Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

TERRORISTER VI KAN LIDE

Tintrommen


(Information, 13. november 2004)

Den internationale terrorlovgivning i kølvandet på 11. september truer med at radikalisere legitime frihedsbevægelser. Det har hverken de eller vi nogen interesse i

Nelson Mandela er en terrorist vi kan lide. Sydafrika bliver brugt igen og igen som blåstemling af voldelig modstand mod et forhadt regime, senest i et interview med foreningen Oprørs talsmand Patrick McManus på DR p1. ANC er imidlertid et meget dårligt eksempel på støtte til ”terrorister” fordi deres modstander, apartheidregimet var et mindretalsregime fordømt af FN. Dét satte dagsordnen, ikke de få halvhjertede terroraktioner, som klogeligt meget hurtigt blev opgivet af ANC inden de fik sat deres internationale støtte over styr.

I 1963 var Nelson Mandela blevet arresteret og året efter idømt fængsel på livstid for at forsøge at omstyrte det hvide apartheidregime. I hans berømte forsvarstale tilstod Mandela brugen af vold, men kun som det afrikanske folks selvforsvar mod apartheidsregimets undertrykkelse. ANC havde nøje overvejet hvilke voldelige midler de ville bruge. Mandela sagde de havde overvejet fire muligheder. Af sabotage, guerillakamp, terrorisme og åben revolution havde de valgt kun at anvende sabotage.

FN fordømte apartheidregimet og i 1965 bevilgede Danmark for første gang penge til ANC. Skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har støttet ANC med meget store beløb og ”Apartheidbevillgningen, den særlige bevilgning til humanitær og uddannelsesmæssig bistand til undertrykte folk og folkegrupper” blev en fast post på finansloven. Selvom hjælpen udtrykkelig gik til ikke-militære formål kan få have været i tvivl om at den styrkede ANC’s væbnede kamp. Fra 1965 til 1993 donerede Danmark 975 millioner kroner; 1994-1999 modtog ANC, der efter landets første demokratiske valg i 1994 dannede regering i Sydafrika, 750 millioner kroner. Norsk hjælp til ANC og allierede organisationer var endnu mere rundhåndet, 2 milliarder kroner 1971-1996. Til sammenligning ydede Sovjetunionen 1963-1990 kun hjælp for 61 millioner rubler hvoraf halvdelen blev udbetalt i russiske håndvåben.

Sydafrika var – og er – et ekstremt voldeligt samfund. I perioden 1976 til 1994 blev der myrdet en kvart million mennesker i SA (!). Da Nelson Mandela blev præsident var drab den mest almindelige dødsårsag for sorte mænd i storbyerne. Forskere vurderer at 25.000 ud af de 250.000 drab skyldtes den politiske kamp imod aparthied. Langt de fleste ofre for ”political violence” var sorte som blev slået, hakket, brændt eller stenet ihjel af andre sorte. Midt i 1980erne havde regimet indført undtagelsestilstand og indsat hæren i slummmen. Som modtræk tog ANC den kontroversielle beslutning at gå fra sabotage til terrorisme. Bombeangreb på cafeer fik enorm opmærksomhed og underminerede ANC’s livsvigtige internationale støtte og sommeren 1987 opgav ANC i stilhed at udføre flere terroraktioner. Tilbage står at ANC fra juli 1985 til juni 1987 gennemførte 203 væbnede aktioner med skydevåben og bomber hvorunder 47 civile blev dræbt.

Den nordiske milliardstøtte til ANC blev givet uden politiske betingelser og med ringe viden om hvad der egentlig foregik i frihedskampen. Lykkeligvis blev ANC’s terror et kort kapitel i deres lange kamp for demokrati i Sydafrika. Terror bragte ikke frihed i Sydafrika. Tværtimod var det Nelson Mandelas hemmelige enmands-forhandlinger efter 1986 med apartheidlederne om en fredelig magtdeling – i direkte modstrid med ANC’s vedtagelser - der brød den onde spiral af terror og repression.

Jeg tvivler på at et eneste folk er blevet frit ved hjælp af terror – som hverken er det samme som væbnet kamp mod undertrykkerens hær og politi, eller spontane folkelige opstande. Terrorisme bringer tværtimod dobbelt undertrykkelse. Terroristerne brutaliserer og ødelægger den politiske proces internt i den folkelige modstand mod et givet regime. Terroren fører til hårdere undertrykkelse af den almindelige befolkning, og den umuliggør moderation og forsoning. Terroren giver terroristerne magt og det er dens eneste formål og virkning.

Jeg frygter at den internationale terrorlovgivning, som Danmark tilsluttede sig i juni 2002, af Preben Wilhjelm karakteriseret som ”uden sammenligning den største ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkeltes retssikkerhed, der er sket siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen for 83 år siden”, helt modsat sin erklærede hensigt vil støtte terror i verden, fordi den skaber et fællesskab mellem rene terrororganisationer som Al Qaida, folkelige frihedsbevægelser og små solidaritetsgrupper. Den traditionelle ANC-frihedskamp, som er rodfæstet i en bestemt gruppes åbne bestræbelser på at opnå politiske rettigheder, smittes med den hemmelige, kriminelle, rodløse og velhavende terrorisme. Den amerikansk ledede internationale terrorlovgivning lukker kanalerne for den åbne politiske kamp og forstærker dermed den tendens til indre kriminalisering og brutalisering bevægelser som IRA, ETA, de tamilske Tigere og FARC har udvist. Den politiske kamp financieres ved kriminalitet, og grænserne skrider for hvad oprørslederne tillader sig overfor deres egen befolkning. Terroren rammer meget hurtigt også dem man vil “befri”. Hvis USA i 1980’erne havde haft de redskaber til global kamp mod terror Bush har i dag, så ville ANC være forfulgt som terrorister. Det havde styrket den radikale fløj i ANC og fatalt svækket Nelson Mandela og forsoningen.

Idag står alle verdens regeringer forenede med USA imod terror. Ethvert regime kan stemple indre opposition som terror og komme med i den respektable internationale antiterrorklub. Fordelene er indlysende og omkostningerne ved at gå imod denne konsensus er skræmmende. Den totale krig mod terror vil radikalisere hjemlige smågrupper på en yderst uhensigsmæssig måde.

Resultatet er den skræmmende globale polarisering af verdenspolitken vi oplever mellem Bush og Bin Laden. Frihedsbevægelser verden over suges financielt og mandskabsmæssigt ind i en ressourcemæssigt tillokkende, men politisk uansvarlig terrorisme. Intellektuelt er prisen støtte til den mest formørkede, antidemokratiske islamisme. Ingen folkelig selvbestemmelse venter for enden af denne tunnel.

For at modvirke dette historiske knibtangsangreb på demokratiet fra amerikansk og saudisk fundamentalisme bør vi i Europa effektivisere efterforskningsarbejdet mod egentlige terrorister, men være meget varsomme med at stemple ufarlige foreninger som Oprør som terrorstøtter. Det kan de blive og det kan vi ud fra et demokratisk synspunkt ikke være interesseret i.