Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

DEN ISLAMISKE DYDSREVOLUTION

Tintrommen


(Information, 11. september 2004)

Den islamiske dydsrevolution kan blive afblæst, hvis de revolutioære masser bliver medborgere og får del i den velstand, vi nyder godt af og den frihed, vi selv bekender os til, bl.a. nationale rettigheder

I dag runder verden terrorens mærkedag. Allerede en uge efter terrordramaet i Kaukasus er verden igen vidne til et nyt terrorangreb, denne gang på en gade i Jakarta. Terroristerne er ikke blevet stoppet af tre års ”krig mod terror”.
Den internationale reaktion på den islamistiske terrorisme har på uhyggelig vis forstærket terroristernes vold.

I Beslan efterlod terroristerne et selvportræt, en formodentlig autentisk amatørvideo af aktionen set inde fra den overfyldte gymnastiksal. Kameraet zoomer usikkert fra fødder og bomber på gulvet op til vinduerne i etageejendommen overfor hvor usynlige soldater prøver at komme på skudhold, og tilbage til de sammenstuvede gidsler, bomber anbragt i basket-ballnet og visder os glimt af de maskerede terrorister. Terroristerne må være forberedt på at dø mens de filmer. De må vide at der ikke kan være anden udgang for dem på deres forehavende. Vi ser terroristerne koble flere bomber til elektriske kabler for at trække så mange gidsler som muligt med sig i døden. Det er en grav vi ser ind i. De bekendtgør ikke formålet med deres handling for omverden. Fordi, må man tro, de forestiller sig at Gud ser alt, og det er det betydningsfulde for dem. Han vil belønne deres martyrium mens børnene må sulte og tørste før de skal sprænges i luften. Mere vanvittigt kan man næppe forestille sig dyden hovere overfor tilfredsstillelsen af menneskelige behov.

Jeg har set dette før. Jeg har oplevet dette gudfrygtige dydsdiktatur. Den samme skræmmende og skruppelløse målrettethed og drømmeragtige ligegyldighed med andre mennesker styre et helt land mod at mål udenfor menneske-livet. Talibans Afghanistan. Her så jeg en lille gruppe drømmere bruge mere energi på dydens bevarelse – som de kaldte deres mest frygtede undertrykkelsesapparat – ved at tvinge mænd til at bede og mure kvinder inde, end på at udvikle landet. Som en mand bittert sagde til mig: hvis noget går i stykker kan de kun bede.

Alligevel er det forkert at sige at terrorister beherskede Afghanistan. Taliban gav husly til terrorister, men var ikke selv en terroristbevægelse. De kom ikke til magten gennem terror, men igennem en flerårig militær kampagne støttet af Pakistans hemmelige tjeneste og visse bazarinteresser. Det punkt hvor de mindede mig om terroristerne i den kaukasiske gymnastiksal var deres selvmorderiske ligegyldighed overfor den almindelige verdens sammenhæng mellem årsag og virkning, en ligegyldighed der til sidst bragte dem til fald.

Anne Knudsen skriver i en tankevækkende kommentar i Weekendavisen at de mange lokale terrorbevægelser er smeltet sammen til en revolutionær, religiøs verdensbevægelse som kan sammenlignes med den revolutionære socialistiske verdensbevægelse. De enkelte terrorhandlinger kan ikke længere alene forstås ud fra lokale omstændigheder, som den russiske undertrykkelse i Tjetjenien, men drives frem af en fælles politisk vision om et antidemokratisk og totalitært styre, et islamistisk dydsdiktatur. Jeg tror denne iagttagelse er rigtig.

Terroristers krav om selvstændighed lover ikke godt for de lokale befolkningers demokratiske rettigheder. Folket er aldrig så rent og dydigt som dets selvudnævnte frelsere kræver. Paradisets lokketoner bliver fra begyndelsen til enden banket ind i hovedet på folket med vold. Intet tyder på at terroristerne er drev et af vrede over sult, fattigdom og ulighed og de har ingen planer for hvordan levestandarden kan øges i deres lande. Den rene ondskab må ikke ende med at retfærdiggøre bekæmpelse med alle midler. Vi skal ikke konkurrere om at være de gode mod de onde, men tro på at det overvældende flertal af muslimerne ønsker at leve i et samfund der kan tilfredsstille deres almindelige menneskelige behov for sikkerhed, velfærd, åbenhed og en fremtid for den næste generation. Vores strategi må være baseret på en overbevisning om at verdens muslimer som de fleste andre mennesker vælger behovstilfredsstillelse frem for dyd. På samme måde som befolkningerne i den kommunistiske verden gjorde.

Den islamistiske terrors svage punkt er ikke militært, der vil altid være et tog, et diskotek, et fly der kan angribes, men politisk. Den islamiske fundamentalisme skal selvfølgelig forhindres i at udøve terrorisme med politi og efterretningstjenester. Men det vigtigste er den politiske kamp. I Europa bør vi gøre hvad vi kan for at isolere de radikale islamister fra den store masse af muslimer som hverken er terrorister eller drømmer om at leve i et fattigt, isoleret dydsdiktatur. De franske muslimers undsigelse af de irakiske terroristers krav til den franske stat er et enkelt lille positivt eksempel. Den socialistiske verdensrevolution blev afblæst fordi de revolutionære blev medborgere og fik del i den kapitalistiske verdens rigdomme. Den blev ikke nedkæmpet. Den islamiske dydsrevolution kan blive afblæst hvis de revolutionære masser bliver medborgere og får del i den velstand vi nyder godt af og den frihed vi selv bekender os til, bl.a. nationale rettigheder. Ikke mindst derfor er det af betydning langt ud over EUs grænser at Tyrkiet bliver medlem af EU og et attraktivt eksempel på hvordan en af verdens store islamisk befolkninger kan accepteres og selv acceptere at være medborgere i et sekulært, kontinentalt fællesskab.