Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

EU OG NATIONALSTATEN

Tintrommen


(Information, 17. juli 2004)

EU er ikke en nationalstat, men en historisk ny statsform, der deler suveræniteten med institutioner over og regioner under nationerne

Den tilsyneladende modsætning mellem nationalstaterne og EU har bragt spørgsmålet om nationalfølelsen frem. Historikeren og nationalismeforskeren Uffe Østergård lanceres i et interview i Weekendavisen som en angrende kritikerer af nationalismen. "Vores forskning fik den utilsigtede bivirkning, at både folk flest og kolleger opfattede det, som om vi nedgjorde nationale følelser."og han fortsætter "det er efterhånden er gået op for os alle sammen at moderniseringsprojektets automatforestillinger ikke er gået i opfyldelse." I Informations serie om Oplysningen som opposition har bla. Suzanne Brøgger, Dorthe Jørgensen og Hans-Jørgen Schanz øvet den samme selvkritik omend i andre registre: det moderne projekts ambition at gøre verden rationel - og afskaffe de undertrykkende familier, fordummende religioner og chauvenistiske følelser for nationen - er kommet i defensiven..

Men det betyder jo ikke at verden så er dømt til at gå tilbage til tiden før Oplysningen og det moderne. Tværtimod kan man forstå den nuværende krise for det moderne som begyndelsen til en ny orden, hvor vi er på vej til at finde nye måder at investere vores følelser i de store, menneskelige fællesskaber.

Nationalstaten er modernitetens mest succesfulde frembringelse. Hele verden er i løbet af dens korte tohundredeårige periode blevet national. EU er ikke en nationalstat, men en historisk ny statsform. EUs afgørende forskel fra nationerne er at unionen hverken kan eller skal monopolisere al magt, loyalitet og identifikation indenfor sit landområde, men deler suveræniteten med institutioner over og regioner under nationerne. Med overlappende suverænitet har EU mere til fælles med før-nationale stater end med "rene" nationalstater. EU er ikke moderne, men en historisk reaktion på nationalstatens barbariske, dræbende side. Med et begreb lånt fra Ulrich Beck, kan vi sige at EU tilhører,"det andet og refleksive moderne", de samfundsstrukturer som i sig selv reflekterer det modernes begrænsninger.

Ingen bliver født med nationale følelser. Alle nationer har derfor måttet udvikle metoder som folkeskoler, værnepligt og nationalt tv for at gøre borgerne nationale. Den nybagte borger overgav sig og gik i takt. Nationen var ikke til diskussion og det lykkedes at opelske en identifikation med fædrelandet folk ville dø - og dræbe - for. Derfor er der bestemt nationale følelser som vi må være glade at slippe for! EU mobiliserer en ny slags nationalisme, som er tættere på den selvvalgte, stiliserede nationalisme fra sportskampene end den altfortærende nationalisme som greb Europas befolkninger i 1930'erne og dræbte dem i 1940'erne.

Nationalfølelsens funktion i EU er en anden end den vi nærede for nationerne inden EU blev skabt. De nationale følelser er ikke forsvundet, men har fået en ny funktion, på samme måde som undersåtternes patriotiske følelser for kongen forandres fra enevældens tid til det moderne folkestyre. Folkets følelser for kongedømmet forsvandt ikke men blev forvandlet fra underkastelse til underholdning. I det moderne folkestyre elsker ugebladslæserne ikke Fogh og Nyrup som Frede og Mary. Og folkets valgte repræsentanter klarer sig fint uden de følelser folket investerer i personen på tronen. På samme måde fungerer EU både uden de hjerter der banker i takt med kongehusenes og dem der identificerer sig med nationale symboler. EUs bureuakratiske forsøg på at kopiere nationale symboler har aldrig vakt store følelser hos europæerne. EU-"nationalismen" er selve den kaotiske artikulation af 25 nationalismer med demokratiske midler indenfor et fælles system. De varme følelser retter sig ikke mod EU's instutioner, men vil vise sig i befolkningernes tilfredshed over at nationalfølelse og europæisk solidaritet ikke behøver at være et enten-eller.

Følelserne har kort sagt flere steder at gå hen i EU end i en nation. Det ser jeg som en styrke selvom det målt med nationale alen kan synes som en svaghed. EU's demokratiske problem er ikke mangel på nationalfølelse, men at de nationale politiske eliter i Europa ikke tør give vælgerne direkte, demokratisk indflydelse i de europæiske instutioner.