Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

KIRKUK OG MOSUL


(Weekendavisen, Jydske Vestkysten, Morgenbladet (Oslo), 10. juli 2003)

Vi kørte over totusind kilometer rundt i irakisk Kurdistan og krydsede mange gange den nu forsvundne grænse mellem Kurdistan og Saddams Irak. En dag kom vi til Mosul ved Tigris og igen befandt vi os i de hærgede, lappede, udbankede og lygteløse bilers land. Folk så glade på os og vinkede fra de hvide og orange taxaer.

af Nina Rasmussen og Hjalte Tin

Dohuk, nord Irak, 10 juli 2003

Vi havde forventet at Kirkuk var en moderne by med olieindustri og store huse, og så lå der i stedet en fattig og fuldstændig nedslidt by med knap en million indbyggere. En by på kanten af Kurdistan hvor lige mange gik i arabiske djelabiaer, kurdiske dragter og almindeligt moderne tøj. Amerikanerne kørte gennem gaderne med tunge køretøjer, men de gik også omkring til fods, dog med hjælme og skudsikre veste.

Sala, en fyrreårig kemi-ingeniør som vi mødte i Kirkuk havde en lille butik med el-artikler på hovedgaden. Han talte godt engelsk, og havde meget at fortælle. I de fire dage vi blev i Kirkuk, tilbragte vi mange timer i Salas lille butik i byens centrum, og i modsætning til så mange andre, som næsten kun talte om fremtiden, fortalte Sala meget om Saddam-tiden. Ordene vældede ud af ham efter alle de år med undertrykkelse og angst. Vi var de første han kunne tale frit til. For et par måneder siden ville han være kommet i fængsel for at tale med udlændinge.
- Jeg var altid bange hvis nogen bankede på min dør, sagde Sala, - altid bange hvis telefonen ringede. Altid bange hvis der kom nogen jeg ikke kendte.

I Salas familie havde de venner og ægtefæller fra alle befolkningsgrupper, og Sala havde en bror som boede i Århus.
- Vi er vant til at leve sammen, det har vi gjort i mange hundrede år, og det er vi stolte af. Jeg selv er turkoman og taler tyrkisk som de fleste i Kirkuk, men jeg taler også kurdisk og arabisk. Jeg holder meget af det arabiske sprog, fordi det er så rigt. Og det er det sprog jeg taler bedst.

En af de ting som Sala pointerede var at Saddam altid gjorde forskel, altid splittede folk, systematisk uretfærdigt. Saddam lavede etniske, religiøse og geografiske skel, splittelse mellem klaner og familier, selv mellem sine egne sønner, hvor han favoriserede den ene. Nogle fik en høj løn, andre næsten intet for det samme arbejde. Sala fik så lav løn efter sin uddannelse som kemi-ingeniør at han sagde sit arbejde for byens vandrensningsanlæg op, og i stedet begyndte han at arbejde i sin fars lille elforretning.

I forretningen havde Sala hængt en gammel liste fra avisen op over forbudte ting, bl.a. olivenolie, tomatpure og fuglebure. Saddams modtræk mod de internationale sanktioner var at Irak skulle klare sig uden de ting han havde sat på listen.
- Helt vanvittige ting, sagde Sala - Saddam var gal, splittergal!

Foran Salas butik var hele fortovet fuldt af gadehandlere med satellitantenner. De var forbudt under Saddam. Hvis det blev opdaget blev modtageren konfiskeret og ejeren fik en bøde på 600 dollars og mindst fire måneders fængsel. Sala havde haft en modtager, men kunne kun tage den frem sent om aftenen når alle sov. Baath-partiets ledere havde selvfølgelig selv satellitmodtagere, og guvernøren havde endda bedt Sala om at installere een for ham. Internettet kom først til Irak for et år siden. Man kunne kun få forbindelse via Bagdad hvor en censor åbnede de sites man ville besøge. Det meste var forbudt, og der var ingen lyd. Nu er den første internet cafe i Kirkuk ved at blive indrettet. Det er flere år efter byerne i det kurdiske selvstyreområde.

Et stort plateau stiger op midt i det varmeflimrende Kirkuk. Deroppe ligger den gamle bydel Kala, hvor Sala er født, og hvor hans forældre boede indtil han var fem år gammel. Sammen med Sala og hans yngste dreng på syv år gik vi op til ruinerne af en by, hvor der foruden tæt sammenbyggede beboelseshuse også havde ligget en fæstning, hundrede moskeer og fem kirker. Her lå engang Kirkuks smukkeste bydel. Det var tyve år siden Sala havde været deroppe og da han så sit barndomshjem, som nu kun var murbrokker og ruiner, kunne han ikke holde tårerne tilbage. I 1991 beskød Saddams styrker Kala fra helikoptere for at trænge kurdiske partisaner væk fra bydelen. Kemi-Ali, som også stod bag giftgasangrebet på Halabja, var guvernør i Kirkuk og da folk var flygtet beordrede han hele den gamle by jævnet med jorden. En lille moske med Profeten Daniels grav var blevet repareret. Byens kvinder gik stadig derop og bad, hvis de ikke kunne blive gravide.

Nogle steder måtte vi skræve hen over murbrokker og jordbunker og Nina løftede en smule op i sin lange nederdel for ikke at snuble i den.
- Du skulle have taget lange bukser på, sagde Sala i en let bebrejdende tone. Det han mente var at Nina skulle have taget lange bukser på under kjolen, ligesom man gør her. Men det havde hun ikke i sinde at gøre i 44 graders varme. Der er jo forskellige kvindetyper; de tilslørede, dem med tørklæder og lange underbukser, de kristne og de moderne uden tørklæder som går i bukser og bluse eller nederdel og bluse. Den eneste faste konvention er at nederdelen eller kjolen skal være lang. At bære en knækort nederdel ville være utænkeligt overalt i Irak.

I basaren, lige ved foden af Kala, kom tre amerikanske soldater ud fra en butik med plasticmåtter under armen, som de havde købt til deres værelser. Det var helt forfærdeligt så påklædte og behængt med teknik de var, selv en stor skræddersaks fandt Nina på brystet af en stakkels kvindelig soldat, den var øjensynligt til at klippe de små snore over som sikrede alt muligt på den skudsikre vest, alt fra pistoler til telefoner og håndgranater, plus noget som lignede potter og pander og en halv snes andre genstande som var hæftet på brystet af hende.. Kun den en hånd og kinderne var frie, og de så godt opløste ud. Salas lille dreng råbte,
–De er alt for varmt klædt på. Vi venter bare til de er ukampdygtige, så smider vi dem ud!
Sala rynkede brynene - Jeg kysser amerikanernes hænder fordi de har fjernet Saddam, men jeg kan ikke lide at se fremmede bestemme i mit land.

Sala og hans kone Sausan boede i et pænt villakvarter i Kirkuks udkant. Sala havde købt deres 150 kvadratmeter store hus for et år siden og nu sparede han sammen til møbler. Indtil videre klarede de sig, som de fleste andre, med et tv apparat, et køleskab og nogle rullemadrasser på soveværelsets cementgulv.

Efter solnedgang var det behageligt at sidde ude. I haven serverede Sausan kurdisk mad på et rødt plasticbord med stole. Vi fik kylling med ris, auberginesovs, flade brød og et fad med rå tomater, agurker, persille og løg. Sala fortalte at indtil for få måneder siden var der på vejen en mand fra Baath partiet som spionerede for Saddam og holdt øje med alt. Dengang kunne de ikke have besøg af nogen uden at han skulle vide hvem det var, de kunne ikke være ude af huset uden at han skulle vide hvorfor og han ville også vide hvad hans bror i Danmark lavede. De kunne ikke købe noget, eller lave nogen forandringer i deres hus uden at han skulle vide det. For nylig var der nogle som var kommet for at slå manden ihjel, men Sala havde sagt at de skulle lade ham være fordi han var gammel.
- Vi skal gøre tingene på en civiliseret måde, understregede Sala. Nu sidder spionen helt alene i sit hus og tør ikke komme ud og der er ingen som vil tale med ham.

Før krigen kunne Sala aldrig sige noget dårligt om Saddam mens hans to drenge hørte det, for i skolen blev alle børn forhørt om hvad deres forældre sagde derhjemme. Og i fjernsynet så børnene den rare onkel Saddam som delte blomster ud og tog de små børn op på sin arm. Nu havde Sala været nødt til at brugt en hel del tid på at forklare sine børn at Saddam havde været en ond mand, som de var glade for var væk.

En eftermiddag fandt vi frem til major Dynan og det amerikanske kontor for civilt-militært samarbejde efter et håndtegnet kort, hvor vi skulle dreje til venstre efter et bombet hus. Det var ikke så let, for der var ruiner efter Saddam uendelig mange steder i den diffuse by med mange åbne huller, tomme byggepladser, ødelagte monumenter og ubrugelige parker omvundet med pigtråd og befæstet med amerikanske maskingeværer og udbrændte irakiske tanks.
Major Dynan var forkølet, men tog en brav halv time sammen med os i et tidligere forhørslokale som havde fået en ny aircondition installeret.
- Det er utroligt hvad vi har nået siden 13. april. Vi har for eksempel fået vand til byen igen og elektriciteten til at fungere sådan nogenlunde... ikke perfekt, men mange timer i døgnet. Og de irakere som vi samarbejder med er meget dygtige og entusiastiske, men de mangler fantasi og erfaring med at tænke selv. Tålmodighed og tillid er det vigtigste. Først og fremmest prøver vi at få de praktiske ting til at fungere. Skolerne er åbne igen, lærerne får løn og årets eksamen vil blive afholdt. Men folk er meget utålmodige. De kommer og klager over at Saddam tog deres huse fra dem og gav dem til nogle andre. Vi beder dem om at skrive ned hvordan det er foregået, så vi kan give brevene til den kommission som er ved at blive nedsat til at løse de problemer. Tre dage efter står den samme mand der igen og spørger om han snart får sit hus tilbage, og vi prøver at forklare... Folk ved ikke at demokrati tager tid, de har ingen erfaringer med det.
- Hvor kommer pengene fra, spurgte Hjalte.
- Vi giver noget ikke uden at få noget tilbage. Indtil videre er det Saddams penge som er blevet kanaliseret ind i forskellige fonde til undervisning og opbygning af det nødvendigste. Det får naturligvis også en ende, men Irak har jo olien. Det er et rigt land, hvis pengene bliver rigtig brugt.

Med hensyn til sikkerheden i byen prøvede amerikanerne ifølge major Dynan at finde the bad guys, og arrestere dem hvis de lavede ballade. Vi spurgte hvilke love de ville blive dømt efter.
- Det er et godt spørgsmål, men jeg kan ikke svare på det. Vi hyrer tidligere politimænd som kan patruljere sammen med os og konfiskere våben og den slags, men egentlig politiarbejde udfører vi ikke.
- Vores enhed arbejder kun i og omkring Kirkuk. En større plan med Irak kender vi ikke. Efter min egen personlige mening, og det er ikke noget officielt, skal vi ud herfra så hurtigt som muligt. Jeg håber at være hjemme til jul.

Amerikanerne skaffede os uden videre adgang til Kirkuks oliefelter.
Oliefelterne lige udenfor byen var nedslidte, forfaldne og ineffektive. Et par enkelte flammer var det eneste som kunne live lidt op i et stort område tilgroet med græs og gamle rustne jernrør. Tyk sort olie boblede lige op af jorden, og flød sammen i en bæk. Det var stegende hedt og der var ikke meget at se på. Senere fik vi at vide at anlægget var fra 1943 og nu kun havde en lille produktion, den største del var flyttet udenfor kurdernes område.

Den store flotte dame i hotellets reception var assyrer og havde et guldkors hængende i en kæde om halsen. Hun hed Morin og havde selv lært sig engelsk ved at se film og lytte til musik,
- Har du nogen problemer som kristen her i Kirkuk? spurgte Nina.
- Nej hvorfor dog det? Assyrerne og de kristne i Kirkuk blev beskyttet af Saddam. Han elskede os kristne!
Selvfølgelig var hun glad for at han var væk, men nu var deres største problem mangel på sikkerhed.
- Vi er ikke befriet men besat, erklærede hun, og klagede samtidig over at amerikanerne ikke havde gjort mere for at skabe en ny regering. - Borgmesteren i Kirkuk er jo en kurder fra Amerika, sagde hun, - og han gør kun hvad de giver ham lov til.
Vi nævnede de enorme summer der er gået til spilde, og tænkte på alle de ruiner af kasserner og andet Saddam-værk vi havde set rundt omkring i byen, der virkede så fortyndet, nu det var væk... alle de værdier som var gået tabt.
- Ak ja! alle disse monumenter, sukkede receptionsdamen bekymret.

Vi kørte over totusind kilometer rundt i irakisk Kurdistan og krydsede mange gange den nu forsvundne grænse mellem Kurdistan og Saddams Irak. En dag kom vi til Mosul ved Tigris og igen befandt vi os i de hærgede, lappede, udbankede og lygteløse bilers land. Folk så glade på os og vinkede fra de hvide og orange taxaer. Mosul er en by på størrelse med København med en stor kurdisk befolkning, og ligesom Kirkuk var den meget mere nedslidt end byerne i Kurdistan. Men der var også endeløse forstadskvarterer med nye, store villaer, som tilhører dem som arbejdede for Saddam, officerer og forretningsmænd. Den gamle by var snavset og fyldt med skrald, og tusinder af elledninger fra private generatorer hang som spindelvæv over gaderne.
Mosul havde haft helt urimeligt mange Saddam-monumenter, nu var de alle brændte og væltede. Ved bredden af Tigris fandt vi et hotel og gik op mod markedet, men boderne var ved at lukke og gaderne tømtes hastigt for folk. En mand sagde til os det var et utrygt område. Vi fik hurtigt købt et kilo abrikoser og gik tilbage mod hotellet der lå som en lysende ø af sikkerhed på flodbredden ved siden af et tilmuret, ufærdigt hotel. Til den anden side lå et mørkt og udplyndret luksushotel. Kassernen på den anden side af floden var udbombet.

Vi satte os på hotelsengen, åbnede vinduerne til den varme aften og spiste abrikoser. Frøerne kvækkede nede fra floden, herreløse hunde glammede og amerikanske helikoptere fløj to og to ind over Mosul. Byen var mørk og stille, et par biler jog over en bro i det fjerne. Pludselig bragede fire-fem geværskud lige udenfor hotellet. To mænd som havde stået og sludret ved stensætningen mod floden spurtede krumbøjede over gaden og ind i hotellet. Helikoptere helt uden lys, flaprede lavt over byen kun som støjende skygger. Tigris flød hastigt forbi, kilden til verdens ældste civilisation...

Langt inde i Kurdistans bjerge så vi en eftermiddag biler og skyggetage i vandkanten ved en flod. Vi kørte derned og da bilen var parkeret tog vi bord, stole og computere frem og satte os under træerne. Vores nabofamilie picknickede på medbragte tæpper, en hel familie, minus kvinderne, fem mænd og tre børn. De var meget venlige, gav os sodavand og te og vandmelon. Vi fotograferede deres picknick, og de fotograferede hinanden sammen med de mærkelige udlændinge med deres computere - en ny tid er hurtigt på vej i Kurdistan. På den anden side af floden festede en stor gruppe mennesker. Vi hørte sang og latter og den store tamburintromme, som også dervisherne bruger når de danser. Det er en dejlig tid at besøge Kurdistan, folk er så glade og fri. Der blev danset og kvinderne hyler lilillilililili. En par tømmerflåder med unge feststemte mennesker satte fra land og trommen var med!
På vores side af floden var en kassettespiller med kurdisk dansemusik gået i gang, eftermiddagen gik på hæld, vi måtte videre.

Efter Saddams fald afgøres Kurdistans fremtid ikke længere i det USA-beskyttet selvstyreområde. Alle de indflydelsesrige kurdere vi har truffet i Kurdistan søger nu på den ene eller anden måde mod Bagdad fordi det er dér Kurdistans fremtid afgøres. De kommer som politikere, som medarbejdere i den amerikanske administration og hos NGO'erne, og som akademikere der igen tiltrækkes af Iraks intellektuelle tyngepunkt. I forhandlingerne om en ny forfatning for Irak taler kurderne med én stemme, og de har været meget aktive i forsøget på at få støtte fra andre grupper i Irak til deres vision for fremtidens Irak.

Muhammed Tofiq, tidligere minister i den kurdiske selvstyreregering og nu en af de centrale kurdiske forhandlere i Bagdad, sagde til os at de næste seks måneder bliver afgørende for Kurdistans fremtid. Nu er der endelig en mulighed for at gøre op med det forfatningsprincip briterne udstyrede Irak med i 1920, som gav magten til et mindretal, sunnierne, og lige siden lod magten blive mere og mere centraliseret: først til én klan, så til én familie og til sidst til én mand, Saddam.
Han opsummerede kurdernes krav til forfatningen i tre punkter:
- Ikke islamisk. Irak skal ikke være en islamisk stat, men adskille stat og religion.
- Ikke arabisk. Irak skal ikke være en arabisk stat, men stille alle etniske grupper lige.
- Føderal. Irak skal være en føderal stat, med lokalt selvstyre og en svag centralmagt.
Han understregede at føderationen ikke skal være baseret på etnicitet, man skal ikke forsøge at skabe et rent kurdisk område, men fx. følge den gamle ottomanske administrative opdeling af Irak i tre dele: Mosul, Bagdad og Basra provinser. Hvis disse krav ikke opfyldes forudså han at det i sidste ende kunne føre til borgerkrig. Men han var optimist. Kurdernes muligheder havde aldrig været bedre.