Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

KLIMAFORANDRING

Tintrommen


(Information, 5. juni 2004)

Ingen af dem, der udtaler sig om verdens problemer, inklusive de uddannede eliter fra udvikingslandene, lider selv nød

Verdenshavets frygtelige monsterbølge slår ind mod Manhattans regnpiskede blågrå skyskrabere. Katastrofen truer hele min verden. Men jeg er ikke bange. Da vandmasserne med knusende magt skyller gennem New Yorks gader i tiende sals højde løfter et frydefult gys sig i biografsalen. Supergod computergrafik! I katastrofefilmen The Day after Tomorrow's sidste billeder flyver de utrættelige helikoptere (hvorfra kommer de - hele den nordlige halvkugle er jo dækket af is?) ind over det snedækkede Manhattan for at undsætte de overlevende der er krøbet frem og vinker på skyskrabernes flade tage. Lyset tændes, vi kan rejse os fra to timers undergang lettede og beroligede: selv en selvpåført istid kan vores samfund klare.

Bjørn Lomborgs koncensuskonference var en akademisk pendant til Roland Emmerichs film. Budskabet var det samme: giv os verdens største problemer og vi vil vise jer at vores industrisamfund kan tackle dem. På samme måde som i Hollywoodfilmen forenklede økonomerne i København de globale udviklingsproblemer, så den på forhånd givne "løsning" ville virke. I filmen er den globle katastrofes emotionelle dynamik forenklet til en far der skal redde sin teenagesøn fra kulden i New York. Økonomerne gav sig selv 50 milliarder dollars, værdien af verdens ulandshjælp i år, et i sig selv tilfældigt beløb som hverken har noget at gøre med de globale udviklingsproblemers omfang eller afspejler de rige landes evne til at hjælpe. Økonomerne diskuterede sig frem til en prioritering og gik med på den leg at de kunne gå igang med det første problem mens resten pænt ventede. De 50 millarder dollars har aldrig været en reel løsning, men optrådte som helten i konferencens fiktive univers.

Der er ingen smerte i filmen, kun morsomme vinkler på et USA begravet under arktisk is og sne. Helten og hans to kammerater strider sig frem mod snestormen trækkende tunge slæder bag sig og pludselig går de gennem isen - der viser sig at være glastaget på en forladt, iskold shopping-mall. Meget opfindsomt. En film til 125 millioner dollars "kritiserer" det ressourceforbrugende USA mens den får alle i salen til at hylde Hollywoods supercomputere. Helten når selvfølgelig frem og redder sin søn. Instruktøren tør ikke lade ham dø. Det ville bryde katastrofefilmens konventioner og kunne hurtigt blive foruroligende. På samme måde stillede ingen af økonomerne i Købehavn spørgsmålstegn ved den konventionelle visdom at løsningen på udviklingsproblemerne er flere donationer fra de rige lande, selvom 50 års ulandshjælp ikke har løst "udviklingsproblemet", dvs. den globale sociale ulighed. Her kunne konferencens feel-good faktor hurtigt komme i vanskeligheder. Vi forlader glade biografen, den store katastrofe er afmonteret, og vi kan fortsætte vores priviligerede dagligdag. Redningen er mere af den samme teknologi, mere af det samme forbrug. På samme måde kan vi bladre videre i vores aviser efter en uges mediedækning af verdens største udviklingsproblemer og fortsætte vores umådeholdende forbrug på verdens solside.

Det er ikke fordi problemerne er komplekse eller at vi mangler viden at vi undlader at udvikle reelle løsninger og handle derefter. Årsagen til misforholdet mellem viden og handling er meget enkel. Vi nyder alle fordelene af at verden er skruet sammen som den er. Ingen af dem der udtaler sig om verdens problemer, inklusive de uddannede eliter fra udviklingslandene, lider selv nød. Det er på vegne af andre, fattige i landsbyerne eller fremtidige generationer, at vi udtaler os. Derfor er der et dilemma mellem at handle idealistisk og solidarisk på vegne af andre ud fra antagelser om en truende fremtidig udvikling, eller blot at følge sin bekvemmelighed og søge endnu større forbrug.

I filmen nægter Mexico at åbne sine grænser for de flygtende istidsfordrevne amerikanere før USAs regering eftergiver Latinamerika al gæld. Meget realistisk: der skal mindst en istid til som dræber halvdelen af USAs befolkning før USA tvinges til en ny økonomisk verdensorden der kan skabe en smukkere, gladere, langsommere og mere kærlig verden for alle klodens indbyggere.