Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

VERDENSREVOLUTION I NEPAL

Tintrommen


(Information, 2. oktober 2004)

Demokratisering i Nepal vil kræve dybere poltisk involvering end et nok så velment hjælpeprogram. Jeg efterlyser større beskedenhed og større realisme - hvis formålet er rigtig hjælp og ikke bare pæne ord

Katmandu blokeret af maoistiske oprørere. Alle der kører vil få hugget hænderne af, truer maoisterne. På trods af at hæren eskorterer konvojer ind og ud af Nepals hovedstad er trafikken under en femtedel af hvad den plejer at være. Maoisterne håber at fremprovokere en opstand i Katmandu, det sidste sted de for alvor mangler at kontrollere i deres ni år lange borgerkrig for at forvandle Nepal til en ”marxistisk republik”. Kong Gyanendra har delvist genindført enevælden og modtager stadig mere militærhjælp fra USA i sin kamp mod de maoistiske ”terrorister”. 9000 mennesker er blevet dræbt. I denne situation yder Danmark millionstøtte – 263 millioner kroner i 2003 og 150 millioner om året de næste fire år – for blandt andet at sikre demokrati og god regeringsførelse. For nylig blev flere hundrede børn og lærere kidnappet i Katmandu og holdt indespærret i maoistiske ”genopdragelseslejre ”. Befolkningen har ikke fået demokrati. De er blevet fanget i en borgerkrig.

Nepal var et enevældigt kongedømme helt op til 1990. I denne politiske og sociale dybfryser var oppositionen tilsvarende gammeldags og kommunistisk. Ved det første parlamentsvalg efter indførelsen af et konstitutionelt monarki i 1991 fik en koalition af venstreorienterede grupper (Den Forende Folkefront, SJM) tredjeflest stemmer. I 1995 brød en maoistfraktion under parlamentsmedlemmet Pushpa Kamal Dahal ud af SJM. Han antog dæknavnet Prachanda (den mægtige) og gav fraktionen navnet Nepals Kommunistparti (Maoist) med det erklærede mål at begynde en verdensrevolution. Første skridt var væbnet kamp mod Nepals kongedømme.

Da de første fjerntliggende politistationer blev angrebet i 1996 havde Katmandus elite – hvortil hører de mangfoldige udenlandske hjælpeorganisationer - kun foragt tilovers for partiets støvede tirader Et parti der erklærede at de var inspireret af Den Lysende Sti, Perus frygtede maoistiske oprørsbevægelse, var så åbenlyst anakronistisk at det blev ignoreret af alle oplyste hjælpearbejdere. Tre år inde i borgerkrigen kunne en evaluering af dansk støtte til fremme af menneskerettigheder og demokratisering stadig fremhæve Nepal som et af Danidas mest vellykkede eksempler. Man konkluderede optimistisk at ”selvom demokratiet endnu ikke er fuldstændig konsolideret (i Nepal), er der gjort tilstrækkelige fremskridt til at en tilbagevenden til enevælden ikke er sandsynlig.”

Siden da er mere end 8000 mennesker blevet dræbt og smilet er stivnet. Maoisterne har sejrsikkert meddelt verden: “Nepal er beviset på en ny bølge af verdensrevolution der må og kan modstå imperialisternes reaktionære angreb. Vores storslåede resultater skyldes Formand Prachandas forudseende lederskab som har integreret Marxismen-Leninismen-Maoismens universelle principper i Nepals konkrete realitet…Vi vil fuldende den nye demokratiske revolution og forvandle Nepal til en strålende rød base i den proletariske verdensrevolution.”

Maoisterne anslås at have en hård kerne af 4000 trænede soldater og støtte fra omkring 10.000 militssoldater som tilsammen kontrollerer 40% af Nepal, der er tre gange Danmarks størrelse og har en befolkning på 25 millioner. Maoisterne får ikke støtte fra andre lande men er i stand til at finansiere deres kamp med ”revolutionær skat” på indbyggerne i de områder de kontrollerer, og især blandt millioner af nepalesere i udlandet. Den kongelige nepalesiske hær har øget antallet af soldater fra 47.000 til 60.000 og kongens har forøget forsvarsbudgettet med 25% for at kunne bekæmpe maoisterne. Turistindtægterne styrtdykker.

Maoisternes ledere Prachanda og Baburam Bhatterai, en radikal byplanlægger, kommer fra den samme etniske og kastemæssige elite som de andre partiers ledere. Maoisternes præk om verdensrevolution mobiliserer næppe fattige nepalesere, men derimod deres blanding af populære sociale programmer og brutal undertrykkelse i de “befriede” områder. Demokratiske rettigheder er der ikke tale om. I hele landet holder kastesystemet, utidssvarende valglove og manglende uddannelse stadig over halvdelen af befolkningen uden for reel indflydelse og udvikling.

Nepal har mere end nogensinde brug for demokrati, men i sommeren 2004 må det danske udenrigsministerium indrømme at situation er desperat “I visse dele af landet lever befolkningen under ekstremt vanskelige betingelser. Mange områder er om dagen delvist kontrolleret af regeringens sikkerhedsstyrker, om natten af maoisterne. Mange nepalesere forlader disse områder.” men man prøver stadig med et positivt spin. “Her er det vigtigt at nå frem med bistand for at fastholde en smule stabilitet, så de nødvendige lokale institutioner ikke bryder sammen. Den danske bistand til Nepal er med til at sikre, at nationale, regionale og lokale strukturer ikke bukker under i den svære situation… Danmark arbejder for at fremme god regeringsførelse.”

“Strukturer” – er det f.eks. hæren? “God regeringsførelse” – er det kongens enevælde? Hvordan vil Danida sikre “stabiliteten” i Nepal? Den væbnede kamp er ikke en forbigående afvigelse fra demokratiseringens støtte kurs, men et udtryk for grundlæggende modsætninger i Nepal. Demokratisering vil kræve dybere politisk involvering end at et velment hjælpeprogram for demokratisering. Eksporten af den gode vilje er ikke nok. Hjælp forudsætter præcis strategisk tænkning baseret på en realistisk vurdering af hvor meget politisk vilje en dansk regering kan og vil investere i et for danske interesser perifert land som Nepal. Jeg efterlyser større beskedenhed og større realisme - hvis formålet er rigtig hjælp og ikke bare pæne ord i en rapport på maghognihylderne på Asiatisk Plads.