Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

FRED I IRAK

Tintrommen


(Information, 7. august 2004)

Torturskandalerne i Irak viser, at koalitionens tropper er endt i en blindgyde, hvor de ikke løser Iraks problemer, men selv er blevet en del af problemet. Derfor er det amerikanske nederlag ikke militært, men moralsk og politisk.

Danmarks største problem i Irak er ikke enkelte soldaters brutalitet men at vi er del af en besættelsesmagt som ikke længere burde være der. I kølvandet på torturskandalerne vendte flere støtter af krigen om og begyndte at tale om et amerikansk (og dermed dansk) nederlag. Timothy Garton Ash skrev i juni at Irakkrigen havde udviklet sig til "et katastrofalt nederlag for USA og Storbritannien". Anne Knudsen afskrev i maj USAs krig i Irak som et "æreløst og monumentalt nederlag".
Disse undsigelser af krigen og torturen ender med endnu en kolbøtte. Selvom krigen angiveligt er tabt må besættelsesmagten blive i Irak for at forhindre en borgerkrig - og kan således alligevel tilsidst vinde freden?

Jeg mener ikke at USA har lidt et nederlag i Irak, og at den bedste måde at forhindre en borgerkrig på er at afslutte den amerikanske besættelse af Irak.

De tre ugers lynkrig endte med amerikansk sejr over en fjende der tog uniformen af og forsvandt. Uanset hvad de egentlige amerikanske motiver til krigen var, er det et faktum at den amerikanske invasion befriede irakerne fra Saddam. Set fra Irak - som også blev min egen synsvinkel - var det den rigtige krig af de forkerte grunde: Saddam blev fjernet, selvom det var åbenbart at amerikanerne kom for beherske Mellemøsten og olien.

I dag står valget ikke mellem fortsat amerikansk besættelse eller borgerkrig. Besættelsesmagten - og de fleste kommentatorer - tror at amerikanske tropper er det eneste der forhindrer en borgerkrig. Imens dræbes stadig flere irakiske civile. Når man taler med irakerne er de ikke bange for at borgerkrig vil bryde ud mellem de irakiske befolkningsgrupper det øjeblik de fremmede tropper trækker sig hjem. Problemet er terroren som besættelsesmagten slet ikke kan standse. I sunnitrekanten, hvor amerikanerne er massivt tilstede og irakerne selv ikke har nogen magtmidler, terrorisere små fanatiske grupper den irakiske civilbefolkning. I de kurdiske områder har kalitionen færre end 500 tropper mens kurderne selv har op mod 100.000 mand under våben og her lykkes det kurdiske sikkerhedsstyrker i tæt samarbejde med befolkningen næsten dagligt at afværge terroraktioner .

Terroristerne er ikke den største trussel mod fred i Irak. Det er desværre USA og Iraks naboer. I en uhyggelig gentagelse af situationen i 1991 kræver de bevarelse af et svækket, kontrollerbart centralt styret Irak hvor én gruppe kan dominere resten af befolkningen. I Irak er der formodentlig flertal for en udstrakt føderalisme hvor hver af de tre hovedgrupper pragmatisk lader de andre arrangere sig med vidtgående lokale særregler indenfor en svag føderal stat. Risikoen for borgerkrig udspringer af udenlandske. først og fremmest amerikanske, strategiske ønsker om en lydig irakisk enhedsstat som kan sikre dem kontrol med regionen. Iran, Tyrkiet og Syrien har åbent udtrykt ønsker om at indbinde kurderne i en centralt styret irakisk stat. Det er dette pres udefra der gennem manipulation med irakiske grupper truer landet med borgerkrig. Al den pæne internationale snak om demokrati vil vise hvad den er værd i det øjeblik irakerne selv skruer en forfatning sammen for en løs føderation eller flere selvstændige lande. Succeskriteriet for den danske indsats skrumper dag for dag. Mens Iraks befolkning terroriseres kan ikke være nok at danske soldater kan overholde internationale konventioner for behandling af fanger. Den danske regering burde arbejde for at besættelsen af Irak erstattes af en international sikkerhedsstruktur for regionen der garanter et føderalt eller opdelt Iraks sikkerhed, især vis-a-vis Tyrkiet.

Demokrati i Irak krævede at Saddam Hussein blev fjernet fra magten på den ene eller anden måde. Det var en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at irakerne kunne bestemme i deres eget land. Torturskandalerne viser at koalitionens tropper er endt i en blindgyde hvor de ikke løser Iraks problemer, men selv er blevet en del af problemet. Derfor er det amerikanske nederlag ikke militært, men moralsk og politisk. Forestillingen om en rigtig krig af de forkerte grunde er uholdbar. Mål og midler hænger sammen - selvom man kan håbe det modsatte.