Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

MUROROA VS. BOSNIEN: DEMOKRATIET VS. NATURENS ORDEN?


(Weekendavisen, sep 1995, 15. september 1995)

Fredrik Stjernfeldt og Nils Gunder Hansen rammer et centralt problem i deres kommentar 8/9 1995. Hvordan kan “en stråledød fisk i Stillehavet” blive mere politisk aktiverende end “folkemord i Europa”? Hvordan kan dumpningen af en udtjent olietank i havet blive mere oprørende end drabet på børn i Bosnien? Når de siger at Europa dør i Sarajevo, så er det måske sandt, men på en helt anden måde end det er ment. Måske er det demokrati vi vil forsvare i Sarajevo allerede ved at visne i Europa af helt andre årsager? Måske er demokratiet i fare for at blive irrelevant fordi vi ikke har udviklet det, hvis det kan udvikles, til at tage udfordringen op fra Naturens Orden?

Muroroa vs. Bosnien: Demokratiet vs. Naturens Orden?

Kommentar af Hjalte Tin. Center for Kulturforskning, Århus Universtitet



Fredrik Stjernfeldt og Nils Gunder Hansen rammer et centralt problem i deres kommentar 8/9. Hvordan kan “en stråledød fisk i Stillehavet” blive mere politisk aktiverende end “folkemord i Europa”? Hvordan kan dumpningen af en udtjent olietank i havet blive mere oprørende end drabet på børn i Bosnien? Overfor eks-Jugoslaviens lammelse af det politiske system og den kritiske offentlighed i Europa står et massivt folkeligt engagement i den økologiske problematik. Her har vi, siger Stjernfeldt og Hansen, den klare skurk, atom-øko-grisebassen, overfor borgerkrigens tvetydige skurke og ofre. Vi har de klare mål overfor den skammelige række af kompromisser som ingen alligevel tror på og vi har komsumboykotens klare middel overfor fallitten af politisk aktivisme i tilfældet Bosnien.
Ingen vil bestride dilemmaet som de ruller det op, og de har ret i at forstørre det til et eksistentielt problem for demokratiet: kan demokratiet overleve hvis vi ikke vil dø for det? Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Spørgsmålet er så om vi slet ikke vil dø for noget - eller for noget andet end demokratiet, naturen fx.?
Jeg vil mene der er grund til at diskutere to præmisser i deres argumentation: for det første den implicerede sammenhæng mellem politisk aktivisme og efterkrigstidens grundlæggende myte om demokratiets sejr over anti-demokratiet; og for det andet demokratiets status som universelt historisk projekt: er demokratiet i enhver historisk periode “på dagsordenen”?

Stjernfeldt og Hansen må mene at den nuværende lammelse afviger fra tidligere tiders ikke-lammet politisk stillingtagen. Men de selvfølgeligheder, som er underforstået i deres sammenligning med tidligere protester skjuler et meget tvetydigt forhold til demokratiet fx. hos de Spaniens-frivillige og Vietnambevægelsen. For det første var de krige som afstedkom store protester meget kort i forhold til listen over efterkrigstidens faktiske krige. Nogle af de mest langvarige og blodige krige gik fuldstændig hen over hovedet på Europas kritiske offentlighed, selv for de vågne franske intellektuelle. Fx. krigen mellem Iran og Irak, otte år lang og mindst 1,5 millioner dræbte eller krigen i Angola, som stort set har varet i 30 år og kostet over 1 millioner mennesker livet. Krigen i Afganistan forsvandt stort set fra offentligheden efter Gorbatjov trak sig ud i 1988 selvom den på ingen måde holdt op.
Dette giver os et lille fingerpeg: de krige som har vakt protest i Vesten har været krige som direkte angik os, helt udenom enhver filosofisk interesse i demokrati, nemlig de krige som dræbte unge amerikanere og franskmænd. Når indkaldelsesordren nærmede sig var der virkelig grund til protest. Misforstå mig ikke - det er den mest oplagt legitime grund til protest at man selv er i fare for at blive dræbt. Jeg antyder bare at krigsprotesterne ikke har været bådet frem af en almen bekymring for demokratiet i verden, men af frustration og polarisering hjemme.
Det bliver endnu tydeligere hvis vi ser på det andet afgørende aspekt ved fortidens ikke-lamme krigsprotester. De indgik så godt som alle - undtaget visse marginelle religiøse grupper som fx. kvækere - i en højre-venstre politisk diskurs, hvor prostesten blev set som en projektion af den hjemlige kamp mod "kapitalismen", “imperialismen”, “facismen” etc. (det var måske allerest tydeligt i tilfældet Spanien). Jeg har selv stået foran den amerikanske ambassade og været totalt overbevist om denne kobling mellem klassekampen i Danmark og den tredje verdens kamp mod imperialismen. Netop de nuværende franske intellektuelle, som svang sig op på at hudflette de ældre marxister, burde være de første til at spørge om det er den form for aktivisme de savner idag. Selvfølgelig kan jeg forstå hvis Stjernfeldt og Hansen rent formmæssigt savner det nivo af aktivitet som vi har mange glade minder om fra 60-erne og 70-erne. Men kan vi i dette spørgsmål adskille form og indhold? Jeg vil spørge om ikke netop fraværet af demonstrationerne kan ses som et udtryk - passivt javel - for en langt større opslutning om demokratiet end aktivismen i 70-erne? Sagt helt firkantet, så gik vi på gaden for at afskaffe det “borgerlige” demokrati, og det var præcis DET indhold, DEN protestform kunne udtrykke. Den duer ganske enkelt ikke til at udtrykke støtte til demokratiet her og i Jugoslavien. Historien har bevæget sig, og vi finder ikke protestformer i fortiden der er svaret på nutidens politiske spørgsmål.

Det rejser det store historiske spørgsmål som direkte berører sammenligningen mellem Brent Spar og Bosnien: står demokratiet på dagsordenen?
Jeg mener at kritikken af forbrugerboykotten som “ferie” fra de virkelige (Jugoslaviske?) problemer er en helt forfejlet, konservativ kritik. For at forstå rækkevidden af konsumboykotten mod Shell kan det være nyttigt at se på udviklingen af kampformerne indenfor kapitalismen. Historisk har kampen haft tre faser. Den tidlige 18-19 århundredes kapitalisme eksisterede stort set kun som fabrikker, som “black satanic mills”, omgivet af et før-kapitalistisk bondeland. I fabrikken stod fabriksejerens direkte overfor arbejderne. Ud af denne konflikt voksede fagforeningerne. Fagforeningerne var en organisationsform skabt af den umiddelbare kamp på fabriksgulvet. Senere, i de sidste hundrede års kapitalisme, har kapital og arbejde stået overfor hinanden som nationaløkonomiske grupper der kæmpede om fordelingen af den nationale kage. Ud af denne kamp voksede (arbejder)partiet. Fagforeningen var ikke på højde med de forhold der bestemte det gode liv som lønarbejder først og fremmest ikke spørgsmålet om nationens krig og fred - om noget blev dette demonstreret i august 1914 med socialdemokratiernes opslutning om den nationale krig. Herefter levede fagforeningerne videre som et vedhæng til arbejderpartierne og leverandører af konkrete livsnære værdier.
Med globaliseringen siden ca. 1980 er fokus i relationen arbejde-kapital (dvs. menneske-samfund) flyttet væk fra både kampen på fabriksgulvet og den nationale strid om lønnen til den globale konkurrence om forbruget - magten til at bruge og forbruge Jorden. Det er i salget af produkterne på et globalt konsummarked at kampen nu står. Her er det vigtigt at være opmærksom på at på globalt plan er kapitalismen ikke organiseret i nationer, men i brancher: det er indenfor bilbranchen, filmbranchen, oliebranchen etc. at der foregår en global konkurrence. Her møder kapitalismen hver enkelt konsument der direkte kan afgøre om producenten lever op til en økologisk standard ved at købe eller boykotte (dvs. købe hos den mindst slemme). Konsumboykotten vil blive den globale kapitalismes kampform, fordi det er her kapitalismen står overfor en adækvat organiseret modstander. Hverken fagforeningen eller partiet duer i denne situation. (Og derfor ser man hvordan disse fortidige organisationers folk haster med at optræde i konsumboykotterne).
Det demokratiske projekt var aldrig globalt. Demokratiet kunne aldrig slå bro over forskellene mellem rige og fattige nationer. Demokratiet har indtil nu ikke været i stand til at bryde den nationale begrænsning. Det viser sig tydeligt indenfor miljøspørgsmålet. Den gamle, nationale akse for politisk handling var produktion - individ - nation. Den nye, kommende akse for politisk handling går i retning af naturen og ikke væk fra samfundet i dets nationale form. Referencen er ikke mere demokratiet men Naturens Orden. Jeg vil mene at dette stiller demokratiet overfor en alvorlig udfordring: hvordan skaber vi globale kanaler for en demokratisk diskussion og beslutning?

Stjernfeldt og Hansen spørger hvilken "grundmyte" der vil afløse demokratiets sejr over antidemokratiet. Jeg vil tro at den nye grundmyte bliver Naturens Orden, hvor mennesket er underlagt det grundvilkår at Jorden har en begrænset bæreevne. Vi ved ikke præcis hvor grænserne går, men vi ved at der er grænser som mennesket ikke fundamentalt kan overskride. Naturens Orden indstifter en kosmisk konstant, der strukturelt svarer til en religiøs grundmyte. Og da naturen ikke kan tale direkte til os, som bla. Erik Ib Smidt skriver, må vi have mennesker med privilegeret adgang til Naturen som kan oversætte dens bud for os. Vi kan kalde dem “eksperter” og de kan organisere sig fx. i Greenpeace, der fortæller os at Brent Spar er en prøvesag for en farlig brug af havet som lodseplads. Her handler det ikke længere om demokrati, hvor en gruppe mennesker, fx. en nation, står midt i udviklingen og i princippet diskuterer sig frem til de politiske afgørelser der angår netop dem. I stedet handler det om atomiserede konsumenter der står overfor Naturens Orden.
Aktionen mod Shell var på alle måder eksemplarisk - helt ned til den pinlige detalje at Greenpeace måtte give Shell en undskyldning fordi deres tal var forkerte. Men som det også var tilfældet for alle tidligere præster, så er det til tider svært at udlægge sandheden.
Derimod er aktionen mod Frankrigs prøvesprængninger helt anderledes. Jeg vil mene at to årsager gjorde det muligt at stable protesten mod prøvesprængningerne på benene. For det første og vigtigste, så kunne prøvesprængningerne kritiseres indenfor rammerne af Naturens Orden: man protesterede imod de konkrete sprængninger og atombomber mere generelt fordi det var foragt for Naturen. For det andet udfordrede Frankrigs nationale arrogance andre nationer på et mere traditionelt politisk plan. Men jeg er da sikker på at politikere jorden rundt aldrig ville kaste sig i så udenomsparlamentariske protester, hvis det ikke var fordi der var en økologisk protest at hægte sig på. Ingen af protesterne taler om forsvar for demokratiet. Greenpeace har intet med demokrati at gøre. Når polikerne hopper med på folkelige protester skal de meget nøje overveje om de er med til at grave deres egen grav, hvor de kan forsvinde sammen med hele den nationale epokes partipolitik, eller om de faktisk stadig har det politiske initiativ. Politisk lammelse? På ingen måde, men et dramatisk og på mange måder uhyggeligt skift i hvad der trænger sig på som politisk vigtigt og relevant.
Og Jugoslavien? Helt brutalt, så tror jeg krigen i det tidligere Jugoslavien, hvor frygtelig den end er, idag er et sekundært problem i forhold til den dagsorden som Naturens Orden sætter. Præcis som vi lukkede øjnene for krigene i Iran eller Angola fordi vi fornemmede at de ikke påvirkede vores forsatte priviligerede konsum, lukker vi øjnene for grusomhederne på Balkan. De angår os ikke, de tilhører en anden tid, og hvis jugoslaverne ikke kan standse deres egne krigsgale diktatorer, hvem kan så? Det har intet at gøre med undskylde manglende politisk aktivitet med etnisk skæbne, komplexitet, anomali, serbofili, men simpelthen er fornemmelse af at de globale problemer vi styrer imod er af en helt anden karakter. Når det bliver sagt at Europa dør i Sarajevo, så er det måske sandt, men på en helt anden måde end det er ment. Måske er det demokrati vi vil forsvare i Sarajevo allerede ved at visne i Europa af helt andre årsager? Måske er demokratiet i fare for at blive irrelevant fordi vi ikke har udviklet det, hvis det kan udvikles, til at tage udfordringen op fra Naturens Orden?