Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

MADRID

Tintrommen


(Information, 13. marts 2004)

Risikoen for selv at blive sprængt i luften er fortsat minimal - men truslen mod et samfuind, hvor stat og borger kan leve med et minimum af vold er reel, og der er vi alle gidsler

Vi er alle Madrilenos. Det kunne være mig der det ene øjeblik sad og halvsov
i S-toget på vej ind i stationen og det næste øjeblik var en blodig masse
eller lå klemt fast i vraget med benene sprængt af. Det kunne være mig der
måtte haste til lighuset for at få det værste bekræftet, at ligresterne er
min kone, og det kunne være mig der om aftenen stod ved hospitalssengen og
så mit barn vågne op efter amputationen, handicappet for resten af livet.
Billederne trænger sig på, frygten kan ikke afvises, der gives ingen
sikkerhed i dag.

Terroristernes største bombe er frygten, derfor er det vigtigste forsvar mod
terrorismen noget så prosaisk som proportionssansen. At vi ser frygten i
øjnene og men også forstår hvor lille terrorismen er, at vi husker hvor
mikroskopisk risikoen er for at blive sprængt i luften.

Redningsmandskabet arbejder på banelegemet. De sårede bliver bragt på
hospitalet, sporene bliver ryddet. Vi forsøger omgående at genskabe orden i
byen og i hovedet og famler efter en forklaring fordi ubesvarede spørgsmål
skærer som knust glas. Bomberne i Madrid var mere end én psykopats værk. Vi
må erkende at der findes et miljø hvor terroristerne nu hyldes som helte.
Hvem er de? Hvorfor gjorde de det? Hvorfor i Madrid? Hvorfor den 11. marts?
Hvad vil terroristerne opnå? Man prøver febrilsk at skabe orden i kaos, at
finde rationelle forklaringer. De sædvanlige mistænkte trækkes frem. ETA,
måske Al Qaida. Vi hører om Baskerlandets vanskelige historie og om et
lydbånd med Koranen fundet i en stjålen bil. Vi diskuterer hvad det betyder
at udåden finder sted på halvårsdagen for angrebet på Tvillingetårene. En
lederskribent i El Pais taler om ETAs hallucinatoriske logik som går ud på
at uddybe modsætninger, skabe vrede og had, der spekuleres i forsøget på at
ødelægge valget, splitte Spaniens demokrater, at få parlamentet til at
suspendere selvstyret i Baskerlandet og øge hadet til Madrid, så ETA kan stå
i spidsen for et elendighedens og voldens Euskadi.

På gaden står borgere i kø for at give blod. Togene sætter igang igen,
arbejdet fortsætter, samfundet er ikke brudt sammen. Det er ikke staten der
er truet af terroristerne. Staten er ikke i krig. Nogle få bomber og
totusind ofre er ikke en krig. Statens magtmidler er ikke rystet af en sådan
udfordring. Jeg er heller ikke truet på livet. Risikoen for pludselig død er
større i min bil i motorvejstrafikken.

Dét terroristerne truer er et civiliseret offentligt liv der tillader en
minimal brug af vold mellem stat og borger. Terroristerne tager mit liv som
borger i et åbent samfund som gidsel. Staten skal bringes i et dilemma
mellem hensynet til den enkelte borgers frihed og hensynet til statens
sikkerhed. Hver ny bombe udstiller statens dilemma. Hvis statens ledere
nægter at forhandle og bruger vold mod terroristerne kan de bekræfte statens
magt men risikerer at ødelægge det åbne samfund. At forhandle med
terroristerne og deres støtter kompromiterer statens autoritet. Borgeren
taber i begge tilfælde.

Det er vigtigt at huske at terroristerne ikke kun tager Madrids borgere som
gidsler, men også deres 'egne'. ETA terroriserer først og fremmest
Baskerlandet. Hvad enten det viser sig at ETA i Baskerlandet eller Al Qaida
eller en tredje gruppe står bag bomberne i Madrid må svaret fra den spanske
stat og fra Europa være at politi og politik holdes adskilt. Politijagten på
terroristerne skal intensiveres, samtidig med at samlivet, dialogen og
inklussionen af Baskerlandet eller Mellemøsten eller et tredje område
intensiveres for at bevare og udbygge det civiliserede samfund. Jeg går på
gaden for at deltage i demonstrationerne mod terrorismen. Det er også mit
liv som borger der er truet. I dag er vi alle Madrilenos.