Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

ER DET SMART AT BOMBE SADDAM MED SMARTE BOMBER?


(18. februar 1998)

En situation hvor USA angriber på trods af uenighed i FNs sikkerhedsråd vil være ødelæggende for FN og på sigt en større trussel for Danmark end Saddams giftgas. Dette standpunkt udelukker dog ikke, og bør ikke udelukke, anvendelsen af militær magt mod Saddam Hussein. Men det må være i Danmarks nationale interesse at de smarte bomber sendes afsted efter tålmodige forhandlinger af et enigt sikkerhedsråd og ikke af USA alene.

Kronik af Hjalte Tin, phd-forsker ved Center for Kulturforskning, Århus Universitet.

I de sparsomme oplysninger der er fremkommet fra ansvarlig hold om den militære strategi mod Saddam Hussien synes luftbombardementer med smarte bomber at være hovedideen. Men hvad kan de udrette? Kan de sikre fri og fuldstændig adgang for FN-våbeninspektørerne? Ødelægge Iraks evne til at fremstille og anvende masseødelæggelsesvåben? Fjerne Saddam Hussein og hans diktatoriske styre? Skabe regional sikkerhed?

Golfkrigen i 1991 gav verden en idé om hvad det vil sige at bombe Saddam Hussein. For at befri Kuwait i 1991 fulgte General Schwarzkopf to alternative strategier: strategisk smart-bombning af Irak, og landkrig koordineret med konventionel bombning af de irakiske styrker i Kuwait. Saddam Husseins styrker angreb Kuwait 2. august 1990. Først et halvt år senere var den diplomatiske og militære opbygning imod ham klar til modangreb. 17. januar 1991 indledte USA og FN-Koalition et luftbombardement af Irak. Luftkrigen mod Irak fik kodenavnet “Instant Thunder” og dens fortalere mente man kunne vinde krigen med en seks dage lang kampagne, som skulle ‘halshugge’ Saddam Husseins regime og gøre det umuligt for ham at regere Irak og kontrolere de militære styrker.

Hovedarkitekten bag denne plan var John A Warden, Air Staff’s Deputy Director of Plans for Warfighting Concepts. “Instant Thunder” blev planlagt ud fra en ny opfattelse af krigens dynamik. Istedet for serielle angreb på Saddams styrker ved fronten benyttede man et højteknologisk, præcist, informationstæt og hurtigt luftvåben til at ødelægge Saddams krigsmaskine indefra med parallele angreb på udvalgte strategiske mål som kommando- og kommunikationscentraler, elektricitetsforsyning, olieraffinaderier, nukleare, bakteriologiske og kemiske våbenfaciliteter; man angreb med Wardens ord‘hjernen, øjnene og nerverne’ og spildte ikke krudtet på ‘Saddams næver’, dvs. tropperne ved fronten.

Godt hjulpet af TV-dækningen af Golf krigen med den næsten fetichistiske facination af ‘smarte’ våben (nu ser vi igen de smarte billeder af jagerfly lette og lande fra hangarskibe i solnedgang), har Warden fortsat argumentationen for den højteknologiske luftkrig som en revolution af den moderne krig, fx. ved et stort luftkrigs-symposium afholdt af det svenske luftvåben i 1996. Her påpegede han at Golfkrigen, hvor 1600 kampfly deltog på Koalitiones side, beviste at højteknologisk luftkrig kunne dræbe over 30.000 irakiske soldater og tvinge en hær på 350.000 mand ud af Kuwait med et tab på kun tredive piloter. Det er i høj grad denne version af læren fra Golf-krigen vi idag ser fremført af militære eksperter og politikere når de taler om den aktuelle krise (fx. af Per Stig Møller i TV2 18 feb., der med spejderagtig begejstring forsikrede os at de smarte våben ikke rammer civile). Og det er selvfølgelig en meget besnærende forestilling at man kan udkæmpe en så totalt ulige krig i en politisk situation hvor hjemmefronten ikke accepterer egne tab.

Problemet er at denne forestilling ikke er korrekt. Luftkrigen kunne ikke stå alene i 1991, og general Schwarzkopfs primære strategi bestod i at afskære Saddams invasionshær fra Bagdad ved at kombinere konventionel landkrig med luftangreb på Saddams styrker. I en detaljeret analyse af krigen argumenterer den amerikanske sikkerhedsekspert og historiker Robert A. Pape for at det var luftangrebene på Saddams frontstyrker og ikke de smarte bombers ‘Instant Thunder’ 17-19. januar mod centrale instalationer i Bagdad som tvang Saddam til forhandlingsbordet. “Our strategy to go after this army,” forklarede Colin Powell 23. januar 1991, “is very, very simple. First, we’re going to cut it off, and then we’re going to kill it.” 16. februar indledtes massive B-52 tæppebombardementer af Saddams nedgravede tanks og befæstede frontstillinger i Kuwait; samme dag rejste udenrigsminister Tariq Aziz til Moskva for at forhandle om våbenhvile. De næste dage deserterede 100.000 irakiske soldater og mere end 20% af Saddams styrker blev udslettet, 23. februar accepterede Irak de sovjetiske forslag. USA afviste forslaget og rykkede ind i Kuwait den 24. februar. På to dage havde Koalitionen tvunget de irakiske styrker til at efterlade alt tungt udstyr og drevet dem ud af Kuwait. Da Præsident Bush standsede krigen 26. februar stod de amerikanske styrker i Irak og kun en eller to dage fra at nå Bagdad. Robert Pape påpeger at det centrale spørgsmål ikke er om moderne luftmagt er knusende overlegen, men om den er blevet så magtfuld at den kan afgøre internationale konflikter uden dyre land operationer, eller selv uden opstilling af en troværdig landbaseret trussel. “The answer is no.” konkluderer han.

Hvis Robert Papes analyse er korrekt vil Bill Clintons angreb med smarte bomber uden invasion kun støtte Saddam. Krigen mod Irak i 1990-91 havde som bekendt et andet mål end våbeninspektørers uhindrede adgang, nemlig befrielsen af Kuwait. Eliminering af Saddam Husseins kampevne, hans illegitime styre og sikringen af regional sikkerhed er dog aktuelt nu som dengang. Spørgsmålet er stadig hvilke krigsmål USA og allierede kan opnå med luftstyrker alene. Aktionen vil kun forbigående ødelægge Saddams faciliteter til fremstilling, oplagring og anvendelse af masseødelæggelsesvåben, mens diktaturets centrale funktioner formodentlig vil fungere videre, som de gjorde efter ‘Instant Thunder’ i 1991. Et gengældesangreb kan ikke udelukkes (fx. et desperat bakteriologisk terrorangreb på Tel Aviv...), og den regionale sikkerhed vil sandsynligvis blive dramatisk undermineret. Da Colin Powell 11. august 1990 første gang blev forelagt planerne for seks dage med ‘Instant Thunder’ svarede han “OK, It’s day six.... now What?”. Det samme spørgsmål bør stilles igen.

Saddam har næsten uafbrudt holdt sit land i krig siden han kom til magten ved et kup i 1979. Allerede året efter, i september 1980, begyndte han krigen mod Iran som kom til at vare i otte år og koste mindst to millioner mennesker livet. Men freden truede Saddams diktatur og i august 1990 invaderede han Kuwait. Saddam har selv startet den nuværende krise ved at hindre våbeninspektørerne i at udføre deres arbejde. Saddam har brug for en krig så han kan ‘forsvare den arabiske nation mod den amerikanske imperialisme’, en krig som måske kan give hans diktatur et skær af legitimitet indadtil og samtidig ‘retfærdiggøre’ hans undertrykkelse af enhver opposition. USA har udråbt Saddam til en trussel mod menneskeheden og det er ironisk nok en af de kraftigste støtteerklæringer til ham.

På denne baggrund er det et spørgsmål om Saddam ikke bevidst styrer mod krig, og er rede til at ofre millioner af civiles liv for selv at blive ved magten. Hvis det er rigtigt at krig ikke afskrækker Saddam, men tværtimod er det han forsøger at indlede stiller det de internationale forhandlingsbestræbelser i en yderst vanskelig position. Udgangspunktet må være at nægte ham den lille krig han ønsker. Den største langsigtede trussel mod Saddams diktatur er formodentlig reintegration af Irak i verden, hvor visse reformer bliver belønnet med afvikling af sanktionspolitikken. Alternativet er en urealistisk trussel om invasion for at vælte ham. Det må indgå i hans beregninger at Koalitionen i 1991 standsede før Bagdad og lod ham blive siddende. Ingen ansvarlige politikere har direkte sagt at den nuværende krise bør optrappes til en egentlig invasion med det formål at fjerne Saddam. Spørgsmålet er da også om USA og dets allierede overhovedet er interesserede i at fjerne Saddam og risikere opløsningen af Irak med uoverskuelige følger for den regionale stabilitet. Et løsrevet shiitiske syd kunne slutte sig til Iran eller true Saudi Arabien, og et uafhængigt kurdisk nord ville udgøre en trussel mod Tyrkiet, Syrien og Iran. Verdenssamfundet ønsker et svagt, medgørligt og samlet Irak. Det har vi i høj grad idag, mens der ingen garanti er for hvad en mulig opløsning af staten Irak vil medføre.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at amerikanerne udmærket er klar over at de ikke kan løse det politiske problem omkring Saddam Hussein med luftbombardementer, at de ikke kan befri den irakiske befolkning for deres diktator, eller regionen for Saddams trusler. Den rationelle begrundelse for truslen om krig må vi derfor søge et andet sted. Og det er ganske enkelt at USA med et angreb på Irak vil demonstrere sin globale lederrolle på den mest knusende måde. USA har brug for at true med krig for at bevise at det er en verdensmagt. En krig startet på et, i det mindste, omdiskuteret folkeretsligt grundlag vil kun forstærke denne demonstration af magt, og vise at folkeretten må følge den politik som USA, som eneste globale magt, giver det mulighed for at diktere. Magt demonstreres bedst i magt over liv og død, og intet er mere effektfuldt end krig. (Dengang Bill Clinton var guvenør kunne han kun stadfæste dødsdomme, som han gjorde under valgkampen i 1992). Nu kan Clinton demonstrere besiddelsen af statsmagens essens, magten til at bestemme hvem der er ven og hvem der er fjende, og magten til at føre krig mod fjenderne. Den grusomme ironi er at Saddam Hussein af præcis samme grund også må ønske at krigen kommer. Taberen i dette spil er selvfølgelig først og fremmest det ulykkelige Irakiske folk, men også den smukke drøm om en verdensorden bygget på folkenes ret.

Den danske regerings fornemste mål må derfor være at argumentere overfor USA at det er i vores interesse som ven af USA, men også i USA’s egen interesse, at styrke FN og dermed en mere forudsigelig og stabil verden. En situation hvor USA angriber på trods af uenighed i FNs sikkerhedsråd vil være ødelæggende for FN og på sigt en større trussel for Danmark end Saddams giftgas. Dette standpunkt udelukker dog ikke, og bør ikke udelukke, anvendelsen af militær magt mod Saddam Hussein. Men det må være i Danmarks nationale interesse at de smarte bomber sendes afsted efter tålmodige forhandlinger af et enigt sikkerhedsråd og ikke af USA alene.

kilder:
John A. Warden III: Air Power after 1991, in Air Power. Doctrine and Technology, eds. Klaus-R Böhme og Carl Linton, Swedish War College, Stockholm 1996.
Robert A. Pape. Bombing to Win. Air Power and Coercion in War.Cornell University Press, Ithaca 1996.