Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

SOMALIA OG KENYA

Tintrommen


(Information, 25. september 2004)

"Hjælp til nærområderne" er den store poltiske bistands-dille. Men det ligner mere en kæp i hjulet for de flygtninge, der vil til Danmark end hjælp til dem, der har brug for det

Vores regeringer – og befolkningen – vil gerne slippe for at betale for asylansøgerens dyre ophold som måske oven i købet ender med at blive livsvarig forsørgelse. Derfor ”nærområde-hjælp”.

Den fornuftige præmis for nærområde-hjælp er at man kan hjælpe langt flere mennesker for de samme penge som det koster at modtage asylansøgere i Danmark. Det er de ressourcestærke som kan komme til Danmark og banke på døren i Sandholm, mens de fattige kun kan flygte lige over grænsen til nabolandet. Derfor har jeg selv talt for at mere hjælp burde gå til de fattige flygtninge der hvor de er, i nærområdet.

De 25 millioner flygtninge i verden er et lille problem i forhold til milliarder af menneskers fattigdom. Flygtningens nød skyldes konflikter. Hjælpen kræver en politisk indsats langt mere end penge. Flygtningene hjælper sig selv gennem deres familienetværk. Nærområde-hjælp må derfor – efter min mening – bygge på en skarp politisk indsats og respekt og viden om flygtningenes selvhjælp. Nærområde-hjælp må ikke blive et smart ord der betyder færre fremmede i Danmark og flere penge til hjælpeorganisationerne.

Men sådan ser det desværre ud. Flygtningeminister Bertel Haarder går forrest sammen briterne og vil tilbyde Kenya økonomisk og politisk hjælp til at håndtere de 150.000 somaliske flygtninge der er i landet. Dansk Flygtningehjælp opfordrer regeringen til at afsætte 1 mia. kr. til netop hjælpen i nærområderne. UNCHR, FNS flygtningeorganisation er også positiv overfor ideen. “Nærområde-hjælp” er blevet en chance for vækst i udsultede humanitære organisastioner.

For at give nogen mening skal nærområde-hjælpen være af lavere standard end et dansk asylcenter. Men skal de være så lave som det omgivende samfund? Nordkenya er rystende fattigt selv efter kenyansk standard. Jeg har set de lejre somalierne har siddet i siden 1992 langt ude i Kenyas ørkenområder. Kenyas regering nægter flygtningene enhver integration i Kenya. Flygtningene bliver holdt i live af internationale hjælpeorganisationer. Nomaderne trak gennem lejren med deres kameler og så hvordan de flygtende somaliere fik mad udleveret. Alene maden var et kæmpe privilegium i forhold til den lokale kenyanske befolknings livsbetingelser.

En ny generation vokser op som ikke har lært at klare sig selv, men ved alt om hvordan man laver plattenslageri i en flygtningelejr, som at fuske med identitetskort, sælge de udleverede fødevarer videre til kenyanske opkøbere og lave tehuse af grene og blå UNHCR-plastic hvor man kan tygge qat og drikke te.

Jeg spurgte den ansvarlige hos UNHCR i Nairobi hvad der skulle ske med somalierne. Han trak på skuldrene. Fremtiden var ikke hans ansvar, men hvis der engang blev fred i Somalia ville det jo være fint at lukke lejrene og sende dem hjem. Hans problem var at holde folk i live på stadig mindre udenlandske donationer. Han vil blive glad for nærområde-hjælp.

Er hertil den danske regering drømmer om at bortekspedere afviste somaliske asylansøgere, eller lade nye ansøgere rådne op mens Haarders embedsmænd voterer i Holbergsgade? Hverken Udenrigsministeriet eller Flygtningeministeriet indvier offentligheden i deres planer om nærområde-hjælpen. Vi ved bare at det er Haarders topprioritet for Danida.

Det er ren salgssnak at sige at lokalsamfundet skal hjælpes op. Kenya har fået endeløs udviklingshjælp siden 1960erne og nomaderne roder stadig i Nordkenyas ørken. Hvor skal ”nærområdet” gå til? Marsabit, Isolo? Turkana? Nairobi? Vil Dansk Flygtningehjælp være bedre end den hærskare af eksperter som allerede har vandret gennem Kenya? Vil UNHCR blive en ny og anderledes organisation? Vil donorerne blive mere ansvarsfulde? Vil Kenyas administration blive mindre korrupt – alt sammen fordi hjælpen nu kaldes nærområde-hjælp?

Det lyder godt i nogle ører når Dansk Flygtningehjælp siger at ”der skal tænkes langsigtet, skabes fred og stabilitet og så skal flygtningene have hjælp til at skabe sig et hjem og en indtægt.” De kræver 1 milliard kroner til nærområde-hjælpen. Men hvad er det de vil gøre som de ikke allerede gør – bare med flere penge? Og HVOR skal pengene bruges: i Kenya eller i Somalia? Alle med bare den mindste viden om Kenya ved at regeringen aldrig vil tillade millioner bliver brugt på at integrere somaliere i landet, hvad enten det er ude i ørknen eller i de slumområder i Nairobi de bor i.

Der skal tænkes meget i de danske og britiske ministerier før nærområde-hjælp bliver andet end et røgslør for yderligere at skære ned på antallet af flygtninge. Det ved Flygtningehjælpen også og de garderer sig: ”En øget nærområdeindsats skal og kan ikke være et værn mod, at asylansøgere og flygtninge kommer til Danmark”. Helt enig! Problemet er at den ende af projektet kan de danske embedsmænd styre med jernhånd, mens den anden ende flagrer I ørkenvinden. Skandalen i Somalia er ikke at Danmark huser 13.000 somaliske flygtninge, men at 400.000 stadig sidder i lejre i Etiopien og Kenya fordi elendige somaliske ledere med hjælp fra skruppelløse naboer kan fortsætte en lukrativ borgerkrig.

Alt det ved Flygtningehjælpen til hudløshed. Derfor tilføjer de “Der skal fokuseres på konfliktløsning og fredsskabelse fra dag et.” Igen: hvad er det de rige lande nu kan gore under overskriften nærområdehjælp, som de ikke har kunnet før? Siden Somalias diktator Said Barre blev væltet I 1991 har det internationale samfund arbejdet for fred I Somalia. Milliarder er blevet postet I hjælpen. Sjovt nok har det område der har fået FÆRREST penge, Somalkiland, har klaret sig bedst. Men det vil man ikke anerkende politisk, fordi de afrikanske regeringer er stive af skræk ved tanken om at ændre kolonigrænserne.

Nærområde-hjælp vil ikke betyde flere penge til ulandshjælpen – det kan man bide Pia Kjærsgård i næsen på - men at gamle og trætte udviklingsprojekter må aflevere penge til Bertel Haarder og Andreas Kamms politisk vitale vækstbranche indenfor ulandshjælpen.

Danida burde lykønske somalierne i Danmark med deres effektive og generøse hjælp. Begge parter har vel sammenfaldende interesser, eller hvad? Undersøgelser viser at herboende somaliere sender flere penge til Somalia end Danida gør og det er penge som når frem til dem der har brug for dem. I stedet bliver somalierne mistænkeliggjort som om de uretmæssigt trækker penge ud af Danmark. De er i deres gode ret til leve på en pind for at kunne sende en del af deres indtægt i Danmark ned til familien, hvad enten det er socialhjælp eller løn. Problemet er selvfølgelig at det ikke undervejs betaler lønninger f.eks. i Danida og ikke politisk kan kontrolleres fra Haarders nye dobbeltministerium.