Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

VALGET I SYDAFRIKA OG OS


(21. maj 1994)

Vi lever side om side med fire milliarder fattige, som vi længe har holdt på sikker afstand af vores egen velstand. De hvide i Sydafrika måtte indse at deres situationen var uholdbar. I det globale perspektiv deler vi historie med dem. Derfor tror jeg at vi selv kan lære af tilbagetogets hvide sydafrikanske helte.

VALGET I SYDAFRIKA OG OS

Debatindlæg af Hjalte Tin


Valget i Sydafrika var et historisk fremskridt, hvis betydning rækker langt ud over landets grænser. Sydafrika kan ses som en en miniatureudgave af hele verden, hvor de hvide lever en europæisk tilværelse, mens de sorte lever en tredje verdens tilværelse. Sydafrikas sorte og hvide - verdens sorte og hvide, fattige og rige - hvordan vi end sætter etiketten på står vi europæere og resten af verdens ca. en milliard rige i samme situation som Sydafrikas hvide. Vi lever side om side med fire milliarder fattige, som vi længe har holdt på sikker afstand af vores egen velstand. De hvide i Sydafrika måtte indse at deres situationen var uholdbar. I det globale perspektiv deler vi historie med dem. Derfor tror jeg at vi selv kan lære af tilbagetogets hvide sydafrikanske helte.

De hvide har med deres støtte til de Klerk valgt at dele med de sorte. Dele en nation, dens magt og rettigheder, Uden krig. De har også har befriet sig selv fra apartheid og er parate til at komme med en konstruktiv indsats fremfor borgerkrigens destruktion (som ellers ser ud til at være normen fra Bosnien til Rwanda). Jeg er selvfølgelig klar over at valget ikke har løst alle Sydafrikas problemer, og at ingen kan udelukke at borgerkrigen alligevel kommer. Men man fik afholdt valget, og det er betydningen af det faktum, jeg vil se nærmere på.

Vi kan godt skyde de hvide alle tænkelige egoistiske motiver i skoene, såsom at de har valgt forsoning fremfor undertrykkelse tvunget af omstændighederne og ikke af ægte demokratisk sindelag. Pointen er at selvom vi har ret, forandrer det ikke betydningen af valget. Det overvældende flertal blandt de hvide har faktisk accepteret om nødvendigt at gå ned i levestandard for at få en fremtid i Sydafrika sammen med de sorte. Det samme skridt jeg er sikker på at vi selv må tage indenfor den næste generation for at sikre vores egen fremtid.
Hvad der præcis fik de hvide i Sydafrika til at stemme for at dele med de sorte er svært at svare på, og vil sikkert blive genstand for megen forskning og debat. De FN-vedtagne sanktioner mod Sydafrika mindede dem dagligt om at resten af verden så på apartheid som en forbrydelse, og at de derfor måtte bære en fuldstændig udstødelse fra verdenssamfundet. Samtidig nærmede undertrykkelsen og volden inde i Sydafrika sig stadig mere borgerkrig. Der er formodentlig ingen tvivl om at et flertal af de hvide tilsidst oplevede apartheid som en blindgyde der kun ville føre til borgerkrig og fuldstændig økonomisk ruin. På mesterlig vis omsatte de Klerk denne diffuse angst for fremtiden til politisk handling og fik de fleste hvides mandat til at tage skridtet fuldt ud og dele magten med de sorte - selvom hverken han eller nogen anden kunne sige hvordan det nye Sydafrika vil ende.

Mandelas storhed viste sig da han kom ud af fængslet efter 27 år og var i stand til at at kunne gribe de Klerks tilbud om forhandlinger og se fremad uden racisme, uden vold, uden et ønske om hævn, Der er ingen tvivl om at Sydafrika har været usædvanlig heldig med disse to mænd.
At de sorte og hvide ville dele en nation var så stort et projekt at det ikke kunne rummes indenfor den gamle sydafrikanske republik. Det er ikke et spørgsmål om kvadratkilometer men om kultur. Den danske antropolog Anne Knudsen skriver i sin nyligt udsendte lille bog “Kultur uden kampvogne” at kernen i vores nationale identitet er sproget, historien og landskabet, vel at mærke eet sprog, een historie og eet landskab hvorigennem vi definerer os selv som danskere til forskel fra fx. tyskere. Et demokratisk valg vil altid være en bekræftelse på denne nationale identitet, hvor netop vi (fx. danskere) kommer til syne for hinanden som optalte stemmer, og hvor vi accepterer at valgets tale skal bestemme over os indtil næste valg
.
Før valget delte sorte og hvide ikke nation. Apartheid forhindrede det De sorte henviste i deres kamp derfor aldrig til Sydafrika, som var de hvides nation, men til Afrika slet og ret. Således African, ikke South African, National Congress, og en populær sort sydafrikansk sangerinde som Yvonne Chaka Chaka synger aldrig om South Africa men om Africa, My Motherland. Derfor var billederne af køerne foran valgstederne, og af de sorte vælgere der med alvor, næsten højtidlighed for første gang i deres liv lagde deres stemmeseddel i stemmeurnerne så bevægende. Ved Mandelas, de Klerks og Mbekis indsættelsesceremoni hørte vi endelig de undertrykte afrikanske sprog, alle sang med på to nationalhymner, den gamle for den hvide nation og den længe forbudte hymne på xhosa for den afrikanske nation og Mandela talte om Pretorias jacarandatræer og Transkeis magnoliaer som tilsammen udgør Sydafrika. De mange landskaber, de mange sprog og mange folk skulle nu sameksistere i en fælles nation. Det nye sydafrikanske flag vejede besværgende over ceremonien.

Valget i Sydafrika viste at sydafrikanerne forsøger at dele en nation, hvor der er plads til mere end et sprog, mere end en historie og mere end et landskab. Betydningen af dette rækker langt ud over Sydafrikas grænser.

Hvad enten vi ser et eller ej eksisterer der et globalt skæbnefællesskab mellem alle mennesker bundet som vi er til en planet med begrænsede økologiske muligheder, Men et globalt samfund bundet sammen af fælles sprog, historie og landskab, som kan udmønte budskabet om en fælles global skæbne i en demokratisk handling eksisterer ikke. Og der er ingen personligheder som kan tale for verdens rige og fattige på en måde som de Klerk og Mandela har gjort det for Sydafrikas rige og fattige.

Det der kan presse os, de rige på jorden, til at ændre kurs vil formodentlig blive erkendelse af de materielle, økologiske grænser for vores fælles eksistens. Den materielle omsætning kan ikke blive ved med at vokse. Vi kender ikke den eksakte grænse og vores fremadprojektioner af den globale økologisk udvikling er stadig usikre og omdiskuterede - men alarmerende. Fx. kan man læse i den seneste rapport fra Worldwatch Institute, Verdens Tilstand 1994, at mens verdens produktion af fødevarer falder pr. person stiger befolkningerne i de fattige lande stadig hurtigere. Maximumproduktionen pr. person blev nået i 1984, og siden da er fødevareproduktionen pr. person. faldet 11% Der er ingen udsigt til at faldet vil standse indenfor den næste generation.
Langsomt, men sikkert vokser desperationen i de fattige lande. (Som man kan mærke hvis man rejser i Afrika, Sydamerika eller Asien). Den mindste trussel mod os er givetvis de fattiges væbnede kamp for at få del i rigdommen.

Borgerkrigene rammer kun de lokale eliter. En større trussel er det spontane pres på vores grænser. De millioner af indvandrere og flygtninge vi har i Europa er heller ikke nogen fare for vores velstand. Den største trussel er formodentlig os selv. Vores vækst-civilisation er fundamentalt ikke-bæredygtig.

Løsningen er ikke en verdens-nation med en global regering, men sandsynligvis flere samtidige ad hoc strukturer som kan være fora for diskussion og afgørelse af bestemte sager af global betydning. Rio-konferencen i 1992 kan med en vis velvillighed ses som et skridt i denne retning. Fælles om et basar-engelsk diskuterede en myretue af udsendinge verdens tilstand, deres fælles historiske identitet var miljøsagens udvikling på de tyve år fra den første miljøkonference i Stockholm 1972 til Rio-konferencen i 1992 og endelig var regnskoven det landskab som symboliserede den fælles bestræbelse, som dybest set var at udvikle de kulturelle rammer indenfor hvilke den ene milliard rige kunne dele en fremtid på jorden med de fire milliarder fattige. Konferencen viste at en global offentlighed om miljøspørgsmålet var skabt, en fælles kulturel identitet der både omfattede sprog, historie og landskab og som muliggjorde vedtagelsen af de første spinkle gensidige globale forpligtelser. I Rio så vi den usikre begyndelse på en global loyalitet som forviste de nationale loyaliteter til anden rang.
Det absolut afgørende er at en sådan kulturel global identitet ikke vil falde sammen med en national identitet. Der er fx. ikke en enkelt nation som kan tage patent på miljøsagen. Til forskel fra den nationale identitet som udelukker alle andre identiteter og loyaliteter (man kan ikke samtidig være både dansker og tysker) vil de nye kulturelle fælles-identiteter være åbne. Jeg tror dette vil være paradigmet for de kommende globale kulturelle identiteter.

Alle jordens mennesker vil aldrig komme til at dele den samme kulturelle identitet, men til forskel fra idag hvor identiteterne er opdelt nationalt og udelukker hinanden, vil de globale identiteter være opdelt efter sager i bredeste forstand og være mange og overlappende, men lige så forpligtende til fælles, demokratisk handling som de gamle nationale fællesskaber.
Valget i Sydafrika har et opmuntrende budskab til os: sorte og hvide stemte for at dele. Ligesom de hvide måtte dele deres privilegier og magt med de sorte, må vi være villige til at give afkald på nogle af vores privilegier og dele med resten af verden for at kunne løse vores økologiske problemer. Sydafrika har i løbet af fire vanskelige år flyttet sig fra apartheids blindgyde ind i et laboratorium hvor nye relationer mellem sorte og hvide, mellem fattige og rige, bliver afprøvet. Takket være de Klerk og Mandela har Sydafrika forvandlet sig fra et land man måtte foragte til en nation vi kan lære af. Som de hvide sydafrikanere må vi europæere finde ud af hvordan vi kan dele jorden med vores fattige naboer - fire milliarder mennesker som har en begrænset tålmodighed.