Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

ETIOPIEN

Tintrommen


(Information, 6. marts 2004)

Det bør være meget farligere for den etiopiske regering at have millioner af mennesker, som ikke kan brødføde sig selv.

"Jeg følte mig som en nazi der sendte dem til dødslejrene." I Etiopien måtte en engelsk Røde Kors sygeplejerske overlade de fleste børn udenfor flygtningelejren til sultedøden fordi hun ikke havde mad nok. En BBC journalist chokerede verden med reportagen om en katastrofe ingen havde hørt om. Dengang sultede 7 millioner mennesker og nu sulter 14 millioner, fortæller han i en tyve-år-efter udsendelse som Danmarks Radio sendte i denne uge. Igen så vi billederne fra 1984 af udhungrede børn der dør for åben skærm. Billederne rejste en storm af dårlig samvittighed dengang. Aktivister som Bob Geldorf krævede at EFs kødbjerge, hvedebjerge og smørbjerge blev sendt til Afrika. Det har vi gjort, og hvorfor er det så gået galt? Udsendelsen spiller effektivt videre på melodien om de hvide riddere, her den dygtige BBC journalist, den modige engelske sygeplejerske og den idealistiske irske popmusiker, som redder ofret Etiopien.

Sagen er bare at offerbilledet er falsk og kuren er skadelig. Der er ikke hungersnød i Etiopien og kronisk nødhjælp er en falliterklæring.

Etiopien er på ingen måde ramt af en hungersnød som i 1984. Landet fik god regn i 2003 og en rekordhøst på 13,3 millioner tons (11% over gennemsnittet for de foregårende fem år). FN og regeringen vurderer at behovet for importeret mad kun er 0,2 millioner tons, altså under 2 % af det samlede behov for fødevarer. Landet har udviklet et solidt nødhjælpssystem som overvåger behovet for mad og sørger for hjælp sålænge udlandet vil betale. Når WFP siger at 13 millioner mennesker i 2003 og 7 millioner i 2004 "har behov for assistance for at opfylde deres minimumsbehov for føde" betyder det ikke at de er ved at dø af sult, men at de er i fare for at komme under 2000 kcal om dagen. Det er 'kun' omkring fem millioner mennesker i de tørreste og mest afsides egne af landet der år efter år har behov for hjælp. De øvrige 65 millioner etiopiere klarer sig stort set selv.

De rige lande kan sagtens holde liv i de fem-ti procent af den etiopiske befolkning, som landet ikke selv kan brødføde. Sulten er siden 1984 blevet business as usual, en industri som alle parter har en fordel af. De sultne får mad, den etiopiske regering får udenlandsk hjælp (udviklingshjælp og nødhjælp) der svarer til landets samlede import, amerikanske og andre regeringer sikrer sig en venligsindet regering med en af Afrikas største hære og vi, de rige skatteborgere, kan få lidt mindre dårlig samvittighed over verdens ulighed.

Så alt kunne det måske køre videre hvis det ikke var fordi det er dårlig hjælp. Tyve års hjælp og Etiopien har fordoblet sit indbyggertal fra 33 til 70 millioner. I sig selv er det et enormt problem som fører til massiv ødelæggelse af miljøet. Tyve års nødhjælp er et udtryk for at nødens politiske og strukturelle årsager er uløste. Hjælpen dulmer det mest ekstreme udslag af den ubalancerede udvikling, men bidrager samtidig til at forværre Etiopiens mangel på balance. For giverne, herunder Danmark, er det en falliterklæring for vores udviklingshjælp at der stadig er millioner af mennesker som har brug for nødhjælp.

Regeringen i Addis Abeba kan imidlertid godt leve med at adskillige millioner af landets borgere bliver holdt i live af udlandet. Nødhjælpen er et vigtigt redskab i regeringens kontrol med dele af befolkningen og blev direkte brugt som et våben i borgerkrigen i 1980'erne. Den massive udenlandske hjælp ophørte ikke da Etiopien førte tre års blodig grænsekrig med Eritrea (1998-2000). WFP igangsatte tværtimod bespisning af fordrevne fra krigszonen mens middelklassen i Addis Abeba kunne købe nye biler og bekymre sig om trafikpropper.

Den fortsatte hjælp præmierer uansvarlighed. I Etiopien isolerer nødhjælpen lederne fra den vrede og den uro sulten kan skabe, så de ikke må stå til regnskab for deres forsømmelser. Det bør være meget farligere for den etiopiske regering at have millioner som ikke kan brødføde sig selv.