Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

BÆREDYGTIGHED OG MARKEDET

Tintrommen


(Information, 24. juli 2004)

Spørgsmålet er om en tilstrækkelig radikal forandring til fordel for miljøet kan skabes indenfor det nuværende system

Ejvind Larsen skriver i Frie Ord 16 juli at der overhovedet ikke findes nogen plan B for et bæredygtigt demokrati indenfor naturens grænser. Vi er alene på planeten med det moderne oplysningsprojekt og dets plan A for uophørlig økonomisk vækst. Begrebet bæredygtighed, men ikke bæredygtigt demokrati, kom på dagsordnen i 1987 med Brundtland kommissionen, der definerede bæredygtig udvikling som "den udvikling, der opfylder de nuværende generationers behov uden at hindre opfyldelsen af kommende generationers behov". Brundtland argumenterede for lighed mellem de nuværende og kommende generationer lige så vel som lighed mellem de nuværende generationer, dvs mellem rige og fattige.

De sidste tyve år har meget store befolkningsgrupper fået adgang til øget forbrug i lande som Chile, Argentina, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina. Vi, de nuværende generationer, øger vores økologiske pres på kommende generationer. Vi er i færd med at aflevere planeten i dårligere stand end den var da vi modtog den. Hvorfra skal alternativet, plan B, komme?

Ejvind Larsens næsten-helt er klimaforskeren, naturvidenskabsmanden der i denne særlige gren af det moderne oplysningsprojekt viser sig som en klartseende kritiker af hele den verden som naturvidenskabsmænd indenfor andre dicipliner har skabt. Den finske filosof og samfundskritiker Georg Henrik von Wright kaldte sig selv "provokatorisk pessimistisk" i sin bog "Myten om Fremskridtet": rationaliteten som sådan er en del af problemet, ikke løsningen. Den engelske journalist George Monbiot, som Ejvind Larsen citerer, konkluderer at da vores økonomiske system afhænger af ubegrænset vækst og jorden har begrænsede ressourcer er vores forventning om fremskridt et selvbedrag.

Spørgsmålet er derfor om en tilstrækkelig radikal forandring kan skabes indenfor det nuværende system. Og hvad betyder et nej til dette spørgsmål? Hvad indebærer det at Larsen, Monbiot og Wright ikke kan få øje på en plan B? Er det en økologisk variant af en revolutionær elendighedslære, hvor samfundet må bryde helt sammen før frøene til en ny og bedre verden kan spire? Sammenbrudsforudsigelsen er økologiens svar på forstillingen om den kapitalistiske dødskrise. Hvordan ser den økologiske verdensrevolution ud? Skal vi forbruge som gale for at få det kapitalistiske system til at bryde sammen og give plads for et nyt? Jo hurtigere olien slipper op, jo højere havene stiger, jo mere ørkenerne breder sig, jo mere radikalt og rensende vil bruddet med det moderne oplysningsprojekts kapitalistiske samfund blive? I det kommunistiske skema var proletariatet bærer af historiens fornuft som ville blive virkeliggjort i revolutionen. I stedet for historiens optimistiske fornuft er det nu naturens pessimistiske u-fornuft som sætter sig igennem i det økologiske sammenbrud.

Vores samfund kan ikke revolutioneres til bæredygtighed. Vi er henvist til at udvikle zoner af bæredygtighed med den ufuldstændige viden og de begrænsede midler vi har i dag. Klaus Töpfer, direktør for FN's milljøprogram, mener at politiske krav kan give et incitament til markedet så det udvikler teknologier der kan løse konkrete miljøproblemer. Chris Mottershead, senior rådgiver i BP - Beyond Petrolium - opfordrer vælgerne og forbrugerne til at stille krav til politikerne og virksomhederne. Forbrugerne skal efterspørge brintbiler, solceller, vindmøller, el, CO2-kvoter og andre "grønne" varer, og som en begyndelse kræve at priserne er konkurrencedygtige og afspejler de relle omkostninger for produkteternes fulde livscyklus. Bæredygtig regulering af markedet vil være afgørende for at alternativerne kan blive virkeliggjort. Omdrejningspunktet er ambitiøse reformer drevet frem af visionære politikere, som tør formulere og kæmpe for bæredygtige alternativer.

Et økologisk sammenbrud vil forsimple og forrå samfundet, hvis det overhovedet vil overleve. Bæredygtighed kræver det modsatte, en højere grad af social kompleksitet og forfinelse, hvor vi som borgere indvævet i et politisk og økologisk kredsløb kan medtænke og respektere både andre nulevende og fremtidige generationer.