Kronikker

Klummer

Reportager

Anmeldelser og Debat

TYRKIET OG EU

Tintrommen


(Information, 29. maj 2004)

Spørgsmålet er ikke, om Tyrkiet lever op til kriterierne for EU medlemskab her og nu, men om hvordan den positive proces, landet har gang i, kan styrkes

At sikre menneskerettigheder for kurderne er et godt argument for at sige ja til Tyrkiet og give landet en fast dato for optagelsesforhandlinger med EU. Det er min konklussion efter at have deltaget i en konference på Christiansborg i denne uge om "Kurderne - et folk, fire stater - hvilken fremtid?" arrangeret af kurdiske foreninger i Danmark med deltagelse fra alle fire dele af Kurdistan: Syrien, Iran, Tyrkiet og Irak. Mogens Lykketoft indledte konferencen og forsikrede at han og socialdemokraterne arbejder for kurdernes rettigheder og derfor kræver at Tyrkiet lever op til alle "københavnerkriteriernes" krav om respekt for menneskerettighederne før landet får den eftertragtede dato. Lykketofts argument var at sålænge der rapporteres om tortur og andre brud på menneskerettighederne i Tyrkiet skal landet holdes ude af Europa - for kurdernes egen skyld.

Et ja til en dato for optagelesforhandlinger er naturligvis ikke en accept af de overgreb der stadig finder sted i Tyrkiet. Tortur er uacceptabelt - uanset hvilken regering der står bag! Ingen drømmer om at give Tyrkiet anno 2004 medlemskab af EU. Det afgørende spørgsmål, som Lykketoft gik uden om, er hvordan den positive proces som er i gang i Tyrkiet bedst fortsætter. Hvad tjener kurderne bedst: at være borgere i et land som er på vej til at opfylde EUs optagelsesbetingelser, eller andenklasses borgere i et skuffet Tyrkiet der søger nye partnere i Mellemøsten og Centralasien? De politikere der nu forsøger at trække EUs løfte til Tyrkiet om optagelsesforhandlinger i et uendeligt langdrag skal i hvertfald ikke kunne gøre det med henvisning til kurderne. Det er ikke at støtte kurderne at sige nej til Tyrkiet i december. Det vil hverken være klogt for EU, som har brug for at indlemme et stort, sekulært muslimsk land for at have en konstruktiv relation til verdens en millard muslimer, eller en sand hjælp til kurderne. Men et nej kan muligvis sikre stemmer i Danmark fra vælgere som er blevet bildt ind at de må frygte at kurdere og andre fattige tyrkere skal komme og tage vores arbejde.

Solid støtte til Tyrkiets demokratiske kræfter kan kun komme fra EU. Bush-USA er på et kaotisk og uskønt tilbagetog fra den store "plan" om demokratisering af Mellemøsten. De pæne ord pakkes væk og tilbage står støtten til ethvert regime som kan garantere stabilitet og olie. På samme måde som USA ikke har nogen problemer med diktatoriske regimer i Centralasien og krigsherrer i Afghanistan sålænge de er nyttige kan man frygte at USA vil give militæret i Tyrkiet længere og længere snor. En tyrkisk intervention i Irak som svar på kurdisk selvstyre i de nordlige områder er den mest sandsynlige udløser af borgerkrig i Irak, med videre katastrofal destabilisering af hele regionen til følge. Det kan ikke udelukkes at USA kan blive så presset i Irak at en genvalgt Bush kunne spille det tyrkiske kort. Et dato-ja fra EUs topmøde i december til Tyrkiet kunne afværge dette.

Man kan ikke bare udsætte optagelsesforhandlingerne. Det er på ingen måde sikkert om det window of opportunity som nu står åbent for en positiv udvikling i forholdet mellem Tyrkiet og EU stadig står åbent om et eller to eller tre år. Erdogans regering i Tyrkiet vil lide et stort prestigetab til de antidemokratiske kræfter i landet hvis EU nu siger nej. Og herhjemme er der tilsyneladende stadig flere politikere som i håbet om en populisisk gevinst lader antimuslimske kræfter sætte dagsordenen. Derfor skal der tages en beslutning nu. Socialdemokraterne i Danmark bør ikke narre sine vælgere og bilde dem ind at det tjener deres interesser som borgere i Danmark og EU at smække døren i for Tyrkiet. For vores egen skyld - og så sandelig for kurdernes skyld! - skal den positive proces som er igang i Tyrkiet gives det afgørende skub fremad med en dato for optagelsesforhandlinger. Det var den opfordring kurderne kom med på Christiansborg (men da var Mogens Lykketoft desværre gået) og det ønske jeg hørte igen og igen da jeg rejste i Kurdistan.