Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

FREMTIDENS KRIG


(Politikens Kronik, 21. november 1995)

Hvad er en borgerkrig egentlig, og hvad dækker begrebet etnisk konflikt præcist?

FREMTIDENS KRIG

kronik af Hjalte Tin,
Center for Kulturforskning, Århus Universitet
25 nov 1995
-------------------
KRIGEN RYKKER NÆRMERE DANMARK

Militæret spiller en hastigt voksende rolle i den verden der omgiver Danmark. Vi har en aktiv forsvarsminister som har været medvirkende til at en dansk officer nu skal stå i spidsen for en dansk-polsk-nordisk styrke i Bosnien under NATO-kommando. En situation som er så overraskende ny i forhold til traditionel dansk sikkerhedspolitik at de fleste glipper med øjnene. Men - og det er vigtigt i denne sammenhæng - jeg vil tro at mange danskere føler at det er en rigtig beslutning fordi udviklingen i verden tilsyneladende har gjort begrænset, men bestemt, brug af våben nødvendig.

Den iskolde terrorbalance, hvor verdens største hære stod parate overfor hinanden, er åbenbart afløst af militsbander og småhære der antænder den ene borgerkrig efter den anden. Den kolde krig vænnede os til at forenkle krigen til et spørgsmål om magtbalance. Men Bosnien giver ikke mening med den kolde krigs begreber. Vi kalder den så en borgerkrig, men er ikke helt sikre på hvad det indebærer. Samtidig er der skabt en praksis for 'humanitær intervention' på bare 3-4 år fra interventionen i Nord Irak 1992 til den kommende NATO-aktion i Bosnien. Reelt er tale om en ny type krig. Jeg har valgt at kalde deninddæmningskrig.

BORGERKRIGEN

Ord som borgerkrig og etnisk konflikt svirrer gennem luften, men hvad er en borgerkrig egentlig, og hvad dækker begrebet etnisk konflikt præcist? Borgerkrig er overraskende nok et meget dårligt belyst emne. Borgerkrigen står stadig gemt i skyggerne indenfor freds- og konfliktforskningen, krigshistorien, antropologien, statshistorien og politologien. Selvfølgelig skrives der flittigt om nutidens borgerkrige, men der endnu ingen forklaring af hvad en borgerkrig som sådan er, og hvorfor de tilsyneladende er på fremmarch idag. Af alt hvad der overhovedet er skrevet om borgerkrig er mere end halvdelen specialstudier i den amerikanske borgerkrig fra 1861-65, og den anden halvdel koncentrerer sig om den engelske borgerkrig midt i det 17.årh, og de russiske, kinesiske og spanske borgerkrige i det tyvende århundrede. En egentlig teori om borgerkrig findes ikke i den videnskabelige litteratur.

Hans Magnus Enzensbergers rasende og velskrevne essay “Ausschichten auf den Bürgerkrieg” fra 1993 (d.o.1994) er stadig noget af det bedste der er skrevet om post-1989 borgerkrigene. Hans pointe er at marginaliseringen, i forhold til den globale kapitalisme af enorme befolkningsgrupper fra den tredje verden til metropolernes forstæder, er årsagen til borgerkrigen. Den “molekylære” borgerkrig i Los Angeles og “fladebranden” i Somalia er udtryk for den samme historiske proces og kan derfor dækkes af samme forklaring. First things first, siger han, og mener at vi europæeres ansvar ikke kan være hele verdens frelse, men at standse borgerkrigen hos os selv - brandbombningen af tyrkere, ødelæggelsen og selvødelæggelsen af ghetto-forstæderne, destruktionen af vores civile samfund. Det blev han skældt meget ud for, men jeg tror at han har ret.

Lad os følge Enzensbergers tanker et skridt videre. Borgerkrigene efter 1989 er alle et opgør med stats-nationen. Den stat som proklamerer at nationen omfatter alle statens borgere. Siden den franske revolution har statsnationerne spredt sig over hele jorden, men den er under pres. I Weekendavisen d.24-ll-95 brugte Pernille Stensgaard dette umiddelbart selvimodsigende udtryk om 2. generations indvandrere i Danmark: de er “udenlandske statsborgere”. Muligvis ubevidst udtrykte hun meget klart det multikulturelle samfunds dilemma: giver det stadig mening at hævde at nationaliteten følger statsborgerskabet, at nationen følger staten, eller har den multikulturelle udvikling umuliggjort dette ideal? I en stadig velfungerende statsnation som Danmark er stat og civilt samfund stort set kongruente, og deres relation er hovedsagelig konstruktiv. Men der er peget på en fundamental sprække i statsnationen.

Borgerkrig er den modsatte situation, her er relationen mellem stat og civilt samfund blevet destruktiv og ikke-kongruent. Vi kan forestille os to situationer. Enten splittelse indenfor staten, et kup og lignende, hvor flere grupper kæmper om magten over civil samfundet. Eller splittelse indenfor civil samfundet, løsrivelse eller lignende, hvor en gruppe prøver at danne deres egen stat. Den sidste situation kendetegner borgerkrigene idag, de er “etniske”, mens den første situation prægede borgerkrigene før 1989, de var “revolutionære”. Civil samfundet har meget at gøre med kommunikation og ideologi (men det er ikke hele historien), og derfor vil splittelse i civil samfundet ofte blive forklaret som et spørgsmål om etnisk konflikt.

STATSNATIONENS FJENDER

Statsnationens fornemste udtryk er velfærdsstaten. Her deler alle statens borgere statens sikkerhed og rigdom: er man dansker har man ret og hævd på dansk velfærd. Men 'to-tredjedelesamfundet’ fortæller at dette solidariske ideal er på retur. Fra Chile til Thailand stormer middelklassen frem uden at se sig tilbage efter deres fattige landsmænd. WTO, NAFTA, EU, globalisering og kapitalens frihed taler sit tydelige sprog. Det er her det sker. De marginaliserede er ikke dumme og deres tålmodighed er begrænset. Hvis velfærdsstaten ikke kan indfri deres håb om sikkerhed og velfærd, må de søge et andet sted. Men hvor? Stammen! Det etniske og religiøse fællesskab! er det svar vi hører overalt i verden. Graden af ægthed eller opfindelse af stammen er i denne forbindelse ligegyldig. Ideen virker. De marginaliserede søger sikkerheden i opposition til statsnationen. Ingen borgerkrige handler derfor idag om at skabe en statsnation, overalt er det ietnonationen man søger lykken.

Etnonationen kræver at staten følger nationen, dvs. at kun mennesker med en bestemt national rod, afstamning, eller det vi idag almindeligvis kalder etnicitet, skal udgøre staten. Historisk er dette synspunkt blevet fremført i forskellige udgaver blandt andet af den tyske romatik, pan-slavisterne, nazisterne og af den amerikanske præsident Wilson efter Første Verdenskrig. Under sloganet “Folkenes Europa” prøvede han i Versailles at flytte Europas grænser så hvert folk fik deres egen stat. Problemet er bare at det dengang som nu var umuligt. Hverken Wilson eller andre har kunnet trække grænser om etnisk homogene stater uden folkeflytninger, etnisk udrensninger eller folkedrab. Krigen i Jugoslavien med dens etniske udrensning er kun det sidste skud på denne stamme. Hvis man for alvor gennemtrumfede etnonationen ville de fleste internationale grænser falde. Vi kan sige at mens statsnationens folk har et pragmatisk forhold til deres territorium, så har etnonationens folk et essentielt forhold til deres jord.Den endeløse opsplitning af statsnationerne i mindretallenes og mindretallenes mindretals “rene” etnonationer er skruen uden ende fordi præmissen er uantagelig, urimelig og falsk: at etnicitet og territorium kan og bør smelte sammen i eksklusive og rene felter.

Den historiske kamp mellem statsnationen og etnonationen har bølget frem og tilbage i tohundrede år. Idag er billedet radikalt ved at ændre sig. Fra neden brænder og knuser taberne, de marginaliserede, velfærdstaten. Men samtidig gnaver vinderne, den globale middelklasse, i velfærdstaten fra oven: der er ikke "råd" til den, og desuden er den gammeldags. Fremtidens relation mellem folk og territorium ervirtuel: man er tilstede overalt og ingen steder, på nettet, i lufthavnene, til konferencerne, i reklamerne og medierne. Lad os kalde den globale middelklasses fremtidsvision for glopolis. Min vurdering af den globale dynamik som afføder krigene, er derfor at statsnationernes verden er ved at blive splittet i to verdener, som fører krig på hver sin måde. Etnonationerne fører borgerkrig, og glopolis fører inddæmningskrig.

INDDÆMINGSKRIGEN

Inddæmningskrig er en politi-krig der gennemtvinger verdenssamfundets normer.Inddæmningskrigens formål er at holde en borgerkrig inddæmmet, men ikke at erobre jord eller flytte grænser. Inddæmningskrigen vil søge at eliminere modstanderes evne til at føre krig med midler der går fra diplomatisk forhandling til indsættelse af tunge våben. Kommunikationslinjer af enhver form, snarere end territorier vil blive forsvaret. Individuelle menneskerettigheder snarere end kollektive rettigheder vil blive forsvaret. Fri bevægelighed af informationer, penge og mennesker snarere end grænsernes ukrænkelighed vil blive forsvaret.
Inddæmningskrigen kan af politiske grunde ikke føres af en enkelt stat, men kun af en ad hoc militær føderation mellem flere stater. Formålet med de traditionelle alliancer mellem stater var mere magt, formålet med militær-føderationen er at kunne handle på vegne af det almene gode. Inddæmningskrigen kan ikke udkæmpes af en enkelt stat fordi det vil forvandle inddæmningen til besættelse efter den traditionelle internationale krigs logik.

Inddæmningskrigen er som type vokset ud af FN’s fredsbevarende aktioner, men adskiller sig radikalt fra dem ved at tilsidesætte den statsnationale ‘grundlov’ om staternes suverænitet. Inddæmningskrigen forudsætter ikke accept fra parterne i den borgerkrig man vil inddæmme. Opgøret med statsnationens suverænitet er allerede begyndt med de 'humanitære interventioner' i Irak, Somalia, Liberia, Rwanda, Haiti og Bosnien. Golfkrigen var ikke en inddæmningskrig, men en traditionel krig-om-grænser, hvor aggressoren skulle tvinges tilbage over grænsen. Den kommende NATO-operation i Bosnien vil blive den første rigtige inddæmningskrig. 'Humanitære interventioner', er dybest set er en selvimodsigende betegnelse for en krigstype man endnu ikke kender de fulde konsekvenser af.

Den historiske forudsætning for inddæmningskrigen er at national velstand ikke mere kan erobres igennem krig. Idag kan en enkelt stat føre krig og blive fattig, men ikke rig. Det skyldes at rigdommen idag eksisterer i den globale kapitalismes strømme. Man kan føre krig og udelukke sin stat fra verdensmarkedet - og blive fattig som Serbien, men man kan ikke igennem krig tiltvinge sig rigdom fra verdensmarkedet. Borgerkrigen sønderslider eksisterende statsnationer, og inddæmingskrigen forsøger at holde krigen som sådan udenfor glopolis’ virtuelle rum.

DEN INDRE SAMMENHÆNG MELLEM BORGERKRIG OG INDDÆMNINGSKRIG

Borgerkrigen kan både analyseres indefra, som brudflader i civil samfundet, og udefra, som brudflader i statssystemet. Når borgerkrigen trækker indre grænser i en stat opløses den som statssubjekt, den imploderer, og dens ydre grænser holder op med at adskille to statssubjekter. Etnonationens essentielle relation til territoriet implicerer derfor en fundamental ubalance i statssystemet. Det samme gør sig imidlertid også gældende med glopolis’ virtuelle relation til territoriet: også her vil grænserne forsvinde mellem tidligere adskilte statssubjekter. Det sker allerede med inddæmningskrigens militære føderation. Borgerkrigen har derfor som sin dialektiske modsætning ikke andre borgerkrige, ej heller krige mellem stater, men derimod inddæmningskrigen.

På et mindre abstrakt plan kan vi også se at borgerkrigen og inddæmningskrigen spejler hinanden som modsætninger. Jo mere etnonationens krigere kæmper for deres etniske partikularitet, jo mere kommer de i modsætning til den almene nation, dvs. resten af verden vendt mod dem i inddæmningskrigens ad hoc føderation af stater. Jo mere “det internationale samfunds” stater stilles overfor etnonationens og den etniske renheds partikularitet (og de forbrydelser mod menneskeheden der er forbundet med den) jo mere vil de opfatte sig selv som den almene stat, der forsvarer det almene overfor det partikulære - og det er netop de universelle menneskerettigheder, og det grænseløse marked. Så inddæmningskrigerne vil på deres banner have menneskerettighederne og det frie kapitalistiske marked. Og ikke skyggen af nationale emblemer.

VILJEN TIL KRIG I DANMARK

Dybest set har Danmarks suverænitet været afhængig af befolkningens vilje til at gå i krig for staten. Det gælder alle stater. I Danmark har de geopolitiske realiteter imidlertid i mange generationer været så favorable at vi har kunnet dække os ind under andre magters forsvarsvilje og dermed glemme hvorfor vi har en hær. Og nu er verden måske ved at ændre sig så krig om Danmarks territorium er blevet fuldstændig utænkelig. Hvad skal vi så med forsvaret?
På et arbejdsseminar om borgerkrig jeg var med til at afholde tidligere på året udtalte oberst-løjtnant Per Skov-Christensen fra Forsvarsakademiet, at Danmarks forsvar idag grundlæggende har to opgaver. Dels forsvaret af Danmark, dels Danmarks deltagelse i international fredsbevarelse. Selvom Skov-Christensen ikke sagde det lige ud, så var implikationen ganske klar: “trusselsbilledet” for Danmark indeholdt ingen realistiske fjender i “nærområdet”. Derfor var grundlaget for Danmarks forsvar en smule skizofrent. På den ene side havde man værnepligtshæren hjemme og på den anden side den professionelle internationale indsats. Det var i forbindelse med de internationale fredsbevarende (og -skabende!) opgaver at hæren stod overfor dynamiske udfordringer. Faktisk var der ingen klare opgaver for “hjemmehæren” udover den spinkle, omend nødvendige funktion, at være leverandør af udsøgt mandskab til det internationale arbejde. Jeg tror danskerne accepterer og støtter at Danmark har en international militær forpligtelse til fredsaktioner, men at man samtidig har svært at forstå hvad forsvaret laver på dansk jord. Det er klart uholdbart.

Det gjorde ondt da vi fik dræbte hjem fra Kroatien, men samtidig har det utvivlsomt omend paradoksalt været med til at gøre tanken om at forsvaret faktisk kan føre krig mere virkelig end tidligere. Mens det danske forsvar under den kolde krig virkede en smule irrelevant overfor truslen om atomkrig er det nu sat ind i situationer, hvor det nytter. Det er nu engang lettere at forstå hvad den danske Jens kan udrette på en Leopard-tankvogn i Tuzla end mod Sovjet.

Den globale udvikling, som jeg har forsøgt at skitsere, rejser spørgsmålet: hvilket forsvar har Danmark overhovedet brug for? Sat på spidsen: har vi brug for mere end en professionel International Brigade? Jeg vil mene at det er vigtigt at diskutere forsvarets opgave i en historisk situation, hvor krigens rolle er under dybtgående forvandling. Det er selvfølgelig også et politisk problem at kunne forklare skatteyderne hvilke opgaver det er forsvaret bliver betalt for at løse. Et nyt forsvarsforlig er på trapperne. Hvordan vil det afspejle denne nye situation?