Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

FRA HJÆLP TIL BESKYTTELSE

Tintrommen


(Information, 23. oktober 2004)

Nødhjælp er godt, men kan udvikle sig til en forbandelse, hvis ikke hjælpeorganisationer og donorlande får løst problemet med at beskytte hjælpen og modtagerne

Danmark bruger omkring en milliard kroner om året på nødhjælp. Mad, medicin, vand og husly kan redde mange menneskeliv, men uden sikkerhed for den enkelte nødlidende vil hjælpen altid være mangelfuld. Beskyttelse mod vold er det nødhjælpen ikke selv kan yde fordi den ikke råder over magtmidler. Ligegyldigt hvor meget mad man uddeler står beskyttelsen af de nødlidende stadig uløst tilbage som nødhjælpens største udfordring.

Denne erkendelse har bredt sig til de fleste humanitære organisationer i Danmark. Derfor er nødhjælpsorganisationerne langt inde i diskussioner med militæret om hvordan man kan samarbejde. Et samarbejde som truer ømme tæer som organisationernes politiske uafhængighed og militærets mulighed for at score goodwill på at uddele hjælp i konkurrence med hjælpeorganisationerne.

Erfaringerne fra borgerkrige som Somalia viser, at hvis nødhjælpsorganisationerne tilfører flere ressourcer end de kan beskytte, hælder de benzin på bålet: almindelig lov og orden brænder sammen, statsmagten forkuller og modtagerne af nødhjælpen risikerer at blive dræbt. Ansvarlige nødhjælpsorganisationer er tvunget til at finde et kompromis med dem der har våben og tilpasse hjælpen til den beskyttelse der kan arrangeres, hvad enten det er lokale militser, et diktatorisk regime eller interventionstropper fra vores egne lande.

Det er en illusion at tro at man kan pumpe ressourcer ind i et lovløst område uden at de stærke vil kræve beskyttelsespenge. I Bosnien afleverede hjælpeorganisationer 50 procent af forsyningerne ved militsernes vejspærringer, i Somalia kom det op på 85 procent, og man blev ved med at bringe mad ind fordi folk sultede. Hvor meget skal man acceptere? Præsidenter kan gøre det lidt mere sofistikeret end teenage-militser, men princippet er det samme, nødhjælp når ikke frem til svage, nødlidende grupper uden at der er betalt for beskyttelse.

Kosovo var en milepæl for nødhjælpen fordi der rejste sig et folkekrav om en massiv humanitær indsats OG om politisk handling: brug af militærmagt. Dét er opskriften på effektiv hjælp. Dette skred i den offentlige opfattelse af forholdet mellem humanitær hjælp og magtanvendelse anser jeg for en klar styrkelse af muligheden for at hjælpe, netop fordi det bringer spørgsmålet om beskyttelse mod vold ind i billedet. I Kosovo genopbyggede hjælpeorganisationer nedbrændte huse i 1998 uden at kunne beskytte modtagerne. Året efter var husene brændt ned og endnu flere albanere fordrevet. Ikke nødhjælp, men NATO’s militære magt muliggjorde tilbagevenden og genopbygning. Det samme så vi i Afghanistan i efter den amerikanske intervention, flygtninge i milliontal kom tilbage, noget nødhjælpen aldrig alene kunne have klaret fordi den ikke har værktøjet til at skaffe sikkerhed.

Fordi nødhjælpsorganisationerne ikke selv har våben og derfor må arrangere sig med dem der har, vil beskyttelse af nødlidende altid koste de humanitære organisationer noget af deres uafhængighed. I Kosovo kontrollerede NATO hjælpen og det betød at hjælp på den serbiske side af fronten stort set blev umulig. I Irak angribes hjælpeorganisationerne med bomber for at tvinge dem ud.

At tro en hjælpeorganisation kan bevare sin uafhængighed i et konfliktområde svarer til at tro på jomfrufødsel. Den virkelige opgave for hjælpeorganisationerne er derfor ikke at forsøge at bevare illusionen om uafhængighed, men at forklare offentligheden ærligt om det beskidte politiske spil man er gået ind for at kunne hjælpe overhovedet.

Nødhjælpsorganisationernes dilemma er at de ofte ender i en situation hvor deres hjælp åbenlyst er en nødløsning fordi donorlandene kun vil sende mad, men ikke intervenere militært eller forpligte sig på en politisk løsning. Nøden bliver kronisk og hjælpen ender med at forværre situationen som i Sudan. En militær intervention uden politisk mod til at skabe en permanent løsning ender ofte med at blive en skrøbeligt låg på konflikten som demoraliserer den lokale kompromisvilje som i Kosovo og på Cypern.

Frem for alt drejer det sig om at trække vores - donorlandets - nationale interesse i at hjælpe frem i lyset. Hvad er på spil FOR OS i en given krise? Kan vi klare det med en simpel nødhjælpsaktion med flygtningelejre , hvor de nødlidende kan sidde på ubestemt tid beskyttet i et naboland? Eller kræver vores interesser en militær intervention med våbenhvile, afvæbning af lokale styrker så de nødlidende forhåbentlig kan vende tilbage. Kun uhyre sjældent vil vi forpligte os i årtier for at skabe en ny samfundsorden den kan sikre egentlig fred, en form for ”god imperialisme”, måske en blanding af Østtyskland og Afghanistan.

Nøden og hjælpen er begge resultater af politik, hvor dem det går ud over ikke selv har indflydelse. Borgerkrige og humanitære kriser er dramatiske og frygtelige fravær af demokrati og indflydelse. Men også hjælpen udtrykker at nogle handler på vegne af andre. Den benhårde politiske udvælgelse som resulterer i at vi hjælper nogle af verdens nødlidende og ikke andre, har de ikke selv nogen indflydelse på. De kan bare håbe at vores politiske prioriteter tilfældigvis sender hjælp i deres retning, og at hjælpen ikke ender med at gøre ondt værre.

Hvis nødhjælpsorganisationerne tilfører flere ressourcer end de kan beskytte hælder de blot benzin på bålet. Beskyttelse er nødhjælpens altoverskyggende problem. Opskriften på effektiv hjælp er derfor en kombination af humanitær indsats og politisk handling: brug af militær magt. Da jeg skrev dette i min bog ”Hjælp!” for et år siden var det kontroversielt. Nu er det forhåbentlig ved at blive officiel dansk politik.


Donorlandenes forpligtelser stiger voldsomt fra nødhjælp til brug af militærmagt og endnu mere fra militær intervention til et engagement i en politisk løsning. Det betyder at det internationale samfund kan yde nødhjælp mange steder samtidigt, mens militære interventioner er sjældne og et fuldt politisk engagement er uhyre sjældent.
I Danmark, som i andre donorlande, bør nødhjælpsorganisationerne blive meget bedre til at kommunikere disse politiske – ikke økonomiske – begrænsninger for deres virke ud til offentligheden.
antallet af kriser som udefra kan løses er

Militærets vigtigste lære af den professionelle nødhjælp er at arbejdsdeling er godt.
Kan soldater køre i hvide biler? Kan de sikre civilbefolkningen i en stor humanitær krise?
Min pointe er den simple at militær magt kan afslutte krige og dermed afværge ny nød. I en krig er magtanvendelse nødvendig for at skabe fred, ganske enkelt. Og det var sagen i Afghanistan: den amerikanske intervention forstyrrede ikke en fred, men afsluttede en krig. Hvis vi vil afhjælpe mere nød kræver det mere beskyttelse, og det kræver mere mod til at bruge magt.