Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

ER AFGHANISTAN VORES FJENDE?


(13. september 2001)

Samtale med præsident Burhanuddin Rabbani i Afghanistan

Er Afghanistan vores fjende?

Kommentar af Hjalte Tin



Nu, inden bomberne falder over Afghanistan, er der stadig tid til at skelne mellem det diktatoriske Talibanstyre og befolkningen. Når først bomberne falder vil afghanerne utvivlsomt stå sammen mod omverden og Taliban kan få en opbakning fra befolkningen som deres undertrykkende og elendige regeringsførelse aldrig kan give dem. Hvad USA vil i Afghanistan? Vil Bush vise militære muskler, dræbe Osama Bin Laden og få Talibanstyret til at lide, eller vil USA mere ambitiøst forsøge at fjerne Talibanstyret for at erstatte det med et forudsigeligt, pragmatisk og mindre repressivt regime? I så fald må en aktion tage udgangspunkt i den afghanske virkelighed og ikke i en oppisket hævntørstig amerikansk opinion.

Der er allerede en anden regering i Afghanistan. Anerkendt af FN og det meste af verden. Præsidenten hedder Burhanuddin Rabbani og hans forsvarsminister var den berømte guerrillaleder Shah Masood som blev livkvideret to dage for terrorangrebet mod USA. Rabbani blev Afghanistans præsident i 1992 da den kommunistiske Najibullah blev væltet og var leder for de kaotiske mujahidin-regeringer i Kabul. Sammen med hans allierede og senere fjende Gulbuddin Heikmatyar bærer han et tungt ansvar for destruktionen af Kabul midt i 1990erne. Da byen blev erobret af Taliban i 1996 trak hans regering op i den utilgængelige Badakshan provins i nordøst Afghanistan hvorfra den har fortsat borgerkrigen.

Sammen med min kone og vores ven Per Folkver var jeg heldige at få et interview med Rabbani på vores rejse gennem Afghanistan i sidst i 1999. Langt inde i bjergene i den lille by Faizabad holder han til i guvenørens hvidkalkede hus. Vi ser Masoods helikopter komme lavt ind gennem dalen for at lande i parken bag guvenørboligen.Situationen er anspændt, Taleban rykker frem, forsyningslinjerne til Tadjikistan er blevet afskåret og Talibans jetfly (med pakistanske piloter) bomber byerne i langs fronten hundrede kilometer mod nordøst. Vi venter i en stue med “rokokko” stole, mens soldater i kommuflagedragter holder vagt udenfor. Rabbani kommer ind efter en halv time. Han har velplejet hvidt skæg, en smuk silketurban, jakke og posebukser. Han er 60 år gammel og har lidt af en akademikers forsigtige fremtoning. Han taler meget lavt. Kernen i hans lange svar på mine spørgsmål er at krigen i Afghanistan kommer fra Pakistan.

“Krigen kommer udefra. Pakistanerne vil have krig i Afghanistan. De giver Taliban våben og træner dem. Hvis de standser hjælpen vil de standse krigen. Taliban har ingen fabrikker, de kan end ikke fremstille en knappenål. Vi har sagt til Pakistan: træk jeres tropper ud og etabler fredelige relationer med Afghanistan.”

“For tre år siden sagde vi til en amerikansk delegation at Taliban er meget farlige for hele verden. Fred under Taliban er som fred i graven. Folket har fået nok. De er parate til at angribe Taliban med sten og deres egne hænder.”

Rabbani underviste i sharia-lov på Kabuls universitet da han omkring 1972 startede Jamiat-i-Islami (Den Islamiske Samfund). Rabbani er kun nogle få grader mindre streng i sin fortolkning af Islam end Taliban, og ingen demokrat. Hans baggrund er den samme internationale islamiske kamp mod kommunisterne i 1970-80erne, financieret af USA, Saudi Arabien og Pakistan som Osama Bin Ladin. Før Taliban erobrede Kabul var mujaheddin lige så fanatiske som Taliban. Da Rabbanis mujaheddiner erobrede Faizabad forbød de alle kvinder at gå ud på gaden. De tvang dem til gå med burqa. Nu er situationen lidt mindre restriktiv fordi de skal have støtte fra udlandet. Hvis dette sidste åndehul skulle blive erobret af Taliban vil præsident Rabbani forsvinde i sit fly.

Rabbani undskylder sig, der er beskeder til ham i radiorummet ved siden af. Hans sekretær fortæller os at han kun var seks år da krigen startede, “Jeg kender intet andet end krig. Jeg håber jeg vil opleve fred, men krigen standser først når udlandet holder op med at blande sig.”

Krigen kom udefra og må standses udefra. Det var den besked vi fik af alle afghanere. Igen og igen blev Pakistan fremhævet som den største og mest kyniske krigsmager. .Bag Pakistan stod Saudi Arabien og USA. Overfor dem stod Iran, Rusland og Indien. Alle afghanere ønsker fred i deres land. Men efter tyve års krig er de fuldstændig pessimistiske. I slutningen af 1980erne var Afghanistan verdens tredjestørste våbenimportør på linje med Saudi Arbaien og Japan. Der er flere lette våben i Afghanistan end i Pakistan og Indien tilsammen. Krig i Afghanistan har skabt flere flygtninge end alle Afrikas krige tilsammen. FN har i flere år uden held forsøgt at fremme en regional løsning på krigen i Afghanistan.

Afghanistan har ingen tradition for central magt. Herskeren regerer gennem et netværk af personlige alliancer med lokale krigsherrer. Loyaliteten er flydende og altid til forhandling. De enorme summer USA og Pakistan har pumpet ind i landet har eroderet alle traditionelle, sociale loyalitetsbånd. Hvis betalingen er god nok skifter krigsherrerne side uden problemer. Det vil de også gøre igen. Det nytter ikke bare at få Pakistan til at droppe Taliban, hvis de fortsætter med at sponsorere andre krigsherrer, mens Irans og Rusland fortsætter støtten til grupper de kan kontrolere.

Med klogskab kunne den amerikanske kamp mod terrorisme hjælpe den befolkning, der mere end nogen anden i verden har været et offer for terroristerne og deres støtter, nemlig den afghanske befolkning. For at bekæmpe terrorismen i Afghanistan må det være en afghansk kamp mod terrorisme USA og vesten støtter. Den mest sandsynlige partner er den legale regering, som idag godt nok kun kontrollerer 10-15% af Afghanistan. Men der har været holdt møder som kan bane vejen for en bred anti-Taliban front med Ismail Khan, den tidligere leder af det vestlige Afghanistan som for nylig undslap Talibans fængsler, og Dostum, krigsherren fra det nordlige Afghanistan.

Et andet samlingspunkt kunne være den afsatte afghanske konges familie som bor i Rom. Den verdslige opposition til både Taliban og mujahediner, som nu alle er i exil, har længe forsøgt at afholde en Loya Jirga, et nationalt forsonings møde, som kunne udnævne en national regering og forberede valg. Problemet er at siden den sovjetiske invasion og den amerikanske støtte til mujahedinerne er alle sociale relationer i Afghanistan blevet militariserede. Både kongen og den verdslige opposition, der ønsker en teknokratregering uden relation til religiøse partier, har manglet indflydelse fordi de ikke har kunnet gøre noget imod krigsherrerne. Denne bitre frugt af den kolde krig - der på ingen måde var kold i Afghanistan - vil det tage lang tid at komme over, selv hvis omverden kunne blive enige om et øjeblikkeligt stop for yderligere militærhjælp.

Jeg tænker tilbage på Faizabad. Vi går igennem en lille bazar af lerklinede hytter. På små æsler rider mænd med stride fipskæg, slidte kofter og støvede, sprukne gummigalosher, krumbøjede under store turbanner langsoomt forbi os. Under de slidte planker på over en halvt sammenstyrtet bro gurgler en vidunderlig isblå flod med smeltevand fra bjergene. Drenge slæber spande og bylter op ad en stejl, stenet vej. Kvinder glider forbi i skjult i flagrende blå burqaer. Det stormer og vinteren er på vej. Skal vold være det eneste sted vores verden møder denne fjerne, fattige, og virkeligt usikre verden? Eller kan vi tilbyde et bedre partnerskab mod terror, et partnerskab som faktisk kunne give os selv mere sikkerhed fordi det giver afghanerne mere sikkerhed?