Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

IRAK OG TERROR

Tintrommen


(Information, 18. september 2004)

Regering, opposition og visse sikkerhedspolitiske eksperter går terroristernes ærinde ved at lukke øjnene for, at den nuværende brug af militær magt fører Irak længere og længere væk fra sikkerhed, fred og demokrati

Vi skal ikke trække os ud fordi det er blevet for farligt at være i Irak, men fordi de ofre vi risikerer at bringe, ikke ud fra nogen sammenhængende politisk analyse vil bringe Irak nærmere en fredelig og demokratisk fremtid. Irak har brug for international hjælp til at skabe sikkerhed for befolkningen. Resten af koalitionen og verden står derfor i den vanskelige situation at det både er irakiske fundamentalister OG amerikanerne man skal manøvrere rundt om for at kunne hjælpe den irakiske civilbefolkning. Det eneste alternativ til at blive ”og gøre arbejdet færdigt” er ikke at svigte Irak. Der er en tredje vej.

Observer rapporterer fra Basra at de engelske styrker i august i år affyrede mere ammunition, dræbte flere irakere og selv led større tab end under ”selve” krigen sidste år. USA dræbte over 1000 civile irakere i kampene i Najaf. Amerikanerne har haft et år og misbrugt en historisk unik mulighed for at støtte en demokratisk udvikling i Irak. Den amerikanske politik for Irak efter Saddam har været rystende lemfældig og baseret på en blanding af arrogant stormagtpolitik og ideologisk ønsketænkning om at man var befriere og ikke besættere med en besættelsesmagts forpligtelser.

Reaktionen på tilfangetagelsen af Saddam Hussein i december afslørede den amerikanske ledelses ønsketænkning og uvidenhed om Irak. Man var sikre på at modstanden nu ville bryde sammen. Herhjemme forklarede Per Stig Møller optimistisk at da irakerne ikke længere behøvede at være bange for at Saddam, ville de begynde at samarbejde med besættelsesmagten . Men situationen havde for længst udviklet sig forbi Saddam. Han tilhørte fortiden og det var ikke fortiden som skabte den stigende modstand mod besættelsesmagten, men selve besættelsen. Koalition var blevet en del af problemet.

Jeg tror ikke længere at amerikanerne kan genvinde den goodwill jeg oplevede at de havde for et år siden lige efter Saddam var blevet væltet. Den nuværende politik fører mod stadig blodigere militære konfrontationer – f.eks. planlægges et knusende angreb på Faludja til lige efter det amerikanske præsidentvalg. De irakiske tabstal vil undergrave de sidste rester af legitimitet hos de moderate irakere som samarbejder med besættelsesmagten. Et frit, demokratisk valg til januar vil blive umuligt. USA og dets allierede vil presse Irak ned i en stadig mere udsigtsløs undertrykkelse. Det er svært at forestille anden ende end et bittert tilbagetog som russernes i Afghanistan, og Irak vil blive efterladt i et kaos som i Afghanistan førte til Taliban. Vinderne vil være fundamentalisterne, og de virkelige tabere vil være den irakiske civilbefolkning.

Per Stig Møllers mantra er at FN og Irak beder os om at være der. Ønsket om et fredeligt og demokratisk Irak deles vel af de fleste i Danmark. Vi har kastet vores militære magt ind i Irak og dermed påtaget os et tungt ansvar for udviklingen. Derfor er det uansvarligt ikke at forholde sig til den faktiske udvikling og et billigt ”ekspert”argument at sige at man går terroristernes ærinde ved at diskutere om fortsat dansk deltagelse i den amerikanske koalition er fornuftig. Tværtimod går regeringen, oppositionen og enkelte af vores sikkerhedspolitiske eksperter terroristernes ærinde ved at lukke øjnene for at den nuværende brug af militær magt fører Irak længere og længere væk fra sikkerhed, fred og demokrati. Som William Odom, tidligere chef for USAs National Security Agency, konkluderer overfor Observer: ”med den kurs vi følger nu støtter vi kun Bin Laden ”.

Der er langt større kapacitet i det irakiske samfund til at skabe sikkerhed end man får indtryk af med mediernes fokusering på terror. I det nordlige Irak, i de kurdiske områder, er der overvejende fredeligt. Der er ingen støtte til fundamentalister og ingen amerikanske angreb. Kurderne har afholdt valg, de har en relativt veludstyret styrke på 50.000 mand, som er legitim i befolkningens øjne. I syd kunne Al Sistani skabe ro i Najaf fordi han besidder en legitimitet som regeringen i Bagdad ikke besidder. Sunnierne må vælge deres egne politiske ledere. Alternativet til en løs føderation er en blodig borgerkrig om centralmagten, kurdisk løsrivelse og uoverskuelig regional eksalation.

Danmark har påtaget sig et ansvar for Irak vi ikke kan løbe fra nu. Der findes mere konstruktive og intelligente måder at hjælpe irakerne på end at blindt at følge i amerikanernes spor. Jeg mener ikke man skal smide alt hvad man har i hænderne og løbe sin vej fra Irak. Danmark bør trække sig ud og forklare hvorfor vi gør det: ikke for at svigte Irak, men for at bane vejen for en intelligent brug af udenlandsk hjælp. Koalitionen skal trækkes ud, vidtgående lokalt selvstyre etableres og en mindre FN-styrke skal kontrollere Iraks internationale grænser, især den tyrkisk-irakiske grænse, for at forhindre international spredning af konflikten. Tyrkiet skal have troværdige internationale garantier for sin sikkerhed for at forhindre at landet invaderer Irak. Udlandet bør investere diplomatisk snilde i at løse specifikke problemer, i første række det mest eksplosive problem omkring oliebyen Kirkuk, hvor over 100.000 mennesker, de allerfleste kurdere, er flyttet tilbage for at omgøre de etniske udrensninger Saddam Hussein foretog og sikre at et selvstændigt Kurdistan kontrollerer olien. International mægling og sikkerhedsgarantier må bygge på lokalt selvstyre i de tre regioner Irak består af. Alt dette forudsætter at den amerikanske besættelse ophører og erstattes af en mindre udenlandsk militærstyrke som indsættes politisk intelligent. Det vil ikke være at gå terroristernes ærinde, tværtimod.