Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

BYEN ER SYG, 2500 ÅRS BORGERKRIG


(Tekst til hæfte udgivet af Det Kongelige Teater i anledning af opførelse af Euripides’ tragedie Fønikerinderne, 1. marts 1998)

Borgerkrig er en selvimodsigelse: for hvor længe kan man være borger og samtidig føre krig mod fællesskabet? På et tidspunkt rives samfundets bånd over. Hos Euripides var blodets bånd mellem de to brødre ubrydeligt og det var en uhyrlig tanke at byen kunne deles.

af Hjalte Tin, Center for Kulturforskning, Århus Universitet.

Euripides’ tragedie Fønikerinderne er blevet uhyggelig aktuel: krigen er kommet tilbage til Europa som borgerkrig. Over hele verden er krig idag lig med borgerkrig. Af 82 væbnede konfliker 1989-92 var kun tre krige mellem lande, resten var borgerkrige.* Euripides viser os borgerkrigen som en konflikt mellem to brødre knyttet sammen af blodets bånd. Jugoslavien viste os borgerkrigen mellem mennesker bundet sammen af andre bånd: fælles stat, land, historie og sprog.

Hvad enten det nu er blodet, staten, historien eller noget fjerde som rives over, så indeholder begrebet ‘Borgerkrig’ altid modsætningen mellem helhed og del. Borgerkrig er en selvimodsigelse: for hvor længe kan man være borger og samtidig føre krig mod fællesskabet? På et tidspunkt rives samfundets bånd over. Hos Euripides var blodets bånd mellem de to brødre ubrydeligt og det var en uhyrlig tanke at byen kunne deles. Borgerkrigen i Theben var for evigt en forbrydelse mod den rette orden, og striden mellem Eteokles og Polyneikes kunne ikke løses ved at skabe nye fællesskaber. I Jugoslavien viste båndet, der bandt Serbien, Kroatien, Slovenien og Bosnien sammen, sig at være svagt, og omverden accepterede hurtigt at de blev selvstændige lande.

Borgerkrigen siger derfor lige så meget om splittelsen som om helheden: hvad er det for bånd som gør os til borgere, hvilken helhed er vi del af? I historiens løb har forestillingen om helheden ændret sig meget. På Euripides’ tid var helheden polis, byen eller bystaten. Grækerne kaldte det stasis hvis den enkelte gik imod fællesskabet, hvis folkeforsamlingen blev splittet i grupper eller partier, og hvis borgerkrigen brød ud. Et sted bruger Euripides formuleringen ‘byen er syg’ om stasis, og i Fønikerinderne anvender han myten om broderstriden mellem Kong Ødipus’ sønner til at skildre en syg by; mange har læst stykket som hans advarsel mod stasis.

I middelalderen havde man en helt anden forestilling om helhed og dermed om borgerkrig. Mennesket var skabt af Gud, og den sande helhed var Paradis. Uddrivelsen fra Paradis var den fatale splittelse som jordelivet gentog i utallige former. “Da Adam gravede og Eva spandt, hvem var da en adelsmand?” spurgte de engelske bondeoprørere i 1381. Bønderne kæmpede mod herremændene for at genskabe den tabte helhed i et nyt tusindårsrige. Insurgentia, oprør, var derfor ikke splittelse men heling for oprørerne.Ideen om insurgentia blev senere til teorien om klassernes kamp i den kommunistiske arbejderbevægelse. Marx afviste borgernes fællesskab og anså borgerkrige som del af klassekampen, historiens motor som var igang med at føre masserne frem til den lykkelige klasseløse fremtid. Nutiden var syg og splittet, borgerkrigen var helbredelse og udfrielse, det modsatte af stasis.

Idag har borgerkrig fået en ny betydning, anderledes end både stasis og insurgentia. En national borgerkrig handler ikke om den enkeltes forpligtelser overfor helheden, ej heller om at virkeliggøre Guds eller historiens orden. Borgerkrige handler idag om hvilke menneskelige helheder eller fællesskaber man vil tilhøre. Vil fransk-canadiere være sammen med engelsk-canadiere? Vil tjetjenere være sammen med russere i en russisk stat?

Bag disse spørgsmål ligger den idé at verdens befolkning kan dels op i nationale enheder, som alle har ret til selvbestemmelse. Men at parre en bestemt gruppe ens mennesker med en bestemt stump jord har afstedkommet uhyrlige lidelser i vores århundrede. Hvor ens skal man være for at dele landegrænser: skal man nødvendigvis tale samme sprog, bekende sig til samme religion, have haft en fælles konge for tusind år siden, eller have samme ‘nationalitet’? Og hvis man opdager (bliver fortalt) at man ikke deler national og etnisk identitet, er det da legitimt at kæmpe for selvstændighed? Eller at udrense de ‘forkerte’?

Vores borgerkrige er ikke skæbnebestemte som i Euripides’ Theben. I modsætning til Thebens kongeslægt har vi påtaget os retten til at vælge selv. Alle vores menneskelige fællesskaber er til forhandling. Vor tids borgerkrige afslører derfor en dyb tvivl og uenighed om hvilke helheder menneskene i slutningen af det tyvende århundrede bør leve i. Både bystaten og Paradis er skrottet forlængst, og det bliver stadig vanskeligere at opretholde nationale grænser for de menneskelige fællesskaber.

Globalisering, universelle menneskerettigheder og humanitær intervention er tre nye forestillinger om fællesskab, som undergraver, omtolker og krydser det nationale fællesskab. Kong Ødipus’ tragedie var at skæbnen havde bestemt at hans sønner skulle dræbe hinanden, at borgerkrigen var uundgåelig. Skæbnen bestemmer ikke mere. Euripides’ udfordring til en moderne tilskuer er derfor, som jeg læser Fønikerinderne, at det nu er vores eget ansvar at afværge krigens forbandelser - på trods af at menneskelige egenskaber som magtbegær, ambition, griskhed og frygt nu som dengang kan få borgere til at gå i krig mod hinanden.

----------------------------------------------------------------
* Der findes mange oversigter over krige og definitionerne varier og dermed tallene, dog er alle enige om at borgerkrige idag er langt mere hyppige end krige mellem lande. En kort indføring er “The State of War and Peace Atlas” af Dan Smith, udgivet på forlaget Penguin 1997. Det lille atlas viser grafisk mange globale krig-fred forhold. SIPRI’s årbøger, udgivet af Oxford University Press, er måske de mest anerkendte oversigter over væbnede konflikter. UNDP’s årbog fra 1994 “Mennesket i Centrum” udgivet på dansk af Mellemfolkeligt Samvirke, har omfattende statistiske oplysninger der specielt fokuserer på mulighederne for at omsætte den Kolde Krigs ophør i sociale fremskridt. En introduktion til forskellige typer borgerkrige findes i “A Typology of Civil Wars”, af Hjalte Tin, DUPI Working Paper 1997/12, København 1997.