Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

FRA ANKARA TIL KIEV

Tintrommen


(Information, 27. november 2004)

Den islamiske trussel mod europæisk demokrati kommer ikke fra Tyrkiet, men fra fundamentalistiske miljøer i Europa, fra muslimer som er født i Europa. Det må være denne kendsgerning vi skal forholde os til når vi diskuterer Tyrkiet i forhold til Europas problemer med fundamentalistisk islam.

At vige og vige - med dette PH-citat rasede Frederik Stjernfelt i en velkommen kommentar på forsiden af sidste uges Weekendavis mod at ”brede kredse i de muslimske indvandrermiljøer” i Danmark bekæmper ytringsfriheden med vold og trusler. ”De anslag er trusler mod selve det moderne samfunds helt grundlæggende standarder.” Theo van Gogh kender vi. Alle ved at det ikke er et særligt dansk problem. Det har heller ikke en særlig dansk løsning. Stjernfelt fik opbakning fra vores statsminister, som på sit partis landsmøde gjorde ytringsfrihed til en ny mærkesag. Det er let at give en pris til somaliske Hirsi, men det kræver ægte politisk lederskab af Fogh at stå op den 17 december og sige til Europa at Tyrkiet skal have en dato for optagelsesforhandlinger med EU. Blandt andet for at vi kan sikre ytringsfriheden i Danmark.

Jeg er bange for at det vil være vanskeligt, måske umuligt, at bremse radikaliseringen af de islamiske miljøer i Europa, så længe de er så få og isolerede. Vi har brug for mange flere moderate muslimer i Europa for at svække fundamentalisternes indflydelse. Og det eneste sted de kan komme fra er fra Tyrkiet.

Det er et strategisk valg vi står overfor. Enten forsøger vi at vi presse islam i Europa tilbage ved at lukke for adgangen for flere muslimer og systematisk begrænse alle kulturelle og politiske udtryk for den islam der allerede har slået rod i Europa. Eller vi indser at dette kun vil føre til en radikalisering af millioner af europæiske medborgere og had mod et ”kristent” Europa som diskriminerer. For vores egen skyld bør vi sikre os det tyrkiske befolkningsflertal som vores strategiske partner. Tyrkiet i EU vil grundlæggende forandre de europæiske relationer mellem muslimer og ikke-muslimer i en positiv retning og modvirke den skræmmende og udsigtsløse polarisering mellem det europæiske ikke–muslimske flertal og et stadig mere trængt, dem-mod-os skræmt, Euro-muslimsk mindretal.

Vi kan ikke og vi skal ikke fjerne islam fra Europa. Men vi skal bidrage til en udvikling og befrielse af islam i Europa fra fundamentalistiske, reaktionære, antidemokratiske fortolkninger af islam. Det kan vi kun gøre indefra, dvs. sammen med vores muslimske, europæiske medborgere. Kun inde fra de muslimske miljøer kan islam europæiseres. De reformivrige skal kunne stole på vores – det almindelige ikke-troende flertals – solidaritet og støtte, så de kan være sikre på at islam har en selvfølgelig og uantastet plads i det europæiske fællesskab.

I alle europæiske lande, både de muslimske og ikke-muslimske miljøer, foregår der en intens diskussion om islams rolle i Europa. En moderne, moderat islam må bryde med den antidemokratiske, fundamentalistiske islam. Indtil nu har de islamiske grupper i Europa været alt for svage, klemt mellem social marginalisering og jihads lokketoner til at formulere en sådan positiv selvforståelse. Vores muslimske medborgere har endnu ikke vundet deres retmæssige plads i de europæiske mainstream-samfund.

Den islamiske trussel mod europæisk demokrati kommer ikke fra Tyrkiet, men fra fundamentalistiske miljøer i Europa, fra muslimer som er født i Europa. Det må være denne kendsgerning vi skal forholde os til når vi diskuterer Tyrkiet i forhold til Europas problemer med fundamentalistisk islam. Set i dette lys fremstår Tyrkiet ikke som en trussel mod europæisk demokrati, men som en strategisk partner. Netop den tyrkiske befolknings størrelse er her en fordel fordi dens ønske om at deltage i det europæiske fællesskab på demokratiske betingelser betyder massiv støtte til en sekulær, demokratisk fortolkning af islam.

Den ideologiske øst-vest modsætning er faldet sammen og derfor repræsenterer befolkningerne i øst ikke en fjende men en slægtning der bliver reddet hjem efter et halvt århundrede i kulden. Ukraine er den allersidste rest af Europa der mangler at komme hjem (hvis vi et øjeblik glemmer Moldova og Hviderusland). Hvis befolkningsflertallet i Ukraine får den valgsejr som den gamle nomenklatura prøver at snyde dem for, og det sker uden at der udbryder borgerkrig eller andre ulykker, såsom brutal russisk indblanding, så tror jeg vi vil se Ukraine nærme sig EU hurtigere end Tyrkiet, og formodentlig ende med at blive medlem inden Tyrkiet.

Et kristent Ukraine som river sig løs af den russiske omfavnelse i en bevægelse der med ti års forsinkelse gentager de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen og bekender sig fuldt og helt til vores opfattelse af social indretning er lettere at optage end et muslimsk land. Tyrkiet er anderledes fordi landets befolkning bekender sig til islam. Islam har ikke udspillet sin historiske rolle på samme måde som sovjetkommunismen havde.

Tyrkiet repræsenterer derfor ikke fortiden men fremtiden. Det er ikke et gammelt regnskab der skal gøres op, men en ny chance for Europa. At gribe denne chance kræver langt større politisk lederskab i Europa end det vi ser hos de fleste politikere i Europa i disse år. At optage Tyrkiet kræver at de europæiske politikere kan forklare deres vælgerbefolkninger at løsningen på vores demokratis problem med islamisk fundamentalisme ikke ligger i fortiden, ikke findes i en brun genoplivning af ”håndsnittede” nationale værdier, forbud, restriktioner og isolation.

Som Europa er Tyrkiet er ikke et homogent samfund. Tyrkiet har sine egne fundamentalister at slås med. Men på samme måde som vi i EU har brug for et strategisk partnerskab med Tyrkiets moderate muslimer, har Tyrkiet brug for et strategisk partnerskab med det demokratiske Europa for at sikre demokratiet i Tyrkiet. Det er en win-win situation. Vi har begge noget den anden part har hårdt brug for. Men det kræver politisk mod og lederskab at tage imod det.