Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

VERDENSKRIG MOD TERRORISME: HVOR ER FRONTEN?


(Amnesty-Nytt, Norge, 26. november 2001)

Jeg vil mene at den verdenshistoriske betydning af terrorangrebet 11 september ikke var at vores åbne samfund blev angrebet på en enestående spektakulær måde. Nej, den virkelig skelsættende betydning var at USA greb chancen for en radikal omdefinering af ven og fjende. Det var USAs svar på 11 september som er i færd med at ændre verden i et svimlende tempo.

VERDENSKRIG MOD TERRORISME: HVOR ER FRONTEN?

af Hjalte Tin
phd

Jeg vil mene at den verdenshistoriske betydning af terrorangrebet 11 september ikke var at vores åbne samfund blev angrebet på en enestående spektakulær måde. Nej, den virkelig skelsættende betydning var at USA greb chancen for en radikal omdefinering af ven og fjende. Det var USAs svar på 11 september som er i færd med at ændre verden i et svimlende tempo. Bush kunne have svaret som Clinton gjorde i 1998, med et stort missilangreb på Afghanistan, uden at ændre verden. Bush brød radikalt med arven fra den kolde krig, da han med den simple og bøjelige parole om krig mod terrorisme, på mindre end en måned fik nysorteret samtlige stater i verden i venner og fjender af USA, demokrati og civilisation. Krigen mod terrorisme er nu den vigtigste og mest dynamiske front i international politik.

Efter den første måned af denne krig kan meget tyde på at krigen mod terrorisme udvikler sig i retning af en global borgerkrig. Borgerkrig fordi terroristerne ikke er en stat, men et netværk og fronten derfor ikke går mellem stater, og borgerkrig fordi terrorismen tvinger staterne til at forsvare sig mod deres borgere. I land efter land indskrænkes de borgerlige frihedsrettigheder og centrale love om hvad staterne kan tillade sig overfor deres borgere strammes over en bred kam med henvisning til en fælles indre fjende. Det er langt mere vidtgående end fx. alliancen mod kommunismen var, fordi man ikke ligesætter sig overfor en tredje, ydre fjende, men ligesætter det mest vitale punkt i enhver stat, nemlig forholdet mellem stat og borger. Den nye krig mod terrorisme er global, ikke kun fordi konflikter i Palestina, Afghanistan, Kashmir nu direkte sammenkædes og krigshandlingerne kan sprede sig til mange lande, men også fordi murene braser sammen mellem de mange nationale arenaer for magtkampen mellem stat og borger. I krigen mod terrorisme er der ingen ydre fjende, kun et fælles indre problem.

Verdens stater accepterer ikke terrorisme. Men “terrorisme” er et fuldstændig åbent og bøjeligt begreb, som kan legitimere drastiske indgreb mod menneskerettigheder, angreb på hele stater og kontrol med globale økonomiske transaktioner. Altsammen begrundet i “sikkerhed”. Men hvad vil et “sikkert” samfund sige? Ulrich Beck skrev i sin berømte bog om Risikosamfundet, “mens lighedens utopi havde et positivt mål for samfundets forandring, bliver sikkerhedens utopi egendommelig negativ og defensiv.” Hvis visionen eller utopien on et “sikkert” samfund kun kan defineres negativt og defensivt, som fravær af terror, har terroristerne fået lov til at sætte dagsorden og man kan frygte at en global borgerkrig mod dem kun vil udvikle mere frygt og ikke mere sikkerhed.

Attentatet den 11. september indvarslede en hidtil uset ekstrem asymmetrisk krig. Verdens største militærmagt var ude af stand til at beskytte sine financielle og militære centre og civilbefolkning mod et angreb fra nitten mand bevæbnet med hobbyknive. Det lykkedes terroristerne at dræbe og ødelægge i et omfang helt uden fortilfælde i terrorismens historie. Tragediens menneskelige og materialle omkostninger overstiger tabene i flere små krige. Fra miltbrand til atommareridt, terroren truer nu alle ‘amerikaneres, korsfareres og jøders’ sikkerhed selvom den formodentlig kun kan ramme ganske få. Terroristerne udnytter det moderne samfunds sårbarhed efter en dæmonisk Murphys lov, hvor intet og ingen der kan ødelægges kan være sikker på at de ikke vil blive ramt.

Det had terroristerne viste os, måtte vores ledere på en eller anden måde tilskrive fremmede og andre end os selv, for at de kunne bekæmpe det. De første reaktioner på attentatet vidnede om skyldfølelse over den globale ulighed og placerede hadets kilde i den globale fattigdom. Chris Patten, EUs udenrigskommisær erklærede “Uligheden nærer hadet.” Denne skyldfølelse over vores rigdom, som vi nyder og ikke et sekund vil undvære, kan dulmes med velkendte midler. “Bekæmp terror med bistand”, foreslog EUs bistandskommisær Poul Nielson. Ben Barber, forfatteren til Jihad vs. McWorld, pegede også på rigdomskløften som en del af fronten i krigen mod terrorismen. “Selv om Bin Laden er borte om seks måneder så kan der stige nye Bin Laden typer op fra det store ocean af vrede, fattige mennesker. Vi skal ikke kun destruere de aktive terrorceller. Vi er også nødt til at gøre noget for den store gruppe af verdens udstødte.” (Ben Barber i Inf 29 sep) Ondskaben blev sendt tilbage til fattige lerhuse i Afghanistan, til en fattigdom og nød som vi ikke kender herhjemme, og som derfor gør det utænkeligt at dette had kunne opstå hos os selv. Men er det rigtigt at fattigdom er kilden til terrorisme? Det var jo ikke fattige bønder fra Afghanistan som spredte død og ødelæggelse på Manhattan den 11 september. Terroristerne var unge, veluddannede mænd fra middelklassehjem i Mellemøsten. Mobiltelefoner, kreditkort, vestlige sprog, moderne påklædning og afslappede omgangsformer, alt dette delte de med os. De var hjemme i den moderne verden, hvad enten de opholdt sig i Europa, USA eller Mellemøsten. Det er efter min mening simpelthen empirisk ukorrekt at sige at fattigdom og nød avler terror. Selv verdens rigeste land, USA, kan fostre terrorister som man så det i Oklahoma. Den globale kløft mellem rig og fattig er ikke en del af fronten i krigen mod terrorisme og derfor er det højst usandsynligt at mere ulandshjælp vil kunne forhindre fremtidig terrorisme.

Det er ikke svært at forstå hvorfor praktisk taget alle lande i verden har støttet USA. Hele verden fordømte angrebet 11 september og udtrykte solidaritet med USA. Ingen har lyst til selv at blive mål for nye vanvittige terroraktioner, så ethvert samarbejde der kan mindske risikoen er velkomment, selvfølgelig især for de stater der har deres egne dybt problematiske anti-terrorkrige kørende. Og endnu færre stater har lyst til at blive udpeget som fjende af USA. Samtdig er det indlysende at en global krig mod terrorisme ikke med et slag ophæver alle andre modsætninger, konflikter og krige. Hvordan og hvor længe de kan underordnes den fælles kamp mod terorisme er et åbent spørgsmål.

Fronten mellem Taliban og den Nordlige Alliance er nu den centrale front i krigen mod terrorisme. Fra en afghansk synsvinkel giver de nuværende bombardementer kun et yderst spinkelt håb om afslutning på 23 års borgerkrig der har kostet over en million afghanere livet. Hvor langt vil den internationale koalition føle en forpligtelse overfor det afghanske folk, som man jo gang på gang understreger at man ikke er i krig med, noget hvert eneste civile tab modsiger? Hvis den aktuelle krig mod terrorisme skal bringe fred til Afghanistan kræver det mere end at bombe Taliban fra magten, som i sig selv er en skræmmede opgave. Vil man have tålmodighed, indsigt og vilje til at etablere en forsoningsregering i Kabul? Hvad gør man hvis Taliban reorganiserer sig og fører en guerillakrig mod det nye styre i Kabul? Man må tro at USA ikke ønsker nogen længere tilstedeværelse i landet, men kan de trække sig ud som Sovjetunionen gjorde? De russiske erfaringer burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver i State Department og Pentagon. Og hvad gør man hvis Pakistan fortsætter sin destabilisering af Afghanistan for at varetage sine regionale interesser? Pakistan vil fortsat have en strategisk interesse i et svagt, kontrollerbart styre i Kabul, som kan bruges til at opretholde terrorpresset mod Indien i Kashmir. Når fronten for krigen mod terrorisme flytter til et nyt område kan man frygte at afghanerne igen bliver ofre for regionale magter der med våbenhjælp sikrer en endeløs fortsættelse af borgerkrigen i Afghanistan. Sålænge konflikten over Kashmir er uløst vil den sende sin mørke skygge ind over Afghanistan og undergrave krigen mod terrorisme.

Heller ikke det andet krigsmål, forebyggelse af nye Al-Qaeda terrorangreb, synes indenfor rækkevidde. USA bomber terroristlejre og Talibans militære instalationer i Afghanistan. Det er dog ikke sandsynligt at man kan udslette terrornetværket på denne måde. Hvis Bin Laden dør eller må forlade Afghanistan vil han eller hans netværk formodentlig være stand til at reorganisere deres terror fra et andet land, og ikke nødvendigvis et tredjeverdensland. Lejre i venligtsindede lande er en luksus som mange terrorister har klaret sig uden.

Umiddelbart styrker krigen mod terrorisme staterne mod deres indre oprørere, men på længere sigt håber jeg at den kan udvikle en global regulering af hvad stater kan tillade sig overfor deres borgere. Krigen mod terrorisme kan forstærke andre initiativer der flytter autoritet over borgere fra nationale stater til forskellige internationale organer. En international krigsforbryderdomstol konfronterer visse forbrydere med en flig af en verdensøvrighed. EU-udleveringsregler for terrorister er en vigtig bygggesten til et unionsborgerskab. Ingen ved hvordan dette globale samarbejde om terroristbekæmpelse ender med at se ud. Krigen mod terrorisme udspringer af staternes fællesskab om at regere og bekæmpe terrorister, men situationen indeholder samtidig muligheden for at borgerne kan bruge dette nye fællesskab til at kræve demokrati i alle de stater som fører krig mod terror. Krigen mod terrorisme kan ikke vindes ved en total overvågning af borgerne og repression af al opposition. Perspektivet må være sikring af demokratiet gennem mere demokrati i verden, ikke mindre. En global krig mod terrorisme må ikke være et carte blanche til USA om at bombe terrorister i hele verden, men en global proces der forpligter dem på mere demokratiske spilleregler for forholdet mellem stat og borger.