Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

PÅ REJSE I LANDET SOM IKKE FINDES


(Weekendavisen, Jydske Vestkysten og Morgenbladet, Oslo, 14. juni 2003)

Hovedgaden er næsten tom, Bagdad virker ikke som en by der jubler over diktatorens fald og nuvunden frihed. Vores indtryk er at folk er usikre og mistroiske over amerikanernes motiver for at være her.

af Nina Rasmussen og Hjalte Tin
Sulaimania, nord-Irak 14 juni 2003

- Kør! Den jordanske grænsevagt peger østpå. Det er tidlig morgen og Irak ligger helt bogstaveligt åben foran os. Portrættet af Saddam Hussein er kradset væk, den irakiske grænsestation er ganske tom. Ingen spørger længere efter pas eller visa. Tre unge amerikanske soldater er de eneste vi møder. De kigger nysgerrigt på os og vores underlige åbne bil og ønsker os god tur.

Aldrig har vi set så meget af så lidt. En uendelighed af flad, gold sandørken, en helt lige motorvej, den samme bro igen og igen, forladte rastepladser med de samme permanente parasoller i beton... ingen tør standse, vi er i lovløst land uden politi. Hvid-orange taxaer med sorte kufferter bundet på taget, støvede tyske luksusbiler uden nummerplader og hundredevis af tunge lastvogne forsøger at nå gennem ørkenen til Bagdad inden det bliver mørkt for at bringe legetøj, plasticstole, tv-apparater, acryltæpper og alverdens forbrugsgoder i sikkerhed.

Efter femhundre kilometer svimlende varm ørken dukker de første huse og grønne træer op. Små lerhuse og pyntede rigmandsvillaer med buer og søjler mellem hinanden. Benzinsælgere i blafrende djellabiaer står i skyggen under motorvejsbroerne og prøver af få bilerne til at stoppe og købe benzin fra deres dunke. Vi ved endnu ikke at benzintankene i Bagdad er løbet tør.

Vi kommer over en den store flod Tigris. Flere spredte huse, Bagdads forstæder starter langt ude. Her er næsten ingen spor af krig. På de 550 kilometer fra grænsen til Bagdad er to motorvejsbroer bombet så de netop er passable i én kørebane. Mellem lave beboelseshuse er halvt nedgravede tanks skudt i stykker, mens husene ved siden af er uskadte. I de tyve kilometer forstæder vi kommer igennem ser vi ingen udbombede beboelseshuse. Amerikanerne holder en meget lav profil og vi møder kun få pansrede biler med vajende antenner og vi ser aldrig soldater til fods. Inde i centrum er store områder med ministerier og paladser afspærret af amerikanerne. Stoplysene respekteres ikke, trafikken er i knude og kaos, men folk tager det med tålmodighed og godt humør. Bilerne er oldgamle og meget ramponerede. Et bryllupsoptog sidder fast, en bil med trommer og trompeter ligeså, men musikanterne spiller ufortrødent videre, og tre unge fyre springer ud og danser mellem bilerne.
Langs Eufratfloden er alt i forfald med mange udbombede offentlige bygninger og næsten alle hotellerne er lukkede. Varme og trætte parkerer vi til sidst i en mudret sidegade ved en cafe der ligger som en lille oase midt i det dystre kvarter. Saddams penge bruges stadig, de vilde dage hvor pengesedlerne blev brændt og smidt ud fordi der var Saddams billede på er forbi, folk skal jo leve. Heldet er med os da vi finder det venlige, billige og næsten tomme hotel Divan på hovedgaden til 25 dollars pr.nat. Der kan vi også parkere bilen ved siden af hotellets store generator.

Næste dag er fredag og efter nogen overvejelser tager vi ud på en sightseeing med bilen. - Vær forsigtige, siger hotelværten til os, byen er ikke sikker. Afstandene er enorme, gaderne endeløse, trafikken langsom, rodet, osende. Vi får kørt 60 kilometer gennem en gulligstøvet by. Byen er ikke stille på en fredag som vi havde forventet. Der er blomstrende markeder i gaderne overalt. Mændene er ude at handle, det er en stor forbrugsfest som er begyndt i alle prisklasser, og folk vinker og smiler og råber welcome når de ser os komme i vores lille røde bil. Bagdad er uendelig stor, ukoncentreret og umulig at få et overblik over. Der er meget af det samme; forstadskvarterer med toetagers huse, støvede gader der lider under at renovationssystemet mere eller mindre er brudt sammen. Olieminsteriet, Iraks skatkiste, er et umådeligt stort moderne bygningskompleks, påfaldende uskadt og skarpt bevogtet af amerikanske soldater med tunge våben. En mand løber efter Hjalte da han vil fotografere ministeriet, og Hjalte spæner væk, bange for at det kan være en tyv, og bilen er hundrede år om at starte. På en motorvej er en stor bro bombet - igen med minimal skade, kun det første korte brofag er ramt - og bilerne må over to midlertidige ingeniørbroer, som amerikanerne har sat op og kontrollerer. Broerne kan ikke bære mere end een bil af gangen, så det varer en meget varm time inden vi kommer over. - We have a horrible time here, betror en amerikansk soldat Nina. De fleste af de unge amerikanske soldater oplever ikke andet end at stå vagt ved en vej eller en bygning i uendelige timer, alt for varmt påklædte og tungt behængte med teknik. Ingen voksne irakere taler med dem, kun nysgerrige drenge. Som vi kommer rullende er de glade for at få sig en kort snak midt i ensomheden og kedsomheden. Bagdad er ikke et sted hvor man kan gå ud og more sig.

Livet fortsætter mellem de store huse med udbrændte banker og offentlige kontorer som ikke er bombet, men hærget af tilfældige plyndringer og vandalisme efter amerikanerne indtog Bagdad. Dette står i skarp kontrast til at amerikanerne, så vidt vi kan bedømme, har været uhyre velorienterede og vidst nøjagtig hvor de bygninger lå som de ville ramme. Og man må tro at de også har vidst at der ikke længere fandtes kemiske våben i Irak.

Om aftenen forsvinder strømmen , og byen bliver med et slag kulsort. Restauranten overfor hoteller har muret vinduerne i stueetagen til. Folk er bange for at leve uden politi eller andre myndigheder, bange for de røverier og drab som sker i ly af mørket. Hotellets enorme generator starter med et drøn som ti busser, og fra balkonen foran vores værelse ser vi ud over den mørklagte by. Hovedgaden er næsten tom, Bagdad virker ikke som en by der jubler over diktatorens fald og nuvunden frihed. Vores indtryk er at folk er usikre og mistroiske over amerikanernes motiver for at være her. Nationalmuseet er plyndret, en skændsel folk her vil være længe om at tilgive amerikanerne - især når de går forbi det velbeskyttede olieministerium.
Hjalte taler med hotellets altmuligmand, som er en klog og velorienteret ældre mand. - Amerikanerne er ikke kommet her for at give os frihed, men for at beherske området og vores olie! Et banner på en moské siger - Irak for irakkere! Glæden over at være sluppet af med Saddam synes behersket, mens glæden over alle de nye varer er åbenlys.

Tohundrede kilometer nord for Bagdad bliver bjergene højere og landskabet rigere, og fra vejen er der store udsigter ud over en flod som løber i dalbunden. Et sted langs vejen hvor der er salg af grøntsager, benzin fra dunke og Pepsi fra køleboks, stopper vi op. Her går de fleste mænd i de store kurdiske bukser, og mange har også et ternet tørklæde på hovedet bundet som en turban. Kvinderne går i lange farverige kjoler uden bælter. De fleste har tørklæder på men ikke alle, og i den smeltende varme er Ninas tørklæde kommet af i en fart.

Vi er nået frem, og trods alle farer og fristelse undervejs tog det kun os og vores lille røde 2CV kaldet Det flyvende Tæppe 18 dage at køre de 7.500 kilometer fra Århus til landet som ikke findes - Kurdistan.

Sulaimania er det østlige Kurdistans største by. Hele centrum er eet stort marked med overdækkede bazargyder og nye butikker mellem hinanden. Husene er lave, de nyeste forretningsbygninger er moderne og prangende smagløse, der er ikke mange som er firkantede, og selv moskeerne har former som søpindsvin eller futuristiske møllehatte. Vi snakker ikke lang tid med de unge i bazaren før de siger at de elsker Bush som har befriet Irak. Selv om amerikanerne støttede Saddam indtil den første Golfkrig, så har de siden 1991 beskyttet kurderne, og bare ti års selvstyre og beskyttelse har fået irakisk Kurdistan til at blomstre.

Hotellets centrale aircondition går i gang og sender en storm af iskold luft ind i værelset. Vi ligger stenhårdt på madrasser som kun er en centimeter tykke. På hotellet er alle andre vågnet til live, der kører vist en pornofilm, der skriges, hamres og stønnes, fra gaden lyder der glade unge stemmer, der råbes og spøges, biler dytter, transistorradioer spiller, vi vrider os i sengene, sveder og fryser, hoftebenene knager imod sengebundene, og vi føler en stor lettelse da der omsider kaldes til den første morgenbøn fra moskeerne.

Halabja ligger 83 kilometer sydøst for Sulaimania. Byen blev verdenskendt i 1988 da et irakisk angreb med giftgas dræbte 5000 mennesker og sårede 1000, og fik resten af de overlevende til at flygte fra området som dengang var besat af Iran. Det er svært at fatte at hele Halabja med 43.000 indbyggere er en ny by, genopbygget efter at den blev jævnet med jorden i 1988. Den nye by har rejst sig ovenpå og indimellem ruinerne af den gamle, og den er bygget helt på samme måde med små skæve huse af ler, grene og beton. Livet går videre, Halabja forekommer os at være forbavsende usentimental. En kæmpestor moderne moske, betalt af Qatar, dominerer byen. Halabja er et stærkt islamisk område og det var udenfor byen at yemenitter, saudier og afghanere fra Ansar-i-Islamiya holdt til, indtil de blev bombet af USA.

De sidste to timer inden bazaren lukker er der et myldrende liv i gaderne, hvor ægtemænd går på indkøb mens konerne bliver hjemme og passer børnene. De unge driver omkring to og to eller tre og tre, i elektrikkerens lille butik blinker lyskæder med kuløte lamper og gadesælgere har travlt med at få solgt dagens sidste varer.

Mohammed som er ansat i det lokale 'ministerium for menneskerettigheder' traf vi tilfældigvis da vi kørte ind i Halabja. På hans lille kontor på første sal i et nyt betonhus med politistation, retslokale, og kontorer står et bord med en computer og en printer under et klæde. Hans arbejde består i at hjælpe ofre fra giftgasangrebet med at få den pension på 40 dollars om måneden regeringen har lovet. Hjalte mærker hurtigt at han er en intellektuel og at de er på bølgelængde. Mohammed Sabr Kerim har skrevet flere akademiske bøger på kurdisk, trykt med arabiske bogstaver som man bruger i denne del af Kurdistan, senest 'Volden og Terrorens Kultur'.

Mohammed inviterer os med hjem til sin familie. Han bor i et beskedent hus af beton med jordtag, genopbygget efter Halabjas ødelæggelse. Huset består af tre værelser og et køkken, to af værelserne har ingen vinduer. Foran huset er en lille gård hvor der for enden ligger et skur med et vaskerum og et hul-lokum.

Mohammeds kone Koestan er en lille varm og fyldig kvinde, som også taler noget engelsk. Hun er lærerinde, men holder fri i et år for at passe deres lille dreng paa otte måneder og den lille pige paa to et halvt år. Parrets to ældste børn paa otte og tretten år passes af hendes mor i Sulaymania. Koestan dækker op til aftensmaden ude i gården, hvor vi sidder i skrædderstilling rundt om en dug. Vi får hønsekødsuppe, lidt agurk og grønne blade, ris med rosiner og brød og vand og tilsidt sød te i glas. Bagefter reder vi op med vores egne campingmadrasser, vi vil helst sove ude i gården. Mohammed og Koestan er bekymrede for om vi ikke kommer til at fryse. Temperaturen svinger mellem ca. 38 grader om dagen og 28 om natten så vi mener nok at vi vil holde varmen.

Næste dag har Mohammed arrangeret en udflugt for os da vi sagde at vi gerne ville besøge en landsby i bjergene. Det tager over en time at køre tyve kilometer ind i de stadig højere bjerge ved grænsen til Iran. Chaufføren stopper til sidst bilen ved en ganske lille landsby der hedder 'Kaninkilden'. Ad en lille stejl sti går hele vores selskab ned til et af landsbyhusene, hvor vi modtages af Taban og Asis. De ernærer sig ligesom landsbyens andre indbyggere ved at avle får og dyrke grøntsager. Så vidt vi kan se producerer de ikke meget mere end de selv skal bruge, de ejer næsten ingen brugsting, kun lidt køkkentøj og nogle gamle slidte tæpper til at sidde og ligge på. Vi sætter os i skrædderstilling på tæpperne udenfor døren under et halvtag, der ligesom resten af huset er lavet af ler og grene. Også denne landsby blev jævnet med jorden af Saddam Hussein, og først genopbygget efter 1991.

Taban bringer os straks koldt vand at drikke, og et øjeblik efter sød te i små glas. Hun er en aktiv kvinde som vimser hurtigt omkring, og hun er formodentlig yngre end hun ser ud til. Hendes mand Asis er en slank mørklødet mand omkring de halvtreds. Huset har kun eet værelse og bag det et køkken, hvor Taban og Koestan har sat sig på lergulvet, de er allerede i gang med at forberede frokosten. Nina må krumme sig godt sammen for at komme ind i huset. Det lavloftede rum uden vinduer er så lille, at vi umuligt ville kunne være derinde allesammen på en gang, det er helt tomt, og bruges kun til at sove i.
- En landsbykvinde har er hårdt liv, siger Koestan. Hun må meget tidligt op om morgenen, i middagpausen hvor de andre sover laver hun husarbejde og vasker op, og hun er den sidste som går i seng om aftenen.
Det er svært for os at forestille os hvorfor nogen har lyst til at leve et så primitivt liv på et så stillestående sted. Asis peger ud over skråningen med de små jordhytter,
- Jeg kan bedst lide at bo her paa landet hvor jeg er født...
Fra vores skyggefulde plads under halvtaget ser vi ud over landsbyen som har tohundrede indbyggere, og en lille ny moské. Asis fortæller at han er født og opvokset i landsbyen, som dengang havde trehundrede indbyggere. Først nu ser jeg hvor smukt landsbyen ligger, med udsigt ud over en sø mellem bjergene.

Taban var seksten år dengang Halabja blev angrebet med giftgas. Hun fortæller at der først blev kastet almindelige bomber, og hun var gået ned i husets kælder da de kemiske bomber blev kastet.
- Hvad så du da du kom op? spørger vi.
Taban svarer roligt, som om det er helt noget dagligdags vi snakker om.
- Jeg vågnede op på et hospital i Iran. Den iranske hær som holdt området besat var trukket ud af byen inden angrebet, og de kom tilbage og reddede os som endnu ikke var døde. De bevidstløse blev først bragt til badeanstalter og svømmehaller , hvor de blev skyllet og spulet i timevis.

Taban hælder te op til os imens hun fortæller videre.
- Jeg lå på hospitalet i Teheran i halvanden måned inden jeg blev overført til et hospital i Østrig hvor jeg var i fire en halv måned. Jeg blev virkelig godt behandlet. Taban ler og fortsætter,
- Jeg forstod ikke sproget og lærte ikke et eneste ord, men de lærte at forstå mig, jeg lærte dem mange kurdiske ord...
- Hvad fejlede du, hvad var der i vejen?
- Det brændte over der hele, mest i øjnene og halsen.
- Er du så rask nu?
- Ja, men jeg har aldrig fået nogle børn.
Hun virrer med hovedet, og retter paa sit store sorte chiffontørklaede med sølvprikker som er viklet løst et par gange rundt om hovedet og halsen.
Vi lægger mærke til hvor flot, men også varmt hun er klædt på. Hun bærer en lang sort gennemsigtig kjole som er fodlang og har lange ærmer. Over kjolen har hun en velourvest som når til livet. Under kjolen har hun en sort underkjole med korte ærmer, den slutter lige over knæene. Under dette bærer hun et par lange solide posebukser af skinnende blankt sølvstof.

Asis og Taban er så heldige at have landsbyens to bedste skyggetræer lige ved siden af deres hus. Rør med rent vand er lagt til moskeen hvor mændenes aftrædelses- og vaskerum er. Den beskedne hvide og grønmalede moské er betalt af Saudiarabien. På den lille minaret er anbragt en højttaler, som får strøm fra et bilbatteri.
- Hvad er det største ønske i landsbyen, spørger Hjalte. Asis svarer at det er en klinik. Elektricitet er det andet ønske. Der er kun een familie som har en lille generator, så de kan have elektrisk lys om aftenen. Asis håber at den kurdiske selvstyreregering vil give dem disse goder, men Mohammed siger pessimistisk at politikerne ikke er interesserede i at udvikle området. Indtil nu har indbyggerne klaret sig med at grave med spade og høste med segl, et par æsler ejer landsbyen også, men ingen traktor.

Mohammed har sidst talt engelsk for seks år siden og han taler til sent om aftenen. Han er skuffet over at lederne fra Kurdistans to altdominerende partier ikke tør tale om Kurdisk selvstændighed.
- De vil være ministre i en ny irakisk regering, mener han.
Partierne har også forhindret diskussion om Kurdistans fremtid i aviserne og deres to tv-kanaler. Hans egen mening er at irakisk Kurdistan bør danne en konføderation med den arabiske del af Irak.
- Vi skal sige til USA at vi vil støtte deres interesser i området mod at de fortsat garanterer vores sikkerhed.
Mohammeds mål eller drøm er et samlet, selvstændigt Kurdistan, og mens vi taler retter han os hver gang vi siger 'irakisk Kurdistan'.
- Det er syd-Kurdistan og tyrkisk Kurdistan er nord-Kurdistan, iransk Kurdistan er øst-Kurdistan og syrisk Kurdistan er vest-Kurdistan!
Da vi tager afsked næste morgen formaner Mohammed os:
- Pas nu på jer selv. Der er stadig fundamentalistiske islamiske grupper herude som pønser på hævn, og de er fuldstændig ligeglade med hvem de slår ihjel.

Udenfor Halabja er der ved at blive opført et museum som også er et monument over de døde. Indeni er alle 5000 navne indgraveret i væggenes marmorplader. Og trods den ikke helt vellykkede arkitektur bevæger det os alligevel at taget er udformet som to hænder, der beskytter en jordklode.