskold yogurtdrik.

For fem år siden var familien rejst til Sverige som flygtninge, men efter tre år var de blevet sendt tilbage. Nu levede de det samme liv som før, et liv som de stort set var tilfredse med, skønt de samtidig var vrede over at de var blevet afvist i Sverige.

Familiens fem børn vrimlede rundt, der var hele tiden mindst et barn som kravlede på Mahmoud. Det havde været hårdt for Mahmouds to største drenge at forlade Sverige. De var begyndt i svensk skole og havde lært at læse og skrive svensk. Da de vendte tilbage til Syrien måtte de begynde i 1. klasse i en arabisk skole, hvor de ikke forstod sproget og ikke kendte bogstaverne. Familien talte kurdisk derhjemme. Konen kunne kun kurdisk og svensk. Hun havde aldrig gået i skole før hun kom til Sverige, hvor hun lærte at læse og skrive. Børnenes store skat var en stak svenske Anders And blade og en dobbelt-cd med Harry Potter.

De viste os fotografier fra deres livs eventyr i Sverige. De havde fået mange svenske venner som havde taget dem med på hytteferier, badeture og skiture. Den mindste pige, som var født i Sverige, så vi i en flot barnevogn, og drengene viste os billeder af deres søskende i en børnehave, et ukendt begreb i landsbyen. Hassina var på alle billeder iført lang kurdisk kjole og tørklæde, selv i snevejr.

- Hvad var jeres problem da I flygtede? Vi fik lidt vandede forklaringer, nogen personlig konflikt med myndighederne fortalte han ikke om. Mahmoud havde ejet en traktor før de rejste. Men huset havde han ikke solgt selvom det havde været meget dyrt at komme til Sverige. - Havde han fået problemer med politiet da han vendte tilbage? - Ja, Mahmoud var straks blevet arresteret og havde været en måned i fængsel. Derudover var han ikke blevet straffet. Men Mahmoud havde fået et brev fra de syriske myndigheder hvor der stod at de ikke igen kunne forlade landet
- I Sverige havde vi ni måneders vinter om året, sagde Mahmoud, - hvorfor skulle vi flygte til Sverige, hvis vi ikke havde en grund til det, når der er bedre vejr her?
Men det kunne vi se mange gode grunde til. Og familiens drøm var stadig Sverige. Familiens syv personer havde fået tre års arbejdsfrit luxusophold i Sverige - og det var da ikke var så skidt, selv om Mahmoud var meget vred på de svenske myndigheder, og svenske venner havde forsøgt at få afgørelsen omstødt.

Mahmouds far, som havde grundlagt landsbyen, havde haft fire koner og 14 børn, og var død i en høj alder. Hans blomstrede turban, uldkalot og lommeur var nu sat ind i en lille glaskasse i soveværelset. Han var blevet begravet på familiens jord, samme sted som hans fire koner og han havde selv bestemt at skriften på hans gravsten skulle være på kurdisk. Nu var der 49 huse i landsbyen med over 400 indbyggere som alle var mere eller mindre i familie med hinanden.

Da Nina kom ud i køkkenet sad Hassina på gulvet og ordnede grøntsager sammen med en ung pige fra nabohuset. Lidt senere sad den unge pige og æltede risboller som hun med fingrene formede til kræmmerhuse. I en stor pande havde Hassina stegt hakket fårekød med persille, som blev fyldt i kræmmerhusene der blev lukket foroven og kogt i olie til de var knasende sprøde. En stor dug blev bredt ud på gulvtæppet i stuen hvor Hassina og Mahmoud dækkede op. Vi sad i skrædderstilling rundt om dugen og spiste sammen med hele familien. Bagefter var det tid til en lang middagssøvn.

Mændene satte sig sent på eftermiddagen udenfor i skyggen. Hjalte ville gerne se landsbyen, men Mahmoud bad ham vente til klokken seks, det var endnu for varmt. Ude i køkkenet var Hassina ved at lave ost. Hun forklarede hvordan hun først tilsatte osteløbe til mælken. Når den havde samlet sig tog hun den op i et osteklæde og skar den i terninger. Derefter blev den kogt i vand i en gryde som stod på en stor primus på køkkengulvet. Da osten var kogt hældte hun den op i en si så vandet løb fra. Fra sien tog hun ostestykkerne op med fingrene et for et. Der var forfærdelig varmt i køkkenet og Nina spurgte Hassina hvorfor hun havde lange underbukser på under kjolen? Hun svarede leende – det ved jeg ikke, men sådan er traditionen!

Vi begav os ud på en vandretur rundt i landsbyen. Mahmoud pegede ud over et uendeligt fladt landskab. Der var to høje et sted i det fjerne. - Landsbyens jord gik til højene, forklarede Mahmoud, men staten tog halvdelen af vores jord og gav til arabere som de flyttede herud fra Aleppo til en ny landsby. - De gav os ingen kompensation, de tog bare vores jord. Nu har vi kun 14 hektar pr familie. Araberne fik 15 hektar pr familie.

Kun et enkelt af de huse vi kom forbi var af beton, de andre var af sammenæltet ler og strå. Mahmoud mente at lerhusene var bedre at bo i fordi de var varmere om vinteren og koldere om sommeren. Hvorfor havde han så bygget sit eget hus af beton? Fordi det krævede mindre vedligeholdelse, og der var også mindre støv inde i huset. Vi bad om at komme ind og se et lerhus, og gik ind på en stor gårdsplads. En trappe førte op til huset der var bygget ovenpå et gammelt fundament. Gulvet var af beton, væggene pudsede og kalkede, og udstyret med metalvinduer. Oppe over de runde loftbjælker som bar jordtaget var der lagt stof som sikring mod drys. I forstuen stod et skab og lidt tilfældigt skrammel. Inde i stuen var der ventilator i loftet og siddepuder langs med væggene. Køkkenet lå for sig selv ved siden af huset og var meget mørkt og primitivt.

På den anden side af landevejen lå Mahmouds bomuldsmarker, som blev vandet fra et vandløb. Derude arbejdede folk som han gav løn. På hjemvejen så vi Mahmouds fars grav med de fire koner begravet bagved. Så tog vi hurtigt afsked. Mørket indhentede os på hjemvejen. Ude på markerne lyste gasflammer fra olieboringerne op, temperaturen var stadig over fyrre grader. Der var dyr og mennesker på vejen, hvor al slags trafik kørte i alle retninger med og uden lys på. Vi var glade da vi stod ud af bilen..

Qamishli, den største by i syrisk Kurdistan, syntes ved første øjekast så kedelig og nedslidt, men ved basaren åbenbaredes et forrygende og farverigt gadeliv af arabere, kurdere og kristne i en eventyrlig blanding. Vi mødte kvinder i strålende flotte kurdiske kjoler med de lange ærmesnipper bundet sammen på ryggen, samme model som bruges i hele Kurdistan. Kvinderne havde tørklæder på, men ingen frakker. Der var også kvinder uden tørklæder og arabiske mænd i lange hvide djelabiaer og rødternede tørklæder. De kurdiske mænd var derimod alle i kedeligt moderne tøj, ikke en eneste kurdisk mandsdragt var at se. Folk omgik hinanden høfligt og fredeligt, selv om alle de kurdere vi havde mødt havde betroet os at de ikke brød sig om araberne fordi de tog alle fordelene til sig selv. Når de fortalte det gned de sig på overlæben og rynkede på næsen.

Fra to til seks lå Qamishlis gader øde hen i den brændende sol og alle der kunne var inden døre for at sove. Men en eftermiddag gik vi alligevel ned på gaden for at få noget at spise. Der var næsten ingen kunder i restauranten, kun værten og en dreng. Imens vi spiste kom tre arabere ind og satte sig. Den ene araber i skinnende hvid djelabia gik hen til os for at høre hvad vi lavede i Qamishli. Værten var kurder og da araberne var gået fortalte han at det var politiet.
- De følger efter jer. Police no good! Han kunne fire engelske ord og var god til at bruge tegnsprog og vi forstod at han var født i Syrien, men ikke havde pas. - Very bad! Onkel Bush beundrede han fordi han ikke vaklede, men var gået lige imod Saddam.
- Kurderne klappede da Saddam faldt, men araberne var vrede!

I Qamishli bor der ikke alene kurdere og arabere, men også et stort mindretal af kristne, blandt andre armenere. En aften travede vi sammen med et armensk ægtepar gennem det stemningsfulde kristne kvarter fra kirke til kirke. Folk havde trukket stole ud på fortovet og sad og sludrede sagte sammen i den varme, mørke aften. Overalt mødte armenerne folk de kendte og hilste på, og vi mærkede hvor trygge de følte sig her blandt deres egne. Imens moskeerne kaldte til den sidste aftenbøn førte de os forbi den kaldæiske kirke, den armensk katolske kirke, et armensk kloster, den assyrisk ortodokse kirke og ind i den ortodokse armenske kirke hvor tre mænd var ved at øve sig på søndagens messesang og ritual.

I Hassakeh, den anden store by i syrisk Kurdistan, mødte vi en eftermiddag Badia som havde et åbent, sympatisk ansigt. Han var en af Syriens mange statsløse kurdere. Han boede med sin familie i en stor lejlighed i udkanten af byen i et af de nye middelklassekvarterer som skyder op i alle Syriens byer. Stuen havde hvidt marmorgulv med indlagte mønstre og her blev vi sat i en dyb sofa mens Badia hentede sodavand til os. Han spurgte om vi var blevet skygget af det hemmelige politi på vejen? Vi havde ikke bemærket noget, men vi vidste at de sad på alle hoteller og holdt øje med gæsterne. Badia indrømmede at han havde været lidt bekymret for at snakke med os.
- Alle i Syrien er bange for det hemmelige politi, men det må gå som det går. Vi er trætte af at passe på og ikke turde sige hvad vi mener.
Han var ikke den første der sagde dette til os. Alle de kurdere vi havde talt med i mere end fem minutter havde sagt - pas på! Politiet lytter, politiet holder øje med jer, politiet følger jer, politiet var her lige...

Vores lille røde bil var parkeret foran huset, og imens gadedrengene forsøgte at pille vinduesviskerne af bilen og knække antennen sad vi i stuen og lyttede til Badia som fortalte om hvordan Syrien regeres af et søsterparti til Saddam Husseins Baath-parti .
- Her er omtrent ligeså mange afbilledninger af præsidenten som der var af Saddam i Irak! Her er de bare ikke væltede og skudt i stykker.
Badia lyste op da han fortalte os hvordan han flygtede til Norge og hvor glad han blev for det norske samfund. Han fik norsk statsborgerskab og næsten færdiggjort en universitetsuddannelse, men da hans far blev syg og døde måtte han rejse hjem til Syrien. Det var hans pligt som yngste søn at hjælpe sin gamle mor der nu var alene. Han gjorde det med glæde, om han hellere ville bo i Norge kom slet ikke i betragtning.

Badia tændte endnu en cigaret og drejede samtalen ind på kurdernes situation i Syrien i dag. Startskuddet til Syriens diskriminering af kurderne kom i 1960 i en bog med titlen "Studier om al Jazera" skrevet af efterretningsofficeren Mohamed Talb Hilal. Al Jazera betyder ’øen’ og hentyder til den nordøstlige del af Syrien hvor de fleste kurdere bor. Hilal anså kurderne som en trussel mod Syrien og fremlagde et program der skulle løse 'kurderproblemet'. Det kurdiske sprog skulle forbydes, kurdernes jord skulle konfiskeres, og kurderne selv skulle arabiseres eller simpelthen fratages deres statsborgerskab.

Badia fortalte roligt videre. - I 1962 vedtog det syriske parlament en lov om kurderne efter dette program. Den syriske regering konfiskerede kurdisk jordejendom og flyttede arabere til de kurdiske områder for at ændre demografien. - Dette tog ekstra fart da man fandt olie i det kurdiske område, tilføjede han. Man erklærede at Syrien var et arabisk land og udskiftede kurdiske stednavne med arabiske navne, og gjorde det klart for forældre at det ville give deres børn problemer hvis de gav dem kurdiske navne. Derfor hedder mange kurdere i dag Mustafa og Hassan og mange kurdere har ladet sig registrere som arabere for at undgå diskrimination.
- Men min far trodsede dette og gav mig et kurdisk navn som betyder pæn og smuk.

Vi rykkede ud på den brede altan hvor vi bedre kunne holde med øje med vores bil der havde tiltrukket unger fra hele gaden. Badia forsatte,
- Den syriske regering forbød brug af det kurdiske sprog i skoler og alle offentlige institutioner, fx. retssale. Der findes ikke legale kurdiske aviser og tv-programmer i Syrien. Men med parabolantenner kan alle se det samme kurdiske tv som kurderne i Irak, Iran og Tyrkiet.

Det mest radikale skridt var dog at fratage hver fjerde kurder deres syriske statsborgerskab i 1962. Den syriske regering påstod at disse mennesker var tyrkere. Men i praksis gik det ud over de politisk aktive kurdere og det var en måde at splitte kurderne på. Badias far fik frataget sit statsborgerskab, mens hans bror ikke fik frataget sit. De var begge født i Syrien.
Badia forklarede at uden pas kan de statsløse ikke rejse ud af Syrien, de kan ikke eje fast ejendom, komme på universitetet eller få arbejde i staten. Børn af statsløse får heller ikke statsborgerskab uanset at de er født i Syrien..

Der offentliggøres ikke tal for den kurdiske befolkning, men Badia anslog at der idag lever 1 – 2 millioner kurdere i Syrien, hvoraf måske en halv million er statsløse. Loven er siden blevet lempet en smule, især efter at den nuværende præsident arvede styret, men så sent som i maj i år blev studenter fængslet for at demonstrere for lige rettigheder for kurdere.
- Vi statsløse klarer os så godt vi kan med hjælp fra andre kurdere og bestikkelse af de syriske myndigheder.

Badia forklarer den syriske politik overfor kurderne med arabisk chauvenisme og deres mangel på civilisation. Han påpeger at alle lider i Syrien, men at kurderne lider dobbelt.
- Syriens ledere er skamløse. De taler hver dag om palestinensernes rettigheder mens de fratager landets egne borgere deres rettigheder! Undertrykkelsen er ikke så blodig som den var i Irak, men også her har regeringen kastet landet ud i den ene krig efter den anden og 72% af statens budget går til hæren og sikkerhedsapparatet. Med en stille hovedrysten fortsatte Badia,
- Syrien har støttet kurdere som militært kæmpede imod Tyrkiets og Iraks regeringer, mens man forfølger Syriens egne kurdere og andre borgere når vi forlanger demokratiske rettigheder. Norge har hjulpet kurderne meget. Mit hjerte er delt mellem Norge og Kurdistan.

- Et forenet Kurdistan er en drøm i vores hjerter, siger Badia med et stille smil. - Men vi er realister og vi ønsker ikke krig, så det er kun en drøm. De små skridt er vigtige. Saddams fald har rystet araberne og de sidste måneder er der sket små lettelser i Syrien. Nu åbnes der for kontakt med Irak og det vil betyde meget for at styrke kurderne i Syrien. Der har netop været en irakisk delegation på officielt besøg i Hassakeh for at få gang i handlen mellem de to grænseprovinser. Syrisk Kurdistan er et rigt sted med hvede, bomuld og olie, men folk er fattige fordi lederne i Damaskus rager det hele til sig.

Badia serverer juice og skænker os også et lille glas vodka inden han sætter sig i sofaen.
- Jeg takker Gud for at vi nu har amerikanerne som naboer. Jeg håber USA vil presse Syrien til mere demokrati. Jeg håber amerikanske tanks en dag vil rulle ind over grænsen og vælte statuerne af præsidenten!


Navne og lokaliteter er ændret for at beskytte de omtalte personer.