Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

OLYMPIANISME

Tintrommen


(Information, 30. oktober 2004)

Olympianisme: er det forklaringen på Tyskland og Frankrigs modstand mod Bush og Blairs krig mod Irak? Det hævder den engelske militærhistoriker John Keegan. Olympianisme er et religionshistorisk fagbegreb han udklæder som et skældsord.

Olympianisme: er det forklaringen på Tyskland og Frankrigs modstand mod Bush og Blairs krig mod Irak? Det hævder den engelske militærhistoriker John Keegan, berømt bl.a. for hans mesterlige ”History of Warfare”, i en bog om krigen i Irak, som for nylig udkom i dansk oversættelse. Olympianisme er et religionshistorisk fagbegreb der nu, udklædt som et skældsord, er blevet blandet ind i debatten om Irak-krigen. John Keegan definerer Olympianisme som ”afsky og fjendtlighed imod anvendelsen af militær indgriben til statslige formål. Ikke pacifisme, men et verdenssyn der hylder det overnationale og søger at erstatte magtudfoldelse med rationelle procedurer via et overnationalt bureaukrati og overnationale juridiske systemer og institutioner.”

Den atlantiske enighed handlede ikke kun om Irak og Saddam, men stak dybere. Det var militær magtanvendelse overhovedet man var uenige om, i følge Keegans analyse. Mens USA og Storbritannien er realistiske i internationale forhold og ved at det kan være nødvendigt at anvende militær magt for at sikre legitime politiske mål, tvivler Frankrig og Tyskland derimod overhovedet på brugen af militær magt, fordi deres ledere enten selv er olympianske eller lader sig presse af deres olympianske befolkninger.

Keegan lader sin åbenlyse foragt for EU løbe af med den eminente krigshistoriker. Han skriver at EU’s eneste magtmiddel er millioner af regulativer. Man kan næsten mærke hans fysiske væmmelse ved tanken om dette bjerg af papir. Hans skræmmebillede er dog en karikatur. EU har muliggjort et halvt århundredes fred mellem tidligere fjender i Europa, vel at mærke indenfor unionen. Her er udenrigspolitik blevet indenrigspolitik. Hvor og hvordan man skal bruge sin hær udenfor EU reguleres stadig af nationale interesser. Hverken Tyskland eller Frankrig påstod at Saddam kunne inddæmmes med EU-regulativer. Ingen europæiske lande har erstattet deres militære styrke med internationale traktater. At EU ikke har en egen udenrigspolitik skyldes netop at medlemslandene ikke er olympianske. Keegan kan næppe for alvor mene at de tyske og franske udenrigsministerier naivt tror at internationale forhold kan styres af traktater der overholder sig selv uden trusler om sanktioner. Paradoksalt skælder han da også Frankrigs ud for at lade national ”egoisme” fordærve den rene olympianisme.

Den atlantiske uenighed om Irak bundede i rationelle nationale strategier for små og middelstore lande som er nødt til at forholde sig til USA’s militære magt. Små lande må frygte for deres egen sikkerhed hvis store lande ignorerer international lov. Hverken traktater eller våben er absolutte magtmidler. Begge dele gradbøjes i en given situation af den politiske vilje de bringes i anvendelse med. Aftaler overholdes selvfølgelig ikke af sig selv.

Fejllæsning af nationale interesser, dårlig ledelse, selvmorderisk aggression, alt det er historien fuld af. Olympianisme er en karikatur. Billedet af EU i Keegans bog er en ondskabsfuld karikatur. Det krigsførende UK med alle landets hæderkronede regimenter er selv en del af EU. Blair mente, og mener stadig, formodentlig helt ærligt, at det tjente Storbritanniens nationale interesse at føre krig i Irak. Schröder mente ast det tjente Tysklands nationale interesser ikke at føre krig i Irak. Hvis der er en olympisk forskel er det uden tvivl Blair der står på den olympiske morals klippetop og ikke Schröder.

Det tyske og franske spil var i modstrid med den irakiske befolknings interesser, efter min opfattelse, men desværre gjaldt det også de amerikanske motiver til krigen, sådan som de blev åbenbaret efter Saddams fald. Ingen af de store landes har noget at lade hinanden høre, hvad enten deres motiver er olie, Israel, kontrol med Golfen, handelsinteresser, global sikkerhed eller et personligt opgør med Saddam.

Jeg støttede USA’s angreb på Irak og jeg er stadig overbevist om at mit førstehåndsindtryk holder vand, nemlig at de allerfleste irakere var lettede over at slippe af med Saddam og derfor afventende, men overvejende positive overfor amerikanerne. Lige efter Saddams fald var motiverne stadig underordnede. Der var et historisk sammenfald af interesser: de fleste irakere ønskede at komme af med Saddam og Bush ønskede at føre krig for at afsætte ham. Begge parter kunne være glade for den hurtigt og succesrigt afsluttede invasion.

Problemet er selvfølgelig at historien ikke stoppede der. Og så begyndte motiverne at stige op til overfladen. Amerikanernes uduelige organisering af genopbygningsfasen afslørede en forbløffende arrogance overfor irakiske realiteter. En lille kreds af personer med magt over verdens største militær er ude i et ideologisk begrundet korstog som ingen kan vide sig sikre for. Skræmmende for Irak og resten af verden.

John Keegan slutter sin bog med følgende salut: ”Virkeligheden er en ubehagelig ledsager, især for de gode viljers folk... Men virkeligheden omkring Irak-felttoget i marts-april 2003 er en bedre rettesnor for, hvad der bør gøres for at sikre tryghed i vores verden, end alverdens lovgivning eller traktater.”

De ord vil han komme til at æde i sig, hvis hans bog engang skal genudgives.